Søg i denne blog

Viser opslag med etiketten racisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten racisme. Vis alle opslag

onsdag den 10. juli 2013

Projekt Fremmedhadsdag



På Facebook har en debattør rejst forslag om, at racister og skabsracister burde have et tilbud, de vil have svært ved at afslå: en årlig "Fremmedhadsdag", hvor de uden censur og risiko for straf kan få lov til at vælte racistisk lort af sig i 24 timer. 

Til gengæld skal de love at holde kæft resten af året.

Tanken er forjættende og efter lidt arbejde i produktudviklingsafdelingen foreligger der nu en projektbeskrivelse som nærmere udforsker mulighederne ved dette drømme-scenarie:

Eventen skal naturligvis foregå på et behørigt afspærret område, hvor gæsterne kan afreagere uden at blive generet, eller - vigtigst - at genere os normale. Særligt egnede områder til formålet er "øde øer", "ude i Hampen" i Vestjylland, boligkomplekset "Det hvide Snit" på Christianshavn, enhver gummicelle på landets psykiatriske afsnit samt Søren og Yvette Espersens baghave i den mest rådne del af Den rådne Banan.

Typisk vil Fremmedhadsdagen bestå af flere tilbud:

En Bod for Uforfalsket Had (BUH), hvor de mest agressive får lov til at tæske løs på fejlfarvede bokseboldsdukker

En bod med navnet Xenophobia-Utopia for intellektuelle fremmedhadere, hvor typer som Krarup, Krarup og Hedegaard danner en workshop, hvor man pløjer sig igennem elendige oversættelser af Koranen for at finde ammunition til en ny hade-kampagne. Personer som vælger at deltage i  den intellektuelle bod taler ikke sammen. De kommunikerer kun i kronikform.

Der skal også være en Body and Soul-Bod, bemandet af en fysioterapeut, som er i stand til at kurere folk for den særlige krampe som strækker højre arm ud og sender den op i en vinkel på 50 grader, samtidig med at den sygdomsramte råber "Hajl" - eller noget i den stil. Det forlyder, at Morten Messerschmidt har klippekort til denne bod. Det er også her, du kan lære at rulle med øjnene som Pia Kjærsgaard, når hun taler om de fremmede kontra "danskerne", men mener "jeg".

Fremmedhadsdagen byder klart også på en Offerbod. Ikke som et sted, hvor man ofrer noget, for en sand racist hader tanken om at give slip på noget som helst. Nej, Offerboden er for OFRE for den ondsindede, verdensomspændende, islamistiske sammensværgelse af Byretter, Landsretter, medier samt røde svin fra Det konservative Folkeparti og alt til venstre derfor, som vil forhindre ofrene i at sige det, de tænker. Og budskabet er ellers bare tre simple ord: "svin, svin, svin". Offerboden vil ofte være udbygget med et vånde-rum, hvor de særligt hårdt ramte kan gå ind og vånde sig - en slags renselsesproces som altid indledes med ordene:"Min ytringsfrihed er truet".

Ved Trolleboden lærer man at begå sig som internet-debatør. Hvordan man for guds skyld altid skal huske at have rigeligt med falske identiteter at operere fra. Hvorfor et -sen navn er en fordel. Hvorfor masser af gratis email-adresser er vejen til succes. Hvordan man vender en internet-debat til racistisk fordel ved at bombardere forummet med dusinvis af indlæg med forskellig, men dog identisk afsender. Et velformuleret dansk er ikke påkrævet her. Det er nærmest en ulempe. Orblide er velkomne. Det handler bare om at lære nogle faste formuleringer: "vi er MANGE som....","løbet over ende", "oversvømmet", "invaderet", "telt" (for en burkaklædt kvinde), "perker", "nassere", "halalhippier", "radigale" og ikke at forglemme: "svin". Medlemskab af Ekstrabladets Nazionen er et krav for deltagelse her.

Siad-boden er kun for siadere - en lille, sluttet kreds, hvis aktiviteter alle foregår i baglokalet. Medlemmerne taler sammen i et særligt grynte-sprog. De kendetegnes ved deres ualmindeligt bøvede udseende, deres ekstremt ringe dansk-evner og deres megalomane, overvægtige, men undersætsige talsmand. Siaderne viser sig kun ved særlige lejligheder, men annoncerer det altid i forvejen - typisk med løbesedler med ordlyd som "Til kamp for Danmark".  Selv i flok kan siadere være svære at få øje på, for du ser aldrig mere end 3-4 af dem. Onde tunger siger, at det er fordi, de ikke er flere, og at forlydender om et højere antal medlemmer udelukkende skyldes, at talsmanden har været på et kursus i Trolleboden for nogle år siden.

Boden for Skabsracister (som forkortes BS, hvilket i denne sammenhæng IKKE betyder Bullshit - eller gør det?), er den største af dem alle. De samles flere gange dagligt på HVIDovre Stadion, hvor de sammen chanter ordene "Jeg er ikke racist, MEN" i timevis. Derefter instrueres de i, at næsten hvad som helst kan sættes efter de fem ord, så længe man blot sviner en muslim til. Der gives en præmie til den som på den mest kreative måde får bebrejdet muslimerne et nyt samfundsproblem. Sidste års trofæ tilfaldt Heinrich Jensen (eller hvad han nu hedder i virkeligheden) for hans blændende læserbrev  om, at muslimerne er skyld i det krisefremkaldte værditab på hans sommerhus på Ore Strand udenfor Vordingborg. Næste dag var ruderne smadret i den lokale kebab-joint. Tal lige som politisk clout! Heinrich sparker røv!

Boden "Håndarbejdets Fremme" er ikke et party for onanister! Det handler om stoflige sysler, hvor bomulds-racister fremstiller deres egen hijab, niqab eller - for særligt talentfulde - ligefrem en hel burka. Man har 24 timer til arbejdet, og når alle er færdige samles man til fælles afbrænding af beklædningsgenstandene, mens man råber: "rigtige kvinder viser hår og patter". Petroleum er inkluderet i entreprisen.

Jørgen Clevins Venner-boden har uden tilladelse stjålet den kendte børne-tv-personligheds navn for at promovere deres projekt: en tegnestue/konkurrence hvor folk lærer grafisk fremstilling af Muhammed uden nogensinde at have set ham. Til kursets bundne tegne-opgaver hører: Muhammed ridende på en atombombe, Muhammed bider i et svin af sortbroget dansk landrace, Muhammed spiser leverpostej med bacon, Muhammed i et intenst knald med et valgfrit bestyrelsesmedlem af Fri  For Tryghedsselskabet og Louise Frevert sætter sig ned over en minaret. Dommer er en Hr K. Westergaard, Jylland.

Ingen Fremmedhadsdag er komplet uden en "Pias Mindelounge". Her kan man knæle for en Pia-dukke i naturlig størrelse, og perverse typer kan gå skridtet videre med en personlig Pia-doll som pustes automatisk op ved synet af et tørklæde og som har op til flere huller - i sin viden. Baggrundsmusikken leveres af Richard Ragnwald og Dot & Morten som synger "Kære Lille Pia" ad nauseam på endeløst repeat. Allergikere advares mod den meget påtrængende lugt af bræk i loungen, fremkaldt af deltagere som blev overmandet af selvfedme. Dukke-køb sker under fuld diskretion. Vi siger heller ikke noget til Deres kone.

Jo, der er MULIGHEDER i sådan en Fremmedhadsdag. Ikke mindst for driftige entrepreneur-typer som ikke er så nøjeregnende med, hvem og hvad de prostituerer sig selv til. Vi tænker her i særdeleshed på de medlemmer af Venstre og Socialdemokratiet som gerne bjæffer med, når de gale racist-køtere hyler - så længe det kan gavne dem selv.

Hvordan skal sådan et kæmpe arrangement finansieres? spørger du. Svaret er enkelt: de gale (i begge betydninger - altså både de vrede, men også de rablende) har så stor underholdningsværdi og scorer så højt på den internationale Latterindex-skala, at DR og TV2 er i intens konkurrence om retten til optagelserne fra Fremmedhadsdagen. Pt går en skidesur Lisbeth Dahl rundt i Klampenborg og syder over, at begge kanaler har budt mere for at transmittere fra næste års Fremmedhadsdag end for at vise Ulf som Daisy for 12. gang.

En anden indtægtskilde er souvenirboden Swastika, hvor man kan købe signerede eksemplarer af en sprællemand med en påfaldende lighed med Morten Messerschmidt. Sprællemanden heiler, når man trækker den i bollerne. Hvis gigten ikke plager Richard Ragnwald, vil han være tilstede for at tungekysse alle som køber hans nye vinylplade "Kære Lille Thulle" - en hyldest til Pia Kjærsgaards afløser som han indspillede forrige år. Man forhandler også en unik rengøringsserie under navnet Stueren. Produkterne karakteriseres ved, at de ikke virker: uanset hvor meget Stueren, du bruger, forsvinder snavset aldrig. Shoppens ubestridte slagnummer er Pia Kjærsgaards hjemmelavede leverpostej tilsat godt med galde for øget holdbarhed.

Jo, Fremmedhadsdagen har et stort potentiale. En enestående chance til at demonstrere al det værste, mennesket rummer på 24 timer. Og tænk på den fred som vil sænke sig over landet årets øvrige 364 dage.

Har projektet da slet ingen bagsider? hører jeg dig spørge. Svaret er "jo." Først og fremmest vil indførelse af en Fremmedhadsdag medføre en ganske betydelig arbejdsløshed indenfor visse afgrænsede områder. Da det forbydes at ytre sig fremmedfjendsk resten af året, vil en lang række medier og organisationer miste deres reelle eksistensberettigelse. Det samme vil Søren Krarup som herefter endeligt kan opfylde Folkebevægelsen for Udstopning af Søren Krarup's våde drøm. Men de positive sider opvejer så langt de negative. Forestil dig energien, når al den danske racisme hæmningsløst slippes løs i ét gigantisk ræb, rungende ud over hele Europa. Og forestil dig den velsignede stilhed i dagene efter, hvor alverdens dumme svin tier , hvor bitterheden letter, hvor vejret trækkes friere, hvor smilene breder sig.

Måske kan det ligefrem blive en ny start. En chance for galningene til at indse, at de ikke er folket, men kun nogle få ekstremister, og at man faktisk godt kan leve sammen i fryd og fred, hvis de ellers var i stand til at se kigge udover deres egne lave horisonter.

Eller er det for meget forlangt?

søndag den 24. juli 2011

To do liste


Kære venner - hvis I savner nogen at blokere på  Facebook: 

Kære PET - hvis I savner nogen af aflytte:

Kære Gud - hvis du føler trang til at skrive en liste over "projekter jeg burde have kvalt i fødslen":

Kære børn - har I lyst til at se hvordan en lort på to ben ser ud? Så er her nogle stykker af slagsen:

Kære Facebook - tag demokratiet alvorligt og afvis dem som forsøger at undergrave det:
























































tirsdag den 3. maj 2011

Oink-oink


Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard kalder det skandaløst, at Landsretten har dømt ham som racist.

Kan det undre? 

Hele konceptet bag det at være et racistisk svin er jo, at man anser sig selv for at være bedre end andre.

Tilmed forstærkes Hedegaard og hans venner i deres vrangforestillinger af en flok lallende danske medier som velvilligt stiller sig til rådighed for ekstremister som Hedegaard og som medvirker til at legitimere deres ytringer ved at sidestille dem med almindelige politiske betragtninger.

Blandt højrefløjens racister taler man ofte om "de fremmedes" manglende evne til at tilpasse sig "den vestlige verden".

Endnu en påstand som langt for ofte får lov til at stå uimodsagt, selv om virkeligheden er en anden:

I USA var disse racistiske svin blevet drevet ud af en hvilken som helst by.

Kun i Danmark blåstemples den slags helt op på regeringsniveau.

Tak til Landsretten som i dag trådte i karakter som fornuftens sidste bastion.



mandag den 21. februar 2011

Om manglende selvindsigt

Til Berlingske udtaler Malmös borgmester, at Danmarks ry som fremmedfjendsk skader hele Øresundsregionens vækst. Stof til alvorlig eftertanke som bakkes op af en prominent arbejdsmarkedsforsker. 

Og i Jyllands-Posten har man en blogger - Morten Uhrskov* - som for nyligt forlod Dansk Folkeparti, fordi han ikke fandt det fremmedfjendsk nok - skrevet en forarget klumme, fordi en svensk fagforening har valgt at ekskludere et fremtrædende medlem af Sverigedemokraterne, fordi han har udtrykt klare nazistiske synspunkter. 

Forargelsen og chokket er stort blandt racisterne herhjemme, hver gang det går op for dem, at deres holdninger har konsekvenser - ikke bare for de fremmede, men også for dem selv. De pisker et had op som kan høres kloden over, men når så nogen vender dem ryggen eller ikke vil være i stue med dem på grund af deres himmelråbende intolerance, står de og flæber over det manglende frisind, de selv mødes med. Så patetiske, så enøjede er de, disse underfrankerede minimalhjerner. De ligger som de har redt. 




*tilgiv - jeg linker ikke til racister

søndag den 7. november 2010

Med racismen på finansloven


I dag faldt forhandlingerne om Danmarks finanslov for 2011 på plads.

Og der er nok at forhandle om, skulle man mene, midt i en global krise som rammer ned i enhver danskers hverdag. Alle bliver på en eller anden måde berørt af de dramatiske nedskæringer, som samfundet udsættes for næste år: beskæftigelsen vil falde, antallet af tvangsauktioner stige, servicen forrringes på skole- og fritidsområdet, på sundhedsområdet, på ældreområdet og på uddannelsesområdet.

Folk i tusindtal mister deres job. Mange må gå fra hus og hjem.

Men i det bizarre og forpestede politiske miljø som hersker her i landet, er finanserne helt og aldeles uden betydning, når der forhandles finanslov. Også i den sammenhæng handler det om udlændinge.

Derfor fik Danmark i dag også Europas, ja, måske verdens strammeste flygtninge- og immigrationslovgivning.

Mekanismen er nemlig den simple herhjemme, at det eneste parti med magt, dem som skulle forestille at repræsentere den lille mand, den lille håndværker, den ufaglærte arbejder, pensionisten uden opsparing, de syge, førtidspensionisterne, netop det parti skider de samme befolkningsgrupper et stykke, når det gælder:

På afstemningsdagen er deres agenda nemlig, at Dansk Folkeparti bakker de rigestes repræsentanter på tinge op til gengæld for det eneste som betyder noget for disse selvudråbte folkets repræsentanter:

mere udlændingehad, flere stramninger, flere overtrædelser af internationale konventioner. Mere statsracisme.

Og fordi Danmarks borgerlige partier pt er så uredelige og griske, at de gerne kaster almindelige menneskelig anstændighed på racismens flammende bål, blot for muligheden for at score nogle ekstra millioner i skattelettelser,  får situationen lov til at gentage sig hvert år: de velbjærgede borgerlige laver endnu en horribel plan som vil gøre skellene mellem rige og fattige danskere endnu større, men som til gengæld stiller dem selv ufatteligt meget bedre.

Så grådige og korrupte er de, at selv om de ved, at prisen for disse ekstra goder bliver mere racisme og mere fremmedhad, er det en kamel, de gerne sluger.

Og Danmarks selvbestaltede folkeparti benytter med usvigelig sikkerhed anledningen til at røvrende deres egne underfrankerede kernevælgere ved at stemme for de riges dagsorden på bekostning af dem, de skulle forestille at repræsentere.

Så fremmedfjendske er Pia Kjærsgaard og hendes flok nemlig, at selv om de ved, at prisen for de yderligere udlændingestramninger som de kræver bliver ringere - ikke bedre - vilkår for deres egne kernevælgere, er det en kamel, de gerne sluger.

Danmark går under i disse år - ikke på grund af vores medborgere med anden hudfarve og ikke på grund af de flygtninge, som vores egen militariske adfærd har været med til at bringe til verden.

Nej, vi går under i et selvskabt inferno af griskhed, smålighed, racisme, selvfedhed og ansvarsforflygtigelse, fremkaldt af blokken som kalder sig blå, men som står for det sorteste, man kan forestille sig.


Billede af Mette Dreyer venligst lånt fra Politiken 01apr2010

søndag den 11. juli 2010

Ballon-dans

I DF er man rasende over at have brugt to dage på forgæves at diskutere den unge Venstre-løve Karsten Lauritzens racistiske prøveballon om at arbejdsgivere skal have lov til at aflønne "utilpassede" udlændinge med mindre end halvdelen af minimumslønnen.

Forslaget viste sig hverken at være afstemt med Birthe Rønn Hornbech - Venstres integrationsminister - eller internt i regeringen, endsige med støttepartiet. Dansk Arbejdsgiverforening og LO kunne heller ikke lide det.

DF's Søren Espersens reagerer med et raseri af Egon Olsenske dimensioner. Ord som "uhørt", "amatøragtigt", "rystende" og - hold fast! - "diskriminerende mod udlændinge", vælter ud af ham, blandet med forbandelser om, at "regeringen er uden ledelse", og at Lauritzens forslag er et "blålys".

Blandt alle ederne er der kun et enkelt argument: forslaget er "diskriminerende mod udlændinge".

Det var imidlertid ikke det, som var Dansk Folkepartis hovedbekymring, da Karsten Lauritzen præsenterede forslaget. Tvært imod. Den dag udtalte partiets næstformand, Peter Skaarup:

"Jeg er bekymret for, at danske ledige dermed ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, når det bliver billigere for arbejdsgiverne at ansætte nydanskere. Dermed risikerer vi at tabe danske ledige på gulvet."

Bekymring for at diskriminere udlændinge præger da heller ikke Dansk Folkeparti til daglig. Det er kun knapt to måneder siden, at diskussionen om indvandreres manglende beskæftigelse sidst fyldte aviserne. Da sendte DF en ballon op, hvis indhold gik på, at alle en families medlemmer skal bøde og trækkes i deres offentlige ydelser, hvis blot et enkelt familiemedlem ikke er erhvervsaktivt.

Samme Peter Skaarup, som nu siger, at han ikke vil diskriminere udlændinge, var den gang mere klar i spyttet og sit vante racistiske jeg: DF's forslag skulle kun gælde "borgere af ikke-vestlige efterkommere", hed det.

Der er lande, hvor man ryger bag tremmer for at ytre sig som DF ofte gør. Men her i Danmark mødes DF's utallige lorte-lugtende prøveballoner kun af et skuldertræk. Danskerne er blevet forråede af mange års statsautoriseret fremmedhad fra DF's side, men racisme er det - hvad enten partiets tilhængere vedstår sig det eller ej.

Hvorfor så denne frygt for at stå ved sine holdninger denne gang? Og hvorfor denne pukken på DF's venner i V og K, som vi har set i stigende grad gennem de seneste måneder?

Der er tre grunde:

- DF forsøger at fremtræde som et troværdigt alternativ for de borgerlige vælgere, som er trætte af Venstres og De Konservatives talentløse jokken rundt i spinaten.

- Der er brug for så mange afledningsmanøvrer som muligt fra den krisepakke, som DF netop har lagt stemmer til sammen med V og K. Pakken barberer som bekendt store stykker af den velfærd, som mange af DF's egne vælgere lever af, og den forringer også hjælpen til de pensionister, som Pia Kjærsgaard ellers siger, hun er så ivrig for at hjælpe - mens hun stemmer for den ene nedskæringspakke efter den anden.

- DF har indset, at næste valg allerede er tabt. VKO er snart en saga blot. Skal partiet gøre sig håb om indflydelse fra næste efterår, kan det kun ske gennem den kommende S-SF-regering, som måske/måske-ikke bliver nødt til at samarbejde med borgerlige fløj i de sager, hvor Enhedslisten siger nej til at bakke op.

Det sidste punkt er vigtigst for mesterstrategerne i DF. Man kan derfor også meget vel forestille sig, at det bliver Dansk Folkeparti og ikke statsministeren som udskriver det næste valg. Med det formål at profilere DF yderligere kan Dansk Folkeparti sagtens finde på at vælge at gøre de kommende finanslovsforhandlinger vanskeligere for regeringen, end finansminister Hjorth Frederiksen forestiller sig i sit værste mareridt. Så vanskelige faktisk, at regeringen mister sit flertal på grund af endnu en politisk markering; endnu en DF-ballon, fuld af varm luft.

Trist blot, at DFs vælgere ikke magter at gennemskue det løgnagtige rænkespil, de lægger stemmer til.

fredag den 5. marts 2010

Med had i bagagen og løgnen som våben

Jeg finder det foragteligt, hver gang en politiker lyver.

Men når politikeren bakkes op i løgnen af sit parti, og det gøres alene med det formål at lægge en hel befolkningsgruppe for had, er det racisme af værste skuffe.

I en lang række københavnske lokalaviser har DF-byrådsmedlemmet Finn Rudaizky skrevet læserbreve om, at Københavns Kommune har ført forhandlinger med Muslimernes Fællesråd om kønsopdelte plejehjem i Hovedstaden.

På karakteristisk DF-vis benyttes lejligheden til at gå i selvsving over den selvskabte nyhed: partiets ligestillingsordfører, Pia Adelsteen, (Pia Who?) er endda blevet så våd i trussen ved udsigten til denne mulighed for at sprede lidt mere fremmedhad herhjemme, at hun har kastet sig ud i en pressemeddelelse på DF-brevpapir.

Heri hedder det, at DF tager skarpt afstand fra den "middelalderlige opførsel", som muslimerne udviser - og så går det ellers over stok og sten: alle de kendte, kjærsgaardske floskler formelig vælter ud af ordføreren, som også får sagt "grotesk", "et brud på dansk kultur" og andre af de sædvanlige ukvemsord, DF'ere benytter, hver gang man tager patent på alt dansk, samtidigt med at der skal fyres mere muslimerhad af.

Der er kun et problem med al den forargelse: Finn Rudaizky er fuld af løgn. Der har aldrig været ført forhandlinger om kønsopdelte plejehjem i København - hverken i kommunalt eller privat regi.

I Dansk Folkeparti lever man i et parallelsamfund af had, racisme og angstfyldte, paranoide psykoser. Partiets besættelse med muslimer har efterhånden antaget et sådant omfang, at adskillige medlemmer har vist sig ude af stand til at skelne virkeligheden fra deres egen, afsporede fantasi. Heri ligner DF til forveksling et andet højreekstremistisk parti, som havde alt for stort held med at promovere sit had til en anden religiøs mindretalsgruppe i midten af det forrige århundrede.

Finn Rudaizky er jøde og kom til Danmark som flygtning, da han var barn. At han af alle finder på at udsætte personer fra et andet mindretal for den behandling, som i sin yderste konsekvens var med til at drive hans egen familie på flugt, gør kun hans opførsel endnu mere ussel, ynkelig, usympatisk og foragtelig.

Lad ham ikke slippe afsted med det.

"Dansk" "Folke"parti er ikke Danmark. Tværtimod. DF og personer som Finn Rudaizky skyr ikke noget middel for at puste til det udanske, fremmedhadets bål, som brænder i al for mange hjerter i vores lille land.

De driver os bevidst henad vejen mod al det, mange af vores forældre og bedsteforældre kæmpede så hårdt imod under den sidste store krig.

Med hadet i bagagen og løgnen som våben.

torsdag den 4. februar 2010

Den lille forskel

Martin Henriksen, ledende medlem af DF, udtaler, at man i DF har svært ved at skelne mellem islam og islamisme, og at man heller ikke finder, at der er forskel mellem tørklæder og burkaer.

Det passer fint med, at det for befolkningen bliver sværere og sværere at skelne DF fra DNSB.

lørdag den 9. januar 2010

Racismen Down-Under - og her

Australien er ved at få sig et dårligt ry blandt folk med mørk hud. En massiv racismebølge skyller ind over landet og rammer i flæng muslimer, indere, afrikanere og selv landets oprindelige befolkning - aboriginerne.

For en uge siden blev en indisk studerende dræbt i et blodig kniv-overfald i Melbourne, og i går var den gal igen. Endnu en ung inder blev offer for et racistisk motiveret overfald. Denne gang "nøjedes" gerningsmændene dog med slag med nogle boldbat og derefter at sætte ild til offeret.

Disse to overfald er imidlertid blot toppen af isbjerget af racistisk vold, rettet mod "udlændinge" i Australien. Unge indere har været ofre i over 500 voldssager i Australien det sidste år iflg australsk politi. Et faktum, som har fået den indiske regering til at fraråde rejser til Australien.

BBC
har i de seneste måneder rapporteret udførligt fra kontinentet down-under, og også danske medier er også begyndt at interessere sig for de triste tilstande dernede. I Jyllands-Posten dog tilsat den form for uklædelig udeladelse, som også kun var at forvente af DF's partiblad: avisen beretter nok om de mange overfald på indere i Australien, men den fortæller ikke, at et stort antal muslimer og afrikanere også er blevet ramt. Og den tier omhyggeligt med, at gerningsmændene er såkaldt pæne, kristne mænd fra det ekstreme højremiljø - det selvsamme miljø, som avisen herhjemme direkte og indirekte bakker op om i tide og utide.

På regeringsplan er australierne rasende over beskyldningerne for racisme. Regeringen har indtil for ganske nyligt fastholdt, at der ikke var noget mønster i de mange overfald på udlændinge. Men med den den indiske regerings udmelding er man blevet nødt til at træde i karakter. Nu diskuteres det ømtålelige emne i det mindste både i parlamentet og i medierne, og volds-racismen fordømmes af høj og lav.

Og med tydelig adresse til de lokale bøller og - hvem ved - måske også til lille Danmark i det høje nord kan man i en ny vejledning til børn og unge i de australske skoler læse de kloge ord:

Some people mistakenly believe that the public expression of racist attitudes is a legal and acceptable form of free speech. In Australia, as internationally, the right to freedom of speech carries with it certain responsibilities and restrictions which protect the rights of others against open hostility and discrimination. Australian law expressly prohibits incitement to discrimination, hostility or violence on the basis of race.

"I Australien, som i udlandet, indebærer retten til ytringsfrihed også et vist ansvar og visse begrænsninger, der beskytter andre mod åben fjendtlighed og diskrimination."

I denne ene sætning mejsles det i sten: ytringsfriheden må aldrig blive et skalkeskjul for had og racisme - uanset hvad voldelige ekstremister, alverdens karikaturtegnere, sorte præster og Trykkefrihedsselskaber så måtte sige.

Den slags formuleringer standser hverken racisme eller vold mod mindretal. Men den gennemhuller helt og aldeles det skjold, som de mest ekstreme holder op foran sig, når de bebrejdes deres hadefulde udfald mod andre "af forkert etnisk herkomst".

Kunne man forestille sig en lignende lærebog i de danske skoler? Kunne vores Folketing enes om en tilsvarende erklæring? Næppe, så længe VKO sidder på magten. Her i landet forsvarer et lille snævert flertal nemlig hellere retten til uindskrænket had fremfor retten til at leve i fred og fordragelighed for alle.

torsdag den 7. januar 2010

Perverterede præstetanker

Søren Krarup er - i sin egen optik - en stakkels forfulgt uskyldighed. Ligesom Lars Hedegaard, der har udtalt, at muslimske mænd er voldtægtsforbrydere, er det.

Forfølgerne er - i følge Krarup i dagens Politiken - "den kulturradikale mediemafia".

Mon ikke dette tager prisen som den mest perverterede virkelighedsopfattelse, som til dato er væltet ud over danskerne:

To af landets mest hadefulde, racistiske mennesker - med uindskrænket medieadgang, som i årevis har gjort det til deres levevej at hetze mod minoriteter - opkaster sig selv til ofre!

Måtte du kløjes i din ophøjede selvfedhed, Krarup. Du sår som vi andre høster.