Til salg for en taburet

Det forekommer sikkert mange ubegribeligt, at Liberal Alliance har valgt at levere de mandater som sikrer, at Birthe Rønn slipper for den undersøgelse af hendes embedsførelse, som i den grad forekommer påkrævet efter afsløringen af ti års lovbrud i Integrationsministeriet, koblet med ministeren uhørte arrogance i forhold til den demokratiske proces.

Liberal Alliance har jo i høj grad ført sig frem på at stå som garanter for en anstændig udlændingepolitik.

Men hvorfor undre sig?

Liberal Alliance har ført solgt ud af partiets mærkesager. Mon ikke det kom som et chok for mange homoseksuelle, da Anders Samuelsen meddelte, at partiet prioriterer en VK-regering højere end at arbejde for homoseksuelle vielser i Folkekirken? Homo-rettigheder er jo ellers et bærende element i LA's politik - siger de. Men nej. Hvis VKO havde brug for parlamentarisk opbakning til at tryne homoerne skulle det ikke skorte på hjælp fra LA.

Afskaffelse af start-hjælpen er et andet Liberal Alliance programpunkt. Men heller ikke her kan man regne med partiet: kommer det til en afstemning i Folketinget, hvor regeringen gør bevarelsen af starthjælpen til et kabinetsspørgsmål, vender Liberal Alliance gerne 180 grader i forhold til sine valgløfter for at holde Løkke ved magten, har Anders Samuelsen udtalt.

Ordflommen fra Liberal Alliance kan forekomme nærmest endeløs, når man ser på mængden af partiets reklamer i snart sagt alle medier. At partiet er Saxo Banks politiske arm fremgår tydeligt - om ikke andet af de enorme midler som det lille parti er i stand til at ofre på PR. Men holder løfterne og de dyre principper i praksis? På helt essentielle politikområder er svaret et klart "nej". Liberal Alliance er borgerligt til benet. Og ligesom V og K har solgt sig selv til Dansk Folkeparti og banet vejen for den ækle udlændingepolitik, som vi har set i nu ti år, sælger Liberal Alliance gerne sig selv til VKO i håb om ministertaburetter efter næste valg. Så blæse være med hvad man så flot lovede danskerne i valgkampen.

Nogle kalder det "at opføre sig ansvarligt". Mere nøgterne iagttagere vil nok snarere kalde det vælgerbedrag.

Nok er nok

Partiet Liberal Alliance opnår hele ti mandater i den seneste meningsmåling. Til gengæld har partiets leder Anders Samuelsen en uhørt lav troværdighed i befolkningen ifølge en anden måling, udført for TV2 og Politiken.

Det kan måske være en trøst for Lene Espersen og Helle Thorning, som begge befinder sig i en voldsom mediestorm på grund af manglende troværdighed i disse dage.

Hvorfor? Fordi intet dansk parti tidligere har snydt og bedraget sine vælgere som netop Liberal Alliance - og sluppet afsted med det:

Partiet blev under navnet Ny Alliance valgt ind i Folketinget i 2007 på en forfriskende borgerlig agenda, som blandt andet gik på en skarp og kompromisløs afstandtagen til Dansk Folkepartis minoritetsfjendske holdninger. "Nok er nok", som partiets medstifter Gitte Seeberg udtrykte det.

Men knapt havde partiet gjort sit indtog på Christiansborg før en lang række af interne skænderier begyndte at sætte sit præg.

5. januar 2009 indtraf så det første deciderede vælgerbedrag: Naser Khader forlod partiet og sluttede sig til De Konservative - et parti, som han både som forhenværende radikal og senere Ny Alliance-mand havde været indædt modstander af.

Khader kunne have valgt at lade sin vankelmodighed give sig udslag i et exit af Folketinget sådan at de vælgere som havde stemt på ham havde fået en suppleant som kunne fortsætte kampen mod Pia Kjærsgaards parti.

Han valgte det modsatte: de vælgere som stemte Khader ind i 2007, fik nu pludselig en repræsentant på Tinge, som stod for de stik modsatte holdninger af det, de havde valgt ham ind på.

I mellemtiden havde partiet også skiftet navn. Liberal Alliance opstod ud af det blå en sommerdag i 2008. Givetvis som et chok for det mange af dets vælgere meddelte partiledelsen, at man nu var fuldblods-støtteparti til den regering, man var gået til valg på at vælte.

16. juni 2009 fik partiet tilslutning af den forhenværende radikale Simon Emil Ammitzbøll, som også præsterede at bedrage sine vælgere ved at blive i Folketinget, selv om flere af hans grundholdninger pludselig vendte 18o grader. Som homoseksuel vælger var det fx et i særsyn besynderligt skue at se Ammitzbøll - den homoseksuelle, tidligere indædte forkæmper for homorettigheder - tilslutte sig VKO's agenda, som omfatter nej til homo-adoptioner, nej til kirkevielser af homoseksuelle, nej til Gay Pride - nej til deltagelse i enhver homo-relateret event, uanset omfang og popularitet.

Et af de mere spektakulære partiskift, relateret til Ny Alliance, indtraf da nyvalgte Malou Aamund forlod Alliancen den 5. februar 2008 for at slutte sig til Venstre. Hermed genvandt VKO sit absolutte flertal i Folketinget og endnu et folketingsmedlem havde snydt sine vælgere ved pludseligt at slutte sig til fjenden. Her endda med store parlamentariske følger.

I dag er partiet ultraliberalt, men bakker i enhver henseende op om VKO. Her finder man årsagen til, at partiet i disse dage oplever en vis øget tilslutning i meningsmålingerne: Konservative vælgere vender nemlig Lene Espersens parti ryggen i stor stil og vælger Ny Alliance i mangel af andre alternativer. De vælgere er - naturligvis - ikke de samme vælgere, som anser Anders Samuelsen for at være utroværdig.

Det skudsmål får han snarere af partiets gamle støtter og alle vi andre som med tiltagende måben har fulgt partiet og dets repræsentanters næsten farceagtige holdningsskift indenfor ganske kort tid: den ene dag stærkt imod regeringen - den næste dag den samme regerings svorne støtter. Den ene dag siger de "nok er nok". Den næste kan de ikke få nok. Hvor har man det parti? Hvem ved, hvad man i virkeligheden stemmer på, hvis man sætter sit kryds ud for liste L ved næste valg?

Liberal Alliances leder er med god grund i top tre blandt Danmarks mest mindst pålidelige. At denne utroværdighedens Oscar-runner-up samtidig formår at samle 5,8 procent af stemmerne eller 10 mandater i meningsmålingerne siger alt om, hvor galt det står til med tilliden til danske politikere - i vælgerbefolkningen i almindelighed og hos De Konservative i særdeleshed.