BORGERLIGT ANNONCEMARKED

Bortgives:

Storfamilietelte i flere størrelser i modefarven "Bevidst Lurvet"; udstyr: Intet.

Ønskes:

Mundskyllevæske "Listerine med Cola-smag" (Fjerner den dårlige smag i munden i selv den mest beskidte kæft). 

Haves:

Ensom olding med anti-demokratiske, voldelige tendenser.

Ønskes:

Venner til oldingen med lignende tanker. HA'ere og nynazister opfordres i særlig grad til at respondere. 

Haves: Evigt skræppende papegøje med lille ordforråd. 

Ønskes:

Folketingsformand 

Job søges 1:

Jeg er en mand i min bedste alder med en velassorteret garderobe, egen rygekabine og eget fadølsanlæg, som søger en fast stilling som statsminister.  Indstillet på at mene og gøre hvad som helst for at få jobbet. Har den udvidede manipulator-eksamen med diplom. Er omgængelig og i stand til at omgås selv det værste afskum med et smil. Indstillet på meget rejseaktivitet, så længe der er dobbelt så meget benplads i flyet som mine korte ben kan fylde ud. Lønnen er uden betydning, så længe frynsegoderne er gode, da jeg i forvejen modtager betragtelig støtte fra erhvervslivet.

Job søges 2:

Ung fuldtids-racist med intellektuelt ry søger nye deltids-udfordringer, da jeg på grund af nogle misforståelser om nogle millioner ser ud til at få brug for noget andet at rive i inden længe. Jeg er en festlig fyr, der har min daglige gang på værtshuse på Bakken, men er i topform (især i højre arm). Af private årsager må jobbet gerne være et hjemmearbejde, som fx kan bestrides via en god internet-forbindelse fra Horserød. 

Job tilbydes:

       Internet-blog i rivende fremgang søger 

fiktions-forfattere i paranoia-genren med en livlig fantasi. Du skal kunne formulere dig overbevisende om frit opfundne emner med udgangspunkt i frygten for det ukendte. Henvendelse: Crap-Shit Publications, Dragør. 

Indsamling!

Alle opfordres til at bidrage til Landsindsamlingen for Nødlidende Millionærer. Indbetalinger mærket S.A. kan ske via Mobilepay til Saxo Bank eller direkte til SKAT. Benyttes sidstnævnte løsning garanteres dog ikke for at beløbet når frem. 

Udlejes!

Ser du spøgelser ved højlys dag? Søger du et trygt sted, hvor du kan føle sig sikker for mørke mænd og tilhyllede kvinder? Prøv vores gummiceller! Fås i alle størrelser og leveres diskret på din adresse. 

Henvendelse: Angst & Bange A/S, Bævretoften 666, 7913 Hvidberg.

Zozial klub søger nye medlemmer                                                                    

Vi er en lillebitte indspist flok røvrige politisk interesserede som godt kunne bruge lidt selskab. Vores leder er skabshetero, så vores tolerance fejler ikke noget, men af en eller anden grund gider ingen lege med os. Vi er imod det meste, men på den anden side gode til at mene, hvad andre mener. Eneste krav til dig er, at du har en ejerbolig (lejere er nogle tabere) og ikke er noget, der ender på -ist. Henvendelse til Søren, c/o Cafe Intime.

Ugens tilbud: 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                         

PrEP: Hiv-prævention for ikke-smittede. Nyt fra Durban og en kommentar til situationen i Danmark

På den netop afsluttede AIDS konference i Durban, Sydafrika, præsenterede forskergruppen ATN resultater fra et studie* vedrørende PrEP-behandling blandt unge amerikanske fyre, der har sex med andre fyre.

PrEP er et tilbud til hiv-negative personer i risiko for at få hiv. Det består af en enkelt Truvada-pille, som skal tages hver dag. Truvada er sammensat af de to stoffer Tenofovir og Emtricitabine og er i forvejen en velkendt del af mange hiv-positives behandling.

Også dette studie var overbevisende i forhold til at understrege virksomheden af den PrEP-behandling, som stadig syltes af sundhedsmyndighederne herhjemme, men det afslørede også andre interessante ting.

I USA er der for længst udsendt officielle anbefalinger, der anbefaler brug af PrEP til visse grupper i høj risiko for at pådrage sig hiv.

Studiegruppen bestod udelukkende af 15-17 årige fyre og var sammensat efter de samme kriterier, som anvendes, når amerikanske læger skal vurdere, om en person kan sættes i PrEP-behandling. Kriterier, som man passende også kunne anvende herhjemme i forhold til mænd der har sex med mænd, når vi en gang omsider får myndighedernes godkendelse af PrEP:

Man skulle mindst opfylde et af følgende kriterier :

- Være hiv-negativ

- Efter eget udsagn have oplevet mindst en af følgende hændelser inden for det sidste halve år:

a) Analsex uden brug af af kondom med en kendt hiv-positiv eller en person med ukendt hiv-

status

b) Analt samleje med mindst tre partnere

c) Analt samleje med en mand for penge, gaver, en overnatning eller ulovlige stoffer

d) Samleje med en mand og pådragelse af en kønssygdom

e) Samleje med en hiv-positiv partner, hvor der ikke konsekvent blev anvendt kondom

f) En eller flere episoder hvor kondomet sprang eller gled af.

ATN-forskerne henvendte sig indledningsvis til 2.864 potentielle studiedeltagere. Heraf afslog 527 at

deltage i studiet og hele 2.077 viste sig ikke at opfylde kriterierne. Tilbage var så 260 fyre, hvoraf 152 nu afviste at deltage, en viste sig at være hiv-positiv, 8 fik forbud mod at deltage af deres forældre, 13 måtte udelukkes, da det viste sig, at de kunne få nyre-problemer af at indtage Truvada, og 7 måtte ekskluderes af andre grunde.

Således reduceret til 79 deltagere begyndte studiet for lidt over fire år siden. I perioden er gruppen blevet fulgt nøje med regelmæssige hiv-tests og øvrige blodprøver for at sikre, at de kunne tåle Truvada. Fyrene besøgte studie-klinikken efter fire, otte, tolv, 24, 36 og 48 uger for at fortælle, om de fortsat gjorde brug af PrEP-behandlingen. Samtidig tog man blodprøver for at måle Truvada-koncentrationen i deres blod.

Lægerne kom til den interessante konklusion, at jo længere der gik mellem besøgene på klinikken, jo mere faldt indholdet af Truvada i studiepersonernes blod. Det dokumenterer, at mange havde svært ved at huske at tage deres PrEP-pille hver dag. Som begrundelse afgav de fx, at de ikke havde været hjemme, at de havde haft for travlt, at de simpelthen glemte det, eller at ændrede hverdagsrutiner havde skubbet opmærksomheden på behandlingen i baggrunden.

Tre af studiedeltagerne fik konstateret hiv i forbindelse med uge 48 besøget. Alle tre havde meget lav eller intet indhold i blodet af PrEP-medicinen. For den enes vedkommende havde man faktisk ikke kunnet måle Truvada i blodet på noget tidspunkt i løbet af studiet.

Andre studier har for længst dokumenteret, at PrEP fungerer overvældende godt. Risikoen for at pådrage sig hiv, hvis man er i PrEP-behandling og følger den, er ekstremt lille.

Det interessante ved dette studie er, at vi her ser, at PrEP ikke kun bør bestå i at stikke folk i risiko-grupperne en pille og så håbe på det bedste.

Vi ved allerede, at der først skal foretages en screening af PrEP-kandidaten: er vedkommende overhovedet i risiko for at få hiv og hvis ja, har vedkommende så normalt fungerende organer, som tolerer denne kombi-pille?

Mens PrEP-behandlingen står på, skal PrEP-brugeren desuden jævnligt have taget blodprøver for at sikre, at han ikke er blevet hiv-smittet, og at der fortsat ikke er utilsigtede bivirkninger ved behandlingen som vedkommende måske ikke er opmærksom på. I den forbindelse er det oplagt også at teste for andre kønssygdomme end hiv.

Af dette studie kan vi lære, at det er særdeles vigtigt med opfølgende og motiverende samtaler med PrEP-brugere. En form for moralsk opbakning til at understøtte det valg, man har taget, når nu man i forvejen har det svært med konsekvent at anvende kondomer.

Sammen med den ret høje pris på Truvada-piller gør disse nødvendige tiltag PrEP-behandling til en ret bekostelig affære. Alligevel har man altså valgt at gøre PrEP til en officiel del af landets sundhedspolitik i USA og fx i Frankrig, hvor man endog er særdeles liberal i forhold til tildeling af behandlingen: vil du have den, kan du få den. Gratis.

Det er sket efter både økonomiske og etiske overvejelser. Koldt og kontant: hvad er billigst? Livslang behandling af folk der har fået hiv eller PrEP-behandling i en kortere periode til mange flere? Og er det rimeligt, at samfundet eller sygeforsikringsselskaber skal betale for en forebyggende behandling af raske mennesker?

Flere studier har påvist, at der er økonomiske fordele ved at tilbyde PrEP til hiv-negative. Blandt andet påviste en canadisk forskergruppe sidste år**, at hver person i PrEP-behandling sparer samfundet for mellem 2-300.000 kroner, fordi PrEP behandling ikke skal gives hele livet; fordi PrEP er billigere end en komplet hiv-behandling, og fordi folk på PrEP ikke udvikler de hiv-følgesygdomme, som mange hiv-positive får.

Samtlige hiv-organisationer i hele verden har for længst anbefalet, at PrEP gøres tilgængeligt for personer, der jævnligt er i risiko for at blive smittet. Det samme har organisationer for homoseksuelle gjort i en lang række lande. Desværre gælder det ikke Danmark. LGBT Danmark har nok et sundhedspolitisk udvalg, men deres side på organisationens website er sidst opdateret i 2013, hvor man havde sit hovedfokus på psykisk sundhed blandt lesbiske samt HPV-vaccine til bøsser – en sag, man desværre (også) tabte med et brag.

Faktisk er der ikke en stavelse om PrEP-behandling at finde på LGBT Danmarks hjemmeside – en

organisation, der ellers skal forestille at repræsentere præcis den risikogruppe, behandlingen er rettet

imod.

Det er et kolossalt svigt - et tegn på manglende fokus, politisk inkompetence og impotens – og desværre et tegn på de ”pæne danske homoseksuelles” berøringsangst i forhold til den sygdom, som i de seneste årtier har kostet millioner af os livet. Så hellere overlade det til hiv-lægerne, til Aidsfondet og til de hiv-smittede at kæmpe de hiv-negatives kamp, synes rationalet at være.

Det er ganske enkelt en ussel opførsel, som kun bidrager til at øge stigmaet omkring hiv. Et stigma som mange hiv-positive stadig kæmper imod hver dag, og som er stærkt medvirkende årsag til, at mange stadig ikke lader sig hiv-teste på regelmæssig basis, selv om deres opførsel tilsiger det.

Det er aldrig for sent at indføre PrEP i Danmark. Men det er beskæmmende, at argumenterne i

debatten indtil nu har været fremført af ganske få, og at det blev fordomsfulde politikere, der hellere vil have skattelettelser end en forbedret sundhedstilstand blandt homoseksuelle, som foreløbig har vundet den.

* ATN 113: Daily Oral Tenofovir DF/Emtricitabine Well Tolerated in Adolescent MSM in US-Based PrEP Demonstration

** Cost effectiveness of ‘on demand’ HIV pre-exposure prophylaxis for non-injection drug-using men who have sex with men in Canada: E. Quellet m.fl - Can J Infect Dis Med Microbiol. 2015 Jan-Feb; 26(1): 23–29.

Om gråspurve og kanoner

Da Anders Fogh blev statsminister i 2001 blev han blandt andet valgt på grund af sit opgør med det, han kaldte smagsdommerne. Derfor vakte det en del undren, at han som noget af det første satte Brian Mikkelsen til at få udarbejdet en kulturkanon i samarbejde med en masse eksperter.

Arbejdet stod på i flere år og kostede en formue.

Resultatet var ikke overraskende: Matador, Kim Larsen, Hammerhøi, Eckersberg, PH-lamper og Den allersidste dans fra Mød Mig på Cassiopeia. Hvad kunne man indvende mod det?

Jo, man kunne blandt andet indvende, at det hurtigt blev tydeligt, at regeringen i almindelighed og Brian Mikkelsen i særdeleshed ønskede at bruge Kulturkanonen i deres egen politiske kamp. Som medlem af kanonudvalget, Erik Aksel Nielsen, udtrykker det:

- Brian Mikkelsen misbrugte vores tillid fuldstændig katastrofalt. Han var en konservativ egoist, og han skulle bruge kanonen til at prale med den konservative politik.

Professor Jørn Langsted, Århus, formulerede det endnu skarpere:

- Mikkelsens kulturkanon var et produkt af det nye højrenationalistiske smagsdommerregime.

Brian Mikkelsen var en dundrende fiasko som kulturminister. Han havde intet begreb om sit resort-område og satte sig ingen spor på posten. Det er blandt andet derfor, han aldrig er kommet i betragtning som formand for De Konservative. På Christiansborg taler man åbent om hans manglende intelligens.

Et gammelt dansk mundheld siger, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Ikke desto mindre vælger en ny Venstre-ledet regering nu at genoplive tanken om en slags facit-liste over danskheden. Denne gang under navnet danmarkskanon.dk. Nu ledes projektet af Bertel Haarder. En mand ingen kan beskylde for manglende intelligens, men som til gengæld er kendt som Borgens hysteriker. Prøv bare at forstyrre ham midt i risengrøden i december måned, så opdager du hans sande natur. Personligt har jeg haft den fornøjelse at opleve ham på slap line i San Franciscos lufthavn, hvor han gik amok, da han blev tvunget til at gå gennem sikkerhedskontrollen og tage sine sko af sammen med os andre dødelige på trods af det fine røde diplomatpas, han rådede over som minister. Haarder faldt først ned igen, da hans departementschef gjorde ham opmærksom på, at der var andre danskere tilstede. Måske hjalp det også, at en hårdhudet amerikansk sikkerhedskontrollør bad ham opføre sig ordentligt.

Denne gang er det meningen, at kanon-projektet skal være mere folkeligt. Alle skal have mulighed for at byde ind med forslag, så et flertal i befolkningen kan tryne mindretallet og anklage dem for manglende danskhed, hvis deres smag ikke flugter den brede offentligheds. Hvilket prægtigt projekt for en afdanket, værdiløs politiker, som for længst burde være på pension, men som nu øjner en mulighed for at sætte sit præg på den nationalistiske dagsorden, hans parti er med til at sætte.

Ligesom sidst da Venstre var ved magten, skærer også denne regering brutalt ned på støtten til vores kulturliv. Hvilken fantastisk afledningsmanøvre er det så ikke at sole sig i fortidens triumfer frem for at stå på mål for egne fiaskoer? Og hvis man samtidig kan bukke i neon og skære i pap, at visse borgere her i landet er mere danske end resten, udlever man en fremmedfjendsk, nationalistisk regerings våde drøm. 

Lad dem ikke slippe afsted med det!

Haarders kanon er en politisk dødssejler. I bedste fald er det spild af penge. Så nej, det kan ikke anbefales at deltage i Venstres kanonkonges lille stunt, med mindre du har lyst til at ende som en gråspurv for mundingen af Hysteriske Bertels kanon. 

Ps: Skulle du alligevel falde for fristelsen, er Simon Talbot måske et ganske godt bud på dansk kultur? Han er i hvert fald et betydeligt fornøjeligere bekendtskab end ministeren.

Pest eller kolera?

Det franske højre-ekstreme og racistiske parti Front National oplever i øjeblikket stor tilslutning fra landets homoseksuelle.

I følge en ny undersøgelse vil en fjerdedel af Paris' homoer stemme på partiet, som "kun" har en opbakning på 16% blandt heteroseksuelle i byen.

I byen Bordeaux er homo-scenen skrumpet væsentligt ind i de senere år, og også der er tilslutningen til FN meget stor blandt LGBT'erne. De fleste angiver som grund de fem mord på bøsser, der er sket i de senere år - alle udført af arabiske mænd.

Lederen af Front National, Marine le Pen, er meget begejstret for opbakningen fra bøsserne, præcist som hun er det for sin stemmeandel på 16 procent fra landets jøder. Hendes næstformand i partiet er selv bøsse.

Front National følger samme strategi som Geert Wilders' Frihedsparti i Holland: gør fælles sag med bøsserne og jøderne imod araberne. Så ser ens højreekstreme parti pludselig så tolerant ud.

Jeg forstår ikke den dybt naive tankegang, der ligger bag de franske og hollandske homoseksuelles valg eller for den sags skyld danske homoer, der stemmer DF. For mig at se svarer det til at tilbyde at hjælpe med at åbne for hanen til det gaskammer, man er på vej til at blive gennet ind i.

Frihedsrettigheder er ikke et spørgsmål om at vælge mellem pest eller kolera. Som i så mange andre af livets spørgsmål findes også her en gylden middelvej. Den bør man holde sig til, hvis man har sit liv kært.

Kilder: Spectator, Jyllands-Posten, Spiegel, Daily Telegraph

FUCK DIG, FRANS!

I dag udtalte paven, at han er frisk på at se lidt mildere på skilsmisser, men at han stadig har et stort problem med forelskede homoseksuelle. 

Det fik mig til at tænke tilbage - og frem:

For nogle år siden havde min mand og jeg fornøjelsen at se mormonernes nye tempel i København indefra.

Det skete før den officielle indvielse af bygningen, som på det tidspunkt (2004) var det dyreste byggeri i landet. Ikke på grund af noget prangende udseende udadtil, men fordi der var ofret svimlende summer på interiøret: Vægge beklædt med japansk åndenød (eller var det ahorn?), som var blevet slebet tolv gange med det fineste sandpapir, guldkantet stuk i lofterne, gulve af brasiliansk granit, glaskunst fra England, fliser fra Bulgarien, specialfremstillede amerikanske gulvtæpper så tykke, at dine sko nærmest forsvandt i dem. Dåbssalen var et kapitel for sig: gulve, vægge, lofter af kridhvid italiensk marmor, som også var brugt til fremstillingen af det mandsdybe bassin. 

Altsammen var det håndfremstillet til netop dette tempel, som blev bygget af danske håndværkere, der hverken måtte nyde tobak, alkohol eller koffein på byggepladsen, fordi stimulanser af den art besudler menneskelegemet - siger mormonerne.

Indretningen var bestemt ikke vores stil. Der var lidt for meget brølende hjort ved skovsø over kunsten, og de yderst diskrete pastelfarver var heller ikke lige vores kop te. Men vi var meget beærede og benovede - også fordi vi var nogle af de meget få, der fik chancen til at se dette overflødighedshorn af et byggeri, før det blev hermetisk lukket for offentligheden. Siden den dag har ingen ikke-mormon sat sine ben der.

Bagefter bød mormonerne på saftevand i et tilstødende party-telt. De var godt nok nogle flinke folk. Mestre i small-talk, der spurgte interesseret til, hvad vi dog var for nogle, mens de åbent fortalte om sig selv.

På dette tidspunkt er det på sin plads at fortælle, at vi tidligt i vores forhold udviklede en strategi, som kunne skræmme vækkelsesprædikanter og missionærer af enhver art væk. Det startede med, at to mandlige Jehovas Vidner en søndag ringede på, lige da vi begge havde været i bad (ja, samtidig!) Jeg åbnede døren iført et badehåndklæde og hørte tålmodigt i nogle sekunder på deres snak, om vi mon var interesseret i VÅGN OP! Jeg tøvede lidt ved forespørgslen, men blev så grebet af en øjebliks indskydelse. Jeg råbte ind i lejligheden: "Skat, kom lige. Hvad siger du til at sove sammen med de her flinke folk?" Allan kom myldrende - også iført badehåndklæde - lagde sin hånd på min nøgne skulder, kiggede missionærerne i øjnene og sagde: "Ja, hvis de er friske, er jeg".

Han fik ikke en gang fuldført den korte sætning, før de to missionærer i hast var på vej nedad trappen og væk. Vi fik aldrig mere missionær-besøg og derfor er vi stadig i tvivl, om missionærer virkelig foretrækker missionær-stillingen, når de gør det, de helst skal lade være med.

Uden overhovedet at have aftalt det var vi begge helt enige om, hvordan vi ville tackle mormonerne, hvis de blev for nærgående, bare fordi vi godt ville se deres boligindretning. De skulle naturligvis have samme tur som jehova'erne - dog uden badehåndklæder som rekvisit. Så da de spurgte, om vi mon kunne være interesseret i at komme til nogle af deres møder, svarede Allan stålsat: "Det tror jeg ikke, I vil synes om. Vi er nemlig homoseksuelle".

Svaret vi fik slog benene væk under os. "Det er helt i orden", sagde den saftevands-udskænkende kvinde. Jeg tror nok, jeg kom til at sige "Det var li'godt satans", før hun fortsatte: "Vi accepterer al kærlighed, så længe den ikke er kødelig. Så hvis bare I holder op med at kysse på hinanden, sove sammen og hvad I nu ellers kan finde på [host], så er I elsket af både Gud og os".

Stillet overfor valget mellem et velfungerende parforhold i dyb kærlighed og et liv i permanent askese, hvor den eneste fornøjelse var en tur i et marmorbadebassin af ægte italiensk marmor, valgte vi begge at sige pænt nej tak til det sidste og forlod skyndsomst party-teltet for at søge tilflugt på nærmeste bar for at indtage syndige mængder alkohol.

Ikke længe efter fik jeg et pinsekirkemedlem som kollega. Også han forsikrede mig om, at hans gud skam ville blive fuldkommen vild i varmen, hvis han lærte min mand og mig at kende. Hvis altså bare vi holdt op med det der, du ved nok [host].

Og nu siger den katolske pave præcis det samme. Homoer er GODE mennesker, som vi skal være GODE mod. De kan jo ikke gøre for, at de er født som de er. Men hvis vi for alvor vil accepteres af hans kirke, skal vi  først lige forstå, at vi er syge andenrangsmennesker, som ikke fortjener fysisk kærlighed eller et fuldbyrdet kærlighedsforhold til noget levende menneske.

Man siger, at mennesker mildnes med alderen. Tolerancen vokser. For mig er det gået stik modsat. Jeg er blevet bedre til at sige BULL SHIT til folk, der pisser på mig. Og det gør Pave Frans i uhørt grad.

Denne kvalmende salvelsesfuldhed fra Føreren for 800 millioner katolikker, for hvem mandens ord er lov, er en svinestreg uden lige. Paven og hans kirke vælter sig i værdier for milliarder, mens den prædiker ydmyghed og godhed mod fattige. Den fordømmer usømmelighed, mens tusinder af dens præster knepper sig igennem endnu flere alterdrenge og kostskoleelever, uden at det får indflydelse på kirkens magtposition.  Den bandlyser brugen af kondomer, men tøver ikke med at udstøde 12-årige piger, der er blevet voldtaget, efter at den har tvunget dem til at gennemføre graviditeten. Den har ansvaret for tusinder af afrikaneres død af aids på grund af det samme kondom-forbud. Og hvor Paven kommer frem, rydder medierne sendefladen og hænger åndeløst ved hvert et ord fra hans læber.

I en tid hvor det er meget på mode blandt politikere og andet godtfolk i den vestlige del af verden at fordømme hadprædikanter og potentielle terrorister, forekommer det mig slående, at ikke en har råbt FUCK DIG FRANS og vel og mærke ikke som en opfordring til en tur på lagnet, men som den fordømmelse, han og hans kirke fortjener.

Lægger man antallet af aids-døde katolikker sammen med det svimlende antal selvmord blandt unge homoseksuelle, der er vokset op i katolske familier og tilføjer de titusinder børn, der er ofre for svinske katolske præsters pædofile overgreb, når man hurtigt frem til, at den katolske kirke har flere liv på samvittigheden end nogen terror-organisation.

Forskellen er kun, at hvor terroristerne smadrer liv med bomber og vold, angriber katolikkerne deres omgivelser som en velsmurt spin-maskine med et smil og forsikringer om, at de er en kærlig guds repræsentanter på jord. Alene det er åbenbart nok til at frede dem.

Jeg kan godt finde homovenlige præster hist og pist. Der findes adskillige af dem i den danske folkekirke, som endda rummer ikke så få, der selv er homoseksuelle. Dem kan jeg kun have respekt for, ligesom jeg respekterer deres udenlandske kolleger af samme støbning. Først og fremmest beundrer jeg dem for den position som foregangsmænd og -kvinder, de indtager. Det er takket være dem og deres samarbejde med utrættelige homo-aktivister, at der er begyndt at blæse mildere vinde i visse nicher blandt verdens gejstlige.

Men de er kun få i det store billede. I visse landlige stater i USA forsøger såkaldt troende politikere i disse måneder at få indført love, som fritager religiøse mennesker fra de anti-diskriminationslove, der er blevet indført på nationalt plan. Med gud i ryggen skal man have lov til at svine bøsser og lesbiske til, fyre os fra vores jobs, og nægte at betjene os i butikker og restauranter. Ofte promoveres disse lovforslag af politikere med adskillige forliste ægteskaber bag sig og en elskerinde i nabobyen eller et klippekort til det lokale bordel, hvis ikke de har dyrket intens cybersex med trækkerdrenge.

Og i Rusland og adskillige østeuropæiske lande samt i store dele af Mellemøsten, Afrika og Asien står lokale magthavere bag systematiske forfølgelser og henrettelser af homoseksuelle - i guds navn.

Kan det undre, at jeg er blevet indædt religions-skeptiker på mine gamle dage? Jeg gider ikke høre på frelste hjemlige politikere, der den ene dag vil forsvare os mod islamisternes ondskab, men den næste dag ikke tøver med at stemme imod forslag til ligestilling af danske homoseksuelle. Set fra mit lille hjørne af verden har begge parter min kærligheds og mit livs undergang som deres slet skjulte dagsorden. Det eneste jeg beder om, er for fanden den samme respekt som bliver alle andre til del. 

Jeg nægter at betragte min seksualitet som en diskvalificerende faktor i nogen sammenhæng, og har intet til overs for omklamrende klamme personager fra trossamfund eller politiske partier, der afslutter deres sleske, dobbeltmoralske smiger-taler med "hvis du altså bare var ligesom os andre eller i det mindste holdt op med at være, som du er".  I kan rende mig noget så grusomt! Enten er I med mig eller også er I imod mig. Der ER ingen mellemvej, for har du forbehold, diskriminerer du og er dermed min fjende.

Alt det ville jeg sige til paven, hvis jeg en dag kom i audiens hos ham. Det ville naturligvis føre til en øjeblikkelig udsmidning fulgt af den slags eder og forbandelser, som kun de stærke i troen kan udstøde og som garanterer modtageren et permanent ophold i skærsilden, men så havde jeg da i det mindste fået afløb for min vrede. Indtil det sker, kan jeg kun håbe på, at medier og politikere begynder at tænke sig lidt mere om. Bare fordi man render rundt i postkasserøde designersko, en latterlig kjole og har en hat på hovedet, der ligner det skæve tårn i Pisa under renovering, fortjener man ikke nødvendigvis respekt eller lalleglad adfærd fra tilhørerne. Og det gælder ikke mindst de 800 millioner, der kalder sig hans menighed. Tænk jer om! Jeres tro har et had indbygget, som intet menneske fortjener. Og slet ikke dem der bare vil have lov til at elske præcis som jer selv. 

Borgerlige reaktioner:

På det faktum at rigmænd og spekulanter snyder Danmark for mellem fem og ti milliarder ved at anbringe deres indtægter i skattely:

"Lad os nu ikke forhaste os"

"Giv dem frit lejde"

"Jeg går ud fra, at SKAT kigger på det"

På ungdomsarbejdsløsheden:

"Reducer deres hjælp til det halve, hvis de er under tredive. Så løser problemet sig selv".

På at millioner er på flugt fra krig efter at have mistet alt i bombardementer, som vi selv deltager i:

"Luk grænsen"

"Lad dem drukne i Middelhavet"

"Luk dem ind, men tag deres ejendele fra dem"

"Skil familierne ad, så de kan lære, at her ikke er rart at være"

På arbejdsløshed i provinsen:

Fyr en helvedes masse københavnere eller tving dem til at flytte. Så slipper vi for at gøre noget reelt ved problemet.

På landbrugets krise:

Lad dem forurene noget mere. Det løser ikke erhvervets krise, men så holder de da kæft indtil næste valg.

På den faldende kvalitet i uddannelsessektoren:

Lad de kritiske lærere skride og påstå, at det er elevernes fejl, at de fordummes. Pisk dem med nogle flere prøver og tests.

På faldende turistindtægter:

Lad os plastre de naturskønneste områder til med badelande og forlystelsesparker. Der er ganske vist ingen turister, der ønsker dem, men det giver arbejde til en masse udenlandske håndværkere, og hvis vi lukker øjnene lidt i, kan vi lade som om, de er turister.

På radikaliserede unge:

Forbyd præster at prædike had, men formuler for Guds skyld loven så den kun gælder folk med mørk hud.

På faldende kvalitet i ældreplejen:

Tag hjælpen helt fra en masse af dem. Så kan de i hvert fald ikke klage over dens kvalitet.

På ghetto-dannelser:

Tving indbyggerne til at spise svinekød og elske Richard Ragnvald. Så er det ikke ghettoer mere.

På højreradikaliseringen af vores samfund i form af racistiske vagtværn og opbakning til ekstremistiske højrefløjsgrupper:

Hvilke vagtværn? Hvilke grupper?

På det faktum at en racist er formand for vores parlamentariske forsamling:

Hold nu kæft! Vi har ikke bestilt andet end at dænge hende til med ridderkors og Wunderbaum og lavendler i tyve år. Bild dig ind at det bare er et mareridt og hold ud til det går over.

Derfor er jeg ikke borgerlig. 

De flæbende hykleres kor

Vi danskere elsker at tro, at vi ER noget. Intet kan samle os som fodbold- og håndboldkampe og andre nationale begivenheder, der får os til at føle os som én forenet nation. Send en ingeniør med et studieforløb fra England, Portugal, Tyskland og Texas op med et russisk rumskib, og i samme sekund er han ikke længere en ukendt københavner, men vores alle sammens æresdansker. Vi frydes og er stolte - uden selv på nogen måde at have bidraget til succesen.

Glæden ved nationale sejre kan være smuk, men er dybest set bare en følelse, som opstår i et midlertidigt fællesskab, der kun har ordet Danmark i deres pas tilfælles.

Resten af tiden bruger vi på at skændes.

Og guderne skal vide, at der er nok at skændes om.

Der findes nemlig folk i blandt os som ikke kan leve uden den fællesskabsrus, de finder i konstant at understrege vores nationale identitet.

De higer og søger i gamle bøger for at finde værker, der siger noget om os som nation. Og hvis de er højt nok på strå, kalder de resultatet af deres anstrengelser en kanon, og råber til befolkningen "SE! Her er selve definitionen på danskhed! Først når du har læst disse bøger, kan disse sange udenad og har lært samtlige replikker fra denne tv-serie, kan du kalde dig en rigtig dansker".

Blandt de mindre belæste tyr man til lignende metoder, men omkring mere jordnære emner: spiser du ikke svinekød, er du ikke en rigtig dansker. Eller de postulerer, at du skal være medlem af Folkekirken eller være heteroseksuel og gift med 2½ barn og en Toyota for at høre til fællesskabet - det danske fællesskab. Det fællesskab, vi skal værne om - eller skal vi?

For er der snart andet end sproget og økonomien, der forener os danskere? Økonomien forstået som den velfærdsstat, vi alle siger, vi vil værne om - selv de politikere som bruger næsten al deres tid på at afvikle den.

For mig ser de såkaldt danske værdier ud til at lide skibbrud i disse år. Det viser sig jo, at begrebet fortolkes så forskelligt, at der reelt knapt er noget fælles særkende tilbage mellem os. Værdierne bruges mest til at slå hinanden i hovedet med og for resten også i høj grad som et argument for at holde andre ude af landet.

Og det er værdikampen, som i disse dage er eskaleret til en krig på ord. Vi har fået en regering, som er så besat af egne værdier, at de er klar til at skide på alle andres for at opretholde dem. ALT ryger på møddingen i processen: internationale konventioner, hensynet til forældreløse børn, den sidste rest af humanistisk tankegang, forholdet til naboerne og vennerne, basal medmenneskelig anstændighed - hele baduljen har de skrottet til fordel for kampen for det Danmark, de selv ønsker: det homogene samfund af kristne, heteroseksuelle, hvidhudede skatteydere, som taler dansk uden accent (men gerne med jysk dialekt) og som retter ind og holder kæft på kommando.

Deres midler til at nå deres mål har længe været mange og grusomme: retorikken har været uhørt skarp, ja fuldkommen uhyrlig. De fremmede må finde sig i hån, diskrimination, foragt og sammenligninger med dyr. Deres religion er blevet fremstillet, som var de medlemmer af en satanisk dræber-kult. Selv spage protester fra resten af Danmarks befolkning er blevet mødt med hån: her har vi sgu ytringsfrihed, du gamle, og ytringsfriheden er ikke bare en grundlovssikret ret, den er også dumme svins fribillet til at leve deres sadisme ud på formodede masochister, som bare har at læne sig tilbage og nyde de verbale pisk.

Og så pludselig koger det over. Omverdenen indser, hvad der sker i det gamle, lille land mod nord. Med vantro går det op for dem, at her er et rigt folk, der gennem snedige oratoriske manipulationer er begyndt at tro på, at netop de er så specielle og ideelle, at de står over alle andre. At de er herremænd med adkomst til at herske over andres skæbne uden smålige humanistiske hensyn. Danmark vender ryggen til ofre for krig, de giver fanden i deres bedste venners desperate forsøg på at hjælpe, ja, de lægger dem endda hindringer i vejen for det. De stjæler fra krigsflygtninge til at finansiere deres ophold i hastigt opførte (koncentrations)lejre, og de lyver om det for rullende tv-kameraer og millioner af seere. De er ikke bare blevet et land af egocentrikere i manisk grad, men også forbrydere som bevidst bryder de love, de selv var med til at skrive.

Situationen eskalerer: de berettigede fordømmelser hagler ned over det lille land. Fra FN, fra EU, fra advokater, dommere, politikere, nyhedsmedier og fra danske medborgere, der føler sig lokket med ind i forbryderbanden, men ikke kan få lov til at komme ud af den igen.

Der tales med store ord, sådan som det må ske, når overhængende fare truer. Og nogle kreative sjæle tager et af modstandernes midler i brug: karikaturtegninger. Hvor nederdrægtigt! Tænk at fremstille Danmarks statsminister som en tyvstjælende diktator, når enhver ellers ved, at han godt nok stjæler fra flygtninge, men diktator bliver han aldrig, for han er omgivet af dumme, dumme mennesker, der ikke kan skelne et druknet flygtningebarn fra en terrorist, og som ikke magter at tænke på andet end sig selv.

Hvad stiller så disse afstumpede despoter op, når de angribes? Ja, i mangel af argumenter - for de findes ikke - griber de til deres gamle, gennemprøvede strategi: offerrollen. Denne gang dog med dobbelt styrke, så den antager karakter af et gigantisk flæbekor af forurettede børn, som er blevet berøvet deres bedste legetøj. VRRRÆÆÆÆÆÆLLLL, lyder det fra alle de ækle politikere, som troede de havde monopol på danskheden. "Må vi nu ikke en gang være dumme svin i fred længere, bare fordi vi pisser på alt og alle omkring os?"

De mere sofistikerede af dem forsøger sig med forargelses-strategien: sådan udstiller man virkelig ikke en statsminister! Sådan kan man ikke tale om vores PÆNE land.

Men jo, det gør man faktisk, og det kan man - og det bør man. Et realitetstjek viser nemlig, at der er millioner af mennesker i og udenfor Foreningen Danmark, som godt kan genkende nationalister med anti-demokratiske tilbøjeligheder, når de ser dem, og som i modsætning til størstedelen af Danmarks befolkning ikke har glemt, hvad den slags personager kan bringe med sig af ulykker.

Disse kritikere må vi sætte vores lid til. Som det ser ud nu, er vores eneste håb, at kritikken fortsætter med forøget styrke. Lad ikke de dumme svin vinde. Vi vil have vores gamle land tilbage.