Deep Blue

Den blå blok i dansk politik er ved at falde over sig selv i begejstring hver gang den finder på en ny løgnehistorie, den kan plante i medierne.

Så mens vi venter på opgøret mod ophavsmændene til Helle Thornings skattesag, som ikke var der; retsopgøret om Jægerbogs-oversættelsen som ikke var foretaget af onde muslimer, men i vores eget forsvarsministerium; rigsretssagen om Claus Hjorth Frederiksens ulovlige embedsførelse og vildledning af Folketinget og Birthe Rønns ditto som drev hende ud af hendes eget ministerium, kan vi i dag undres igen over den måde, man tænker på blandt de blå spin-magere, når der skal skabes lidt ramasjang:

Det startede i Børsen i morgen. Avisen kunne til manges store forbavselse meddele, at regeringen i hemmelighed havde indgået en aftale med fagbevægelsen om at slette to helligdage, hvoraf den ene er Store Bededag. Den anden dag er endnu til forhandling, fortalte finansverdenens bibel fra Møntergade, som også kunne oplyse, at den ny aftale er særlig ugunstig for funktionærer. De to ekstra arbejdsdage ville nemlig ikke udløse ekstra løn for fastansatte på månedsløn, hed det.

Så brød helvede løs:

Historien fik sin faste plads i TV2 News båndsløjfe og røg på TV2’s internetside 1 minut (!!!) efter, at den kunne læses på Børsens hjemmeside. Stationens overskrift lød: 

”Enige: to helligdage skal sløjfes”.

Venstre var omgående klar med en udtalelse: Med savlen løbende fra mundvigene tordnede Peter Christensen løs mod regeringen og anklagede den for at ”forhandle i hemmelighed”.

Så røg han også ind i News-båndsløjfen, hvor han fik selskab af en ”analyse” af Hans Engell som mumlede lidt om, hvor svært det ville være for regeringen at slippe af sted med det her.

De Konservative satte alle sejl til ved udsigten til lidt medietid til det hårdttrængte – nærmest ikke-eksisterende overklasseparti. Mai Henriksen – De Konservatives svar på Fløjtetønden Viktoria – så regeringens skumle planer som et attentat mod selve danskheden. ”At holde Store Bededag er en del af måden at være dansk på”, udtalte hun og så ud, som om hun mente det. Mange med forstand på de dele mener, at årsagen til hendes partis deroute skyldes dets mangel på talentmasse. Henriksens ord bekræftede formodningens rigtighed.

Så blev det Dansk Folkepartis tur. I dag levede partiet igen op til sit kælenavn som ”Fjolsepartiet”.

”Dette er et angreb på selve kristendommen”, tordnede arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, som tilsyneladende er helt uvidende om, at Store Bededag slet ikke er en bibelsk helligdag, men blot en fridag man fandt på, da der skulle laves en bette arbejdsmarkeds-reform under Reformationen i 1686. 

Intervieweren undlod at spørge Bøgsted, om han også forveksler bagerens hvedeknopper med sognepræstens oblater – et spørgsmål som eller lå lige til det ekstreme højreben. Og det fremgik heller ikke, om Dansk Folkeparti mener, at regeringen og/eller fagbevægelsen nu pludselig er infiltreret af islamlister som prøver at skabe terror i vores samfund ved at ramme os på vores allerhelligste – fridagene – men det var nok kun fordi, taletiden trods alt er begrænset i TV2’s fine nyhedssløjfe.

Og sådan gik den morgen: rundt og rundt og rundt kørte karrussellen. Hvert kvarter i timevis gentages de samme indslag til alle er ganske svimle og aldeles spunnet ind i det blå spin.

Indtil stationen til sidst blev NØDT til at bringe historien som punkterede alle de andre: FOA’s Dennis Kristensen meddelte, at der IKKE er nogen planer om at afskaffe de to helligdage, at det ikke kommer til at ske, og at der faktisk slet ikke har fundet forhandlinger sted om det.

Man skulle tro, at dette lammende slag mod Børsens og TV2’s troværdighed ville bringe nyhedskarrusellen til et øjeblikkeligt stop.

Men sådan fungerer det ikke. Det giver højst et lille ryk i karrussellen. Så fortsætter det:

Dennis Kristensens alarmerende udstilling af alle de blå mediers og politikeres løgne pakkes omhyggeligt ind i det blå spin, som derefter kører uanfægtet videre: stationen vedbliver at hævde, at der har været hemmelige forhandlinger, Peter Christensen savler uanfægtet videre i det samme klip om regeringens hemmelighedskræmmeri, Hans Engell analyserer videre på nyheden som ikke er der, og den ukristeligt kristelige DF’er med forfølgelsesvanvid fortsætter sine rablerier om sabotagen mod hans barnetro. Og kun som en lille parentes dukker Dennis Kristensens dementi op med mellemrum – som en påstand blandt alle de ”analyse-underbyggede facts" fra de hårde nyhedsdrenge på Børsen og i News-maskinen.

Endnu en dags blå propaganda-arbejde er slut. 

Ikke med at propagandere for den blå politik, forstås, men med at lyve, bedrage, undergrave, manipulere, tilsvine og snigløbe ikke bare sine politiske modstandere, men også de vælgere, man drømmer om at score for sin sag.

For sådan arbejder den blå blok i dansk politik og dens følgagtige mediemaskine og har gjort det i mange år – lige siden de glade Fogh-dage, hvor man fandt ud af, at man kunne lyve landet ud i en krig som kostede hundredtusinder af uskyldige civile livet, og hvor regeringens støttepartis spinmaskine havde held med at så lus i skindpelsen mellem landets oprindelige befolkningsgruppe og vores nytilkomne borgere med de dyb-blå medier og politikeres opbakning. 

Sikke et sus det må have givet. To megaløgne som man kunne holde kørende i årevis. Nok til at give enhver spindoktor våde pletter i bukserne. 

Intet er så godt for ens egen politiske succes som et fjendebillede som ignoranterne tager til sig. Begrebet sandhed er i den sammenhæng ikke nogen faktor af betydning. 

Og mens røgen lægger sig og besindigheden indfinder sig, sidder ofrene for mandagens spin og vælgerne og nyhedsnarkomaner med overblikket i behold tilbage og kan konstatere, at der ved Gud er noget råddent i mediebilledet i Danmark.

Vi mangler journalister med faglig integritet. Vi mangler analytikere og medie-direktører som ikke mere eller mindre gedulgt arbejder som håndlangere for deres egne politiske partier. Vi mangler etik i nyhedsbranchen og i spinverdenen, gør vi. 

Det er ikke en kulturkamp. Det er ikke og bør heller ikke være en kamp mellem rød eller blå. Men det er en kamp mod løgnen som en levevej, mod underlødighed og skjulte agendaer. 

Og det er kampen for de medier af kvalitet som enhver borger i et demokratisk samfund har et berettiget krav på.