peer aagaard: april 2017

Jeg skrev for nogle dage siden en Facebook-nekrolog over Gilbert Baker - skaberen af LGBT-flaget. Jeg er glad for, at den blev læst af en del, og at mange kommenterede, at her fik de fakta, de ikke før havde hørt om.

Blandt kommentarerne var der folk, der undrede sig over, hvordan en hel storby som San Francisco blev en bastion for homo-rettigheder, og hvordan byens LGBT-historie kan trække sine spor så langt tilbage i tiden.

Jeg vil her gøre et beskedent forsøg på at skildre lidt af homo-bevægelsens historie i almindelighed og historien om San Francisco's homo-bevægelse i særdeleshed, men må understrege, at andre, mere kvalificerede og tættere på begivenhederne allerede har gjort et kolossalt arbejde i den henseende i adskillige bøger og på adskillige websites. Betragt derfor blot nedenstående som en form for historisk resume. Nederst har jeg forsøgt at stykke en liste sammen med forslag til mere læsning, men igen: det er kun et lille uddrag af, hvad der findes om emnet.

De fleste har hørt om den guldfeber, der rasede i Amerika i midten af 1800-tallet. Besatte af tanken om styrtende rigdom drog folk fra hele verden til egnen omkring San Francisco, efter at der var fundet betragtelige mængder af guld.

Guldgravere i bakkerne udenfor San Francisco

Alene i løbet af årene 1848-49 ankom 300.000 mennesker til det nordlige Californien. Mange blev rige i processen; enkelte endda styrtende rige. Med sin gunstige placering ud til vandet oplevede byen handelsmæssigt og kulturelt en blomstring, som overgik alt, hvad man hidtil havde set. San Francisco blev kendt som Paris of the West. Kulturpersonligheder som Mark Twain, Rudyard Kipling, Robert Louis Stevenson og Oscar Wilde slog sig ned for kortere eller længere tid og bidrog til at gøre byen til et kulturelt centrum.

Når guldgraverne skulle more sig, blev det hurtigt almindeligt med kostumeballer, hvor nogle af dem klædte sig ud som kvinder. Det blev en mulighed for de homoseksuelle blandt dem (en betegnelse, som slet ikke blev anvendt på den tid), at udleve en seksualitet, som afveg fra det gængse. Samtidig benyttede en del lesbiske blandt byens få kvinder chancen til at iføre sig mandetøj for at undgå chikane fra de brovtende tilrejsende mænd.

Der herskede med andre ord en form for seksuelt anarki i San Francisco, som afveg meget fra den bonerte og snerpede atmosfære, man så i Europa i de samme år, hvor Dronning Victoria herskede over det britiske imperium, og hvor man på kontinentet havde mere travlt med at afskaffe de kongeliges enevælde og føre krig end med et opgør mod den gældende moral.

Guldfeberen varede kun kort. I 1850 var hver en kvadratmeter af det nordlige Californien endevendt. Men tilflytterne blev. Mange slog sig på handel; flere af dem grundlagde ved hjælp af deres guld-indtægter virksomheder som i nutidens målestok var på størrelse med de største verdensomspændende koncerner med Levi Strauss' tøj-firma og Wells Fargo's Bank som typiske eksempler.

Andre arbejdede med at få den nye storbys infrastruktur til at fungere. Nye kvarterer opstod, godt hjulpet på vej af anlæggelsen af San Francisco's enestående netværk af cable cars - små sporvogne som ved hjælp af et underjordisk kædetræk kunne slæbe sig op ad byens stejle bakker.

San Francisco cable car på Nob Hill

Alt kunne lade sig gøre; alt var tilladt. Dette var udlevelsen af Den amerikanske Drøm, men det var også en lovløs tid, hvor man havde svært at få styr på kriminaliteten og følgerne af udbredt korruption.

Enhver reaktion har en modreaktion. Det gjaldt også i San Francisco. Efterhånden som mere ordnede forhold blev indført, så man også krav om mere anstændighed og moral. De prostituerede, homoerne, transpersonerne og de andre anderledes blev fortrængt fra gadebilledet, men levede videre i skumle barer og skjulte etablissementer i kvarterer, som det pæne borgerskab holdt sig fra.

Det var for resten også i de år, at et ubehageligt kapitel af byens historie begyndte: Tusinder af kinesiske indvandrere havde vist sig lidt for dygtige til at udkonkurrere de vestlige købmænd. Man valgte at bekæmpe dem ved at indføre et totalt stop for immigration fra Kina. Samtidig fik kinesiske kvinder indrejseforbud i håb om, at man på den måde forhindrede byens kinesiske koloni i at vokse.

Byens bøsser og transpersoner holdt altså lavere profil i en årrække, men de gjorde det primært ved at etablere forlystelsessteder lige uden for bygrænsen, hvor lovens lange arm endnu ikke kunne nå dem. Et helt nyt byområde opstod med tilnavnet The Barbary Coast. I dag er San Francisco vokset så meget, at området regnes som en del af storbyens centrum. Det lå i den trekant som i dag udgøres af Pacific Avenue, Montgomery Street og Stockton Street.

Aftenstemning i Barbary Coast området 1906. Bemærk det
påfaldende fravær af kvinder.

Stribevis af homoseksuelle etablissementer så dagens lys i de årtier, som fulgte. Ofte blev de lukket af politiet. Det gjaldt fx The Dash - en bar, som helt åbenlyst inviterede homoseksuelle til at hygge sig der. Da myndighederne opdagede, at stedets ejer var en af byens ansete dommere, var skandalen enorm.

Så kom 1. Verdenskrig. En periode, hvor den amerikanske flåde indførte en regel om, at homoseksuelle marinere øjeblikkeligt skulle smides ud af hæren og sættes i land i nærmeste havn, hvis de blev opdaget. Mange blev opdaget og mange sat i land - og især i San Francisco. Den praksis fortsatte faktisk helt frem til 1960'erne. Ikke mindst under 2. verdenskrig fandt mange homoseksuelle soldater et nyt hjem i San Francisco blandt de andre udstødte.

Homomiljøet i San Francisco havde sine op- og nedture gennem mange år. Opblomstringer der fulgtes af en særdeles hårdhændet modreaktion fra myndighedernes side med razziaer, fængslinger og masser af politivold.

Men set i historisk perspektiv har tendensen været på homoernes side. I 1950'erne voksede beatnik-generationen frem med forfattere som Allen Ginsberg, der var åben homoseksuel, som en af de ledende figurer.

Beatnik-folkene og de senere grundlæggere af hippie-bevægelsen holdt til i San Francisco's Haight-Ashbury område, hvilket gjorde det oplagt for mange homoseksuelle at slå sig ned i nabokvarteret The Castro, som på det tidspunkt var et nedslidt område for en ret fattig del af befolkningen. Da bøsserne kom til, steg gennemsnitsindtægten i bydelen. Huse blev renoveret i stor stil. Området blev efterhånden anset som en attraktiv del af byen at bo i - og især hvis man ikke havde et problem med fyre, der elskede hinanden.

San Franciscos første politiske organisationer for homoseksuelle kom til de år. Allerede i 1962 dannedes The Tavern Guild - en sammenslutning for ejere af homo-barer, som ad rettens vej tog kampen op mod de konstante overgreb fra politiets side. Først i 1995 havde nye og mere tolerante tider overflødiggjort dens eksistens.

Harvey Milk

De fleste læsere af dette opslag vil være bekendt med Harvey Milk's historie. Milk var jo den politisk begavede bøsse, som ankom til San Francisco fra New York i 1972 og åbnede en foto-handel i Castro Street, men som mest blev kendt som den første folkevalgte åbne homoseksuelle og som den person, som for alvor fik sat homoseksuelles rettigheder på dagsordenen ikke bare i San Francisco, men i hele USA og i resten af verden.

Med drabet på Milk i 1978 kom en ny politisk bevidsthed om de homoseksuelles sag. Såvel vores modstandere som vi bøsser, lesbiske og transpersoner indså senest på det tidspunkt, at retten til at leve og elske, som man vil i bund og grund er en politisk kamp.

Den følelse blev tydeligt forstærket, da aids-krisen begyndte i starten af 1980'erne. Den mystiske sygdom, som ingen i begyndelsen kunne finde nogen forklaring på, ramte San Franciscos bøsser med så forfærdende kraft, at lægerne i starten døbte den GRID - Gay Related Immune Deficiency. 20.000 mænd, hvoraf flertallet var unge - over halvdelen af The Castro's homoseksuelle befolkning - udviklede rædselsfulde symptomer og visnede hen og døde. For mange foregik det i en smertefuld proces, som forstærkedes af, at familie og arbejdsgivere slog hånden af dem og læger og plejepersonale nægtede at behandle dem.

Ved indgangen til 1989 valgte San Francisco Sentinel at dedikere hele avisens første sektion til årets ofre for aids. Ikke i form af artikler eller nekrologer, men med små billeder af de døde, man havde opsporet samt deres navn, fødsels- og dødsdato.

Derefter blev det kun værre. I 1992 mistede The Castro 30 indbyggere om ugen til hiv og aids; det lille samfunds fundament blev eroderet, mens livsledsagere, kærester, bollevenner, hjertevenner, kammerater, skatteborgere, læger, lærere, butiksejere, restauratører, politifolk døde visnede hen og døde en hæslig død for øjnene af en rædselsslagen verden.

Hiv-aktivist David Kirby på sit dødsleje omgivet af far, mor og
søster. 1990

Der var lammende lidt opbakning til homoer og aids-syge i USA i krisens første år. Tusinder af amerikanere døde, men præsident Reagan nægtede at tage ordet aids i sin mund af angst for at fremstå homo-venlig. Først da et kendt navn - skuespilleren Rock Hudson - døde af sygdommen, omtalte Reagan den ved navn, men der skulle gå endnu syv år, før han indså, at der måtte afsættes store midler til udviklingen af medicin og pleje af de syge.

Mange befolkningsgrupper ville være bukket under af indre strid under de vilkår, men det modsatte skete i The Castro og for USA's homoseksuelle generelt. De syge og de sørgende søgte sammen. Utallige netværk blev dannet. Småstridigheder blev bilagt, mens vreden mod myndighederne voksede. Mange homoseksuelle uddannede sig til læger og blev aktivister i striden mod regeringen og de offentlige myndigheder, som var alt for langsomme til at godkende de nye typer af medicin, som blev udviklet.

Harvey Milk's unge kampfælle, Cleve Jones, kom på ideen med aids-tæppet. Hans tanke var, at de efterladte til ofrene for aids lavede hver deres lille, meget personlige tæppe til minde om deres afdøde ven. Hvert tæppe skulle være på størrelse med en begravelseskiste. Derefter skulle disse tæpper sys sammen til en gigantisk gobelin - et vidnesbyrd om det store tab, verden led.

Måske er det sandt, at homoer er særligt kreative. I hvert fald mundede Navne-Projektet, som det hurtigt blev døbt ud i 49.000 dybt personlige, dybt rørende tæpper, som da de blev syet sammen vejede ikke mindre end 56 tons. Blandt de anvendte materialer er silke, ruskind, læder, mink, taft, bobleplast, metal, perler, krystaller, pailletter, fjer, uniformsdele, t-shirts, jeans, handsker og rhinsten - masser af rhinsten.

Lagt ud i sin fulde længde og bredde måler aids-tæppet 3.000 x 500 meter, svarende til størrelsen på National Mall i Washington - det store grønne område foran Capitol i USA's hovedstad, hvor festligheder som præsident-indsættelser fejres.

En del af Aids-tæppet på National Mall,
Washington DC. 2012

Tæppet blev sidst fremvist i sin helhed i forbindelse med den internationale aids-konference netop i Washington DC i 2012. Da udstillingen åbnede, begyndte samtidig oplæsningen af navnene på de døde. Den sluttede først to dage senere. Jeg var selv tilstede ved den lejlighed og gik derfra som en flæbende lille dreng, ramt af denne forunderlige tredelte følelse, som vi langtidsoverlevende med hiv deler: den dybe sorg over dem, vi elskede og mistede, glæden over selv at have klaret den - og den irrationelle skyldfølelse som hvisker "hvorfor dig - og ikke ham eller ham?"

Cleve Jones klarede den, ligesom jeg selv. Jeg følger ham på Facebook med en andægtighed og ærefrygt, han selv vil være den første til at grine af, men ingen nulevende homo-helt har som han forstået at give os homoer en fælles stemme, som har givet genlyd over hele verden.

Cleve Jones

Cleve har været med hele vejen. Han har debatteret, marcheret, været på barrikaderne siden han som teen-ager blev smidt ud af hjemmet i Arizona, fordi han nægtede at underkaste sig den elektro-chok behandling, hans psykolog-far(!) ønskede at udsætte ham for for at kurere hans homoseksualitet. Fra han satte sig på bussen i Phoenix og få dage senere blev en bærende del af Harvey Milk's politiske kampagne, har han haft adresse i Castro Street i The Castro i San Francisco. Hvor ellers?

Så sent som i går talte han ved mindehøjtideligheden for Gilbert Baker under det store regnbueflag på Harvey Milk Plaza for enden af gaden, hvor det hele begyndte.

Homokampen er langtfra overstået, selv om visse politikere og naive heteroer ynder at fremstille det sådan. Vi oplever tilbageslag, som det ses i USA, hvor Trump i disse uger ruller rettigheder tilbage, som for bare et år siden ansås som sikrede. Vi ser systematisk forfølgelse af homoseksuelle i op mod hundrede lande kloden over, og i den såkaldt oplyste vestlige verden oplever vi homoer den lille homofobi stikke sit beskidte fjæs frem mindst ligeså ofte, som kvinder føler sig udsat for mandschauvinisme.

Vinderen af kampen er der til gengæld ingen i tvivl om. Homoseksuelle har oplevet forfølgelse og tålt hån, had, overgreb, vold og drab i århundreder. Vi har gennemlevet en aids-krise, som har slået millioner af os ihjel. Men hvert eneste tab af liv og hver eneste tilbageslag har gjort sammenholdet mellem os stærkere, så vi er vendt styrkede tilbage. Selv i kampen for overlevelse har vi aldrig grebet til våben, og vi har aldrig fremsat krav, som handlede om at indskrænke andre menneskers rettigheder.

Det ville også være i direkte modstrid mod det overordnede budskab, som handler om kærlighed uden grænser. Hvad vores modstandere kæmper for, fortaber sig i religiøs og homofobisk retorik; modsat os har de aldrig været truet på liv og sjæl på grund af kønnet på deres elskede eller fordi det køn, de oplever at tilhøre, ikke er det biologiske køn, de fødtes med.

Så naturligvis vil The Castro og vi homoer overleve den bølge af højrepopulisme og sen-modernistisk moralisme, som skyller ind over verden i denne tid. Kærligheden overvinder alt, selv om man ofte går grueligt meget igennem for at få den.

Regnbuer kan man ikke slå ihjel.