Om gråspurve og kanoner

Da Anders Fogh blev statsminister i 2001 blev han blandt andet valgt på grund af sit opgør med det, han kaldte smagsdommerne. Derfor vakte det en del undren, at han som noget af det første satte Brian Mikkelsen til at få udarbejdet en kulturkanon i samarbejde med en masse eksperter.

Arbejdet stod på i flere år og kostede en formue.

Resultatet var ikke overraskende: Matador, Kim Larsen, Hammerhøi, Eckersberg, PH-lamper og Den allersidste dans fra Mød Mig på Cassiopeia. Hvad kunne man indvende mod det?

Jo, man kunne blandt andet indvende, at det hurtigt blev tydeligt, at regeringen i almindelighed og Brian Mikkelsen i særdeleshed ønskede at bruge Kulturkanonen i deres egen politiske kamp. Som medlem af kanonudvalget, Erik Aksel Nielsen, udtrykker det:

- Brian Mikkelsen misbrugte vores tillid fuldstændig katastrofalt. Han var en konservativ egoist, og han skulle bruge kanonen til at prale med den konservative politik.

Professor Jørn Langsted, Århus, formulerede det endnu skarpere:

- Mikkelsens kulturkanon var et produkt af det nye højrenationalistiske smagsdommerregime.

Brian Mikkelsen var en dundrende fiasko som kulturminister. Han havde intet begreb om sit resort-område og satte sig ingen spor på posten. Det er blandt andet derfor, han aldrig er kommet i betragtning som formand for De Konservative. På Christiansborg taler man åbent om hans manglende intelligens.

Et gammelt dansk mundheld siger, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Ikke desto mindre vælger en ny Venstre-ledet regering nu at genoplive tanken om en slags facit-liste over danskheden. Denne gang under navnet danmarkskanon.dk. Nu ledes projektet af Bertel Haarder. En mand ingen kan beskylde for manglende intelligens, men som til gengæld er kendt som Borgens hysteriker. Prøv bare at forstyrre ham midt i risengrøden i december måned, så opdager du hans sande natur. Personligt har jeg haft den fornøjelse at opleve ham på slap line i San Franciscos lufthavn, hvor han gik amok, da han blev tvunget til at gå gennem sikkerhedskontrollen og tage sine sko af sammen med os andre dødelige på trods af det fine røde diplomatpas, han rådede over som minister. Haarder faldt først ned igen, da hans departementschef gjorde ham opmærksom på, at der var andre danskere tilstede. Måske hjalp det også, at en hårdhudet amerikansk sikkerhedskontrollør bad ham opføre sig ordentligt.

Denne gang er det meningen, at kanon-projektet skal være mere folkeligt. Alle skal have mulighed for at byde ind med forslag, så et flertal i befolkningen kan tryne mindretallet og anklage dem for manglende danskhed, hvis deres smag ikke flugter den brede offentligheds. Hvilket prægtigt projekt for en afdanket, værdiløs politiker, som for længst burde være på pension, men som nu øjner en mulighed for at sætte sit præg på den nationalistiske dagsorden, hans parti er med til at sætte.

Ligesom sidst da Venstre var ved magten, skærer også denne regering brutalt ned på støtten til vores kulturliv. Hvilken fantastisk afledningsmanøvre er det så ikke at sole sig i fortidens triumfer frem for at stå på mål for egne fiaskoer? Og hvis man samtidig kan bukke i neon og skære i pap, at visse borgere her i landet er mere danske end resten, udlever man en fremmedfjendsk, nationalistisk regerings våde drøm. 

Lad dem ikke slippe afsted med det!

Haarders kanon er en politisk dødssejler. I bedste fald er det spild af penge. Så nej, det kan ikke anbefales at deltage i Venstres kanonkonges lille stunt, med mindre du har lyst til at ende som en gråspurv for mundingen af Hysteriske Bertels kanon. 

Ps: Skulle du alligevel falde for fristelsen, er Simon Talbot måske et ganske godt bud på dansk kultur? Han er i hvert fald et betydeligt fornøjeligere bekendtskab end ministeren.

Hovmod står for fald

På dagen hvor arrogante Birthe Rønn Hornbech må forlade sit ministerium i vanære, vælger partifællen Britta Schall Holberg at gå i forbøn for hende hos statsministeren. 

Schall Holberg minder Lars Løkke om, at Anders Fogh jo var så venlig at holde hånden over Løkke i bilagssagen. Hun mener, at den tidligere statsministers styrke var, at han holdt fast i sine ministre. 

Hvilket bizart argument. Den slags skal man høre fra det menneske, som i sin ministertid i 1990'erne var ene-ansvarlig for, at 90 mennesker med blødersygdom blev smittet med HIV. Da blødersagen oprulledes, endte det med, at Britta Schall Holberg måtte gå af i vanære. 64 personer døde, fordi Schall Holberg tøvede med at indføre screening af det donorblod, som blødere er så dybt afhængige af. Da hun endelig bøjede sig for presset, tillod hun af hensyn til medicinal-industrien en overgangsordning på et halvt år - seks måneder, hvor endnu flere nåede at blive smittet. 

Schall Holberg burde sidde i fængsel for sin forbrydelse, men ligesom så mange andre politikere med blod på hænderne kunne hun nøjes med at trække sig tilbage fra politik med halen mellem benene. For hendes vedkommende til en tilværelse som godsejer og hofjægermester på Fyn.

Og nu minder Schall Holberg venligst Lars Løkke om, at der jo er en stolt tradition for i Venstre, at man dækker over hinandens forbrydelser. 

Så sandt. I 2009 afdækkede Danmarks Radio i en hel udsendelsesrække, at Claus Hjort Frederiksen stod bag en lang række lovbrud - blandt andet at have givet Folketinget usande oplysninger, at have afskaffet kravene til sikkerhed for udlændinge i farlige jobs uden om Folketinget, at have forlangt at kommunerne skulle administrere den såkaldte 300 timers regel efter ulovlige retningslinjer, at have bestilt misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at kunne dreje den offentlige debat til sin egen fordel og ikke mindst for at have sat sine embedsmænd til at slette belastende dokumenter fra sit ministeriums arkiver. 

Den eneste konsekvens Claus Hjort oplevede efter disse horrible afsløringer var en forfremmelse - fra beskæftigelsesminister til finansminister. 

I 2002 måtte daværende finansminister Thor Pedersen gå til bekendelse og tilstå, at han havde begået lovbrud og overtrådt reglerne om bopælspligt vedrørende sin gård syd for Rørvig. Ministeren lovede bod og bedring. Flertallet i Folketinget honorerede Thor Pedersens forbrydelse ved at ændre loven om bopælspligt, men kun for folketingsmedlemmer. Få år efter blev han udnævnt til Folketingets formand - landets højeste embede.

Samme hæder blev også i sin tid tildelt Erik Ninn-Hansen, da han blev fældet af tamilsagen. For mange borgerlige politikere har lovbrud været den sikre vej til kors og bånd og stjerner.

Anders Fogh vildledte Folketinget og var ansvarlig for kreativ bogføring i sit skatteministerium, men endte som landets statsminister. 

I 1908 meldte Venstremand og justitsminister Peter Adler Alberti sig selv til politiet for bedrageri, underslæb og dokumentfalsk for 15 millioner. Et svimlende beløb, som svarer til 900 millioner i nutidskroner. I modsætning til senere lovbrydende Venstre-ministre slap Alberti ikke for straf. Otte år i tugthus blev det til. 

Jægerbogsskandalen fik ingen juridiske konsekvenser for sagens øverste ansvarlige: Venstre-forsvarsminister Søren Gade. 

Statsminister Lars Løkke forærede som sundhedsminister privathospitalerne knapt en milliard i overbetaling. Kort tid efter blev han statsminister.

Den største skandale af den alle: løgnen om Irak fik heller ingen konsekvenser. Man kan næsten sige tvært imod: Løgneren Anders Fogh sidder i dag som generalsekretær i NATO. 

Jo, Britta Schall Holberg har ret: Der er en lang tradition for, at en ganske bestemt gruppe af  lovbrydere ustraffet slipper afsted med stort set hvad som helst i lille Danmark. De skal blot opfylde to betingelser: de skal være ministre og medlem af Venstre. Men er det et godt argument for at skåne Birthe Rønn Hornbech? Vel kun kun hvis man er så magtkorrumperet, at man ikke længere evner at skelne mellem ret og vrang.

Venstre roser sig af at være et strammer-parti, når det gælder retspolitikken. Dusinvis af stramninger af straffeloven er det blevet til i denne regerings embedsperiode. Men når det gælder regeringsmedlemmernes egne lovbrud har man i Danmarks liberale parti en blind plet som dækker hele synsfeltet. Sådan opstår en plumrådden kultur. Sådan skabes politikerlede. Og sådan falder korrumperede, løgnagtige politikere som Birthe Rønn Hornbech. 

Hovmod står for fald.  

 

 

  

  

Menneskesyn

Den forkætrede 24-års regel skal nu blødes en anelse op, udtaler statsminister Lars Løkke til Venstres landsråd.

"For den 23-årige amerikanske sygeplejerske, der allerede kan noget dansk, skal det være lettere at flytte til Danmark med sin danske ægtefælle. For hende har vi brug for," udtaler Løkke Rasmussen til Berlingske.

"Andre udlændinge kan dog være nok så gamle - dem kan vi ikke bruge - de bliver slet ikke lukket ind i landet".

En del tyder på, at Venstre efter ti års parløb med DF helt har overtaget støttepartiets værdier, siden man uden at blinke kan fyre sådan noget bræk af.

Taler du om brugbare mennesker underforstår du, at andre mennesker er skrot. Det siger alt som det menneskesyn som præger VKO.

Når mudderet flyver

Udviklingsminister Søren Pind sammenligner SF's gruppeformand Ole Sohn med nazisterne.

Et uhørt ordvalg for en dansk minister.

Måske er det værd at minde om, at der intet nyt er fremkommet om Ole Sohns fortid i mere end ti år.

Så hvorfor dette voldsomme udfald nu?

Fordi nyheden bag historien omhandler dens ophavsmand - ikke dens hovedperson. Søren Pind og hans regeringskolleger er alvorligt trængte og på vej væk fra magtens tinde. I kampen for at blive der, skyr man ingen midler.


Den slags giver altid bagslag og bidrager ikke til at samle sympati om hverken Pind eller regeringen - og det får faktisk Ole Sohn til at virke helt sympatisk.

To alen - et stykke

Der er ingen grund til at beklikke Pia Kjærsgaards synspunkter, udtalte Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen i går.

Hans ord faldt efter en uge, hvor samme Kjærsgaard havde plæderet for en racemæssig sortering af fremtidige indvandrere her til landet.

"Ingen grund til at beklikke"?

Tilsyneladende har Lars Løkke glemt, at der allerede foreligger en Højesteretsdom, hvori det anses som rimeligt at kalde Pia Kjærsgaards holdninger racistiske.

Eller har han?

Måske har han også glemt, at Pia Kjærsgaard, straks da dommen var faldet, satte sig ned og skrev et af sine ugebreve, hvori hun kaldte landets Højesteret politisk. En fuldkommen uhørt foragt for retsstaten, fremsat af en såkaldt ledende politiker.

Eller har han?

"Ingen grund til at beklikke"?

Mange politiske observatører er af den holdning, at det er en fejl at skælde ud på Dansk Folkeparti. Det blot får flere til at støtte dem, siger de.

De tager fejl. Og det er blot en af de mange fejl, som er blevet begået i omgangen med dette parti.

Den første fejl blev begået, første gang DF fik det første lille gran af politiske indflydelse i Danmark.

En af de største fejl skete, da den første danske statsminister gjorde sig afhængig af partiet.

De seneste to fejl skete i går.

Danmarks statsminister sagde, at han har det fint i lommen på et parti med racistiske synspunkter.

Og det kan han ikke se problemet i!

Der er god grund til at "beklikke" Lars Løkke - hele vejen ud af statsministeriet.