Vi mordere

"Med sådan vammel snak vil man myrde et bærende fundament i Vesterlandets tusindårige kultur og historie." 

Noget af en svada, hva'? 

Ordene er Søren Krarups fra DF og han sagde dem, da en kvindelig præst i Deadline på DR for nyligt tillod sig at mene, at homoseksuelle burde ligestilles - bl.a. med hensyn til ægteskaber. 

Så, kære mordere: der er givetvis mange for hvem det er spildte Guds ord på Ballelars, men i håb om at bare én bliver lidt klogere og i anledning af det nært forestående valg: 


Dansk Folkeparti er for homoseksuelle hvad dræbersnegle er for en prydhave: ALTØDELÆGGENDE OG DEN SIKRE VEJ TIL GRÅD OG TÆNDERS GNIDSEL.   

Fuck dem! Før de fucker dig!

Med Gud i den ene hånd og sværdet i den anden

I lilleputstaten Liechtenstein bor der 35.000 mennesker. Landet har en meget nær tilknytning til naboen Schweiz, som man bl.a. deler valuta med. Det er også Schweiz som gennem sine ambassader repræsenterer Liechtenstein i udlandet.

Derfor tilstræber Liechtenstein at have en lovgivning som følger Schweiz på en lang række områder. Det var ikke mindst derfor, at det lille lands parlament for nyligt besluttede at tillade registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle, så homo-par fx kunne sikre hinanden i tilfælde af død eller ulykke. 

Samtlige Liechtensteins parlamentsmedlemmer stemte for den nye lov, som således blev enstemmigt vedtaget.

Loven om registreret partnerskab i Liechtenstein gavner kun et par håndfulde par, men signalværdien var stor.

Men landets homoseksuelle og parlamentet havde ikke taget de troende i ed!

Næppe var loven vedtaget, før "et borgerinitiativ" blev dannet med henblik på at indsamle underskrifter, så den nye lov kunne blive afskaffet. I Liechtenstein skal der blot 1000 underskrifter til - så skal en ny lov sendes til folkeafstemning.

Lederen af Vox Populi, som initiativet kalder sig, understreger, at hans forening sandelig hverken har til hensigt at støde bestemte befolkningsgrupper eller enkeltpersoner. Han har dog svært ved at forklare, hvordan det lille lands homoseksuelle befolkning ellers skal opfatte hans forening.

Liechtenstein katolske ærkebiskop har udtalt sin uforbeholdne støtte til Vox Populi. "Homoseksualitet er en dødssynd", siger han og anbefaler befolkningen at stemme nej til ligestilling af homoseksuelle ved den folkeafstemning som helt klart bliver følgen af Vox Populis underskriftsindsamling.

3/4 af landets befolkning er stærkt troende katolikker.

Og fra Rom sender Paven sine varmeste hilsener til Liechtensteins ærkebiskop og lykønsker ham på forhånd med sejren over homoerne og deres venner i parlamentet. 

Igen må man undre sig over den ulyksalige trang som mange religiøse mennesker har til at pålægge andre deres livsstil og standarder. 

Der er ikke en skid forskel på, om vi taler kristne højborge som Liechtenstein, Italien eller Uganda, hvor såkaldt ultrareligiøse kristne gerne myrder homoseksuelle i Herrens navn, eller om du tager til Mellemøsten, til Afrika eller til USA: fra mormonerne i Salt Lake City over Rom til Riyadh sker det på daglig basis: med en imaginær gud og hans imaginære vilje som skalkeskjul for deres fordomme spreder religiøse fanatikere deres hørm af homohad mod en lille minoritet som aldrig kan udgøre nogen trussel mod dem. Ja, de viger endda ikke tilbage for henrettelser og mord i bestræbelserne på at lave om på det, som ikke kan ændres. 

Krige udkæmpes i Herrens navn. Millioner er døde, fordi selvretfærdige, troende mennesker ikke har nok i religiøs selvransagelse og ikke kan nøjes med at bruge religionen til at forbedre sig selv i tanker og gerning. Nej, andre skal pinedød underkastes deres fortolkninger af troen og deres standarder. Om det så koster dem livet. 

Fundamentalistisk tro på Gud og Allah har kostet alt for mange livet og endnu flere livsglæden. I den henseende har kristendommen ikke noget at lade islam høre. Religiøs fundamentalisme er terror - uanset dens udspring. 

Racisme á la Langballe

DF's Jesper Langballe underholdt i går radiolytterne med, at han fandt  det sjovt, at et - på daværende tidspunkt - ukendt antal statsløse personer er blevet snydt for det danske statsborgerskab, som de har krav på ifølge loven.

»Det er simpelthen komisk at græde over, at de mennesker ikke kan stemme ved folketingsvalg. De vil ikke engang være i stand til det. De fleste af dem taler ikke engang dansk. Det er folk med en – eller flere af dem – med en lang plettet straffeattest«, sagde Langballe.

I dag blev der sat tal på komikkens omfang: udover de dusinvis af unge palestinensere som Birthe Rønn Hornhechs Udlændingestyrelse har givet et ukorrekt afslag, findes der yderligere 460 unge mennesker her i landet som er blevet holdt i uvidenhed om deres ret til at få et dansk statsborgerskab.

Det er personer som aldrig har kendt noget andet fædreland end Danmark. De er født her. De er vokset op her. Og de er med Birthe Rønns styrelse som redskab blevet afskåret fra deres fundamentale rettigheder.

Politikere som Jesper Langballe hyler ofte op om, hvor svært det er at integrere udlændinge i Danmark, mens de selv gør hvad de kan for at lægge hindringer i vejen for ethvert positivt tiltag i den rigtige retning.

Men ikke nok med det: Jesper Langballe – en folkevalgt politiker med et særligt ansvar for overholdelse af landets love – ligefrem klapper i sine hænder, når myndighederne begår lovbrud og folks rettigheder trædes for fode. Vel og mærke så længe lovbrudene rammer de rigtige: de mørkhudede, muslimerne.

Man kan vælge at imødegå Jesper Langballes holdninger ved at kaste sig ud i en ordflom, svarende til den han selv lukker ud, så snart der er en åben mikrofon i nærheden.

Eller man kan gøre det eneste fornuftige: at vende ryggen til racismen i alle dens afskygninger og nægte af debattere med afstumpede personer som Langballe & Co.

I DF drømmer man om stuerenhed og ministerbiler, men hvad nytter det, når partiets førende skikkelser er nogle racistiske svin som lukker lort ud, stort set hver gang de åbner munden?

Uden DF var Danmark et bedre og mere velduftende sted.

Henne om hjørnet, nede i kælderen

Jeg troede i min naivitet, at hvis en københavnsk næringsdrivende blev taget på fersk gerning med ansatte arbejdende under slavelignende vilkår i en mørk kælder til 15 kroner i timen, ja, så ville der rejse sig et ramaskrig. 

Jeg tog fejl.  

Jeg var også så dum at tro, at når ikke en, men adskillige pizza-ejere afsløres som arbejdsgivere for fattig arbejdskraft som ”får lov til” at knokle til 10 kroner i timen, så ville der opstå vild opstandelse over deres skrupelløse adfærd. Jeg havde heller ikke fantasi til at tro andet end at deres ret til at drive forretning ville blive dem frataget på stedet.

Fejl igen!

For nok er der både ramaskrig, forargelse, opstandelse og vrede i luften og ikke mindst hos regeringen, men forargelsen retter sig ikke mod de udnytterne, men mod de udnyttede. De ansatte er nemlig endnu ikke officielt anerkendt som rigtige mennesker. De er asylansøgere som efter dansk lov ikke har lov til at tage sig et arbejde, mens Birthe Rønn Hornbechs folk gør sig til herrer over deres liv og død.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg gik derfor i TV-Avisen i aften og teede sig var hun netop hjemkommet fra en uges hjernevask hos Dansk Folkeparti: "asylansøgerne udnytter Danmark og danskerne groft", "jeg er rystet over dette tillidsbrud" og "det skal have øjeblikkelige og alvorlige konsekvenser for dem", lød det fra ministeren. 

Ikke et sekund brugte hun på at reflektere over, om mon ikke der burde skrides ind over de svin som kalder sig danske arbejdsgivere, men som ter sig som var de plantage-ejere i 1800-tallets amerikanske Syden med en hoben sorte slaver.

Ikke et øjeblik blev brugt på selvransagelse: er det i grunden rimelige forhold, vi byder folk på flugt fra krig i et land, som vi selv har invaderet? Har vi mon - er det muligt? - opført os som nogle kyniske svin i de senere år og ser nu konsekvenserne?

TV-Avisen valgte at agere mikrofonholder for ministeren i aften. Derfor manglede også svar på de spørgsmål som vel ligger mest lige for:

- Hvor desperat skulle Inger Støjberg selv være, før hun påtog sig et job til lidt over en tier i timen i en mørk kælder?

og af allerstørst 'human interest':

- Har ministeren overvejet, om ikke personer som accepterer at knokle under så rædselsfulde omstændigheder netop demonstrerer den ansvarlighed overfor deres familie og den vilje til at arbejde for føden som burde gøre dem selvskrevne som nye, værdifulde og velkomne borgere i vores samfund?

Årsag og virkning

Hate crimes mod homoseksuelle og andre mindretal er i fremgang - i modsætning til stort set resten af samfundet. 

Vi er mange homoseksuelle som enten selv er blevet overfaldet helt umotiveret på gaden eller kender nogen som er blevet det. Et par af mine gode venner oplevede, at tre svenskere(!) gik amok på dem. Det kostede den ene af dem synet på det ene øje og den anden en brækket næse. Politiet ville først optage anmeldelse efter at der var indgivet klage. Ordensmagten mente, at det var den risiko, man løb, når man tillod sig at stå kl 22 en lys sommeraften foran en bøssebar og ryge en smøg.

I starten nægtede justitsminister Mikkelsen overhovedet at anerkende hate crimes, endsige gøre noget ved dem. Til sidst gik han yderst modstræbende med til at registrere sådanne overfald, men stadig uden at foretaget sig noget konkret for at forhindre dem. Talk is cheap, siger man. Ingen kan bebrejde Mikkelsen for at rutte med ressurserne, når det gælder vold mod homoer. 

Vi glemmer dig aldrig for det, Brian. Du og dine som er imod homo-adoptioner, imod homo-vielser, imod kunstig befrugtning til lesbiske. I som har stemt imod ligeret til homoseksuelle ikke mindre end 36 gange de sidste par årtier, kunne ikke en gang nosse jer sammen til at hjælpe os mod grov fysisk vold. Jeres passivitet og modstand er indirekte med til at fodre de homofobes og voldeliges syge hjerner med ideen om, at homoer er mindre værd end andre. Og jeres ønske om at tillade hate speech ved at afskaffe "racismeparagrafen" er blot mere vand på de samme hadefulde menneskers mølle.

For homoseksuelle er Danmark på ligestillingsfronten gledet langt bagud, selv i forhold til lande, som vi aldrig plejede at sammenligne os med. Er du homoseksuel i Spanien kan du blive gift, adoptere børn, også som enlig,  og har i enhver henseende samme rettigheder som heteroer, inklusive som bloddonor. I Danmark er du pr definition persona non grata i en blodbank, hvis du er homo - uanset hvor sundt du lever.

De mange diskriminerende signaler mod homoseksuelle i Danmark er hver for sig måske af mindre betydning, men tilsammen udgør de et uskønt billede. Med små nålestik mindes man som bøsse eller lesbisk dagligt om, at man ikke er helt ligeværdig. På nær selvfølgelig når der skal betales skat.

Homoseksuelle indgår i faste parforhold ligeså tit som  heteroseksuelle. Vi udgør 5-10% af befolkningen, men hvornår så du sidst et homopar holde i hånd på gaden eller give hinanden et lille kys til farvel i døren? Tror du, at grunden er, at vi ikke har lyst? Du tager fejl. Nej, grunden er, at den slags små dagligsdags udtryk for kærlighed kun kan foretages med et årvågent blik for omgivelserne. Går det nu an? Hvad hvis nogen giver sig til at råbe eller ligefrem angribe? Til gengæld får man som bøsse eller lesbisk et vågent øje for, hvor meget heteroseksuelle udtryk for seksualitet i virkeligheden fylder i det offentlige rum og tydeligvis uden at det går op for de tusinder af heteroer, som går hånd i hånd på Strøget eller som tungesnaver på gaden eller i Metroen - uskønt som det er, uanset hvem som gør det. Pointen er bare, at heteroseksuelle kan gøre det uden frygt for repressalier.       

Jeg er fornyligt kommet hjem fra endnu en tur til San Francisco, hvor piben har en anden lyd. For nogle måneder siden skrev en forretningsmand fra Texas til en brevkasse i byens største dagblad The Gate. Han ville gerne have et godt råd i anledning af et forestående forretningsbesøg i byen, hvor han ville tage sin 16-årige søn med. "Hvor skal vi vælge at bo i byen, hvis jeg vil skåne min søn for at se på homoerne?", lød hans spørgsmål.

Bladets redaktør foreslog ham at blive væk, fordi typer som ham ikke er velkomne i byen. Til nød kunne han måske nøjes med at sende sønnen alene til San Francisco, idet man måtte gå ud fra, at der stadig er håb om at han med et lidt andet perspektiv kan undgå at ende med samme homofobe holdninger som faren.

Faren blev rasende over svaret og endte med at skrive til San Franciscos borgmester. Kunne det virkelig passe, at der ikke var et eneste homofrit område i Byen ved Bugten, og hvordan kunne man i øvrigt leve med en så arrogant avis?

San Franciscos (heteroseksuelle) borgmesters svar var som forventet: han fortalte venligt, men bestemt forretningsmanden fra Syden, at han var uønsket i San Francisco, og at han - hvis han alligevel valgte at komme - måtte indstille sig på at leve med synet af en mangfoldig og glad befolkning.

Københavns bystyre er for flertallets vedkommende pro-homo. På landsplan ser det beskæmmende anderledes ud. V og K er direkte imod homoligestilling (selv om de ofte siger noget andet). Og for DF er vi homoseksuelle kun interessante, når vi kan bruges til at anklage muslimer for manglende tolerance. Hvis det derimod er højrenationalister, skin-heads og tilfælde fulde danskere på bytur som overfalder os (hvad det oftest er), så er der larmende tavshed hos Kjærsgaard og co.

Mindretal har hårde tider i Danmark i disse år. Homoseksuelle har i så henseende et skæbnefællesskab med muslimer, jøder, ja alle andre som ikke ligner eller lever som Hr og Fru Jensen. I dag er det dig, i morgen mig.

Hvert år til Gaypride kommer spørgsmålet igen: "hvorfor har I så hårdt brug for at udstille jeres seksualitet?" Mit svar er altid, at resten af året ser jeg dagligt og uden ubehag på heteroseksuelle udfoldelser i bybilledet, i TV, i biografen, i reklamer, i kirken, i bussen, i supermarkedet. Så når nu I, som er det store flertal går til makronerne resten af året, er det så ikke meget forståeligt, at vi andre kan få lyst til at give den hele armen den ene dag, hvor vi er så mange, at vi kan gøre det uden frygt?

Det er svært at finde en entydig forklaring på den mentalitetsændring som er sket i Danmark i de senere år, men et er sikkert: intolerancen vokser og vokser og i al for høj grad mangler der politisk lederskab på topniveau til at sige fra overfor diskrimination og hate crimes. Det er altid dejligt, når radikale, socialdemokrater og resten af venstrefløjen utvetydigt taler vores sag, men opbakningen modsvares desværre af korslagte arme og tomme blikke hos dem som bestemmer - hos V, K og O.

Mange homoseksuelle er borgerlige og fastholder, at deres seksualitet er deres egen sag og ikke et politisk emne. Sådan kan man efter min mening først tillade sig at mene, den dag den sidste bøssebasker er buret inde og fuld ligeret for alle homoer er nået. Den dag da teenage-drengen Jonas fra Skjern og Lisbeth fra Allinge-Sandvig på samme alder kan se deres forældre i øjnene uden frygt og sige: "kære mor, kære far. Jeg er homoseksuel" - og være stensikre på at blive mødt af kærlighed og utvetydig opbakning.

Den dag enhver ung eller gammel homo tør begive sig ud i verden med ranke skuldre og et fast,  fremadskuende blik og en tro på sig selv og det liv, som man er blevet til del.

Den dag hvor kærligheden sejrer. One love.

Joel Burns' gribende tale...

Talentløshedens pris

Dansk politik er i disse år skruet så besynderligt sammen, at vi ledes af en regering, hvis medlemmer begår det ene lovbrud efter det andet, og hvor bummerter, løgne, fortielser og udstillen af egen talentløshed er en ugentlig foreteelse.

Udenrigsminister Espersens mail-sag er et eksempel på en sådan "svipser".

Ingen af alle disse bizarre fejltrin får imidlertid nogen konsekvenser, fordi Dansk Folkeparti hver gang holder hånden over den ansvarlige minister.


Det er naturligvis en legitim politisk beslutning, DF foretager i hver enkelt tilfælde.

Det besynderlige kommer ind, når man ser på de politiske konsekvenser af alle disse tilgivelser. Uanset nemlig om det handler om fødevareskandaler, forsinkede tog, bilagsrod, overbetaling af privathospitaler, ferie-begrundede afbud til vigtige møder med den amerikanske udenrigsminister eller en hvilken som helst anden sag, som under normale omstændigheder ville have væltet en minister,så træder der en ganske særlig mekanisme i kraft, når DF igen-igen "tilgiver":

Hver gang koster det en stramning af udlændingepolitiken - det eneste politikområde, som DF er interesseret i.

Flere af disse stramninger har i sig selv været grundlovstridige eller overtrædelser af internationale traktater.

Alene i denne uge har Birthe Rønn Hornbechs fostret to af slagsen: først tanken om at deportere asylbørn i samme øjeblik de fylder atten og senest idéen om at familiesammenføring skal gøres lettere for borgere med en ejerbolig. Et direkte lovbrud, kaldes det af flere eksperter.

"Et skridt i den rigtige retning", mener Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

En interessant formulering. 

I dag har Danmark en så stram udlændingepolitik, at det er ligeså svært for en udlænding at komme ind her, som det er for en nordkoreaner at komme ud af sit eget land.

Men ingen journalist har til dato vovet at stille Dansk Folkeparti det nærliggende spørgsmål, som trænger sig mere og mere på. Ikke mindst i lyset af regeringens tilsyneladende endeløse behov for nye "tilgivelser":

Hvilken "Endlösung" er vi nået til, når det sidste skridt i "den rigtige retning" er taget?

Vores helt eget sted

Hvis vores planet blot var en landsby med 100 mennesker ville den bestå af:

57 asiater
21 europæere
14 fra Nord- og Sydamerika
8 afrikanere

52 ville være kvinder
48 ville være mænd

70 ville være ikke-hvide
30 ville være hvide

70 ville stamme fra den ikke-kristne del af byen
30 ville stamme fra den kristne del af byen

90 ville være heteroseksuelle
10 ville være homoseksuelle

6 af landsbyens beboere ville eje 59% af byens rigdom - og de ville alle bo i den del af byen som hedder USA !

80 ville ikke bo i et hus

70 ville ikke være i stand til at læse

1 ville være døende

1 (ja kun 1!) ville have en uddannelse ud over grundskolen

1 ville have eje en computer

Hvis man ser på vores verden ud fra sådan et "kompakt" synspunkt, bliver behovet for accept, forståelse og uddannelse pludselig mere tydeligt.

Hvis du vågnede op i morges, og følte dig mere rask en syg, så er du mere heldig end den million mennesker, som ikke overlever denne uge.

Hvis du aldrig har oplevet faren ved krig, rædslen ved tortur eller smerten ved sult , så er du bedre stillet end 500 millioner mennesker verden over.

Hvis du kan gå i kirke uden at frygte terror, arrestation, tortur eller død, er du bedre stillet end 3 milliarder mennesker på Jorden.

Hvis du har mad i køleskabet, tøj i skabet, et tag over hovedet og et sted at sove, så er du rigere end 75% af verdens indbyggere.

Hvis du har oven i købet også har penge i banken eller bare i din pung, så hører du til blandt verdens rigeste 8%

Hvis dine forældre stadig er i live og stadig er gift, så er du meget heldig og tilhører et mindretal

Hvis du kan læse denne tekst, så er du bedre stillet end over 2 milliarder i denne verden som er analfabeter

Arbejd, som om du ikke behøvede penge.

Elsk, som om du aldrig er blevet såret.

Syng, som om ingen kan høre dig.

Lev som om dette er himlen på jord.

Rejsevejledninger

Som mange sikkert har læst, overvejer myndighederne i det primært kristne Uganda at indføre dødsstraf for homoseksualitet.

Et faktum som udviklingsminister Søren Pind har valgt at ignorere i den strategi for dansk udviklingspolitik, som han offentliggjorde for nyligt. Hvorfor også lade den slags bagateller influere på vores ulands-politik?

Tusindvis af ugandaere gik for nyligt i demonstration til støtte for loven om aflivning af bøsser.

Og i går kom så nyheden om, at man allerede er begyndt at tage "forskud på glæderne": en ugandisk homo-aktivists afhuggede hoved blev fundet i bunden af et latrin i et hus, som ejes af landets valgkommissions-formand.













- Findestedet

Rejsevejledningen for homoseksuelle personer som påtænker en Afrika-rejse er kort: Med mindre rejsen går til Sydafrika, så lad vær!

Homoseksualitet er forbudt på stort set hele kontinentet - uanset om vi taler kristne eller muslimske lande. Et faktum som besyndeligt nok ikke nævnes af rejsebureauerne, når de sælger billetter til fx Egypten, Tunesien og Dubai. Ikke en gang Stig Ellings Startour finder det værd at forholde sig til.

Det burde de.

For selv om turister næppe udsættes for dødsstraf, kan et kærligt blik til kæresten få uoverskuelige konsekvenser på de kanter, hvis du og kæresten har samme køn.

FN og EU har udtalt sig i stærke vendinger mod homofobien i Afrika og i særdeleshed i Uganda. Den danske regering tier derimod:

Sidste år under Outgames i København sendte ugandiske homoseksuelle en gribende appel om hjælp til daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs. Ministeren, der ligesom resten af regeringen ikke fandt vores menneskerettighedskonference værd at bruge tid på, svarede, at hun havde stor forståelse for de ugandiske homoers vanskelige situation, men i øvrigt agtede hun ikke at foretage sig noget. En holdning som tilsyneladende deles af hendes efterfølger.

Det kan undre, at det vækker så stor opsigt, når vores udenrigsminister bliver væk fra en konference om Arktis, mens det tilsyneladende ingen konsekvenser har for danskernes opfattelse af vores udviklingsministre, når de svigter fatalt i forhold til et helt kontinents homoseksuelle befolkning. Deltagelse i Outgames-konferencen havde endda ikke en gang krævet køb af en flybillet.

For et land som ofrer danske soldaters liv og lemmer på at hjælpe religiøst undertrykte (heteroseksuelle) mennesker i Afghanistan, forekommer vores passivitet i forhold til tilsvarende eller værre holdninger i Afrika besynderlig, ja ligefrem dobbeltmoralsk.

Og tanken melder sig helt uundgåeligt: er nogle mennesker mere værd at redde fra religiøse ekstremister end andre?

Stemmer Gud på liste K?

For en homoseksuel person kan et besøg på Kristeligt Dagblads hjemmeside sammenlignes med den berettigede følelse af panik som ville ramme Lars Løkke, hvis han valgte at deltage i Enhedslistens sommerlejr.

Alligevel kan jeg ikke holde mig væk fra de kristeliges avis. Masochisten i mig vender tilbage - næsten på daglig basis. Jeg finder det berigende og udfordrende.

På den måde er jeg blevet bekendt med problemstillinger, som jeg knapt anede eksisterede. Blandt de kristelige er det fx et kæmpe diskussionsemne, at en transseksuel person i England, som skiftede køn fra mand til kvinde, nu har fået den britiske højesterets ord for, at hendes pensionsalder skal svare til en kvindes og ikke til en mands. (Der er nemlig forskel på de to derovre). Jeg ville jo mene, at den slags er ren logik, men nej: det kan man diskutere længe blandt de kristelige, som er nærmest besatte af os, hvis seksualitet afviger fra normen.

Op ad stolper og ned ad vægge diskuterer de: Hvis en oldgammel bøsse stiller træskoene, skal hans partner gennem 50 år så virkelig slippe for den høje arveafgift? Skal den slags fordele ikke være forbeholdt mand og kone? Og kan man lade homo'er adoptere? (Ja, siger Folketinget, og alle undersøgelser viser, at børn af homo'er trives storslået, men har Gud fattet det?).

I disse år diskuterer de kristelige dog allermest, hvad man skal stille op med de kristne homoseksuelle som formaster sig til at indgå i et parforhold. Skal de have lov til at gifte sig og hvis ja, så hvor? I kirken? På rådhuset? På en mark ude i Hampen? Og skal en præst have lov til at nægte at deltage i den slags på samme måde som han (for tro mig: det er altid en han) har lov til at nægte at vie fraskilte og døbe deres ravneunger? Hvor trækker Gud grænsen?

Min yndlings-debat-modstander hedder Bjarne Nederby Jensen. En ivrig net-debatør og Kristendemokraternes folketingskandidat i Hedensted-kredsen. Bjarne hører til den kirkelige højrefløj og er altså typen, som gerne kvæler os homoseksuelle i kristen næstekærlighed - hvis vi dog bare for fanden holder op med at knalde.

I dag diskuterede Bjarne og jeg Menneskerettighedsdomstolens nye dom, som siger, at homoseksuelle ikke har krav på at måtte indgå kirkeligt ægteskab, men at der på den anden side ikke er noget i vejen for, at staten eller kirken giver os lov til det.

Bjarne Nederby er meget begejstret for den dom, men benytter lejligheden til at spinne en forfærdende ende over den: Kristendemokraterne ønsker en Værdikommission, som i stil med kanon-udvalgene skal definere, hvad der er skidt og hvad der er kanel. "En kommission til etisk genopretning" kalder han det.

Jeg bliver så frygtelig skræmt af alt det had, forklædt som kristen næstekærlighed og etiske overvejelser. Og jeg ængstes mere og mere for hver gang jeg hører endnu en kirkens mand med ansigtet lagt i alvorlige folder og med en stemme som Poul Reumert under deklamation af Guldhornene, som fortæller mig, at der findes en Gud i det høje, som elsker ham, fordi han elsker en kvinde, men som hader mig, fordi jeg elsker en mand.

I disse år vinder fundamentalisme indpas i mange lande. Som homoseksuel bemærker man måske mere end andre, fordi man er et omvandrende barometer for tingenes tilstand: der er i princippet ikke den fjerneste forskel på den diskrimination, som homoseksuelle oplever fra islam, den katolske kirke eller BGM-klubben: de Bitre Gamle Mænd af Bjarne Nederbys, Søren Krarups og Jesper Langballes støbning. Ironisk nok er de forskellige religioner godt nok enige om at bekrige hinanden, men endnu mere enige om at bekrige fyre som mig.

I sidste uge hørte vi DF's Søren Krarup udtale fra Folketingets talerstol, at vielse af homoseksuelle ville være en voldtægt af det danske folk. For denne kirkeviede, homoseksuelle mand lød det præcist som om han sagde: "jeg har fuld forståelse for de hundredvis af voldelige overfald, der begås mod homoer hvert år i København og jeg bakker op om dem".

Krarups ord faldt samme dag som det irske parlament vedtog en lokal lov om registreret partnerskab for homoseksuelle. Udenfor parlamentet gik højrekirkelige demonstranter rundt med skilte med budskaber som "homoer skal udryddes - ikke opmuntres". Krarup havde fået jern på, hvis han havde vidst det. Hans horisont når nemlig heller ikke længere end til egen næse. Og heller ikke han forstår, at ligeret til os andre ikke fratager ham så meget som et gram af hans rettigheder - nærmest tværtimod.

Den homoseksuelle kamp for ligeret er ikke militant og ikke ekstremistisk. Den handler ikke om venstre eller højre, og den søger ikke at underminere det heteroseksuelle parforhold. Hvorfor skulle den også det? Heteroseksualitet har bestået i millioner af år. Heteroer kan føle sig trygge - også uden at tage patent på, at deres kærlighed er den eneste rigtige. '

Sidste år holdt vi Outgames i København. Hundredtusindvis deltog i festlighederne. Utallige musikalske, sportslige og kunstneriske events gjorde København til en lidt sjovere og kærligere by i de dage. Den banale hemmelighed bag succesen var, at alle var velkomne. Det har aldrig været en homoseksuel agenda at udelukke heteroseksuelle. Tværtimod. Vi elsker, når I kommer til vores parties, sports-events, de fede koncerter og vilde parties. Og I kan trygt møde op. Den dag, hvor en avisoverskrift skriger "Heteroseksuel mand overfaldet på åben gade af heterofobe bøsser" indtræffer aldrig.

Måske er det derfor, at de debatter på Kristeligt Dagblad forekommer mig så uvirkelige. Måske er det derfor, jeg i de senere år har valgt at lægge afstand til den Folkekirke, jeg voksede op med. Modsat Bjarne Nederby kan jeg nemlig ikke tro, at der findes en Gud foroven, som har noget imod mig, min mand, mine venner - mit liv. Og jeg nægter at anerkende, at jeg er andenrangs, blot fordi jeg tilfældigvis er født med en anden seksualitet end Bjarne fra Hedensted, som tror på, at han er Guds udvalgte repræsentant for Midt- og Østjylland.

Outgames gav for resten et stort overskud. Hvornår har en event, som ikke involverede fodbold sidst gjort det? Pengene bruger vi til et homo-hus i København. Det skal danne rammen om kulturelle begivenheder, musik, undervisning, hygge, information, debatter, kaffedrikning og informationsmøder. Alt er muligt. Alting står åbent. Kun ét er sikkert: vi nedsætter ikke en kommission, som skal presse en bestemt livsstil ned over nogen; vi accepterer ikke diskrimination af heteroer. Selv Bjarne Nederby er velkommen. Men min stemme får han sgu ikke.

Gud Fader bevare os.

Tell it like it is

Præsident Obama er midt i et opgør med den amerikanske hærs berygtede 'don't ask, don't tell' politik, som i korthed går ud på, at homoseksuelle soldater afskediges, hvis de kommer til at afsløre deres seksualitet.

Som så ofte når den slags historier fortælles i medierne, underspilles skadevirkningerne af den homo-frygt, som det handler om: homoseksuelle har "potentielt" kunnet miste deres job, skriver AFP og Ritzau, når de skal forklare den bemærkelsesværdige vandring med skyklapper på, som det amerikanske militær har præsteret i nu sytten år.

Ja, det tør svagt antydes. 13.500 homoseksuelle amerikanske soldater har fået eksistensgrundlaget flået væk under sig på grund af 'don't ask, don't tell'. Da Irak-krigen var på sit højeste, blev der afskediget to homoer om dagen i det amerikanske forsvar. Mange af dem udførte essentielt arbejde på højt niveau.

Partnere til faldne homoseksuelle soldater har ofte været de sidste som fik besked om dødsfaldet og har måttet kigge i vejviseren efter pensionen efter deres mand eller kone. Ingen har officielt anerkendt deres tilstedeværelse i den afdødes liv. Tænk at miste sin livsledsager som soldat i krig og derefter blive ignoreret af de generaler, som sendte ham eller hende i felten.

Måske allervigtigst har 'don't ask, don't tell' har været med til at legitimere diskrimination af homoseksuelle også udenfor militæret.

Præsident Obamas lovændring skal både gennem Senatet og Repræsentan­ternes Hus for at træde i kraft, men det vil lykkes trods stor modstand fra dele af hærens øverste ledelse. Bedre sent end aldrig føjer USA sig nu til det overvældende flertal af lande, som accepterer bøsser og lesbiske på ligefod med andre i hæren. Til lykke USA.

De næste ofre

Nedenstående er klippet min dagbog på homo-portalen Boyfriend:

Hvis det skulle være undgået nogens opmærksomhed, er Pia Kjærsgaard i denne uge sprunget ud som 110% homohader.

Med Kjærsgaards ekstremt fjendtlige anti-homo-ugebrev til sine fans, og hendes utvetydige opbakning til Søren Krarups holdninger kan der ikke længere være nogen tvivl om, hvor DF står.

Derfor er det nu tid på høje tid at advare. Det skal siges, så det ikke kan misforstås:

Den største trussel mod homoseksuelle i Danmark kommer ikke fra muslimske unge eller voldelige nazister eller rockere med hovedet skruet omvendt på. Den kommer heller ikke fra bøvede heteroer i fodboldklubber, som ikke kan se længere end deres egen pik for fordomme. Nej, den kommer fra et lovligt parlamentarisk parti, som 13-15% af danskerne bakker op om, og som er på vej til at kaste sig over os som deres næste hadegruppe, nu hvor udlændingekortet er ved at være slidt op efter snart tyve år.

Der er en tragisk lighed - både i argumenter og retorik - mellem Dansk Folkeparti og nazisternes propagandaminister Göebbels, når det gælder omtalen af homoseksuelle.

Nazisterne vandt Tyskland og smadrede en halv verden. I processen omkom millioner af mennesker - og tusinder og atter tusinder af homoseksuelle.

Tag ikke fejl: DF's nye kampagne imod os vil føre til endnu flere hate crimes. I forskruede højreekstremistiske hjerner vil Pia Kjærsgaards udfald imod os blive set som et OK til mere vold mod bøsserne.

Hvis DF forbliver en magtfaktor efter næste valg, bliver Danmark et sandt helvede for homoer. Kjærsgaard har allerede været ude og stemple LGBT-Danmark som "militant" og "farlig".

Vi skal på barikaderne og kæmpe for helt basale rettigheder og imod diskrimination igen-igen.

Kig dig over skulderen: Pia K - heksen fra Gentofte; den største, organiserede trussel mod danske homorettigheder nogen sinde - er på banen - og hun vil se blod. Dit!

Hændervridende håndvask

Den internationale pædofili-forening med hovedsæde i Italien, også kendt som Den Romersk-Katolske Kirke, meddeler, at grunden til sex-misbruget af de tusinder af børn, som kirkens ansatte står bag, ikke skal søges i det faktum, at kirkens præster er pålagt et naturstridigt cølibat.

"Der er overhovedet ikke nogen sammenhæng", siger kirkens fastansatte orakel i den slags anliggender, som udover at kalde sig professor i psykologi også er cand theol. og biskop. Han fortsætter med at forklare, at katolske præster såmænd ikke er værre end alle andre, når det gælder overgreb mod børn.

Man slås med forbløffelse over den enestående arrogance, som Vatikanet lægger for dagen.

At påstå, at disse pædofile svins opførsel slet ikke er relateret til kirken, men "bare" er noget som hundredvis af dens ansatte tilfældigvis finder på i arbejdstiden, og som kirken derfor ikke behøver at påtage sig noget ansvar for, er som at høre andre afsporede sjæle benægte holocaust.

UNICEF, Amnesty, ja, enhver organisation som varetager børns og voksnes tarv burde tage afstand fra denne skinhellige biskop og fra Vatikanet og alle dets gerninger og al dets uvæsen.

Den katolske kirkes har ansvaret for millioners død som følge af aids verden over, fordi kirken står fast på sit forbud mod kondomer - selv for hiv-smittede.

Vatikanet insisterer på sit abort-forbud, selv når det gælder helt unge voldtægtsofre eller piger som bliver ofre for incest.

Katolske østeuropæere står bag hundredvis af voldelige overfald på homoseksuelle i deres hjemlande - i Guds navn og med Pavens stiltiende accept.

Og nu fralægger kirken sig ansvaret for sine ansattes svimlende mange børneovergreb. Alene i Irland skønnes antallet af ofre at nå op imod 150.000 siden 1930'erne. Andre lande, som er ramt af pædofile katolikkers hærgen, er Polen, Tyskland, Storbritannien, Østrig, Frankrig, Canada og ikke mindst USA, hvor kirken har måttet udbetale 11 milliarder kroner i erstatning til ofrene for dens perverterede præsters ugerninger.

Den katolske kirke har et menneskesyn som er dybt skadeligt - for små som for store. Og den tiltrækker pædofile som en lort tiltrækker fluer. Det kan ikke bortforklares og knapt undskyldes. De europæiske mørkemænd har hjemsted i Rom. De fortjener kun vores foragt.

----
Tegning: Matteo Bertelli, toonpool

I bagklogskabens lys

For tiden diskuteres vielser i kirken af homoseksuelle intenst - ikke mindst i kirken.

Debatten er måske lidt mere dæmpet i homo-miljøet, men når man i dag hører DF's socialordfører Martin Henriksen TRYGLE Venstre og Konservative om at sikre, at homo'er ikke får lov til en kirkevielse, kalder det på et tilbageblik.

Siden 1989 har Folketinget skulle forholde sig til 47 forskellige lovforslag vedrørende homoseksuelles rettigheder eller mangel på samme.

Vi taler om et bredt spektrum af emner som insemination af lesbiske, sikring mod diskrimination på arbejdsmarkedet, stedbørnsadoption, almindelig adoption, forældreskab, registrerede partnerskaber, vielser, klageadgang ved diskrimination, indsatsen mod hate-crimes og så videre.

Folk med en smule homo-historisk indsigt vil have svært ved at forstå, hvorfor Martin Henriksens har så hårdt brug for sit usle lille stykke signalpolitik.

De ved nemlig, at Henriksens borgerlige venner i V og K ikke een eneste gang har stemt for noget forslag, der kunne fremme ligestilling af homoseksuelle. Tvært i mod har man ved flere lejligheder aktivt stillet forslag til fremme af diskriminationen.

Hvor Dansk Folkeparti selv og partiets forgængere i Fremskridtpartiet har befundet sig i det samme game er næsten overflødigt at nævne, men lad os for en sikkerheds skyld skære det ud i pap, såfremt en enkelt homo med DF-tilbøjeligheder skulle læse med:

Dansk Folkeparti er ikke kun imod muslimerne. Dansk Folkeparti bekæmper aktivt ethvert mindretal i ord og gerning fra morgen til aften.

Det eneste homoseksuelle kan bruges til i DF-sammenhæng er som skjold for partiets muslimhad: "se selv hvor hadefulde islamisterne er mod jer", siger Pia Kjærsgaard, mens hun ved enhver tænkelig lejlighed bakker op om præcis den samme diskriminerende agenda.

Så hvad går der af danske homoseksuelle? Hvorfor stemmer så mange af os borgerligt - eller ligefrem på DF?

Spørgsmålet er måske snarere, om de pågældende er klar over, hvad de har gang i? Et ofte brugt argument, som homoseksuelle med lyst til en kirkevielse hører i disse dage er: "hvorfor insistere på at være medlem i en forening, som dybest set ikke ønsker dig som medlem?"

Måske var det på tide, at borgerlige homoer i Danmark begyndte at stille sig selv det samme spørgsmål: hvad fanden laver jeg i et selskab, hvor man nok siger, man "tolererer" mig, men hvor man hellere vil se min hæl end min tå?

Under 2. Verdenskrig blev tusinder af bøsser interneret i kz-lejren Ausschwitz. Mange af dem havde støttet nazi-regimet i håb om at vinde accept - trods alt. Senere gravede mange af dem villigt deres egen grav i en naiv tro på det bedste i mennesket og i håb om at tilkæmpe sig deres vogteres gunst. Få timer efter lå de døde i hullet, de selv havde gravet.

I dag kan du finde homoseksuelle som bakker minoritetsfjendtlige partier som DF op, og andre som gang på gang stemmer på V og K - partier, som helt enkelt ikke ønsker dem det bedste.

Hvorfor? Svaret blæser i vinden, som salig Marlene Dietriech sang. Man græmmes.

Die Marlene sang for resten også andre ord, som ligeså godt kunne have stået med flammeskrift over dansk homo-historie ved starten af det 21. århundrede:

When will they ever learn?

Tirsdags-bøn

Ærede homser fra nær og fjern og sympatisører:

En koldfront breder sig nedover en del af Danmark. Vi må gøre noget! Her er en situationsrapport:

Birthe Rønn Hornbech er Danmarks kirkeminister, når hun ikke er travlt optaget af at fungere som Dansk Folkepartis udvisnings-minister.

Mandag kom hun med en udmeldning i sin egenskab af Folkekirkens repræsentant på Tinge - den kristne, evangeliske, lutherske kirkes politiske boss. Udmeldningen går på, at hun ikke har noget at melde noget ud. I hvert fald ikke før kirkens biskopper har sagt, hvad de mener om sagen.

Måske skyldes det "sagens" karakter?

En sådan "You show me yours - I'll show you mine" taktik må jo ellers siges at høre til sjældenhederne i dagens Danmark, hvor politikere kappes om at have en mening om selv den mindste ting og at få den ud over rampen før de andre.

Men ikke denne gang. Her er grunden.

"Sagen" er homoseksuelle vielser i kirken. Et emne som i stigende grad optager store dele af befolkningen, medierne, præsterne og DF's Søren Krarup og dennes fætter Jesper Langhalm. ("De ringer - vi tærsker" blandt venner).

Skal vi bøsser og lebber have lov til at blive viet i Den danske Folkekirke? Skal vielsesritualet gøres kønsneutralt? Eller er det i virkeligheden nu, at posen skal rystes og hele lov-komplekset vedrørende ægteskaber og partnerskaber laves om, så alle må en tur på det lokale rådhus for at blive lovformeligt gift, hvorefter de så frit kan søge Herrens eller Buddhas eller Jehovas eller Muhammeds velsignelse over deres forhold hos deres lokale salmehøker?

Birthe Rønn Hornbech siger, at hun ønsker at bevare status quo, indtil kirkens biskopper i samlet trop svinger ind forbi hendes kontor på en ladvogn med regnbueflagene højt hævet, iført bare overkroppe, afspillende Gloria Gaynors "I Will Survive" på et transportabelt stueorgel - eller noget i den stil.

I hvert fald udviser hun en for hende ekstremt sjælden berøringsangst i denne sag.

"Hvorfor?" spørger den borgerlige del af landets bløsbiske befolkning undrende sig selv? - Kan det virkelig passe, at Venstre alligevel ikke går ind for ligestilling af homoseksuelle, selv om det står i partiets program? Blandt landets biskopper er der også udbredt undren, endda langt ind i de kredse, som er inderligt imod homoseksuelle vielser i kirken. Biskopperne lader forstå, at spørgsmålet om homovielser alene er en politisk afgørelse, og at de som embedsmænd er indstillet på at gøre, hvad de får besked på.

Så hvad dælen nøler Horny Britt Rønnbech for?

Svaret skal ikke søges i hverken skriftsteder eller andre steder i Det Høje. Ejheller ligger der et behov for tid til eftertanke og overvejelse bag hendes tøven. Og de politiske kommentatorer kan godt spare sig deres lange analyser og strategiske vurderinger.

Sandheden om Danmarks kirkeministers lammende passivitet er nemlig den enkle, at hendes eget parti er dybt splittet i spørgsmålet. Det samme kan imidlertid ikke siges at være om Rønns nærmeste politiske allierede - den indirekte årsag til at hun overhovedet sidder på sin post. Rønns kollega og kirkeordfører fra Dansk Folkeparti, Jesper Langballe, hader nemlig homoseksuelle kristne som pesten. "Et kirkeligt ægteskab blandt to homoseksuelle, der elsker hinanden er et attentat på det heteroseksuelle ægteskab", som han så poetisk sagde i forrige uge. Hans fætter siger det samme med lidt andre ord: "homoægteskaber er et bevidst anslag mod vores kultur", lød det, da Søren Krarup satte sig til tasterne og udbredte sig om emnet.

Et bevidst anslag! Vi lader billedet af den anslåede Krarup stå et øjeblik. Og hvad mon han mener med "vores" kultur? Intet tyder nemlig på, at Krarups kultur er den samme som flertallet af danskernes. Den er i hvert fald ikke den samme som min. Hvad bilder dette bigotte, antikke parlamentsmedlem sig ind, at skyde os homoer et "anslag" i skoene og udnævne os til agressorer, blot fordi vi ønsker at leve sammen i et anerkendt forhold?

Pia Kjærsgaard har udtalt sig på lignende måde. Hun kaldte LBL - Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske (nu omdøbt til LGBT Danmark) en "militant" organisation, da den sidste stillede krav om ligeret. LBL er så harm- og tandløs som Kattens Værn, hvis nogen skulle være i tvivl.

For de fleste et det mest tankevækkende ved disse bombastiske udmeldinger fra DF vel, at gamle Langballe og ligeså gamle Krarup tilsyneladende er så dårligt forankrede i deres egen heteroseksualitet, at det kun kræver et par forelskede bøsser at blæse dem ud af kurs.

For Birthe Rønn Hornbech er valget mellem at støde de homoseksuelle ti procent af befolkningen fra sig eller at påkalde sig DF's vrede imidlertid et simpelt valg:

Hun gør som generalen i Pinafore: "stå aldrig til søs - lad de andre stå". Glem ligeret, glem de gyldne ord om tolerance og respekt. Ministertaburetten er Gud, så fuck homoerne - og ned på knæ for Langballe og Krarup.

For dog i det mindste at give det påskud af, at der ligger en form for politisk stillingtagen og tankevirksomhed bag hendes passivitet, vælger Hornberg Rønnbirth at smække en trumf på bordet: "homoseksuelle vil i virkeligheden slet ikke ligestilles", siger hun og hævder, at vi homoer i stedet foretrækker at blive respekteret for vores "anderledeshed". Som om det ene udelukker det andet.

Havde den ærede kirkeminister været et fremtrædende medlem af Queer-bevægelsen, havde jeg med glæde købt hendes argumentation. Jeg havde bøjet mig i støvet for hendes aktivistiske holdning og gladeligt kastet en stemme efter hende til næste valg i lutter benovelse over hendes angreb på de etablerede normer om tokønnethed, heteronormativitet og monoseksualitet. Men sådan forholder det sig jo ikke. Hornbech er ikke Dunstbevægelsens bastionsfigur på Christiansborg. Hun er faktisk det stik modsatte: en politisk opportunist, som lagde de smukke idealer på hylden den dag, hun valgte at blive minister. En bagstræverisk, arrogant gammel kone, som har solgt ud og som nu har passeret sidste salgsdato. En levende bekræftelse på mit ad nauseam gentagede mantra:

INTET fremskridt for Danmarks homoseksuelle er nogen sinde sket med et borgerligt partis opbakning. Ever.

Tvært i mod.

Lad os alle bede for, at vores kærlighed inden længe anerkendes som ligeværdig - også i Danmarks statsautoriserede Folkekirke. Giv os troen på det gode i vores folkevalgte tilbage. Op med kærligheden. Ned med køligheden. Ud med Birthe.

Amen.

Invasion fra syd

Det har afstedkommet en del opstandelse i Storbritannien, at Paven har meldt sin ankomst.

Mange ser frem til besøget, andre nærer mere blandede følelser. Rigtig mange ønsker Paven hen, hvor peberet gror.

Paven har nemlig meddelt, at et af hans formål med besøget, er at få briterne til at indse, at de ”gør vold på naturens orden” gennem deres lovgivning, og at denne må laves om.

Den lov, som Paven er så inderligt imod, handler om, at det er forbudt at diskriminere mod homoseksuelle.

Jeg har ofte svært ved at fatte, at vi har så travlt med at bekæmpe formørkede ekstremister i fjerne ørken-egne, når vi på vores eget dørtrin har personer med lige så ekstremistiske holdninger.

Listen over den katolske kirkes forbrydelser mod menneskeheden er alenlang:

Skiftende paver, inklusive den nuværende, bærer som følge af deres sabotage af hiv-bekæmpelsen i Afrika det direkte ansvar for millioners død.

Paven forsøger – med alt for meget held - ved enhver mulighed aktivt at undergrave menneskerettighederne for en stor del af klodens befolkning.

Katolikker står – med pavens stiltiende velsignelse – bag hundredvis af voldelige overfald og drab på homoseksuelle i Østeuropa.

Når det kommer til stykket, er der ingen forskel på grundholdningerne hos Taliban og hos Paven.

Og nu tager dette omrejsende, usympatiske, hadspredende middelalder-relikt til England for at få fortidens tilstand genoprettet, hvor homoseksuelle blev diskrimineret og forfulgt – samtidig med at den katolske kirkes præster voldtog tusindvis af kordrenge år - ud og år ind.

Hvis briterne har nosser, burer de manden inde ved ankomsten til Heathrow og sætter ham på det næste fly til Menneskerettighedsdomstolen i Haag.