Søg i denne blog

fredag den 9. april 2010

Hvor skal vi sove i nat?
























Storbritannien skal snart til valg, og også der er det politiske miljø ret betændt.


Senest har en ubehagelig afsløring ramt De Konservative. Og afsløringen har oven i købet sit afsæt i en af de avis-historier, som i forvejen havde bragt britiske sind i kog.


Den handler om bøsseparret Michael Black og John Morgan fra Brampton i Cambridgeshire, som havde reserveret i værelse på en lille Bed & Breakfast pension i Berkshire.


Parret er godt oppe i årene – 56 og 62 år – og må siges at høre til de lidt småkedelige. John er byrådsmedlem for de liberale i deres hjemby. Michael er revisor.


Da de ankom til pensionen, styrtede husets frue ud for at møde dem i indkørslen. Hun meddelte dem, at det først nu var gået op for hende, at det var to mænd, som havde foretaget reservationen, og at hun som kristen ikke under nogen omstændigheder ville have den slags mennesker under sit tag.


Black og Morgan måtte finde et andet sted at overnatte, men valgte at anmelde den ugæstfri gæstgiver. Som de udtalte til The Observer: ”ingen ville være i tvivl om det forkastelige i værtindens opførsel, hvis det var to sorte mennesker, hun havde afvist”.


Nu raser debatten i England så om, hvorvidt forretningsfolk skal have lov til at udelukke kunder, de ikke kan lide. Alle de store partier har imidlertid været enige om, at man naturligvis ikke kan tillade racediskrimination eller diskrimination på grundlag af tro eller seksuel overbevisning. Hvad folk siger og gør som privatpersoner er deres egen sag, men vælger man at drive en forretning, har man pligt til at betjene alle.


Det britiske konservative parti – the Tories – kæmper i disse år med et noget støvet image. Som led i moderniseringen af partiet har man ved utallige lejligheder de senere år understreget hvor homo-venlig, man er. Der var endda en særlig Gay Pride event ved partiets sidste landsmøde, hvor tusinder af medlemmer deltog og mange af partiets homoseksuelle medlemmer benyttede lejligheden til at fortælle omverdenen, hvor gay friendly, De Konservative er blevet. Partiet har adskillige homoseksuelle personer blandt dets mest fremtrædende parlamentsmedlemmer; formanden David Cameron var en meget aktiv deltager i sidste års London Gay Pride March, og i sin første tale efter valgets udskrivelse i sidste uge brugte Cameron hele fem minutter på at tale til Storbritanniens homoseksuelle befolkning og forsikre dem om partiets opbakning. Det blev en svulstig omgang, en næsten pinlig hyldest til homoerne, hvor retorikken fik alt, hvad den kunne trække:


"They start businesses, operate factories, teach our children, clean the streets, grow our food and keep us healthy – keep us safe. They work hard, pay their taxes, obey the law. They're good, decent people – they're the people of Britain and they just want a reason to believe that anything is still possible in our country. This election is about giving them that reason, giving them that hope. That's the Conservatives mission – that's my mission – for the next 30 days and I can't wait to get started."


Ikke et sæde var tørt.


Men for få dage siden revnede ballonen.


En af De Konservatives absolutte topfolk, skyggeindenrigsminister Chris Grayling, var inviteret som taler ved et møde hos Centre for Policy Studies – Storbritanniens svar på vores Cepos, den borgerlige tænketank.


Chris Grayling var næppe klar over, at der var journalister tilstede, og heller ikke, at han blev optaget på bånd, mens han udtalte, at han fandt det helt OK, hvis indehaveren af en Bed & Breakfast afviste homoseksuelle i døren. Direkte forespurgt, om det samme så skulle gælde sorte mennesker svarede han ”nej, det er noget andet”.


Kun få briter forsvarer Graylings holdninger, men David Cameron har foreløbig valgt at lade ham beholde sin post i partiet som Englands kommende indenrigsminister, hvis The Tories vinder valget. Et er dog sikkert: størstedelen af landets homoseksuelle vender nu De Konservative ryggen. Også i England gælder det, at der typisk er mere ordgejl end fakta og politisk handling bag de venlige ord om homo-rettigheder og tolerance, når de ytres af borgerlige politikere.


Ingen kommentarer: