Søg i denne blog

onsdag den 1. februar 2017

You have to give them hope

 Som så mange andre holder min mand og jeg af at besøge Dragør. Der er nu noget hyggeligt over at gå rundt i de brostensbelagte stræder og nyde en isvaffel fra kiosken på havnen, mens man kigger på de stråtækte bindingsværkshuse.

"Som barn gik jeg til dans på Strandhotellet", forklarer jeg hver gang min mand, og han nikker tålmodigt og lader sødt som om, oplysningen er helt ny for ham. "Og så tog mor mig altid med op til ostehandleren på Torvet, hvor jeg fik en lille firkant ost sat på en tandstik", fortsætter jeg ivrigt, hvorefter jeg beskriver, hvordan ostehandlere dengang havde grædende vinduer, som vandet løb ned over fra morgen til aften. Også det ved han udmærket godt, men det er blevet et af vores ritualer. Noget som bare skal siges.

Men der er mindst en slange i ethvert paradis, så der er noget, jeg aldrig siger. Noget jeg omhyggeligt undlader at omtale der - midt i idyllen. For det er jo også her, at Karen Jespersen og Ralf Pittelkow fra internetbloggen Den Korte Lunte (eller hvad den nu hedder) bor - for slet ikke at tale om DF's Martin Henriksen. Tænk hvis man løb på en af dem! Eller værre: dem alle tre samtidig.

Lynhurtige strøtanker presser sig på: Vi ved, at det koster et vist antal dagbøder at spytte på Pia Kjærsgaard. Men er det billigere, hvis målet er et menigt folketingsmedlem eller et forhenværende? Og hvis ja, betyder det så, at det nærmest er en gratis omgang, hvis man rammer Pittelkow, der aldrig har været valgt til noget som helst? Måske er det i virkeligheden bedre at hvisle et "Fy for fanden", mens man passerer dem? Højt nok til at de hører det, men ikke højt nok til, at andre registrerer det? Eller skulle man vælge bevidst og meget åbenlyst at kaste sig ind mod den nærmeste mur for helt bogstaveligt at lægge afstand til dem på en meget åbenlys måde?

Tanken om at hilse pænt og bare sige goddag strejfer mig ikke.  Ej heller at lade som ingenting som mere besindige folk ville gøre. For de skal dæleme da ikke tro, at man kan sprede så meget had og stadig forvente smil og venlighed fra deres omverden. Det ville jo bare bestyrke dem i deres vantro.

Heldigvis kender jeg ikke adressen på nogen af dem  og vil heller ikke vide det. Enhver vil jo gerne beholde sin idyl-drøm intakt så længe som muligt, ikke sandt?

Men Dragør er kun et af flere steder, hvor jeg rammes af disse blandede følelser. For nyligt er USA blevet endnu et. I store dele af mit voksne liv var jeg forment adgang til landet. Det sørgede Ronald Reagan for, da han med et præsidentielt direktiv besluttede, at folk med hiv ikke skulle have lov til at rejse ind i Guds eget land; ikke en gang som turister. 22 lange år varede det, før Barack Obama kom til og ophævede forbuddet, hvis formål aldrig var at beskytte landet mod en udefrakommende fare. Sandheden var jo, at i den vestlige verden spredtes hiv snarere fra USA end til landet. Nej, det handlede om at fodre visse vælgeres irrationelle angst og om at fremstå handlekraftig, selv om man intet gjorde - også selv om det indebar at misbruge uskyldige ofre som syndebukke for en forbrydelse, de aldrig havde begået.

Det var en bittersød fornemmelse endelig at få lov til at besøge USA. Bitter på grund af alle de oplevelser, jeg var gået glip af. Sød fordi mit første besøg i landet siden mine tyvere skyldtes en invitation til at blive "community representative" i et "community advisory board". I al korthed dækker de fine ord over, at amerikansk lovgivning indeholder et påbud om, at medicinske studier som involverer patienter kun må gennemføres, hvis patienter er repræsenteret i studiets ledelse i form af et rådgivende organ.

USA bruger årligt mange milliarder på at understøtte medicinsk forskning i hele verden. Det sker typisk ved at man kanaliserer penge til ledende amerikanske universiteter, som de så kan bruge på at etablere samarbejder med universiteter i andre lande. Hvert af disse universiteter tager så kontakt til et stort antal sygehuse og klinikker, og vupti har man adgang til blodprøveresultater og andre vigtige medicinske oplysninger om tusinder og atter tusinder af patienter - hvis disse altså har givet tilladelse til det.  På den måde kan man hurtigt indsamle enorme mængder data og med stor statistisk sikkerhed udtale sig om, hvordan det går folk, der får en bestemt type piller i forhold til dem, der indtager et konkurrerende produkt eller dem, der modtager en helt tredje form for behandling.

Sådan bygges fundamentet for medicinske studier i stor skala. På den måde er videnskaben blevet klogere på, hvordan man bedst behandler de store epidemier som blandt andet hiv. Og da jeg er hiv-patient og ved en del om medicin og - vigtigst: har svært ved at holde min kæft, hvis jeg finder noget urimeligt, blev jeg inviteret til at indtræde i sådan et rådgivende organ, hvis næste møde skulle holdes på et hotel i San Francisco.

Jeg var - og er - beæret. Da jeg satte mig ind i flyet, der skulle føre mig over Atlanten, vidste jeg ikke, at jeg var på vej til at knytte nye, nære venskaber med folk fra hele kloden, og at jeg i de kommende år skulle aflægge besøg i en lang række af amerikanske storbyer. I tilgift udvises der også respekt for mine begrænsede kræfter, så jeg har tid til at komme til hægterne undervejs. Bevares, jobbet er ulønnet (man er vel uafhængig og aktivist), men oplevelsen har hver gang været overvældende. Jeg passer pligtskyldigst mine møder, aflægger rapport, giver mit besyv med og holder kontakten med resten af holdet gennem hyppige telefon-konferencer, men oplevelsen af at gå rundt i San Francisco's gader eller at være søvnløs i Seattle på grund af jetlag slår enhver charterrejse. 

Da en nær og kær dansk sjæleven samtidig flyttede til Los Angeles, blev min tilknytning til USA kun endnu tættere. Min elskede måtte med derover! Siden har vi brugt mange ferier på at tage over Dammen, så vores indre Amerika-kort er nu oversået med røde tegnestifter, repræsenterende de mange steder, vi har besøgt. Vi har set ufattelig smuk natur, ført os hjemmevant frem i Washington og New York, svedt tran i Florida og knaldfrosset i Boston - to name but a few. 

Måske har vi været heldige, måske er vi selektive, måske er vi naive, eller også er vi så bøssede, at vi nærmest suger tolerante og frisindede mennesker til os og samtidig ubevidst frastøder folk, der ikke kan lide os. Men bundlinjen er, at det har været nogle dejlige år, hvor vi er blevet kulturelt beriget og har haft utallige uforglemmelige stunder med amerikanske venner og bekendte.

Men nu er der sket noget. Obama-æraen er omme. Videnskabelige fakta er pludselig noget, som drages i tvivl; der dryppes malurt i frisindets og tolerancens bæger; vi hører hadefulde røster, som vi før var i stand til at fortrænge. Lidt som at gå rundt i Dragør og ikke bare møde Martin Henriksen, men at opleve, at han faneme stjæler isvaflen ud af hænderne på en. Eller gør noget meget, meget værre.

Det opleves som et tab; et traume. Man gennemgår de klassiske faser: benægtelse, vrede, bearbejdelse og depression fulgt af en form for accept af situationen, som samtidig indebærer, at man lægger en strategi for, hvordan man kommer videre. Det er ikke faser, som nødvendigvis kommer i forlængelse af hinanden. Måske oplever man flere af dem på samme tid. Det er vist sådan, jeg selv har det. Men samtidig nærer denne ukuelige optimist og regnbuebøsse en tro på, at en dag bliver alting bedre.

Vi homoer har vores egen martyr. Han hedder Harvey Milk. Harvey var en passioneret tilhænger af ikke-vold og en oratorisk begavelse på linje med Martin Luther King. Den 25. juni 1978 stillede han sig på trappen til San Francisco's rådhus foran 240.000 mennesker. Anledningen var Gay Freedom Day. I minutterne som fulgte holdt han sin tale om at bevare håbet for enhver pris - selv når modgangen er størst. 


The Hope Speech satte og sætter stadig tonen for den verdensomspændende homobevægelse. Et af de mest berømte citater lyder:

“On the Statue of Liberty it says: ‘Give me your tired, your poor, your huddled masses yearning to be free…’ In the Declaration of Independence, it is written: ‘All men are created equal and they are endowed with certain inalienable rights…’ And in our National Anthem, it says: ‘Oh, say does that Star-Spangled Banner yet wave over the land of the free.’ For all the bigots out there: that’s what America is. No matter how hard you try, you cannot erase those words from the Declaration of Independence. No matter how hard you try, you cannot chip those words off the base of the Statue of Liberty and no matter how hard you try, you cannot sing the Star-Spangled Banner without those words. That’s what America is. Love it or leave it.”


Som med alle legendariske taler gælder det også for Milk's: den kunne ligeså godt være holdt i dag. Og med ganske få ændringer kunne den holdes i et utal af lande og om en hvilken som helst befolkningsgruppe blandt de mange, hvis rettigheder trædes for fode af folk, der anser sig selv som bedre end alle andre. 

Jeg tænker meget på Harvey Milk i disse dage. På hvor langt vi homoer er kommet, siden han holdt sin store tale. På hvordan han havde reageret med sorg over den behandling og dæmonisering som minoriteter overalt nu igen udsættes for. Men også på den resoluthed, han ville have vist i at adressere problemet og opfordre til fornyet kamp for en bedre verden.

Det kan ofte virke næsten umuligt at tro på det grundlæggende gode i mennesket. Dumheden, afstumpetheden, kynismen kan virke så overvældende, at man knapt tror det muligt. Men uden håb er vi fortabt. Vi må bevare håbet og sammenholdet - alle os, der går sorgfuldt rundt og føler os desillusionerede og modløse i denne mørke tid. Vi må tale vores sag, kæmpe vores kamp, forsøge af al magt at være de forbilleder for det tolerante og åbne samfund, vi ønsker os. Og vi må gøre det med åbne øjne. Vi skal ikke lade os forblænde af populisters bragesnak. Vi skal ikke hoppe på den limpind, som alt for mange spræller hjælpeløst rundt på, mens de bilder sig ind, at deres lykke afhænger af andres undergang.

I næste uge skal jeg tilbage til Seattle. For første gang med blandede følelser og i bevidstheden om, at jeg kommer til et forandret land. Bagefter lægger jeg atter vejen forbi Los Angeles. Sjælevennen er der jo stadig. Og når jeg kommer hjem, vil Allan og jeg for alvor tage tyren ved hornene: Efter mange måneder med sygdom på dagsordenen i vores lille hjem vil vi køre en tur til Dragør for at få os en isvaffel med hele svineriet. Vi vil atter gå rundt i de brostensbelagte gader. Og skulle vi møde en af de tre, du ved, tror jeg, at vi nøjes med at være enige om, at de er nogle stakler. Hvor tragisk at leve et liv, der domineres af den forunderlige blanding af angst og had, som racister, fascister og mange andre -ister er så fastlåst i. De aner ikke, hvad de og folk som dem går glip af. 

Det bør de have at vide! Verden bliver først et bedre sted, den dag det lykkes os andre at at overbevise dem om det: uden håb og kærlighed har ingen af os en fremtid.