Med Gud i den ene hånd og sværdet i den anden

I lilleputstaten Liechtenstein bor der 35.000 mennesker. Landet har en meget nær tilknytning til naboen Schweiz, som man bl.a. deler valuta med. Det er også Schweiz som gennem sine ambassader repræsenterer Liechtenstein i udlandet.

Derfor tilstræber Liechtenstein at have en lovgivning som følger Schweiz på en lang række områder. Det var ikke mindst derfor, at det lille lands parlament for nyligt besluttede at tillade registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle, så homo-par fx kunne sikre hinanden i tilfælde af død eller ulykke. 

Samtlige Liechtensteins parlamentsmedlemmer stemte for den nye lov, som således blev enstemmigt vedtaget.

Loven om registreret partnerskab i Liechtenstein gavner kun et par håndfulde par, men signalværdien var stor.

Men landets homoseksuelle og parlamentet havde ikke taget de troende i ed!

Næppe var loven vedtaget, før "et borgerinitiativ" blev dannet med henblik på at indsamle underskrifter, så den nye lov kunne blive afskaffet. I Liechtenstein skal der blot 1000 underskrifter til - så skal en ny lov sendes til folkeafstemning.

Lederen af Vox Populi, som initiativet kalder sig, understreger, at hans forening sandelig hverken har til hensigt at støde bestemte befolkningsgrupper eller enkeltpersoner. Han har dog svært ved at forklare, hvordan det lille lands homoseksuelle befolkning ellers skal opfatte hans forening.

Liechtenstein katolske ærkebiskop har udtalt sin uforbeholdne støtte til Vox Populi. "Homoseksualitet er en dødssynd", siger han og anbefaler befolkningen at stemme nej til ligestilling af homoseksuelle ved den folkeafstemning som helt klart bliver følgen af Vox Populis underskriftsindsamling.

3/4 af landets befolkning er stærkt troende katolikker.

Og fra Rom sender Paven sine varmeste hilsener til Liechtensteins ærkebiskop og lykønsker ham på forhånd med sejren over homoerne og deres venner i parlamentet. 

Igen må man undre sig over den ulyksalige trang som mange religiøse mennesker har til at pålægge andre deres livsstil og standarder. 

Der er ikke en skid forskel på, om vi taler kristne højborge som Liechtenstein, Italien eller Uganda, hvor såkaldt ultrareligiøse kristne gerne myrder homoseksuelle i Herrens navn, eller om du tager til Mellemøsten, til Afrika eller til USA: fra mormonerne i Salt Lake City over Rom til Riyadh sker det på daglig basis: med en imaginær gud og hans imaginære vilje som skalkeskjul for deres fordomme spreder religiøse fanatikere deres hørm af homohad mod en lille minoritet som aldrig kan udgøre nogen trussel mod dem. Ja, de viger endda ikke tilbage for henrettelser og mord i bestræbelserne på at lave om på det, som ikke kan ændres. 

Krige udkæmpes i Herrens navn. Millioner er døde, fordi selvretfærdige, troende mennesker ikke har nok i religiøs selvransagelse og ikke kan nøjes med at bruge religionen til at forbedre sig selv i tanker og gerning. Nej, andre skal pinedød underkastes deres fortolkninger af troen og deres standarder. Om det så koster dem livet. 

Fundamentalistisk tro på Gud og Allah har kostet alt for mange livet og endnu flere livsglæden. I den henseende har kristendommen ikke noget at lade islam høre. Religiøs fundamentalisme er terror - uanset dens udspring. 

Hvor skal vi sove i nat?

Storbritannien skal snart til valg, og også der er det politiske miljø ret betændt.

Senest har en ubehagelig afsløring ramt De Konservative. Og afsløringen har oven i købet sit afsæt i en af de avis-historier, som i forvejen havde bragt britiske sind i kog.

Den handler om bøsseparret Michael Black og John Morgan fra Brampton i Cambridgeshire, som havde reserveret i værelse på en lille Bed & Breakfast pension i Berkshire.

Parret er godt oppe i årene – 56 og 62 år – og må siges at høre til de lidt småkedelige. John er byrådsmedlem for de liberale i deres hjemby. Michael er revisor.

Da de ankom til pensionen, styrtede husets frue ud for at møde dem i indkørslen. Hun meddelte dem, at det først nu var gået op for hende, at det var to mænd, som havde foretaget reservationen, og at hun som kristen ikke under nogen omstændigheder ville have den slags mennesker under sit tag.

Black og Morgan måtte finde et andet sted at overnatte, men valgte at anmelde den ugæstfri gæstgiver. Som de udtalte til The Observer: ”ingen ville være i tvivl om det forkastelige i værtindens opførsel, hvis det var to sorte mennesker, hun havde afvist”.

Nu raser debatten i England så om, hvorvidt forretningsfolk skal have lov til at udelukke kunder, de ikke kan lide. Alle de store partier har imidlertid været enige om, at man naturligvis ikke kan tillade racediskrimination eller diskrimination på grundlag af tro eller seksuel overbevisning. Hvad folk siger og gør som privatpersoner er deres egen sag, men vælger man at drive en forretning, har man pligt til at betjene alle.

Det britiske konservative parti – the Tories – kæmper i disse år med et noget støvet image. Som led i moderniseringen af partiet har man ved utallige lejligheder de senere år understreget hvor homo-venlig, man er. Der var endda en særlig Gay Pride event ved partiets sidste landsmøde, hvor tusinder af medlemmer deltog og mange af partiets homoseksuelle medlemmer benyttede lejligheden til at fortælle omverdenen, hvor gay friendly, De Konservative er blevet. Partiet har adskillige homoseksuelle personer blandt dets mest fremtrædende parlamentsmedlemmer; formanden David Cameron var en meget aktiv deltager i sidste års London Gay Pride March, og i sin første tale efter valgets udskrivelse i sidste uge brugte Cameron hele fem minutter på at tale til Storbritanniens homoseksuelle befolkning og forsikre dem om partiets opbakning. Det blev en svulstig omgang, en næsten pinlig hyldest til homoerne, hvor retorikken fik alt, hvad den kunne trække:

"They start businesses, operate factories, teach our children, clean the streets, grow our food and keep us healthy – keep us safe. They work hard, pay their taxes, obey the law. They're good, decent people – they're the people of Britain and they just want a reason to believe that anything is still possible in our country. This election is about giving them that reason, giving them that hope. That's the Conservatives mission – that's my mission – for the next 30 days and I can't wait to get started."

Ikke et sæde var tørt.

Men for få dage siden revnede ballonen.

En af De Konservatives absolutte topfolk, skyggeindenrigsminister Chris Grayling, var inviteret som taler ved et møde hos Centre for Policy Studies – Storbritanniens svar på vores Cepos, den borgerlige tænketank.

Chris Grayling var næppe klar over, at der var journalister tilstede, og heller ikke, at han blev optaget på bånd, mens han udtalte, at han fandt det helt OK, hvis indehaveren af en Bed & Breakfast afviste homoseksuelle i døren. Direkte forespurgt, om det samme så skulle gælde sorte mennesker svarede han ”nej, det er noget andet”.

Kun få briter forsvarer Graylings holdninger, men David Cameron har foreløbig valgt at lade ham beholde sin post i partiet som Englands kommende indenrigsminister, hvis The Tories vinder valget. Et er dog sikkert: størstedelen af landets homoseksuelle vender nu De Konservative ryggen. Også i England gælder det, at der typisk er mere ordgejl end fakta og politisk handling bag de venlige ord om homo-rettigheder og tolerance, når de ytres af borgerlige politikere.

Racismen Down-Under - og her

Australien er ved at få sig et dårligt ry blandt folk med mørk hud. En massiv racismebølge skyller ind over landet og rammer i flæng muslimer, indere, afrikanere og selv landets oprindelige befolkning - aboriginerne.

For en uge siden blev en indisk studerende dræbt i et blodig kniv-overfald i Melbourne, og i går var den gal igen. Endnu en ung inder blev offer for et racistisk motiveret overfald. Denne gang "nøjedes" gerningsmændene dog med slag med nogle boldbat og derefter at sætte ild til offeret.

Disse to overfald er imidlertid blot toppen af isbjerget af racistisk vold, rettet mod "udlændinge" i Australien. Unge indere har været ofre i over 500 voldssager i Australien det sidste år iflg australsk politi. Et faktum, som har fået den indiske regering til at fraråde rejser til Australien.

BBC har i de seneste måneder rapporteret udførligt fra kontinentet down-under, og også danske medier er også begyndt at interessere sig for de triste tilstande dernede. I Jyllands-Posten dog tilsat den form for uklædelig udeladelse, som også kun var at forvente af DF's partiblad: avisen beretter nok om de mange overfald på indere i Australien, men den fortæller ikke, at et stort antal muslimer og afrikanere også er blevet ramt. Og den tier omhyggeligt med, at gerningsmændene er såkaldt pæne, kristne mænd fra det ekstreme højremiljø - det selvsamme miljø, som avisen herhjemme direkte og indirekte bakker op om i tide og utide.

På regeringsplan er australierne rasende over beskyldningerne for racisme. Regeringen har indtil for ganske nyligt fastholdt, at der ikke var noget mønster i de mange overfald på udlændinge. Men med den den indiske regerings udmelding er man blevet nødt til at træde i karakter. Nu diskuteres det ømtålelige emne i det mindste både i parlamentet og i medierne, og volds-racismen fordømmes af høj og lav.

Og med tydelig adresse til de lokale bøller og - hvem ved - måske også til lille Danmark i det høje nord kan man i en ny vejledning til børn og unge i de australske skoler læse de kloge ord:

Some people mistakenly believe that the public expression of racist attitudes is a legal and acceptable form of free speech. In Australia, as internationally, the right to freedom of speech carries with it certain responsibilities and restrictions which protect the rights of others against open hostility and discrimination. Australian law expressly prohibits incitement to discrimination, hostility or violence on the basis of race.

"I Australien, som i udlandet, indebærer retten til ytringsfrihed også et vist ansvar og visse begrænsninger, der beskytter andre mod åben fjendtlighed og diskrimination."

I denne ene sætning mejsles det i sten: ytringsfriheden må aldrig blive et skalkeskjul for had og racisme - uanset hvad voldelige ekstremister, alverdens karikaturtegnere, sorte præster og Trykkefrihedsselskaber så måtte sige.

Den slags formuleringer standser hverken racisme eller vold mod mindretal. Men den gennemhuller helt og aldeles det skjold, som de mest ekstreme holder op foran sig, når de bebrejdes deres hadefulde udfald mod andre "af forkert etnisk herkomst".

Kunne man forestille sig en lignende lærebog i de danske skoler? Kunne vores Folketing enes om en tilsvarende erklæring? Næppe, så længe VKO sidder på magten. Her i landet forsvarer et lille snævert flertal nemlig hellere retten til uindskrænket had fremfor retten til at leve i fred og fordragelighed for alle.

Peter og mig

Jeg flyttede fra det trygge Jylland til det vilde England, nærmere bestemt London, som 18-årig.

Næppe var jeg ankommet til den allerførste rigtige arbejdsplads i hele mit liv, før det Margaret Thatcher-agtige fruentimmer, som skulle være min chef, meddelte mig, at Peer er et totalt latterligt navn at gå rundt med.

"Piir", vrængede hun, "what an imPOSsible name!" - som om mit fornavn var en fornærmelse mod alt britisk.

Jeg prøvede gentagne gange i løbet af dagen at få hende til at udtale det, så det lød bare lidt genkendeligt i mine egne ører, men det ville ikke rigtigt lykkes. Jeg sagde "e", og hun svarede "i". Gang på gang.

Til sidst resignerede jeg. Måske kunne man vænne mig til et liv som "Piir"?

"Never mind", sagde jeg og regnede med, at emnet var uddebatetet.

Jeg kendte ikke på det tidspunkt Mrs Rush's ærgerrighed og perfektionisme.

Senere samme eftermiddag kom hun begejstret styrtende ud fra sit kontor, hvor hun åbenbart havde øvet sig i smug.

"Pøøøøør!!!" råbte hun triumferende ud over det mest af forretningen.

Arbejdspladsen var verdens største boghandel, Foyle's, og allerede i løbet af de første timer på jobbet havde jeg stiftet bekendtskab med uanede mængder charmerende engelsk excentricitet.

Det var en verden af tea-ladies som kørte rundt i bygningen med gigantiske beholdere med friskbrygget te til personalet, som taltes i hundreder. En kop te kostede 2 p, hvilket var oprørende dyrt ifølge mine kolleger. Det smagte som opvaskevand, men alle drak det.

Lektion 1 i engelsk dagligliv:

engelsk te er ikke nødvendigvis god te.


Der var ingen kantine, men billig steak-and-kidney-pie i cafeteriaet inde ved siden af. Alle englændere ELSKER steak-and-kidney-pie, fik jeg at vide og tog spiste begejstret løs uden at tænke over indholdet af den mystiske brødpakke.

Lektion 2: Kun landsforrædere og ubritiske styrvolter spiser ikke pie!











Kunderne i boghandlen forventedes af have oceaner af tid, for det var en ære overhovedet af blive ekspederet i Foyle's; at få lov til at betale krævede betjening af ikke mindre end tre personer: en ekspedient, en kasserer og en chef, der godkendte salget. Alle tre steder stod man i snorlige køer og ventede. Højst bizart.

Lektion 3: hvis to englændere befinder sig på samme sted, danner de straks en kø.



Jeg må have set meget opgivende ud, da chefen råbte sin nye version af mit navn, for hendes ansigtsudtryk ændredes fra imødekommenhed til irritation i løbet af det øjeblik, hendes blik mødte mit. Et kort øjeblik frygtede jeg i fuldt alvor, at hun ville fyre mig på min første dag, fordi hun ikke kunne udtale mit fornavn.

Det kom til at gå anderledes.

"Your name 'round here will be PETER", meddelte hun efter et splitsekunds overvejelse i en tone som ikke åbnede mulighed for forhandling.

Det var OK med mig. Jeg havde allerede oplevet andre kalde mig "Pæær" som en engelsk pære, og det forekom ligeså lidt tillokkende som Mrs Rush's mange uheldige forsøg på at udtale mit navn.

Fra det øjeblik hed jeg Peter. Et navn jeg kom til at bære i fire år uden at have bedt om det. Og fordi England ikke havde (og forresten stadigvæk ikke har) et centralt personregister, blev det firmaets indberetning til det engelske skattevæsen om mig, der kom til at danne grundlag for al registrering af mig hos myndighederne. Jeg var ved at dratte ned fra stolen første gang, jeg modtog et brev med mit skattekort og opdagede, at det ikke kun var min småskøre chef, der kaldte mig Peter. Det samme gjorde man hos skattevæsenet, ja på alle officielle kontorer og derfor også på min arbejdstilladelse og på mit fine nye engelske sygesikringsbevis.

Mrs Rush havde formået med en henkastet bemærkning og et "t" med en kuglepen ned gennem mit fornavn på mit ansættelsesdokument at ændre min identitet, blot fordi hun ikke kunne vride sin engelske tunge omkring et dansk "e"!

Navnet voksede på mig. Før jeg så mig om, stod jeg med Peters første håndskrevne (!) lønseddel i hånden, og jeg var blevet til London-commuteren Peter på mit månedskort til the Tube. En måned senere stønnede min første engelske boy-friend "Peter", mens vi lærte hinanden at kysse hjemme på hans hummer i hans forældres hus.

Men Mrs Rush trækker spor den dag i dag.

Der findes stadig sammenhænge, hvor jeg bliver til Peter. Det sker især, når jeg skriver på engelske og amerikanske internetsider, hvor jeg har det med at brede mig i patient-fora om Hiv og i forskellig homopolitisk sammenhæng.

Engelsk er jo et sprog som udfordrer kreative sprogligt anlagte mennesker, så der gik ikke mange måneder fra den første patient blev diagnosticeret som hiv-positiv til betegnelsen "poz" var opfundet som mundret talesprog for både tilstanden og os, der bærer sygdommen.

"Poz-people" blev hurtigt en almindelig betegnelse for hiv-positive mennesker, og det store månedsmagasin, som omhandler alle sider af livet som hiv-plus hedder da også simpelthen Poz.

Mrs Rush døde for en del år siden, fandt jeg ud af, da jeg sidst var i England.

Det er såmænd ikke fordi min erindring om hendes fysiske fremtoning er særlig skarp længere. Det hele skete trods alt for mere end 30 år siden (gulp), men jeg må indrømme, at jeg tit sender hende en kærlig tanke, og især når jeg - som igen i nat - har siddet og skrevet med andre hiv-smittede rundt omkring i verden om, hvad der rører sig i vores positive liv.

Så tager jeg nemlig mit udenlandske nick på og bliver til Peter Poz.

Jeg tror, gamle fru Rush ville være blevet glad, hvis hun havde fået at vide, at jeg nu også har et efternavn, hun havde kunnet udtale.

Thank you, Mrs Rush. You made the impossible poz-ible.