Jeg støder jævnligt på en kvinde i medierne, som hele tiden beklager sig over, at hun mangler noget stort, som kan udfylde et tomrum i hendes tilværelse. En lang, hård, glat, fed satan, som kan opfylde alle hendes inderste drømme.
Den må gerne være kold, og farven på den er for så vidt ligegyldig, Den skal bare kunne stå op på kommando, men især skal den kunne lægge sig ned og bare være til rådighed når som helst og hvor som helst.
Kvinden virker som besat af tanken. Det er en tilbagevendende drøm, som fylder så meget i hendes tilværelse, at hun simpelthen MÅ dele den med andre igen og igen og igen.
Hun har mange fans, den besatte kvinde. De elsker dette indblik i det sorteste af hendes sjæl, og de håber sammen med hende på, at hun en dag virkelig får den, så det kan mærkes - så hendes spinkle krop kommer til at skælve, og ekstasens savl løber ned ad hagen på hende.
Jeg taler om Pia Kjærsgaard og hendes grænsebom.
Løsningen på alle vort lands problemer. Svaret på underskuddet på finanserne. Punktummet for boligmanglen i storbyerne. Det definitive stop for narko-kriminalitet. Problemknuseren, som får al det integrations-pladder til at forsvinde som dug for solen. Metal-tingesten som helt af sig selv stopper nedskæringerne på socialområdet, og hvis afledte indtægter kan finansiere bygningen af mammut-statuen Pia Danske, som tænkes placeret på Blågårds Plads.
Sådan ser både hun selv og hendes tilhængere det i hvert fald.
De hyler og skriger om den grænsebom. De længes efter dens afvisende kulde. De bliver våde i bukserne ved tanken om bommen, der sænkes brat, når en sortsmudsket / muslim / terrorist / flygtning / østeuropæer (det ikke gældende bedes overstreget) nærmer sig.
Mange af dem mindes stadig den gang, vi rent faktisk havde sådan nogle. Men de fleste af dem har glemt, at de ikke gjorde en skid forskel. Deres vigtigste funktion var at stoppe danskere, der vendte hjem fra endnu et besøg hos Fleggaard eller Otto Duborg med bagagerummet fyldt med så mange bajere og Bailey-flasker, at Skodaen sank sammen i støddæmperne. Så betalte man sin bøde, og på hjemturen bandede og svovlede man over de fandens nidkære røvhuller i uniform, som ikke havde bedre ting at give sig til end at genere den lille mand.
Men nu vil de have røvhullerne tilbage. Grænserne skal bevogtes, bommene skal være vores nye nationalsymbol, og alt efter hvilket stadie af galskab, de er nået til, skal der etableres mure, pigtråd, automatiske skydeanlæg, maskingeværreder eller et mineret ingenmandsland til beskyttelse af nationen.
Men ingen af dem har svar på, hvordan det skal lade sig gøre i praksis. Det er selvfølgelig nemt at opsige ligegyldige traktater som Schengen-aftalen og Menneskerettighedserklæringen, hvis bare man har 90 sæder i Folketinget, men selv om vi gjorde det, hvad så?
Kan vi leve med fire timer lange køer ved grænsen, som enhver der i gamle dage besøgte Berlin oplevede? Ville det i praksis være andre end meget ensomme mennesker, der ville finde det fedt at få stukket en finger op i røven af en gummi-behandsket embedsmand på jagt efter den klump hash, du købte på havnen i Hamburg? Og ville tyskerne og svenskerne finde det rimeligt at blive belemret med de mennesker, som ikke faldt i vores snævre smag? Og ville det falde i god jord hos vores partnere i NATO og de andre krigs-alliancer, hvis vi bliver ved med at føre en "aktiv udenrigspolitik" - nydansk for "vi bomber, de flygter" - men nægter at leve med konsekvenserne af vores handlinger: tusinder af mennesker på flugt?
Og hvordan - helt konkret hvordan! - løser omdannelsen af Danmark til et samfund, som ville give enhver Stasi-agent bule i bukserne, de konkrete problemer?
Der var også kriminalitet, den gang vi havde grænsebomme. Ved Kjærsgaard, at antallet af anmeldte forbrydelser faktisk var højere, før vi droppede bommene og sluttede os til Schengen-aftalen? Og hvis hun ved det, hvorfor tier hun så med det? - Hendes tilhængere ved det i hvert fald ikke. Selv ikke de kan være så dumme at kræve en løsning, som de på forhånd ved ikke virker.
Danmark er en del af Europa på samme måde som Fyn og Jylland er en del af Danmark. Og ligesom vi ikke stopper al kriminel aktivitet i Odense og Aarhus ved at sprænge Storebæltsbroen i atomer og postere 1000 Søren Espersen-kloner ved indsejlingen til Nyborg som et værn mod onde elementer fra Lorteøen, stopper vi hverken forbrydere eller flygtninge ved hjælp af 1000 vandrette fallos-symboler langs vores grænser.
Den slags gør man gennem et grænseoverskridende samarbejde. Ved at række hånden ud til de andre nationer med samme problemer som os og i fællesskab finde løsninger. Ved at dele ansvar og pligter. Ved at anerkende, at vores gerninger som nation har konsekvenser - ikke ved at stikke af fra dem.
Mure og bomme kan dog nok i teorien medvirke løse ét problem: udvandingen af danskernes leverpostej-farvede, men dog ariske særkende. Det løses først og fremmest ved et kneppe-forbud, som stopper folk af forskellig hudfarve fra at have samleje - som man kendte det i de gode gamle apartheid-dage i Sydafrika - men et sådant forbud kan sagtens suppleres med en scanning af alle personer ved grænsebommen og en brutal afvisning af enhver, som er for sortsmudsket. Det vil godt nok give Kjærsgaard store problemer, når hun vender hjem fra det årlige ophold i sit sommerhus på Santorini, men hun må så finde sig i at leve i eksil i det store farlige udland, til hun er blevet dansker-bleg igen. Det har sin pris at være racist. Det må selv hun forstå. Og hendes fans er sikkert til enhver tid friske på at ofre grisefesterne på Mallorca på de lukkede grænsers alter, ikke sandt?
Det er ikke flygtninge eller udenlandske kriminelle, som er Danmarks største problem. Det er tidrøvere. Fladpandede ignoranter der kvæler enhver konstruktiv debat med deres bizarre krav om "løsninger", som kun gør ondt værre. Og det er populistiske røvhuller med status af politikere, som narrer naive sjæle til at tro, at racisme, isolationisme og ja, jeg siger det sgu: det 21. århundredes udgave af nazisme, er svaret på alle deres små, små problemer.
Hitlers propaganda-minister Joseph Goebbels var et klogt, dumt svin. Et af hans kendteste citater lyder:
Hvis du lyver stort nok og bliver ved med at gentage løgnen, vil folk til sidst tro på den. Men løgnen kan kun fastholdes, så længe staten er i stand til at beskytte folket mod de politiske, økonomiske eller militære konsekvenser af den.
En mur omkring Danmark forvandler ikke nationen til en Morten Korch idyl. Men tanken om den er med til at gejle et stigende antal tåber op. Tåber, som lader sig misbruge af politikere, som i bund og grund er anti-demokrater og dermed ikke en døjt bedre end de fremmede elementer, de ynder at bruge som skræmmebilleder.
Bommen og muren er ikke vejen frem. De er den sikre vej tilbage til en ond fortid, som vi stadig omtaler som de fem forbandede år. Lad det ikke ske igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar