Jeg har ikke besøgt USA de sidste 20 år. Da jeg var yngre mest fordi jeg ikke havde råd. Da jeg endelig fik råd, fik jeg ikke lov.
Sagen er den, at som led i beskyttelsen af USA's nationale interesser og i de senere år også som led i terrorbekæmpelsen er det forbudt personer som er hiv-smittede at besøge USA.
Præsident Bush forestiller sig, at jeg og flere tusinde andre pæne og ordentlige mennesker, som uheldigvis er smittet med hiv, ville vælte ind over De Forenede Staters grænser, smide bukserne og kaste os ud i en massevoldtægt af den sunde og raske amerikanske befolkning og således undergrave folkesundheden, den amerikanske drøm og USA's økonomi i et stort knald - hvis vi ellers fik lov.
Jeg behøver vel ikke nævne, at Danmarks og hele EU's døre står vidt åbne for enhver amerikansk statsborger. De kan bare komme og gå, som de vil. Det er sikkert også overflødigt at tilføje, at det faktisk er fra USA, at Hiv har bredt sig i den vestlige verden.
Derfor har jeg aldrig set Californien, kørt rundt i The Rockies, været på krydstogt fra Florida, juleshoppet i New York eller kastet mig ud fra Niagara Falls i en tønde, mens jeg råbte "Geronimoooooooo".
Jeg har ikke været i Bloomingdales, gået tur i Central Park, besøgt Hollywood eller Dollywood. Ej heller har jeg prøvet at flirte med fyrene i New York's Gaytown (jeg sagde "prøvet"!), eller haft mulighed for at tjekke om Moonlight in Vermont er mere romantisk end April in Paris. Hvad værre er: jeg måtte ikke en gang deltage i en af de store internationale medicinske konferencer i Boston om Hiv, som jeg blev inviteret til. Man skulle sandelig ikke risikere noget!
Men alting får en ende, selv Bush's regering. I sikker forventning om snarlige lunere vinde fra Amerika har Europaparlamentet i går vedtaget en resolution med det nummer, som jeg nævnte i overskriften. I resolutionen opfordres Kommissionen på det kraftigste til at meddele USA, at EU ikke længere vil acceptere, at USA diskriminerer hiv-smittede europæiske statsborgere, når det gælder indrejse i USA. Hvis ikke USA ændrer praksis, må det give anledning til genovervejelse af EU's åbenhed i forhold til at lade amerikanere rejse frit ind her hos os, hedder det i kedeligt, men umisforståeligt diplomatsprog.
Jeg er så stolt af den resolution. Den har kostet blod, sved og tårer at få på banen. Jeg er glad for selv at have været en lille brik i puslespillet som tidligere medlem af HIV Europe's bestyrelse og som deltager i talrige møder med bl.a. EU-parlaments- medlemmer i Holland og England for at gøre en lille forskel og prøve at få udryddet en helt konkret diskrimination, som ikke har været til nogen nytte, men kun har ført til menneskelig adskillelse, afsavn og diskrimination. Og især er jeg glad for, at der trods alt findes politikere, som vil gøre et arbejde for sådan en sag - også selv om den måske ikke er den store stemmesluger, men "kun" handler om almindelig retfærdighed og ligestilling.
Meget kan man sige om USA, men det har nu lidt større vægt, hvis man selv lige har været forbi og kigge det lidt efter i sømmene. Hvem ved: måske kan jeg blogge lidt fra en bænk i The Village til næste sommer? Måske går min egen amerikanske drøm i opfyldelse? Jeg har allerede smidt de første mønter i ferie-sparegrisen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar