Spis kage I

Danmarks Radio tirsdag d. 16 november 2010, kl 21:00:
Ungdomsarbejdsløsheden stiger dramatisk i Danmark. På to år er antallet af ledige unge blevet fordoblet. 39.000 unge er nu uden arbejde. LO frygter, at det kommer til at gå dem ligesom firsernes unge. Mange af dem endte i langtidsledighed. Beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg foreslår de mange ledige at tage en uddannelse. Så er de jo også ude af hendes statistikker.

Danmarks Radio tirsdag d. 16 november 2010, kl 22:00:
Regeringen varsler dramatiske nedskæringer i Statens Uddannelsesstøtten. Et tiltag som klart "vender den tunge ende nedad" og som vil afholde mange fra dårligt stillede hjem fra at tage en videregående uddannelse. Det levner samtidig naturligvis mere plads til flere af de riges børn.
-------------

At høre regeringens ministre tale om de tragiske følger af den økonomiske krise er som at høre Marie-Antoinette sige til det sultende franske folk, som skreg på mad, at de da bare kunne spise kage i stedet.

Det er svært at afgøre, hvem som er mest virkelighedsfjern, men Inger Støjbjerg må klart henregnes til regeringens elite, når det gælder evnen til at lukke øjnene for de meget jordnære og påtrængende problemer, hun er sat til at løse.

Marie-Antoinette endte med at miste hovedet i en guillotine under den franske revolution. Inger Støjbjerg slipper lettere: hun får sin livsvarige ministerpension og beholder alle legemsdele intakt. Lad det være et håb, at hun i det mindste oplever at stå som et nummer i den alenlange arbejdsløshedskø, som hun selv har sin store del af ansvaret for. For hvem skulle dog ville ansætte et så virkelighedsfjernt fruentimmer?

Harry's deroute

Finanslovsaftalen for 2011 indebærer blandt mange gruopvækkende indgreb også et som omhandler DSB.

Statsbanerne skal - ved noget som minder om en massakre på den kollektive trafik - spare 300 millioner kroner om året.

Samtidig foræres Vestjylland svimlende 2,5 milliarder kroner til endnu en tom motorvej. Denne gang mellem Herning og Holstebro. Sådan bestikker Venstre de vildt flygtende vælgere fra udkantsdanmark.

Endnu en gang må man konstatere, at det indædte had, som V og K nærer til alle store statsinstitutioner får afløb hver gang efter den samme simple, men snedige plan. En plan som de kan nikke genkendende til i den offentlige sundhedssektor og i Danmarks Radio for blot at nævne to eksempler af mange:

Man starter med at mistænkeliggøre ledelsen.

Det følges op af årlige nedskæringer på bevillingerne, hvilket resulterer i stigende kundeutilfredshed.

Herefter er et indgreb nødvendigt, og handlekraftige VKO tvinger dramatiske organisationsændringer igennem:

en ny regionsstruktur fx, eller frasalg af Statsbanernes skinner, eller vild overbetaling til en række privathospitaler til aktiv bekæmpelse af den sundhedssektor, man selv ejer; eller fyring af en direktør, en bestyrelsesformand eller begge og indsættelse af nye chefer som tror, at de starter i jobbet med regeringens opbakning, men som tager grueligt fejl:

Nedskæringerne fortsætter nemlig, og herefter er man "nødt til" at tvangsprivatisere noget af foretagendet. Typisk igennem at udbyde et af firmaets få indtægtsgivende guldæg til salg, mens det statslige foretagende må hutle sig igennem med resten.

Og så skærer man ned igen.

Tilsidst ligger den hæderkronede gamle statsvirksomhed i ruiner: druknende i massiv badwill fra befolkningen, som aldrig fandt ud af at rette deres vrede det rigtige sted hen, håbløst bagefter konkurrenterne. Til salg for en slik til det højestbydende udenlandske selskab for hvem en monopol-lignende indflydelse på den danske infrastruktur må forekomme som en sød drøm.

Og prisen betales i form af tusinder af arbejdsløse og et land med en infrastruktur, som landets borgere ikke selv er herrer over. Samt i dette tilfælde ikke at forglemme: en kollektiv trafik på et niveau, som placerer Danmark blandt de ringeste i hele Europa. Her kører ingen superhurtigtog, men masser af kronisk forsinkede bumletog; her er hof-retten ved længere togrejser ikke gourmet-anretninger eller bare nogle små lækre økologiske sandwiches. Nej, der bydes - aldeles symbolsk for Rigets tilstand efter 10 år med VKO - på hundeæde-wienerpølser som holdes lunkne i termokander medsamt "brød", bagt på luft og sekunda-mel til overpris.

Jo, vi er tæt på VKO's endestation for gamle DSB: Selv en tur i en gammel brun Taunus forekommer mere tillokkende.

Find din indre fugl og hvad deraf følger

Der bruges et par milliarder årligt på at aktivere arbejdsløse personer uden at det har nogen effekt. I mange tilfælde gør det faktisk blot deres situation værre. Det viser en ny rapport, som Rigsrevisionen netop har udsendt.

Hvilket chok.

I de senere år har vi kunnet læse den ene avis-artikel efter den anden om uforstående kontanthjælpsmodtagere, som blev sendt på ugelange kurser, hvor de skulle "finde deres indre fugl"; om seniorer som blev kostet på kursus to måneder før de skulle på pension og om kræftsyge som med livet rindende ud mellem hænderne på sig fik besked på at møde op på kursus, hvis de ville sikres kontanthjælp i deres sidste dage.

Altsammen fordi beskæftigelsesminister Støjberg (V) og hendes forgængere i deres dybtfæstede mistænksomhed overfor enhver med hjælpbehov har strikket et system sammen, som belønner de kommuner som forfølger samfundets svageste uden smålig skelnen til deres situation, men som straffer enhver, der viser den mindste forståelse for de medborgere som befinder sig i en særlig situation som kræver særlig hensynstagen.

Støjberg siger, at rapporten, som ikke blot dokumenterer en sjældent set talentløshed i forhold til indsatsen mod arbejdsløsheden, men også et massivt og vedvarende pengespild, ikke får hende til at ryste på hånden. "Det kan godt være, at beretningen har en negativ konklusion, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at ændre det billede", udtaler hun.

Måske burde Støjberg og hendes regeringskolleger benytte lejligheden til at tænke over, at en beskæftigelsesministers fornemste opgave er et kæmpe for de ledige og ikke imod dem?

Siden VKO's sidste stramning af reglerne er der blevet brugt 9,4 milliarder kroner på forfølge alvorligt syge, alkoholikere, narkomaner og personer med psykisk sygdom. Uden effekt overhovedet. At V og K lægger stemmer til den slags kan ikke overraske, men Dansk Folkeparti? Ved partiets vælgere det? Mange af dem befinder sig præcist i gruppen af ofre for disse vanvittige regler.

Hvilken positiv indsats kunne der ikke have været gjort for at hjælpe de samme mennesker i arbejde, hvis blot grundholdningen i VKO havde været en anden og mindre menneskefjendsk?


Måske er det snarere Inger Støjberg og hendes VKO-venner som burde på et kursus for at lære det selvindlysende:


At marginalisering, forfølgelse og nedladende pattebarneaktiviteter aldrig skaber succeshistorier, men kun det modsatte?

Politisk selvmord for åbent tæppe

VKO er i gang med at planlægge en massakre på vores velfærdssystem, angiveligt begrundet i krav fra EU, som der imidlertid kan stilles store spørgsmålstegn ved.

I forvejen nyder regeringen meget ringe opbakning i befolkningen. På det seneste har målinger vist, at Helle Thorning endda nu også matcher Lars Løkke i økonomisk troværdighed. Thorning var allerede i forvejen den, flertallet ønsker som ny statsminister.

I en separat VKO-krise er De Konservative i frit fald. Den nye konservative leder Lene Espersen skuffer dybt og magter hverken at bringe sit parti på højkant eller at komme med konstruktive bidrag til regeringssamarbejdet.

I en tid præget at så stor modgang, er det kritisk for regeringen, at den fremstår troværdig. At der er opbakning bag dens krisepakke, som angiveligt skal bringe Danmark på fode igen. Økonomien afgør næste valg.

Nu undergraves denne helt fundamentale troværdighed også:

Landets førende borgerlige avis, Berlingske Tidende, kan berette om LO's nye, store konjunktur-analyse, som - helt usædvanligt - får rosende ord med på vejen af Nordeas cheføkonom. Analysen konkluderer, at regeringens krisepakke slet ikke er nødvendig; at den er præget af alt for meget sortsyn. Dansk økonomi vil allerede i 2012 opfylde EU's krav igen - uden de voldsomme nedskæringer, VKO lægger op til.

Hvad er da dette? En lurende mistanke kan ikke undgå at melde sig: handler den store krisepakke, de dramatiske nedskæringer i den offentlige sektor, hetzen mod kommunerne og alle fyringerne i skolerne og ældreplejen i virkeligheden mere om at fremme Venstres liberalistiske minimalstats-tanker end om at gavne økonomien?

Uanset hvad, er der tale om et vælgerbedrag af dimensioner: først privatiseres store dele af vores velfærd væk, derefter overbetales der i næsten kriminel skala til de private, som tog over. Imens blev store dele af vores infrastruktur bortsolgt: telenet, jernbaner, lufthavne, etc - alt blev "privatiseret" for at finansiere skattestoppet og omfordelingen af flere goder til de bedst stillede.

Nu, hvor regnskabet så skal gøres op, forsøger man at tørre regningen af på de ringest stillede med den løgnagtige begrundelse, at det er et krav fra højere magter i Bruxelles. En dobbelt løgn, fordi EU for det første ikke har stillet et sådant krav, og fordi præmissen nu også viser sig at være forkert: det er slet ikke helt så galt, som man vil gøre det til.

Hvorfor har VKO interesse i at tegne et dårligere billede af Danmarks økonomi end det, som er virkeligheden?

Fordi netop økonomien altid har været de borgerlige partiets force i krisetider. Det er velkendt, at når økonomien er presset, vil en del vælgere søge mod højre.

I mellemtiden er befolkningen blevet grundigt trætte af den såkaldte "værdi-debat". Muhammed-tegninger hænger os ud af halsen; den evindelige hetz mod mindretal kører i mere og mere desperat tomgang; Folkeskolen er trods - eller måske snarere på grund af - ti års borgerlig dominans nærmest kørt i sænk af formaliakrav, som har stillet kvaliteten af undervisningen i skyggen til fordel for tests og skemaer og indrapporteringer. Vi har gennemlevet rædselsfulde år med nærmest destruktive "reformer" af kommunerne og politiet. Vi har set vores flag brænde i udlandet, og oplevet Danmark hængt ud for overtrædelse af menneskerettigheder af både FN og Amnesty International. Vi er blevet løjet ind i en Irak-krig, som kostede millioner af liv uden grund, og vi mister stadig hver måned flere unge mennesker til endnu en krig, som ikke kan vindes.

Desillusionerede borgerlige har på det seneste kun haft økonomien tilbage som håb om en sejr ved næste valg. Resten af VKO's politik er danskerne blevet trætte af.

I dag knækkede filmen så også på den økonomiske front: Claus Hjorths krisepakke viser sig at være en fuser; et politisk selvmord for åbent tæppe. En gang over-kill som aldrig vil få befolkningens opbakning, nu hvor eksperter har dokumenteret dens overflødighed.

VKO knock-outede sig selv i denne måned. Uden skyggen af tvivl hedder Danmarks næste statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Den tunge ende

Regeringen har i dag fremlagt sin plan for, hvordan den vil få Danmark ud af det økonomiske uføre, vi befinder os i på grund af finanskrisen og ikke mindst VKO's økonomiske politik gennem de sidste ti år.

Venstre og Konservatives løsning på problemerne er et skrækindjagende ”mere af det samme”. Altså: under-danmark skal betale for det massive overforbrug, som over-danmark har haft.

Topskatteydernes bidrag bliver, at de ikke får den seneste skattelettelse, de var blevet stillet i udsigt. Mærsk McKinney-Møller og resten af landets allerrigeste går således glip af de 325.000 ekstra om året, som regeringen ellers havde lovet dem oven i de milliarder, de allerede har fået i årene med VKO ved roret.

Den sociale slagside i oplægget skriger til himlen i en grad, så det trodser enhver beskrivelse, og alligevel skal vi nu igennem den samme type skinmanøvrer, som vi kender fra ti års finanslovsforhandlinger: V og K siger, at de sigter efter en bred aftale, men efter et par dages snik-snak med oppositionen hægtes S, SF og De Radikale af. Derefter kommer vennerne i DF på banen, når Kristian Thulesen Dahl møder op i finansministeriet med sit ringbind med de velkendte gule post-it-stickers. Såkaldt "hårde forhandlinger" pågår i nok et par dage, hvorefter VKO dukker op med en aftale, som cementerer regeringens oprindelige oplæg. I forløbet falder der et par symbolske gaver af til DF. Gaver, der som oftest intet har at gøre med forhandlingernes substans.

Absurd nok samler de største spekulationer sig derfor også denne gang om, hvad der mon bliver gaven til DF? Lidt mere grænsekontrol måske? En DR-kanal udelukkende dedikeret til Giro 413? Et ridderkors til Richard Ragnwald? En mobil muslimfri-zone omkring Pia Kjærsgaard? Statsstøtte til Trykkefrihedsselskabet?

Bagefter vil Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl udtrykke deres store tilfredshed med aftalen, mens de i stilhed kan undre sig over, at de slap afsted med at røvrende deres egne kernevælgere endnu en gang. Dansk Folkepartis største vælger-gruppe er nemlig lige netop de personer på overførselsindkomst, der rammes allerhårdest af de nye indgreb. Den tunge ende. Under-Danmark. Med øjnene fast lukket i betaler de en høj pris for deres fremmedfrygt: de graver deres egen økonomiske grav. Og Danmark sejler støt videre mod afgrunden.

Tid til besindighed

Opbakningen til VKO's skattestop er stærkt på retur. Et flertal af danskerne er nu direkte imod det.

Det er yderst bemærkelsesværdigt at vi ser denne udvikling i en krisetid, hvor det ellers ligger lige for at formode, at enhver ville tænke mest på sig selv.

Men ikke i Danmark. Heldigvis.

Her er der mere fokus på velfærd end nogensinde. Samtidig med at ældrebyrdens omfang er ved at gå op for mange, ser vi også en stigende erkendelse af, at mange af os har levet over evne i årene med VKO.

Opmuntret af skattestoppet og en finansminister, som sagde, at vi kunne købe hele verden, et boligmarked, hvor visse ejere oplevede stigninger på 100% eller mere i (fri)værdien på deres ejendom på ganske få år samt nedsættelser af afgifter som ellers kunne have begrænset vores vilde forbrug, gik det over stok og sten. Afdragsfrie lån og boliglån som pludseligt kunne strækkes over 30 år var en andre faktorer som bidrog til gildet. Det gik derudad med 200 km i timen. Kun få manede til besindighed, og dem der gjorde det, blev afvist med en hovedrysten og fraser om "politisk tonedøvhed".

Samtidig forsømte man at investere nogle af de mange penge i infrastruktur som veje eller hurtige jernbaner. Renovering af skoler og andre institutioner blev der heller ikke ofret de store penge på. Alle likvide midler blev i stedet sluset ud til privatforbrug. Aldrig har så mange fået et rasende dyrt køkken, som de ikke havde brug for, som i 00'erne. Aldrig før har så mange kørt rundt i gigantiske benzinslugende terrængående firehjulstrækkere - uden at komme i nærheden af terræn.

Nu står vi med regningen, og den skal betales med renters rente.

Og en ny solidaritetsfølelse trænger sig på. En prås går op for de før så kyniske: Det var jo ikke alle, som fik glæde af opsvinget. Mange blev bevidst og kynisk hægtet af undervejs. Var det nu klogt? Vi har jo brug for alle hænder, hvis vi skal bevare vores velfærd. Måske skal vi alligevel fordele lidt om og tænke lidt på de allersvageste? Det ser jo ikke så godt ud med alle de tiggere i gaderne og alle de hjemløse på parkbænkene. Og når børnefamilier i stigende tal bliver smidt på gaden af boligselskaberne på grund af manglende betaling, er problemet tydeligt for enhver: der er blevet betydeligt større forskel på rig og fattig i Danmark i de senere år, og det er ikke kun fordi de rige er blevet meget rigere. De fattige er samtidig også blevet meget fattigere. Årsagerne hedder starthjælp, kontanthjælpsloft, 300 timers reglen og generelt store nedskæringer i det underste sociale sikkerhedsnet.

Var det det, vi ville? Nej, svarer flere og flere. Så hårdt mente vi det heller ikke.

En ophævelse af skattestoppet er bydende nødvendig, hvis vi skal dække det enorme hul i stats- og kommunekasserne, som vores ufinancierede overforbrug har medført. Vi er nødt til at omfordele - bare en smule - så flere penge kanaliseres ud til samfundets svageste, før de knækkes helt.

Samtidig skal service- og undervisningsdelen af den offentlige sektor stimuleres. Behovet for læger, lærere, social- og sundhedshjælpere stiger eksponentielt i mange dele af landet. Svaret på problemet er ikke afskedigelser, men ansættelser.

Dette er holdninger, som bakkes op af vores Danmarks nationalbankdirektør, som i forgårs holdt pressemøde med det sensationelle formål at undsige Danmarks regerings økonomiske politik.

Nationalbankdirektørens kritik og den stigende forståelse i befolkningen for nødvendigheden af et øget skatteprovenu sparker et af de to ben væk under VKO. Skattestoppet har været det mantra, som har holdt de tre partier ved magten i 10 år. Ironisk nok er det aldrig gået op for Dansk Folkepartis mange lavtlønnede vælgere, at deres eget parti har taget røven på dem ved konsekvent at kanalisere penge ud til V og K's vælgere og tage dem fra "den lille mand", som partiet ellers roser sig af at repræsentere.

Det andet ben, VKO står på, er som bekendt udlændingepolitikken. Fast og fair kalder de den. Men er det fair, at en dansk mand eller kvinde ikke kan tage sin amerikanske eller australske ægtefælle med her til landet og sammen slå sig ned og bidrage til samfundet?

Er det rimeligt, at 13-15 procent af os skal have lov til at stikke en kæp i hjulet for redelige og arbejdsomme menneskers ophold her i landet - blot for at holde de mørke ude?

Er det fair at sende uledsagede, psykisk syge flygtningebørn fra Irak og Afghanistan hjem igen - tilbage til den krig, vi selv var med til at starte i deres hjemlande?

Og er det fair at undergrave torturofres mulighed for at opnå opholdstilladelse i vores land ved hjælp af eksamenskrav, som disse stakler aldrig vil kunne indfri?

Tør man tro på, at der også på udlændingeområdet er ved at indfinde sig en ny besindighed? Er det langt om længe ved at gå op for folkedybet, at disse evindelige udlændingestramninger har gjort mere skade end gavn, og at de tillige blot har været afledningsmanøvrer for inkompetence på andre områder? Forstår lidt flere danskere nu, at de hovedløse debatter om minaretter og burkaer skyldes, at DF og V og K mangler svar på den stigende ledighed; på sundhedssystemets kollaps - ja, på de helt grundlæggende samfundsproblemer, som truer vores velfærd?

Det kan man håbe. Men til at hjælpe forståelsen på vej vil det være gunstigt, hvis oppositionen i fællesskab indøver den sværeste politiske manøvre af dem alle: at nægte at spille med, når VKO spiller udlændingekortet for 117. gang op til næste valg. At sige nej til at tage vores indvandrere og flygtninge som gidsler i endnu en skræmmekampagne, mens vores samfund går op i limningen på grund af elendig krisestyring.

At fokusere på de virkelige problemer, som vi står overfor.

Kan oppositionen det, hedder Danmarks kommende statsminister Thorning.

Skalten og valten

En helt ny opgørelse fra finansministeriet afslører den chokerende nyhed, at fra det øjeblik VKO-styret tog over i 2002, har de borgerlige bevidst ført en økonomisk politisk, som man vidste ville føre til varigt underskud og øget gældsætning.

Hvert eneste år siden VKO kom til er sluttet med et minus på omkring 18 milliarder kroner på statsfinanserne. Samtidig har man bestukket den bedst stillede del af befolkningen med et skattestop, der til nu har kostet op imod 80 milliarder.

SR-regeringen, som Anders Fogh afløste, havde i årene op til 2002 et overskud i omegnen af ni milliarder hvert år.

I dag står vi med regningen for VKO's vanrøgt af vores økonomi, og den har intet med den internationale finanskrise at gøre. Det handler om en fejlslagen politik og konsekvent lukkede øjnene for alle advarsler.

Det efterhånden berømte underskud på 24 milliarder skal dækkes ind, hvis vi fortsat skal overholde EUs fælles regler.

Intet under at færre og færre har tiltro til, at Lars Løkke er manden, som man kan betro den opgave. Han har om nogen ansvaret for det morads, vi befinder os i.

Vi har finansieret denne ødelands ideologiske korstog; vi skal betale regningen, men det vil være dybt uansvarligt at lade netop Løkke anvise os vejen til, hvordan vi får den enorme gæld afviklet.

Løkke hytter sine og giver fanden i resten. Danmark har brug for en ny regering.