Tanker, tårer og håb - World Aids Dag 2012

I tiden omkring World Aids Dag fyldes jeg altid med en forunderlig blanding af sentimentalitet, sorg, glæde og håb.

Det er den tid på året, hvor jeg særligt meget tænker tilbage på de venner, kærester, bekendte som kom ind i mit liv og forsvandt ud af det , hurtigere end nogen af hos kunne drømme om, fordi aids tog dem.

Det var en turbulent tid, firserne. Som kugler i et pinball-spil der kastes rundt af små elektriske paddehatte var vi viljeløse, mens en større magt tog herredømmet over vores liv – og død. I krisens første år fandtes der ingen hiv-test, ingen sikker sex råd - ingen ret, ingen vrang. De første som døde af aids anede intet om  sygdommens eksistens, da de blev smittet. Den havde ikke en gang et navn. Den gang som nu gjaldt det: det er ikke dumhed eller ondskab, som giver dig hiv. Det er kærligheden og dens somme tider grusomme konsekvenser.

Jævnligt blev en af os sølvfarvede kugler opslugt af den store pinball-maskine. Maskinens lodrette point-tavle med de blinkende lys, de vilde lydeffekter og spillernes score som blev ved med at stige holdt pludselig op med at tælle. Game over! Hvem bliver den næste?

”Vi er generationen som blev gamle årtier for tidligt”, sagde en god bekendt, da vi var på vej hjem fra endnu en begravelse. Og han havde ret. Hiv stjal en hel generation af unge bøssers ungdom. År som burde have været sorgfri og fulde af forventningens glæde blev præget af stor angst og stor sorg. Mange døde, flere af os fik ar på sjælen som aldrig heles.

I ti år var der et årlig Fakkeltog mod Aids i landets store byer. Man samledes til en højtidelig stund, og alle tændte så en fakkel, hvorefter vi begav sig ud på den sorgfulde vandring. Arrangementet sluttede med taler, fællessang, oplæsningen af navnene på årets Aids-døde og til allersidst afspilningen af sangen That’s What Friends Are For, som blev skrevet for at støtte den gode sag. Der stod vi – mange af os med tårerne strømmende nedad kinderne. Vi græd for de mistede, vi græd af frygt, og vi græd af glæde over at være tilstede endnu. Endnu et venne-citat trænger sig på, når jeg tænker på disse fakkeltog. Det var ham som stille sagde: ”Jeg kan ikke det her mere. Det er jo min egen dødsvandring, jeg deltager i”. Så smed han faklen fra sig og løb derfra. Han havde ret. Han døde få måneder senere. 26 år gammel.

Siden blev tiderne bedre. Meget bedre. Tre-kombinations-behandlingen kom og ændrede situationen dramatisk, men i de første mange år havde overlevelsen en pris: bivirkninger så slemme, at mange valgte at droppe behandlingen frem for det ydmygende liv som overlever med ble på grund af kronisk diarre eller med dramatiske ændringer af udseendet: store pukler i nakken eller hulkindede ansigter; dødsmærkede at se på med stankelben og tynde arme på grund af den omfordeling af fedtet, som pillerne medførte.

Ved Hiv-Danmarks ti års jubilæum i 2001 talte en af landets førende specialister i hiv. Han holdt en jubeltale, hvor han lovede de heldigste af os tyve år til. Måske mere. Vantroen bredte sig i forsamlingen. Men kun få jublede. Traumet fra de foregående år var for stort. Når man har brugt alle sine indre kræfter på at forsone sig med døden, forekommer det næsten uoverkommeligt at skulle lære at leve.

Men leve gør vi jo. Os få overlevende fra krisens første år og alle de nye som sidenhen blev ramt af hiv. Udviklingen indenfor hiv-behandling dokumenteres måske bedst af den generationskløft, som er tydelig, når unge og gamle hiv-smittede mødes. De unge, nysmittede forstår ikke os gamle. For dem er hiv noget som man holder nede med en enkelt pille om dagen. De vil opnå samme høje alder som deres jævnaldrende, ikke-smittede. De kan få børn ved naturmetoden uden at smitte hverken barn eller partner, ja, i dag er behandlingen så fantastisk, at risikoen for at få hiv fra en velbehandlet positiv må siges at være ikke-eksisterende. Hvem kan bebrejde dem, at de ikke kan forestille sig, hvor slemt det var – den gang?

Og dog er de danske smittetal uforandrede år for år. Op mod 25% af Danmarks hiv-positive er nemlig syge – og højst smitsomme –uden at vide det.

Statens Serum Institut har netop udsendt sin HIV-årsopgørelse for 2011.

De rå tal er:

Antal af nysmittede mænd: 193 (heraf 114 som blev smittet ved sex med en anden mand).

Antal af nysmittede kvinder: 74.

46% af de nysmittede kommer fra Storkøbenhavnsområdet.

Opgørelsen indeholder nogle meget alarmerende oplysninger:

34% af de nysmittede mænd som oplyste, at de er homoseksuelle, havde et CD4-tal på under 350.

For de nysmittede mænd som oplyste, at de er biseksuelle var det tilsvarende tal 60%.

CD4-tallet som måler immunforsvarets styrke er også en indikator for, hvor længe hiv-patienten har gået rundt med en ubehandlet hiv.

For ikke-smittede ligger CD4-celle tallet typisk mellem 800 og 1.500.

Hvis du har et CD4-tal på 350 eller derunder, når du findes hiv-positiv, har du altså ikke alene levet med en ubehandlet hiv i et godt stykke tid. Sandsynligheden for at du i den samme periode har smittet andre er også i høj grad tilstede. Det samme er risikoen for, at din langtidsprognose er forringet betydeligt i forhold til den fyr som blev testet hurtigere efter smittetidspunktet.

Ni aids-syge døde en alt for tidlig død sidste år.

Og  59 af sidste års nysmittede modtog deres hiv-diagnose, liggende dødssyge på en båre, samtidig med at de fik deres aids-diagnose. 

Det er ikke godt nok.

Hvorfor er det enkle valg – at blive testet – så svært for så mange?

Spørger man kloge mennesker med forstand på adfærdspsykologi svarer de, at årsagen skal findes i lige dele angst og skam.

Angst for omgivelsernes reaktion; skam – selvstigmatisering – over ikke at have passet på sig selv.

Angsten er ikke grundløs. Som min gode ven Lars Thaysen formulerer det på sin blog:

63% af danskerne lider af hivfobi –det vil sige, at selv om de fleste har en ret god viden om, hvordan hiv smitter, så er de alligevel i visse situationer (tårer, spyt, dele toilet mv.) i tvivl om deres egen viden.

25% af de hiv-smittede har haft oplevelsen af, at andre er bange for dem eller har taget afstand til dem. Ca. 20% af de hiv-smittede har højst fortalt om deres hiv til to personer, og ofte holder hiv-smittede deres hiv hemmeligt for familien. 60% af dem, der er blevet test for hiv, er bange for andres reaktioner, hvis testen skulle vise sig at være positiv.

Man kan tilføje, at de mange fordomme om hiv sanktioneres fra allerhøjeste sted: hele 45 lande opretholder stadig indrejseforbud eller restriktioner mod hiv-positive. Måske passer det de lokale regeringer godt at fastholde et fjendebillede af hiv som noget udefrakommende, frem for som noget man bør tage sig af lokalt?

Det er i hvert fald tilfældet i lande som Ukraine og Hviderusland. Her breder hiv sig som en steppebrand, mens regeringerne sidder med fast lukkede øjne og korslagte arme. Med en smitterate som ellers tidligere kun sås i Afrika har hiv bredt sig fra de to landes population af sprøjtenarkomaner og til den almindelige, heteroseksuelle befolkning. I de to diktaturer er bøsserne heldigvis ikke ramt. De har nemlig slet ikke homoseksuelle der, siger disse landes bøddel-regeringer, som hverken besidder evnen eller viljen til at sikre deres hiv-positive en behandling af deres sygdom og ejheller tager skridt til at stoppe smittespredningen. Hvert år smittes 20.000 personer i Ukraine, og det er unge mennesker, vi taler om – langt størstedelen af dem er  endnu ikke fyldt 30.

410.000 mennesker lever med hiv i Ukraine, men et ufatteligt stort antal mennesker dør af hiv i Ukraine: Hvert år taber 25.000 unge ukrainere kampen mod hiv. En kamp de havde vundet, hvis ikke landets ondsindede, skruppelløse regering havde valgt at reservere medicinen til en ganske lille skare.

Det sker på vores dørtrin. Ukraine er et naboland til EU. Og til dato har intet diplomatisk pres eller  desperate opråb fra alverdens læger fået landets regering til at ændre kurs. Ukraines regering begår folkemord på sin egen befolkning. Men hvem stiller regeringen til ansvar?

Og hvordan ser det ud i resten af verden?

FN’s hiv-organisation UNAIDS har netop udsendt sin årligerapport. Den indeholder tal som får vores lokale oplysninger fra Seruminstituttet til at blegne:

Vi er nu 34 millioner på kloden som lever med hiv. Men halvdelen af os aner det ikke!

2.500.000 blev smittet sidste år.

1.700.000 mennesker døde af aids i 2011.

Og det var de gode nyheder!

Disse tal dækker nemlig over, at der er sket et fald på 50% i antallet af nysmittede i de mest udsatte lande.

Samtidig er tallet for hiv-smittede i behandling steget med ikke mindre end 63% over de sidste to år.

Og antallet af døde er faldet med 25% på årsbasis over de sidste fem år.

Det er især i Afrika, vi ser forbedringer. Det skyldes de massive investeringer som er foretaget på kontinentet. Investeringer i hiv-piller, kondomer, lægehjælp og ikke mindst undervisning i sikker sex adfærd. Lidt under halvdelen af hjælpen til kontinentet kommer udefra, men over halvdelen finansieres nu af de lokale regeringer.

Der er ingen tvivl om, at kurven er ved at knække. Man ser det, hvis man betragter hiv-krisen ud fra et globalt perspektiv. Der er grund til optimisme. Men samtidig er der stadig brændpunkter, hvor aids – verdens mest politiske sygdom - er en grufuld modstander og vil være det i mange år endnu.

Det er lægernes bedste skøn, at jeg blev smittet med hiv omkring 1982. Hiv og jeg fejrer altså vores perlebryllup i år. I mange af de år vidste jeg ikke, at jeg var bærer af den lille virus med den store virkning. Jeg fandt ud af det på den barske måde: i løbet af 3-4 måneder tabte jeg over 20 kilo. Mit svælg lukkede sig af et voldsomt svampe-angreb, så jeg ikke kunne spise. Min hud blev angrebet af en underlig sygdom, som jeg senere erfarede har et langt latinsk navn. Mit helbred befandt sig i en nedadgående spiral som gik vanvittig hurtigt: I løbet af den uge som gik, fra jeg fik taget den hiv-test, som jeg inderst inde godt vidste var positiv, til resultatet forelå, forsvandt min evne til at gå og stå ved egen hjælp. Den første sætning i min journal fra Rigshospitalet beskriver mit immunsystem som ”udslukt”.

Det blev et langt sygeleje. Men jeg rejste mig igen. Som ved et mirakel havde min krop nemlig formået at holde hiv stangen længe nok til, at der fandtes medicin som kunne holde mig i live – selv om det indebar 18 piller om dagen, indtaget på de mærkeligste tidspunkter og på vidt forskellige betingelser: for guds skyld fastende! ENDELIG ikke fastende, men sammen med en fedtholdig fødevare!  Med mælk! Mindst en time før eller efter et måltid! Sammen med den blå pille! Nårsomhelst, men det virker ikke, hvis du drikker grapefrugtjuice! Lige før sengetid! EFTER sengetid (husk vækkeuret!)

Jeg havde et håndlavet skema med en oversigt over, hvordan og hvornår jeg skulle æde de forbandede piller, som gav mig alle de rædselsfulde bivirkninger, men som samtidig reddede mit liv. Skemaet og pillerne fulgte mig i tykt og tyndt gennem lang tid. Venner så på med vidt opspærrede øjne, når jeg tog mit medicin-arsenal frem under besøg. Den gang fik en hiv-smittet ikke lejlighed til at glemme sygdommen et eneste sekund.

Jeg fortæller om mig selv i håb om at overbevise dem som vakler, når det gælder om at blive hiv-testet. Gør det! Vent ikke! Det kan gå så grueligt galt, og det sker så utroligt hurtigt. Alt for mange går rundt i blandt os som invalide, fordi de kom for sent i behandling og endte med at miste deres syn eller evnen til at gå, fordi aids fik lov til at nedbryde deres organer i et omfang, så de ikke kunne reddes. Bliv ikke en af dem. Lov mig det!

Skal jeg gøre status i dag, kommer jeg til at bryde et tabu. For selv om jeg selvfølgelig så langt havde foretrukket et liv som hiv-negativ, kommer jeg ikke uden om at tilstå, at hiv også har ændret mit liv i en positiv retning. Jeg har fået venner – mange venner – som jeg aldrig havde fået, hvis ikke hiv havde været den faktor som førte os sammen. Jeg har oplevet det privilegium at blive optaget i et verdensomspændende netværk af hiv-aktivister, hvor vi i dialog med hiv-forskere forsøger at gøre tilværelsen bedre for klodens hiv-smittede ad videnskabens vej. Og jeg går rundt med denne bagage af sentimentalitet og indre alvor, som jeg faktisk nødig ville være foruden. Det er den som jævnligt prikker mig på skulderen og hvisker ”drop det der – livet er for kort til den slags”, når jeg bliver for meget flueknepper. Det er derfra min store indre glæde ved livet stammer. Det er den, som får mig til at værdsætte hver dag, den som får mig til at tude, når jeg hører smuk musik. Og det er den som får mig til at værdsætte min elskede og hans kærlighed i et omfang, jeg ikke troede muligt den gang jeg var ung, naiv og ubekymret.     

Til World Aids Dag skal jeg som sædvanligt på Nytorv i København for at se de mange lys, som Positivgruppen tænder til minde om de døde og som et håb i mørket for de overlevende. Som sædvanlig vil jeg fyldes af vemod, men også af glæde. Jeg er ikke nogen pinball-kugle mere. Jeg spiller mit eget spil som herre over mit eget liv. Det skal nok gå – for mig og millioner af andre. 

Men det ændrer ikke ved, at der stadig er masser af udfordringer, når det gælder hiv, og at tragedierne ikke stopper fra den ene dag til den anden. Så kampen fortsætter, men vinder vi den?

Havde du spurgt mig for bare få år siden, ville jeg have været oprigtigt i tvivl.

I dag vil jeg svare: gu’ gør vi så! Det kan godt være, at der går mange år, og at hiv vil kræve hundredtusinders liv hvert år en del år endnu, men vi vil besejre den forbandede sygdom sammen: dig, mig, lægerne, sygeplejerskerne, de visionære politikere, aktivister fra nær og fjern. Psykologer, sociologer, velmenende venner, og det som nogle med en slet skjult hån kalder ”industrien”. Og alle jer andre: jer som synger, danser, optræder og går på gaden med raslebøsser i den gode sags tjeneste. Jer som siger ”drop dog det pjat”, når en kollega eller bekendt har betænkeligheder ved dele toilet med en hiv-positiv. Jer som ignorerer formiddagsbladenes dommedagsbasuner, når de omtaler hiv-positive personer som noget vildt skræmmede. Jer som forstår, at en positiv hiv-status ikke gør en ellers rar og elskelig person til et monster fra den ene dag til den anden.

Jer som skænker hiv en tanke, når det igen bliver 1. december.

Tak til jer alle – hver og en. I gør verden et bedre sted at leve.

Glædelig World Aids Dag. Glædelig jul.  

Verden set gennem blå briller - Berlingskes svanesang

Det er ikke mange år siden, at enhver avis med respekt for sig selv satte en ære i at rapportere så objektivt som muligt. Avisens holdning havde ikke noget med nyhederne at gøre. Holdningerne kom til udtryk på lederpladsen og i enkelte andre sammenhænge, hvor man lod meningsfæller komme til orde - typisk i form af kronikker og læserbreve. Bag den attitude lå en veludviklet etisk sans for retfærdighed samt forståelsen af, at den enkelte læser udmærket er i stand til at danne sig sin egen mening baseret på fakta.

I dag er det ideal lagt på hylden - i hvert fald hos Berlingeren. Uskyldens år er omme.

Det Berlingske Hus - Berlingske Tidende, BT, nyhedsbureauet BNB og et hav af lokal-aviser er en magtfuld faktor i Danmark, men også et hus som har lagt alle intentioner om objektiv nyhedsdækning bag sig. Samtidig befinder koncernen sig midt i en kamp for sin overlevelse - en kamp som tilsyneladende fylder så meget i den interne bevidsthed, at der ikke længere er plads til selvransagelse.

Berlingske Medier er i dag en borgerlig propaganda-maskine, som ikke kun på leder-plads og i andre holdningsprægede indlæg lader sin borgerlige grundholdning skinne igennem. Nej, i dag er langt de fleste nyhedsartikler gennemsyret af en stærk borgerlig tankegang. Objektivitet er ikke længere et parameter i husets nyhedsformidling.

Et eksempel: Berlingske fra lørdag 8. September. Solgt i løssalg fra hver snart sagt hver eneste kiosk og benzintank i kongeriget til en pris af kr 30,-. Denne analyse omfatter kun avisens 1. sektion.

Forsiden: Dagen efter Villy Søvndals meddelelse om, at han trækker sig tilbage som SF-formand, fylder nyheden meget i avisen. Den store overskrift brøler "Magtkamp efter Villy", og artiklen handler om det - for borgerlige åbenbart højst usædvanlige - at SF har en tradition for, at medlemmerne vælger partiets formand. Den korte artikel fortæller om "magtkampe" og om Astrid Krag som bakkes op som ny formand af "magtfulde" Thor Möger Pedersen - men ingen af de personer, som avisen omtaler, har rent faktisk udtalt sig om emnet - og slet ikke til Berlingske.

Side 2: Lederartiklen er en Lisbeth Knudsen tour de force - én lang nedrakning af af Villy Søvndal, kulminerende i sætningen "Håbet er, at SFs svækkelse viser sig så dyb, at Villy Søvndals befrielse også befrier Danmark for regeringen". Men skadefryd er aldrig klædelig, og slet ikke hos en lederskribent i Danmarks ledende borgerlige avis.

På samme side findes også dagens karikaturtegning som gør grin med Margrethe Vestager og Villy Søvndal, samt en henvisning til "Groft Sagt" på side 28 med et ædende ondt citat om SF som omtales som "Stegte Fluer". Derunder en henvisning til dagens kronik som er skrevet af Søren Krarup - endnu et bidrag fra den pensionerede præst og anti-muslimske hysteriker i hans kamp mod menneskerettighederne.

Side 3: en helsides reklame fra Magasins afdeling for damelingeri.

Side 4 og 5: Et dobbeltopslag som fortsætter forsidehistoriens tema om den "magtkamp" som angiveligt finder sted i SF. Der er en præsentation af Ida Auken og Astrid Krag, men det bemærkelsesværdige er, at avisen fortsætter med at tale om "fløjkrige", "magtkampe" og "opgør", men at ingen af de personer, som bladet bringer på banen har sagt andet til avisen end "ingen kommentarer". Igen kommer det tilsyneladende som et chok for avisen, at man i et politisk parti kan have en demokratisk proces omkring et formandsvalg med opstilling af kandidater, valg og udnævnelse. Desuden er der i mindre opsætning en omtale af en måling, som Gallup har lavet for Berlingske som viser, at et flertal af SFs vælgere bakker op om Villy Søvndals beslutning om at træde tilbage.

Side 6 og 7: Nedrakningen af Villy Søvndal fortsætter i en retrospektiv artikel om, hvordan han har ledt sit parti til succes og derefter kørt det i sænk, afsluttende med den mystiske sætning: "Det vækker både vrede, frygt og håb i SF, at Villy Søvndal overdrager opgaven med at acceptere regeringens politik til en helt ny og uprøvet formand". Artiklens forfatter åbenbarer ikke, hvad han havde forventet i stedet. Læseren spørger lettere mystificeret sig selv: har noget parti i verden i grunden sagt farvel til en partiformand og erstattet ham med en person som med stor erfaring i netop den rolle? Dette er jo regederligt sludder! Artiklen har da heller ingen kildehenvisninger og ikke et eneste SF-medlem som udtaler sig til citat - men den er lang og ordrig.

På de samme to sider: Politisk kommentator Thomas Larsen "analyserer". Larsen konkluderer åbent det, som har været et det usagte, underliggende tema på de foregående sider: "Samlet set virker overdragelsesforretningen i SF som en antitese til det gennemtænkte, velforberedte og lydefri ledelsesskift, der blev eksekveret af Pia Kjærsgaard, da hun gav DF videre til Kristian Thulesen Dahl". Thomas Larsen kunne sådan ligeså godt have tiljublet diktaturstaten Nordkoreas måde at give magten videre på eller prist en af verdens fascistiske lederskikkelser for hans evne til at skide på demokratiet og meddele sine undersåtter: stem ja eller skrid. Ligger basale demokratiske grundprincipper virkelig Thomas Larsen så fjernt, at han kan finde på at sammenligne SF med DF og dybt beklage, at de første ikke er som de sidste? Åbenbart! Er jeg den eneste som finder det chokerende, at gode gamle Tante Berlinger hylder et parti, hvor medlemsdemokrati er ikke-eksisterende, og hvor enhver dissens mødes af øjeblikkelig eksklusion, samtidig med at avisen spotter et andet parti for dets demokratiske struktur?

Hvad sker der for jer, Berlingske? Er grøfterne mellem blå og rød virkelig så dyb i jeres optik, at I har besluttet jer til at give fanden i faktuelt indhold og æde alt fra blå blok råt, uanset hvor anti-demokratisk det er?

Side 8-17: Indenrigstelegrammer, reklamer, og "smånyt".

Side 18-19: Et dobbeltopslag om USA's præsidentvalg med en reportage fra Demokraternes konvent skrevet af David Trads. Budskabet er: Obama er "træt", "skuffende", "uden schwung","uden bud på en ny politik" og "i virkeligheden er alting meget værre i Obama's USA end det umiddelbart ser ud til". Er amerikansk politik virkelig så firkantet for Berlingskes læsere? Er du blå i Danmark, støtter du Romney i USA. Er du rød, er du Obama's mand. Ikke just et sofistikeret verdensbillede. Faktisk primitivt på 7. klasses niveau. Og en grov desavouering af USA's demokratiske vælgere.

Side 20-21: Reklamer og stof om handicap-OL.

Side 22-23: Berlingskes Bent Blüdnikow i et demagogisk mesterværk af en "nyhedsartikel" flår TV-serien Matador fra hinanden og kommenterer på baggrund af samtaler med diverse højrefløjs-intellektuelle, at Lise Nørgaards mesterværk blot er et "kulturradikalt", forvrænget billede af Danmarks historie. To ting falder især Blüdnikow og vennerne for brystet: at TV-seriens Doktor Hansen er medlem af Radikale Venstre og modstandsmand. "Den slags fandtes der stort set ingen af", udtaler historikeren Steen Andersen til artiklen. Artiklen nævner imidlertid intet om samme Steen Andersens nære tilknytning til den meget konservative del af erhvervslivet gennem sit forfatterskab om forretningslivets koryfæer, men hvad værre er: den nævner heller ikke, at "journalist Bent Blüdnikow" er den samme Blüdnikow, som var medstifter af CEPOS. Han er kendt som "Danmarks selvudnævnte McCathy og heksejæger" med henvisning til manden som i 50'ernes USA indledte en klapjagt på alle venstreorienterede og som hensatte landet i en ubegrundet kommunistforskrækkelse, som det tog årtier at overvinde. Tre af Blüdnikows bøger har måttet trækkes tilbage til forlagene, fordi det viste sig, at de indeholdt så mange løgne, at forlagene ikke kunne stå ved dem. Hvad laver han på den avis, som engang var Danmarks fornemste organ for folkeoplysning? Og hvorfor lader avisen som om, han er en objektiv journalist?

Endnu mere forarges Blüdnikow over, at De Konservative i TV-serien fremstilles som folk med nazi-sympatier. Og igen bringes Steen Andersen på banen som et sandhedsvidne. "Det er et temmelig forløjet billede skabt af en kulturradikal konsensustænkning", siger Andersen. Uoplyste læsere bedes her betænke, at "kulturradikal" i vide borgerlige kredse er et skældsord på linje med "stinkende kloakslam" og "Institut for Menneskerettigheder".

Jeg tror ikke, at jeg nogen steder udenfor diktaturstater før er stødt på et så gennemskueligt forsøg på historieforvrængning som denne artikel. Der er en grund til, at De Konservative nødigt taler om 1930'erne. I Danmark var Konservativ Ungdom en overgang så fascineret af Hitler, at man gik i strårem og heilede, og den konservative top-politiker Ole Bjørn Kraft udgav en bog om fascismen, hvor han omtalte Hitler i stærkt rosende vendinger. Der er fotos nok som dokumenterer det. Rystende at Blüdnikow og Andersen fornægter det.

Man forstår, at nu - med 2. verdenskrig på lang afstand - er det magtpåliggende for det borgerlige Danmark at hvidvaske sig selv fra den skændsel, som man udgjorde i midten af forrige århundrede, og denne artikel er et pinligt, pinligt forsøg på manipulation, rettet mod de unge og yngre historieløse, som ikke har fået fortalt i skolen, hvordan det virkelig var. Dette er usselt, kære Berlingske. I et mislykket forsøg på et cover-up af det borgerlige Danmarks dunkle fortid ender I som en skamstøtte over alt det værste i den danske medieverden. En sølle, virkelighedsforvrængende las, som ikke lader sovjetiske Pravda under Bresnjef eller DDRs TV-nyheder under Honecker noget efter. Det er så groft, at man kunne tude. Og samtidig melder tanken sig: skyldes Berlingskes enorme tilbagegang måske, at ikke en gang de mest kongeblå blandt de blå kan leve med et medie som fordrejer virkeligheden så groft for at please sin ikke nærmere definerede målgruppe af borgerlige læsere? Jeg tror det.

Side 24-25-26-27: Kulturnyt med blandt andet en nedrakning af den seneste koncert i DR's koncertsal.

Side 28: Sørine Godtfredsen, præst, journalist og Folkekirkens ærkekonservative svar på dræbersneglen i et frådende angreb på kirkeministeren som vil tillade vielser i det fri. Godtfredsen mener, at vi skal passe på med at det religiøse bliver for festligt. Et rimeligt standpunkt i betragtning af at hun selv er så festlig som en selvdød vandrotte. Men mellem os sagt: hvem er det masochistiske par som ville ønske sig at blive viet - udendørs eller indendørs - af det levende oldtidsfund Godtfredsen? Fik jeg nævnt, at Godtfredsen er et fremtrædende medlem af Tidehverv - den kirkelige bevægelse, der med Søren Krarup som centrumsfigur forsøger at overbevise omverdenen om, at Gud hader socialister, "de kulturradikale" og humanister som går ind for at behandle alle mennesker som ligeværdige?

På samme side: "Groft sagt" - avisens satiriske afdeling, hvor fem ultra-borgerlige skribenter forsøger at gøre sig morsomme på venstrefløjens og "de kulturradikales" bekostning, anført af Claes Kastholm-Hansen, tidligere chefredaktør på Ekstrabladet, men mest kendt for at hærge redaktionen og sine medarbejdere med alkoholisk storhedsvanvid, en karakterafvigelse der manifesterede sig ved, at han verbalt hånede og nedgjorde alt og alle – samtidig med at han utrætteligt lovpriste sin egen genialitet. På et tidspunkt slog ordene ikke til, da han ville udtrykke sin foragt over for en medarbejder. Derfor tog han sine bukser af og sked rundt omkring på den pågældendes kontor, hvorefter han tørrede røv i gardinerne. På aftenens rundtur i huset hånede han de medarbejdere, som han stødte på, og en kvindelig medarbejder i redaktionssekretariatet fik en omgang, som i mere snerpede kredse nok ville være blevet opfattet som sexchikane. Politikens Hus er rummeligt, men chefredaktørens skideri var dog for grænseoverskridende, så Claes Kastholm Hansen måtte forlade sin stilling. Adskillige medarbejdere jublede af lettelse over hans afgang, og der gik ikke et døgn, før historien var kendt i alle byens bladhuse. En sand repræsentant for borgerlige dyder med andre ord. Nu free-lancer han for Berlingske med hyppige bidrag til Groft Sagt.

På denne dag har GS fem små indlæg: et fra Claes Kastholm, hvor han sviner Villy Søvndal til og et andet, hvor han sviner Morten Dahlin til. Dahlin er netop blevet valgt som Venstres nye folketingskandidat i Slagelse, og Kastholms problem med ham er ikke hans politik, men at han er 23 år gammel. Kastholm går amok på Dahlin. Citat: "Herefter vil Danmarks parlamentariske forsamling blive beriget med endnu en type, der ligner de andre til forveksling, dvs. lige over teenage-alderen, studerende, uden livserfaring, uden erhvervserfaring. Det er åbenlyst vanvid". Kastholm foretrækker med andre ord, at Folketinget IKKE afspejler vælgernes ønske, men har åbenbart ikke overskud til at reflektere over, hvad man i grunden kalder det, som så er hans eget idealsamfund. Her er et hint: ordet demokrati indgår ikke. Claes Kastholm er dansk journalistiks mandlige pendant til Bitterfissen, men blottet for selvironi og humor. En sur, gammel drukkenbolt som har gjort selvopdyrket skadefryd til det bærende element i sin tilværelse. Endnu et stykke bundfald fra den danske journalistverden, som Berlingske har fundet det rimeligt at omfavne og ophøje til orakel.

Groft Sagt's Edith Thingstrup er ikke fru hvemsomhelst. Hun er medstifter af den ultraborgerlige snakkeklub CEPOS og desuden aktiv i Islamkritisk Netværk, hvor hun hygger sig med højreekstremister med mørkhuds-allergi som Søren Krarups datter Kathrine Winkel Holm. Thingstrup har skrevet småbitte perfide GS-klummer i årevis. Aldrig over ti linjer, aldrig velargumenteret, altid let injurierende, altid i bund og grund tanketomt. På denne dag hæfter hun sig ved, at Marianne Jelved har udtalt, at når folks dagpengeperiode er ved at udløbe, bliver de ofte "kreative". Kreativ er endnu et skældsord blandt borgerlige, og Thingstrup fabulerer over, at Jelveds motiv for at smadre dagpengemodtagernes privatøkonomi nok er, at de så bliver "kreative" og altså dermed selvskrevne medlemmer af de kreatives parti: De Radikale. Det er himmelråbende pladder, ordgejl og argumenter som kan pilles fra hinanden af en førsteårs retorik-studerende (eller af en gennemsnitligt begavet venstrefløjsblogger som denne, hvis han ellers gad bruge sit liv på inferiøre personer som Thingstrup), men hun slipper afsted med den slags dag efter dag, uge efter uge, år efter endeløst fucking år - ad nauseam.

På samme side: et indlæg fra direktøren fra DITEK som anbefaler, at man sætter støtten til Danmarks Radio ned, da enhver jo ved, at de er nogle venstresnoede banditter. Han gør det med det noget specielle argument, at jo mere spændende DR bliver, jo kedeligere bliver resten af kulturlivet. Vi lader billedet af Danmarks kulturliv som en permanent fastfrosset konstant stå et øjeblik.

Side 29: Søren Krarup (er han ikke død?) fråder imod Jacob Mchangama fra CEPOS - den ultraliberale tænketank - fordi Mchangama ikke er racistisk nok. Indlægget er endnu en alenlang ordflom i den kampagne imod Menneskerettighederne som Søren Krarup og hans datter Marie har gang i. Krarup citerer Biblen og Grundtvig og konkluderer, at tanken om, at vi skal have respekt for alle mennesker og at enhver er født lige er pladderhumanisme. Underforstået: "Racisme er vejen frem. Jeg er bedre end alle andre. Følg mig - tilbage til stenalderen". Den eneste grund til, at Søren Krarup ikke for længst er dømt for racisme - ikke en, men talrige gange - er, at han pakker sine holdninger ind i et intellektualiserende og teologisk kaudervælsk, der kræver en større evne til dechifrering af sproglige detaljer end ofrene for hans had almindeligvis mestrer. Lad os skære det i pap: havde Krarup levet og skrevet i tredivernes Tyskland havde han været selvskreven til en medalje.

Resten af Berlingskes 1. sektion denne dag består af sporten, dødsannoncer, prædikantlisten til søndag og vejrudsigten.

Det Berlingske Hus befinder sig i en dødskamp i disse måneder. Snart er dets tid som selvstændig medie-virksomhed forbi.

Det er et hus med stolte traditioner: Svend Kragh-Jacobsen, Malin Lindgren, Peter Wivel og talrige andre kulturpersonligheder som har bidraget på uvurderlig vis til danmarkshistorien, har skrevet i den fantastiske avis, som Berlingske Tidende en gang var. I Det Berlingske Hus fik tabloid-formatet sin ilddåb, da B.T. fødtes en dejlig sensommerdag den 31. august for 96 år siden. Berlingske var en gang Danmarks fornemste nyhedsmedie - avisen hvis integritet var ulastelig. Det førende organ for objektiv folkeoplysning.

Og nu?

Ak, hvor forandret.

Avisen har solgt ud. Ikke kun af sine aktier, men af sine idealer. I dag er den blot en reklamesøjle, rettet mod den mere brovtende, ureflekterende del af det borgerlige Danmark. Kun det lidt højere lix-tal adskiller den fra søsteravisen BT, som på det sidste har gjort sig bemærket med en helt ny type artikler: fritopfundne "kampagnenyheder" beregnet på at skade de borgerliges politiske modstandere, men uden skyggen af sandhed bag de mange ord.

Passer virkeligheden ikke ind i det blå verdensbillede, Berlingske ønsker at sælge, så laver man verden om - gennem fortielser, antydninger, gætterier og et konstant bombardement af spydigheder, rettet mod modstanderne. Uden substans, men beregnet på et skabe en følelse af os - de rigtige - og de andre - dem som er til grin.

Er der da slet ingen nedre grænse for, hvor dybt Berlingske vil ydmyge sig selv? Hvor langt man vil gå i den højere sags tjeneste som man selv har defineret som "Op med de blå - om det så koster os vores selvrespekt"?

Om kort tid ophører tilværelsen for Det berlingske Hus, som vi kender det i dag. Man hører T.S. Elliot's ord for sit indre øre: This is how the world ends. Not with a bang, but a whimper.

Fra forbillede til dårligt eksempel. Fra respekt til despekt. Fra alles ideal til de fås nyttige idiot. Fra fri og frank til fattig, flosset og færdig.

Måske melder tanken sig: hvilket plankeværk skal Knudsen, Kastholm, Krarup, Blüdnikow, Godtfredsen, Søren Pind og alle de andre sure gamle mænd af begge køn så pisse op ad fremover? Men kun til man forstår, at disse latterlige, frådende, enøjede, manipulerende noksagter ikke bærer løsningen i sig på problemet. De er problemet. Årsag og virkning i et.

Farvel, Tante, farvel. De skamred dig, til du døde af det. Nu ligger du som de har redt.

Hvil i fred.

Aftenbøn

Kære Gud,

Da du jo har meget at holde styr på, har jeg lige skrevet en lille note til dig til fremtidig brug.

På Dommens Dag bedes du venligst som aftalt betænke de følgende – som alle stemte imod homo-vielser i Danmark i dag – med adgang til Heaven Air’s business-lounge samt en opgradering med ekstra benplads på den lange tur til Himlen.

Fra Venstre:

Anni Matthiesen, Jane Heitmann, Hans Andersen, Birthe Rønn Hornbech [hæhæ], Troels Lund Poulsen, Ulla Tørnæs, Lars Christian Lilleholt, Peter Juel Jensen, Anne-Mette Winther Christiansen

Fra De Konservative:

Lene Espersen, Tom Behnke

Fra Dansk Folkeparti:

Hele gruppen

Se, jeg ved jo godt, kære Gud, at Du garanteret HAR styr på det, men alligevel har jeg også tilladt mig at lave en anden lille liste. Den omhandler de synder, som i dag blev begået af alle dem der stemte for forslaget.

Listen er baseret på kloge præsters, biskoppers, skriftkloges og mine egne udsagn i Kristeligt Dagblad, og jeg tænkte, om Du måske gad stikke den i hånden på ham Peter, når disse ugudelige danskere når frem og skal have deres enkeltbillet til Helvede.

Disse ukristelige udyr, disse liderlige, bæskubbende dræbersnegle har:

Trampet på kernedanske værdier

Splittet Folkekirken

Overtrådt Grundloven

Påbegyndt tømningen af de danske kirker

Opløst betydningen af heteroseksuelle ægteskaber

Gjort op med en tusindårig tradition

Gravet Folkekirkens grav

Givet en blodtud til Indre Mission

Gjort kirken til en slagmark

Sikret sig den ultimative straf på Dommedag

Krænket Gud

Lagt grunden til opløsningen af hele det danske samfund som vi kender det

Meget godt gået på en torsdag i juni vil Du måske sige, men det var heller ikke lykkedes for disse sjæleligt invalide terrorister, hvis ikke de havde været en del af et verdensomspændende netværk af bøsse-terrorister som alle til hobe kun har to formål i tilværelsen: at gøre baghyleri til normen og at afskaffe børnechecken og erstatte den med et øget tilskud til glidecreme. 

Kære Gud; ja, det har været en turbulent dag og ikke rar for os – dine trofaste højresnoede stalkers. Men nu jeg har dig, må jeg hellere betro dig, at jeg har gået og ruget over noget i lang tid. Noget som gør mig urolig.

Jeg tænker: KAN man forestille sig, at vi tager fejl? Har vi misforstået noget?

Grunden til at jeg har anfægtelser er, at jeg kom til at tænke på svenskerne, Dig bevare dem. Der indførte man homovielser i kirken i 2009, og det samme skete jo også i Canada for syv år siden. Begge steder råbte og skreg mine meningsfæller op, og de mest hardcore Gud-fans truede endda med, at jorden ville gå under, når bagbordsindianerne fik statens og kirkens accept til at gifte sig. 

Men intet skete.

Så hvad gik der galt, Gud? Jeg var selv ret sikker på, at jeg ville vågne til lugten af svovl og brændte skåninge, drivende ind fra Østersøen morgenen efter den svenske afstemning, men den eneste lugt som nåede ind i mit soveværelse var hørmen fra noget af det gylle, jeg selv har lukket ud på det sidste. 

Og så var det, at jeg begyndte at tænke på, om vi måske tager fejl – Krarup og Langballe og Kjærsgaard og Pind og mig? Kunne det tænkes, at du faktisk ser med milde øjne på al kærlighed, og at du ligefrem har en vis forståelse for, at dine egne perverse skabninger godt vil smedes sammen?

Men så slog jeg tanken fra mig.

Enhver er jo salig i sin tro, og min skal ingen rokke ved. Den forbliver, som den er – uforanderlig og upåvirket af realiteter og al det blødsødne, socialistiske pladder om næstekærlighed.

I mit parti har vi nemlig altid gjort en dyd af at sende en klar og utvetydig fuckfinger til dem, vi ikke kan lide, og vi gør det i visheden om, at Du er helt på linje med os. 

Du er nemlig en kammerat. Det ved Gud!

Nå, du, jeg kan jo ikke sidde her og skrible hele dagen. Jeg er blevet bedt om at stille op til en konkurrence om, hvem der længst kan holde kæft, mens man ligner en bulldog, og jeg skal også lige have sendt noget Imodium til Søren Krarup. De siger, at han er begyndt at skide grønne grise af angst for at verdens undergang begynder i morgen i Seem. En meget smertefuld tilstand, må man gå ud fra. Altså det med grisene. 

Kære Gud. Du må hilse omkring dig. Tak fordi du gad lytte til en trofast fan. Pas nu på dig selv, ikke. 

Kærlig hilsen og Ah-mænd! fra

Din Birthe

Deep Blue

Den blå blok i dansk politik er ved at falde over sig selv i begejstring hver gang den finder på en ny løgnehistorie, den kan plante i medierne.

Så mens vi venter på opgøret mod ophavsmændene til Helle Thornings skattesag, som ikke var der; retsopgøret om Jægerbogs-oversættelsen som ikke var foretaget af onde muslimer, men i vores eget forsvarsministerium; rigsretssagen om Claus Hjorth Frederiksens ulovlige embedsførelse og vildledning af Folketinget og Birthe Rønns ditto som drev hende ud af hendes eget ministerium, kan vi i dag undres igen over den måde, man tænker på blandt de blå spin-magere, når der skal skabes lidt ramasjang:

Det startede i Børsen i morgen. Avisen kunne til manges store forbavselse meddele, at regeringen i hemmelighed havde indgået en aftale med fagbevægelsen om at slette to helligdage, hvoraf den ene er Store Bededag. Den anden dag er endnu til forhandling, fortalte finansverdenens bibel fra Møntergade, som også kunne oplyse, at den ny aftale er særlig ugunstig for funktionærer. De to ekstra arbejdsdage ville nemlig ikke udløse ekstra løn for fastansatte på månedsløn, hed det.

Så brød helvede løs:

Historien fik sin faste plads i TV2 News båndsløjfe og røg på TV2’s internetside 1 minut (!!!) efter, at den kunne læses på Børsens hjemmeside. Stationens overskrift lød: 

”Enige: to helligdage skal sløjfes”.

Venstre var omgående klar med en udtalelse: Med savlen løbende fra mundvigene tordnede Peter Christensen løs mod regeringen og anklagede den for at ”forhandle i hemmelighed”.

Så røg han også ind i News-båndsløjfen, hvor han fik selskab af en ”analyse” af Hans Engell som mumlede lidt om, hvor svært det ville være for regeringen at slippe af sted med det her.

De Konservative satte alle sejl til ved udsigten til lidt medietid til det hårdttrængte – nærmest ikke-eksisterende overklasseparti. Mai Henriksen – De Konservatives svar på Fløjtetønden Viktoria – så regeringens skumle planer som et attentat mod selve danskheden. ”At holde Store Bededag er en del af måden at være dansk på”, udtalte hun og så ud, som om hun mente det. Mange med forstand på de dele mener, at årsagen til hendes partis deroute skyldes dets mangel på talentmasse. Henriksens ord bekræftede formodningens rigtighed.

Så blev det Dansk Folkepartis tur. I dag levede partiet igen op til sit kælenavn som ”Fjolsepartiet”.

”Dette er et angreb på selve kristendommen”, tordnede arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, som tilsyneladende er helt uvidende om, at Store Bededag slet ikke er en bibelsk helligdag, men blot en fridag man fandt på, da der skulle laves en bette arbejdsmarkeds-reform under Reformationen i 1686. 

Intervieweren undlod at spørge Bøgsted, om han også forveksler bagerens hvedeknopper med sognepræstens oblater – et spørgsmål som eller lå lige til det ekstreme højreben. Og det fremgik heller ikke, om Dansk Folkeparti mener, at regeringen og/eller fagbevægelsen nu pludselig er infiltreret af islamlister som prøver at skabe terror i vores samfund ved at ramme os på vores allerhelligste – fridagene – men det var nok kun fordi, taletiden trods alt er begrænset i TV2’s fine nyhedssløjfe.

Og sådan gik den morgen: rundt og rundt og rundt kørte karrussellen. Hvert kvarter i timevis gentages de samme indslag til alle er ganske svimle og aldeles spunnet ind i det blå spin.

Indtil stationen til sidst blev NØDT til at bringe historien som punkterede alle de andre: FOA’s Dennis Kristensen meddelte, at der IKKE er nogen planer om at afskaffe de to helligdage, at det ikke kommer til at ske, og at der faktisk slet ikke har fundet forhandlinger sted om det.

Man skulle tro, at dette lammende slag mod Børsens og TV2’s troværdighed ville bringe nyhedskarrusellen til et øjeblikkeligt stop.

Men sådan fungerer det ikke. Det giver højst et lille ryk i karrussellen. Så fortsætter det:

Dennis Kristensens alarmerende udstilling af alle de blå mediers og politikeres løgne pakkes omhyggeligt ind i det blå spin, som derefter kører uanfægtet videre: stationen vedbliver at hævde, at der har været hemmelige forhandlinger, Peter Christensen savler uanfægtet videre i det samme klip om regeringens hemmelighedskræmmeri, Hans Engell analyserer videre på nyheden som ikke er der, og den ukristeligt kristelige DF’er med forfølgelsesvanvid fortsætter sine rablerier om sabotagen mod hans barnetro. Og kun som en lille parentes dukker Dennis Kristensens dementi op med mellemrum – som en påstand blandt alle de ”analyse-underbyggede facts" fra de hårde nyhedsdrenge på Børsen og i News-maskinen.

Endnu en dags blå propaganda-arbejde er slut. 

Ikke med at propagandere for den blå politik, forstås, men med at lyve, bedrage, undergrave, manipulere, tilsvine og snigløbe ikke bare sine politiske modstandere, men også de vælgere, man drømmer om at score for sin sag.

For sådan arbejder den blå blok i dansk politik og dens følgagtige mediemaskine og har gjort det i mange år – lige siden de glade Fogh-dage, hvor man fandt ud af, at man kunne lyve landet ud i en krig som kostede hundredtusinder af uskyldige civile livet, og hvor regeringens støttepartis spinmaskine havde held med at så lus i skindpelsen mellem landets oprindelige befolkningsgruppe og vores nytilkomne borgere med de dyb-blå medier og politikeres opbakning. 

Sikke et sus det må have givet. To megaløgne som man kunne holde kørende i årevis. Nok til at give enhver spindoktor våde pletter i bukserne. 

Intet er så godt for ens egen politiske succes som et fjendebillede som ignoranterne tager til sig. Begrebet sandhed er i den sammenhæng ikke nogen faktor af betydning. 

Og mens røgen lægger sig og besindigheden indfinder sig, sidder ofrene for mandagens spin og vælgerne og nyhedsnarkomaner med overblikket i behold tilbage og kan konstatere, at der ved Gud er noget råddent i mediebilledet i Danmark.

Vi mangler journalister med faglig integritet. Vi mangler analytikere og medie-direktører som ikke mere eller mindre gedulgt arbejder som håndlangere for deres egne politiske partier. Vi mangler etik i nyhedsbranchen og i spinverdenen, gør vi. 

Det er ikke en kulturkamp. Det er ikke og bør heller ikke være en kamp mellem rød eller blå. Men det er en kamp mod løgnen som en levevej, mod underlødighed og skjulte agendaer. 

Og det er kampen for de medier af kvalitet som enhver borger i et demokratisk samfund har et berettiget krav på. 

Fund til prisen!

En ud af hundrede

Som bekendt er Ekstrabladets debatsider forlængst blevet kapret af en række extremt højresnoede bavianer som opererer under diverse dæknavne. Sjovt nok trives de typer bedst med anonymitet. Man kunne kalde det: det nærmeste de selv kommer på at erkende, at de er så langt ude, at en gummicelle så småt tegner sig i horisonten for mange af dem som en oplagt næste bolig.

  

Så meget desto mere opsigtsvækkende er det så, når en enkelt stemme i deres skingre kor pludselig synger en anden melodi.

Her til aften koger Nazionen over med hånende ord om SF og Villy Søvndals tale til sit partis årsmøde. En tale som selv hans officielle modstandere ellers indrømmer ikke var så ringe endda.

Men én enkelt Nazionen-stemme skiller sig ud. En ud af 100. Jeg har valgt at copy og paste hans indlæg med behørig korrektion af et par slåfejl, for dette dokument er samtidig en glimrende historisk oversigt over nogle højdepunkter fra en svunden tid: de ti forbandede år under VKO.

"Jørgen D" har ordet:

"Lad os opfriske hukommelsen! Vi er jo nogle der ikke glemmer, at det jo faktisk er en perlerække af de forrige regeringspartiers politikere der vader ud og ind af landets fængsler eller som konstant er på kant med loven.

For blot at nævne nogen af dem der er i frisk erindring, så husker vi familien Tørnæs' brug af illegal arbejdskraft,

Thor Petersens tvivlsomme boligforhold,

Peter Brixtoftes bedrageri og svindel med skatteydernes penge i "Venstre-paradiset" i Farum,

Fogh præsenterede på et tidspunkt sloganet "noget for noget" - et princip i hvert fald daværende miljøminister, Hans Christian Schmidt, fulgte ved at give særlige tilskud til sin tidligere arbejdsplads.

Samme Hans Chr. Schmidt forsøger nu at fra lægge sig ansvaret for diverse fejl-dispositioner i DSB og DSB First...

Siden har vi set Klaus Riskær der afsoner fængsel for svindel,

Tove Fergo og Inga Skjærris, der - for sidstnævntes vedkommende blev sigtet af politiet for stemmesvindel ved kommunalvalget 2001.

René Milo, der var Venstres borgmester i Greve, blev politianmeldt for bedrageri og fifleri.

Og i 1992 blev Anders Fogh afsat som skatte- og økonomiminister pga. "kreativ bogføring" og vildledning af Folketinget.

Det var i øvrigt efter at han havde gennemført den dobbeltbeskatningsaftale som det nu er faldet Peter Christensen for brystet at Helle Thorning-Schmidts mand lever efter.

Sidste år stod tre ministre til høje bøder og klip i kørekortet for at have kørt for stærkt,

og der er venstrepolitikere dømt for børnepornografi, lureri m.m.

Ex-forbrugerminister Henriette Kjær blev 2 gange i 2004 dømt ved retten i Gentofte for ikke kunne betale for overforbrug. Hun betalte 60.000 kr. med dækningsløs check.

De sociale bedragere Henriette Kjær og Lene Espersen blev i 1998 afsløret i bedrageri med tilskud fra Folketinget. Siden de i 1994 var blevet valgt ind i Folketinget havde de opgivet, at de boede i Jylland, mens realiteten var, at de boede i København. Konsekvensen var, at de hver kunne stikke 225.000 kr. ekstra lommen – skattefrit. 

Lene Espersen brugte i november 2008 30 mia. kr. af statens til opkøb af obligationer for at sænke renten. Derved sparede hun 60.000 kr. årligt på sit flexlån på 4,56 mio. kr."

Der slutter Jørgen D sin opremsning. Det vil sige, at han desværre ikke har fået Claus Hjorths dybt ulovlige embedsførelse med - forbrydelser som indbragte den afslørende journalist fra DR en Cavling-pris, og som ville sende Hjorthen i spjældet hvis ellers nogen gad sigte ham.

Listen omtaler heller ikke det faktum, at Anders Fogh som statsminister løj så det drev nedad væggene om Irak-krigen. En krig som førte til hundredetusinder civiles død. 

Ejheller er der omtale af Birthe Rønn som måtte gå af på grund af sin ulovlige embedsførelse.

Eller af Troelsgate: Helle Thornings ikke-eksistererende skattesag som opstod i et sygt borgerligt sind med adgang til de bonede gulve i skatteministeriet. Sandsynligvis hos ex-ministeren personligt.

Jeg ved i virkeligheden ikke, hvorfor man overhovedet taler om en regering, når man diskuterer landets ledelse i de ti år. Den brutale sandhed er jo snarere, at der er tale om en samling forbrydere. Små intellektuelle undermålere som havde mere travlt med at hyppe deres egne kartofler end med at gøde den jord, vi alle skulle høste fra. Indskrænkede tåber som gjorde løgn til deres modus vivendi - et simpelt, dagligdags redskab, som blev taget i brug for at klamre sig til magten. 

Det er disse anløbne personager som i disse måneder kæmper for at genvinde magten. Og det er dem som hele 55% af befolkningen (tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør!) i disse dage er dumme nok til at ønske tilbage. 

Som mange andre på venstrefløjen føler jeg mig frustreret i denne tid. Vores politiske forbilleder har fejlet på en lang række punkter. Mange af dem - men ikke alle heldigvis - har svigtet deres egne idealer, efter at de kom til magten. Det fortjener de ingen ros for. Tværtimod.

Men forestillingen om, at den danske befolkning ville give en så forbryderisk samling narrøve som VKO syndsforladelse for deres magtmisbrug, deres fremmedhad, deres inkompetence var ikke noget, jeg så komme. Det gjorde de vel knapt selv. 

Skal den tendens imødegås, kan det kun ske gennem oplysning. Klar tale - både til dem vi sætter vores lid til, så de bringes tilbage på den sti, de lovede at holde sig til - og ikke mindst til deres forgængere. Det blå-sorte mareridt som smadrede vores velfærd, undergravede sammenhængskraften mellem vores lands befolkningsgrupper og som i processen ragede til sig selv og deres egne i et omfang som ville have gjort Nicolae Ceauşescu grøn af misundelse. 

Vi fortjener bedre ledere! Ordentlige, retskafne mennesker som ikke mister fodfæstet, når de tildeles magt. Ikke løgnere, ikke løftebrydere og slet ikke arrogante magtmisbrugere som er så korrumperede gennem så lang tid, at de ikke en gang selv længere kan gennemskue deres egne væv af løgne. 

Hvad skal vi med fløjkampe og blå mod rød? Landet stander i våde, og de store udfordringer som ligger foran os forekommer overvældende, men burde også kunne samle brede flertal af brave folk som vil være en del af løsningen snarere end af problemet. Århundreders erfaring viser det: fnidder og skærmydsler fører ikke til politiske sejre, og visioner udklækkes ikke af politikere som ligger i hængekøjen. 

Mens hele det politiske spektrum taler økonomi, når de ikke skændes om personsager, bliver det tydeligere dag for dag, hvad vores folkestyre i virkeligheden mangler mest: etik! Ledere med det indre moralske kompas som gør, at de ved hvad de skal gøre - uden at overveje om det nu også er taktisk klogt. Folk som tænker længere end til næste valg. Folk af format. Statsmænd og statskoner. Som en af slagsen sagde for 18 år siden: "kan vi ikke gøre det let bedre? - jeg tror det". Den sentens holder endnu.

Extreme right-wing internet debaters

- venligst lånt fra Mihane P