Om gråspurve og kanoner

Da Anders Fogh blev statsminister i 2001 blev han blandt andet valgt på grund af sit opgør med det, han kaldte smagsdommerne. Derfor vakte det en del undren, at han som noget af det første satte Brian Mikkelsen til at få udarbejdet en kulturkanon i samarbejde med en masse eksperter.

Arbejdet stod på i flere år og kostede en formue.

Resultatet var ikke overraskende: Matador, Kim Larsen, Hammerhøi, Eckersberg, PH-lamper og Den allersidste dans fra Mød Mig på Cassiopeia. Hvad kunne man indvende mod det?

Jo, man kunne blandt andet indvende, at det hurtigt blev tydeligt, at regeringen i almindelighed og Brian Mikkelsen i særdeleshed ønskede at bruge Kulturkanonen i deres egen politiske kamp. Som medlem af kanonudvalget, Erik Aksel Nielsen, udtrykker det:

- Brian Mikkelsen misbrugte vores tillid fuldstændig katastrofalt. Han var en konservativ egoist, og han skulle bruge kanonen til at prale med den konservative politik.

Professor Jørn Langsted, Århus, formulerede det endnu skarpere:

- Mikkelsens kulturkanon var et produkt af det nye højrenationalistiske smagsdommerregime.

Brian Mikkelsen var en dundrende fiasko som kulturminister. Han havde intet begreb om sit resort-område og satte sig ingen spor på posten. Det er blandt andet derfor, han aldrig er kommet i betragtning som formand for De Konservative. På Christiansborg taler man åbent om hans manglende intelligens.

Et gammelt dansk mundheld siger, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Ikke desto mindre vælger en ny Venstre-ledet regering nu at genoplive tanken om en slags facit-liste over danskheden. Denne gang under navnet danmarkskanon.dk. Nu ledes projektet af Bertel Haarder. En mand ingen kan beskylde for manglende intelligens, men som til gengæld er kendt som Borgens hysteriker. Prøv bare at forstyrre ham midt i risengrøden i december måned, så opdager du hans sande natur. Personligt har jeg haft den fornøjelse at opleve ham på slap line i San Franciscos lufthavn, hvor han gik amok, da han blev tvunget til at gå gennem sikkerhedskontrollen og tage sine sko af sammen med os andre dødelige på trods af det fine røde diplomatpas, han rådede over som minister. Haarder faldt først ned igen, da hans departementschef gjorde ham opmærksom på, at der var andre danskere tilstede. Måske hjalp det også, at en hårdhudet amerikansk sikkerhedskontrollør bad ham opføre sig ordentligt.

Denne gang er det meningen, at kanon-projektet skal være mere folkeligt. Alle skal have mulighed for at byde ind med forslag, så et flertal i befolkningen kan tryne mindretallet og anklage dem for manglende danskhed, hvis deres smag ikke flugter den brede offentligheds. Hvilket prægtigt projekt for en afdanket, værdiløs politiker, som for længst burde være på pension, men som nu øjner en mulighed for at sætte sit præg på den nationalistiske dagsorden, hans parti er med til at sætte.

Ligesom sidst da Venstre var ved magten, skærer også denne regering brutalt ned på støtten til vores kulturliv. Hvilken fantastisk afledningsmanøvre er det så ikke at sole sig i fortidens triumfer frem for at stå på mål for egne fiaskoer? Og hvis man samtidig kan bukke i neon og skære i pap, at visse borgere her i landet er mere danske end resten, udlever man en fremmedfjendsk, nationalistisk regerings våde drøm. 

Lad dem ikke slippe afsted med det!

Haarders kanon er en politisk dødssejler. I bedste fald er det spild af penge. Så nej, det kan ikke anbefales at deltage i Venstres kanonkonges lille stunt, med mindre du har lyst til at ende som en gråspurv for mundingen af Hysteriske Bertels kanon. 

Ps: Skulle du alligevel falde for fristelsen, er Simon Talbot måske et ganske godt bud på dansk kultur? Han er i hvert fald et betydeligt fornøjeligere bekendtskab end ministeren.

De uanstændige

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen er blevet afsløret som en væsentlig kilde bag Tamil-sagen som fældede ikke bare en konservativ justitsminister, men en hel regering.

Og Pia Kjærsgaard finder det "uanstændigt" og går ud i et argumentløst, men så meget desto voldsommere  personangreb på budbringeren. For Kjærsgaards følelse af uanstændighed gælder ikke det faktum, at ombudsmanden som whistleblower afslørede en borgerlig minister og hans regerings lovbrud og at Erik Ninn-Hansen fik en fængselsdom ved Rigsretten. Nej, som altid når en borgerlig politiker er på afveje, finder Pia Kjærsgaard det uanstændigt, hvis nogen har den frækhed at afsløre forbryderen. 

Kjærsgaard er nemlig ikke så meget politiker som en slags politisk hæler: hun holder lovbrydere ved magten mod at få pant i deres holdninger. 

Jo mere klodset og amatøragtig regeringen opfører sig, jo flere ulovligheder dens ministre begår, jo mere fremmedfjendskhed bliver der knæsat i dansk lovgivning, så længe Kjærsgaards beskidte tunge ligger på vægtskålen. 

Med en gysen må man spørge sig selv: Pia Kjærsgaard har i disse dage vist sig i stand til at vende vores to yderst EU-venlige regeringspartier imod EU - så hvilken klemme har mon Kjærsgaard på dem? 


Historien gentager sig selv. Hvem kigger under gulvtæppet denne gang? Og hvem er de virkelig uanstændige? 

Hovmod står for fald

På dagen hvor arrogante Birthe Rønn Hornbech må forlade sit ministerium i vanære, vælger partifællen Britta Schall Holberg at gå i forbøn for hende hos statsministeren. 

Schall Holberg minder Lars Løkke om, at Anders Fogh jo var så venlig at holde hånden over Løkke i bilagssagen. Hun mener, at den tidligere statsministers styrke var, at han holdt fast i sine ministre. 

Hvilket bizart argument. Den slags skal man høre fra det menneske, som i sin ministertid i 1990'erne var ene-ansvarlig for, at 90 mennesker med blødersygdom blev smittet med HIV. Da blødersagen oprulledes, endte det med, at Britta Schall Holberg måtte gå af i vanære. 64 personer døde, fordi Schall Holberg tøvede med at indføre screening af det donorblod, som blødere er så dybt afhængige af. Da hun endelig bøjede sig for presset, tillod hun af hensyn til medicinal-industrien en overgangsordning på et halvt år - seks måneder, hvor endnu flere nåede at blive smittet. 

Schall Holberg burde sidde i fængsel for sin forbrydelse, men ligesom så mange andre politikere med blod på hænderne kunne hun nøjes med at trække sig tilbage fra politik med halen mellem benene. For hendes vedkommende til en tilværelse som godsejer og hofjægermester på Fyn.

Og nu minder Schall Holberg venligst Lars Løkke om, at der jo er en stolt tradition for i Venstre, at man dækker over hinandens forbrydelser. 

Så sandt. I 2009 afdækkede Danmarks Radio i en hel udsendelsesrække, at Claus Hjort Frederiksen stod bag en lang række lovbrud - blandt andet at have givet Folketinget usande oplysninger, at have afskaffet kravene til sikkerhed for udlændinge i farlige jobs uden om Folketinget, at have forlangt at kommunerne skulle administrere den såkaldte 300 timers regel efter ulovlige retningslinjer, at have bestilt misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at kunne dreje den offentlige debat til sin egen fordel og ikke mindst for at have sat sine embedsmænd til at slette belastende dokumenter fra sit ministeriums arkiver. 

Den eneste konsekvens Claus Hjort oplevede efter disse horrible afsløringer var en forfremmelse - fra beskæftigelsesminister til finansminister. 

I 2002 måtte daværende finansminister Thor Pedersen gå til bekendelse og tilstå, at han havde begået lovbrud og overtrådt reglerne om bopælspligt vedrørende sin gård syd for Rørvig. Ministeren lovede bod og bedring. Flertallet i Folketinget honorerede Thor Pedersens forbrydelse ved at ændre loven om bopælspligt, men kun for folketingsmedlemmer. Få år efter blev han udnævnt til Folketingets formand - landets højeste embede.

Samme hæder blev også i sin tid tildelt Erik Ninn-Hansen, da han blev fældet af tamilsagen. For mange borgerlige politikere har lovbrud været den sikre vej til kors og bånd og stjerner.

Anders Fogh vildledte Folketinget og var ansvarlig for kreativ bogføring i sit skatteministerium, men endte som landets statsminister. 

I 1908 meldte Venstremand og justitsminister Peter Adler Alberti sig selv til politiet for bedrageri, underslæb og dokumentfalsk for 15 millioner. Et svimlende beløb, som svarer til 900 millioner i nutidskroner. I modsætning til senere lovbrydende Venstre-ministre slap Alberti ikke for straf. Otte år i tugthus blev det til. 

Jægerbogsskandalen fik ingen juridiske konsekvenser for sagens øverste ansvarlige: Venstre-forsvarsminister Søren Gade. 

Statsminister Lars Løkke forærede som sundhedsminister privathospitalerne knapt en milliard i overbetaling. Kort tid efter blev han statsminister.

Den største skandale af den alle: løgnen om Irak fik heller ingen konsekvenser. Man kan næsten sige tvært imod: Løgneren Anders Fogh sidder i dag som generalsekretær i NATO. 

Jo, Britta Schall Holberg har ret: Der er en lang tradition for, at en ganske bestemt gruppe af  lovbrydere ustraffet slipper afsted med stort set hvad som helst i lille Danmark. De skal blot opfylde to betingelser: de skal være ministre og medlem af Venstre. Men er det et godt argument for at skåne Birthe Rønn Hornbech? Vel kun kun hvis man er så magtkorrumperet, at man ikke længere evner at skelne mellem ret og vrang.

Venstre roser sig af at være et strammer-parti, når det gælder retspolitikken. Dusinvis af stramninger af straffeloven er det blevet til i denne regerings embedsperiode. Men når det gælder regeringsmedlemmernes egne lovbrud har man i Danmarks liberale parti en blind plet som dækker hele synsfeltet. Sådan opstår en plumrådden kultur. Sådan skabes politikerlede. Og sådan falder korrumperede, løgnagtige politikere som Birthe Rønn Hornbech. 

Hovmod står for fald.  

 

 

  

  

Om manglende selvindsigt

Til Berlingske udtaler Malmös borgmester, at Danmarks ry som fremmedfjendsk skader hele Øresundsregionens vækst. Stof til alvorlig eftertanke som bakkes op af en prominent arbejdsmarkedsforsker. 

Og i Jyllands-Posten har man en blogger - Morten Uhrskov* - som for nyligt forlod Dansk Folkeparti, fordi han ikke fandt det fremmedfjendsk nok - skrevet en forarget klumme, fordi en svensk fagforening har valgt at ekskludere et fremtrædende medlem af Sverigedemokraterne, fordi han har udtrykt klare nazistiske synspunkter. 

Forargelsen og chokket er stort blandt racisterne herhjemme, hver gang det går op for dem, at deres holdninger har konsekvenser - ikke bare for de fremmede, men også for dem selv. De pisker et had op som kan høres kloden over, men når så nogen vender dem ryggen eller ikke vil være i stue med dem på grund af deres himmelråbende intolerance, står de og flæber over det manglende frisind, de selv mødes med. Så patetiske, så enøjede er de, disse underfrankerede minimalhjerner. De ligger som de har redt. 




*tilgiv - jeg linker ikke til racister

Til salg for en taburet

Det forekommer sikkert mange ubegribeligt, at Liberal Alliance har valgt at levere de mandater som sikrer, at Birthe Rønn slipper for den undersøgelse af hendes embedsførelse, som i den grad forekommer påkrævet efter afsløringen af ti års lovbrud i Integrationsministeriet, koblet med ministeren uhørte arrogance i forhold til den demokratiske proces.

Liberal Alliance har jo i høj grad ført sig frem på at stå som garanter for en anstændig udlændingepolitik.

Men hvorfor undre sig?

Liberal Alliance har ført solgt ud af partiets mærkesager. Mon ikke det kom som et chok for mange homoseksuelle, da Anders Samuelsen meddelte, at partiet prioriterer en VK-regering højere end at arbejde for homoseksuelle vielser i Folkekirken? Homo-rettigheder er jo ellers et bærende element i LA's politik - siger de. Men nej. Hvis VKO havde brug for parlamentarisk opbakning til at tryne homoerne skulle det ikke skorte på hjælp fra LA.

Afskaffelse af start-hjælpen er et andet Liberal Alliance programpunkt. Men heller ikke her kan man regne med partiet: kommer det til en afstemning i Folketinget, hvor regeringen gør bevarelsen af starthjælpen til et kabinetsspørgsmål, vender Liberal Alliance gerne 180 grader i forhold til sine valgløfter for at holde Løkke ved magten, har Anders Samuelsen udtalt.

Ordflommen fra Liberal Alliance kan forekomme nærmest endeløs, når man ser på mængden af partiets reklamer i snart sagt alle medier. At partiet er Saxo Banks politiske arm fremgår tydeligt - om ikke andet af de enorme midler som det lille parti er i stand til at ofre på PR. Men holder løfterne og de dyre principper i praksis? På helt essentielle politikområder er svaret et klart "nej". Liberal Alliance er borgerligt til benet. Og ligesom V og K har solgt sig selv til Dansk Folkeparti og banet vejen for den ækle udlændingepolitik, som vi har set i nu ti år, sælger Liberal Alliance gerne sig selv til VKO i håb om ministertaburetter efter næste valg. Så blæse være med hvad man så flot lovede danskerne i valgkampen.

Nogle kalder det "at opføre sig ansvarligt". Mere nøgterne iagttagere vil nok snarere kalde det vælgerbedrag.

Racisme á la Langballe

DF's Jesper Langballe underholdt i går radiolytterne med, at han fandt  det sjovt, at et - på daværende tidspunkt - ukendt antal statsløse personer er blevet snydt for det danske statsborgerskab, som de har krav på ifølge loven.

»Det er simpelthen komisk at græde over, at de mennesker ikke kan stemme ved folketingsvalg. De vil ikke engang være i stand til det. De fleste af dem taler ikke engang dansk. Det er folk med en – eller flere af dem – med en lang plettet straffeattest«, sagde Langballe.

I dag blev der sat tal på komikkens omfang: udover de dusinvis af unge palestinensere som Birthe Rønn Hornhechs Udlændingestyrelse har givet et ukorrekt afslag, findes der yderligere 460 unge mennesker her i landet som er blevet holdt i uvidenhed om deres ret til at få et dansk statsborgerskab.

Det er personer som aldrig har kendt noget andet fædreland end Danmark. De er født her. De er vokset op her. Og de er med Birthe Rønns styrelse som redskab blevet afskåret fra deres fundamentale rettigheder.

Politikere som Jesper Langballe hyler ofte op om, hvor svært det er at integrere udlændinge i Danmark, mens de selv gør hvad de kan for at lægge hindringer i vejen for ethvert positivt tiltag i den rigtige retning.

Men ikke nok med det: Jesper Langballe – en folkevalgt politiker med et særligt ansvar for overholdelse af landets love – ligefrem klapper i sine hænder, når myndighederne begår lovbrud og folks rettigheder trædes for fode. Vel og mærke så længe lovbrudene rammer de rigtige: de mørkhudede, muslimerne.

Man kan vælge at imødegå Jesper Langballes holdninger ved at kaste sig ud i en ordflom, svarende til den han selv lukker ud, så snart der er en åben mikrofon i nærheden.

Eller man kan gøre det eneste fornuftige: at vende ryggen til racismen i alle dens afskygninger og nægte af debattere med afstumpede personer som Langballe & Co.

I DF drømmer man om stuerenhed og ministerbiler, men hvad nytter det, når partiets førende skikkelser er nogle racistiske svin som lukker lort ud, stort set hver gang de åbner munden?

Uden DF var Danmark et bedre og mere velduftende sted.

Henne om hjørnet, nede i kælderen

Jeg troede i min naivitet, at hvis en københavnsk næringsdrivende blev taget på fersk gerning med ansatte arbejdende under slavelignende vilkår i en mørk kælder til 15 kroner i timen, ja, så ville der rejse sig et ramaskrig. 

Jeg tog fejl.  

Jeg var også så dum at tro, at når ikke en, men adskillige pizza-ejere afsløres som arbejdsgivere for fattig arbejdskraft som ”får lov til” at knokle til 10 kroner i timen, så ville der opstå vild opstandelse over deres skrupelløse adfærd. Jeg havde heller ikke fantasi til at tro andet end at deres ret til at drive forretning ville blive dem frataget på stedet.

Fejl igen!

For nok er der både ramaskrig, forargelse, opstandelse og vrede i luften og ikke mindst hos regeringen, men forargelsen retter sig ikke mod de udnytterne, men mod de udnyttede. De ansatte er nemlig endnu ikke officielt anerkendt som rigtige mennesker. De er asylansøgere som efter dansk lov ikke har lov til at tage sig et arbejde, mens Birthe Rønn Hornbechs folk gør sig til herrer over deres liv og død.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg gik derfor i TV-Avisen i aften og teede sig var hun netop hjemkommet fra en uges hjernevask hos Dansk Folkeparti: "asylansøgerne udnytter Danmark og danskerne groft", "jeg er rystet over dette tillidsbrud" og "det skal have øjeblikkelige og alvorlige konsekvenser for dem", lød det fra ministeren. 

Ikke et sekund brugte hun på at reflektere over, om mon ikke der burde skrides ind over de svin som kalder sig danske arbejdsgivere, men som ter sig som var de plantage-ejere i 1800-tallets amerikanske Syden med en hoben sorte slaver.

Ikke et øjeblik blev brugt på selvransagelse: er det i grunden rimelige forhold, vi byder folk på flugt fra krig i et land, som vi selv har invaderet? Har vi mon - er det muligt? - opført os som nogle kyniske svin i de senere år og ser nu konsekvenserne?

TV-Avisen valgte at agere mikrofonholder for ministeren i aften. Derfor manglede også svar på de spørgsmål som vel ligger mest lige for:

- Hvor desperat skulle Inger Støjberg selv være, før hun påtog sig et job til lidt over en tier i timen i en mørk kælder?

og af allerstørst 'human interest':

- Har ministeren overvejet, om ikke personer som accepterer at knokle under så rædselsfulde omstændigheder netop demonstrerer den ansvarlighed overfor deres familie og den vilje til at arbejde for føden som burde gøre dem selvskrevne som nye, værdifulde og velkomne borgere i vores samfund?

Barfoed med den tunge ende nedad

Næppe har Lars Barfoed sat sig for enden af De konservatives bord, før han er klar med sit første udspil:

Når der nu pt. ikke er stemning for endnu flere skattelettelser til landets bedst lønnede, findes der heldigvis andre måder hvorpå samme gruppe kan forøge deres forspring til resten af samfundet:

Der skal indføres en højere grad af brugerbetaling på sundhedsområdet, foreslår Barfoed.

Det er et forslag som i høj grad lever op til VKO's mangeårige tradition for at ramme de ringest stillede dobbelt hårdt i ét hug:

Dels siger det jo sig selv, at det er lettere at afse 1000 kroner til et lægebesøg ud af en millionindtægt end ud af en bistandshjælp.

Dels er det velkendt, at jo lavere indkomst folk har, jo højere er deres sygdomsfrekvens.

Så bravo, Barfoed, for at melde klart ud fra første dag. Lad os håbe for dig, at alle millionærerne som var søgt over i Liberal Alliance nu vil strømme tilbage til liste C for at støtte jer i jeres "værdikamp".

For resten af befolkningen står det til gengæld pinagtigt tydeligere dag for dag, at al bragesnakken om "borgerlige værdier" bare dækker over en floromvunden hjemmefilosofi med den simple vision:


- At rage så meget som muligt til sig på bekostning af dem som befinder sig længere nede af den sociale rangstige er selve meningen med livet. 


Mange borgerlige og ikke mindst regeringens støttestrømpe Pia Kjærsgaard har ved flere lejligheder efterlyst modspil fra "rød blok" i "værdikampen".

Det er ikke værd at bruge tid på.

Så længe værdikampen bare handler om at jokke på andre uden skyggen af social ansvarlighed, endsige solidaritet med de svageste kan de borgerlige beholde deres kamp for sig selv. Vi andre kan så blot undre os over det værdiskred som er sket i lille Danmark gennem de senere år og spørge:

Hvornår blev det i grunden OK at rose sig af at være et dumt svin?

De konservatives svanesang

Hos De Konservative er det blevet et mantra, at efterlønnen skal afskaffes - bl.a. for at give plads til flere topskattelettelser. 

I vicestatsministerens parti ses undergravning af folks eksistensgrundlag nemlig som et næsten bibelsk middel mod både arbejdsløshed og sygdom. 

Snup deres penge og invalide helbredes, manglende lemmer vokser ud igen og svære psykiske lidelser forsvinder som dug for solen.

Det er nemlig alt sammen bare hypokondri og dovenskab.

Pisk og tvang er den konservative universalbehandling mod alt ondt.

Så det naturlige spørgsmål melder sig:

Stopper fattigdommen i Afrika mon ikke, hvis vi helt stopper med at give u-landshjælp? De er jo alligevel bare nogle dovne svin alle sammen, ikke sandt?

Og gad vide om ikke der kommer en stueren politiker ud af Pia Kjærsgaard, hvis hun får en muslimsk livvagt og bliver tvangsfodret med halalkød på daglig basis?

Hvis dog blot De Konservative ville holde op med at styrte rundt og lede efter en “sag” i jagten på øget popularitet.

Det er ikke en vindersag, partiet mangler. Konservatisme fejler såmænd ikke noget, hvis man ellers er borgerlig af sind. Nej, det er talent og selverkendelse, som partiet så desperat savner. Partiets hold er helt enkelt for ringe og fejler både når det gælder lederskab, visioner, samarbejdsevne og fornemmelsen for befolkningens ønsker og behov.

Mange konservative har gjort nogle berømte ord fra en socialistisk arbejdersang til deres egne i tidens løb. Karakteristisk nok som regel uden at ane, hvor ordene stammer fra. Ordene trænger sig på igen i disse måneder, mens liste C støt nærmer sig spærregrænsen:

“Lad falde hvad ikke kan stå.”

Borgerlige ord

 Kors, hvor er det patetisk i 2010 at høre borgerlige som bebrejder Ritt Bjerregaard, at deres møgunger ikke kan stave til ko og ikke magter at lægge to og to sammen.

Ritt B var undervisningsminister i HALVFJERDSERNE, venner! Efter hendes tid kom en lang årrække under Poul Schlütter som var borgerlig, og vi nærmer os nu afslutningen af endnu et årti under endnu en borgerlig regering med ministre med en flosset moral.

Nej, sandheden er, at når borgerlige er ved magten i Danmark har de kun én agenda: at rage så meget som muligt til sig selv. Blæse være med resten af samfundet og skolen med for den sags skyld. 

Vi - og det indbefatter Danmarks børn - ligger som I har redt, og I skulle skamme jer noget så læsterligt.

Med ordet i sin magt

 På Politiken har Dansk Folkepartis Peter Skaarup begået en ligegyldig blog om fortræffelighederne ved VKO's nye race- og kvalifikationssorteringssystem til familiesammenføring.

Og som altid når den slags pladder luftes, raser debatten nedenunder bloggen i mere eller mindre velformulerede vendinger.

En af "debatørerne" kalder sig selv "nazi svin", men jeg tror ved nærmere granskning af hans ord, at han har forvekslet feltet, hvor han kunne give sit indlæg en overskrift med det felt, hvor man skriver sit eget "navn".

Hvorom alting er: mange, inklusive undertegnede har allerede brugt mange ord på at tage afstand fra de nye regler, men jeg har ikke oplevet nogen, som har gjort det så effektivt som denne skribent. Faktisk gør han det så godt, at jeg vil tillade mig at citere ham ord til andet - korrigeret for et par små stavefejl i det oprindelige forlæg:

"Det bliver surt når dine gamle vælgere med gråt hår og svag sædkvalitet skal passes af piger med tørklæde, fordi alle unge 'etniske' danskere er skredet til udlandet pga af jeres afmontering af al kultur, sund økonomi og dannelse.

Alternativt kan jeg se for mig en flok gamle Pittelkow- og Karen Jespersen -lignende typer, tørre hinanden i deres rynkede røve i rundkreds på en golfbane i 2035. En mild straf for den gang de suttede den af på hinanden for at holde på pengene.

I pisser på jeres eget stupide vælgersegment, og de er så blæste af hormonforstyrrende stoffer og giftigt svinekød at de tror, det er de 6% 'fejlfarver', der er løbet med pengene. 

I fortjener at drukne i jeres eget gylle. ØF! Hold kæft hvor bliver det sjovt at se jer jamre og klamre jer til jeres fladskærme når lortet går nedenom og hjem. 

Til jeres søde hospitalsforslag har jeg en anden løsning: den som ikke vil behandles af en med tørklæde: lad dem dø, så kan vi andre måske holde ud at være her."

Denne blogger har intet at tilføje, andet end "synes godt om".

Spis kage I

Danmarks Radio tirsdag d. 16 november 2010, kl 21:00:
Ungdomsarbejdsløsheden stiger dramatisk i Danmark. På to år er antallet af ledige unge blevet fordoblet. 39.000 unge er nu uden arbejde. LO frygter, at det kommer til at gå dem ligesom firsernes unge. Mange af dem endte i langtidsledighed. Beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg foreslår de mange ledige at tage en uddannelse. Så er de jo også ude af hendes statistikker.

Danmarks Radio tirsdag d. 16 november 2010, kl 22:00:
Regeringen varsler dramatiske nedskæringer i Statens Uddannelsesstøtten. Et tiltag som klart "vender den tunge ende nedad" og som vil afholde mange fra dårligt stillede hjem fra at tage en videregående uddannelse. Det levner samtidig naturligvis mere plads til flere af de riges børn.
-------------

At høre regeringens ministre tale om de tragiske følger af den økonomiske krise er som at høre Marie-Antoinette sige til det sultende franske folk, som skreg på mad, at de da bare kunne spise kage i stedet.

Det er svært at afgøre, hvem som er mest virkelighedsfjern, men Inger Støjbjerg må klart henregnes til regeringens elite, når det gælder evnen til at lukke øjnene for de meget jordnære og påtrængende problemer, hun er sat til at løse.

Marie-Antoinette endte med at miste hovedet i en guillotine under den franske revolution. Inger Støjbjerg slipper lettere: hun får sin livsvarige ministerpension og beholder alle legemsdele intakt. Lad det være et håb, at hun i det mindste oplever at stå som et nummer i den alenlange arbejdsløshedskø, som hun selv har sin store del af ansvaret for. For hvem skulle dog ville ansætte et så virkelighedsfjernt fruentimmer?

Stuegang

Poul Nyrup fastholder, at Dansk Folkeparti ikke er stuerent.

Reaktionen fra Pia Kjærsgaard er forventelig, men hendes formuleringer interessante.

Nyrup "bør blive i sine internationale cirkler og leve i sin globaliserede verden nede i Bruxelles", siger hun. Og svinger sig endda op til at sige, at Nyrup med sin bemærkning fornærmer "danskerne".

Dermed får hendes tilhørere bekræftet, at Kjærsgaards horisont stopper ved den danske grænse, og at hun hverken er er international eller globaliseret. Samtidig tillader hun sig igen-igen har den frækhed at gå i statsmands-mode og tale på vegne af "danskerne".

Der er hundredvis, hvis ikke tusindvis af eksempler på Dansk Folkepartis hadefulde udtalelser om mindretal.

Der er ikke tal på de spande lort som DF har hældt ud over muslimer, homoseksuelle og andre mindretal.

Alligevel være partiets top rundt på et sygeligt mindreværd som giver sig udtryk i et stort behov for at se sig selv ganske almindelige borgere, hvad de ikke er. De repræsenterer en hel- eller halvracistisk lille minoritet på 13-14%, og der stinker af had, hvor de viser sig.

Anfægtes deres tilhørsforhold til gruppen af mainstream danskere fortsætter fornægtelsen: de glider ind i rollen som forfulgte uskyldigheder med en lethed som en ål der snor sig i mudder. Og de elsker den.

Og medierne giver Pia Kjærsgaard frit løb og opbakning til at blive i fornægtelsen: TV2 lånte hende fx deres mikrofon i samfulde ni minutter, så hun kunne fråde stort set uimodsagt imod Poul Nyrup.


Er de stuerene? Gu' er de da ej. Til gengæld lider de af verdens største selvbedrag.

Harry's deroute

Finanslovsaftalen for 2011 indebærer blandt mange gruopvækkende indgreb også et som omhandler DSB.

Statsbanerne skal - ved noget som minder om en massakre på den kollektive trafik - spare 300 millioner kroner om året.

Samtidig foræres Vestjylland svimlende 2,5 milliarder kroner til endnu en tom motorvej. Denne gang mellem Herning og Holstebro. Sådan bestikker Venstre de vildt flygtende vælgere fra udkantsdanmark.

Endnu en gang må man konstatere, at det indædte had, som V og K nærer til alle store statsinstitutioner får afløb hver gang efter den samme simple, men snedige plan. En plan som de kan nikke genkendende til i den offentlige sundhedssektor og i Danmarks Radio for blot at nævne to eksempler af mange:

Man starter med at mistænkeliggøre ledelsen.

Det følges op af årlige nedskæringer på bevillingerne, hvilket resulterer i stigende kundeutilfredshed.

Herefter er et indgreb nødvendigt, og handlekraftige VKO tvinger dramatiske organisationsændringer igennem:

en ny regionsstruktur fx, eller frasalg af Statsbanernes skinner, eller vild overbetaling til en række privathospitaler til aktiv bekæmpelse af den sundhedssektor, man selv ejer; eller fyring af en direktør, en bestyrelsesformand eller begge og indsættelse af nye chefer som tror, at de starter i jobbet med regeringens opbakning, men som tager grueligt fejl:

Nedskæringerne fortsætter nemlig, og herefter er man "nødt til" at tvangsprivatisere noget af foretagendet. Typisk igennem at udbyde et af firmaets få indtægtsgivende guldæg til salg, mens det statslige foretagende må hutle sig igennem med resten.

Og så skærer man ned igen.

Tilsidst ligger den hæderkronede gamle statsvirksomhed i ruiner: druknende i massiv badwill fra befolkningen, som aldrig fandt ud af at rette deres vrede det rigtige sted hen, håbløst bagefter konkurrenterne. Til salg for en slik til det højestbydende udenlandske selskab for hvem en monopol-lignende indflydelse på den danske infrastruktur må forekomme som en sød drøm.

Og prisen betales i form af tusinder af arbejdsløse og et land med en infrastruktur, som landets borgere ikke selv er herrer over. Samt i dette tilfælde ikke at forglemme: en kollektiv trafik på et niveau, som placerer Danmark blandt de ringeste i hele Europa. Her kører ingen superhurtigtog, men masser af kronisk forsinkede bumletog; her er hof-retten ved længere togrejser ikke gourmet-anretninger eller bare nogle små lækre økologiske sandwiches. Nej, der bydes - aldeles symbolsk for Rigets tilstand efter 10 år med VKO - på hundeæde-wienerpølser som holdes lunkne i termokander medsamt "brød", bagt på luft og sekunda-mel til overpris.

Jo, vi er tæt på VKO's endestation for gamle DSB: Selv en tur i en gammel brun Taunus forekommer mere tillokkende.

Med racismen på finansloven

I dag faldt forhandlingerne om Danmarks finanslov for 2011 på plads.

Og der er nok at forhandle om, skulle man mene, midt i en global krise som rammer ned i enhver danskers hverdag. Alle bliver på en eller anden måde berørt af de dramatiske nedskæringer, som samfundet udsættes for næste år: beskæftigelsen vil falde, antallet af tvangsauktioner stige, servicen forrringes på skole- og fritidsområdet, på sundhedsområdet, på ældreområdet og på uddannelsesområdet.

Folk i tusindtal mister deres job. Mange må gå fra hus og hjem.

Men i det bizarre og forpestede politiske miljø som hersker her i landet, er finanserne helt og aldeles uden betydning, når der forhandles finanslov. Også i den sammenhæng handler det om udlændinge.

Derfor fik Danmark i dag også Europas, ja, måske verdens strammeste flygtninge- og immigrationslovgivning.

Mekanismen er nemlig den simple herhjemme, at det eneste parti med magt, dem som skulle forestille at repræsentere den lille mand, den lille håndværker, den ufaglærte arbejder, pensionisten uden opsparing, de syge, førtidspensionisterne, netop det parti skider de samme befolkningsgrupper et stykke, når det gælder:

På afstemningsdagen er deres agenda nemlig, at Dansk Folkeparti bakker de rigestes repræsentanter på tinge op til gengæld for det eneste som betyder noget for disse selvudråbte folkets repræsentanter:

mere udlændingehad, flere stramninger, flere overtrædelser af internationale konventioner. Mere statsracisme.

Og fordi Danmarks borgerlige partier pt er så uredelige og griske, at de gerne kaster almindelige menneskelig anstændighed på racismens flammende bål, blot for muligheden for at score nogle ekstra millioner i skattelettelser,  får situationen lov til at gentage sig hvert år: de velbjærgede borgerlige laver endnu en horribel plan som vil gøre skellene mellem rige og fattige danskere endnu større, men som til gengæld stiller dem selv ufatteligt meget bedre.

Så grådige og korrupte er de, at selv om de ved, at prisen for disse ekstra goder bliver mere racisme og mere fremmedhad, er det en kamel, de gerne sluger.

Og Danmarks selvbestaltede folkeparti benytter med usvigelig sikkerhed anledningen til at røvrende deres egne underfrankerede kernevælgere ved at stemme for de riges dagsorden på bekostning af dem, de skulle forestille at repræsentere.

Så fremmedfjendske er Pia Kjærsgaard og hendes flok nemlig, at selv om de ved, at prisen for de yderligere udlændingestramninger som de kræver bliver ringere - ikke bedre - vilkår for deres egne kernevælgere, er det en kamel, de gerne sluger.

Danmark går under i disse år - ikke på grund af vores medborgere med anden hudfarve og ikke på grund af de flygtninge, som vores egen militariske adfærd har været med til at bringe til verden.

Nej, vi går under i et selvskabt inferno af griskhed, smålighed, racisme, selvfedhed og ansvarsforflygtigelse, fremkaldt af blokken som kalder sig blå, men som står for det sorteste, man kan forestille sig.


Billede af Mette Dreyer venligst lånt fra Politiken 01apr2010

Menneskesyn

Den forkætrede 24-års regel skal nu blødes en anelse op, udtaler statsminister Lars Løkke til Venstres landsråd.

"For den 23-årige amerikanske sygeplejerske, der allerede kan noget dansk, skal det være lettere at flytte til Danmark med sin danske ægtefælle. For hende har vi brug for," udtaler Løkke Rasmussen til Berlingske.

"Andre udlændinge kan dog være nok så gamle - dem kan vi ikke bruge - de bliver slet ikke lukket ind i landet".

En del tyder på, at Venstre efter ti års parløb med DF helt har overtaget støttepartiets værdier, siden man uden at blinke kan fyre sådan noget bræk af.

Taler du om brugbare mennesker underforstår du, at andre mennesker er skrot. Det siger alt som det menneskesyn som præger VKO.

Årsag og virkning

Hate crimes mod homoseksuelle og andre mindretal er i fremgang - i modsætning til stort set resten af samfundet. 

Vi er mange homoseksuelle som enten selv er blevet overfaldet helt umotiveret på gaden eller kender nogen som er blevet det. Et par af mine gode venner oplevede, at tre svenskere(!) gik amok på dem. Det kostede den ene af dem synet på det ene øje og den anden en brækket næse. Politiet ville først optage anmeldelse efter at der var indgivet klage. Ordensmagten mente, at det var den risiko, man løb, når man tillod sig at stå kl 22 en lys sommeraften foran en bøssebar og ryge en smøg.

I starten nægtede justitsminister Mikkelsen overhovedet at anerkende hate crimes, endsige gøre noget ved dem. Til sidst gik han yderst modstræbende med til at registrere sådanne overfald, men stadig uden at foretaget sig noget konkret for at forhindre dem. Talk is cheap, siger man. Ingen kan bebrejde Mikkelsen for at rutte med ressurserne, når det gælder vold mod homoer. 

Vi glemmer dig aldrig for det, Brian. Du og dine som er imod homo-adoptioner, imod homo-vielser, imod kunstig befrugtning til lesbiske. I som har stemt imod ligeret til homoseksuelle ikke mindre end 36 gange de sidste par årtier, kunne ikke en gang nosse jer sammen til at hjælpe os mod grov fysisk vold. Jeres passivitet og modstand er indirekte med til at fodre de homofobes og voldeliges syge hjerner med ideen om, at homoer er mindre værd end andre. Og jeres ønske om at tillade hate speech ved at afskaffe "racismeparagrafen" er blot mere vand på de samme hadefulde menneskers mølle.

For homoseksuelle er Danmark på ligestillingsfronten gledet langt bagud, selv i forhold til lande, som vi aldrig plejede at sammenligne os med. Er du homoseksuel i Spanien kan du blive gift, adoptere børn, også som enlig,  og har i enhver henseende samme rettigheder som heteroer, inklusive som bloddonor. I Danmark er du pr definition persona non grata i en blodbank, hvis du er homo - uanset hvor sundt du lever.

De mange diskriminerende signaler mod homoseksuelle i Danmark er hver for sig måske af mindre betydning, men tilsammen udgør de et uskønt billede. Med små nålestik mindes man som bøsse eller lesbisk dagligt om, at man ikke er helt ligeværdig. På nær selvfølgelig når der skal betales skat.

Homoseksuelle indgår i faste parforhold ligeså tit som  heteroseksuelle. Vi udgør 5-10% af befolkningen, men hvornår så du sidst et homopar holde i hånd på gaden eller give hinanden et lille kys til farvel i døren? Tror du, at grunden er, at vi ikke har lyst? Du tager fejl. Nej, grunden er, at den slags små dagligsdags udtryk for kærlighed kun kan foretages med et årvågent blik for omgivelserne. Går det nu an? Hvad hvis nogen giver sig til at råbe eller ligefrem angribe? Til gengæld får man som bøsse eller lesbisk et vågent øje for, hvor meget heteroseksuelle udtryk for seksualitet i virkeligheden fylder i det offentlige rum og tydeligvis uden at det går op for de tusinder af heteroer, som går hånd i hånd på Strøget eller som tungesnaver på gaden eller i Metroen - uskønt som det er, uanset hvem som gør det. Pointen er bare, at heteroseksuelle kan gøre det uden frygt for repressalier.       

Jeg er fornyligt kommet hjem fra endnu en tur til San Francisco, hvor piben har en anden lyd. For nogle måneder siden skrev en forretningsmand fra Texas til en brevkasse i byens største dagblad The Gate. Han ville gerne have et godt råd i anledning af et forestående forretningsbesøg i byen, hvor han ville tage sin 16-årige søn med. "Hvor skal vi vælge at bo i byen, hvis jeg vil skåne min søn for at se på homoerne?", lød hans spørgsmål.

Bladets redaktør foreslog ham at blive væk, fordi typer som ham ikke er velkomne i byen. Til nød kunne han måske nøjes med at sende sønnen alene til San Francisco, idet man måtte gå ud fra, at der stadig er håb om at han med et lidt andet perspektiv kan undgå at ende med samme homofobe holdninger som faren.

Faren blev rasende over svaret og endte med at skrive til San Franciscos borgmester. Kunne det virkelig passe, at der ikke var et eneste homofrit område i Byen ved Bugten, og hvordan kunne man i øvrigt leve med en så arrogant avis?

San Franciscos (heteroseksuelle) borgmesters svar var som forventet: han fortalte venligt, men bestemt forretningsmanden fra Syden, at han var uønsket i San Francisco, og at han - hvis han alligevel valgte at komme - måtte indstille sig på at leve med synet af en mangfoldig og glad befolkning.

Københavns bystyre er for flertallets vedkommende pro-homo. På landsplan ser det beskæmmende anderledes ud. V og K er direkte imod homoligestilling (selv om de ofte siger noget andet). Og for DF er vi homoseksuelle kun interessante, når vi kan bruges til at anklage muslimer for manglende tolerance. Hvis det derimod er højrenationalister, skin-heads og tilfælde fulde danskere på bytur som overfalder os (hvad det oftest er), så er der larmende tavshed hos Kjærsgaard og co.

Mindretal har hårde tider i Danmark i disse år. Homoseksuelle har i så henseende et skæbnefællesskab med muslimer, jøder, ja alle andre som ikke ligner eller lever som Hr og Fru Jensen. I dag er det dig, i morgen mig.

Hvert år til Gaypride kommer spørgsmålet igen: "hvorfor har I så hårdt brug for at udstille jeres seksualitet?" Mit svar er altid, at resten af året ser jeg dagligt og uden ubehag på heteroseksuelle udfoldelser i bybilledet, i TV, i biografen, i reklamer, i kirken, i bussen, i supermarkedet. Så når nu I, som er det store flertal går til makronerne resten af året, er det så ikke meget forståeligt, at vi andre kan få lyst til at give den hele armen den ene dag, hvor vi er så mange, at vi kan gøre det uden frygt?

Det er svært at finde en entydig forklaring på den mentalitetsændring som er sket i Danmark i de senere år, men et er sikkert: intolerancen vokser og vokser og i al for høj grad mangler der politisk lederskab på topniveau til at sige fra overfor diskrimination og hate crimes. Det er altid dejligt, når radikale, socialdemokrater og resten af venstrefløjen utvetydigt taler vores sag, men opbakningen modsvares desværre af korslagte arme og tomme blikke hos dem som bestemmer - hos V, K og O.

Mange homoseksuelle er borgerlige og fastholder, at deres seksualitet er deres egen sag og ikke et politisk emne. Sådan kan man efter min mening først tillade sig at mene, den dag den sidste bøssebasker er buret inde og fuld ligeret for alle homoer er nået. Den dag da teenage-drengen Jonas fra Skjern og Lisbeth fra Allinge-Sandvig på samme alder kan se deres forældre i øjnene uden frygt og sige: "kære mor, kære far. Jeg er homoseksuel" - og være stensikre på at blive mødt af kærlighed og utvetydig opbakning.

Den dag enhver ung eller gammel homo tør begive sig ud i verden med ranke skuldre og et fast,  fremadskuende blik og en tro på sig selv og det liv, som man er blevet til del.

Den dag hvor kærligheden sejrer. One love.

Antidemokraten Kjærsgaard

I weekenden optrappede Pia Kjærsgaard sin værdikamp med et krav om forbud mod paraboler i Odense-bydelen Vollsmose.

Hendes begrundelse er, at parabolerne giver adgang til arabiske kanaler som sender indoktrinerende mellemøstlige budskaber.

Det er et anti-demokratisk forslag, slet og ret, og det viser dobbeltmoralen hos DF: den ene dag kæmper man for ytringsfriheden, når det handler om retten til fri hetz mod muslimer, den næste bekæmper man ytringsfriheden, når det handler om samme gruppes frie ret til information.

Er det nok nu? Eller skal vi virkelige vente til den snarlige dag hvor DF foreslår afbrænding af koraner, før det går op for deres vælgere og deres "støtteregering" at de bakker op om et fascistisk parti?

Pia Kjærsgaard spiller dybt forarget, når hun afbilledes som nazist, men hun opfører sig som en person, der ville tage det som en ære.

Når mudderet flyver

Udviklingsminister Søren Pind sammenligner SF's gruppeformand Ole Sohn med nazisterne.

Et uhørt ordvalg for en dansk minister.

Måske er det værd at minde om, at der intet nyt er fremkommet om Ole Sohns fortid i mere end ti år.

Så hvorfor dette voldsomme udfald nu?

Fordi nyheden bag historien omhandler dens ophavsmand - ikke dens hovedperson. Søren Pind og hans regeringskolleger er alvorligt trængte og på vej væk fra magtens tinde. I kampen for at blive der, skyr man ingen midler.


Den slags giver altid bagslag og bidrager ikke til at samle sympati om hverken Pind eller regeringen - og det får faktisk Ole Sohn til at virke helt sympatisk.

Find din indre fugl og hvad deraf følger

Der bruges et par milliarder årligt på at aktivere arbejdsløse personer uden at det har nogen effekt. I mange tilfælde gør det faktisk blot deres situation værre. Det viser en ny rapport, som Rigsrevisionen netop har udsendt.

Hvilket chok.

I de senere år har vi kunnet læse den ene avis-artikel efter den anden om uforstående kontanthjælpsmodtagere, som blev sendt på ugelange kurser, hvor de skulle "finde deres indre fugl"; om seniorer som blev kostet på kursus to måneder før de skulle på pension og om kræftsyge som med livet rindende ud mellem hænderne på sig fik besked på at møde op på kursus, hvis de ville sikres kontanthjælp i deres sidste dage.

Altsammen fordi beskæftigelsesminister Støjberg (V) og hendes forgængere i deres dybtfæstede mistænksomhed overfor enhver med hjælpbehov har strikket et system sammen, som belønner de kommuner som forfølger samfundets svageste uden smålig skelnen til deres situation, men som straffer enhver, der viser den mindste forståelse for de medborgere som befinder sig i en særlig situation som kræver særlig hensynstagen.

Støjberg siger, at rapporten, som ikke blot dokumenterer en sjældent set talentløshed i forhold til indsatsen mod arbejdsløsheden, men også et massivt og vedvarende pengespild, ikke får hende til at ryste på hånden. "Det kan godt være, at beretningen har en negativ konklusion, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at ændre det billede", udtaler hun.

Måske burde Støjberg og hendes regeringskolleger benytte lejligheden til at tænke over, at en beskæftigelsesministers fornemste opgave er et kæmpe for de ledige og ikke imod dem?

Siden VKO's sidste stramning af reglerne er der blevet brugt 9,4 milliarder kroner på forfølge alvorligt syge, alkoholikere, narkomaner og personer med psykisk sygdom. Uden effekt overhovedet. At V og K lægger stemmer til den slags kan ikke overraske, men Dansk Folkeparti? Ved partiets vælgere det? Mange af dem befinder sig præcist i gruppen af ofre for disse vanvittige regler.

Hvilken positiv indsats kunne der ikke have været gjort for at hjælpe de samme mennesker i arbejde, hvis blot grundholdningen i VKO havde været en anden og mindre menneskefjendsk?


Måske er det snarere Inger Støjberg og hendes VKO-venner som burde på et kursus for at lære det selvindlysende:


At marginalisering, forfølgelse og nedladende pattebarneaktiviteter aldrig skaber succeshistorier, men kun det modsatte?