Stolthed og fordom, sundhed og sygdom

En gang imellem støder vi på udtalelser, som får os til at nikke samtykkende. "Du tog ordene ud af munden på mig", siger vi så.

Det var min oplevelse, da jeg faldt over et læserbrev i New York Times i forgårs. Skribenten er Bertrand Audoin, direktør for The International Aids Society. Emnet er de vidtrækkende følger som diskrimination og forfølgelse har - ikke bare for de berørte, men for folkesundheden og derfor i sidste ende også for bundlinjen i mange landes nationalregnskab. 

Bertrand tog ordene ud af munden på mig, så jeg har oversat hans læserbrev og tillader mig her at gengive det. I disse for vor verden så forfærdelige tider. 

Jeg har ikke yderligere at tilføje.  

Mordene for nyligt på Dwayne Jones, en transseksuel teenager fra Jamaica og Eric Ohena Lembembe, en homo-aktivist fra Cameroun, har ligesom ramaskriget som høres over hele verden på grund af Ruslands anti-homo-lovgivning vakt international opmærksomhed som eksempler på grove overtrædelser af menneskerettighederne.

Mens debatten om homo-rettigheder i den vestlige verden for tiden meget drejer sig om homoseksuelles ret til at gifte sig, har disse nylige begivenheder igen åbnet vores øjne for, at i mange lande bliver åbent homoseksuelle personer eller mennesker som mistænkes for homoseksuel aktivitet smidt i fængsel i årevis eller modtager en dødsdom. Det overstiger næsten fatteevnen, at homoseksualitet er ulovligt i 38 lande syd for Sahara.

Det er af største vigtighed, at presset øges på de regeringer som ved hjælp af lovgivning fortsætter med at gøre hverdagen til et mareridt for homoseksuelle. Men et endnu større pres kan udøves, hvis vi ser i øjnene, at denne berøvelse af menneskerettigheder ikke kun handler om borgerrettigheder. Den er skadelig for folkesundheden.

Tre årtiers erfaring med HIV/AIDS-epidemien har givet os uigendrivelige beviser for, at hvis man fratager de mest udsatte for HIV deres menneskerettigheder, driver det dem under jorden. Virkningen heraf er dobbelt: ikke alene må sex-arbejdere, mænd som har sex med mænd, stiknarkomaner og trans-personer leve i daglig frygt for repressalier, men præcis af samme grund er de også mindre tilbøjelige til at gøre brug af grundlæggende beskyttelsesforanstaltninger som fx kondomer for at beskytte sig selv mod smitte. Oplysningskampagner som rettes mod den almindelige befolkning når næppe disse borgere, og det er derfor ingen overraskelse, at i mange dele af verden er HIV betydeligt mere udbredt blandt sex-arbejdere, mænd som har sex med mænd, stiknarkomaner og trans-personer.  

Allerede i HIV/AIDS-epidemiens tidlige år stod det klart, at denne virus ikke diskriminerer, men at regeringer og mennesker gør. I dag er det stadig stigmatisering og diskrimination som giver næring til epidemien – og vi behøver blot at rette øjnene mod Rusland for at se, hvordan undertrykkelse og passivitet har forværret en af de hurtigst voksende hiv-epidemier i verden.

For ti år siden skønnede man, at antallet af mennesker med HIV i Rusland lå et sted mellem 100.000 og 200.000, hvoraf de fleste var blevet syge i forbindelse med stiknarkomani. I dag er tallet yderst alarmerende: en million ramte. Meget af skylden ligger hos de myndigheder som nægter at hjælpe ofrene med fx metadon eller sterile nåle.

Stiknarkomaner udsættes for massiv diskrimination i den russiske regerings berygtede ”behandlings”-centre, som har været udsat for hård og massiv kritik for deres krænkelser af menneskerettighederne i årevis.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at i et land som altid har næret en dyb mistillid til homoseksuelle og ”vestlige” kampagner til styrkelse af homoseksuelles rettigheder, er HIV betydeligt mere udbredt blandt mænd som har sex med mænd end i resten af befokningen. Især gælder dette blandt yngre bøsser.

Den fornyede hårde linje fra regeringens side øger kun frygten blandt LGBT-organisationernes medlemmer og vil ikke bidrage til at mindske infektionsraten blandt homoseksuelle mænd.

Det samme gælder i høj grad i mange af de 38 lande syd for Sahara, hvor homoseksualitet stadig er ulovlig. Selve infektionsraten blandt bøsser er ubekendt for disse lande, fordi så mange mænd frygter at blive identificeret som homoseksuelle.

Potentialet til spredning af HIV blandt såvel russiske bøsser som syd for Sahara er åbenlyst. Samtidig ved vi, at der findes tiltag som kan forhindre det.

I 1980’erne blev metadon- og nåleprogrammer helt afgørende elementer i at forhindre, at epidemien kom ud af kontrol blandt narkomaner.  I dag har Vesteuropa, USA og mange andre lande stort set elimineret udbredelsen af HIV blandt stofbrugere.

I lande som Portugal og Tjekkiet blev afkriminaliseringen af små mængder stoffer til eget brug i 1990’erne en vigtig faktor bag faldet i HIV-infektioner. At give stofbrugere retten til værdig lægelig hjælp og at henvise dem til sundhedscentre fremfor at spærre dem inde betød en revolution i folkesundheden i de pågældende lande.

At involvere det homoseksuelle samfund i kampen medfører store folkesundhedsmæssige fordele, og Australien er et godt eksempel herpå. Det er kun 35 år siden, at deltagerne i den første Mardi Gras Parade blev anholdt og slået; diskrimination og vold mod homoseksuelle fra politiets og den brede befolknings side var udbredt. Mens volden i 1978 helt klart øgede sammenholdet blandt bøsserne, var det begyndelsen på HIV/AIDS-epidemien få år senere som gav dem et stort ord at skulle have sagt i udviklingen af Australiens stærkt roste fælles front i kampen mod sygdommen. 

Begrænsningen af HIV/AIDS-epidemien i Australien blev en milepæl indenfor folkesundhed – opnået ved hjælp af lovgivning som anerkendte homoseksuelles menneskerettigheder.

Der er mindre end to år til at målene i FN’s Millenium Development Goals skal være opfyldt. På HIV/AIDS-området handler det om, at 15 millioner mennesker skal være i forebyggende behandling samt at væksten i epidemien skal være bremset. Men med mindre bøsser og andre berørte grupper får lov til at nyde de samme menneskerettigheder og den samme beskyttelse som deres medborgere, vil det ikke ske.

Vi har den videnskabelige viden som skal til for at stoppe AIDS-epidemien. Men vi kan ikke benytte vores viden på verdensplan, fordi så mange mennesker i højrisiko-grupperne frygter konsekvenserne af at søge hjælp hos de organisationer som kan hjælpe dem.

Ulykkeligvis er det politiske ledere som i store dele af verden er drivkraften bag stigmatiseringen af bøsser. Men det er de samme ledere som har en historisk chance for ikke bare at stoppe diskrimination, men også at yde en afgørende indsats mod en af verdens mest dødelige pandemier i deres egen baghave.

- Bertrand Audoin er direktør for IAS – The International AIDS Society.    

For lidt, for sent, forgæves

Kirkeminister Per Stig Møller bebuder, at han i næste folketingssamling vil stille forslag om et ritual til brug for homoseksuelle i Folkekirken. Ikke en vielse, understreger ministeren, mens han slår syv kors for sig, men en velsignelseshandling af en ikke nærmere defineret slags. 


Men ministerens løfter er tomme. 


Efter al sandsynlig er regeringen Løkke Rasmussen en saga blot efter det snarlige valg, og en ny, rød regering vil gå anderledes radikalt til værks: Samtlige partier i oppositionen går ind for total ligestilling af homoseksuelle i forbindelse med ægteskabs indgåelse og ser ingen grund til fortsat sondring mellem heteroseksuelle og homo'er. Hermed er de på linje med halvdelen af Danmarks biskopper, et flertal af landets præster og to tredjedele af befolkningen. 


Så de borgerlige kan ånde lettet op: ved hjælp af mange års forhalingstaktik som står i stærk kontrast til det lovjaskeri, som har præget VKO i de senere måneder, slipper de for at bryde den årtier lange tradition, de har for at stemme imod ethvert tiltag til fremme af homoseksuelles ligestilling.


Ikke mindre end 36 gange er borgerlige partier i Folketinget gået imod ligestilling af homoer. Otte gange har de samme partier aktivt stillet forslag om forringelser af homoseksuelles rettigheder i forhold til heteroseksuelle. Og regeringens støtteparti truede for et par år siden ligefrem med at vælte regeringen, hvis den stemte ja til mere ligestilling i spørgsmålet om adoptionsret til homoseksuelle. "Folketingsgruppen og ledelsen i Dansk Folkeparti er rasende over at blive ydmyget på den her måde" udtalte Søren Espersen, da det viste sig, at et par borgerlige politikere var rede til at bryde partilinjen og stemme ja. "Hvis regeringen ikke får orden i egne rækker, kan den ikke i længden regne med, at vi bakker den op", fortsatte han.


Når det gælder homoægteskaber har partiets fører ikke været mindre skarp. "Den socialistiske fløjs kamp for at give homoseksuelle retten til at blive gift i kirke er ikke en kamp for ligeværd, men en kamp imod ægteskabet", skrev Pia Kjærsgaard i sit nyhedsbrev sidste år. Hun undlod dog at redegøre for, præcist hvordan hendes parforhold med ægtemanden Henrik Thorup trues, blot fordi to forelskede fyre eller piger gifter sig. Måske fordi truslen er ligeså imaginær som den Fru Kjærsgaard ser i en indvandrerpige med et tørklæde?


Spørgsmålet om homoerne og Folkekirken har skabt voldsom uro på kirkens højrefløj. Så meget at der har været talt om en opsplitning af kirken. Samme højrefløj har i talløse læserbreve tordnet om, hvor syndigt det er at følges ad for to som gerne vil samme være - i hvert fald hvis det er to af samme køn. Alene i Kristeligt Dagblad har der været flere hundrede tilkendegivelser om emnet. Omkring 90% af fordømmende karakter. 


I mellemtiden har vi set dybt katolske lande som Spanien, Brasilien og Argentina indføre ligestilling for homoseksuelle i deres kirker. Det samme er sket i fx Holland, Norge, Sverige og Sydafrika samt i flere amerikanske stater. 

Herhjemme har mange homoer for længst resigneret og tilsluttet sig de andre tusinder, som i de senere år har meldt sig ud af Folkekirken, fordi de ikke længere følte noget tilknytningsforhold til den.

For andre har debatten givet anledning til dybe overvejelser: 


- Kan man ikke være en god kristen uden at være medlem af den Folkekirke, som trods mange gode intentioner hos et stort antal præster, biskopper og menighedsråd ikke har evnet at lægge låg på den frådende anti-homo-retorik som Indre Mission og præster som Søren Krarup og Jesper Langballe har benyttet sig af?


- Hvorfor har al tale om vigtigheden af den såkaldt rummelige folkekirke fokuseret på at give plads til den kirkelige højrefløjs holdninger og slet ikke de homoseksuelles?


- Og helt fundamentalt: er det i virkeligheden ikke på tide, at den juridiske del af et ægteskabs indgåelse flyttes til rådhuset for alle par, uanset deres seksualitet, hvorefter de som måtte ønske det så kunne søge kirkens velsignelse over deres forhold? Sådan fungerer det i forvejen jo i langt de fleste lande. 


Per Stig Møller har skullet gå den vanskelige balancegang mellem ikke at tirre sit eget bagland og at vise en eller anden form for imødekommenhed overfor homoseksuelle på grund af det politiske og folkelige pres, han udsættes for. Det ser ud til at være mislykkedes helt og aldeles. "I den folkekirkelige rummeligheds navn" opretholdes retten for præster til at diskriminere, og forelskede homo-par vil være tvunget til at rende spidsrod for at finde en præst som vil vie dem. Implicit forventes der en taknemmelighed fra det homoseksuelle pars side. Ikke imod Gud for livet og kærligheden, men imod den præst og den kirke som er villig til at yde dem tålt ophold for en stund. Er det en værdig start på et mangeårigt samliv i kærlighed? Gu' er det ej.


Jeg har skrevet det før og gør det igen: 


Det er et ubestrideligt faktum, at INTET fremskridt for homoseksuelle nogen sinde er opnået med de borgerlige partiers hjælp. Ikke ét. 


Med Per Stig Møller i uhellig alliance med de mest forbenede mørkemænd og -kvinder, som Danmark kan opvise, opretholdes den tradition også frem over. Godt deres tid snart er forbi. 

Vi mordere

"Med sådan vammel snak vil man myrde et bærende fundament i Vesterlandets tusindårige kultur og historie." 

Noget af en svada, hva'? 

Ordene er Søren Krarups fra DF og han sagde dem, da en kvindelig præst i Deadline på DR for nyligt tillod sig at mene, at homoseksuelle burde ligestilles - bl.a. med hensyn til ægteskaber. 

Så, kære mordere: der er givetvis mange for hvem det er spildte Guds ord på Ballelars, men i håb om at bare én bliver lidt klogere og i anledning af det nært forestående valg: 


Dansk Folkeparti er for homoseksuelle hvad dræbersnegle er for en prydhave: ALTØDELÆGGENDE OG DEN SIKRE VEJ TIL GRÅD OG TÆNDERS GNIDSEL.   

Fuck dem! Før de fucker dig!

Med Gud i den ene hånd og sværdet i den anden

I lilleputstaten Liechtenstein bor der 35.000 mennesker. Landet har en meget nær tilknytning til naboen Schweiz, som man bl.a. deler valuta med. Det er også Schweiz som gennem sine ambassader repræsenterer Liechtenstein i udlandet.

Derfor tilstræber Liechtenstein at have en lovgivning som følger Schweiz på en lang række områder. Det var ikke mindst derfor, at det lille lands parlament for nyligt besluttede at tillade registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle, så homo-par fx kunne sikre hinanden i tilfælde af død eller ulykke. 

Samtlige Liechtensteins parlamentsmedlemmer stemte for den nye lov, som således blev enstemmigt vedtaget.

Loven om registreret partnerskab i Liechtenstein gavner kun et par håndfulde par, men signalværdien var stor.

Men landets homoseksuelle og parlamentet havde ikke taget de troende i ed!

Næppe var loven vedtaget, før "et borgerinitiativ" blev dannet med henblik på at indsamle underskrifter, så den nye lov kunne blive afskaffet. I Liechtenstein skal der blot 1000 underskrifter til - så skal en ny lov sendes til folkeafstemning.

Lederen af Vox Populi, som initiativet kalder sig, understreger, at hans forening sandelig hverken har til hensigt at støde bestemte befolkningsgrupper eller enkeltpersoner. Han har dog svært ved at forklare, hvordan det lille lands homoseksuelle befolkning ellers skal opfatte hans forening.

Liechtenstein katolske ærkebiskop har udtalt sin uforbeholdne støtte til Vox Populi. "Homoseksualitet er en dødssynd", siger han og anbefaler befolkningen at stemme nej til ligestilling af homoseksuelle ved den folkeafstemning som helt klart bliver følgen af Vox Populis underskriftsindsamling.

3/4 af landets befolkning er stærkt troende katolikker.

Og fra Rom sender Paven sine varmeste hilsener til Liechtensteins ærkebiskop og lykønsker ham på forhånd med sejren over homoerne og deres venner i parlamentet. 

Igen må man undre sig over den ulyksalige trang som mange religiøse mennesker har til at pålægge andre deres livsstil og standarder. 

Der er ikke en skid forskel på, om vi taler kristne højborge som Liechtenstein, Italien eller Uganda, hvor såkaldt ultrareligiøse kristne gerne myrder homoseksuelle i Herrens navn, eller om du tager til Mellemøsten, til Afrika eller til USA: fra mormonerne i Salt Lake City over Rom til Riyadh sker det på daglig basis: med en imaginær gud og hans imaginære vilje som skalkeskjul for deres fordomme spreder religiøse fanatikere deres hørm af homohad mod en lille minoritet som aldrig kan udgøre nogen trussel mod dem. Ja, de viger endda ikke tilbage for henrettelser og mord i bestræbelserne på at lave om på det, som ikke kan ændres. 

Krige udkæmpes i Herrens navn. Millioner er døde, fordi selvretfærdige, troende mennesker ikke har nok i religiøs selvransagelse og ikke kan nøjes med at bruge religionen til at forbedre sig selv i tanker og gerning. Nej, andre skal pinedød underkastes deres fortolkninger af troen og deres standarder. Om det så koster dem livet. 

Fundamentalistisk tro på Gud og Allah har kostet alt for mange livet og endnu flere livsglæden. I den henseende har kristendommen ikke noget at lade islam høre. Religiøs fundamentalisme er terror - uanset dens udspring. 

Good times and Bum Times

One of the reasons why the song I Am What I Am from La Cage aux Folles is a gay anthem is the fact that it helped give us a sense of pride in the eighties at a time when thousands and thousands of friends and lovers were wiped out by AIDS. Half of the original Broadway cast of the show had died before the show ended its run in 1987. Even the composer Jerry Herman himself found out that he was infected.  

The 18th international medical conference to combat HIV opens in Boston this week-end. Huge progress has been made in the fight against this horrible disease since those days when yours truly and friends lived in constant fear, desperately hoping to survive until something - a cure, or at least  medication to help prolong life - had been invented. 

Today, well-medicated HIV-positive people's expected life-span is practically as long as that of uninfected people. We do not have a cure yet, but the next best thing which is not so bad at all. We dared not hope for that back in the eighties for fear that our hopes would be crushed along with the many souls that fell victim to the disease around us.

That is why this song always stirs up mixed emotions of deep gratitude and melancholy in me.  

I am honoured to be travelling to Boston and so damn grateful every day for still being around. 

And I will never, never forget you guys. This one's for you. 

Den sorte rummelighed

I dag er det sidste frist, hvis man ønsker at ytre sig overfor Folketingets Kirkeudvalg om hvordan Folkekirken skal forholde sig til vielse af homoseksuelle.


Og indtil udvalgets betænkning foreligger, går hændervridende kirkefolk rundt og frygter, at det hele ender i en splittet Folkekirke. 


"Der skal jo være plads til rummelighed", siger de. 


Begrebet kræver en forklaring. Rummelighed i folkekirkelig forstand handler nemlig ikke om at give plads til homoseksuelle eller kvindelige præster for den sags skyld. Det handler om at sikre, at ingen træder de få, men meget højrøstede højrekirkelige præster over tæerne.


Spørgsmålet er, om det ikke er på tide, at kirken træder i karakter med et mere positivt budskab? Hvorfor så berøringsangst? Det mest påtrængende emne for Folkekirken er jo ikke, om homoseksuelle skal have lov til at gifte sig. Det problem som allermest skriger på en løsning er:


Hvor længe skal Folkekirken blive ved med at give plads til dens egne højrekirkelige anakronismer?


De er imod kvindelige præster, de vil ikke give hånd til dem, de nægter at vie fraskilte, og de hader homoseksuelle, eller rettere: de siger, de elsker dem, mens de er ved at falde over hinanden i bestræbelserne på at finde på nye "kristne" måder at diskriminere på.  


Spark dem dog ud, hvis de ikke kan finde ud af at skride selv. Lad dem danne deres egen frikirke, hvor de kan være sikre på at få fred - fri for kvindfolk, bøsser og andre forstyrrende elementer fra det virkelige liv. 


Hvis et privat firma teede sig overfor kvinder og homoseksuelle som disse præster gør, havde det regnet med politianmeldelser og bøder. Havde de samme holdninger været ytret af en muslimsk imam ville de politiske partier stå i kø for at kræve ham deporteret og hans moske lukket. At skatteborgerne i 2010 skal være med at promovere sådanne arkaiske typers ækle menneskesyn siger alt om, at den såkaldte rummelighed har taget overhånd. 


Jeg har ingen forventning om at Birthe Rønn Hornbech har balls nok til at trække den berømte streg i sandet nu, men hvor ville det være rart, hvis hun gjorde. Er der noget, Folkekirken trænger til, så er det at komme ind i dette århundrede - og helst før det er forbi.


Amen.

Årsag og virkning

Hate crimes mod homoseksuelle og andre mindretal er i fremgang - i modsætning til stort set resten af samfundet. 

Vi er mange homoseksuelle som enten selv er blevet overfaldet helt umotiveret på gaden eller kender nogen som er blevet det. Et par af mine gode venner oplevede, at tre svenskere(!) gik amok på dem. Det kostede den ene af dem synet på det ene øje og den anden en brækket næse. Politiet ville først optage anmeldelse efter at der var indgivet klage. Ordensmagten mente, at det var den risiko, man løb, når man tillod sig at stå kl 22 en lys sommeraften foran en bøssebar og ryge en smøg.

I starten nægtede justitsminister Mikkelsen overhovedet at anerkende hate crimes, endsige gøre noget ved dem. Til sidst gik han yderst modstræbende med til at registrere sådanne overfald, men stadig uden at foretaget sig noget konkret for at forhindre dem. Talk is cheap, siger man. Ingen kan bebrejde Mikkelsen for at rutte med ressurserne, når det gælder vold mod homoer. 

Vi glemmer dig aldrig for det, Brian. Du og dine som er imod homo-adoptioner, imod homo-vielser, imod kunstig befrugtning til lesbiske. I som har stemt imod ligeret til homoseksuelle ikke mindre end 36 gange de sidste par årtier, kunne ikke en gang nosse jer sammen til at hjælpe os mod grov fysisk vold. Jeres passivitet og modstand er indirekte med til at fodre de homofobes og voldeliges syge hjerner med ideen om, at homoer er mindre værd end andre. Og jeres ønske om at tillade hate speech ved at afskaffe "racismeparagrafen" er blot mere vand på de samme hadefulde menneskers mølle.

For homoseksuelle er Danmark på ligestillingsfronten gledet langt bagud, selv i forhold til lande, som vi aldrig plejede at sammenligne os med. Er du homoseksuel i Spanien kan du blive gift, adoptere børn, også som enlig,  og har i enhver henseende samme rettigheder som heteroer, inklusive som bloddonor. I Danmark er du pr definition persona non grata i en blodbank, hvis du er homo - uanset hvor sundt du lever.

De mange diskriminerende signaler mod homoseksuelle i Danmark er hver for sig måske af mindre betydning, men tilsammen udgør de et uskønt billede. Med små nålestik mindes man som bøsse eller lesbisk dagligt om, at man ikke er helt ligeværdig. På nær selvfølgelig når der skal betales skat.

Homoseksuelle indgår i faste parforhold ligeså tit som  heteroseksuelle. Vi udgør 5-10% af befolkningen, men hvornår så du sidst et homopar holde i hånd på gaden eller give hinanden et lille kys til farvel i døren? Tror du, at grunden er, at vi ikke har lyst? Du tager fejl. Nej, grunden er, at den slags små dagligsdags udtryk for kærlighed kun kan foretages med et årvågent blik for omgivelserne. Går det nu an? Hvad hvis nogen giver sig til at råbe eller ligefrem angribe? Til gengæld får man som bøsse eller lesbisk et vågent øje for, hvor meget heteroseksuelle udtryk for seksualitet i virkeligheden fylder i det offentlige rum og tydeligvis uden at det går op for de tusinder af heteroer, som går hånd i hånd på Strøget eller som tungesnaver på gaden eller i Metroen - uskønt som det er, uanset hvem som gør det. Pointen er bare, at heteroseksuelle kan gøre det uden frygt for repressalier.       

Jeg er fornyligt kommet hjem fra endnu en tur til San Francisco, hvor piben har en anden lyd. For nogle måneder siden skrev en forretningsmand fra Texas til en brevkasse i byens største dagblad The Gate. Han ville gerne have et godt råd i anledning af et forestående forretningsbesøg i byen, hvor han ville tage sin 16-årige søn med. "Hvor skal vi vælge at bo i byen, hvis jeg vil skåne min søn for at se på homoerne?", lød hans spørgsmål.

Bladets redaktør foreslog ham at blive væk, fordi typer som ham ikke er velkomne i byen. Til nød kunne han måske nøjes med at sende sønnen alene til San Francisco, idet man måtte gå ud fra, at der stadig er håb om at han med et lidt andet perspektiv kan undgå at ende med samme homofobe holdninger som faren.

Faren blev rasende over svaret og endte med at skrive til San Franciscos borgmester. Kunne det virkelig passe, at der ikke var et eneste homofrit område i Byen ved Bugten, og hvordan kunne man i øvrigt leve med en så arrogant avis?

San Franciscos (heteroseksuelle) borgmesters svar var som forventet: han fortalte venligt, men bestemt forretningsmanden fra Syden, at han var uønsket i San Francisco, og at han - hvis han alligevel valgte at komme - måtte indstille sig på at leve med synet af en mangfoldig og glad befolkning.

Københavns bystyre er for flertallets vedkommende pro-homo. På landsplan ser det beskæmmende anderledes ud. V og K er direkte imod homoligestilling (selv om de ofte siger noget andet). Og for DF er vi homoseksuelle kun interessante, når vi kan bruges til at anklage muslimer for manglende tolerance. Hvis det derimod er højrenationalister, skin-heads og tilfælde fulde danskere på bytur som overfalder os (hvad det oftest er), så er der larmende tavshed hos Kjærsgaard og co.

Mindretal har hårde tider i Danmark i disse år. Homoseksuelle har i så henseende et skæbnefællesskab med muslimer, jøder, ja alle andre som ikke ligner eller lever som Hr og Fru Jensen. I dag er det dig, i morgen mig.

Hvert år til Gaypride kommer spørgsmålet igen: "hvorfor har I så hårdt brug for at udstille jeres seksualitet?" Mit svar er altid, at resten af året ser jeg dagligt og uden ubehag på heteroseksuelle udfoldelser i bybilledet, i TV, i biografen, i reklamer, i kirken, i bussen, i supermarkedet. Så når nu I, som er det store flertal går til makronerne resten af året, er det så ikke meget forståeligt, at vi andre kan få lyst til at give den hele armen den ene dag, hvor vi er så mange, at vi kan gøre det uden frygt?

Det er svært at finde en entydig forklaring på den mentalitetsændring som er sket i Danmark i de senere år, men et er sikkert: intolerancen vokser og vokser og i al for høj grad mangler der politisk lederskab på topniveau til at sige fra overfor diskrimination og hate crimes. Det er altid dejligt, når radikale, socialdemokrater og resten af venstrefløjen utvetydigt taler vores sag, men opbakningen modsvares desværre af korslagte arme og tomme blikke hos dem som bestemmer - hos V, K og O.

Mange homoseksuelle er borgerlige og fastholder, at deres seksualitet er deres egen sag og ikke et politisk emne. Sådan kan man efter min mening først tillade sig at mene, den dag den sidste bøssebasker er buret inde og fuld ligeret for alle homoer er nået. Den dag da teenage-drengen Jonas fra Skjern og Lisbeth fra Allinge-Sandvig på samme alder kan se deres forældre i øjnene uden frygt og sige: "kære mor, kære far. Jeg er homoseksuel" - og være stensikre på at blive mødt af kærlighed og utvetydig opbakning.

Den dag enhver ung eller gammel homo tør begive sig ud i verden med ranke skuldre og et fast,  fremadskuende blik og en tro på sig selv og det liv, som man er blevet til del.

Den dag hvor kærligheden sejrer. One love.

Joel Burns' gribende tale...

Tanker til Gay Pride

Frederiksberg er en dejlig del af Storkøbenhavn. Frederiksberg er min by.

Min by er dejlig på grund af sine flotte alléer, de imponerende huse, de fede butikker, den lave skatteprocent, de fine gader, som er betydeligt bedre velholdt end i København, teatrene, Frederiksberg Have og talrige andre små haver og parker.

Frederiksberg er konservativ. Faktisk så konservativ, at oppositionen ikke får et ben til jorden. Sådan har det været "altid", lige siden Marius Godskesen blev den lille enklaves første politiske leder, da den fik sin selvstændighed i 1919. Frederiksberg har aldrig kendt andet end konservative borgmestre og hver og en har haft absolut majoritet i byrådet.

Frederiksberg er det også klart den kommune i Danmark som har flest homoseksuelle pr. tusinde indbyggere. Om lørdagen kan man næsten ikke sparke sig frem for nydelige herrepar som er ude og shoppe på Gl. Kongevej med deres schnauzer i kort snor. Indforståede små smil flyver gennem luften som møl om den berømte flamme. Værnedamsvej - den lille gourmet- og cafe-gade på Frederiksberg - er derfor også et udmærket cruisingsted, og det siges, at loppetorvet på byens rådhusplads hver lørdag fungerer på samme måde.

Det siger sig selv, at der er bøsser i byrådet. Op til flere faktisk. Blandt de regerende konservative bør nævnes Karsten Skawbo-Jensen, som ofte forsøger at slå et slag for hiv-aids-indsatsen i Hovedstaden, og så selvfølgelig Stig Elling - vores alle sammens charterven - en af landets førende erhvervsfolk.

Jeg tænker tit på, hvor svært de to må have det.

I denne uge starter den store Pride Parade fra Frederiksberg Rådhus. Hvor ellers? Den skal jo slutte på Københavns Rådhusplads, så det er meget naturligt, at den rige lillesøsterkommune sender de mange glade mennesker afsted. Og byens politiske partier slutter selvfølgelig op. Venstre (som er et lilleputparti her) kommer; SF kommer, Socialdemokraterne kommer; De Radikale kommer.

Dansk Folkeparti kommer dog ikke. Dette er Frederiksberg, og her har DF aldrig fået et ben til jorden. Kanhænde at man er borgerlig, men det er på den gammeldags måde. Man er ved gud ikke fremmedfjendsk eller primitiv her i byen. Derfor har DF heller aldrig fået et eneste mandat i vores kommunalbestyrelse. DF har godt nok én lokalpolitiker som skriver et utal af breve i lokalbladene om den snigende islamisering af Falkoner Alle, men i byrådet kommer hun aldrig. Aldrig. Og ingen forventer at se hende til Priden, og kom hun, ville hun ikke blive genkendt.

Den opmærksomme bemærkede, at jeg ikke nævnte De Konservative fra Frederiksberg blandt Pride-deltagerne ovenfor. Det skyldes, at partiets Frederiksberg-repræsentanter konsekvent har valgt at glimre ved deres fravær til Priden. Årsagen blæser i vinden, men et godt bud er vel, at Frederiksbergs konservative homo-politikere har så travlt med at understrege for resten af landet hvor almindelige de er, at de slet ikke har tid til at leve deres anderledeshed ud - selv ikke på denne store dag. Eller handler det slet og ret om, at De Konservative lokalt blot lever op til deres partifæller på Christiansborg, som har stemt nej til ethvert tiltag til øget homo-ligeret gennem de sidste tredive år, Stig?

Også på Pride-dagen, men især på Pride-dagen, betaler det sig at se gennem alle de pæne ord om respekt og forståelse og ind til det helt konkrete: hvordan stemte de? hvad stemte de imod? var de der, da det gjaldt?

I Danmark med alle vores dygtige, politiske folkeforførere og deres smarte spindoktorer handler gay politics desværre ofte om det der ikke bliver sagt og det som ikke bliver gjort:

De Konservative og Venstre har ikke på noget tidspunkt bidraget officielt til forbedring af homoseksuelles rettigheder i Danmark. Nogen sinde.

De rettigheder, vi har, har vi på trods - ikke på grund af - det borgerlige Danmark.

Det er værd at huske, når de samme partiers repræsentanter på Christiansborg nu falder over hinanden for at slikke os op og ned ad ryggen og prise mangfoldigheden, mens de er velkomne deltagere i vores fest.

God Pride.

Reality check

Liselott Blixt - den ene af de to tilmeldte DF'ere til årets Priden-parade - har nu meldt afbud. Hun er vred over, at Priden ikke har gjort mere for officielt at bakke hende op.

Øjensynligt havde Blixt regnet med en homo-sponsoreret guldkaret, en æresport og konfetti regnende ned over sig, mens hun spredte DF's homofjendske budskab i vores parade.

Hvor virkelighedsfjern kan man være?

DF vil herefter være officielt repræsenteret i Priden i form af et optog på en person: Pia Adelsteen.

Sidste år måtte Københavns Metro droppe deres censur af et uskyldigt kys mellem to fyre i en lille kortfilm. Det skete først, da Facebook-gruppen, oprettet til formålet, fik henledt offentlighedens fokus på den slet skjulte homofobi, som Metroselskabet udviste.

I år er det gennem en Facebook-gruppe lykkedes at henledes offentlighedens opmærksomhed på DFs homofjendske holdninger og at afmontere den PR-triumf, partiet havde regnet med at få gennem deltagelse i Gay Pride.

Internet-aktivisme virker. Tak til alle som fulgte og bar.

Om jøder, ufrivillig vandladning og bøsser

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard går i dag til kamp for jøderne på Nørrebro efter at Jyllands-Posten har fortalt, at de bliver overfaldet og truet af unge muslimer, når de bevæger sig ind i bydelen.

Det er helt i orden at jage jøder. Ingen går i brechen for dem - heller ikke den danske venstrefløj, som hader Israels eksistens. Venstrefløjens tavshed er sigende, fordi det normalt er herfra, at anklager om racisme og fremmedhad fyger gennem luften,

skriver Kjærsgaard i sit nyhedsbrev (som denne blogger af princip ikke linker til).

Hvor smukt. Hvor hyklerisk!

For nu at få det på plads med det samme: nej, det er ikke på sin plads at overfalde nogen som helst minoriteter - eller majoriteter for den sags skyld. Ikke jøder, ikke muslimer, ikke DF'ere, ikke bøsser, ikke rødhårede - ingen.

Men det er omvendt afsindig frækt, hyklerisk, ja, ækelt at opleve, når DF gang på gang tager én minoritet i forsvar med det formål at hetze mod en anden - og det gør Pia Kjærsgaard og hendes parti pr rutine.

I disse dage skal vi overbevises om, at DF skal ikke har noget imod homoseksuelle. Faktum er, imidlertid, at homoseksuelle kun er interessante for Dansk Folkeparti, når vi kan bruges i partiets kamp mod muslimer: Derfor står homo-sagen DF's hjerte nær, når en dansk, homoseksuel præst i Tingbjerg chikaneres fuldkommen utilstedeligt af nogle lokale indvandrer-unge, mens partiets tavshed er tåkrummende pinlig, hver gang der sker et nyt overfald på en ung bøsse i det indre København. Det sker faktisk i gennemsnit en gang om ugen, men emnet blev med ét slag bemærkelsesværdigt uinteressant for Dansk Folkeparti, da både en polititalsmand og ditto for LGBT-Danmark samstemmende udtalte til Politiken, at de fleste af disse hate crimes skyldes etniske danskere, tilsyneladende endda ofte fra det højre-ekstreme miljø. Det eneste overfald under Outgames sidste år, blev da også begået "hvide" danskere.

Ikke en gang minoriteten af "ægte danskere" i udkantsdanmark - Pia Kjærsgaards kernevælgere - betyder i virkeligheden noget for DF, sålænge partiet bare opnår endnu en "muslimstramning". Vi så det, da DF stemte for regeringens genopretningspakke og for regeringens ønske til placering af et nyt sygehus i Nordvestjylland for nyligt. Stik mod partiets egne vælgeres ønske lagde DF igen alle sine æg i regeringens kurv. I går kom kravet om "betaling" så: "vi stemte for mere skævvridning af Danmark til fordel for de bedst stillede. Nu skal I stemme for endnu en udlændinge-stramning, denne gang garneret med lidt grundlovsstridig etnisk udrensning."

I DF kalder man sig dyrenes parti, men det handler ikke ikke om at støtte Kattens Værn eller uddele hamstere til børnehavebørn. Det handler kun om at forbyde Halal-slagtning. Igen: den virkelige, udlændingefjendtlige agenda skjules bag et slør af tilsyneladende velvilje.

Europæiske jøder har tidligere i skarpe vendinger kritiseret Dansk Folkeparti for deres rablende nationalisme, så mon ikke flertallet af danske jøder meget vil have sig frabedt den omklaring fra DF, som Pia Kjærsgaard i dag lægger op til? Dertil minder DF's retorik overfor muslimer trods alt for meget om tilsvarende ord, brugt mod jøderne i forrige århundrede. Det er for gennemskueligt.

Kald det kulturkamp, kald det nationalisme, kald det værdipolitik, kald det hvad du vil:

Der, hvor det gælder - i Folketingssalen - handler DF stik modsat alle de smukke ord. Man har kun ét politisk leitmotif: Ned med alt anderledes.

I dag fik DF's Liselotte Blixt for resten en del gratis DF-sendetid på TV2 News, fordi hendes parti nu pludselig er glødende fortalere for en plan mod inkontinens. Det var de godt nok ikke i morges, men siden har en overlæge sagt, at ufrivillig vandladning koster Danmark en formue. Blixt oplyste desværre intet om, hvorvidt partiets vandladningsindgreb vil medføre et ophør af deres uafladelige pissen på Danmarks minoriteter. Men næppe.

Samme Liselotte Blixt vil gerne deltage i årets Gay Pride. Hun kunne have valgt at vise os sin opbakning sidste år under Outgames. Det havde garanteret hende og hendes parti internationalt fokus og stor respekt. I stedet valgte Blixt og hendes partikammerater demonstrativ at vende os ryggen, selv om udenlandske politikere strømmede hertil for at diskutere homorettigheder. Det var vi en del, som var dybt skuffede over - men ikke forundrede.

I år er det anderledes: i år er der en parade og den går ned gennem Nørrebrogade! Hvilken gylden mulighed for Dansk Folkeparti for i ly af et akut opstået anfald af phony homo-tolerance at tiltvinge sig mulighed for at marchere Muslimland. Og hvem ved: måske er der oven i købet en galning som råber noget grimt efter de to DF'ere, så offerrollen kan køres i stilling igen?

Alt er som det plejer: intet kan tages for pålydende, når DF's spinmaskine kører.

Bare en hjemmehjælper

Der er sagt og skrevet mange ord i de senere dage om Dansk Folkepartis deltagelse i årets Gay Pride.

Mest af alt er jeg glad for, at det lykkedes at dokumentere for den brede offentlighed, at partiets minoritetsfjendtlige holdning rækker betydeligt længere end til muslimer. Den omfatter også mennesker, som har den frækhed at forvente ligeret, selv om de født med en anderledes seksualitet. Og den omfatter dobbeltmoral i en klasse for sig:

Mere end fyrre gange har Dansk Folkeparti forsøgte at knægte homo'ers ligestilling ved afstemninger i Folketinget. Ofte har de på eget initiativ forsøgt at begrænse den gennem forslag, som skulle fjerne allerede givne rettigheder. Og i denne uge kunne man høre partiets ligestillingsordfører i TV fastholde de kendte synspunkter, mens hun bakkede op om Søren Krarups ord:

homoseksuelle er handicappede.

Alligevel forventer den samme ligestillingsordfører at blive godt modtaget, når hun løfter DF-fanen og går med i vores parade.

Blandt os homoseksuelle findes der personer som stemmer på DF, eller som bare ikke kan se problemet i at lade DF deltage Pride paraden. Jeg forstår dem ikke. Skygger deres modvilje mod indvandrere for evnen til at gennemskue, at de selv står næst i rækken som ofre for DF's organiserede had? Eller er de - med den fremragende blogger Karen M. Larsens ord - blot selvforagtende homoseksuelle, som ubevidst kryber ind i en offerrolle?

Disse borgerlige bøsser og lesbiske (for borgerlige er de alle), der påberåber sig deres eget frisind og som beder os andre om at opvise en tolerance, som står i skærende kontrast til den intolerance, DF møder os med, har efter min mening misforstået ikke så lidt. Med dialog kommer man ingen vegne med DF. DF ekskluderer dissidenter. Hvornår har man nogen sinde hørt en DF'er sige: jeg tog fejl?

Er det virkelig så svært at gennemskue, hvorfor DF pludselig har denne ubændige trang til at fremstå homo-venlige, selv om de i et og alt arbejder modarbejder os og kalder os frastødende?

Husk at intolerance er selve Dansk Folkepartis eksistensberettigelse. Den siger de ikke farvel til. Tværtimod: som en gøgeunge i reden forsøger de nu at kapre vores parade med et reklame-stunt, som skal overbevise 'danskerne' om, at så slemme er de heller ikke. Kan paradens arrangører og deltagere ikke gennemskue det, har Gay Pride mistet sit sidste skin af politisk manifestation. DF har brug for (nogle af) os - men ikke som venner; højst som personer som kan give partiet det skær af legitimitet, som kræves for at begå sig som støtteparti og blandt den del af borgerskabet, som måske selv har en søn eller en datter, som er 'til den forkerte side'.

Stand-upperen Omar Marzouk sagde i dag i radioen:

Uden indvandrerne og bøsserne var Pia Kjærsgaard bare en sur hjemmehjælper.

Han har ret. Så spørgsmålet er: vil vi være et redskab for DF's minoritetsfjendtlige holdninger, eller er vi i stand til - bare denne ene dag året - at leve op til vores egen parades navn og vise lidt stolthed og nægte at vrikke røven i takt til DF's pibe?

Ammitzbølls 180 graders røvrending

Partiet Liberal Alliance meddeler i dag, at man gerne stemmer imod sin egen politik både på udlændingeområdet og vedrørende ligestilling af homoseksuelle - hvis blot det kan holde Lars Løkke ved magten.

Hermed smider en af partiets ledende skikkelser, Simon Emil Ammitzbøll sine tidligere sejre på homo-området overbord.

Ammizbøll blev kåret som årets politiker i 2006 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det var også hans fortjeneste, at homoseksuelle fik ret til at adoptere.

Kort før Simon Emil Ammizbøll forlod De Radikale i 2008, skrev han en svidende kronik i Berlingske Tidende. Kronikken var en regulær tilsvining af den radikale gruppeledelse for manglende sammenhæng mellem de værdier partiet sagde det stod for og den førte politik.

Nu gør han så selv det samme - blot på en grellere måde: Ammitzbøll forråder det mindretal, han selv tilhører. En venlig sjæl burde fortælle ham, at queer-politik ikke handler om at gøre det modsatte af det, man blev valgt på.

Sagt fra en bøsse til en anden: Simon Emil, du er en homo-røvrender af værste skuffe.

Os og jer

På et inferiørt web-site (inferiørt fordi jeg ikke havde hørt om det før), faldt jeg over denne liste over bøsse-stereotyper.

Som enhver politisk bevidst homo hader jeg den slags, men jeg tænkte, at jeg nok alligevel hellere måtte kæmpe mig igennem listen - om ikke andet så for at kunne fyre en forarget blog af om den bagefter.

Jo mere jeg læste, jo mere rødmede jeg.

Jeg endte med at konkludere, at firs af listens hundrede punkter passer på mig. Nogle af dem endda skræmmende godt. Enkelte punkter er dog så lokalt-amerikanske, at jeg må melde pas - men det hænger sgu nok mere sammen med geografi end seksualitet.

Personlig blufærdighed forbyder mig at fortælle, hvor jeg genkender mig selv, og hvor listen skyder helt ved siden af, men måske kan den alligevel bruges til fælles adspredelse: af mine homovenner til et indforstået grin og af hetero-vennerne til et indblik i nogle - men ikke alle - perish the thought! - bøssers....øhhhh....værdigrundlag - altså sådan lidt ligesom Brian Mikkelsen og hans kanoner, ikke?

Jeg skal på forhånd beklage, at lesbiske ikke får et ben til jorden på denne liste. Fejlen er ikke min. Denne gang er jeg kun en ydmyg copy-and-paster. Tør jeg foreslå et hurtigt-arbejdende udvalg, som kan råde bod på manglen?

Nå, der er ingen vej tilbage nu. Hudløshedens og selvironiens tid er oprundet. Bær over med mig, alle I fantastiske queer-aktivister, som jeg holder så meget af. Kald det et hedeslag, kald det præsenilitet, kald det klasseforræderi, kald mig Dorothy. Her er:

One hundred reason to be Gay:

1. You truly don't care who Julia Roberts is sleeping with.
2. You understand the difference between 43 brands of imported vodka.
3. You can call anyone "honey" including pets.
4. You know someone who definitely was in the emergency room with Richard Gere and the gerbil
5. You understand the immense importance of good lighting.
6. You can be at a crowded disco the size of two football fields and still spot a toupee.
7. You can tell a woman you love her bathing suit, and truly mean her bathing suit.
8. You can explain the nuances between steady date, boyfriend and lover.
9. You really have "been there, done that."
10. Your women friends will tell you everything you want to know about their boyfriends. And that means everything.
11. You're the only type of male who gets to say "fabulous."
12. You can have naked pictures of men you don't know in your home.
13. You can have naked men you don't know in your home.
14. You know how to handle the telephone like a Stradivarius.
15. You understand why the good Lord invented spandex.
16. You understand why the good Lord didn't intend everyone to wear it.
17. You know how to get back at just about everyone. And have.
18. You know that the most important part of a party's decor is the catering staff.
19. You only wear polyester when you mean to.
20. You can smile to let someone know you can't stand them.
21. You can freeze a troll from 20 feet away.
22. You're good pals with women other people can't stand.
23. You've always got an opinion.
24. You've read the book, seen the movie, done the musical.
25. You know how to dress strategically.
26. Your car has an amusing female name.
27. You're the only one at your high school reunion who looks a lot better than you did in high school.
28. You've got at least one framed picture of a pet.
29. If your mattress could talk, it would be Joan Rivers.
30. You know that sex complicates things. So?
31. You know that being called a "cheap slut" isn't actually an insult.
32. There's a married guy somewhere who is terrified of you.
33. Nobody tells you what to do in bed...unless you tell them what to tell you.
34. You have a medicine chest stocked for any occasion.
35. You have at least one movie musical on video.
36. You're not embarrassed to sing in a piano bar.
37. You're embarrassed by people who sing in piano bars.
38. You never hold a grudge for longer than a decade or two.
39. You know how to make an entrance.
40. You know when to make an exit.
41. You worry about people you don't even know - like Liza Minnelli.
42. You choose the most fabulous greeting cards.
43. You know how to program your hard-disk-recorder
44. You've got sunscreen at every conceivable SPF level.
45. You have a cologne display worthy of Bloomingdales.
46. You understand, viscerally, Joan Crawford.
47. Some of your best friends are your ex lovers.
48. You know when to play dumb.
49. You know what to do for a hangover.
50. Yes, you do have a condom.







51. You've called someone "girlfriend" who is neither a girl nor a friend.

52. One or more of the following apply to you:
a) You adore Judy Garland
b) You hate Judy Garland
c) You hate people who adore Judy Garland.
d) You hate people who hate Judy Garland.
e) You don't give a damn about Judy Garland.
f) Who is Judy Garland?

53. You can supply the last names to the following list:
a) Bernadette
b) Chita
c) Barbra
54. You made Donna Summer a star.
55. You made Donna Summer a has-been.
56. Tanning salons were invented for you.
57. You've made sunbathing a performance art.
58. You know when the party's over.
59. You know where to go after the party's over.
60. You're fearless about fighting the elements, especially gravity.
61. When you hear "a stitch in time saves nine" you think of
a) Your grandma
b) Your face lift
c) John Wayne Bobbit
62. You know that pigs and bears are not necessarily rural wildlife.
63. Your roommate can be your roommate and not your "roommate."
64. You know that referring to someone as "a real lady" isn't necessarily a compliment.
65. Your favorite dinner accessory may also be your dinner companion.
66. If your cat is a female, you swear it's a lesbian.
67. If your cat is a male, you swear it's a lesbian.
68. You sing along heartily with songs that make most females cringe, like "Stand by your man".
69. You've been to a bris, a barmitzvah, a christening, a first communion and too many weddings and you have a carefully considered evaluation of the food after each.
70. You'll never have to hear your mother complain about your wife.
71. A two-seater convertible seems perfectly practical to you.
72. You have a favorite Disney character and it's usually a nasty one.
73. You've left someone totally speechless.
74. You've shaved something other than your face.
75. All your friends do not have to "get along".
76. You have large collection of anniversary pictures. They may be with different guys, however.
77. Your love handles are actually used as such.
78. When someone turns his back on you, you actually consider it an opportunity.
79. You've got a large assortment of movie-star biographies.
80. You've got the most interesting coffee table books.
81. You know where to find a meat rack and it ain't in your kitchen drawer.
82. You have a sexual persuasion with its own flag.
83. At some moment in your life you've envisioned having back-up girls.
84. You know your enemies.
85. After a workout at the gym, you feel like a new man. And he's right there in the shower.
86 You're Barbra Streisand's biggest fan.
87. You know that Barbra Streisand's biggest fan is Barbra Streisand.
88 Not only have you added spice to your life - sometimes you've added side dishes.
89. You know that "small talk" can be about spirituality or politics, and "important issues" can be about hair.
90. You've actually lived out some of your fantasies.
91. Unlike most straight women, you have no problem being treated solely as a sex object.
92. You have no doubts about the accuracy of the Kinsey Report.
93. You know, by heart, every line in:
a) All about Eve
b) The Rocky Horror Picture Show
c) Your face
94. You are ALWAYS ready for your close-up.
95. You have 412 ways to tell someone to get lost. 136 are non-verbal.
96. You can lip-sync to at least one Supreme's song.
97. You have a carefully selected Yiddish vocabulary.
98. Even if you're in Kansas, you're not in Kansas anymore.
99. You know exactly how many martinis it takes.
100. When throwing a party, you know how to put out quite a spread. Sometimes after the party too.
Et par kommentarer, nej tre, må der til:

1) Jeg må indrømme, at jeg blev stærkt forbløffet over punkt 96. Jeg kender INGEN bøsser, som ikke kan mime MINDST fem Supremes-sange. Måske er jeg bare kulturelt overstimuleret?

2) Hvis du så spørgende ud, da du læste punkt 4, er du ikke bøsse. Vi andre kender nemlig historien - og den er ganske vist - ligeså sand som historien om Prins Joachim (som du så heller ikke kender!)

3) Jeg tror på, at selvironi og fælles, men unikke reference-rammer er vigtige elementer i det, som gør os til homoseksuelle. Set i helikopter-perspektiv er det som foregår i baglokalet i en bøsse-læderbar en fredag nat fx rasende morsomt. På den anden side: hver gang jeg tænker sådan, behøver jeg bare at reflektere over den parringsdans, som heteroerne fx foretager på Damhuskroen på samme tidspunkt. Jeg HAR været der, og jeg ved UDMÆRKET, hvad I har gang i! Så skal vi ikke bare konkludere, at ingen af parterne har noget at lade den anden høre?

Slap af - det er jo bare drifter for fa'n!