Nok er nok

Partiet Liberal Alliance opnår hele ti mandater i den seneste meningsmåling. Til gengæld har partiets leder Anders Samuelsen en uhørt lav troværdighed i befolkningen ifølge en anden måling, udført for TV2 og Politiken.

Det kan måske være en trøst for Lene Espersen og Helle Thorning, som begge befinder sig i en voldsom mediestorm på grund af manglende troværdighed i disse dage.

Hvorfor? Fordi intet dansk parti tidligere har snydt og bedraget sine vælgere som netop Liberal Alliance - og sluppet afsted med det:

Partiet blev under navnet Ny Alliance valgt ind i Folketinget i 2007 på en forfriskende borgerlig agenda, som blandt andet gik på en skarp og kompromisløs afstandtagen til Dansk Folkepartis minoritetsfjendske holdninger. "Nok er nok", som partiets medstifter Gitte Seeberg udtrykte det.

Men knapt havde partiet gjort sit indtog på Christiansborg før en lang række af interne skænderier begyndte at sætte sit præg.

5. januar 2009 indtraf så det første deciderede vælgerbedrag: Naser Khader forlod partiet og sluttede sig til De Konservative - et parti, som han både som forhenværende radikal og senere Ny Alliance-mand havde været indædt modstander af.

Khader kunne have valgt at lade sin vankelmodighed give sig udslag i et exit af Folketinget sådan at de vælgere som havde stemt på ham havde fået en suppleant som kunne fortsætte kampen mod Pia Kjærsgaards parti.

Han valgte det modsatte: de vælgere som stemte Khader ind i 2007, fik nu pludselig en repræsentant på Tinge, som stod for de stik modsatte holdninger af det, de havde valgt ham ind på.

I mellemtiden havde partiet også skiftet navn. Liberal Alliance opstod ud af det blå en sommerdag i 2008. Givetvis som et chok for det mange af dets vælgere meddelte partiledelsen, at man nu var fuldblods-støtteparti til den regering, man var gået til valg på at vælte.

16. juni 2009 fik partiet tilslutning af den forhenværende radikale Simon Emil Ammitzbøll, som også præsterede at bedrage sine vælgere ved at blive i Folketinget, selv om flere af hans grundholdninger pludselig vendte 18o grader. Som homoseksuel vælger var det fx et i særsyn besynderligt skue at se Ammitzbøll - den homoseksuelle, tidligere indædte forkæmper for homorettigheder - tilslutte sig VKO's agenda, som omfatter nej til homo-adoptioner, nej til kirkevielser af homoseksuelle, nej til Gay Pride - nej til deltagelse i enhver homo-relateret event, uanset omfang og popularitet.

Et af de mere spektakulære partiskift, relateret til Ny Alliance, indtraf da nyvalgte Malou Aamund forlod Alliancen den 5. februar 2008 for at slutte sig til Venstre. Hermed genvandt VKO sit absolutte flertal i Folketinget og endnu et folketingsmedlem havde snydt sine vælgere ved pludseligt at slutte sig til fjenden. Her endda med store parlamentariske følger.

I dag er partiet ultraliberalt, men bakker i enhver henseende op om VKO. Her finder man årsagen til, at partiet i disse dage oplever en vis øget tilslutning i meningsmålingerne: Konservative vælgere vender nemlig Lene Espersens parti ryggen i stor stil og vælger Ny Alliance i mangel af andre alternativer. De vælgere er - naturligvis - ikke de samme vælgere, som anser Anders Samuelsen for at være utroværdig.

Det skudsmål får han snarere af partiets gamle støtter og alle vi andre som med tiltagende måben har fulgt partiet og dets repræsentanters næsten farceagtige holdningsskift indenfor ganske kort tid: den ene dag stærkt imod regeringen - den næste dag den samme regerings svorne støtter. Den ene dag siger de "nok er nok". Den næste kan de ikke få nok. Hvor har man det parti? Hvem ved, hvad man i virkeligheden stemmer på, hvis man sætter sit kryds ud for liste L ved næste valg?

Liberal Alliances leder er med god grund i top tre blandt Danmarks mest mindst pålidelige. At denne utroværdighedens Oscar-runner-up samtidig formår at samle 5,8 procent af stemmerne eller 10 mandater i meningsmålingerne siger alt om, hvor galt det står til med tilliden til danske politikere - i vælgerbefolkningen i almindelighed og hos De Konservative i særdeleshed.