Pest eller kolera?

Det franske højre-ekstreme og racistiske parti Front National oplever i øjeblikket stor tilslutning fra landets homoseksuelle.

I følge en ny undersøgelse vil en fjerdedel af Paris' homoer stemme på partiet, som "kun" har en opbakning på 16% blandt heteroseksuelle i byen.

I byen Bordeaux er homo-scenen skrumpet væsentligt ind i de senere år, og også der er tilslutningen til FN meget stor blandt LGBT'erne. De fleste angiver som grund de fem mord på bøsser, der er sket i de senere år - alle udført af arabiske mænd.

Lederen af Front National, Marine le Pen, er meget begejstret for opbakningen fra bøsserne, præcist som hun er det for sin stemmeandel på 16 procent fra landets jøder. Hendes næstformand i partiet er selv bøsse.

Front National følger samme strategi som Geert Wilders' Frihedsparti i Holland: gør fælles sag med bøsserne og jøderne imod araberne. Så ser ens højreekstreme parti pludselig så tolerant ud.

Jeg forstår ikke den dybt naive tankegang, der ligger bag de franske og hollandske homoseksuelles valg eller for den sags skyld danske homoer, der stemmer DF. For mig at se svarer det til at tilbyde at hjælpe med at åbne for hanen til det gaskammer, man er på vej til at blive gennet ind i.

Frihedsrettigheder er ikke et spørgsmål om at vælge mellem pest eller kolera. Som i så mange andre af livets spørgsmål findes også her en gylden middelvej. Den bør man holde sig til, hvis man har sit liv kært.

Kilder: Spectator, Jyllands-Posten, Spiegel, Daily Telegraph

FUCK DIG, FRANS!

I dag udtalte paven, at han er frisk på at se lidt mildere på skilsmisser, men at han stadig har et stort problem med forelskede homoseksuelle. 

Det fik mig til at tænke tilbage - og frem:

For nogle år siden havde min mand og jeg fornøjelsen at se mormonernes nye tempel i København indefra.

Det skete før den officielle indvielse af bygningen, som på det tidspunkt (2004) var det dyreste byggeri i landet. Ikke på grund af noget prangende udseende udadtil, men fordi der var ofret svimlende summer på interiøret: Vægge beklædt med japansk åndenød (eller var det ahorn?), som var blevet slebet tolv gange med det fineste sandpapir, guldkantet stuk i lofterne, gulve af brasiliansk granit, glaskunst fra England, fliser fra Bulgarien, specialfremstillede amerikanske gulvtæpper så tykke, at dine sko nærmest forsvandt i dem. Dåbssalen var et kapitel for sig: gulve, vægge, lofter af kridhvid italiensk marmor, som også var brugt til fremstillingen af det mandsdybe bassin. 

Altsammen var det håndfremstillet til netop dette tempel, som blev bygget af danske håndværkere, der hverken måtte nyde tobak, alkohol eller koffein på byggepladsen, fordi stimulanser af den art besudler menneskelegemet - siger mormonerne.

Indretningen var bestemt ikke vores stil. Der var lidt for meget brølende hjort ved skovsø over kunsten, og de yderst diskrete pastelfarver var heller ikke lige vores kop te. Men vi var meget beærede og benovede - også fordi vi var nogle af de meget få, der fik chancen til at se dette overflødighedshorn af et byggeri, før det blev hermetisk lukket for offentligheden. Siden den dag har ingen ikke-mormon sat sine ben der.

Bagefter bød mormonerne på saftevand i et tilstødende party-telt. De var godt nok nogle flinke folk. Mestre i small-talk, der spurgte interesseret til, hvad vi dog var for nogle, mens de åbent fortalte om sig selv.

På dette tidspunkt er det på sin plads at fortælle, at vi tidligt i vores forhold udviklede en strategi, som kunne skræmme vækkelsesprædikanter og missionærer af enhver art væk. Det startede med, at to mandlige Jehovas Vidner en søndag ringede på, lige da vi begge havde været i bad (ja, samtidig!) Jeg åbnede døren iført et badehåndklæde og hørte tålmodigt i nogle sekunder på deres snak, om vi mon var interesseret i VÅGN OP! Jeg tøvede lidt ved forespørgslen, men blev så grebet af en øjebliks indskydelse. Jeg råbte ind i lejligheden: "Skat, kom lige. Hvad siger du til at sove sammen med de her flinke folk?" Allan kom myldrende - også iført badehåndklæde - lagde sin hånd på min nøgne skulder, kiggede missionærerne i øjnene og sagde: "Ja, hvis de er friske, er jeg".

Han fik ikke en gang fuldført den korte sætning, før de to missionærer i hast var på vej nedad trappen og væk. Vi fik aldrig mere missionær-besøg og derfor er vi stadig i tvivl, om missionærer virkelig foretrækker missionær-stillingen, når de gør det, de helst skal lade være med.

Uden overhovedet at have aftalt det var vi begge helt enige om, hvordan vi ville tackle mormonerne, hvis de blev for nærgående, bare fordi vi godt ville se deres boligindretning. De skulle naturligvis have samme tur som jehova'erne - dog uden badehåndklæder som rekvisit. Så da de spurgte, om vi mon kunne være interesseret i at komme til nogle af deres møder, svarede Allan stålsat: "Det tror jeg ikke, I vil synes om. Vi er nemlig homoseksuelle".

Svaret vi fik slog benene væk under os. "Det er helt i orden", sagde den saftevands-udskænkende kvinde. Jeg tror nok, jeg kom til at sige "Det var li'godt satans", før hun fortsatte: "Vi accepterer al kærlighed, så længe den ikke er kødelig. Så hvis bare I holder op med at kysse på hinanden, sove sammen og hvad I nu ellers kan finde på [host], så er I elsket af både Gud og os".

Stillet overfor valget mellem et velfungerende parforhold i dyb kærlighed og et liv i permanent askese, hvor den eneste fornøjelse var en tur i et marmorbadebassin af ægte italiensk marmor, valgte vi begge at sige pænt nej tak til det sidste og forlod skyndsomst party-teltet for at søge tilflugt på nærmeste bar for at indtage syndige mængder alkohol.

Ikke længe efter fik jeg et pinsekirkemedlem som kollega. Også han forsikrede mig om, at hans gud skam ville blive fuldkommen vild i varmen, hvis han lærte min mand og mig at kende. Hvis altså bare vi holdt op med det der, du ved nok [host].

Og nu siger den katolske pave præcis det samme. Homoer er GODE mennesker, som vi skal være GODE mod. De kan jo ikke gøre for, at de er født som de er. Men hvis vi for alvor vil accepteres af hans kirke, skal vi  først lige forstå, at vi er syge andenrangsmennesker, som ikke fortjener fysisk kærlighed eller et fuldbyrdet kærlighedsforhold til noget levende menneske.

Man siger, at mennesker mildnes med alderen. Tolerancen vokser. For mig er det gået stik modsat. Jeg er blevet bedre til at sige BULL SHIT til folk, der pisser på mig. Og det gør Pave Frans i uhørt grad.

Denne kvalmende salvelsesfuldhed fra Føreren for 800 millioner katolikker, for hvem mandens ord er lov, er en svinestreg uden lige. Paven og hans kirke vælter sig i værdier for milliarder, mens den prædiker ydmyghed og godhed mod fattige. Den fordømmer usømmelighed, mens tusinder af dens præster knepper sig igennem endnu flere alterdrenge og kostskoleelever, uden at det får indflydelse på kirkens magtposition.  Den bandlyser brugen af kondomer, men tøver ikke med at udstøde 12-årige piger, der er blevet voldtaget, efter at den har tvunget dem til at gennemføre graviditeten. Den har ansvaret for tusinder af afrikaneres død af aids på grund af det samme kondom-forbud. Og hvor Paven kommer frem, rydder medierne sendefladen og hænger åndeløst ved hvert et ord fra hans læber.

I en tid hvor det er meget på mode blandt politikere og andet godtfolk i den vestlige del af verden at fordømme hadprædikanter og potentielle terrorister, forekommer det mig slående, at ikke en har råbt FUCK DIG FRANS og vel og mærke ikke som en opfordring til en tur på lagnet, men som den fordømmelse, han og hans kirke fortjener.

Lægger man antallet af aids-døde katolikker sammen med det svimlende antal selvmord blandt unge homoseksuelle, der er vokset op i katolske familier og tilføjer de titusinder børn, der er ofre for svinske katolske præsters pædofile overgreb, når man hurtigt frem til, at den katolske kirke har flere liv på samvittigheden end nogen terror-organisation.

Forskellen er kun, at hvor terroristerne smadrer liv med bomber og vold, angriber katolikkerne deres omgivelser som en velsmurt spin-maskine med et smil og forsikringer om, at de er en kærlig guds repræsentanter på jord. Alene det er åbenbart nok til at frede dem.

Jeg kan godt finde homovenlige præster hist og pist. Der findes adskillige af dem i den danske folkekirke, som endda rummer ikke så få, der selv er homoseksuelle. Dem kan jeg kun have respekt for, ligesom jeg respekterer deres udenlandske kolleger af samme støbning. Først og fremmest beundrer jeg dem for den position som foregangsmænd og -kvinder, de indtager. Det er takket være dem og deres samarbejde med utrættelige homo-aktivister, at der er begyndt at blæse mildere vinde i visse nicher blandt verdens gejstlige.

Men de er kun få i det store billede. I visse landlige stater i USA forsøger såkaldt troende politikere i disse måneder at få indført love, som fritager religiøse mennesker fra de anti-diskriminationslove, der er blevet indført på nationalt plan. Med gud i ryggen skal man have lov til at svine bøsser og lesbiske til, fyre os fra vores jobs, og nægte at betjene os i butikker og restauranter. Ofte promoveres disse lovforslag af politikere med adskillige forliste ægteskaber bag sig og en elskerinde i nabobyen eller et klippekort til det lokale bordel, hvis ikke de har dyrket intens cybersex med trækkerdrenge.

Og i Rusland og adskillige østeuropæiske lande samt i store dele af Mellemøsten, Afrika og Asien står lokale magthavere bag systematiske forfølgelser og henrettelser af homoseksuelle - i guds navn.

Kan det undre, at jeg er blevet indædt religions-skeptiker på mine gamle dage? Jeg gider ikke høre på frelste hjemlige politikere, der den ene dag vil forsvare os mod islamisternes ondskab, men den næste dag ikke tøver med at stemme imod forslag til ligestilling af danske homoseksuelle. Set fra mit lille hjørne af verden har begge parter min kærligheds og mit livs undergang som deres slet skjulte dagsorden. Det eneste jeg beder om, er for fanden den samme respekt som bliver alle andre til del. 

Jeg nægter at betragte min seksualitet som en diskvalificerende faktor i nogen sammenhæng, og har intet til overs for omklamrende klamme personager fra trossamfund eller politiske partier, der afslutter deres sleske, dobbeltmoralske smiger-taler med "hvis du altså bare var ligesom os andre eller i det mindste holdt op med at være, som du er".  I kan rende mig noget så grusomt! Enten er I med mig eller også er I imod mig. Der ER ingen mellemvej, for har du forbehold, diskriminerer du og er dermed min fjende.

Alt det ville jeg sige til paven, hvis jeg en dag kom i audiens hos ham. Det ville naturligvis føre til en øjeblikkelig udsmidning fulgt af den slags eder og forbandelser, som kun de stærke i troen kan udstøde og som garanterer modtageren et permanent ophold i skærsilden, men så havde jeg da i det mindste fået afløb for min vrede. Indtil det sker, kan jeg kun håbe på, at medier og politikere begynder at tænke sig lidt mere om. Bare fordi man render rundt i postkasserøde designersko, en latterlig kjole og har en hat på hovedet, der ligner det skæve tårn i Pisa under renovering, fortjener man ikke nødvendigvis respekt eller lalleglad adfærd fra tilhørerne. Og det gælder ikke mindst de 800 millioner, der kalder sig hans menighed. Tænk jer om! Jeres tro har et had indbygget, som intet menneske fortjener. Og slet ikke dem der bare vil have lov til at elske præcis som jer selv. 

Borgerlige reaktioner:

På det faktum at rigmænd og spekulanter snyder Danmark for mellem fem og ti milliarder ved at anbringe deres indtægter i skattely:

"Lad os nu ikke forhaste os"

"Giv dem frit lejde"

"Jeg går ud fra, at SKAT kigger på det"

På ungdomsarbejdsløsheden:

"Reducer deres hjælp til det halve, hvis de er under tredive. Så løser problemet sig selv".

På at millioner er på flugt fra krig efter at have mistet alt i bombardementer, som vi selv deltager i:

"Luk grænsen"

"Lad dem drukne i Middelhavet"

"Luk dem ind, men tag deres ejendele fra dem"

"Skil familierne ad, så de kan lære, at her ikke er rart at være"

På arbejdsløshed i provinsen:

Fyr en helvedes masse københavnere eller tving dem til at flytte. Så slipper vi for at gøre noget reelt ved problemet.

På landbrugets krise:

Lad dem forurene noget mere. Det løser ikke erhvervets krise, men så holder de da kæft indtil næste valg.

På den faldende kvalitet i uddannelsessektoren:

Lad de kritiske lærere skride og påstå, at det er elevernes fejl, at de fordummes. Pisk dem med nogle flere prøver og tests.

På faldende turistindtægter:

Lad os plastre de naturskønneste områder til med badelande og forlystelsesparker. Der er ganske vist ingen turister, der ønsker dem, men det giver arbejde til en masse udenlandske håndværkere, og hvis vi lukker øjnene lidt i, kan vi lade som om, de er turister.

På radikaliserede unge:

Forbyd præster at prædike had, men formuler for Guds skyld loven så den kun gælder folk med mørk hud.

På faldende kvalitet i ældreplejen:

Tag hjælpen helt fra en masse af dem. Så kan de i hvert fald ikke klage over dens kvalitet.

På ghetto-dannelser:

Tving indbyggerne til at spise svinekød og elske Richard Ragnvald. Så er det ikke ghettoer mere.

På højreradikaliseringen af vores samfund i form af racistiske vagtværn og opbakning til ekstremistiske højrefløjsgrupper:

Hvilke vagtværn? Hvilke grupper?

På det faktum at en racist er formand for vores parlamentariske forsamling:

Hold nu kæft! Vi har ikke bestilt andet end at dænge hende til med ridderkors og Wunderbaum og lavendler i tyve år. Bild dig ind at det bare er et mareridt og hold ud til det går over.

Derfor er jeg ikke borgerlig. 

De flæbende hykleres kor

Vi danskere elsker at tro, at vi ER noget. Intet kan samle os som fodbold- og håndboldkampe og andre nationale begivenheder, der får os til at føle os som én forenet nation. Send en ingeniør med et studieforløb fra England, Portugal, Tyskland og Texas op med et russisk rumskib, og i samme sekund er han ikke længere en ukendt københavner, men vores alle sammens æresdansker. Vi frydes og er stolte - uden selv på nogen måde at have bidraget til succesen.

Glæden ved nationale sejre kan være smuk, men er dybest set bare en følelse, som opstår i et midlertidigt fællesskab, der kun har ordet Danmark i deres pas tilfælles.

Resten af tiden bruger vi på at skændes.

Og guderne skal vide, at der er nok at skændes om.

Der findes nemlig folk i blandt os som ikke kan leve uden den fællesskabsrus, de finder i konstant at understrege vores nationale identitet.

De higer og søger i gamle bøger for at finde værker, der siger noget om os som nation. Og hvis de er højt nok på strå, kalder de resultatet af deres anstrengelser en kanon, og råber til befolkningen "SE! Her er selve definitionen på danskhed! Først når du har læst disse bøger, kan disse sange udenad og har lært samtlige replikker fra denne tv-serie, kan du kalde dig en rigtig dansker".

Blandt de mindre belæste tyr man til lignende metoder, men omkring mere jordnære emner: spiser du ikke svinekød, er du ikke en rigtig dansker. Eller de postulerer, at du skal være medlem af Folkekirken eller være heteroseksuel og gift med 2½ barn og en Toyota for at høre til fællesskabet - det danske fællesskab. Det fællesskab, vi skal værne om - eller skal vi?

For er der snart andet end sproget og økonomien, der forener os danskere? Økonomien forstået som den velfærdsstat, vi alle siger, vi vil værne om - selv de politikere som bruger næsten al deres tid på at afvikle den.

For mig ser de såkaldt danske værdier ud til at lide skibbrud i disse år. Det viser sig jo, at begrebet fortolkes så forskelligt, at der reelt knapt er noget fælles særkende tilbage mellem os. Værdierne bruges mest til at slå hinanden i hovedet med og for resten også i høj grad som et argument for at holde andre ude af landet.

Og det er værdikampen, som i disse dage er eskaleret til en krig på ord. Vi har fået en regering, som er så besat af egne værdier, at de er klar til at skide på alle andres for at opretholde dem. ALT ryger på møddingen i processen: internationale konventioner, hensynet til forældreløse børn, den sidste rest af humanistisk tankegang, forholdet til naboerne og vennerne, basal medmenneskelig anstændighed - hele baduljen har de skrottet til fordel for kampen for det Danmark, de selv ønsker: det homogene samfund af kristne, heteroseksuelle, hvidhudede skatteydere, som taler dansk uden accent (men gerne med jysk dialekt) og som retter ind og holder kæft på kommando.

Deres midler til at nå deres mål har længe været mange og grusomme: retorikken har været uhørt skarp, ja fuldkommen uhyrlig. De fremmede må finde sig i hån, diskrimination, foragt og sammenligninger med dyr. Deres religion er blevet fremstillet, som var de medlemmer af en satanisk dræber-kult. Selv spage protester fra resten af Danmarks befolkning er blevet mødt med hån: her har vi sgu ytringsfrihed, du gamle, og ytringsfriheden er ikke bare en grundlovssikret ret, den er også dumme svins fribillet til at leve deres sadisme ud på formodede masochister, som bare har at læne sig tilbage og nyde de verbale pisk.

Og så pludselig koger det over. Omverdenen indser, hvad der sker i det gamle, lille land mod nord. Med vantro går det op for dem, at her er et rigt folk, der gennem snedige oratoriske manipulationer er begyndt at tro på, at netop de er så specielle og ideelle, at de står over alle andre. At de er herremænd med adkomst til at herske over andres skæbne uden smålige humanistiske hensyn. Danmark vender ryggen til ofre for krig, de giver fanden i deres bedste venners desperate forsøg på at hjælpe, ja, de lægger dem endda hindringer i vejen for det. De stjæler fra krigsflygtninge til at finansiere deres ophold i hastigt opførte (koncentrations)lejre, og de lyver om det for rullende tv-kameraer og millioner af seere. De er ikke bare blevet et land af egocentrikere i manisk grad, men også forbrydere som bevidst bryder de love, de selv var med til at skrive.

Situationen eskalerer: de berettigede fordømmelser hagler ned over det lille land. Fra FN, fra EU, fra advokater, dommere, politikere, nyhedsmedier og fra danske medborgere, der føler sig lokket med ind i forbryderbanden, men ikke kan få lov til at komme ud af den igen.

Der tales med store ord, sådan som det må ske, når overhængende fare truer. Og nogle kreative sjæle tager et af modstandernes midler i brug: karikaturtegninger. Hvor nederdrægtigt! Tænk at fremstille Danmarks statsminister som en tyvstjælende diktator, når enhver ellers ved, at han godt nok stjæler fra flygtninge, men diktator bliver han aldrig, for han er omgivet af dumme, dumme mennesker, der ikke kan skelne et druknet flygtningebarn fra en terrorist, og som ikke magter at tænke på andet end sig selv.

Hvad stiller så disse afstumpede despoter op, når de angribes? Ja, i mangel af argumenter - for de findes ikke - griber de til deres gamle, gennemprøvede strategi: offerrollen. Denne gang dog med dobbelt styrke, så den antager karakter af et gigantisk flæbekor af forurettede børn, som er blevet berøvet deres bedste legetøj. VRRRÆÆÆÆÆÆLLLL, lyder det fra alle de ækle politikere, som troede de havde monopol på danskheden. "Må vi nu ikke en gang være dumme svin i fred længere, bare fordi vi pisser på alt og alle omkring os?"

De mere sofistikerede af dem forsøger sig med forargelses-strategien: sådan udstiller man virkelig ikke en statsminister! Sådan kan man ikke tale om vores PÆNE land.

Men jo, det gør man faktisk, og det kan man - og det bør man. Et realitetstjek viser nemlig, at der er millioner af mennesker i og udenfor Foreningen Danmark, som godt kan genkende nationalister med anti-demokratiske tilbøjeligheder, når de ser dem, og som i modsætning til størstedelen af Danmarks befolkning ikke har glemt, hvad den slags personager kan bringe med sig af ulykker.

Disse kritikere må vi sætte vores lid til. Som det ser ud nu, er vores eneste håb, at kritikken fortsætter med forøget styrke. Lad ikke de dumme svin vinde. Vi vil have vores gamle land tilbage.

Juleopskrift: Ovnstegt påfugl med fyld

Siden DF's lokalformand i Nyborg udtrykte bekymring for, at byens flygtninge kaster sig over Nyborgs fritgående påfugle for at æde dem, har det ligget mig meget på sinde at pirke til hendes angst. 

Få ting er så festlige som paranoide, underfrankerede galninge, der går amok for åbent tæppe i juletiden. 

Da mange samtidig har efterlyst alternativer til flæskesteg, and, gås eller kalkun til julebordet, har jeg sat mig for at finde en påfugleopskrift, som passer til den tilstundende højtid. Ved hjælp af websitet aussiehunter.org er det lykkedes mig at skabe en passende dansk opskrift på påfuglesteg, og her er den til fri afbenyttelse:

Man køber en riffel og rigeligt med patroner og tager til Nyborg. Der begiver man sig til Strandvænget Park og udser sig et passende dyr. 

Nedlæg fuglen med en kugle i fjæset fra højst ti meters afstand.



Derefter flår man fjerkræet og fjerner alle indvolde. Kasser hovedet.

Til fyldet anvendes:

Hvidt brød
Æg
Løg i tern
Æbler i tern
Hakket hvidløg
Bacon i tern
Kviste af frisk rosmarin
Hakket persille
Friskkværnet peber 
½ l kyllingebouillon af en maggiterning

Steg ved mellemhøj varme bacon, løg og hvidløg. Lad blandingen afkøle.

Riv brødet i små stykker på størrelse med et frimærke. Blandt med ingredienserne fra panden.

Bouillonen piskes med æg og derefter hvidvin.

Tilsæt væsken til de øvrige ingredienser, indtil du har en klæg masse.

Prop massen ind i dyret, men mas ikke og jok ikke for meget fyld op i fuglen. Det skal ligge lidt løst og ikke som en klump beton. Derefter tilføjer du en pæn mængde rosmarin-nåle, men ikke selve kvisten. 

Bind benene sammen på fuglen. Det gør ikke noget af der stikker lidt fyld ud af røven på den.

Forvarm ovnen til 165 grader.

Sigt hvedemel og dæk den indvendige side af en enorm stegepose med det. Inderst i posen anbringer du derefter 2 løg, skåret i ringe og 3 stave bladselleri i ½ cm tykke skiver. Gnid påfuglen med blødt smør og krydr med salt og peber. Pak den ind i skiver af bacon.

Indfør fuglen i stegeposen. Lav 3-4 små huller i toppen af posen, så varm luft kan slippe ud.

Steg i tre timer.

Efter endt stegetid tages stegeposen ud af ovnen og fuglen ud af posen. Gem safterne. Lad fuglen trække i et kvarter, før den udskæres.

Lav i mellemtiden en sauce af safterne fra posen, som jævnes med maizena. Parter fuglen og server med vildt-tilbehør.

 

Der er mad til mange mennesker i en påfugl. Gør dig selv en tjeneste og inviter Lone Riis til at spise med. Derved sikrer du samtidig, at hele selskabet har noget at grine af. 

Velbekomme.

World Aids Day 2015

Igen i år tændes der lys på Strøget i København på World Aids Dag 1. december. 

Sådan har det været siden 1994. På et tidspunkt hvor AIDS hærgede homo-miljøet herhjemme og især i Hovedstaden besluttede en gruppe af hiv-smittede fra Positivgruppen på Frederiksberg sig til at mindes de forfærdende mange døde blandt os med denne smukke markering. 

Lys har alle dage været et vigtigt element for os positive, når vi samles. I mange år fandtes der også en årlig AIDS-march, hvor vi gik gennem Københavns og Århus' gader med fakler sammen med vores familie og venner. Det var altid en svær gang at gå. Tavse marcherede vi der, så alle kunne se os, i denne demonstration af solidaritet med de dødsdømte og knuget af savnet over dem, vi mistede. Man gik og så sig om: hvem mangler i år? Og man prøvede at undertrykke chokket, når man pludselig så ham dem smukke unge fyr fra diskoteket, forvansket til ukendelighed af Kaposis Sarkom - den særlige kræft, som især rammer folk med AIDS og som viser sig som store violette skjolder på huden. 

Et år valgte en af mine nære venner marchen fra. "Jeg kan ikke", sagde han. "Den fakkel repræsenterer mig, og jeg føler det, som om jeg deltager i min egen begravelse". 

Omkring årtusindskiftet kom tre-kombinations-behandlingen. Det viste sig, at hvis man gav patienterne tre forskellige typer hiv-medicin, kunne man rent faktisk holde folk i live - tilsyneladende i temmelig lang tid. Det var et medicinsk gennembrud, men prisen var rædsomme bivirkninger. Jeg fik fornøjelsen af en af de første typer HAART - Highly Active Anti-Retroviral Treatment. Og som så mange andre måtte jeg tage piller for at bekæmpe bivirkningerne af hiv-pillerne, som var nogle enorme kapsler, hvoraf nogle for guds skyld skulle indtages fastende, andre sammen med mad, andre med rigelig væske, og alle de forskellige typer skulle sluges flere gange i døgnet. 

Dengang sad hiv-patienter altid yderst på rækken, når de gik i biografen. Det var vigtigt at kunne nå på toilettet, for diarre var den mest almindelige bivirkning af pillerne. En god ven til mig måtte simpelthen kapitulere og droppe alle former for selskabeligt samvær udenfor hjemmet. Han gik med voksenble. Mange andre stiftede bekendtskab med nervebetændelse i fødder og hænder, andre gik simpelthen ud af facon: de mistede fedtet på benene, armene og i ansigtet og fik udstående blodårer, og de værst ramte af dem lignede kz-fanger, uanset hvor meget de spiste. Andre igen oplevede den modsatte virkning af de samme piller: de udviklede store pukler af fedt, som gav dem tyrenakker og en vis lighed med Klokkeren fra Notre Dame. Og så var der den medicin som gav onde drømme og som fremkaldte hallucinationer. Det gav folk søvnløse, rædselsfulde nætter og førte til groteske situationer, når de fx så mord eller overfald på åben gade ved højlys dag, selv om andre kunne forsikre dem om, at der intet skete. 

Der er sket utroligt meget siden den gang jeg gik rundt med et A4-ark med min medicinplan i den ene lomme og et lille vækkeur i den anden for at minde mig om, hvornår de næste piller skulle ædes. Og der var aldrig mere end tre timer imellem pille-indtagelserne. 

I dag får mange hiv-patienter kun en enkelt pille i døgnet, og den er bivirkningsfri - eller næsten. Såvidt vi ved i hvert fald, for hvem ved, hvad daglig indtagelse af skrap medicin gør ved dine organer på lang sigt? 

I dag ved vi også, at med moderne medicin smitter velbehandlede hiv-positive ikke. Heller ikke ved sex uden kondom. Derfor dropper flere og flere par kondomet, selv om den ene af dem har hiv. Og derfor får mange af disse par børn, som fødes til et liv uden hiv. Hiv-positive kan også adoptere børn, og hvorfor ikke? I dag kan man leve ligeså længe med hiv som uden, hvis bare man husker den daglige pille - hvis man vel og mærke er så heldig at bo i et land, hvor man har adgang til den. 

Men ingen roser uden torne: hiv-positive er stadig ikke altid i høj kurs som potentielle kærester eller bare som et one-night-stand. Den angst som blev banket ind i folk i de år, da hiv-epidemien kostede så mange liv, sidder der stadig. Der er et stigma forbundet med hiv, som vi positive desperat prøver at slippe af med. Derfor går mange af os stadig stille med dørene om vores sygdom.


En ny undersøgelse fra Hiv-Danmark dokumenterer, at nok har de fleste med hiv fået det fysisk bedre takket være de mange fremskridt på forskningsfronten, men livskvaliteten er ikke fulgt med. Alt for mange af os lever et liv med depression og ensomhed. Færre end hver femte hiv-positive har fx omtalt sygdommen for deres kolleger. Over en fjerdedel føler sig isoleret fra omverdenen.


Hiv er verdens mest politiske sygdom. Den normale reaktion når et menneske rammes af en livstruende sygdom er, at deres omgivelser reagerer med omsorg. Med hiv forholder det sig ofte stik modsat. En hiv-diagnose kan føre til voldsom diskrimination mod den syge. I starten var sygdommen kendt som bøssepesten, men da det blev kendt, at heteroseksuelle i ligeså høj grad var dens ofre, blev også de i høj grad udsat for udstødelse. Foragt har ofte været et bekvemt våben imod os, og er det stadig hos magthavere, der bruger primitive følelser som undskyldning for deres manglende indsats mod epidemien. Millioner af mennesker nægtes behandling, fordi dumme politikere ikke vil associeres med noget som tabu-belagt som en sexuelt overført sygdom. Der er stadig over 60 lande, som forbyder os indrejse eller opholdstilladelse. Venner forsvinder, potentielle kærester løber skrigende bort, fyring fra arbejdspladsen er en reel risiko for mange. Er det noget under, at så mange hiv-positive skjuler sygdommen?


At leve med hiv har altid været en kamp på flere fronter. I første omgang for overlevelse, men dernæst skal man overvinde selvbebrejdelserne og så omverdenens ofte negative reaktioner. Det kræver en stor personlig indsats, som ikke alle magter.


Temaet for dette års World Aids Day i Danmark er derfor stigmatisering. Vi SKAL af med fordommene om hiv-smittede. Vi skal oplyse og afdramatisere uden at bagatellisere. Vi skal - som Aidsfondet formulerer det i årets World Aids Day tale - rive de mure ned, der blokerer for retten til sunde og værdige liv for alle.


I dag kan du vise din solidaritet med verdens hiv-smittede ved at bære aidssløjfen. Sælgere fra Aidsfondet er på gaderne i landets store byer. Der er desuden arrangementer i København, Aarhus, Odense og Aalborg til markering af dagen. Nærmere oplysninger fremgår af Aidsfondets hjemmeside: https://aidsfondet.dk/world-aids-da....


Hvis du er på Strøget i København i dag har du som nævnt desuden mulighed for at se det smukke syn af de 2000 lys, som Positivgruppen tænder på Gammeltorv. Samme sted sælges der også sløjfer og lys, du selv kan tænde.


Selv oplever jeg det samme hver år, når jeg tænder mit lys: utallige billeder dukker op af de bekendte, venner og kærester, jeg mistede til den forbandede sygdom. Jeg mindes mine tyveres og trediveres grådfyldte nætter og dage; genser de afsjælede unge kroppe så hæsligt forvrænget af aids; jeg husker den altfortærende angst for at dø; genoplever følelsen af ubærligt tab; husker mig selv, afpillet som en knoglemand i kørestol; sender kærlige tanker ud i intetheden. - Og så fyldes jeg af håb og af en overvældende taknemmelighed over mine minder, over den uvurderlige omsorg fra uvurderlige venner og familiemedlemmer, over lægevidenskabens fremskridt - over stadig at være til og være elsket.

Med blanke øjne hvisker jeg et stille “tak for alt”.

Træk et kort!

I den forgangne week-end var der igen stormøde i Tyskland, afholdt af Pegida-bevægelsen. Som sædvanlig var temaet indvandrere og flygtninge, men denne gang skete der noget afgørende nyt.

Aftenens hovedtaler, den kendte børnebogsforfatter(!) Akif Pirincci, gik verbalt amok. Han varmede op med at omtale Tyskland som en "kult, hvor bøsser, kællinger og indvandrere tilbedes". Derefter omtalte han partiet De Grønne som "børne-kneppere" og så nåede han frem til sit yndlingsemne: de fremmede. 

Han kaldte asylansøgere en invasionstyrke og Tyskland en muslimlosseplads og sagde, at muslimske mænd ‘pumper de vantro fulde af muslimsperm’. Derefter omtalte han en politiker fra det konservative CDU som en landsforræder, som burde deporteres - og så kom ordene, der har bragt hele Tyskland i oprør "....for desværre er kz-lejrene jo nedlagt for tiden". 

Pegida-ledelsen har officielt taget afstand fra hans ord, Pirincci's forlag har øjeblikkelig afbrudt kontakten til ham og fortæller, at de aldrig vil trykke flere af hans bøger, og fremtrædende politikere fra alle de store tyske partier kræver nu et forbud mod Pegida, som den landsskadelige og ny-nazistiske organisation, bevægelsen er blevet. Nazisme og nazistisk propaganda er forbudt i Tyskland, hvor man på den hårde måde har lært, hvad højreekstremisme kan føre til. 

I Danmark, der i mod, har nyheden ikke vakt opsigt. En beskeden kvart spalte i Berlingske er, hvad det er blevet til. Herregud, vi er jo så vant til den form for retorik, ikke sandt? 

Her inviterer vi nazister med til Folkemøde i ytringsfrihedens navn, og der er et uoverskueligt stort antal web-sites og Facebook-grupper, hvor højreekstreme opfordrer til eller bifalder vold mod udlændinge. Her er to eksempler ud af utallige.

Jimmy Andersen Kirkegaard var såmænd kandidat til borgmesterposten i Randers i 2013 og medlem af foreningen SIAD - Stop Islamiseringen af Danmark. Nu har han fået et politisigtelse på halsen for ovenstående ord, men hans Facebook-profil lever i bedste velgående, og ingen af dem, der støttede ham, har oplevet nogen konsekvenser - heller ikke Jane Pagh, der opfordrer til at gasse alle muslimer. Hun slår til daglig sine folder på Danskernes Parti's Facebook-side - et parti der er grundlagt af den erklærede nazist Daniel Karlsen. 

Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor det vækker så lidt opsigt i Danmark, at de højreradikale breder sig så voldsomt i disse år, men svaret ligger lige for: det er fordi, vi tillader det. Og med vi mener jeg ikke læserne af denne blog og undertegnede, men det officielle Danmark. 

Siden Muhammed-karikaturerne blev tegnet er der opstået en syg konsensus i dette land om, at grænsen for det tilladelige i forhold til mindretal ligger så langt ude i horisonten, at alt i praksis er tilladt. Politikere fra samtlige partier går i flyverskjul, når de en sjælden gang konfronteres med det ekstremistiske fremmedhad, der præger kommentar-sporet på deres egne Facebook-sider. Der er ingen - absolut ingen - tegn på  selvransagelse blandt dem i forhold til det monster, de selv har skabt. 

Medierne har opgivet enhver form for overvågning og moderation af deres egne debattråde, og politiet og efterretningstjenesten agerer kun i forhold til enkelt-tilfælde af opfordring til vold, men evner tilsyneladende ikke at se mønstret - det store billede. Heller ikke når flygtningecentre brændes ned, eller der males swastikaer på vægge i det offentlige rum.

Og befolkningen - den danske befolkning - rystes heller ikke længere af åbenlyst nazistiske ytringer. Vi er så vant til at høre folk tale om perkere og fejlfarver, at mange af os måtte vinke farvel til familiemedlemmer eller venner, hvis vi råbte op. 

En bedre grobund for nazisme er vanskelig at forestille sig. 

Det kræver en etisk oprustning af dimensioner at få vores land væk fra den deroute, vi befinder os på og tilbage på et demokratisk spor med grundlæggende respekt for ethvert menneske uanset hans eller hendes oprindelse eller religion - og det starter med os selv:

Vi må holde op med at kategorisere hate-speech som "indvandrerkritik" eller et af de mange andre synonymer, de anvender på højrefløjen for fascistisk eller nazistisk retorik. 

Vi skal kalde en spade en spade: racister kan pr definition hverken være forfulgte, pressede eller undertrykte lige så lidt som det er et udtryk for forfølgelse, når vi som samfund burer forbrydere inde. Der er kun ét offer, når medlemmer af mindretal forfølges, og det er aldrig forfølgeren. 

Vi skal holde op med at kalde opfordringer til forfølgelse og vold udtryk for ytringsfrihed. Ytringsfriheden blev en grundlovssikret rettighed for at forhindre, at staten begik overgreb mod landets borgere og forhindrede dem i at komme til orde. Den var aldrig tænkt som en fribillet til en bestemt gruppes verbale overgreb mod andre. 

Vi skal strø salt på glidebanen. Vi må være bevidste om det konstante skred, der sker i retorikken blandt de fremmedfjendske, som fører til, at vi som samfund gradvist immunes og accepterer flere og flere af deres uhyrligheder. Det er ikke ok, når politikere og debattører stigmatiserer hele grupper ud fra enkelt-begivenheder, og det er ikke ok, når sproglige ækvilibrister blandt dem pakker deres racisme ind i floromvundne vendinger med højt lix-tal, men med det samme hadefulde indhold, som man kan finde blandt deres primitive tilhængere. 

Vi skal kort sagt sige fra noget oftere, og vi skal ikke være bange for at gøre det højt og larmende. En ofte citeret idiot sagde en gang: den, der trækker nazi-kortet har omgående tabt enhver diskussion. Intet kunne være mere forkert. En nazist er en nazist er en nazist - uanset hvad det fremmedfjendske svin med volds-tendenserne selv kalder sig - og de er ikke svære at genkende, hvis blot man lukker øjnene op. Og så skal kortet trækkes!