Jeg flyttede fra det trygge Jylland til det vilde England, nærmere bestemt London, som 18-årig.
Næppe var jeg ankommet til den allerførste rigtige arbejdsplads i hele mit liv, før det Margaret Thatcher-agtige fruentimmer, som skulle være min chef, meddelte mig, at Peer er et totalt latterligt navn at gå rundt med.
"Piir", vrængede hun, "what an imPOSsible name!" - som om mit fornavn var en fornærmelse mod alt britisk.
Jeg prøvede gentagne gange i løbet af dagen at få hende til at udtale det, så det lød bare lidt genkendeligt i mine egne ører, men det ville ikke rigtigt lykkes. Jeg sagde "e", og hun svarede "i". Gang på gang.
Til sidst resignerede jeg. Måske kunne man vænne mig til et liv som "Piir"?
"Never mind", sagde jeg og regnede med, at emnet var uddebatetet.
Jeg kendte ikke på det tidspunkt Mrs Rush's ærgerrighed og perfektionisme.
Senere samme eftermiddag kom hun begejstret styrtende ud fra sit kontor, hvor hun åbenbart havde øvet sig i smug.
"Pøøøøør!!!" råbte hun triumferende ud over det mest af forretningen.
Arbejdspladsen var verdens største boghandel, Foyle's, og allerede i løbet af de første timer på jobbet havde jeg stiftet bekendtskab med uanede mængder charmerende engelsk excentricitet.
Det var en verden af
tea-ladies som kørte rundt i bygningen med gigantiske beholdere med friskbrygget te til personalet, som taltes i hundreder. En kop te kostede 2 p, hvilket var
oprørende dyrt ifølge mine kolleger. Det smagte som opvaskevand, men alle drak det.
Lektion 1 i engelsk dagligliv:
engelsk te er ikke nødvendigvis god te.
Der var ingen kantine, men billig steak-and-kidney-pie i cafeteriaet inde ved siden af. Alle englændere ELSKER steak-and-kidney-pie, fik jeg at vide og tog spiste begejstret løs uden at tænke over indholdet af den mystiske brødpakke.
Lektion 2: Kun landsforrædere og ubritiske styrvolter spiser ikke pie!
Kunderne i boghandlen forventedes af have oceaner af tid, for det var en
ære overhovedet af blive ekspederet i Foyle's; at få lov til at betale krævede betjening af ikke mindre end tre personer: en ekspedient, en kasserer og en chef, der godkendte salget. Alle tre steder stod man i snorlige køer og ventede. Højst bizart.
Lektion 3: hvis to englændere befinder sig på samme sted, danner de straks en kø.
Jeg må have set meget opgivende ud, da chefen råbte sin nye version af mit navn, for hendes ansigtsudtryk ændredes fra imødekommenhed til irritation i løbet af det øjeblik, hendes blik mødte mit. Et kort øjeblik frygtede jeg i fuldt alvor, at hun ville fyre mig på min første dag, fordi hun ikke kunne udtale mit fornavn.
Det kom til at gå anderledes.
"Your name 'round here will be
PETER", meddelte hun efter et splitsekunds overvejelse i en tone som ikke åbnede mulighed for forhandling.
Det var OK med mig. Jeg havde allerede oplevet andre kalde mig "Pæær" som en engelsk pære, og det forekom ligeså lidt tillokkende som Mrs Rush's mange uheldige forsøg på at udtale mit navn.
Fra det øjeblik hed jeg Peter. Et navn jeg kom til at bære i fire år uden at have bedt om det. Og fordi England ikke havde (og forresten stadigvæk ikke har) et centralt personregister, blev det firmaets indberetning til det engelske skattevæsen om mig, der kom til at danne grundlag for al registrering af mig hos myndighederne. Jeg var ved at dratte ned fra stolen første gang, jeg modtog et brev med mit skattekort og opdagede, at det ikke kun var min småskøre chef, der kaldte mig Peter. Det samme gjorde man hos skattevæsenet, ja på alle officielle kontorer og derfor også på min arbejdstilladelse og på mit fine nye engelske sygesikringsbevis.
Mrs Rush havde formået med en henkastet bemærkning og et "t" med en kuglepen ned gennem mit fornavn på mit ansættelsesdokument at ændre min identitet, blot fordi hun ikke kunne vride sin engelske tunge omkring et dansk "e"!
Navnet voksede på mig. Før jeg så mig om, stod jeg med Peters første håndskrevne (!) lønseddel i hånden, og jeg var blevet til London-commuteren Peter på mit månedskort til the Tube. En måned senere stønnede min første engelske
boy-friend "Peter", mens vi lærte hinanden at kysse hjemme på hans hummer i hans forældres hus.
Men Mrs Rush trækker spor den dag i dag.
Der findes stadig sammenhænge, hvor jeg bliver til Peter. Det sker især, når jeg skriver på engelske og amerikanske internetsider, hvor jeg har det med at brede mig i patient-fora om Hiv og i forskellig homopolitisk sammenhæng.
Engelsk er jo et sprog som udfordrer kreative sprogligt anlagte mennesker, så der gik ikke mange måneder fra den første patient blev diagnosticeret som hiv-positiv til betegnelsen "poz" var opfundet som mundret talesprog for både tilstanden og os, der bærer sygdommen.
"Poz-people" blev hurtigt en almindelig betegnelse for hiv-positive mennesker, og det store månedsmagasin, som omhandler alle sider af livet som hiv-plus hedder da også simpelthen
Poz.
Mrs Rush døde for en del år siden, fandt jeg ud af, da jeg sidst var i England.
Det er såmænd ikke fordi min erindring om hendes fysiske fremtoning er særlig skarp længere. Det hele skete trods alt for mere end 30 år siden (gulp), men jeg må indrømme, at jeg tit sender hende en kærlig tanke, og især når jeg - som igen i nat - har siddet og skrevet med andre hiv-smittede rundt omkring i verden om, hvad der rører sig i vores positive liv.
Så tager jeg nemlig mit udenlandske
nick på og bliver til Peter Poz.
Jeg tror, gamle fru Rush ville være blevet glad, hvis hun havde fået at vide, at jeg nu også har et
efternavn, hun havde kunnet udtale.
Thank you, Mrs Rush. You made the impossible poz-ible.
