Tell it like it is

Præsident Obama er midt i et opgør med den amerikanske hærs berygtede 'don't ask, don't tell' politik, som i korthed går ud på, at homoseksuelle soldater afskediges, hvis de kommer til at afsløre deres seksualitet.

Som så ofte når den slags historier fortælles i medierne, underspilles skadevirkningerne af den homo-frygt, som det handler om: homoseksuelle har "potentielt" kunnet miste deres job, skriver AFP og Ritzau, når de skal forklare den bemærkelsesværdige vandring med skyklapper på, som det amerikanske militær har præsteret i nu sytten år.

Ja, det tør svagt antydes. 13.500 homoseksuelle amerikanske soldater har fået eksistensgrundlaget flået væk under sig på grund af 'don't ask, don't tell'. Da Irak-krigen var på sit højeste, blev der afskediget to homoer om dagen i det amerikanske forsvar. Mange af dem udførte essentielt arbejde på højt niveau.

Partnere til faldne homoseksuelle soldater har ofte været de sidste som fik besked om dødsfaldet og har måttet kigge i vejviseren efter pensionen efter deres mand eller kone. Ingen har officielt anerkendt deres tilstedeværelse i den afdødes liv. Tænk at miste sin livsledsager som soldat i krig og derefter blive ignoreret af de generaler, som sendte ham eller hende i felten.

Måske allervigtigst har 'don't ask, don't tell' har været med til at legitimere diskrimination af homoseksuelle også udenfor militæret.

Præsident Obamas lovændring skal både gennem Senatet og Repræsentan­ternes Hus for at træde i kraft, men det vil lykkes trods stor modstand fra dele af hærens øverste ledelse. Bedre sent end aldrig føjer USA sig nu til det overvældende flertal af lande, som accepterer bøsser og lesbiske på ligefod med andre i hæren. Til lykke USA.

Krig på kniven

Forsvarsminister Gade er rasende på den tyske udenrigsminister Westerwelle, som ønsker sig en fælles EU-hær, der kan agere under fuld parlamentarisk kontrol i kampen mod terror.

"Den slags udtalelser underminerer de danske bestræbelser på at få forsvarsforbeholdet ophævet", siger Gade.

Men næppe havde Gade udtalt sig, før han blev sat på plads af Prof. Ole Wæver fra Københavns Universitet, som - pinligt for Gade - viser sig at have betydeligt bedre forstand på de dele end forsvarsministeren.

"Gades frygt for at danske soldater bliver sat i aktion i en sammenhæng, som Danmark ikke ønsker, er totalt ubegrundet", siger Wæver.

Tilbage står - igen - Søren Gade på sidelinjen, som en sympatisk mand, der lader til fuldstændigt at have mistet kontrollen over sit resortområde.

Værre er det dog, at Ole Wævers afslutningssalut rammer direkte ned i en betydeligt mere påtrængende problemstilling, som burde gøre dybt indtryk på enhver borgerlig sjæl - og på ministeren:

"Desuden undrer Søren Gades forbehold mig. Der var engang, hvor den slags var god borgerlig politik."

Wæver har ret, igen. Søren Gade og resten af regeringen har gennemført en gigantisk fortrængningsmanøvre i kampen for at blive ved magten. På den måde forsøger man at holde EU-skeptikerne i støttepartiet stangen uden at miste opbakningen fra de glødende EU-tilhængere i egne rækker.

Hvis vi skal ophæve forsvarsforbeholdet (hvilket der er flere gode grunde til at sige ja til, end der er til at opretholde det), betyder det naturligvis et mere intensivt samarbejde med de andre EU-landes hære og løbende diskussioner om, hvad EU-styrken skal beskæftige sig med.
Hvad galt er der i det? Med den danske hærs milliardfiaskoer omkring investeringer i fejlbehæftet materiel in mente kan det da kun blive bedre. Og er det virkelig værre at arbejde sammen med vores venner i EU end at befinde sig i lommen på George Bush, hvor Anders Fogh anbragte os?

Vel er det ej.

Det ville klæde regeringen at droppe denne berøringsangst overfor EU og tage afstemningerne om forbeholdene nu, hvor vi alligevel er på røven og hverken har råd til at ryge eller rejse. Den danske regerings samlede indsats taget i betragtning, er EU nemlig vores mindste bekymring. Drop forbeholdene. Kom og frels os fru Merkl.