Tell it like it is

Præsident Obama er midt i et opgør med den amerikanske hærs berygtede 'don't ask, don't tell' politik, som i korthed går ud på, at homoseksuelle soldater afskediges, hvis de kommer til at afsløre deres seksualitet.

Som så ofte når den slags historier fortælles i medierne, underspilles skadevirkningerne af den homo-frygt, som det handler om: homoseksuelle har "potentielt" kunnet miste deres job, skriver AFP og Ritzau, når de skal forklare den bemærkelsesværdige vandring med skyklapper på, som det amerikanske militær har præsteret i nu sytten år.

Ja, det tør svagt antydes. 13.500 homoseksuelle amerikanske soldater har fået eksistensgrundlaget flået væk under sig på grund af 'don't ask, don't tell'. Da Irak-krigen var på sit højeste, blev der afskediget to homoer om dagen i det amerikanske forsvar. Mange af dem udførte essentielt arbejde på højt niveau.

Partnere til faldne homoseksuelle soldater har ofte været de sidste som fik besked om dødsfaldet og har måttet kigge i vejviseren efter pensionen efter deres mand eller kone. Ingen har officielt anerkendt deres tilstedeværelse i den afdødes liv. Tænk at miste sin livsledsager som soldat i krig og derefter blive ignoreret af de generaler, som sendte ham eller hende i felten.

Måske allervigtigst har 'don't ask, don't tell' har været med til at legitimere diskrimination af homoseksuelle også udenfor militæret.

Præsident Obamas lovændring skal både gennem Senatet og Repræsentan­ternes Hus for at træde i kraft, men det vil lykkes trods stor modstand fra dele af hærens øverste ledelse. Bedre sent end aldrig føjer USA sig nu til det overvældende flertal af lande, som accepterer bøsser og lesbiske på ligefod med andre i hæren. Til lykke USA.

To be where little cable cars climb halfway to the stars

Noter fra en USA-tur:

San Franciscos unge borgmester Gavin Newsom er fuld af gode ideer. En af dem bærer ligefrem frugt: for otte måneder siden bad han samtlige byens officielle afdelinger og kontorer – fra vejafdelingen til bryllupskontoret – om at oplyse, hvor meget ledig ubenyttet areal, de rådede over. ALT skulle opgives – fra brede vindueskarme over uudnyttede flade tage til grusarealer og baggårde.

Og næppe var svarskemaerne kommet ind, før Newson udstedte en flad ordre: mindst halvdelen af byens ubenyttede arealer skulle inden for et år være taget i brug – som nyttehaver!

I disse uger kan man se de første af mange hundrede haver skyde op rundt omkring i byen. Beplantet af kommunen, men passet af frivillige borgere, som til gengæld får lov til at få gratis del i de mange dejlige grøntsager og frugter, som kommer til at vokse frem i haverne.

Borgmester Newsom har tidligere gjort sig bemærket med andre opsigtsvækkende tiltag: han startede sin borgmesterkarriere i 2003 med at forbyde wienerbrød og doughnuts til alle møder på rådhuset og erstattede dem med frugt. Året efter fik rådhusets bryllupskontor et kortfattet memo om at udstede vielsesattester til alle homoseksuelle par, som måtte ønske at blive gift der. (En ordre, som han desværre senere måtte tilbagekalde, da en folkeafstemning i Californien ville det anderledes).

Siden Gavin Newsom kom til som borgmester er San Franciscos problem med mange hjemløse blevet betydeligt mindre. Skolerne har fået et kvalitetsløft; der er færre huller i vejene nu, byen er stort set graffiti-fri, og økonomien er blevet styrket. Newson blev sidste gang genvalgt med 72% af stemmerne. Hans to eneste modstandere var en nudist-aktivist og en ejer af swingerklub med et tvivlsomt klientel.

Og nu kommer Newsoms nyttehaver og spreder sundhed og glæde blandt USA’s smukkeste bys trekvart million indbyggere.

Hvor overskudsagtigt; hvor San Francisco. Måske kunne vi danskere lære et eller andet af denne livsstil? Her er ikke plads til en negativ, fremmedhadsk agenda. Udlændinge mødes med et ”nej, hvor spændende”, hvis de fortæller om deres anderledes kultur. Forskellighed er en dyd. Og man fører en offensiv officiel politik som fremmer befolkningens sundhed i dén grad: det vrimler med økologiske supermarkeder; henne om hjørnet har det lokale supermarked som en selvfølgelighed 10 forskellige slags økologisk tandpasta og 12 slags bæredygtigt toiletpapir. Plasticbæreposer er forbudt. Næsten ingen ryger mere. Og den elektroniske, flade nøgle til mit hotelværelse viser sig at være fremstillet af bæredygtigt materiale – majsstivelse - som opløses få dage efter jeg er tjekket ud - uden at skade naturen. Hvor RÅtjekket.

Nævnte jeg de to forskellige undergrundsbaner og de to forskellige elektriske sporvogssystemer? Og de elektriske trolleybusser? En billet til de offentlige transportmidler koster to dollars – elleve kroner - og den kan bruges i halvanden time på et ubegrænset antal forbindelser.

Byens gader lægger asfalt til mange SMART-biler og hybrid-biler, som tøffer rundt på vejene og gør alle fordomme om amerikanerne som nogle miljøsvin til skamme. Og 57% af San Franciscos taxaer er el-biler eller kører på naturgas; tallet er stigende.

Der er højt til loftet og et pragtfuldt klima i enhver forstand i The City by the Bay. Jeg kan varmt anbefale en tur dertil. For tiden kan en returbillet fås helt ned til omkring 3.600 kroner, og da et godt hotelværelse i centrum koster 6-700 kroner, stort set uanset hvor mange mennesker, I er i det, kan en ferie her gøres for det samme beløb som mange bruger på en chartertur til Grækenland.

Det er ved at være nogle uger siden, jeg kom hjem fra Californien. Aldrig før har en udlandsrejse gjort et sådant indtryk som disse få dage – og jeg er endda godt rejsevant. Jeg må der over igen! Livremmen er spændt ind. Nu skal der spares op. Smukke by – på gensyn!

Go West!

I dag blev jeg en af Danmarks første åbne hiv-smittede, som kunne svare ærligt på den elektroniske ansøgningsformular, som alle besøgende skal udfylde, hvis de vil rejse til USA.

Indrejseforbuddet for hiv-smittede blev ophævet 4. januar i år, efter over 20 års totalt forbud mod at besøge landet for alle hiv-positive.

Mange har i de år besøgt USA alligevel. Nogle har holdt stærkt helbredsfarlige pille-pauser, for ikke at blive taget med hiv-medicin i bagagen. Andre har sendt deres medicin i forvejen til bekendte og har i visse tilfælde måttet gøre det adskillige gange, fordi den blev beslaglagt i den amerikanske told. De, som endnu ikke har været påbegyndt behandling, har haft det lettere: de kunne "nøjes" med at lyve på den diverse skemaer og formularer, man skal udfylde for at kunne komme ind i USA.

Men de af os, som har været meget åbne om vores status, har ikke haft samme mulighed. Man kan ikke både sidde i Hiv-Danmarks bestyrelse eller slå sine folder i HIV-Europe eller skrive læserbreve og blogs om sin hiv-status og så forvente, at indrejsemyndighederne i USA er uvidende om det.

Derfor har USA været lukket land for mig, siden jeg var en ung og - troede jeg - hiv-negativ fyr, som kun en enkelt gang nåede at se New York i et par dage.

Det har været en blandet oplevelse at høre familie og venner fortælle om USA's lyksagligheder; og ikke mindst for nyligt, da det var en god, god ven, som pludselig fik sig en kæreste på de kanter, som han nu mere eller mindre er flyttet sammen med. Ville man nogen sinde få chancen til at opleve de samme ting og se de samme amerikanske sights som det store, hiv-negative flertal?

Så kom præsident Obama, som havde været meget klar i spyttet om hiv-rejseforbuddet under sin valgkamp: det skulle væk - jo før jo bedre. Obama har forstået det: Hiv ER grænseoverskridende, men stoppes ikke af love og forbud og kriminalisering, men ved oplysning og åbenhed fra alle parter.

Obama holdt ord. Den grimme lov blev ophævet efter behandling i begge kamre i parlamentet og en tur i den administrative vridemaskine, hvorunder vi var mange som holdt vejret, hver gang der viste sig nye sten på vejen: ville det hele falde på jorden?

Da det blev 4. januar Washington tid, sad jeg klar ved computeren derhjemme for at indtaste min ansøgning, men løb lige formularen igennem først. Hiv stod der stadig som en klar udelukkelsesgrund fra det gode amerikanske selskab! Flere timer i træk tjekkede jeg, men nej. De tre bogstaver blev stående der, øverst blandt de uønskede sygdomme - lige over spedalskhed, gonorre og diverse andre dødelige infektioner.

Jeg begyndte at overveje, hvad der skulle være min plan B. Jeg skal til San Francisco i februar - venligst inviteret af et hiv-forsknings-forum, som har ønsket mig som medlem til at tale patienternes sag i etisk-videnskabelige spørgsmål, så hvad nu hvis???

Jeg besluttede mig for at ringe til den amerikanske ambassade for at høre, om Obama var rendt fra sit løfte i sidste øjeblik - stik mod sit løfte og stik mod, hvad mine hiv-aktivist-kontakter i USA havde fortalt mig så skråsikkert - men blev så enig med mig selv om at vente et par dage til.

I går skete så miraklet. Hvis man kan taste på en særlig resigneret måde, så var det det, jeg gjorde, da jeg igen-igen gik ind på ESTA-hjemmesiden for at se, hvilke kriterier, man skal opfylde for at få adgang til USA. Nu var Hiv væk fra listen! Og på ambassadens hjemmeside kunne man læse, at hiv-smittede nu er velkomne i USA. Landet som gav den vestlige verden Hiv og Aids, åbner nu sine døre for de ramte af sygdommen i erkendelse af, at Hiv yderst sjældent spredes af de, som kender deres positive status, men snarere af dem, som tror at de er usårlige og kombinerer skråsikkerheden med usikker sex med flere partnere.

Jeg begyndte indtastningen af min ansøgning: navn, fødselsdato, nationalitet, pasnummer og udløbsdato og en del andre informationer skulle oplyses, og "lider De for resten af pest?" Jeg satte kryds i "nej" og fortsatte til jeg var færdig, tjekkede det hele igennem flere gange og trykkede så "enter".

Nu ventede jeg at få et "ja" eller et "nej", men sådan gik det ikke. "Dit ansøgningsnummer er" stod der på skærmen, efterfulgt af en alenlangt nummer. "Skriv nummeret ned så du kan oplyse det ved henvendelse" fortsatte teksten.

Shit!

Var jeg alligevel uønsket?

I det samme skiftede skærmbilledet. "Din ansøgning er godkendt", stod der nu.

Jeg sad på arbejdet i de nervepirrende sekunder, omgivet af hårdtarbejdende kolleger, som ikke vidste, hvad jeg var i gang med. De kender min hiv-status; de ved jeg skal til USA, men de anede ikke, at mine nerver stod på højkant i netop de øjeblikke.

Jeg kiggede et stykke tid på skærmen og trykkede så et print af skærmbilledet, mens klumpen i min hals bare voksede og voksede. Gamle, sentimentale nar!

Jeg rejste mig og gik på toilettet og fældede en lille glædeståre. Den slags ville lissom ikke passe mig midt i det videnskabelige miljø, syntes jeg, og det var også et meget privat øjeblik, som andre ville have svært ved at sætte sig ind i.

Efter et par minutter vendte jeg tilbage til min plads.

Jeg skal til USA!