For lidt, for sent, forgæves

Kirkeminister Per Stig Møller bebuder, at han i næste folketingssamling vil stille forslag om et ritual til brug for homoseksuelle i Folkekirken. Ikke en vielse, understreger ministeren, mens han slår syv kors for sig, men en velsignelseshandling af en ikke nærmere defineret slags. 


Men ministerens løfter er tomme. 


Efter al sandsynlig er regeringen Løkke Rasmussen en saga blot efter det snarlige valg, og en ny, rød regering vil gå anderledes radikalt til værks: Samtlige partier i oppositionen går ind for total ligestilling af homoseksuelle i forbindelse med ægteskabs indgåelse og ser ingen grund til fortsat sondring mellem heteroseksuelle og homo'er. Hermed er de på linje med halvdelen af Danmarks biskopper, et flertal af landets præster og to tredjedele af befolkningen. 


Så de borgerlige kan ånde lettet op: ved hjælp af mange års forhalingstaktik som står i stærk kontrast til det lovjaskeri, som har præget VKO i de senere måneder, slipper de for at bryde den årtier lange tradition, de har for at stemme imod ethvert tiltag til fremme af homoseksuelles ligestilling.


Ikke mindre end 36 gange er borgerlige partier i Folketinget gået imod ligestilling af homoer. Otte gange har de samme partier aktivt stillet forslag om forringelser af homoseksuelles rettigheder i forhold til heteroseksuelle. Og regeringens støtteparti truede for et par år siden ligefrem med at vælte regeringen, hvis den stemte ja til mere ligestilling i spørgsmålet om adoptionsret til homoseksuelle. "Folketingsgruppen og ledelsen i Dansk Folkeparti er rasende over at blive ydmyget på den her måde" udtalte Søren Espersen, da det viste sig, at et par borgerlige politikere var rede til at bryde partilinjen og stemme ja. "Hvis regeringen ikke får orden i egne rækker, kan den ikke i længden regne med, at vi bakker den op", fortsatte han.


Når det gælder homoægteskaber har partiets fører ikke været mindre skarp. "Den socialistiske fløjs kamp for at give homoseksuelle retten til at blive gift i kirke er ikke en kamp for ligeværd, men en kamp imod ægteskabet", skrev Pia Kjærsgaard i sit nyhedsbrev sidste år. Hun undlod dog at redegøre for, præcist hvordan hendes parforhold med ægtemanden Henrik Thorup trues, blot fordi to forelskede fyre eller piger gifter sig. Måske fordi truslen er ligeså imaginær som den Fru Kjærsgaard ser i en indvandrerpige med et tørklæde?


Spørgsmålet om homoerne og Folkekirken har skabt voldsom uro på kirkens højrefløj. Så meget at der har været talt om en opsplitning af kirken. Samme højrefløj har i talløse læserbreve tordnet om, hvor syndigt det er at følges ad for to som gerne vil samme være - i hvert fald hvis det er to af samme køn. Alene i Kristeligt Dagblad har der været flere hundrede tilkendegivelser om emnet. Omkring 90% af fordømmende karakter. 


I mellemtiden har vi set dybt katolske lande som Spanien, Brasilien og Argentina indføre ligestilling for homoseksuelle i deres kirker. Det samme er sket i fx Holland, Norge, Sverige og Sydafrika samt i flere amerikanske stater. 

Herhjemme har mange homoer for længst resigneret og tilsluttet sig de andre tusinder, som i de senere år har meldt sig ud af Folkekirken, fordi de ikke længere følte noget tilknytningsforhold til den.

For andre har debatten givet anledning til dybe overvejelser: 


- Kan man ikke være en god kristen uden at være medlem af den Folkekirke, som trods mange gode intentioner hos et stort antal præster, biskopper og menighedsråd ikke har evnet at lægge låg på den frådende anti-homo-retorik som Indre Mission og præster som Søren Krarup og Jesper Langballe har benyttet sig af?


- Hvorfor har al tale om vigtigheden af den såkaldt rummelige folkekirke fokuseret på at give plads til den kirkelige højrefløjs holdninger og slet ikke de homoseksuelles?


- Og helt fundamentalt: er det i virkeligheden ikke på tide, at den juridiske del af et ægteskabs indgåelse flyttes til rådhuset for alle par, uanset deres seksualitet, hvorefter de som måtte ønske det så kunne søge kirkens velsignelse over deres forhold? Sådan fungerer det i forvejen jo i langt de fleste lande. 


Per Stig Møller har skullet gå den vanskelige balancegang mellem ikke at tirre sit eget bagland og at vise en eller anden form for imødekommenhed overfor homoseksuelle på grund af det politiske og folkelige pres, han udsættes for. Det ser ud til at være mislykkedes helt og aldeles. "I den folkekirkelige rummeligheds navn" opretholdes retten for præster til at diskriminere, og forelskede homo-par vil være tvunget til at rende spidsrod for at finde en præst som vil vie dem. Implicit forventes der en taknemmelighed fra det homoseksuelle pars side. Ikke imod Gud for livet og kærligheden, men imod den præst og den kirke som er villig til at yde dem tålt ophold for en stund. Er det en værdig start på et mangeårigt samliv i kærlighed? Gu' er det ej.


Jeg har skrevet det før og gør det igen: 


Det er et ubestrideligt faktum, at INTET fremskridt for homoseksuelle nogen sinde er opnået med de borgerlige partiers hjælp. Ikke ét. 


Med Per Stig Møller i uhellig alliance med de mest forbenede mørkemænd og -kvinder, som Danmark kan opvise, opretholdes den tradition også frem over. Godt deres tid snart er forbi. 

Med Gud i den ene hånd og sværdet i den anden

I lilleputstaten Liechtenstein bor der 35.000 mennesker. Landet har en meget nær tilknytning til naboen Schweiz, som man bl.a. deler valuta med. Det er også Schweiz som gennem sine ambassader repræsenterer Liechtenstein i udlandet.

Derfor tilstræber Liechtenstein at have en lovgivning som følger Schweiz på en lang række områder. Det var ikke mindst derfor, at det lille lands parlament for nyligt besluttede at tillade registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle, så homo-par fx kunne sikre hinanden i tilfælde af død eller ulykke. 

Samtlige Liechtensteins parlamentsmedlemmer stemte for den nye lov, som således blev enstemmigt vedtaget.

Loven om registreret partnerskab i Liechtenstein gavner kun et par håndfulde par, men signalværdien var stor.

Men landets homoseksuelle og parlamentet havde ikke taget de troende i ed!

Næppe var loven vedtaget, før "et borgerinitiativ" blev dannet med henblik på at indsamle underskrifter, så den nye lov kunne blive afskaffet. I Liechtenstein skal der blot 1000 underskrifter til - så skal en ny lov sendes til folkeafstemning.

Lederen af Vox Populi, som initiativet kalder sig, understreger, at hans forening sandelig hverken har til hensigt at støde bestemte befolkningsgrupper eller enkeltpersoner. Han har dog svært ved at forklare, hvordan det lille lands homoseksuelle befolkning ellers skal opfatte hans forening.

Liechtenstein katolske ærkebiskop har udtalt sin uforbeholdne støtte til Vox Populi. "Homoseksualitet er en dødssynd", siger han og anbefaler befolkningen at stemme nej til ligestilling af homoseksuelle ved den folkeafstemning som helt klart bliver følgen af Vox Populis underskriftsindsamling.

3/4 af landets befolkning er stærkt troende katolikker.

Og fra Rom sender Paven sine varmeste hilsener til Liechtensteins ærkebiskop og lykønsker ham på forhånd med sejren over homoerne og deres venner i parlamentet. 

Igen må man undre sig over den ulyksalige trang som mange religiøse mennesker har til at pålægge andre deres livsstil og standarder. 

Der er ikke en skid forskel på, om vi taler kristne højborge som Liechtenstein, Italien eller Uganda, hvor såkaldt ultrareligiøse kristne gerne myrder homoseksuelle i Herrens navn, eller om du tager til Mellemøsten, til Afrika eller til USA: fra mormonerne i Salt Lake City over Rom til Riyadh sker det på daglig basis: med en imaginær gud og hans imaginære vilje som skalkeskjul for deres fordomme spreder religiøse fanatikere deres hørm af homohad mod en lille minoritet som aldrig kan udgøre nogen trussel mod dem. Ja, de viger endda ikke tilbage for henrettelser og mord i bestræbelserne på at lave om på det, som ikke kan ændres. 

Krige udkæmpes i Herrens navn. Millioner er døde, fordi selvretfærdige, troende mennesker ikke har nok i religiøs selvransagelse og ikke kan nøjes med at bruge religionen til at forbedre sig selv i tanker og gerning. Nej, andre skal pinedød underkastes deres fortolkninger af troen og deres standarder. Om det så koster dem livet. 

Fundamentalistisk tro på Gud og Allah har kostet alt for mange livet og endnu flere livsglæden. I den henseende har kristendommen ikke noget at lade islam høre. Religiøs fundamentalisme er terror - uanset dens udspring. 

Den sorte rummelighed

I dag er det sidste frist, hvis man ønsker at ytre sig overfor Folketingets Kirkeudvalg om hvordan Folkekirken skal forholde sig til vielse af homoseksuelle.


Og indtil udvalgets betænkning foreligger, går hændervridende kirkefolk rundt og frygter, at det hele ender i en splittet Folkekirke. 


"Der skal jo være plads til rummelighed", siger de. 


Begrebet kræver en forklaring. Rummelighed i folkekirkelig forstand handler nemlig ikke om at give plads til homoseksuelle eller kvindelige præster for den sags skyld. Det handler om at sikre, at ingen træder de få, men meget højrøstede højrekirkelige præster over tæerne.


Spørgsmålet er, om det ikke er på tide, at kirken træder i karakter med et mere positivt budskab? Hvorfor så berøringsangst? Det mest påtrængende emne for Folkekirken er jo ikke, om homoseksuelle skal have lov til at gifte sig. Det problem som allermest skriger på en løsning er:


Hvor længe skal Folkekirken blive ved med at give plads til dens egne højrekirkelige anakronismer?


De er imod kvindelige præster, de vil ikke give hånd til dem, de nægter at vie fraskilte, og de hader homoseksuelle, eller rettere: de siger, de elsker dem, mens de er ved at falde over hinanden i bestræbelserne på at finde på nye "kristne" måder at diskriminere på.  


Spark dem dog ud, hvis de ikke kan finde ud af at skride selv. Lad dem danne deres egen frikirke, hvor de kan være sikre på at få fred - fri for kvindfolk, bøsser og andre forstyrrende elementer fra det virkelige liv. 


Hvis et privat firma teede sig overfor kvinder og homoseksuelle som disse præster gør, havde det regnet med politianmeldelser og bøder. Havde de samme holdninger været ytret af en muslimsk imam ville de politiske partier stå i kø for at kræve ham deporteret og hans moske lukket. At skatteborgerne i 2010 skal være med at promovere sådanne arkaiske typers ækle menneskesyn siger alt om, at den såkaldte rummelighed har taget overhånd. 


Jeg har ingen forventning om at Birthe Rønn Hornbech har balls nok til at trække den berømte streg i sandet nu, men hvor ville det være rart, hvis hun gjorde. Er der noget, Folkekirken trænger til, så er det at komme ind i dette århundrede - og helst før det er forbi.


Amen.

Rejsevejledninger

Som mange sikkert har læst, overvejer myndighederne i det primært kristne Uganda at indføre dødsstraf for homoseksualitet.

Et faktum som udviklingsminister Søren Pind har valgt at ignorere i den strategi for dansk udviklingspolitik, som han offentliggjorde for nyligt. Hvorfor også lade den slags bagateller influere på vores ulands-politik?

Tusindvis af ugandaere gik for nyligt i demonstration til støtte for loven om aflivning af bøsser.

Og i går kom så nyheden om, at man allerede er begyndt at tage "forskud på glæderne": en ugandisk homo-aktivists afhuggede hoved blev fundet i bunden af et latrin i et hus, som ejes af landets valgkommissions-formand.













- Findestedet

Rejsevejledningen for homoseksuelle personer som påtænker en Afrika-rejse er kort: Med mindre rejsen går til Sydafrika, så lad vær!

Homoseksualitet er forbudt på stort set hele kontinentet - uanset om vi taler kristne eller muslimske lande. Et faktum som besyndeligt nok ikke nævnes af rejsebureauerne, når de sælger billetter til fx Egypten, Tunesien og Dubai. Ikke en gang Stig Ellings Startour finder det værd at forholde sig til.

Det burde de.

For selv om turister næppe udsættes for dødsstraf, kan et kærligt blik til kæresten få uoverskuelige konsekvenser på de kanter, hvis du og kæresten har samme køn.

FN og EU har udtalt sig i stærke vendinger mod homofobien i Afrika og i særdeleshed i Uganda. Den danske regering tier derimod:

Sidste år under Outgames i København sendte ugandiske homoseksuelle en gribende appel om hjælp til daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs. Ministeren, der ligesom resten af regeringen ikke fandt vores menneskerettighedskonference værd at bruge tid på, svarede, at hun havde stor forståelse for de ugandiske homoers vanskelige situation, men i øvrigt agtede hun ikke at foretage sig noget. En holdning som tilsyneladende deles af hendes efterfølger.

Det kan undre, at det vækker så stor opsigt, når vores udenrigsminister bliver væk fra en konference om Arktis, mens det tilsyneladende ingen konsekvenser har for danskernes opfattelse af vores udviklingsministre, når de svigter fatalt i forhold til et helt kontinents homoseksuelle befolkning. Deltagelse i Outgames-konferencen havde endda ikke en gang krævet køb af en flybillet.

For et land som ofrer danske soldaters liv og lemmer på at hjælpe religiøst undertrykte (heteroseksuelle) mennesker i Afghanistan, forekommer vores passivitet i forhold til tilsvarende eller værre holdninger i Afrika besynderlig, ja ligefrem dobbeltmoralsk.

Og tanken melder sig helt uundgåeligt: er nogle mennesker mere værd at redde fra religiøse ekstremister end andre?

Stemmer Gud på liste K?

For en homoseksuel person kan et besøg på Kristeligt Dagblads hjemmeside sammenlignes med den berettigede følelse af panik som ville ramme Lars Løkke, hvis han valgte at deltage i Enhedslistens sommerlejr.

Alligevel kan jeg ikke holde mig væk fra de kristeliges avis. Masochisten i mig vender tilbage - næsten på daglig basis. Jeg finder det berigende og udfordrende.

På den måde er jeg blevet bekendt med problemstillinger, som jeg knapt anede eksisterede. Blandt de kristelige er det fx et kæmpe diskussionsemne, at en transseksuel person i England, som skiftede køn fra mand til kvinde, nu har fået den britiske højesterets ord for, at hendes pensionsalder skal svare til en kvindes og ikke til en mands. (Der er nemlig forskel på de to derovre). Jeg ville jo mene, at den slags er ren logik, men nej: det kan man diskutere længe blandt de kristelige, som er nærmest besatte af os, hvis seksualitet afviger fra normen.

Op ad stolper og ned ad vægge diskuterer de: Hvis en oldgammel bøsse stiller træskoene, skal hans partner gennem 50 år så virkelig slippe for den høje arveafgift? Skal den slags fordele ikke være forbeholdt mand og kone? Og kan man lade homo'er adoptere? (Ja, siger Folketinget, og alle undersøgelser viser, at børn af homo'er trives storslået, men har Gud fattet det?).

I disse år diskuterer de kristelige dog allermest, hvad man skal stille op med de kristne homoseksuelle som formaster sig til at indgå i et parforhold. Skal de have lov til at gifte sig og hvis ja, så hvor? I kirken? På rådhuset? På en mark ude i Hampen? Og skal en præst have lov til at nægte at deltage i den slags på samme måde som han (for tro mig: det er altid en han) har lov til at nægte at vie fraskilte og døbe deres ravneunger? Hvor trækker Gud grænsen?

Min yndlings-debat-modstander hedder Bjarne Nederby Jensen. En ivrig net-debatør og Kristendemokraternes folketingskandidat i Hedensted-kredsen. Bjarne hører til den kirkelige højrefløj og er altså typen, som gerne kvæler os homoseksuelle i kristen næstekærlighed - hvis vi dog bare for fanden holder op med at knalde.

I dag diskuterede Bjarne og jeg Menneskerettighedsdomstolens nye dom, som siger, at homoseksuelle ikke har krav på at måtte indgå kirkeligt ægteskab, men at der på den anden side ikke er noget i vejen for, at staten eller kirken giver os lov til det.

Bjarne Nederby er meget begejstret for den dom, men benytter lejligheden til at spinne en forfærdende ende over den: Kristendemokraterne ønsker en Værdikommission, som i stil med kanon-udvalgene skal definere, hvad der er skidt og hvad der er kanel. "En kommission til etisk genopretning" kalder han det.

Jeg bliver så frygtelig skræmt af alt det had, forklædt som kristen næstekærlighed og etiske overvejelser. Og jeg ængstes mere og mere for hver gang jeg hører endnu en kirkens mand med ansigtet lagt i alvorlige folder og med en stemme som Poul Reumert under deklamation af Guldhornene, som fortæller mig, at der findes en Gud i det høje, som elsker ham, fordi han elsker en kvinde, men som hader mig, fordi jeg elsker en mand.

I disse år vinder fundamentalisme indpas i mange lande. Som homoseksuel bemærker man måske mere end andre, fordi man er et omvandrende barometer for tingenes tilstand: der er i princippet ikke den fjerneste forskel på den diskrimination, som homoseksuelle oplever fra islam, den katolske kirke eller BGM-klubben: de Bitre Gamle Mænd af Bjarne Nederbys, Søren Krarups og Jesper Langballes støbning. Ironisk nok er de forskellige religioner godt nok enige om at bekrige hinanden, men endnu mere enige om at bekrige fyre som mig.

I sidste uge hørte vi DF's Søren Krarup udtale fra Folketingets talerstol, at vielse af homoseksuelle ville være en voldtægt af det danske folk. For denne kirkeviede, homoseksuelle mand lød det præcist som om han sagde: "jeg har fuld forståelse for de hundredvis af voldelige overfald, der begås mod homoer hvert år i København og jeg bakker op om dem".

Krarups ord faldt samme dag som det irske parlament vedtog en lokal lov om registreret partnerskab for homoseksuelle. Udenfor parlamentet gik højrekirkelige demonstranter rundt med skilte med budskaber som "homoer skal udryddes - ikke opmuntres". Krarup havde fået jern på, hvis han havde vidst det. Hans horisont når nemlig heller ikke længere end til egen næse. Og heller ikke han forstår, at ligeret til os andre ikke fratager ham så meget som et gram af hans rettigheder - nærmest tværtimod.

Den homoseksuelle kamp for ligeret er ikke militant og ikke ekstremistisk. Den handler ikke om venstre eller højre, og den søger ikke at underminere det heteroseksuelle parforhold. Hvorfor skulle den også det? Heteroseksualitet har bestået i millioner af år. Heteroer kan føle sig trygge - også uden at tage patent på, at deres kærlighed er den eneste rigtige. '

Sidste år holdt vi Outgames i København. Hundredtusindvis deltog i festlighederne. Utallige musikalske, sportslige og kunstneriske events gjorde København til en lidt sjovere og kærligere by i de dage. Den banale hemmelighed bag succesen var, at alle var velkomne. Det har aldrig været en homoseksuel agenda at udelukke heteroseksuelle. Tværtimod. Vi elsker, når I kommer til vores parties, sports-events, de fede koncerter og vilde parties. Og I kan trygt møde op. Den dag, hvor en avisoverskrift skriger "Heteroseksuel mand overfaldet på åben gade af heterofobe bøsser" indtræffer aldrig.

Måske er det derfor, at de debatter på Kristeligt Dagblad forekommer mig så uvirkelige. Måske er det derfor, jeg i de senere år har valgt at lægge afstand til den Folkekirke, jeg voksede op med. Modsat Bjarne Nederby kan jeg nemlig ikke tro, at der findes en Gud foroven, som har noget imod mig, min mand, mine venner - mit liv. Og jeg nægter at anerkende, at jeg er andenrangs, blot fordi jeg tilfældigvis er født med en anden seksualitet end Bjarne fra Hedensted, som tror på, at han er Guds udvalgte repræsentant for Midt- og Østjylland.

Outgames gav for resten et stort overskud. Hvornår har en event, som ikke involverede fodbold sidst gjort det? Pengene bruger vi til et homo-hus i København. Det skal danne rammen om kulturelle begivenheder, musik, undervisning, hygge, information, debatter, kaffedrikning og informationsmøder. Alt er muligt. Alting står åbent. Kun ét er sikkert: vi nedsætter ikke en kommission, som skal presse en bestemt livsstil ned over nogen; vi accepterer ikke diskrimination af heteroer. Selv Bjarne Nederby er velkommen. Men min stemme får han sgu ikke.

Gud Fader bevare os.

Fucked-up forsagere

Det er patetisk at høre en talsmand fra Vatikanet udtale, at det er homoseksualitet, som har ført hundredvis af den katolske kirkes præster ud i pædofile overgreb.

Men det er ligeså patetisk, når andre prøver at forklare disse perverse menneskers adfærd alene med det cølibat, som kirkens tjenere er pålagt.

Mon ikke sandheden snarere er, at den katolske kirke er så gennemsyret af et forkvaklet forhold til sex, at alle disse forbud, fordømmelser og mere eller mindre sindssyge påbud ender med at gøre mange af kirkens medlemmer skøre i bolden?

Selvpålagt fravalg af sex for kirkens præster.

Forbud mod kondomer og deraf følgende spredning af hiv og aids i klodens fattigste lande.

Millioner af aids-syge kan relatere deres sygdom til pavens fordømmelse af prævention.

Millioner af aids-dødes efterladte kan bebrejde paven deres tab.

Forbud mod abort så selv småpiger, som er ofre for voldtægt, tvinges til at gennemføre graviditeten. Og tusinder og atter tusinder af børn fødes til fattigdom og nød, fordi de kommer til verden i familier, som ikke kan give dem klæder på kroppen og føde.

Et hysterisk, angstfyldt og fobisk forhold til homoseksualitet samtidig med at kirken repræsenteres af seksuelt underernærede enlige mænd, som holder sammen under loge-lignende omstændigheder.

Forbud mod sex før ægteskabet. Noget som de færreste efterlever, men som mange hykler om.

Forbud mod sex med andet formål end avl.

Jamen, er de da fuldkommen towlige, de katolikker? Sex er da en fuldkommen naturlig ting, og så længe ens drifter ikke skader andre, bør vi vel alle være lykkelige for, vi har dem, ikke sandt? Endnu har vi til gode at få en god forklaring fra en katolsk præst på, hvorfor det er nødvendigt at gøre så meget vold på menneskers sex-drift, som vel også er den del af det, de troende kalder Guds skaberværk.

I Kristeligt Dagblad og andre religiøse fora skændes de troende om, hvorvidt en opgivelse af katolske præsters cølibat vil føre til færre børneovergreb. Et bizart udgangspunkt for debat. I givet fald vil det være som at prøve at tømme Atlanterhavet med en suppeske. Det er jo nemlig hele det forkvaklede åg af synd og skyld, som den katolske kirke har krænget ned over naturlige menneskelige drifter, som er totalt afsporet.

Hvis man gør vold mod naturen ved at gøre det naturlige forbudt, ender man med mennesker med et perverteret forhold til sex. Det er side 1 i Dr Freuds bog. Hvordan kan det så undre, at når nogle af disse mennesker pludselig bryder kirkens love, fordi de ikke længere magter at opretholde det ulogiske, syge, katolske selv-pineri, ja, så ender de derude, hvor de ikke mere er i stand til at skelne normal menneskelig opførsel fra farlig, kriminelle adfærd?

Jeg forventer ikke, at den katolske kirke opgiver hverken cølibatet, kampen mod homoerne, abortmodstanden, anti-præventions-kravet eller kravet om, at sex helst kun må være en sur pligt. Den katolske kirke er et uforbedreligt sexualpolitisk mareridt for viderekomne. Til gengæld medfører de mange skandaler måske større forståelse blandt katolikker for, at den fucked-up attitude til sex, som Paven og hans slæng står for, stensikkert fører til flere fucked-up katolikker som stensikkert vil begå flere overgreb mod uskyldige børn. Kuren mod det ligger til gengæld lige for: Kast de selvpålagte lænker fra jer. Grib seksualiteten i flugten. Sæt pris på den og nyd den. Lad kærligheden blomstre blandt alle elskende. At fornægte den er den største menneskesynd af alle og konsekvenserne - umenneskelige.

Hændervridende håndvask

Den internationale pædofili-forening med hovedsæde i Italien, også kendt som Den Romersk-Katolske Kirke, meddeler, at grunden til sex-misbruget af de tusinder af børn, som kirkens ansatte står bag, ikke skal søges i det faktum, at kirkens præster er pålagt et naturstridigt cølibat.

"Der er overhovedet ikke nogen sammenhæng", siger kirkens fastansatte orakel i den slags anliggender, som udover at kalde sig professor i psykologi også er cand theol. og biskop. Han fortsætter med at forklare, at katolske præster såmænd ikke er værre end alle andre, når det gælder overgreb mod børn.

Man slås med forbløffelse over den enestående arrogance, som Vatikanet lægger for dagen.

At påstå, at disse pædofile svins opførsel slet ikke er relateret til kirken, men "bare" er noget som hundredvis af dens ansatte tilfældigvis finder på i arbejdstiden, og som kirken derfor ikke behøver at påtage sig noget ansvar for, er som at høre andre afsporede sjæle benægte holocaust.

UNICEF, Amnesty, ja, enhver organisation som varetager børns og voksnes tarv burde tage afstand fra denne skinhellige biskop og fra Vatikanet og alle dets gerninger og al dets uvæsen.

Den katolske kirkes har ansvaret for millioners død som følge af aids verden over, fordi kirken står fast på sit forbud mod kondomer - selv for hiv-smittede.

Vatikanet insisterer på sit abort-forbud, selv når det gælder helt unge voldtægtsofre eller piger som bliver ofre for incest.

Katolske østeuropæere står bag hundredvis af voldelige overfald på homoseksuelle i deres hjemlande - i Guds navn og med Pavens stiltiende accept.

Og nu fralægger kirken sig ansvaret for sine ansattes svimlende mange børneovergreb. Alene i Irland skønnes antallet af ofre at nå op imod 150.000 siden 1930'erne. Andre lande, som er ramt af pædofile katolikkers hærgen, er Polen, Tyskland, Storbritannien, Østrig, Frankrig, Canada og ikke mindst USA, hvor kirken har måttet udbetale 11 milliarder kroner i erstatning til ofrene for dens perverterede præsters ugerninger.

Den katolske kirke har et menneskesyn som er dybt skadeligt - for små som for store. Og den tiltrækker pædofile som en lort tiltrækker fluer. Det kan ikke bortforklares og knapt undskyldes. De europæiske mørkemænd har hjemsted i Rom. De fortjener kun vores foragt.

----
Tegning: Matteo Bertelli, toonpool

Rend mig i tolerancen

Ét ord går igen i debatten om homoseksuelle vielser: tolerance.

Det er - måske overraskende - ikke et ord, der anvendes af os bøsser og lesbiske og heller ikke af de præster og biskopper, der bakker vores sag op.

Nej, ordet tolerance bruges alene af dem, der er imod os: Indre Mission, Luthersk Mission, Pinsemissionen og alle de andre særligt frelste, som opkaster sig til dommere over os og vores kærlighed.

"Vi er skam tolerante", siger de, og fortæller, at både de og Gud godt kan lide os, for Herren elsker alle. Dog blot med den lille tilføjelse, at vi i modsætning til heteroseksuelle skal afholde os fra at "fuldbyrde" vores kærlighed. Og at vi "naturligvis" ikke kan indgå ægteskab.

Tolerance. Tænk over ordet en gang.

At blive "tolereret" er at blive "tålt". At blive accepteret - trods alt. På dispensation.

Ved hjælp af det lille ord formår disse frelste at fremstå som frisindede, men deres "tolerance" er i virkeligheden kun en stor fremturen i egen selvfedhed. Den dækker over det modsatte: en "rummelighed" som er gratis og smækfyldt af alle de fordomme, vi bøsser og lesbiske kæmper imod.

Behold jeres tolerance. Mød os i øjenhøjde. Eller ej.

Tirsdags-bøn

Ærede homser fra nær og fjern og sympatisører:

En koldfront breder sig nedover en del af Danmark. Vi må gøre noget! Her er en situationsrapport:

Birthe Rønn Hornbech er Danmarks kirkeminister, når hun ikke er travlt optaget af at fungere som Dansk Folkepartis udvisnings-minister.

Mandag kom hun med en udmeldning i sin egenskab af Folkekirkens repræsentant på Tinge - den kristne, evangeliske, lutherske kirkes politiske boss. Udmeldningen går på, at hun ikke har noget at melde noget ud. I hvert fald ikke før kirkens biskopper har sagt, hvad de mener om sagen.

Måske skyldes det "sagens" karakter?

En sådan "You show me yours - I'll show you mine" taktik må jo ellers siges at høre til sjældenhederne i dagens Danmark, hvor politikere kappes om at have en mening om selv den mindste ting og at få den ud over rampen før de andre.

Men ikke denne gang. Her er grunden.

"Sagen" er homoseksuelle vielser i kirken. Et emne som i stigende grad optager store dele af befolkningen, medierne, præsterne og DF's Søren Krarup og dennes fætter Jesper Langhalm. ("De ringer - vi tærsker" blandt venner).

Skal vi bøsser og lebber have lov til at blive viet i Den danske Folkekirke? Skal vielsesritualet gøres kønsneutralt? Eller er det i virkeligheden nu, at posen skal rystes og hele lov-komplekset vedrørende ægteskaber og partnerskaber laves om, så alle må en tur på det lokale rådhus for at blive lovformeligt gift, hvorefter de så frit kan søge Herrens eller Buddhas eller Jehovas eller Muhammeds velsignelse over deres forhold hos deres lokale salmehøker?

Birthe Rønn Hornbech siger, at hun ønsker at bevare status quo, indtil kirkens biskopper i samlet trop svinger ind forbi hendes kontor på en ladvogn med regnbueflagene højt hævet, iført bare overkroppe, afspillende Gloria Gaynors "I Will Survive" på et transportabelt stueorgel - eller noget i den stil.

I hvert fald udviser hun en for hende ekstremt sjælden berøringsangst i denne sag.

"Hvorfor?" spørger den borgerlige del af landets bløsbiske befolkning undrende sig selv? - Kan det virkelig passe, at Venstre alligevel ikke går ind for ligestilling af homoseksuelle, selv om det står i partiets program? Blandt landets biskopper er der også udbredt undren, endda langt ind i de kredse, som er inderligt imod homoseksuelle vielser i kirken. Biskopperne lader forstå, at spørgsmålet om homovielser alene er en politisk afgørelse, og at de som embedsmænd er indstillet på at gøre, hvad de får besked på.

Så hvad dælen nøler Horny Britt Rønnbech for?

Svaret skal ikke søges i hverken skriftsteder eller andre steder i Det Høje. Ejheller ligger der et behov for tid til eftertanke og overvejelse bag hendes tøven. Og de politiske kommentatorer kan godt spare sig deres lange analyser og strategiske vurderinger.

Sandheden om Danmarks kirkeministers lammende passivitet er nemlig den enkle, at hendes eget parti er dybt splittet i spørgsmålet. Det samme kan imidlertid ikke siges at være om Rønns nærmeste politiske allierede - den indirekte årsag til at hun overhovedet sidder på sin post. Rønns kollega og kirkeordfører fra Dansk Folkeparti, Jesper Langballe, hader nemlig homoseksuelle kristne som pesten. "Et kirkeligt ægteskab blandt to homoseksuelle, der elsker hinanden er et attentat på det heteroseksuelle ægteskab", som han så poetisk sagde i forrige uge. Hans fætter siger det samme med lidt andre ord: "homoægteskaber er et bevidst anslag mod vores kultur", lød det, da Søren Krarup satte sig til tasterne og udbredte sig om emnet.

Et bevidst anslag! Vi lader billedet af den anslåede Krarup stå et øjeblik. Og hvad mon han mener med "vores" kultur? Intet tyder nemlig på, at Krarups kultur er den samme som flertallet af danskernes. Den er i hvert fald ikke den samme som min. Hvad bilder dette bigotte, antikke parlamentsmedlem sig ind, at skyde os homoer et "anslag" i skoene og udnævne os til agressorer, blot fordi vi ønsker at leve sammen i et anerkendt forhold?

Pia Kjærsgaard har udtalt sig på lignende måde. Hun kaldte LBL - Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske (nu omdøbt til LGBT Danmark) en "militant" organisation, da den sidste stillede krav om ligeret. LBL er så harm- og tandløs som Kattens Værn, hvis nogen skulle være i tvivl.

For de fleste et det mest tankevækkende ved disse bombastiske udmeldinger fra DF vel, at gamle Langballe og ligeså gamle Krarup tilsyneladende er så dårligt forankrede i deres egen heteroseksualitet, at det kun kræver et par forelskede bøsser at blæse dem ud af kurs.

For Birthe Rønn Hornbech er valget mellem at støde de homoseksuelle ti procent af befolkningen fra sig eller at påkalde sig DF's vrede imidlertid et simpelt valg:

Hun gør som generalen i Pinafore: "stå aldrig til søs - lad de andre stå". Glem ligeret, glem de gyldne ord om tolerance og respekt. Ministertaburetten er Gud, så fuck homoerne - og ned på knæ for Langballe og Krarup.

For dog i det mindste at give det påskud af, at der ligger en form for politisk stillingtagen og tankevirksomhed bag hendes passivitet, vælger Hornberg Rønnbirth at smække en trumf på bordet: "homoseksuelle vil i virkeligheden slet ikke ligestilles", siger hun og hævder, at vi homoer i stedet foretrækker at blive respekteret for vores "anderledeshed". Som om det ene udelukker det andet.

Havde den ærede kirkeminister været et fremtrædende medlem af Queer-bevægelsen, havde jeg med glæde købt hendes argumentation. Jeg havde bøjet mig i støvet for hendes aktivistiske holdning og gladeligt kastet en stemme efter hende til næste valg i lutter benovelse over hendes angreb på de etablerede normer om tokønnethed, heteronormativitet og monoseksualitet. Men sådan forholder det sig jo ikke. Hornbech er ikke Dunstbevægelsens bastionsfigur på Christiansborg. Hun er faktisk det stik modsatte: en politisk opportunist, som lagde de smukke idealer på hylden den dag, hun valgte at blive minister. En bagstræverisk, arrogant gammel kone, som har solgt ud og som nu har passeret sidste salgsdato. En levende bekræftelse på mit ad nauseam gentagede mantra:

INTET fremskridt for Danmarks homoseksuelle er nogen sinde sket med et borgerligt partis opbakning. Ever.

Tvært i mod.

Lad os alle bede for, at vores kærlighed inden længe anerkendes som ligeværdig - også i Danmarks statsautoriserede Folkekirke. Giv os troen på det gode i vores folkevalgte tilbage. Op med kærligheden. Ned med køligheden. Ud med Birthe.

Amen.

Pastor Nielsen og mig

I masochistiske øjeblikke kaster jeg mig nogle gange over læsningen af Kristeligt Dagblad.

Her kan man altid finde stof til eftertanke - og vild ophidselse.

I særlig grad bliver mit pis bragt i kog, når de kristelige diskuterer homoseksuelle. Det er helt utroligt, hvad man skal lægge øjne til i de spalter.

Denne gang er jeg blevet vred på pastor Claus Thomas Nielsen, som er voldsomt meget imod tanken om, at homoseksuelle skulle få lov til at gifte sig i hans kirke.

Pastor Nielsen bliver nærmest helt Langballesk i retorikken, mens han himler op:

– Der er i Danmark kun 3200 registrerede partnerskaber, men for denne forsvindende lille gruppe vil man nu relativere det årtusindgamle europæiske ægteskabs- og familiebegreb. Det handler ikke om ligestilling, men om et hysterisk rettighedstyranni ligesom imamernes blasfemikrav, hvor en lille gruppe kræver særrettigheder frem for alle mulige andre mindretal,
udtaler præsten.

Den skal han ikke slippe afsted med. Her er min svada fra Kristelig Dagblads internetsider. I de kommende dage vil jeg mentalt dukke mig, mens jeg venter på, at Guds vrede rammer mig i form af arrige grynt fra den højrekirkelige grisesti i Skjern og Stauning Sogne.


Pastor Claus Thomas Nielsens holdninger kalder på en kommentar. For det første taler han om en "forsvindende lille gruppe" på 3.200 homoseksuelle partnerskaber - underforstået, at så længe gruppen er så lille, er det OK at diskriminere den. Hvilken perverteret holdning. Er kriminalitet også OK, bare den finder sted i det små? Er småløgne bedre end store, pastor Nielsen?

Og gad vide om pastor Nielsen har overvejet, om årsagen til det ringe antal partnerskaber KUNNE findes i, at personer som han selv i årevis har stået i vejen for, at vi homoseksuelle i parforhold har fået den fuldgyldige kirkelige anerkendelse af vores kærlighed, som den og vi fortjener?

Homoseksuelle udgør ca 10% af den voksne befolkning. Hundredtusindvis af mennesker som bigotte gejstlige som Claus Thomas Nielsen på forhånd har afskrevet som mindreværdige kristne. Han hævder givetvis det modsatte, men de facto betragtes vi jo som ikke-jævnbyrdige med heteroseksuelle i hans optik. Havde han indtaget samme holdning, baseret på race, havde han siddet i spjældet for racisme. Nu handler det imidlertid om seksualitet (som man HELLER ikke kan gøre for), og så er det pludselig OK at blive gammeltestamentlig fundamentalist efter forgodtbefindende og gå på korstog IMOD kærligheden. Det hænger ikke sammen med nogen målestok, så hold venligst op med at slå mig i hovedet med bibelcitater med den bagtanke, pastor. Jeg kan finde andre citater, som siger det modsatte.

Claus Thomas Nielsen og hans ligesindede skader Folkekirken. Det er kun få måneder siden, jeg med tungt hjerte meldte mig ud. Jeg KAN ikke leve med at deltage i et fællesskab med personer, som så aktivt modarbejder alt, hvad jeg er og står for. Ligeledes kan jeg heller ikke godtage, at den kærlighed, jeg deler med min mand (ja, det kalder jeg ham, pastor Nielsen, for det er han!) på 12. år skulle være mindre værd i Guds øjne end Claus Thomas Nielsens til hans kone.

Mange tusinde homoseksuelle har gjort som jeg de senere år. Det er ikke godt nok for os at vide, at der findes præster, som godtager os og gerne vil vie os, så længe de højrekirkelige røster uimodsagt får lov til at fortsætte deres skingre tale. Og vi nægter at anerkende Claus Thomas Nielsens og hans meningsfællers ret til at benytte vores parforhold og vores seksualitet som kampplads for et højrekirkeligt oprør med disse slet skjulte anklager om, at vi skulle være årsag til splittelsen i Folkekirken. Nej, pastor Nielsen. Årsagen er personer som dig! Kom ind i det 21. århundrede! Intet står stille. Heller ikke udlægningen af den sande kristne tro. Om hundrede år vil man ryste på hovedet over, at personer som dig fandtes så sent som i det 21. århundrede. Præcis som vi i dag trækker på skulderen af vores forfædre, som mente, at kvinder burde tie i forsamlinger.

Blandt de homoseksuelle, registrerede parforhold er skilsmisseprocenten for resten lavere end i heteroseksuelle ægteskaber. Også det faktum burde vække eftertanke.

Vi er alle syndere for Vorherre, men Gud er kærlighed. Mig forekommer det nærmest ukristeligt og i hvert fald kontraproduktivt, når så mange skinhellige præster bruger så meget tid på at modarbejde den.

Til sidst: jeg håber Folkekirken kommer overens med sig selv, før jeg stiller træskoene. Jeg går nemlig rundt med et stille håb om, at Kirken og jeg en dag mødes i øjenhøjde - uden at jeg behøver at dukke mig for pastor Nielsen og hans venner. I den tro føler jeg mig salig.

Guds fred.

Med had i bagagen og løgnen som våben

Jeg finder det foragteligt, hver gang en politiker lyver.

Men når politikeren bakkes op i løgnen af sit parti, og det gøres alene med det formål at lægge en hel befolkningsgruppe for had, er det racisme af værste skuffe.

I en lang række københavnske lokalaviser har DF-byrådsmedlemmet Finn Rudaizky skrevet læserbreve om, at Københavns Kommune har ført forhandlinger med Muslimernes Fællesråd om kønsopdelte plejehjem i Hovedstaden.

På karakteristisk DF-vis benyttes lejligheden til at gå i selvsving over den selvskabte nyhed: partiets ligestillingsordfører, Pia Adelsteen, (Pia Who?) er endda blevet så våd i trussen ved udsigten til denne mulighed for at sprede lidt mere fremmedhad herhjemme, at hun har kastet sig ud i en pressemeddelelse på DF-brevpapir.

Heri hedder det, at DF tager skarpt afstand fra den "middelalderlige opførsel", som muslimerne udviser - og så går det ellers over stok og sten: alle de kendte, kjærsgaardske floskler formelig vælter ud af ordføreren, som også får sagt "grotesk", "et brud på dansk kultur" og andre af de sædvanlige ukvemsord, DF'ere benytter, hver gang man tager patent på alt dansk, samtidigt med at der skal fyres mere muslimerhad af.

Der er kun et problem med al den forargelse: Finn Rudaizky er fuld af løgn. Der har aldrig været ført forhandlinger om kønsopdelte plejehjem i København - hverken i kommunalt eller privat regi.

I Dansk Folkeparti lever man i et parallelsamfund af had, racisme og angstfyldte, paranoide psykoser. Partiets besættelse med muslimer har efterhånden antaget et sådant omfang, at adskillige medlemmer har vist sig ude af stand til at skelne virkeligheden fra deres egen, afsporede fantasi. Heri ligner DF til forveksling et andet højreekstremistisk parti, som havde alt for stort held med at promovere sit had til en anden religiøs mindretalsgruppe i midten af det forrige århundrede.

Finn Rudaizky er jøde og kom til Danmark som flygtning, da han var barn. At han af alle finder på at udsætte personer fra et andet mindretal for den behandling, som i sin yderste konsekvens var med til at drive hans egen familie på flugt, gør kun hans opførsel endnu mere ussel, ynkelig, usympatisk og foragtelig.

Lad ham ikke slippe afsted med det.

"Dansk" "Folke"parti er ikke Danmark. Tværtimod. DF og personer som Finn Rudaizky skyr ikke noget middel for at puste til det udanske, fremmedhadets bål, som brænder i al for mange hjerter i vores lille land.

De driver os bevidst henad vejen mod al det, mange af vores forældre og bedsteforældre kæmpede så hårdt imod under den sidste store krig.

Med hadet i bagagen og løgnen som våben.

Det lille ord med den store virkning

Politiken undskylder de følelser, avisens trykning af Muhammed-tegningerne har fremkaldt hos store dele af verdens muslimske befolkning.

For min skyld kan folk mene, hvad de vil om den undskyldning, men skal vi ikke til gengæld være enige om, at det sidste ord må være sagt i den sag - og alle de andre, lignende, som vi vælter os rundt i her i landet?

Muslimer er blevet en permanent angst-neurose for mange for danskere i en grad, så det har domineret snart sagt enhver samfundsdebat i næsten ti år.

Selv den værste fobi kan imidlertid kureres med den rette hjælp, så lad os dog for fanden komme videre? Jeg har netop besøgt USA - et samfund, bestående af folk af mange farver og trosretninger og bestemt ikke uden sine problemer. Alligevel er kontrasten voldsom, når man vender hjem til andedammen. Hvor er dog den gammelkendte danske tolerance? Hvor er vores frisind? Hvor er vores sans for proportioner? Borte på blot ni år med maksimal indflydelse til DF.

Det er på tide, at vi borgere her i landet lægger al det fjendskab og bitterhed bag os, giver hinanden hånden og lover at respektere hinanden igen. Heri indgår så også, at vi dropper afviklingen af de løbende mesterskaber i muslimfornærmelser, som er blevet vores dybt uklædelige nationalsport.

I det lys takker jeg Politiken for avisens initiativ. Og undrer mig igen over, hvorfor Helle Thorning så ofte har travlt med at forsøge at overgå DF's udlændinge-retorik og halse efter DF's agenda fremfor at sætte sin egen.

Fundamentalisme a la Danmark

Det er barokt i en tid, hvor danskere er fuldkommen besatte af muslimer og fremmede, at se, at store dele af "gammeldanskerne" tér sig mere oldnordisk end de "mørkemænd", vi ellers går så højt op i at bekæmpe herhjemme.

Lone Dybkær har begået en intelligent kronik i Berlingske om homoseksuelles ringe vilkår i den danske folkekirke.

Avisen stiller også sine internet-spalter til rådighed for en læserdebat i samme anledning.

Og som sædvanlig melder der sig horder af mere eller mindre anonyme stemmer med holdninger så stenalderagtige og fundamentalistiske, at de får Irans Mahmoud Ahmadinejad til at ligne en progressiv halal-hippie.

Såfremt Berlingskes læserdebat skulle tages for pålydende, er flertallet af danskere inderligt imod enhver form for rettigheder til homoseksuelle, selv om det går igen i mange kommentarer, at vi homoer måske kan accepteres, hvis vi dog for fanden bare holder op med at være så....homoseksuelle.

Skal man adressere de mange vrisne røster (og det skal man, så længe en folkevalgt som Jesper Langballe kan indlede debatten med at sige, at enhver vielse af et homoseksuelt par udgør en trussel mod det heteroseksuelle ægteskab), så kan det gøres kort:

1) Vores samfund er gennemsyret af heteroseksualitet. Fra kysset i den første tv-reklame om morgenen til samlejet i aftengyseren. I ugeblade, i reality shows, i hver eneste fucking kærlighedssang, du kan opdrive, i 99% af alle biograffilm og i skønlitterære bøger. Hvis nogen synes, at homoseksuelle er overdrevent synlige i samfundet, er det dem, der har et problem, eller sandsynligvis flere - ikke homoerne.

2) Læs de ækle, homofobiske kommentarer på enhver debat om homoseksuelle. Eller se de chokerende tal på overfald på homoer her i landet. Så længe sådanne holdninger findes, så længe bøsser overfaldes ad libitum i nattelivet holder hverken denne bøsse eller mine med-homo'er kæft. Der er masser af grund til protest!

3) Der anvendes samme argumenter mod homoseksuelle ægteskaber, som man for få årtier siden brugte mod kvindelige præster. Er det virkelig så svært at erkende, at kirken må flytte sig i takt med det omgivende samfund, hvis den skal bestå?

4) Mange heteroseksofæle tænker tilsyneladende slet ikke over, at når de har så travlt med at reservere folkekirken til sig selv, bærer det tydeligt vidnesbyrd om, at de simpelthen regner andre mennesker for mindreværdige. I sig selv en dybt ukristelig tankegang.

5) Jeg har sagt det før, og der er grund til at gentage det: ingen, absolut ingen fremskridt i ligestillingen af homoseksuelle er nogen sinde kommet fra V, K eller O - uanset hvor langt man går tilbage i historien. Tvært imod har disse tre partier konsekvent stemt imod enhver forbedring, ligesom de nu i praksis går imod homoægteskaber ved at insistere på, at sagen slet ikke er deres bord. Borgerlige danske homo'er burde vågne op og lave en fandens ballade i deres partier. Deres partier er sakket milevidt bagud i forhold til søsterpartierne i Danmarks nabolande.

Til sidst en generel betragtning: det er dog UTROLIGT så indremissionske, som mange pludselig bliver, når sådan et emne kommer på banen. Kommer I i virkelig i kirken? Jeg gætter på, at flertallet af jer højst er skabskristne, som bruger folkekirken som skjold for jeres egne bigotte holdninger.

Et flertal af danske biskopper mener godt, at homo-ægteskaber kan tillades. Hvor paradoksalt, hvor dansk, at så mange har så travlt med at overhale dem højre om.

Kærlighed!

Visse hensyn

Den borgerlige blok på i Folketinget, anført af Karen Jespersen, ønsker at få undersøgt, hvilke religiøse særhensyn der tages rundt omkring i det danske samfund.

Dét bliver spændende. Især hvis undersøgelsen medtager den besynderlige fortrinsstilling, som Folkekirken har, trods nogle mildt sagt arkaiske regler og holdninger:

- Uanset hvor ukristelig man er, skal man som nybagte forældre henvende sig til den lokale folkekirkekordegn for at få registreret sit barn.

- Folkekirken har lov til at lave en infernalsk larm med deres klokker både tidligt og silde. En rettighed ingen andre kirkesamfund har.

- Selv ikke-medlemmer af Folkekirken tvinges til at være med til at betale statsbidraget til Folkekirken over indkomstskatten. Statsbidraget betales nemlig ikke af kirkeskatten. Beløbet dækker primært løn og pension til præsterne (som er statsansatte). Statsbidraget udgjorde sidste år over en milliard kroner. Andre kirker modtager intet bidrag.

- I Folkekirkens navn tvinges også ikke-kristne danskere til at fejre bestemte, kristne helligdage, uanset om deres egen religion fejrer nogle andre dage.

- Folkekirken rummer adskillige præster, som ikke vil have noget med kvindelige kolleger at gøre. Når den slags mænd tilhører alle andre religioner, kalder Pia Kjærsgaard dem "mørkemænd".

- Folkekirken rummer gerne racistiske, hadefulde ekstremister som Jesper Langballe og Søren Krarup, men afviser uden tøven to forelskede fyre som gerne vil gifte sig.

- Folkekirkens gudstjenester transmitteres hver eneste dag i Danmarks Radio. Ikke-kristne religioners kirkelige handlinger transmitteres maksimalt en gang om året.

- Selv som afdød slipper en ateist eller anderledes troende ikke ud af Folkekirkens kløer: dødsfaldet SKAL anmeldes til sognepræsten i det sogn, hvor man boede.

Det ville klæde Karen Jespersen og hendes venner at sige det som det er: bag ønsket om en officiel undersøgelse af religiøse særhensyn, ligger alene trangen til at bære mere ved til det hadets bål, som DF dagligt forsøger at antænde i befolkningen.

En snigende statsstøttet racisme baner sig vej. Den bør knuses i sit opløb.

Invasion fra syd

Det har afstedkommet en del opstandelse i Storbritannien, at Paven har meldt sin ankomst.

Mange ser frem til besøget, andre nærer mere blandede følelser. Rigtig mange ønsker Paven hen, hvor peberet gror.

Paven har nemlig meddelt, at et af hans formål med besøget, er at få briterne til at indse, at de ”gør vold på naturens orden” gennem deres lovgivning, og at denne må laves om.

Den lov, som Paven er så inderligt imod, handler om, at det er forbudt at diskriminere mod homoseksuelle.

Jeg har ofte svært ved at fatte, at vi har så travlt med at bekæmpe formørkede ekstremister i fjerne ørken-egne, når vi på vores eget dørtrin har personer med lige så ekstremistiske holdninger.

Listen over den katolske kirkes forbrydelser mod menneskeheden er alenlang:

Skiftende paver, inklusive den nuværende, bærer som følge af deres sabotage af hiv-bekæmpelsen i Afrika det direkte ansvar for millioners død.

Paven forsøger – med alt for meget held - ved enhver mulighed aktivt at undergrave menneskerettighederne for en stor del af klodens befolkning.

Katolikker står – med pavens stiltiende velsignelse – bag hundredvis af voldelige overfald og drab på homoseksuelle i Østeuropa.

Når det kommer til stykket, er der ingen forskel på grundholdningerne hos Taliban og hos Paven.

Og nu tager dette omrejsende, usympatiske, hadspredende middelalder-relikt til England for at få fortidens tilstand genoprettet, hvor homoseksuelle blev diskrimineret og forfulgt – samtidig med at den katolske kirkes præster voldtog tusindvis af kordrenge år - ud og år ind.

Hvis briterne har nosser, burer de manden inde ved ankomsten til Heathrow og sætter ham på det næste fly til Menneskerettighedsdomstolen i Haag.

En trussel mod menneskeheden

Det er svært at lade være med at grine lidt i skægget, når højtprofilerede personligheder som er kendt for at stå for meget moralske synspunkter, bliver afsløret i at leve et liv i synd og fordærv.

Eksempler på den slags er der masser af: tænk blot på de mange amerikanske politikere fra den religiøse højrefløj, som prædiker om ægteskabets hellighed, men som er blevet grebet i utroskab og måske endda ligefrem skabsbøsseri. Hele ti af slagsen er det blevet til indenfor de sidste par år.

Den republikanske vicepræsident-kandidat fra det sidste amerikanske valg er et andet navn fra samme gruppe af skinhellige: Sarah Palin prædiker om (hetero)familielivets lyksaligheder og kræver jomfruelighed indtil ægteskabet, men forsøgte at skjule, at hendes egen teen-age datter fik et barn udenfor ægteskab.

Det fik mange sig en sund latter over den sommer.

Men grinet hører op, og alvoren melder sig, når det gælder den særligt ækle afart af kirkelig skinhellighed som pædofili-skandalen i den katolske kirke repræsenterer:

Under dække af at ville undervise, opdrage og tage sig kærligt af unge drenges opdragelse, har katolske præster i USA og Irland misbrugt op mod 200.000 børn seksuelt.

I Irland offentliggjorde man sidste år en chokerende rapport om fænomenet.

3000 nu voksne ofre for katolske præster, munke og nonner fortæller deres historie i rapporten, som konkluderer, at det samlede antal katolske incest-ofre siden trediverne overstiger 150.000 børn, alene i Irland.

Den irske rapport er blot en ud af mange. Tidligere undersøgelser har dokumenteret, at katolske præster i USA har stået bag voldtægter af mindreårige drenge i tusindvis af tilfælde.

I 1962 udsendte den katolske kirkes ledelse et internt dekret, som bestemte, at sex-overgreb, begået af kirkens gejstlige skulle skjules for enhver pris. Enhver katolik, som røbede noget om en præsts sexuelle eskapader ville straks blive smidt ud af kirken. Gerningsmændene, derimod, ville man ikke foretage sig noget over for.

Dette carte blanche til voldtægt af mindreårige har tusinder af katolske præster benyttet sig af.

For et par år siden måtte den katolske kirke i USA betale svimlende 3,6 milliarder kroner i erstatning til 570 pædofili-ofre, hvilket bragte de samlede katolske erstatningsudbetalinger, alene i USA op på elleve milliarder.

På en med-bloggers hjemmeside kan man se BBC’s TV’s udsendelse, som dokumenterer, at den nuværende pave dækkede over tusindvis af sex-overgreb i sin tid som højtplaceret kardinal i den katolske kirke.

Det er den samme pave, som er indirekte ansvarlig for millioner af menneskers død af AIDS, fordi den katolske kirke hårdnakket nægter sine kvindelige tilhængere at kræve brug af kondom af deres mænd - også selv om manden er hiv-smittet.

I Rusland, Polen og de baltiske lande står tusinder af hard-core katolikker bag hundredvis af voldelige overgreb på uskyldige homoseksuelle medmennesker - i Guds navn.

Og i disse dage er den så gal igen - og igen i Irland: Landets førsteministers hustru, 61-årige Iris Robinson, har selv været en fremtrædende politiker indtil december 2009, hvor hun trak sig tilbage fra det offentlige liv - angiveligt på grund af psykiske problemer. Indtil da havde Mrs Robinson ført sig frem som en ekstremt religiøs person, der forfægtede familieværdier og hadede homoseksuelle som pesten. Proto-typen på en god kristen med andre ord.

Hendes person og anti-homo-holdninger blev imidlertid genstand for voldsom lokal debat, da hun i et TV-program om børneopdragelse, hvor talen kom ind på misbrug af børn sagde:

"Jeg kan ikke forestille mig noget mere afskyeligt end misbrug af et barn. Det er ligeså slemt som homoseksualitet".

En udtalelse, som er ligeså krænkende som den er lovstridig.

I denne uge kom det så frem, at samme Mrs Robinson indtil for nyligt havde et forhold til en 19-årig mand, og at hun ulovligt har forsynet den unge mand med op imod en halv millioner kroner i iværksætter-støtte til start af en cafe.

Hendes mand har måttet drage konsekvensen af konens handlinger og er nu trådt tilbage som Irlands førsteminister.

Mrs. Robinsons politiske liv er forbi. Hendes ti år lange karriere som ultra-religiøs, dobbeltmoralsk hate speaker er endelig omme. Hun nåede at gøre utallige mennesker ondt med sit onde budskab.

Og igen trænger spørgsmålet sig på: hvor kommer den største religiøse trussel mod vort moderne samfund i virkeligheden fra?

Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen:

Den katolske kirke spreder gru, hvor end den stikker sit hoved frem. Den katolske kirke præges af dobbeltmoral, skinhellighed, magtfuldkommenhed og arrogance og direkte had i forhold til de mennesker, den giver det udtryk af at ville hjælpe.

I dag udtalte paven, at homoseksuelle ægteskaber er "en trussel mod menneskeheden". Hvad er han selv?

Tænk over det: paven har tusinder gange flere menneskeliv på samvittigheden end Osama Bin Laden. Alligevel drøner vores soldater rundt og sætter livet på spil i Afghanistan. Hvorfor?

Hvorfor udråber Trykkefrihedsselskabet i grunden ikke katolicismen til en terror-religion?

Hvornår forlanger Pia Kjærsgaard, at PET overvåger ledende katolske præster?

Jeg synes, vi skulle kalde vores "drenge" hjem fra Helmand og i stedet invadere Vatikanet. Som en præventiv foranstaltning - i kærlighedens navn.