Søg i denne blog

Viser opslag med etiketten Medier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Medier. Vis alle opslag

mandag den 22. november 2010

Med ordet i sin magt

 På Politiken har Dansk Folkepartis Peter Skaarup begået en ligegyldig blog om fortræffelighederne ved VKO's nye race- og kvalifikationssorteringssystem til familiesammenføring.

Og som altid når den slags pladder luftes, raser debatten nedenunder bloggen i mere eller mindre velformulerede vendinger.

En af "debatørerne" kalder sig selv "nazi svin", men jeg tror ved nærmere granskning af hans ord, at han har forvekslet feltet, hvor han kunne give sit indlæg en overskrift med det felt, hvor man skriver sit eget "navn".

Hvorom alting er: mange, inklusive undertegnede har allerede brugt mange ord på at tage afstand fra de nye regler, men jeg har ikke oplevet nogen, som har gjort det så effektivt som denne skribent. Faktisk gør han det så godt, at jeg vil tillade mig at citere ham ord til andet - korrigeret for et par små stavefejl i det oprindelige forlæg:

"Det bliver surt når dine gamle vælgere med gråt hår og svag sædkvalitet skal passes af piger med tørklæde, fordi alle unge 'etniske' danskere er skredet til udlandet pga af jeres afmontering af al kultur, sund økonomi og dannelse.

Alternativt kan jeg se for mig en flok gamle Pittelkow- og Karen Jespersen -lignende typer, tørre hinanden i deres rynkede røve i rundkreds på en golfbane i 2035. En mild straf for den gang de suttede den af på hinanden for at holde på pengene.


I pisser på jeres eget stupide vælgersegment, og de er så blæste af hormonforstyrrende stoffer og giftigt svinekød at de tror, det er de 6% 'fejlfarver', der er løbet med pengene. 


I fortjener at drukne i jeres eget gylle. ØF! Hold kæft hvor bliver det sjovt at se jer jamre og klamre jer til jeres fladskærme når lortet går nedenom og hjem. 

Til jeres søde hospitalsforslag har jeg en anden løsning: den som ikke vil behandles af en med tørklæde: lad dem dø, så kan vi andre måske holde ud at være her."

Denne blogger har intet at tilføje, andet end "synes godt om".

onsdag den 26. maj 2010

De nye smagsdommere

Kulturminister Per Stig Møller begrunder sin glæde over det nye smalle medieforlig med, at der nu kommer mangfoldighed i æteren.

Det er et røgslør. Forliget har intet med mangfoldighed at gøre. V, K, og især O hader mangfoldighed. Nej, dette forlig er blot endnu et led i VKO-vendettaen mod alt, som ikke er ubetinget borgerligt.

Vi befinder os nærmest på børnehave-niveau, men baggrunden for forligets massakre mod Danmarks Radio skal blandt andet findes i Dansk Folkeparti's raseri over at være blevet hængt ud i serien "Forbrydelsen", og regeringens berettigede paranoia over DR-programmer som "Orientering".

Det er allerede næsten glemt, men det var Orienterings medarbejder Jesper Tynell, som sidste år modtog Cavling-prisen for en hel serie af programmer, som afslørede "hvordan daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget", som det hed i begrundelsen for prisen.

Kun i Danmark i disse fortvivlende år kan en minister slippe afsted med direkte kriminel adfærd uden at det får følger - andet end for den, som afslører forbrydelserne.

Det siger alt som det nye forligs lammende effekt på DR, at TV-avisens vært ikke en gang turde spørge ind til den hævngerrighed, som i de senere år har præget VKO's adfærd i forhold til Danmarks Radio og som nu igen slår ud i fuldt flor.

Igen og igen lukker VKO bevidst kæften på alle, som forholder sig bare det mindste kritisk til dem. Eksperter kalder dagens forlig et blodbad, som vil koste op mod 250 DR-medarbejdere jobbet.

I dag blev Per Stig Møller Danmarks Berlusconi og Dansk Folkeparti officielt vores nye smagsdommere - desværre med en elendig smag. Ytringsfrihed, my ass.

mandag den 1. februar 2010

Ka De li'cens?

Danmarks pensionister burde belejre DR-byen eller i det mindste gå rundt om den med skilte med opråb som ”Giv os Svend Petersen tilbage!”, ”Hullubulluu, Otto Leisner – hvor er du henne?” og ”Kvit eller Dobbelt NU!”


Sagen er nemlig den, at Danmarks pensionister betaler en uforholdsmæssig stor del af deres pension til en medie-koncern, som knapt regner dem for noget. Samtidig rammes de ældre også på pengepungen på andre fronter:

Hvad nytter ældrechecken, når den måned for måned udhules af stigninger på de ydelser, som plejekrævende gamle er afhængige af: tag over hovedet og mad på bordet?


For mange pensionister kommer det som et chok, når de erfarer, at det kan koste over 6.000 kroner om måneden at få kost og logi på et plejehjem. Står man som gammel med kun en folkepension og en udhulet ældrecheck til dækning af sine udgifter, er der dømt permanent smalhals.


I tilgift er det sådan, at når man som svækket og måske dement rykker på plejehjem, får man en lille stue, hvor plejepersonalet myldrer ind og ud dagen lang. Privatliv er det så som så med. Alligevel betragtes det lille rum som en selvstændig bolig, og af samme grund opkræver Danmarks Radio medielicens fra hver enkelt beboer. På den måde udsendes der snesevis af licensopkrævninger til hvert enkelt plejehjem. Medielicensen udgør som bekendt lidt over 2.200 kroner om året. Lidt mindre, hvis kunden er pensionist og sidder så hårdt i det, at hun eller han har en personlig tillægsprocent på 100.


Hvis man nu ville forbedre disse gamles kår mærkbart, uden at give med den ene hånd og tage med den anden, kunne man passende starte med at fritage dem for licensen. Det ville ikke koste de offentlige kasser alverden (kun momsen af beløbet), og DR’s budget kan bære provenu-tabet: der er omkring 75.000 pleje- og ældreboliger i Danmark. Forudsætter man, at alle plejehjemsbeboere har et farve-tv, og at halvdelen af dem i forvejen betaler den nedsatte licens, taler vi om et beløb på under 150 millioner ud af DR’s samlede licensindtægter på 3.400 millioner kroner. Peanuts for DR, men forskellen på muligheden for at kunne købe julegaver til oldebørnene eller få sig en ekstra cerut (udendørs, naturligvis) for vores gamle medborgere.


Danmarks Radio har i forvejen stort set opgivet de ældre som et seer-segment, man gider forholde sig til. De gamle er overladt til TV2's Charlie-kanal, som har en yderst smalsporet opfattelse af ældres interesser. Kun svært demente kan vel finde fornøjelse i Johnny Reimar og Smølferne for 118. gang, eller hvad?


Men Danmarks Radio er værre end TV2: DR har særlige TV-kanaler for de kulturelle, for de finkulturelle, for nyhedsnarkomanerne og for de forkælede møgunger, men hvem tænker på dem, der byggede nationen? Ikke Darnmarks Radio, København-Kalundborg i hvert fald.


I en tid, hvor Otto Leisner, Voldborg, Svend Petersen og Dr Lieberkind (den festlige lille fætter) er væk og ikke erstattet af andre ældre-ikoner, opleves DR som mere u- end –blu: Statsradiofonien leverer helt enkelt ikke varen.


Intet under altså, hvis pensionisterne ikke kan li’censen og får lyst til at kyle deres hopla-nåle i fjæset på Kenneth Plummer.


Derfor dette simple råd: op på barikaderne, gamlinge! Kræv jeres ret!


Og mangler I en angrebsvinkel, så er her et lille tip: Denne sag ligger lige til højrebenet for venstre-oppositionen! Fat gåsefjeren og skriv til Villy, Helle eller Johanne og bed dem om at tage affære! Jeg er sikker på, at de vil forstå det simple budskab:


Rigtig mange af os borgere bliver oldinge og ender med at ligge, som andre har redt. På plejehjem.


Hvorfor så ikke gøre det så rart som muligt - med gratis color på tossen?


Det manglede da bare andet.