Jyllands-Pesten - "Hvis der ikke lige findes en aktuel religiøs konflikt, skaber vi den selv" - har i juledagene hygget sig med at at ringe rundt til nogle folkekirkepræster for at spørge dem, om de nu også tror på Jesus. Altså sådan rigtig tror.
Det er der kommet nogle underholdende svar ud af. Det viser sig nemlig, at fire af dem ikke tror på, at Gud har skabt verden. Lige så mange tror ikke på, at Jesus døde på korset og - wait for it: hele fem tror ikke på, at Jesus stod op af graven tre dage efter sin død og fløj til himmels.
Som ansat på Jyllands-Komposten ved selv den yngste piccoline, at resten af nyheden derefter nærmest skriver sig selv:
Man ringer til en af Dansk Folkepartis præster, og så har man sin forside-historie.
Som bekendt råder partiet over adskillige klerikale medlemmer og enkelte af dem har endda et eksamensbevis som teolog,
I dette tilfælde fik Christian Langballe æren. Sønnen der ligner sin far, tænker som sin far, taler som sin far og som med enestående ihærdighed kæmper for at opnå samme legendariske status som Danmarks mest usympatiske menneske som sin far, er klar med en udmelding:
"Man kan ikke være præst i folkekirken, hvis man tvivler på centrale elementer i den kristne tro", udtaler Langballe (jysk for hængerøv) og fortsætter: "Hvis man tager Gud ud af ligningen, så har man bare et sentimentalt, humanistisk, kulturradikalt budskab tilbage. Så kan man lige så godt læse en bog af Klaus Rifbjerg".
Forstod alle budskabet?
At DF'ere giver fanden i det såkaldte armslængdeprincip er ikke nyt. Det gør de hele tiden, når de prøver at diktere dommere, hvad de skal dømme og instruerer Flygtningenævnet i, hvordan man kan være ledest overfor flygtninge. Men her går Dansk Folkeparti op mod selveste Gud, mine damer og herrer. Langballe Junior skal sateme nok tolke Biblen, som Gud mente det, og hvis nogen "troende" er uenige, er de slet ikke troende, men bare lusede ateister i forklædning.
Ja, Langballe formår endda at få flettet adskillige af DF's yndlingsskældsord ind i sin kommentar og oven i købet i optrappende rangorden.
For ikke indviede er det her på sin plads at nævne, at ordet sentimental hos Dansk Folkeparti er synonymt med en blødsøden tøffelhelt, en vatnisse, en pikansjos, et skvat. Og humanisme handler om at tro på det bedste i mennesket, hvilket vil sige, at man er et fjols, som bilder sig ind. at undermennesker som flygtninge, krigsofre, muslimer og bøsser er lige så gode som alle andre.
Begrebet en kulturradikal er en glose, som de er særligt glade for som skældsord i Dansk Folkeparti. Da det kom frem i 1950'erne, betød det "en person, der er socialt ansvarlig med et internationalt udsyn". Wikipedia udbygger det med, at de kulturradikale står for religionskritik, et opgør med nedarvede sociale normer, kritik af den victorianske seksualmoral og sædelighed, antimilitarisme samt åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og vestlige (bl.a. udtrykt ved interesse for jazz, modernistisk arkitektur, kunst, litteratur og teater). - Vil du begribe Dansk Folkepartis verdenssyn, er det vigtigt at forstå, at samtlige de ovennævnte fænomener er noget, man i Folkepartiet anser som vederstyggeligheder.
Som indædt anti-kulturradikale er DFs officielle holdning altså:
luk røven hvis du ikke læser Biblen bogstaveligt;
er du født som underklasse, så bliv der;
vær heteroseksuel eller skrid;
krig er løsningen på verdens problemer;
luk grænserne
- og lad være med at interessere dig for arkitektur, musik eller kunst, som ikke udspringer fra dit eget nærmiljø.
Blandt kendte kulturradikale danskere kan nævnes Kjeld Abell, H.C. Branner, Poul Henningsen (PH), Hans Scherfig, Paul Hammerich, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Tøger Seidenfaden, Georg Metz og Ole Bornedal - de svin.
I tre korte sætninger får Christian Langballe altså hevet hele DF-skytset frem mod de formastelige præster. Man må forstå, at disse udskud i sort kjole, som stiller spørgsmålstegn ved en bogstavelig tolkning af Biblen, er så modbydelige, så nedrige og så usympatiske, at det faktisk er et mirakel, at den autoriserede DF-Gud ikke forlængst har kvast dem eller kastet dem ned i Helvedes flammer, eller hvad de nu foretrækker i DF-kredse.
Da jeg hverken er medlem af DF eller Folkekirken og tillige holder af Scherfig, Panduro, Rifbjerg og PH, er jeg pr definition selv højt placeret på Dansk Folkepartis liste over fjolser, men det skal nu alligevel ikke afholde mig fra at stille to retoriske spørgsmål i dagens højhellige anledning:
1) Tror Christian Langballe mon, at Dansk Folkepartis medlemmer for alvor begriber, hvad det er for en forening, de støtter? Fatter de, at hvis de griner af tanken om, at Gud skabte verden på syv dage og i stedet tror på, at menneskeheden har udviklet sig over millioner af år, så er de ikke-egnede som partimedlemmer? Ved den menige DF'er, at når han ser genudsendelser af Danmarkskrøniken på TV, svarer det til, at Lars Løkke læste Karl Marx under dynen? Og forstår de helt ind i deres inderste indre, at Lektor Blomme fra Det forsømte Forår faktisk var en hyggelig fætter, som kun ville børnene det bedste? Og hvis de ikke har forstået det (hvad de ikke har, fordi deres gennemsnitlige IQ matcher en vandrottes), hvilke konsekvenser skal det så have for dem?
2) Hvordan kan Christian Langballe og DF forkaste Darwin og den udviklingslære, som ethvert skolebarn indprentes som grundviden? Hvordan kan de påstå, at gener og arvelige egenskaber slet ikke findes, når de selv er det bedste bevis på det? Indavlet had, lave horisonter og en veludviklet evne til benægtelse af fakta, stammende fra en svovlpøl af genetisk bundfald er jo selve grundstammen i deres egen eksistens.
Ja, jeg ved godt, at jeg er dum. Jeg er bare en tåbe, som ikke begriber en bjælde af Meningen Med Livet, som Langballe ellers så tålmodigt skærer ud i pap og bukker i neon for alle os, som er fortabte for DF-Guden. Men indtil det modsatte er bevist, tror jeg på det gode i mennesket. I hvert fald sådan rent statistisk. Jeg mener: selv den dygtigste Gud kan jo have en dårlig dag. Sådan en dag hvor man sætter sig til computeren og skriver sit program, og så får man trykket "enter" uden at opdage, at man sgu har lavet et par programmeringsfejl - og så vælter det ud med racister, homofober, despoter, diktatorer, vrisne gimper fra Gentofte og jyske sønner med faderkomplekser i den anden ende. Så forklar mig det, Langballe. Jeg længes efter at høre din milde røst. Om ikke andet har den historisk værdi som en af de sidste stemmer fra en middelalderlig fortid, vi andre forlængst har lagt bag os.
Søg i denne blog
torsdag den 25. december 2014
fredag den 12. december 2014
Den store, hårde, lange satan
Jeg støder jævnligt på en kvinde i medierne, som hele tiden beklager sig over, at hun mangler noget stort, som kan udfylde et tomrum i hendes tilværelse. En lang, hård, glat, fed satan, som kan opfylde alle hendes inderste drømme.
Den må gerne være kold, og farven på den er for så vidt ligegyldig, Den skal bare kunne stå op på kommando, men især skal den kunne lægge sig ned og bare være til rådighed når som helst og hvor som helst.
Kvinden virker som besat af tanken. Det er en tilbagevendende drøm, som fylder så meget i hendes tilværelse, at hun simpelthen MÅ dele den med andre igen og igen og igen.
Hun har mange fans, den besatte kvinde. De elsker dette indblik i det sorteste af hendes sjæl, og de håber sammen med hende på, at hun en dag virkelig får den, så det kan mærkes - så hendes spinkle krop kommer til at skælve, og ekstasens savl løber ned ad hagen på hende.
Jeg taler om Pia Kjærsgaard og hendes grænsebom.
Løsningen på alle vort lands problemer. Svaret på underskuddet på finanserne. Punktummet for boligmanglen i storbyerne. Det definitive stop for narko-kriminalitet. Problemknuseren, som får al det integrations-pladder til at forsvinde som dug for solen. Metal-tingesten som helt af sig selv stopper nedskæringerne på socialområdet, og hvis afledte indtægter kan finansiere bygningen af mammut-statuen Pia Danske, som tænkes placeret på Blågårds Plads.
Sådan ser både hun selv og hendes tilhængere det i hvert fald.
De hyler og skriger om den grænsebom. De længes efter dens afvisende kulde. De bliver våde i bukserne ved tanken om bommen, der sænkes brat, når en sortsmudsket / muslim / terrorist / flygtning / østeuropæer (det ikke gældende bedes overstreget) nærmer sig.
Mange af dem mindes stadig den gang, vi rent faktisk havde sådan nogle. Men de fleste af dem har glemt, at de ikke gjorde en skid forskel. Deres vigtigste funktion var at stoppe danskere, der vendte hjem fra endnu et besøg hos Fleggaard eller Otto Duborg med bagagerummet fyldt med så mange bajere og Bailey-flasker, at Skodaen sank sammen i støddæmperne. Så betalte man sin bøde, og på hjemturen bandede og svovlede man over de fandens nidkære røvhuller i uniform, som ikke havde bedre ting at give sig til end at genere den lille mand.
Men nu vil de have røvhullerne tilbage. Grænserne skal bevogtes, bommene skal være vores nye nationalsymbol, og alt efter hvilket stadie af galskab, de er nået til, skal der etableres mure, pigtråd, automatiske skydeanlæg, maskingeværreder eller et mineret ingenmandsland til beskyttelse af nationen.
Men ingen af dem har svar på, hvordan det skal lade sig gøre i praksis. Det er selvfølgelig nemt at opsige ligegyldige traktater som Schengen-aftalen og Menneskerettighedserklæringen, hvis bare man har 90 sæder i Folketinget, men selv om vi gjorde det, hvad så?
Kan vi leve med fire timer lange køer ved grænsen, som enhver der i gamle dage besøgte Berlin oplevede? Ville det i praksis være andre end meget ensomme mennesker, der ville finde det fedt at få stukket en finger op i røven af en gummi-behandsket embedsmand på jagt efter den klump hash, du købte på havnen i Hamburg? Og ville tyskerne og svenskerne finde det rimeligt at blive belemret med de mennesker, som ikke faldt i vores snævre smag? Og ville det falde i god jord hos vores partnere i NATO og de andre krigs-alliancer, hvis vi bliver ved med at føre en "aktiv udenrigspolitik" - nydansk for "vi bomber, de flygter" - men nægter at leve med konsekvenserne af vores handlinger: tusinder af mennesker på flugt?
Og hvordan - helt konkret hvordan! - løser omdannelsen af Danmark til et samfund, som ville give enhver Stasi-agent bule i bukserne, de konkrete problemer?
Der var også kriminalitet, den gang vi havde grænsebomme. Ved Kjærsgaard, at antallet af anmeldte forbrydelser faktisk var højere, før vi droppede bommene og sluttede os til Schengen-aftalen? Og hvis hun ved det, hvorfor tier hun så med det? - Hendes tilhængere ved det i hvert fald ikke. Selv ikke de kan være så dumme at kræve en løsning, som de på forhånd ved ikke virker.
Danmark er en del af Europa på samme måde som Fyn og Jylland er en del af Danmark. Og ligesom vi ikke stopper al kriminel aktivitet i Odense og Aarhus ved at sprænge Storebæltsbroen i atomer og postere 1000 Søren Espersen-kloner ved indsejlingen til Nyborg som et værn mod onde elementer fra Lorteøen, stopper vi hverken forbrydere eller flygtninge ved hjælp af 1000 vandrette fallos-symboler langs vores grænser.
Den slags gør man gennem et grænseoverskridende samarbejde. Ved at række hånden ud til de andre nationer med samme problemer som os og i fællesskab finde løsninger. Ved at dele ansvar og pligter. Ved at anerkende, at vores gerninger som nation har konsekvenser - ikke ved at stikke af fra dem.
Mure og bomme kan dog nok i teorien medvirke løse ét problem: udvandingen af danskernes leverpostej-farvede, men dog ariske særkende. Det løses først og fremmest ved et kneppe-forbud, som stopper folk af forskellig hudfarve fra at have samleje - som man kendte det i de gode gamle apartheid-dage i Sydafrika - men et sådant forbud kan sagtens suppleres med en scanning af alle personer ved grænsebommen og en brutal afvisning af enhver, som er for sortsmudsket. Det vil godt nok give Kjærsgaard store problemer, når hun vender hjem fra det årlige ophold i sit sommerhus på Santorini, men hun må så finde sig i at leve i eksil i det store farlige udland, til hun er blevet dansker-bleg igen. Det har sin pris at være racist. Det må selv hun forstå. Og hendes fans er sikkert til enhver tid friske på at ofre grisefesterne på Mallorca på de lukkede grænsers alter, ikke sandt?
Det er ikke flygtninge eller udenlandske kriminelle, som er Danmarks største problem. Det er tidrøvere. Fladpandede ignoranter der kvæler enhver konstruktiv debat med deres bizarre krav om "løsninger", som kun gør ondt værre. Og det er populistiske røvhuller med status af politikere, som narrer naive sjæle til at tro, at racisme, isolationisme og ja, jeg siger det sgu: det 21. århundredes udgave af nazisme, er svaret på alle deres små, små problemer.
Hitlers propaganda-minister Joseph Goebbels var et klogt, dumt svin. Et af hans kendteste citater lyder:
Hvis du lyver stort nok og bliver ved med at gentage løgnen, vil folk til sidst tro på den. Men løgnen kan kun fastholdes, så længe staten er i stand til at beskytte folket mod de politiske, økonomiske eller militære konsekvenser af den.
En mur omkring Danmark forvandler ikke nationen til en Morten Korch idyl. Men tanken om den er med til at gejle et stigende antal tåber op. Tåber, som lader sig misbruge af politikere, som i bund og grund er anti-demokrater og dermed ikke en døjt bedre end de fremmede elementer, de ynder at bruge som skræmmebilleder.
Bommen og muren er ikke vejen frem. De er den sikre vej tilbage til en ond fortid, som vi stadig omtaler som de fem forbandede år. Lad det ikke ske igen.
søndag den 7. december 2014
At være vi's
Jeg har fundet ud af, at der er ét ord som mere end noget andet kan hidse mig op i en debat.
Ordet er hverken bøsserøv, radigal, landsforrædder, aids-svin eller nogle af de andre betegnelser, jeg har fået hægtet på mig på nettet.
Det er det lille ord "vi".
Jeg taler naturligvis ikke om det smukke vi, som omfatter min elskede og mig eller min familie og mig eller mine venner og mig.
Jeg taler om det "vi", man så ofte mødes med af folk i debatfora på nettet, når de i mangel af argumenter søger at underbygge deres egne påstande.
I dag skete det igen:
"vi vil ikke have alle de muslimer i landet det er problemet" er det ordrette citat fra en mig totalt ubekendt debattør i en debat på Politikens Facebook-side i dag. Jørgensen hedder manden, som straks får fem opadvendte tommelfingre for disse, de eneste ord, han bidrager med til debatten.
Jeg reagerer ens, hver gang jeg støder på formuleringer af den slags. Jeg MÅ simpelthen se, hvilken klaphat der står bag så tåbelige ord. Et lille kig på Hr Jørgensens Facebook-side afslører, at han - udover at ønske Kristian Thulesen Dahl som statsminister - tillige er medlem af en gruppe, som kæmper for bevarelsen af den danske jul, da den efter gruppens opfattelse er i overhængende fare for at blive forbudt af hensyn til muslimerne.
I gruppen kan man finde udsagn som "Muslimer er fjender af os danskere, for det siger koranen, de skal være", hvilket leder gruppen videre til det standpunkt, at alle bør boykotte Kirkens Korshær, fordi organisationen har vovet at uddele julepakker til nødlidende mennesker uanset deres tro og altså dermed udvist godhed overfor "vores fjender".
Tro ikke at jeg hænger mig i enkelt-sager. For min skyld kan denne Bent Jørgensen have de meninger, han vil. Men jeg vil fanden ta' mig ikke tages til indtægt for hans holdninger, ligesom jeg på det bestemteste fravælger at blive inkluderet i de tusinder af andre debattørers retorisk skabte cyber-fællesskaber, som bruger et inkluderende "vi", når de mener "mig og konen og ham, jeg kæver bajere med nede på bodegaen".
"Vi" eller "vi er mange" er ikke noget argument, når det bruges i en debat. Det er tanketomt vrøvl fra dumme mennesker, der ofte har stærkt ekstremistiske holdninger og som enten lider af dissociativ personlighedsspaltning, hvor den samme krop rummer adskillige personligheder, eller storhedsvanvid, som gør, at de føler sig kaldet til at tale som statsmænd, når deres indre gylletank løber over, eller mindreværdskomplekser, som medfører, at de ikke føler, at deres egne holdninger kan stå alene, men må bakkes op af en stor flok usynlige venner, som kun de selv kan se og tale med. Eller måske lider mændene blandt dem bare af underudviklede kønskirtler - for små nosser.
Der er masser af partier og foreninger og grupper, jeg ikke ønsker at være medlem af. Heldigvis lader langt de fleste af dem være med at tælle mig med, når de opgør deres medlemstal, så vi har det fint med hinanden alligevel. Jeg kan i flæng nævne eksempler som Vestegnens Off-Road Cyklister, Danske Numismatikere og Foreningen for Pølsevognens Bevarelse.
Men når de fjendske går på barrikaderne, er det en anden sag. De forsøger at suge mig ind i deres klamme fællesskab med et inkluderende vi, som aldrig kan blive andet end et falsk postulat. Stærkt mod min vilje har de med deres sproglige kneb gjort mig til medlem af deres homofobiske eller racistiske forening. En særlig form for ussel omgang med sproget, som kun plattenslagere benytter sig af.
De samme mennesker ynder ofte at tale på "danskernes" vegne. Må jeg ikke være fri! I bedste fald er de Karen i Kjæret eller Bent fra Bøhlandet, som lever i deres egen verden. I værste fald er de demagogiske politikere som har den usandsynlige frækhed at tale på alles vegne, selv om de kun er valgt af de få.
Men nej, jeg er ikke "vi's" med anti-muslimske Bent Jørgensen, og jeg er heller ikke med i Gruppen til Bevarelse af den Danske Jul, hvilket jeg er stolt af. Og jeg bor heldigvis ikke i det land, som Ekstrabladet kalder Nationen, hvilket jeg er lykkelig for. Og det er ikke mig, Pia Kjærsgaard eller Inger Støjberg taler om, når de udtaler sig på danskernes vegne, hvilket jeg er endnu gladere for.
Jeg tvivler på, at jeg står alene med denne følelse af frustration over, hvor meget disse manipulatorer slipper afsted med i det offentlige rum. Føler du den samme afmagt som mig, når du ser dig selv verbalt shanghajet af endnu en vi-talende personage, som mod dit eget ønske gør dig til medlem af sin gruppe af negative, vrede folk, som søger at piske en stemning op mod andre? Hvis det er tilfældet, så støt min helt nye forening, som kun eksisterer i mit eget hoved, men som ikke desto mindre allerede har tusindvis af medlemmer, som intet har tilfælles, andet end at vi faneme nok selv skal bestemme, hvem vi er vi's med - og det er sjældent dem, der forventer det.
Ordet er hverken bøsserøv, radigal, landsforrædder, aids-svin eller nogle af de andre betegnelser, jeg har fået hægtet på mig på nettet.
Det er det lille ord "vi".
Jeg taler naturligvis ikke om det smukke vi, som omfatter min elskede og mig eller min familie og mig eller mine venner og mig.
Jeg taler om det "vi", man så ofte mødes med af folk i debatfora på nettet, når de i mangel af argumenter søger at underbygge deres egne påstande.
I dag skete det igen:
"vi vil ikke have alle de muslimer i landet det er problemet" er det ordrette citat fra en mig totalt ubekendt debattør i en debat på Politikens Facebook-side i dag. Jørgensen hedder manden, som straks får fem opadvendte tommelfingre for disse, de eneste ord, han bidrager med til debatten.
Jeg reagerer ens, hver gang jeg støder på formuleringer af den slags. Jeg MÅ simpelthen se, hvilken klaphat der står bag så tåbelige ord. Et lille kig på Hr Jørgensens Facebook-side afslører, at han - udover at ønske Kristian Thulesen Dahl som statsminister - tillige er medlem af en gruppe, som kæmper for bevarelsen af den danske jul, da den efter gruppens opfattelse er i overhængende fare for at blive forbudt af hensyn til muslimerne.
I gruppen kan man finde udsagn som "Muslimer er fjender af os danskere, for det siger koranen, de skal være", hvilket leder gruppen videre til det standpunkt, at alle bør boykotte Kirkens Korshær, fordi organisationen har vovet at uddele julepakker til nødlidende mennesker uanset deres tro og altså dermed udvist godhed overfor "vores fjender".
Tro ikke at jeg hænger mig i enkelt-sager. For min skyld kan denne Bent Jørgensen have de meninger, han vil. Men jeg vil fanden ta' mig ikke tages til indtægt for hans holdninger, ligesom jeg på det bestemteste fravælger at blive inkluderet i de tusinder af andre debattørers retorisk skabte cyber-fællesskaber, som bruger et inkluderende "vi", når de mener "mig og konen og ham, jeg kæver bajere med nede på bodegaen".
"Vi" eller "vi er mange" er ikke noget argument, når det bruges i en debat. Det er tanketomt vrøvl fra dumme mennesker, der ofte har stærkt ekstremistiske holdninger og som enten lider af dissociativ personlighedsspaltning, hvor den samme krop rummer adskillige personligheder, eller storhedsvanvid, som gør, at de føler sig kaldet til at tale som statsmænd, når deres indre gylletank løber over, eller mindreværdskomplekser, som medfører, at de ikke føler, at deres egne holdninger kan stå alene, men må bakkes op af en stor flok usynlige venner, som kun de selv kan se og tale med. Eller måske lider mændene blandt dem bare af underudviklede kønskirtler - for små nosser.
Der er masser af partier og foreninger og grupper, jeg ikke ønsker at være medlem af. Heldigvis lader langt de fleste af dem være med at tælle mig med, når de opgør deres medlemstal, så vi har det fint med hinanden alligevel. Jeg kan i flæng nævne eksempler som Vestegnens Off-Road Cyklister, Danske Numismatikere og Foreningen for Pølsevognens Bevarelse.
Men når de fjendske går på barrikaderne, er det en anden sag. De forsøger at suge mig ind i deres klamme fællesskab med et inkluderende vi, som aldrig kan blive andet end et falsk postulat. Stærkt mod min vilje har de med deres sproglige kneb gjort mig til medlem af deres homofobiske eller racistiske forening. En særlig form for ussel omgang med sproget, som kun plattenslagere benytter sig af.
De samme mennesker ynder ofte at tale på "danskernes" vegne. Må jeg ikke være fri! I bedste fald er de Karen i Kjæret eller Bent fra Bøhlandet, som lever i deres egen verden. I værste fald er de demagogiske politikere som har den usandsynlige frækhed at tale på alles vegne, selv om de kun er valgt af de få.
Men nej, jeg er ikke "vi's" med anti-muslimske Bent Jørgensen, og jeg er heller ikke med i Gruppen til Bevarelse af den Danske Jul, hvilket jeg er stolt af. Og jeg bor heldigvis ikke i det land, som Ekstrabladet kalder Nationen, hvilket jeg er lykkelig for. Og det er ikke mig, Pia Kjærsgaard eller Inger Støjberg taler om, når de udtaler sig på danskernes vegne, hvilket jeg er endnu gladere for.
Jeg tvivler på, at jeg står alene med denne følelse af frustration over, hvor meget disse manipulatorer slipper afsted med i det offentlige rum. Føler du den samme afmagt som mig, når du ser dig selv verbalt shanghajet af endnu en vi-talende personage, som mod dit eget ønske gør dig til medlem af sin gruppe af negative, vrede folk, som søger at piske en stemning op mod andre? Hvis det er tilfældet, så støt min helt nye forening, som kun eksisterer i mit eget hoved, men som ikke desto mindre allerede har tusindvis af medlemmer, som intet har tilfælles, andet end at vi faneme nok selv skal bestemme, hvem vi er vi's med - og det er sjældent dem, der forventer det.
mandag den 1. december 2014
Når lysene tændes - tanker på World Aids Dag
Igen i år tændes der lys på Nytorv i København på World Aids Dag 1. december.
Sådan har det været siden 1994. På et tidspunkt hvor AIDS hærgede homo-miljøet herhjemme og især i Hovedstaden besluttede en gruppe af HIV-smittede fra Positivgruppen på Frederiksberg sig til at mindes de forfærdende mange døde blandt os med denne smukke markering.
Lys har alle dage været et vigtigt element for os positive, når vi samles. I mange år fandtes der også en årlig AIDS-march, hvor vi gik gennem Københavns og Århus' gader med fakler sammen med vores familie og venner. Det var altid en svær gang at gå. Tavse marcherede vi der, så alle kunne se os, i denne demonstration af solidaritet med de dødsdømte og knuget af savnet over dem, vi mistede. Man gik og så sig om: hvem mangler i år? Og man prøvede at undertrykke chokket, når man pludselig så ham dem smukke unge fyr fra diskoteket, forvansket til ukendelighed af Kaposis Sarkom - den særlige kræft, som især rammer folk med AIDS og som viser sig som store violette skjolder på huden.
Et år valgte en af mine nære venner marchen fra. "Jeg kan ikke", sagde han. "Den fakkel repræsenterer mig, og jeg føler det, som om jeg deltager i min egen begravelse".
Omkring årtusindskiftet kom tre-kombinations-behandlingen. Det viste sig, at hvis man gav patienterne tre forskellige typer hiv-medicin, kunne man rent faktisk holde folk i live - tilsyneladende i temmelig lang tid. Det var et medicinsk gennembrud, men prisen var rædsomme bivirkninger. Jeg fik fornøjelsen af en af de første typer HAART - Highly Active Anti-Retroviral Treatment. Og som så mange andre måtte jeg tage piller for at bekæmpe bivirkningerne af hiv-pillerne, som var nogle enorme kapsler, hvoraf nogle for guds skyld skulle indtages fastende, andre sammen med mad, andre med rigelig væske, og alle de forskellige typer skulle sluges flere gange i døgnet.
Dengang sad HIV-patienter altid yderst på rækken, når vi gik i biografen. Det var vigtigt at kunne nå på toilettet, for diarre var den mest almindelige bivirkning af pillerne. En god ven til mig måtte simpelthen kapitulere og droppe alle former for selskabeligt samvær udenfor hjemmet. Han gik med voksenble. Mange andre stiftede bekendtskab med nervebetændelse i fødder og hænder, andre gik simpelthen ud af facon: de mistede fedtet på benene, armene og i ansigtet og fik udstående blodårer, og de værst ramte af dem lignede kz-fanger, uanset hvor meget de spiste. Andre igen oplevede den modsatte virkning af de samme piller: de udviklede store pukler af fedt, som gav dem tyrenakker og en vis lighed med Klokkeren fra Notre Dame. Og så var der den medicin som gav onde drømme og som fremkaldte hallucinationer. Det gav folk søvnløse, rædselsfulde nætter og førte til groteske situationer, når de fx så mord eller overfald på åben gade ved højlys dag, selv om andre kunne forsikre dem om, at der intet skete.
Der er sket utroligt meget siden den gang jeg gik rundt med et A4-ark med min medicinplan i den ene lomme og et lille vækkeur i den anden for at minde mig om, hvornår de næste piller skulle ædes. Og der var aldrig mere end tre timer imellem pille-indtagene.
I dag får mange HIV-patienter kun en enkelt pille i døgnet, og den er bivirkningsfri - eller næsten. Såvidt vi ved i hvert fald, for hvem ved, hvad daglig indtagelse af skrap medicin gør ved dine organer på lang sigt?
I dag ved vi også, at med moderne medicin smitter velbehandlede HIV-patienter ikke. Heller ikke ved sex uden kondom. Derfor dropper flere og flere par kondomet, selv om den ene af dem har HIV. Og derfor får mange af disse par børn, som fødes til et liv uden HIV. HIV-positive kan også adoptere børn, og hvorfor ikke? I dag kan man leve ligeså længe med HIV som uden, hvis bare man husker den daglige pille - hvis man vel og mærke er så heldig at bo i et land, hvor man har adgang til den.
Men ingen roser uden torne: HIV-positive er stadig ikke altid i høj kurs som potentielle kærester eller bare som et one-night-stand. Den angst som blev banket ind i folk i de år, da HIV-epidemien kostede så mange liv, sidder der stadig. Der er et stigma forbundet med HIV, som det vil tage mange år at slippe af med. Derfor går mange positive stadig meget stille med dørene om deres status.
Omvendt er budskabet om, at HIV ikke smitter længere i høj grad blevet opfanget i risiko-grupperne. Og det i en grad så det giver bagslag: blandt bøsser dropper flere og flere kondomet, fordi alle har læst overskriften, men alt for få forbeholdene:
For det første er det ikke alle HIV-positive som er i behandling (omkring 15% er det ikke her i landet). For det andet er der i størrelsesordenen 1000-1500 mennesker som er smittede uden at vide det. Det er denne gruppe som er årsag til, at omkring 200 mennesker om året stadig smittes i Danmark.
Skal vi stoppe HIV, kræver det en indsats på tre områder:
1) Viden. HIV er stadig en farlig kronisk sygdom og ikke noget at spøge med.
2) Forebyggelse. Kondomer er stadig det bedste middel mod at blive smittet
3) Testning. Vi SKAL have overbevist folk fra risikogrupperne om vigtigheden af at blive HIV-testet.
Det sidste burde ikke være svært, for der er både en pisk og en gulerod til rådighed. Pisken hedder, at går du rundt i længere tid med uopdaget HIV, undermineres dit immunforsvar, og du kan udvikle AIDS, før du aner det. En AIDS-sygdom som lungeinfektionen PCP kan slå dig ihjel på en uge. Guleroden er det vigtigste: Opdages din HIV i tide, udsætter du ikke andre for smitte, og du får et langt og godt liv takket være en enkelt pille om dagen.
Det er i sig selv fremmende for indsatsen mod HIV, når positive står frem med sygdommen. Det demonstrerer overfor de alt for mange, som frygter at blive testet, at der er et liv efter HIV. Et godt liv endda. Som nævnt falder din værdi som positiv på dating-markedet på trods af de mange gode nyheder om behandlingen, men jo flere som tør sætte et ansigt på HIV, jo færre vil opleve HIV som en begrænsning.
Ser vi på hele Europa, udgør det såkaldte mørketal - dem som er smittede uden at vide det - en tredjedel af alle dem, som er ramt af HIV. Det er et skræmmende tal, som fortæller meget om, at sygdommen stadig er omgærdet af en frygt og en udstødelse af de ramte, som er den største hindring for dens bekæmpelse. Her kan vi alle gøre en indsats - positive og negative sammen.
Når jeg køber mit lys på Nytorv og tænder det, fyldes jeg altid af et virvar af følelser. Tænder jeg her et håbets lys for mig selv? Tænder jeg det for min elskede? Eller burde jeg i virkeligheden købe et par dusin lys og tænde dem som et minde om ex-kæresten, jeg mistede, og de alt for mange venner, jeg holdt af, men som bukkede under i de traumatiserende år, da jeg var ung?
Jeg bærer mindet om dem alle i hjertet. Jeg hverken kan eller vil glemme dem. De glade timer, samværet, rejserne, dansen til de lyse timer på Pan og Madam Arthur, alvorsstunderne, gråden og krammene som man ikke ville give slip fra, samtalerne om livets forgængelighed, vågestunderne ved sygelejet, de forvredne ansigter, min bedste ven i koma, næsten sort i huden på grund af lever- og nyresvigt, begravelse på begravelse på begravelse. "Vi er generationen som blev gamle 50 år før tiden", sagde Morten kort før sin død som 32-årig. Jeg siger det ikke til nogen, men en gang imellem besøger jeg hans grav og står der og mindes en fortid, som føles langt væk og dog så påtrængende hver eneste fucking dag.
Som overlevende fra katastrofer ofte kan fortælle, kan man nu og da fyldes af forundring og måske ligefrem en selvransagelse, der kan grænse til selvbebrejdelse. Hvorfor fik jeg lov til at overleve, når så mange vidunderlige mennesker måtte lade livet?
Jeg prøver at slå tanken fra mig. Jeg kan ikke bruge den til noget. Og dog. Jeg kan bruge den som det perfekte middel til selvopholdelse i modgang. For som langtidsoverlevende med HIV og med op til flere AIDS-diagnoser, omhyggeligt oplistet på min hospital-journals første sider, kan jeg kun være jublende glad for stadig at være i live.
Den gang jeg blev en ung, men gammel mand lærte jeg, at livet er for kort til at spilde på ligegyldigheder. Jeg gider ikke flueknepperi. Jeg har ingen tålmodighed med tidrøvere. Jeg har alt for travlt med at elske og grine og græde og kysse på min elskede. At leve. At føle mig taknemmelig.
Glædelig World AIDS Dag. Pas på hinanden.
Sådan har det været siden 1994. På et tidspunkt hvor AIDS hærgede homo-miljøet herhjemme og især i Hovedstaden besluttede en gruppe af HIV-smittede fra Positivgruppen på Frederiksberg sig til at mindes de forfærdende mange døde blandt os med denne smukke markering.
Lys har alle dage været et vigtigt element for os positive, når vi samles. I mange år fandtes der også en årlig AIDS-march, hvor vi gik gennem Københavns og Århus' gader med fakler sammen med vores familie og venner. Det var altid en svær gang at gå. Tavse marcherede vi der, så alle kunne se os, i denne demonstration af solidaritet med de dødsdømte og knuget af savnet over dem, vi mistede. Man gik og så sig om: hvem mangler i år? Og man prøvede at undertrykke chokket, når man pludselig så ham dem smukke unge fyr fra diskoteket, forvansket til ukendelighed af Kaposis Sarkom - den særlige kræft, som især rammer folk med AIDS og som viser sig som store violette skjolder på huden.
Et år valgte en af mine nære venner marchen fra. "Jeg kan ikke", sagde han. "Den fakkel repræsenterer mig, og jeg føler det, som om jeg deltager i min egen begravelse".
Omkring årtusindskiftet kom tre-kombinations-behandlingen. Det viste sig, at hvis man gav patienterne tre forskellige typer hiv-medicin, kunne man rent faktisk holde folk i live - tilsyneladende i temmelig lang tid. Det var et medicinsk gennembrud, men prisen var rædsomme bivirkninger. Jeg fik fornøjelsen af en af de første typer HAART - Highly Active Anti-Retroviral Treatment. Og som så mange andre måtte jeg tage piller for at bekæmpe bivirkningerne af hiv-pillerne, som var nogle enorme kapsler, hvoraf nogle for guds skyld skulle indtages fastende, andre sammen med mad, andre med rigelig væske, og alle de forskellige typer skulle sluges flere gange i døgnet.
Dengang sad HIV-patienter altid yderst på rækken, når vi gik i biografen. Det var vigtigt at kunne nå på toilettet, for diarre var den mest almindelige bivirkning af pillerne. En god ven til mig måtte simpelthen kapitulere og droppe alle former for selskabeligt samvær udenfor hjemmet. Han gik med voksenble. Mange andre stiftede bekendtskab med nervebetændelse i fødder og hænder, andre gik simpelthen ud af facon: de mistede fedtet på benene, armene og i ansigtet og fik udstående blodårer, og de værst ramte af dem lignede kz-fanger, uanset hvor meget de spiste. Andre igen oplevede den modsatte virkning af de samme piller: de udviklede store pukler af fedt, som gav dem tyrenakker og en vis lighed med Klokkeren fra Notre Dame. Og så var der den medicin som gav onde drømme og som fremkaldte hallucinationer. Det gav folk søvnløse, rædselsfulde nætter og førte til groteske situationer, når de fx så mord eller overfald på åben gade ved højlys dag, selv om andre kunne forsikre dem om, at der intet skete.
Der er sket utroligt meget siden den gang jeg gik rundt med et A4-ark med min medicinplan i den ene lomme og et lille vækkeur i den anden for at minde mig om, hvornår de næste piller skulle ædes. Og der var aldrig mere end tre timer imellem pille-indtagene.
I dag får mange HIV-patienter kun en enkelt pille i døgnet, og den er bivirkningsfri - eller næsten. Såvidt vi ved i hvert fald, for hvem ved, hvad daglig indtagelse af skrap medicin gør ved dine organer på lang sigt?
I dag ved vi også, at med moderne medicin smitter velbehandlede HIV-patienter ikke. Heller ikke ved sex uden kondom. Derfor dropper flere og flere par kondomet, selv om den ene af dem har HIV. Og derfor får mange af disse par børn, som fødes til et liv uden HIV. HIV-positive kan også adoptere børn, og hvorfor ikke? I dag kan man leve ligeså længe med HIV som uden, hvis bare man husker den daglige pille - hvis man vel og mærke er så heldig at bo i et land, hvor man har adgang til den.
Men ingen roser uden torne: HIV-positive er stadig ikke altid i høj kurs som potentielle kærester eller bare som et one-night-stand. Den angst som blev banket ind i folk i de år, da HIV-epidemien kostede så mange liv, sidder der stadig. Der er et stigma forbundet med HIV, som det vil tage mange år at slippe af med. Derfor går mange positive stadig meget stille med dørene om deres status.
Omvendt er budskabet om, at HIV ikke smitter længere i høj grad blevet opfanget i risiko-grupperne. Og det i en grad så det giver bagslag: blandt bøsser dropper flere og flere kondomet, fordi alle har læst overskriften, men alt for få forbeholdene:
For det første er det ikke alle HIV-positive som er i behandling (omkring 15% er det ikke her i landet). For det andet er der i størrelsesordenen 1000-1500 mennesker som er smittede uden at vide det. Det er denne gruppe som er årsag til, at omkring 200 mennesker om året stadig smittes i Danmark.
Skal vi stoppe HIV, kræver det en indsats på tre områder:
1) Viden. HIV er stadig en farlig kronisk sygdom og ikke noget at spøge med.
2) Forebyggelse. Kondomer er stadig det bedste middel mod at blive smittet
3) Testning. Vi SKAL have overbevist folk fra risikogrupperne om vigtigheden af at blive HIV-testet.
Det sidste burde ikke være svært, for der er både en pisk og en gulerod til rådighed. Pisken hedder, at går du rundt i længere tid med uopdaget HIV, undermineres dit immunforsvar, og du kan udvikle AIDS, før du aner det. En AIDS-sygdom som lungeinfektionen PCP kan slå dig ihjel på en uge. Guleroden er det vigtigste: Opdages din HIV i tide, udsætter du ikke andre for smitte, og du får et langt og godt liv takket være en enkelt pille om dagen.
Det er i sig selv fremmende for indsatsen mod HIV, når positive står frem med sygdommen. Det demonstrerer overfor de alt for mange, som frygter at blive testet, at der er et liv efter HIV. Et godt liv endda. Som nævnt falder din værdi som positiv på dating-markedet på trods af de mange gode nyheder om behandlingen, men jo flere som tør sætte et ansigt på HIV, jo færre vil opleve HIV som en begrænsning.
Ser vi på hele Europa, udgør det såkaldte mørketal - dem som er smittede uden at vide det - en tredjedel af alle dem, som er ramt af HIV. Det er et skræmmende tal, som fortæller meget om, at sygdommen stadig er omgærdet af en frygt og en udstødelse af de ramte, som er den største hindring for dens bekæmpelse. Her kan vi alle gøre en indsats - positive og negative sammen.
Når jeg køber mit lys på Nytorv og tænder det, fyldes jeg altid af et virvar af følelser. Tænder jeg her et håbets lys for mig selv? Tænder jeg det for min elskede? Eller burde jeg i virkeligheden købe et par dusin lys og tænde dem som et minde om ex-kæresten, jeg mistede, og de alt for mange venner, jeg holdt af, men som bukkede under i de traumatiserende år, da jeg var ung?
Jeg bærer mindet om dem alle i hjertet. Jeg hverken kan eller vil glemme dem. De glade timer, samværet, rejserne, dansen til de lyse timer på Pan og Madam Arthur, alvorsstunderne, gråden og krammene som man ikke ville give slip fra, samtalerne om livets forgængelighed, vågestunderne ved sygelejet, de forvredne ansigter, min bedste ven i koma, næsten sort i huden på grund af lever- og nyresvigt, begravelse på begravelse på begravelse. "Vi er generationen som blev gamle 50 år før tiden", sagde Morten kort før sin død som 32-årig. Jeg siger det ikke til nogen, men en gang imellem besøger jeg hans grav og står der og mindes en fortid, som føles langt væk og dog så påtrængende hver eneste fucking dag.
Som overlevende fra katastrofer ofte kan fortælle, kan man nu og da fyldes af forundring og måske ligefrem en selvransagelse, der kan grænse til selvbebrejdelse. Hvorfor fik jeg lov til at overleve, når så mange vidunderlige mennesker måtte lade livet?
Jeg prøver at slå tanken fra mig. Jeg kan ikke bruge den til noget. Og dog. Jeg kan bruge den som det perfekte middel til selvopholdelse i modgang. For som langtidsoverlevende med HIV og med op til flere AIDS-diagnoser, omhyggeligt oplistet på min hospital-journals første sider, kan jeg kun være jublende glad for stadig at være i live.
Den gang jeg blev en ung, men gammel mand lærte jeg, at livet er for kort til at spilde på ligegyldigheder. Jeg gider ikke flueknepperi. Jeg har ingen tålmodighed med tidrøvere. Jeg har alt for travlt med at elske og grine og græde og kysse på min elskede. At leve. At føle mig taknemmelig.
Glædelig World AIDS Dag. Pas på hinanden.
mandag den 13. oktober 2014
Operation Svin
Det forlyder, at DF jubler over det påtænkte forbud mod dyresex. Dette er dog kun trin et i en flertrins-strategi, der har til formål at ophøje svinet til Danmarks nationaldyr, da ingen jo alligevel gider sætte tænderne i en svane.
Som et led i vinter-kampagnen "Danmark - svinenes land" - har Martin Henriksen allerede i flere dage været iført en maske, forestillende en gris. Desværre har ingen endnu bemærket forskellen.
Grise-kampagnen nyder stor opbakning fra DF's bagland. De grynter alle så godt de kan, (det som i andre partier kaldes at debattere). mens de forsøger at udtænke en plan for, hvordan sortfods-svinet, vortesvin og vildsvin skal hindres adgang til landet. Samtidig skal udtryk som "dit dumme svin", "svineri" og andre skældsord med grise-associationer forbydes. Partiet har i den forbindelse nedsat en tænketank, som skal komme op med erstatninger for ord som "perkersvin". Blandt de indkomne forslag fører "perker-kloakrotte" for tiden stort.
Når dagen oprinder og grisen har fået sin naturlige plads i rigsvåbnet i stedet for de tåbelige løver, har Pia Kjærsgaard tænkt sig at fejre det med en ceremoni, som kulminerer i, at hun flår sin perlekæde af og kaster den ud til en udvalgt skare af sine vælgere, så det gamle mundheld får en ny og meget konkret betydning.
Partiet har længe overvejet at kræve af Folkekirken, at svinet saligkåres og gøres helligt, men har droppet tanken igen, da man jo så ikke kan æde dem længere - "og jeg har altså brug for min daglige dosis bredspektret penicillin, for jeg er så betændt", udtaler Førerinden.
Hos Landbrug & Fødevarer er man lykkelig for, at DF sådan går i brechen for de øffende dyr. Den ny direktør Karen Hækkerup siger til TV2: "Det har næppe været nogen hemmelighed, at DF og jeg på lange stræk deler de samme værdier, og med den nye kampagne kommer vores fælles værdigrundlag klart til udtryk i en fælles svinsk holdning".
Det er et inderligt håb hos Dansk Fascistprædikantparti, at man om få år kan indføre en egentlig svine-tvangsfodring af befolkningen. "Om jeg så kommer til at kvæle et par af dem i Stryhns, helmer jeg ikke", siger den dynamiske retsordfører Skaarup, som fortsætter: "tænk på alle de befolkningsgrupper vi kan undertrykke på den måde: ikke bare mullaerne og dimmierne, men også de radigale vegetar-svagpissere, hættemågerne fra Føtex og palæo-pladder segmentet fra Systemet Politiken".
På de indre fronter har DF dog måttet udkæmpe visse interne kampe. Søren Espersens frue, Propaganda-Stormtropførerinde Yvette har i et harmdirrende brev fastslået, at det er i strid med Fruens jødiske tro at spise gris. "Når jeg tænker på, hvordan jeg på plakat efter plakat har malet de mest gruopvækkende, fiktive rædselsscenarier efter omhyggelige direktiver fra ham den gale, forfølgelsesvanvittige mand med skægget fra Trykken i Tarmene Selskabet, som drømte det hele i den ene våde drøm efter den anden, så må jeg også have krav på særbehandling", fastslår Fru Espersen, der også gør opmærksom på, at særere end hende er kun få. Fru Yvette skal dog nok få sin undtagelse. "Vi er jo ikke fanatikere", som partiet overgrismand, Thulledalle blandt venner, formulerer det.
Det nye svinelovskompleks - Øffentlighedsloven kaldet i embedsværket - rulles ud i de kommende år. Og før vi ser os om, vil der i Christiansborgs granit stå mejslet de manende ord, inspireret af en sundhedskampagne fra fjerne tider: "Danmark - vi er hvad vi æder".
søndag den 17. august 2014
Løkke-kataloget
Jeg havde ikke set det komme, men i dag skete det:
Jeg læste en Ekstrablads artikel om endnu en af Lars Løkkes luksus-excesser, som knapt længere kan hidse nogen op, for man ved jo, at manden har et lemfældigt forhold til penge, og især når det er andres, da jeg blev fanget af en klog, velunderbygget kommentar fra en af avisens læsere under artiklen.
Nazionen taler med fornuft - for en gangs skyld. Jeg er lammet.
Kommentaren fra "Jens P" er en lang opregning af Lars Løkkes skandaler gennem årene - velunderbygget med links hele vejen.
For forståelighedens skyld har jeg tilladt mig at redigere en smule i tegnsætningen og rette nogle stavefejl. Desuden har jeg indlejret links i teksten - klik på hver enkelt punkt herunder for dokumentation - men intet er ændret, som kunne forandre budskabet.
Herefter er ordet Jens P.'s:
Jeg fatter ikke Løkkerideren kan få en eneste stemme....
Her er et udvalg af skandaler med Lars Løkke som hovedpersonen:
Jeg fatter ikke Løkkerideren kan få en eneste stemme....
Her er et udvalg af skandaler med Lars Løkke som hovedpersonen:
Gør grin med folk som 2.000 kr. om måneden betyder noget for
Får venstre til at betale for sit dyre tøj
Snød som 17 årig Hanne boel for 30.000
Bilagssagen, hvor hvor staten betalte for hans øl og pornofilm og mere til på et hotel
Fik som amtsborgmester en næse i 2001 af Justitsministeriet for at et budgetteret underskud på 10 millioner voksede til 150 milioner
Overbetaling på en milliard til private sygehuse
En rygekabine som først staten skulle betale. Senere udtalte han, at han nok selv skulle betale den, men det endte med, at Venstre kom til at hænge på regningen
Gav apotekerbevilling mod anbefaling til ven af partiet
Skattesagen hvor det lyser ud af ham at han lyver
Bil med privat chauffør betalt af Venstre
Løkke prøver at forklare, at man godt kan have en holdning, som er helt forskellig fra ens standpunkt
Lars Løkke sviner Jes Dorph til i Tivoli
Liste med fem situationer, hvor Løkke er gået amok, har væltet stole i raseri m.m.
Løkke OG hans spindoktor amok på DR-vært, som vovede at spørge om noget, der ikke var aftalt på forhånd
GGGI-sagen - Løkke i kolossalt overforbrug
Har ikke været på Folketingets talerstol i over TO år (Efter denne artikel skyndte han sig på talerstolen, men derefter fulgte endnu et års fravær)
------
Den samme Ekstrabladslæser har også gennemskuet, hvordan Løkke håndterer det, når han gribes i endnu en skandale:
1 Først går han under jorden og nægter at svare på spørgsmål om det, han er blevet taget i.
2 Så kommer diverse partisoldater på banen og kæmper hans kamp.
3 Løkke dukker op og giver et par korte svar omkring sagen.
4 Med brug af en masse verbale krumspring får Løkke sagt undskyld og lover, at det aldrig sker mere.
5 Noget tid efter begynder han at gøre grin med sagen.
6 Tre måneder efter følger endnu en skandale.
Ekstrabladslæseren sætter til sidst trumf på med et link til en artikel fra Ugebrevet Mandag Morgen, som dokumenterer, at Venstres årelange snak om den nuværende regerings "løftebrud" slet og ret er løgn.
Faktisk har den nuværende regering gennemført flere af sine løfter end Løkkes regering gjorde.
----
Jeg kan kun takke Jens P for dokumentation over Løkkes rådne moral, hans hidsige temperament og hans ubegribeligt ringe evne til at håndtere økonomiske spørgsmål.
Herefter mangler vi kun svaret på det største spørgsmål af alle:
Hvordan fanden kan nogen støtte det menneske som leder af noget som helst?
Papes dilemma
Søren Pape udtaler til Politiken i dag, at han bestemt ikke er sprunget ud som homoseksuel. Han blev tvunget ud. Stakkels mand. 42 år gammel og så umoden, at han kun er i stand til at se sine omgivelser i øjnene, som den han er, når andre tvinger ham til det.
Og Sørine Gotfredsen - bjørnekloen i paradisets have - skriver på sin blog i Kristeligt Dagblad om Pape: ”Der er mennesker i Danmark, som opfatter en skabelsesorden som så vigtig og så grundlæggende for samfundets struktur og udvikling, at det her med de homoseksuelle kommer så meget på tværs af deres opfattelse af, hvad der er naturligt og rigtig og vigtigt at bygge på, at det i det her tilfælde vil have en betydning, Dette vil skade De Konservative."
Tilsammen udtrykker de to ret præcist det borgerlige Danmarks opfattelse af homoseksuelle: her er tale om en afvigelse, som bør gemmes af vejen. Den strider nemlig mod naturens orden og er i bund og grund til hinder for samfundsudviklingen eller direkte samfundsnedbrydende.
Det klinger direkte latterligt i mine ører, når de borgerlige taler om deres værdi- eller kulturkamp, for det er jo ikke forbedringer, de kæmper for. De kæmper for en samfundsorden, som vi skal tilbage til de tidligere tressere for at genfinde. Den gang da kvinderne passede hjemmet, og en bøsse kun var et våben til jagtbrug. Den gang hvor homoer var usynlige - eller fejet ind under gulvtæppet, som man siger i de kredse.
Jeg ynker Søren Pape, og jeg ynker de forbløffende mange homoseksuelle, som stemmer K, V eller DF. "Jeg definerer ikke mit politiske standpunkt ud fra min sexualitet" er deres svar ofte, når konfronteres med det selvmodsigende i at bakke op om partier, som helst ser dem gå i et med kernefamiliesamfundets grå tapet. Men de glemmer bekvemt, at når de overhovedet har ret til at elske den de vil og trods alt blive mødt med respekt fra de fleste, skyldes det kun tapre homo-aktivister, som tog springet og konfrontationerne på deres vegne i håb om at skabe en bedre verden - ikke bare for sig selv, men for alle andre med samme sexualitet.
Hvert år deltager V og K i Gay Pride. Fra partiernes kampagne-vogne kan man se glade unge, borgerlige homosexuelle stå og vinke og fejre en mangfoldighed, som helt enkelt ikke er tilstede i deres egne partier. De står der ikke på grund af deres partis indsats for homo-sagen, men på trods af den, og de lader som om, de ikke ved det. De befinder sig på en ladvogn, men de står på skuldrene af tusinder af ligeretsforkæmpere, hvis agenda deres eget parti har forsøgt at bekæmpe af al magt gennem årtier.
Skal ordet værdikamp overhovedet have nogen betydning i homo-politisk kontekst må man også forlange et minimum af selvindsigt hos de kæmpende. Pride betyder stolthed, men i homo-sammenhæng handler det ikke om at være stolt over noget, man er født som. Det handler om at være stolt over at turde stå ved sig selv - uden at være "tvunget" til det af ydre omstændigheder. Om at tone rent flag med andre ord. I så henseende er Pape milevidt fra at være i mål.
Og Sørine Gotfredsen - bjørnekloen i paradisets have - skriver på sin blog i Kristeligt Dagblad om Pape: ”Der er mennesker i Danmark, som opfatter en skabelsesorden som så vigtig og så grundlæggende for samfundets struktur og udvikling, at det her med de homoseksuelle kommer så meget på tværs af deres opfattelse af, hvad der er naturligt og rigtig og vigtigt at bygge på, at det i det her tilfælde vil have en betydning, Dette vil skade De Konservative."
Tilsammen udtrykker de to ret præcist det borgerlige Danmarks opfattelse af homoseksuelle: her er tale om en afvigelse, som bør gemmes af vejen. Den strider nemlig mod naturens orden og er i bund og grund til hinder for samfundsudviklingen eller direkte samfundsnedbrydende.
Det klinger direkte latterligt i mine ører, når de borgerlige taler om deres værdi- eller kulturkamp, for det er jo ikke forbedringer, de kæmper for. De kæmper for en samfundsorden, som vi skal tilbage til de tidligere tressere for at genfinde. Den gang da kvinderne passede hjemmet, og en bøsse kun var et våben til jagtbrug. Den gang hvor homoer var usynlige - eller fejet ind under gulvtæppet, som man siger i de kredse.
Jeg ynker Søren Pape, og jeg ynker de forbløffende mange homoseksuelle, som stemmer K, V eller DF. "Jeg definerer ikke mit politiske standpunkt ud fra min sexualitet" er deres svar ofte, når konfronteres med det selvmodsigende i at bakke op om partier, som helst ser dem gå i et med kernefamiliesamfundets grå tapet. Men de glemmer bekvemt, at når de overhovedet har ret til at elske den de vil og trods alt blive mødt med respekt fra de fleste, skyldes det kun tapre homo-aktivister, som tog springet og konfrontationerne på deres vegne i håb om at skabe en bedre verden - ikke bare for sig selv, men for alle andre med samme sexualitet.
Hvert år deltager V og K i Gay Pride. Fra partiernes kampagne-vogne kan man se glade unge, borgerlige homosexuelle stå og vinke og fejre en mangfoldighed, som helt enkelt ikke er tilstede i deres egne partier. De står der ikke på grund af deres partis indsats for homo-sagen, men på trods af den, og de lader som om, de ikke ved det. De befinder sig på en ladvogn, men de står på skuldrene af tusinder af ligeretsforkæmpere, hvis agenda deres eget parti har forsøgt at bekæmpe af al magt gennem årtier.
Skal ordet værdikamp overhovedet have nogen betydning i homo-politisk kontekst må man også forlange et minimum af selvindsigt hos de kæmpende. Pride betyder stolthed, men i homo-sammenhæng handler det ikke om at være stolt over noget, man er født som. Det handler om at være stolt over at turde stå ved sig selv - uden at være "tvunget" til det af ydre omstændigheder. Om at tone rent flag med andre ord. I så henseende er Pape milevidt fra at være i mål.
Abonner på:
Opslag (Atom)




