Søg i denne blog

Viser opslag med etiketten Rejser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rejser. Vis alle opslag

onsdag den 7. juli 2010

Rejsevejledninger II






















Efter en retur-rejse til San Francisco, hvor billetten kostede en mindre formue, fulgt at to ture til London, har jeg nu optjent så mange bonus-point hos British Airways Executive Club, at jeg kun mangler tretusindefirehundredeogseksoghalvtreds point i at kunne gøre mig håb om måske at kunne score en one-way-monkey-class-stand-by-billet til den britiske hovedstad! Det kræver bare, at jeg er frisk på at stå op kl fire om morgenen for at tage med det første fly, og at jeg slipper et par tusinde kroner for hjemrejsen.








Alternativt ku' jeg selvfølgelig bare flyve derover med Cimber for et par hundrede kroner, men hvem fanden gider det? De har jo ikke en gang en bonusordning!

Rejsevejledninger

Som mange sikkert har læst, overvejer myndighederne i det primært kristne Uganda at indføre dødsstraf for homoseksualitet.

Et faktum som udviklingsminister Søren Pind har valgt at ignorere i den strategi for dansk udviklingspolitik, som han offentliggjorde for nyligt. Hvorfor også lade den slags bagateller influere på vores ulands-politik?

Tusindvis af ugandaere gik for nyligt i demonstration til støtte for loven om aflivning af bøsser.

Og i går kom så nyheden om, at man allerede er begyndt at tage "forskud på glæderne": en ugandisk homo-aktivists afhuggede hoved blev fundet i bunden af et latrin i et hus, som ejes af landets valgkommissions-formand.













- Findestedet

Rejsevejledningen for homoseksuelle personer som påtænker en Afrika-rejse er kort: Med mindre rejsen går til Sydafrika, så lad vær!

Homoseksualitet er forbudt på stort set hele kontinentet - uanset om vi taler kristne eller muslimske lande. Et faktum som besyndeligt nok ikke nævnes af rejsebureauerne, når de sælger billetter til fx Egypten, Tunesien og Dubai. Ikke en gang Stig Ellings Startour finder det værd at forholde sig til.

Det burde de.

For selv om turister næppe udsættes for dødsstraf, kan et kærligt blik til kæresten få uoverskuelige konsekvenser på de kanter, hvis du og kæresten har samme køn.

FN og EU har udtalt sig i stærke vendinger mod homofobien i Afrika og i særdeleshed i Uganda. Den danske regering tier derimod:

Sidste år under Outgames i København sendte ugandiske homoseksuelle en gribende appel om hjælp til daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs. Ministeren, der ligesom resten af regeringen ikke fandt vores menneskerettighedskonference værd at bruge tid på, svarede, at hun havde stor forståelse for de ugandiske homoers vanskelige situation, men i øvrigt agtede hun ikke at foretage sig noget. En holdning som tilsyneladende deles af hendes efterfølger.

Det kan undre, at det vækker så stor opsigt, når vores udenrigsminister bliver væk fra en konference om Arktis, mens det tilsyneladende ingen konsekvenser har for danskernes opfattelse af vores udviklingsministre, når de svigter fatalt i forhold til et helt kontinents homoseksuelle befolkning. Deltagelse i Outgames-konferencen havde endda ikke en gang krævet køb af en flybillet.

For et land som ofrer danske soldaters liv og lemmer på at hjælpe religiøst undertrykte (heteroseksuelle) mennesker i Afghanistan, forekommer vores passivitet i forhold til tilsvarende eller værre holdninger i Afrika besynderlig, ja ligefrem dobbeltmoralsk.

Og tanken melder sig helt uundgåeligt: er nogle mennesker mere værd at redde fra religiøse ekstremister end andre?















onsdag den 24. marts 2010

To be where little cable cars climb halfway to the stars

Noter fra en USA-tur:

San Franciscos unge borgmester Gavin Newsom er fuld af gode ideer. En af dem bærer ligefrem frugt: for otte måneder siden bad han samtlige byens officielle afdelinger og kontorer – fra vejafdelingen til bryllupskontoret – om at oplyse, hvor meget ledig ubenyttet areal, de rådede over. ALT skulle opgives – fra brede vindueskarme over uudnyttede flade tage til grusarealer og baggårde.

Og næppe var svarskemaerne kommet ind, før Newson udstedte en flad ordre: mindst halvdelen af byens ubenyttede arealer skulle inden for et år være taget i brug – som nyttehaver!

I disse uger kan man se de første af mange hundrede haver skyde op rundt omkring i byen. Beplantet af kommunen, men passet af frivillige borgere, som til gengæld får lov til at få gratis del i de mange dejlige grøntsager og frugter, som kommer til at vokse frem i haverne.

Borgmester Newsom har tidligere gjort sig bemærket med andre opsigtsvækkende tiltag: han startede sin borgmesterkarriere i 2003 med at forbyde wienerbrød og doughnuts til alle møder på rådhuset og erstattede dem med frugt. Året efter fik rådhusets bryllupskontor et kortfattet memo om at udstede vielsesattester til alle homoseksuelle par, som måtte ønske at blive gift der. (En ordre, som han desværre senere måtte tilbagekalde, da en folkeafstemning i Californien ville det anderledes).

Siden Gavin Newsom kom til som borgmester er San Franciscos problem med mange hjemløse blevet betydeligt mindre. Skolerne har fået et kvalitetsløft; der er færre huller i vejene nu, byen er stort set graffiti-fri, og økonomien er blevet styrket. Newson blev sidste gang genvalgt med 72% af stemmerne. Hans to eneste modstandere var en nudist-aktivist og en ejer af swingerklub med et tvivlsomt klientel.

Og nu kommer Newsoms nyttehaver og spreder sundhed og glæde blandt USA’s smukkeste bys trekvart million indbyggere.

Hvor overskudsagtigt; hvor San Francisco. Måske kunne vi danskere lære et eller andet af denne livsstil? Her er ikke plads til en negativ, fremmedhadsk agenda. Udlændinge mødes med et ”nej, hvor spændende”, hvis de fortæller om deres anderledes kultur. Forskellighed er en dyd. Og man fører en offensiv officiel politik som fremmer befolkningens sundhed i dén grad: det vrimler med økologiske supermarkeder; henne om hjørnet har det lokale supermarked som en selvfølgelighed 10 forskellige slags økologisk tandpasta og 12 slags bæredygtigt toiletpapir. Plasticbæreposer er forbudt. Næsten ingen ryger mere. Og den elektroniske, flade nøgle til mit hotelværelse viser sig at være fremstillet af bæredygtigt materiale – majsstivelse - som opløses få dage efter jeg er tjekket ud - uden at skade naturen. Hvor RÅtjekket.

Nævnte jeg de to forskellige undergrundsbaner og de to forskellige elektriske sporvogssystemer? Og de elektriske trolleybusser? En billet til de offentlige transportmidler koster to dollars – elleve kroner - og den kan bruges i halvanden time på et ubegrænset antal forbindelser.

Byens gader lægger asfalt til mange SMART-biler og hybrid-biler, som tøffer rundt på vejene og gør alle fordomme om amerikanerne som nogle miljøsvin til skamme. Og 57% af San Franciscos taxaer er el-biler eller kører på naturgas; tallet er stigende.

Der er højt til loftet og et pragtfuldt klima i enhver forstand i The City by the Bay. Jeg kan varmt anbefale en tur dertil. For tiden kan en returbillet fås helt ned til omkring 3.600 kroner, og da et godt hotelværelse i centrum koster 6-700 kroner, stort set uanset hvor mange mennesker, I er i det, kan en ferie her gøres for det samme beløb som mange bruger på en chartertur til Grækenland.

Det er ved at være nogle uger siden, jeg kom hjem fra Californien. Aldrig før har en udlandsrejse gjort et sådant indtryk som disse få dage – og jeg er endda godt rejsevant. Jeg må der over igen! Livremmen er spændt ind. Nu skal der spares op. Smukke by – på gensyn!

onsdag den 22. oktober 2008

Peter og mig

Jeg flyttede fra det trygge Jylland til det vilde England, nærmere bestemt London, som 18-årig.

Næppe var jeg ankommet til den allerførste rigtige arbejdsplads i hele mit liv, før det Margaret Thatcher-agtige fruentimmer, som skulle være min chef, meddelte mig, at Peer er et totalt latterligt navn at gå rundt med.

"Piir", vrængede hun, "what an imPOSsible name!" - som om mit fornavn var en fornærmelse mod alt britisk.

Jeg prøvede gentagne gange i løbet af dagen at få hende til at udtale det, så det lød bare lidt genkendeligt i mine egne ører, men det ville ikke rigtigt lykkes. Jeg sagde "e", og hun svarede "i". Gang på gang.

Til sidst resignerede jeg. Måske kunne man vænne mig til et liv som "Piir"?

"Never mind", sagde jeg og regnede med, at emnet var uddebatetet.

Jeg kendte ikke på det tidspunkt Mrs Rush's ærgerrighed og perfektionisme.

Senere samme eftermiddag kom hun begejstret styrtende ud fra sit kontor, hvor hun åbenbart havde øvet sig i smug.

"Pøøøøør!!!" råbte hun triumferende ud over det mest af forretningen.

Arbejdspladsen var verdens største boghandel, Foyle's, og allerede i løbet af de første timer på jobbet havde jeg stiftet bekendtskab med uanede mængder charmerende engelsk excentricitet.

Det var en verden af tea-ladies som kørte rundt i bygningen med gigantiske beholdere med friskbrygget te til personalet, som taltes i hundreder. En kop te kostede 2 p, hvilket var oprørende dyrt ifølge mine kolleger. Det smagte som opvaskevand, men alle drak det.

Lektion 1 i engelsk dagligliv:

engelsk te er ikke nødvendigvis god te.


Der var ingen kantine, men billig steak-and-kidney-pie i cafeteriaet inde ved siden af. Alle englændere ELSKER steak-and-kidney-pie, fik jeg at vide og tog spiste begejstret løs uden at tænke over indholdet af den mystiske brødpakke.

Lektion 2: Kun landsforrædere og ubritiske styrvolter spiser ikke pie!











Kunderne i boghandlen forventedes af have oceaner af tid, for det var en ære overhovedet af blive ekspederet i Foyle's; at få lov til at betale krævede betjening af ikke mindre end tre personer: en ekspedient, en kasserer og en chef, der godkendte salget. Alle tre steder stod man i snorlige køer og ventede. Højst bizart.

Lektion 3: hvis to englændere befinder sig på samme sted, danner de straks en kø.



Jeg må have set meget opgivende ud, da chefen råbte sin nye version af mit navn, for hendes ansigtsudtryk ændredes fra imødekommenhed til irritation i løbet af det øjeblik, hendes blik mødte mit. Et kort øjeblik frygtede jeg i fuldt alvor, at hun ville fyre mig på min første dag, fordi hun ikke kunne udtale mit fornavn.

Det kom til at gå anderledes.

"Your name 'round here will be PETER", meddelte hun efter et splitsekunds overvejelse i en tone som ikke åbnede mulighed for forhandling.

Det var OK med mig. Jeg havde allerede oplevet andre kalde mig "Pæær" som en engelsk pære, og det forekom ligeså lidt tillokkende som Mrs Rush's mange uheldige forsøg på at udtale mit navn.

Fra det øjeblik hed jeg Peter. Et navn jeg kom til at bære i fire år uden at have bedt om det. Og fordi England ikke havde (og forresten stadigvæk ikke har) et centralt personregister, blev det firmaets indberetning til det engelske skattevæsen om mig, der kom til at danne grundlag for al registrering af mig hos myndighederne. Jeg var ved at dratte ned fra stolen første gang, jeg modtog et brev med mit skattekort og opdagede, at det ikke kun var min småskøre chef, der kaldte mig Peter. Det samme gjorde man hos skattevæsenet, ja på alle officielle kontorer og derfor også på min arbejdstilladelse og på mit fine nye engelske sygesikringsbevis.

Mrs Rush havde formået med en henkastet bemærkning og et "t" med en kuglepen ned gennem mit fornavn på mit ansættelsesdokument at ændre min identitet, blot fordi hun ikke kunne vride sin engelske tunge omkring et dansk "e"!

Navnet voksede på mig. Før jeg så mig om, stod jeg med Peters første håndskrevne (!) lønseddel i hånden, og jeg var blevet til London-commuteren Peter på mit månedskort til the Tube. En måned senere stønnede min første engelske boy-friend "Peter", mens vi lærte hinanden at kysse hjemme på hans hummer i hans forældres hus.

Men Mrs Rush trækker spor den dag i dag.

Der findes stadig sammenhænge, hvor jeg bliver til Peter. Det sker især, når jeg skriver på engelske og amerikanske internetsider, hvor jeg har det med at brede mig i patient-fora om Hiv og i forskellig homopolitisk sammenhæng.

Engelsk er jo et sprog som udfordrer kreative sprogligt anlagte mennesker, så der gik ikke mange måneder fra den første patient blev diagnosticeret som hiv-positiv til betegnelsen "poz" var opfundet som mundret talesprog for både tilstanden og os, der bærer sygdommen.

"Poz-people" blev hurtigt en almindelig betegnelse for hiv-positive mennesker, og det store månedsmagasin, som omhandler alle sider af livet som hiv-plus hedder da også simpelthen Poz.

Mrs Rush døde for en del år siden, fandt jeg ud af, da jeg sidst var i England.

Det er såmænd ikke fordi min erindring om hendes fysiske fremtoning er særlig skarp længere. Det hele skete trods alt for mere end 30 år siden (gulp), men jeg må indrømme, at jeg tit sender hende en kærlig tanke, og især når jeg - som igen i nat - har siddet og skrevet med andre hiv-smittede rundt omkring i verden om, hvad der rører sig i vores positive liv.

Så tager jeg nemlig mit udenlandske nick på og bliver til Peter Poz.

Jeg tror, gamle fru Rush ville være blevet glad, hvis hun havde fået at vide, at jeg nu også har et efternavn, hun havde kunnet udtale.

Thank you, Mrs Rush. You made the impossible poz-ible.