Visse hensyn

Den borgerlige blok på i Folketinget, anført af Karen Jespersen, ønsker at få undersøgt, hvilke religiøse særhensyn der tages rundt omkring i det danske samfund.

Dét bliver spændende. Især hvis undersøgelsen medtager den besynderlige fortrinsstilling, som Folkekirken har, trods nogle mildt sagt arkaiske regler og holdninger:

- Uanset hvor ukristelig man er, skal man som nybagte forældre henvende sig til den lokale folkekirkekordegn for at få registreret sit barn.

- Folkekirken har lov til at lave en infernalsk larm med deres klokker både tidligt og silde. En rettighed ingen andre kirkesamfund har.

- Selv ikke-medlemmer af Folkekirken tvinges til at være med til at betale statsbidraget til Folkekirken over indkomstskatten. Statsbidraget betales nemlig ikke af kirkeskatten. Beløbet dækker primært løn og pension til præsterne (som er statsansatte). Statsbidraget udgjorde sidste år over en milliard kroner. Andre kirker modtager intet bidrag.

- I Folkekirkens navn tvinges også ikke-kristne danskere til at fejre bestemte, kristne helligdage, uanset om deres egen religion fejrer nogle andre dage.

- Folkekirken rummer adskillige præster, som ikke vil have noget med kvindelige kolleger at gøre. Når den slags mænd tilhører alle andre religioner, kalder Pia Kjærsgaard dem "mørkemænd".

- Folkekirken rummer gerne racistiske, hadefulde ekstremister som Jesper Langballe og Søren Krarup, men afviser uden tøven to forelskede fyre som gerne vil gifte sig.

- Folkekirkens gudstjenester transmitteres hver eneste dag i Danmarks Radio. Ikke-kristne religioners kirkelige handlinger transmitteres maksimalt en gang om året.

- Selv som afdød slipper en ateist eller anderledes troende ikke ud af Folkekirkens kløer: dødsfaldet SKAL anmeldes til sognepræsten i det sogn, hvor man boede.

Det ville klæde Karen Jespersen og hendes venner at sige det som det er: bag ønsket om en officiel undersøgelse af religiøse særhensyn, ligger alene trangen til at bære mere ved til det hadets bål, som DF dagligt forsøger at antænde i befolkningen.

En snigende statsstøttet racisme baner sig vej. Den bør knuses i sit opløb.

Den lille forskel

Martin Henriksen, ledende medlem af DF, udtaler, at man i DF har svært ved at skelne mellem islam og islamisme, og at man heller ikke finder, at der er forskel mellem tørklæder og burkaer.

Det passer fint med, at det for befolkningen bliver sværere og sværere at skelne DF fra DNSB.

Bøsseblog...

....men alle må gerne læse med. Nedenstående er fra min dagbog på homo-portalen Boyfriend:

Den første måned af 2010 er gået, og året har allerede set femten ny-konstaterede hiv-smittede i Danmark. Trist, men ikke uventet.

Endnu mere trist er det dog, at der tillige er fundet hele syv personer, som udover hiv-diagnosen fik en aids-diagnose, fordi de var så medtaget af langvarig hiv-sygdom, at deres immunforsvar havde slået helt fra. Vi taler med andre ord om personer, som har gået rundt med hiv i årevis uden at være blevet testet.

De hiv-følgesygdomme, som udløser en aids-diagnose er skrækkelige - hver og en. Vi taler for eksempel om fremskreden svamp i mundhulen og spiserøret, så man næsten ikke kan indtage føde, eller om CMV - en ondartet virus som nedbryder organer som fx øjne eller binyrer, så man risikere at blive blind eller miste sin førlighed.

Der er ingen grund til at blive så syg i 2010. Slet ingen.

Det kan ikke siges tit nok: bliv testet straks, hvis du er det mindste i tvivl om din hiv-status. Det er ikke altid nogen picnic at være hiv-patient, men tro mig: at være en ubehandlet hiv-patient, som ikke kender sin status er mange gange værre.

Det er efterhånden veldokumenteret, at hiv primært spredes fra netop gruppen af folk, som går rundt som smittede uden at være testet. Jeg tror, at mange lever i en form for benægtelse gennem lang tid, hvor de fortrænger episoderne med ubeskyttet sex lige så hurtigt som de finder sted; andre føler sig måske usårlige. Andre igen er så angste, at de helt enkelt ikke kan tage sig sammen til at blive testet, uden at en venlig sjæl tager deres hånd og hjælper dem igennem processen.

Hvad end grunden er, er det vigtigt, at vi får nedbragt antallet af utestede hiv-positive iblandt os. Her føler jeg, at vi, som ER positive, har et stort medansvar: jo bedre vi bliver til at italesætte vores egen sygdom overfor omverdenen, jo mindre tabu om den vil der være.

Jeg kan ikke med god samvittighed påstå, at det altid er omkostningsfrit at stå frem som positiv. Mange kan fortælle om mistede venner, kærester, jobs , nærtstående personer, venner gennem mange år, som efter det indledende chok ovenpå nyheden var empatiske, trøstende og hjælpsomme, men som pludseligt 'sivede' og forsvandt i månederne derefter.

Men så igen: de fleste, som er åbent hiv-positive oplever det som en stor lettelse. Lidt som at springe ud for anden gang. Og er man single og på kærestejagt er det unægteligt også rart, hvis aben er ude af buret, før man får dated for meget med Mr Maybe Right. Om man så skal lede målrettet efter en positiv kæreste eller bare kærligheden råde, er et helt andet spørgsmål. Der er flere par i min bekendtsskabskreds med forskellig hiv-status, som har det fint sammen. De er måske i virkeligheden det allerbedste bevis på, at hiv ikke behøver at fylde mere end man selv ønsker, sålænge der blot er fuld åbenhed om sygdommen.

Der er ikke nogen tjekliste for, hvordan man som hiv-positiv skal håndtere sin hiv. Hver må finde sin vej, men ét er sikkert: jo mere vi selv dukker nakken, jo mere tabuiseret bliver vores sygdom, og jo mere vil den blive spredt. Hvordan kan vi forvente, at en frygtsom, måske-smittet fyr tør lade sig teste, hvis vi selv er med til at omgærde hiv med så megen tavshed?

Det er et udtryk for hiv-aktivisme i allerbedste forstand at tale med en ven om at blive testet og hjælpe ham gennem processen, hvis han giver udtryk for, at det er svært at "tage sig sammen".

Det samme kan siges om at være åben om sin hiv-status, uanset om den er negativ eller poz.

Begge dele er hovedingredienser i indsatsen mod den lille virus med den store virkning, men kan naturligvis ikke stå alene. Andre elementer handler om kondombrug, og om at de hiv-negative OGSÅ har en forbandet pligt til at passe på sig selv og ikke overlade deres fremtidige hiv-status til de partnere, de møder i troen på, at fyren nok siger det, hvis han er positiv. Tænk, hvis gutte er ligeså berøringsangst som dig selv? Hvad så?

I Nykøbing Falster er en hiv-smittet fyr netop blevet idømt halvandet års fængsel for at smitte sin kæreste gennem fem år. De to havde aldrig talt om sikker sex, men havde bollet ubeskyttet fra første dag. Samtidig havde de levet i et åbent forhold med adskillige sidespring. Efter forholdet ophørte, blev de begge konstateret positive, og kun fordi der tilfældigvis lå en gammel blodprøve fra den ene af parterne, fra før forholdet begyndte, kunne det fastslås, hvem af de to, der havde smittet den anden. Da de skiltes i vrede, kunne den blodprøve bruges som udgangspunkt for en straffesag. Er det rimeligt?

Vel er det ej!

Havde bare en af de to evnet at få taget en hiv-test og fået slæbt sin partner med, ville meget sorg og frustration være undgået, men selv efter at den ene af dem havde været indlagt i flere omgange for hiv-relaterede sygdomme, kunne han ikke få ordet sagt. Nu sidder han i spjældet, og ex-kæresten har fået sin "hævn". Men Danmark kunne have været én hiv-smittet person og to knuste skæbner foruden, hvis bare....

Det er letkøbt bare at sige "velkommen i klubben" til årets nye hiv-smittede. Men skulle en af jer læse dette, vil jeg bare sige, at du nu er blevet medlem af en klub med det særkende, at rigtig mange af dens andre medlemmer først bliver synlige, hvis DU gør dig selv synlig. Så skal du til gengæld også se løjer! Der er bogstavelig talt millioner af os.

Du er ikke alene.

Det skal nok gå altsammen.

Morgenluft

Så blev burkadebatten lagt død.

Med et svidende nederlag på 95 stemmer mod Dansk Folkepartis 19 forkastede Folketinget tirsdag DF's forslag om et burkaforbud - primært fordi det ville være grundlovsstridigt.

Kun fantaster og ekstremister forestiller sig herefter, at det tørklædeforbud, som partiet drømmer om, har nogen gang på jord.

Forkastelsen af burkaloven kan umuligt komme som en overraskelse for DF. Udmeldingerne fra de andre partier op til afstemningen havde været umisforståelige. Men alligevel kunne partiets pressemedarbejder Kenneth Kristensen Berth ikke undertrykke sin hang til at fremture med flere krav om straf og forbud, da folketingsmedlemmet Kamal Quereshi mødte op til bal hos dronningen i en festdragt fra sit hjemland Pakistan. "Det er en klovnedragt, som ingen steder hører hjemme", fnøs Berth.

Hvorfor har DF'ere denne sygelige trang til at ville bestemme over andre? Og hvem har bildt dem ind, at det er en særlig "dansk" kvalitet at bekæmpe forskellighed?

Det er velkendt, at man i DF hader alt, som adskiller sig alt for voldsomt fra farven grå, men alligevel er det besynderligt at konstatere, at partiet ikke har et eneste positivt budskab på dagsordenen; kun forbud, begrænsninger, stramninger og indskrænkninger, garneret med jævnlige populistiske udmeldinger, som ikke en gang Jyllands-Posten længere gider kolportere. I går hed pressemeddelsen fra DF-hovedkontoret for eksempel "DF beder transportministeren sikre tilstrækkeligt med vejsalt." Som om alle andre partier ønskede et sammenbrud af vejtrafikken.

Dansk Folkepartis eksistensgrundlag handler om frygt. Frygten for en invasion af rotter, frygten for folk med tørklæder, frygten for folk med den forkerte hudfarve, den forkerte religion, den forkerte nationalitet, den forkerte seksualitet eller de forkerte spisevaner. Og frygten giver sig udtryk i et blindt had, som nu i årevis har lagt enhver fornuftig politisk debat i Danmark død, mens vi har spildt tid og kræfter på disse fobi-patienters ondsindede, racistiske dagsorden.

Det er ødelæggende for sammenhængskraften i det danske samfund og afsporer al rationel politisk fremdrift.

Hvor er den visionære politiker som stiller det forslag, som bringer dette vanvid til ophør? Det er jo i virkeligheden så enkelt:

Hvorfor ikke tage afsæt i gårsdagens burkaafstemning og bede Folketingets formand om at sætte samtlige DF's sindssyge forslag til afstemning én gang for alle - så de kunne blive stemt ned en gang for alle?

Der kunne passende sættes en enkelt dag af til formålet i næste måned.

Og når et knusende flertal så har besluttet,

- at tørklæder selvfølgelig er tilladt i det offentlige rum,
- at muslimer godt må dyrke deres gud i moskeer,
- at tvangsfodring med svinekød ikke kommer på tale i forhold til nogen som helst medborgere,
- at vi fastholder vores grundlov og vores tilslutning til FN og menneskerettigheds-konventionerne,
- at vi hverken invaderer Schleswig-Holstein eller Skåne - i år - og
- at det afgjort ikke er OK at lægge noget mindretal i ind- eller udland for had, hverken i skrift, tale eller tegning,

kan vi måske endeligt komme videre.

Det hele behøver som sagt kun tage en enkelt dag.

Tænk, hvilken ro, der så ville sænke sig over lille Danmark.

Og tænk, hvilken udfordring for vores politikere, at de så pludselig bliver tvunget til at forholde sig til realpolitik og Danmark langsigtede problemer fremfor til symbolpolitik og "kriser", som kun eksisterer i syge hjerner på den ekstreme højrefløj.

Hvem end som foreslår en "vi stemmer DF ned, en gang for alle,-dag" i Folketinget har min stemme.

Tænk, hvis det skete. Det kunne blive en national mærkedag. Den dag, hvor man igen kunne kippe med Dannebrog - uden at blive misforstået.

Nødløsning

Rune Engelbreth foreslår på Politikens blog-sider, at der indføres et ansættelsesforbud i det offentlige, rettet mod Dansk Folkeparti-medlemmer.

Hans begrundelse er, at DF'ere jo anser store dele af befolkningen som "snyltere", "rotter", "mordere" og "voldtægtsmænd". Hvordan kan man så forvente, at de yder disse mindretal den service, de er ansat til?

Blandt læserne diskuteres forslaget indgående, især fordi DF-horderne (som aldrig kunne drømme om at købe Politiken), bliver så vældigt ophidsede (og humorforladte), når de rammes af deres egen retorik.

Den slags debatter har det med at blive meget indædte og tonen temmelig hadsk. Der mangler forløsende ord. Ord, som jeg selv alt for ofte har alt for svært ved at finde.

Personligt har jeg derfor mest respekt for humoren hos den fyr, som foreslår, at offentlig ansættelse gøres betinget af en intelligenstest, fordi, som han skriver:

"og da DF-ere som bekendt har en IQ som en kokosnød løser problemet således sig selv".

Invasion fra syd

Det har afstedkommet en del opstandelse i Storbritannien, at Paven har meldt sin ankomst.

Mange ser frem til besøget, andre nærer mere blandede følelser. Rigtig mange ønsker Paven hen, hvor peberet gror.

Paven har nemlig meddelt, at et af hans formål med besøget, er at få briterne til at indse, at de ”gør vold på naturens orden” gennem deres lovgivning, og at denne må laves om.

Den lov, som Paven er så inderligt imod, handler om, at det er forbudt at diskriminere mod homoseksuelle.

Jeg har ofte svært ved at fatte, at vi har så travlt med at bekæmpe formørkede ekstremister i fjerne ørken-egne, når vi på vores eget dørtrin har personer med lige så ekstremistiske holdninger.

Listen over den katolske kirkes forbrydelser mod menneskeheden er alenlang:

Skiftende paver, inklusive den nuværende, bærer som følge af deres sabotage af hiv-bekæmpelsen i Afrika det direkte ansvar for millioners død.

Paven forsøger – med alt for meget held - ved enhver mulighed aktivt at undergrave menneskerettighederne for en stor del af klodens befolkning.

Katolikker står – med pavens stiltiende velsignelse – bag hundredvis af voldelige overfald og drab på homoseksuelle i Østeuropa.

Når det kommer til stykket, er der ingen forskel på grundholdningerne hos Taliban og hos Paven.

Og nu tager dette omrejsende, usympatiske, hadspredende middelalder-relikt til England for at få fortidens tilstand genoprettet, hvor homoseksuelle blev diskrimineret og forfulgt – samtidig med at den katolske kirkes præster voldtog tusindvis af kordrenge år - ud og år ind.

Hvis briterne har nosser, burer de manden inde ved ankomsten til Heathrow og sætter ham på det næste fly til Menneskerettighedsdomstolen i Haag.

Ka De li'cens?

Danmarks pensionister burde belejre DR-byen eller i det mindste gå rundt om den med skilte med opråb som ”Giv os Svend Petersen tilbage!”, ”Hullubulluu, Otto Leisner – hvor er du henne?” og ”Kvit eller Dobbelt NU!”

Sagen er nemlig den, at Danmarks pensionister betaler en uforholdsmæssig stor del af deres pension til en medie-koncern, som knapt regner dem for noget. Samtidig rammes de ældre også på pengepungen på andre fronter:

Hvad nytter ældrechecken, når den måned for måned udhules af stigninger på de ydelser, som plejekrævende gamle er afhængige af: tag over hovedet og mad på bordet?

For mange pensionister kommer det som et chok, når de erfarer, at det kan koste over 6.000 kroner om måneden at få kost og logi på et plejehjem. Står man som gammel med kun en folkepension og en udhulet ældrecheck til dækning af sine udgifter, er der dømt permanent smalhals.

I tilgift er det sådan, at når man som svækket og måske dement rykker på plejehjem, får man en lille stue, hvor plejepersonalet myldrer ind og ud dagen lang. Privatliv er det så som så med. Alligevel betragtes det lille rum som en selvstændig bolig, og af samme grund opkræver Danmarks Radio medielicens fra hver enkelt beboer. På den måde udsendes der snesevis af licensopkrævninger til hvert enkelt plejehjem. Medielicensen udgør som bekendt lidt over 2.200 kroner om året. Lidt mindre, hvis kunden er pensionist og sidder så hårdt i det, at hun eller han har en personlig tillægsprocent på 100.

Hvis man nu ville forbedre disse gamles kår mærkbart, uden at give med den ene hånd og tage med den anden, kunne man passende starte med at fritage dem for licensen. Det ville ikke koste de offentlige kasser alverden (kun momsen af beløbet), og DR’s budget kan bære provenu-tabet: der er omkring 75.000 pleje- og ældreboliger i Danmark. Forudsætter man, at alle plejehjemsbeboere har et farve-tv, og at halvdelen af dem i forvejen betaler den nedsatte licens, taler vi om et beløb på under 150 millioner ud af DR’s samlede licensindtægter på 3.400 millioner kroner. Peanuts for DR, men forskellen på muligheden for at kunne købe julegaver til oldebørnene eller få sig en ekstra cerut (udendørs, naturligvis) for vores gamle medborgere.

Danmarks Radio har i forvejen stort set opgivet de ældre som et seer-segment, man gider forholde sig til. De gamle er overladt til TV2's Charlie-kanal, som har en yderst smalsporet opfattelse af ældres interesser. Kun svært demente kan vel finde fornøjelse i Johnny Reimar og Smølferne for 118. gang, eller hvad?

Men Danmarks Radio er værre end TV2: DR har særlige TV-kanaler for de kulturelle, for de finkulturelle, for nyhedsnarkomanerne og for de forkælede møgunger, men hvem tænker på dem, der byggede nationen? Ikke Darnmarks Radio, København-Kalundborg i hvert fald.

I en tid, hvor Otto Leisner, Voldborg, Svend Petersen og Dr Lieberkind (den festlige lille fætter) er væk og ikke erstattet af andre ældre-ikoner, opleves DR som mere u- end –blu: Statsradiofonien leverer helt enkelt ikke varen.

Intet under altså, hvis pensionisterne ikke kan li’censen og får lyst til at kyle deres hopla-nåle i fjæset på Kenneth Plummer.

Derfor dette simple råd: op på barikaderne, gamlinge! Kræv jeres ret!

Og mangler I en angrebsvinkel, så er her et lille tip: Denne sag ligger lige til højrebenet for venstre-oppositionen! Fat gåsefjeren og skriv til Villy, Helle eller Johanne og bed dem om at tage affære! Jeg er sikker på, at de vil forstå det simple budskab:

Rigtig mange af os borgere bliver oldinge og ender med at ligge, som andre har redt. På plejehjem.

Hvorfor så ikke gøre det så rart som muligt - med gratis color på tossen?

Det manglede da bare andet.