Om gråspurve og kanoner

Da Anders Fogh blev statsminister i 2001 blev han blandt andet valgt på grund af sit opgør med det, han kaldte smagsdommerne. Derfor vakte det en del undren, at han som noget af det første satte Brian Mikkelsen til at få udarbejdet en kulturkanon i samarbejde med en masse eksperter.

Arbejdet stod på i flere år og kostede en formue.

Resultatet var ikke overraskende: Matador, Kim Larsen, Hammerhøi, Eckersberg, PH-lamper og Den allersidste dans fra Mød Mig på Cassiopeia. Hvad kunne man indvende mod det?

Jo, man kunne blandt andet indvende, at det hurtigt blev tydeligt, at regeringen i almindelighed og Brian Mikkelsen i særdeleshed ønskede at bruge Kulturkanonen i deres egen politiske kamp. Som medlem af kanonudvalget, Erik Aksel Nielsen, udtrykker det:

- Brian Mikkelsen misbrugte vores tillid fuldstændig katastrofalt. Han var en konservativ egoist, og han skulle bruge kanonen til at prale med den konservative politik.

Professor Jørn Langsted, Århus, formulerede det endnu skarpere:

- Mikkelsens kulturkanon var et produkt af det nye højrenationalistiske smagsdommerregime.

Brian Mikkelsen var en dundrende fiasko som kulturminister. Han havde intet begreb om sit resort-område og satte sig ingen spor på posten. Det er blandt andet derfor, han aldrig er kommet i betragtning som formand for De Konservative. På Christiansborg taler man åbent om hans manglende intelligens.

Et gammelt dansk mundheld siger, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Ikke desto mindre vælger en ny Venstre-ledet regering nu at genoplive tanken om en slags facit-liste over danskheden. Denne gang under navnet danmarkskanon.dk. Nu ledes projektet af Bertel Haarder. En mand ingen kan beskylde for manglende intelligens, men som til gengæld er kendt som Borgens hysteriker. Prøv bare at forstyrre ham midt i risengrøden i december måned, så opdager du hans sande natur. Personligt har jeg haft den fornøjelse at opleve ham på slap line i San Franciscos lufthavn, hvor han gik amok, da han blev tvunget til at gå gennem sikkerhedskontrollen og tage sine sko af sammen med os andre dødelige på trods af det fine røde diplomatpas, han rådede over som minister. Haarder faldt først ned igen, da hans departementschef gjorde ham opmærksom på, at der var andre danskere tilstede. Måske hjalp det også, at en hårdhudet amerikansk sikkerhedskontrollør bad ham opføre sig ordentligt.

Denne gang er det meningen, at kanon-projektet skal være mere folkeligt. Alle skal have mulighed for at byde ind med forslag, så et flertal i befolkningen kan tryne mindretallet og anklage dem for manglende danskhed, hvis deres smag ikke flugter den brede offentligheds. Hvilket prægtigt projekt for en afdanket, værdiløs politiker, som for længst burde være på pension, men som nu øjner en mulighed for at sætte sit præg på den nationalistiske dagsorden, hans parti er med til at sætte.

Ligesom sidst da Venstre var ved magten, skærer også denne regering brutalt ned på støtten til vores kulturliv. Hvilken fantastisk afledningsmanøvre er det så ikke at sole sig i fortidens triumfer frem for at stå på mål for egne fiaskoer? Og hvis man samtidig kan bukke i neon og skære i pap, at visse borgere her i landet er mere danske end resten, udlever man en fremmedfjendsk, nationalistisk regerings våde drøm. 

Lad dem ikke slippe afsted med det!

Haarders kanon er en politisk dødssejler. I bedste fald er det spild af penge. Så nej, det kan ikke anbefales at deltage i Venstres kanonkonges lille stunt, med mindre du har lyst til at ende som en gråspurv for mundingen af Hysteriske Bertels kanon. 

Ps: Skulle du alligevel falde for fristelsen, er Simon Talbot måske et ganske godt bud på dansk kultur? Han er i hvert fald et betydeligt fornøjeligere bekendtskab end ministeren.

En dyd af dumheden

En norsk undersøgelse viser, at nordmændene ikke går særligt meget op i, om der er pesticider i deres pinnekjøt eller kinin i deres kanin i kål. Eller mug på myseosten for den sags skyld.

Interessen for økologisk, giftfri mad i Norge er nemlig omtrent ligeså stor som entusiasmen for hardangerfele-fileri er herhjemme. Nærmest lig nul eller nøll, som man vist siger på de kanter.

Særligt uinteresserede i økologi er norske mænd, lavt uddannede og vælgere, der stemmer på Fremskrittspartiet.



Og i Danmark mener DF's Peter Skaarup, at der ikke er nogen grund til at involvere psykologer i de soldater, som skal i krig. Det uagtet at 281 danske soldater har forsøgt selvmord efter de kom hjem, og hundreder flere lever med store ar på sjælen.

- Soldaterne har det fint. En rask lille krig styrker dem kun, udtaler Skaarup.

Danmarks Radios mikrofonholder lod Skaarup slippe afsted med den bemærkning uden at stille yderligere spørgsmål.

Det ville være så inderligt ligegyldigt, hvad man mener på den fremmedfjendske højrefløj både i Norge og her, hvis det ikke var fordi de samme mennesker insisterer på at fremture i deres dumhed og sætte andre menneskers velfærd over styr i processen. Og både her og der lider store dele af befolkningen under disse folkevalgte narrøves manglende kompetence, empati og intelligens.

Vores helt eget sted

Hvis vores planet blot var en landsby med 100 mennesker ville den bestå af:

57 asiater
21 europæere
14 fra Nord- og Sydamerika
8 afrikanere

52 ville være kvinder
48 ville være mænd

70 ville være ikke-hvide
30 ville være hvide

70 ville stamme fra den ikke-kristne del af byen
30 ville stamme fra den kristne del af byen

90 ville være heteroseksuelle
10 ville være homoseksuelle

6 af landsbyens beboere ville eje 59% af byens rigdom - og de ville alle bo i den del af byen som hedder USA !

80 ville ikke bo i et hus

70 ville ikke være i stand til at læse

1 ville være døende

1 (ja kun 1!) ville have en uddannelse ud over grundskolen

1 ville have eje en computer

Hvis man ser på vores verden ud fra sådan et "kompakt" synspunkt, bliver behovet for accept, forståelse og uddannelse pludselig mere tydeligt.

Hvis du vågnede op i morges, og følte dig mere rask en syg, så er du mere heldig end den million mennesker, som ikke overlever denne uge.

Hvis du aldrig har oplevet faren ved krig, rædslen ved tortur eller smerten ved sult , så er du bedre stillet end 500 millioner mennesker verden over.

Hvis du kan gå i kirke uden at frygte terror, arrestation, tortur eller død, er du bedre stillet end 3 milliarder mennesker på Jorden.

Hvis du har mad i køleskabet, tøj i skabet, et tag over hovedet og et sted at sove, så er du rigere end 75% af verdens indbyggere.

Hvis du har oven i købet også har penge i banken eller bare i din pung, så hører du til blandt verdens rigeste 8%

Hvis dine forældre stadig er i live og stadig er gift, så er du meget heldig og tilhører et mindretal

Hvis du kan læse denne tekst, så er du bedre stillet end over 2 milliarder i denne verden som er analfabeter

Arbejd, som om du ikke behøvede penge.

Elsk, som om du aldrig er blevet såret.

Syng, som om ingen kan høre dig.

Lev som om dette er himlen på jord.

Retro-bonderøvene

"Bonderøven Retro" er et populært TV-program på DR med en majet sexet vært.

Samme betegnelse kan imidlertid også hæftes på vores mindre sexede regering og dens støtteparti. I modsætning til hvad stemmerne fra "udkantsdanmark" i disse måneder siger, er Hovedstaden nemlig i disse år i offer for provinsialisme og stenalderagtig politik.

Senest har Venstres gruppeformand Kristian Jensen meddelt, at det er planen at flytte Energistyrelsen til Esbjerg. Ja, faktisk forestiller Venstre sig, at samtlige statsinstitutioner fra nu af skal placeres i provinsen. Disse flytninger kommer oven i de allerede foretagne udflytninger af bl. a. Skats Betalingscenter og Sikkerhedsstyrelsen samt ikke mindst oprettelsen af de nye regionscentre, som med et snuptag fx flyttede Hovedstadens administrative centrum væk fra Hovedstaden til Hillerød - 35 km væk - i statsministerens valgkreds!

Regeringen har aktivt fjernet tusinder af jobs fra landets hovedstad i de senere år og placeret dem i egne af landet, hvor de færreste kvalificerede medarbejdere har ønsket at bo. Resultatet har været enorme omkostninger for både staten og borgere på grund af efterslæb i sagsbehandlingen og fejl.

Jo, der lefles i høj grad for provinsen i disse år, selv om Fælleslisten trænger sig på med flere og flere krav på vegne af det såkaldte yder-Danmark.

Ingen protesterer overfor kravene. Ingen gør opmærksom på, at provinsen i forvejen er nærmest tæppebombet med kulturhuse, svømmehaller og koncertsale i et antal som opgjort pr. tusinde indbyggere mange gange overgår Hovedstadens. Ingen minder om, at provinsen er plastret til med motorveje i et omfang, som Københavnsområdet aldrig når, selv om behovet er langt større der. I mellemtiden forfalder landets hovedstads vejnet med enorme huller i den indre bys gader og elendig skiltning.

Hovedstaden er ved at kvæles i forurening. På hele 35 af byens hovedstrøg måles dagligt en alt for høj dosis af sundhedsskadelige stoffer. Børn får astma og voksne cancer, men vores "retro-regering" og dens støtteparti af knoldesparkere afviser enhver indgriben, sådan som det ellers kendes fra stort set alle andre hovedstæder. Det er som om man er på et provinsielt hævntogt mod hovedstaden. Ethvert ønske fra bystyret om fx trængselsafgifter, miljøkrav til skibstrafikken, skærpede krav til byens miljøzoner eller krav til personbiler om at køre med partikelfilter afvises brutalt.

Der er en foruroligende parallellitet mellem regeringens fordelingspolitik og dens holdning til provinsen kontra hovedstaden: Igennem flere år har regeringen pøst penge ud til landets rigeste i form af skattelettelser og samtidig givet de dårligst stillede et ekstra slag i ansigtet ved at lade dem betale regningen. På samme måde ser vi i disse år, at provinsen forgyldes, mens Københavns bevidst udsultes - samtidig med, at der spændes ben for alle tiltag til forbedring af forholdene fra Hovedstadens folkevalgte.

Og mens højreekstremisterne i DF galper op og kalder indvandrere en plage, bor de selv på sikker afstand af de ghettoproblemer, de bærer deres store del af ansvaret for: Pia Kjærsgaard i Gentofte, Kristian Thulesen Dahl i Vonge, Søren Espersen i Køng på Sydsjælland, Jesper Langballe i Kjellerup og Søren Krarup ude i Hampen.

Nej, ingen kan i fuldt alvor længere påstå, at Hovedstaden er en dominerende faktor i Danmark. Danmark er der imod gennemsyret af en dyb provinsialisme, som præger vores land fra yderst til inderst. Det er for resten den samme holdning, som driver det fremmedhad, vi er så kendte for og som fremmer den jantelovsindstilling, som vi aldrig får rystet af os, om så hele verden spæner fra os mod nye horisonter.

Der er dejligt i provinsen. Der er marguerite-ruter, landevejskroer, gyllestank og rød dansk malkerace på græs. Der er hvide, romantiske kirker med enestående kalkmalerier og godser med hårdt trængte halv- og hel-adelige familier med tyske navne, som ikke kan få økonomien til at løbe rundt. Man kan smile til en kronhjort og vinke til en stær i provinsen. Og der er sommerrevyer og Kandis på kroen om lørdagen og Richard Ragnwald på en blokvogn. Og åbenbart en mere og mere udbredt følelse af mindreværd som giver sig udslag i krav om alle storbyens fordele, selv om man bor, hvor kragerne vender.

Skal Det Kgl. Teater mon snart flyttes til Aulum? Skal vi tvinge Majestæten til at tage residens på Anholt? Eller skal vi komme til fornuft og indse, at overskud, udsyn, fremskridt og internationalt format ikke opnås ved at gå i små sko og forlange vores Hovedstad reduceret til det rene provins - i jantelovens navn?