Søg i denne blog

lørdag den 31. maj 2008

MINE 50 gram stof

Ka’ du klare en bøsse-historie her i sommervarmen?

Så vil jeg godt fortælle Historien om Homomobilen og Nevøen Der Blev Væk.

Først skal vi imidlertid lige en tur omkring Estland, for vi nærmer os jo stærkt Valdemarsdag (15. juni, men det har du selvfølgelig helt tjek på), hvor vi i år kan fejre Dannebrogs 789 års fødselsdag.

Angiveligt faldt vores flag ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (som nu hedder Tallinn).

Det skete, da den danske korstogshær under ledelse af Valdemar 2. Sejr og nogle andre fanatiske, religiøse ekstremister var taget et smut til Estland for at erobre landet, hvilket vi endte med at gøre.

Danskerne drog ikke til Estland på eget initiativ. Vores konge havde fået en kraftig opfordring fra Paven til at drage østpå og prøve at omvende de hedenske baltere til kristendommen. I Guds navn drog vores soldater således af sted og myrdede og plyndrede, nedbrændte byer og hærgede og raserede og for en gangs skyld med stor succes, hvis man kan kalde nogen krig det. I en 400-årig periode var Estland mere eller mindre dansk område.

Siden det store slag i Estland har Dannebrog været danskernes flag. "Brog" er et gammelt ord for stof, så navnet på vores fane betyder simpelthen en dansk klud eller tøjstump.

blogImage3420917I dag fremstilles et statsautoriseret Dannebrog af polyester. Der findes standarder for kravene til stoffets riv-styrke (76 newton i kædetrådene og 62 newton i skudtrådene) og flagets farve identificeres som Pantone 186C. Jo, vi har styr på tingene her i landet.

Helt så dramatisk en historie knytter der sig ikke til det flag, som jeg også kalder mit.
Regnbueflaget. Den homoseksuelle "klud" har ikke en århundreder gammel historie og kom ikke til verden ved Guds hjælp og slet ikke under udkæmpelsen af et stort slag. Bøssernes og de lesbiskes flag så dagens lys for første gang i en førstesals lejlighed i San Francisco for 30 år siden, og det skete netop i dag.

Flagets skaber er kunstneren Gilbert Baker, som mente, at der var brug for et flag uden grænser som verdens homoseksuelle kunne finde sammen under i lyst og nød.

De seks farver i flaget symboliserer henholdsvis sexualitet, liv, forsoning, solen, naturen, kunsten, harmoni og ånd. Det er et ikke-krigsflag uden religiøse over- eller undertoner. Det er også et fleksibelt flag som godt må vendes om, så den lilla farve kommer øverst, hvis man foretrækker det.

Det tog kun få måneder før homo-flaget blev kendt over hele verden. Måske hjalp det med til flaget udbredelse, at San Franciscos første åbne homoseksuelle byrådsmedlem, Harvey Milk, samme år blev myrdet.


Milks død medførte fredelige demonstrationer med titusindvis af deltagere. Der blev afholdt nattevagter ved hans kiste, og tusinder af San Franciscos homoseksuelle borgere og deres venner tændte lys til minde om den afdøde. Det var ved disse demonstrationer, at regnbueflaget for første gang blev brugt ved større arrangementer, og snart hang der regnbueflag ud af vinduerne på tusindvis af San Franciscos huse. 20% af San Franciscos befolkning er homoseksuelle mænd og kvinder.





































"The Gay Flag" har siden holdt sit indtog i verdens fjerneste afkroge og selvfølgelig også her i landet. Bøssehuset på Christiania var blandt de første til at tage flaget til sig, men i dag kan man finde små diskrete regnbueflag på facaden af mange butikker, hoteller, restauranter og barer overalt i København.

Og når vi homoer går en tur i samlet flok, kan flaget antage enorme proportioner.




















I alle storbyer findes der butikker, hvor man kan købe regnbue-nøgleringe, -lightere, -balloner, -musemåtter, -flag i alle størrelser og klistermærker.

Og hermed er vi så langt om længe fremme ved historien om Homomobilen.

For 8 år siden købte vi en Skoda. En fin blå en. Den første bil, vi var sammen om at købe. Og med samme naturlighed, som andre sætter et DK-mærke bag på deres ny-indkøbte dyt, satte vi selvfølgelig et lille regnbueklistermærke bag på vores. Om ikke andet syntes vi, at det kunne være en passende modpol til naboens klistermærke med "Baby ombord", som vi aldrig rigtigt fattede meningen med.

Vores klistermærke havde en glimrende effekt: vi fik nogle gange diskrete blink fra ham i bilen ved siden af, når vi holdt og ventede på grønt; i Amsterdam fik alle andre biler i gaden en parkeringsbøde - på nær vores, og ofte skete det, at andre bilister, som selv kørte rundt med det lille flag, gav et lille venskabeligt dyt i forbifarten (med hornet altså).

Da vi kom til Jylland med den nye bil, tog mine to unge nevøer den omhyggeligt i øjesyn. "Det er jo en homo-mobil", udbrød den ældste og fremmeste af dem så, og det blev så Skodaens navn, sålænge vi ejede den.

Den yngste af nevøerne var noget betænkelig ved at have sådan et sexualpolitisk statement på fire hjul holdende foran sit hjem, og bad os så mindeligt om at parkere henne om hjørnet. Da vi skulle have ham med ud og køre en tur, var han pludselig væk. Vi fandt ham efter lang tids søgen i et skur i haven. Han nægtede pure at sætte sine ben i homo-køretøjet. Det var først efter lang tids overtalelse og under forsikring om IKKE at køre forbi hans bedste legekammerats adresse i bilen, at han tog med. Man er sårbar, når man er 7 år og bor i en lille by. Han er senere blevet ikke så lidt mere afslappet i sin attitude til både os og vores vekslende biler og forstår godt, hvis vi godt kan lide at skille os ud - bare lidt - en gang imellem.

Måske har det også hjulpet, at vi har flyttet flaget ind i bilen. Har du måske gulvmåtter som dem her i din bil, om jeg må spørge?









Der er nemlig stadig grund til at markere sig som homoseksuel i 2008. Det gælder også i Tallinn, hvor den bastante form for kristendom, vi danskere fik trynet befolkningen med i 1219 stadig sætter sine spor: ved gay-parade i byen i 2006 nægtede politiet først at beskytte de homoseksuelle mod den rasende hetero-befolkning, og senere fastslog myndighederne, at afholdelsen af en sådan parade var en krænkelse af "den normale befolknings konstitutionelle sikkerhed".

Paraden blev alligevel gennemført, men blev angrebet af en uskøn blanding af ultranationalister og pensionister og religiøse fæhoveder. I Estland forfølges homoseksuelle i stort omfang - på arbejdspladserne, i kirken, i sportsklubber og i snart sagt enhver social sammenhæng, og det sker med myndighederne stiltiende accept. Måske skulle vi invadere Estland en gang til - denne gang for at fortælle esterne om fordelene ved at leve i et vestligt samfund i 2008?

Hvis min mand og jeg tager derover tror jeg nu alligevel, at vi for en sikkerheds skyld vil gå ret stille med dørene. En mursten i hovedet gør sjældent noget godt for ens fremtoning. Vi vil nok nøjes med at vifte lidt med et lille papirflag, når ikke for mange ser det. Om ikke andet fordi det flag faktisk betyder mindst ligeså meget for os som Dannebrog betyder for Dansk Fjolseparti. Forskellen er bare, at vores regnbueflag endnu ikke er blevet misbrugt som symbol på noget partipolitisk og ekskluderende og afstandtagende - tværtimod.

Regnbueflaget er nemlig vores flag, og i dag fylder det 30. Hip-hip-hurra.

fredag den 23. maj 2008

P6_TA-PROV(2008)0230, L.4 eller Peer's Amerikanske Drøm




Jeg har ikke besøgt USA de sidste 20 år. Da jeg var yngre mest fordi jeg ikke havde råd. Da jeg endelig fik råd, fik jeg ikke lov.

Sagen er den, at som led i beskyttelsen af USA's nationale interesser og i de senere år også som led i terrorbekæmpelsen er det forbudt personer som er hiv-smittede at besøge USA.

Præsident Bush forestiller sig, at jeg og flere tusinde andre pæne og ordentlige mennesker, som uheldigvis er smittet med hiv, ville vælte ind over De Forenede Staters grænser, smide bukserne og kaste os ud i en massevoldtægt af den sunde og raske amerikanske befolkning og således undergrave folkesundheden, den amerikanske drøm og USA's økonomi i et stort knald - hvis vi ellers fik lov.

Jeg behøver vel ikke nævne, at Danmarks og hele EU's døre står vidt åbne for enhver amerikansk statsborger. De kan bare komme og gå, som de vil. Det er sikkert også overflødigt at tilføje, at det faktisk er fra USA, at Hiv har bredt sig i den vestlige verden.
Derfor har jeg aldrig set Californien, kørt rundt i The Rockies, været på krydstogt fra Florida, juleshoppet i New York eller kastet mig ud fra Niagara Falls i en tønde, mens jeg råbte "Geronimoooooooo".

Jeg har ikke været i Bloomingdales, gået tur i Central Park, besøgt Hollywood eller Dollywood. Ej heller har jeg prøvet at flirte med fyrene i New York's Gaytown (jeg sagde "prøvet"!), eller haft mulighed for at tjekke om Moonlight in Vermont er mere romantisk end April in Paris. Hvad værre er: jeg måtte ikke en gang deltage i en af de store internationale medicinske konferencer i Boston om Hiv, som jeg blev inviteret til. Man skulle sandelig ikke risikere noget!

Men alting får en ende, selv Bush's regering. I sikker forventning om snarlige lunere vinde fra Amerika har Europaparlamentet i går vedtaget en resolution med det nummer, som jeg nævnte i overskriften. I resolutionen opfordres Kommissionen på det kraftigste til at meddele USA, at EU ikke længere vil acceptere, at USA diskriminerer hiv-smittede europæiske statsborgere, når det gælder indrejse i USA. Hvis ikke USA ændrer praksis, må det give anledning til genovervejelse af EU's åbenhed i forhold til at lade amerikanere rejse frit ind her hos os, hedder det i kedeligt, men umisforståeligt diplomatsprog.

Jeg er så stolt af den resolution. Den har kostet blod, sved og tårer at få på banen. Jeg er glad for selv at have været en lille brik i puslespillet som tidligere medlem af
HIV Europe's bestyrelse og som deltager i talrige møder med bl.a. EU-parlaments- medlemmer i Holland og England for at gøre en lille forskel og prøve at få udryddet en helt konkret diskrimination, som ikke har været til nogen nytte, men kun har ført til menneskelig adskillelse, afsavn og diskrimination. Og især er jeg glad for, at der trods alt findes politikere, som vil gøre et arbejde for sådan en sag - også selv om den måske ikke er den store stemmesluger, men "kun" handler om almindelig retfærdighed og ligestilling.

Meget kan man sige om USA, men det har nu lidt større vægt, hvis man selv lige har været forbi og kigge det lidt efter i sømmene. Hvem ved: måske kan jeg blogge lidt fra en bænk i The Village til næste sommer? Måske går min egen amerikanske drøm i opfyldelse? Jeg har allerede smidt de første mønter i ferie-sparegrisen.
blogImage3419030