SOMEWHERE OVER THE RAINBOW

Jeg skrev for nogle dage siden en Facebook-nekrolog over Gilbert Baker - skaberen af LGBT-flaget. Jeg er glad for, at den blev læst af en del, og at mange kommenterede, at her fik de fakta, de ikke før havde hørt om.

Blandt kommentarerne var der folk, der undrede sig over, hvordan en hel storby som San Francisco blev en bastion for homo-rettigheder, og hvordan byens LGBT-historie kan trække sine spor så langt tilbage i tiden.

Jeg vil her gøre et beskedent forsøg på at skildre lidt af homo-bevægelsens historie i almindelighed og historien om San Francisco's homo-bevægelse i særdeleshed, men må understrege, at andre, mere kvalificerede og tættere på begivenhederne allerede har gjort et kolossalt arbejde i den henseende i adskillige bøger og på adskillige websites. Betragt derfor blot nedenstående som en form for historisk resume.  Nederst har jeg forsøgt at stykke en liste sammen med forslag til mere læsning, men igen: det er kun et lille uddrag af, hvad der findes om emnet.

De fleste har hørt om den guldfeber, der rasede i Amerika i midten af 1800-tallet. Besatte af tanken om styrtende rigdom drog folk fra hele verden til egnen omkring San Francisco, efter at der var fundet betragtelige mængder af guld.

Guldgravere i bakkerne udenfor San Francisco

Alene i løbet af årene 1848-49 ankom 300.000 mennesker til det nordlige Californien. Mange blev rige i processen; enkelte endda styrtende rige.  Med sin gunstige placering ud til vandet oplevede byen handelsmæssigt og kulturelt en blomstring, som overgik alt, hvad man hidtil havde set.  San Francisco blev kendt som Paris of the West. Kulturpersonligheder som Mark Twain, Rudyard Kipling, Robert Louis Stevenson og Oscar Wilde slog sig ned for kortere eller længere tid og bidrog til at gøre byen til et kulturelt centrum.

Når guldgraverne skulle more sig, blev det hurtigt almindeligt med kostumeballer, hvor nogle af dem klædte sig ud som kvinder. Det blev en mulighed for de homoseksuelle blandt dem (en betegnelse, som slet ikke blev anvendt på den tid), at udleve en seksualitet, som afveg fra det gængse. Samtidig benyttede en del lesbiske blandt byens få kvinder chancen til at iføre sig mandetøj for at undgå chikane fra de brovtende tilrejsende mænd.

Der herskede med andre ord en form for seksuelt anarki i San Francisco, som afveg meget fra den bonerte og snerpede atmosfære, man så i Europa i de samme år, hvor Dronning Victoria herskede over det britiske imperium, og hvor man på kontinentet havde mere travlt med at afskaffe de kongeliges enevælde og føre krig end med et opgør mod den gældende moral.

Guldfeberen varede kun kort. I 1850 var hver en kvadratmeter af det nordlige Californien endevendt. Men tilflytterne blev. Mange slog sig på handel; flere af dem grundlagde ved hjælp af deres guld-indtægter virksomheder som i nutidens målestok var på størrelse med de største verdensomspændende koncerner med Levi Strauss' tøj-firma og Wells Fargo's Bank som typiske eksempler.

Andre arbejdede med at få den nye storbys infrastruktur til at fungere. Nye kvarterer opstod, godt hjulpet på vej af anlæggelsen af San Francisco's enestående netværk af cable cars - små sporvogne som ved hjælp af et underjordisk kædetræk kunne slæbe sig op ad byens stejle bakker.

San Francisco cable car på Nob Hill

Alt kunne lade sig gøre; alt var tilladt. Dette var udlevelsen af Den amerikanske Drøm, men det var også en lovløs tid, hvor man havde svært at få styr på kriminaliteten og følgerne af udbredt korruption.

Enhver reaktion har en modreaktion. Det gjaldt også i San Francisco. Efterhånden som mere ordnede forhold blev indført, så man også krav om mere anstændighed og moral. De prostituerede,  homoerne, transpersonerne og de andre anderledes blev fortrængt fra gadebilledet, men levede videre i skumle barer og skjulte etablissementer i kvarterer, som det pæne borgerskab holdt sig fra.

Det var for resten også  i de år, at et ubehageligt kapitel af byens historie begyndte: Tusinder af kinesiske indvandrere havde vist sig lidt for dygtige til at udkonkurrere de vestlige købmænd. Man valgte at bekæmpe dem ved at indføre et totalt stop for immigration fra Kina. Samtidig fik kinesiske kvinder indrejseforbud i håb om, at man på den måde forhindrede byens kinesiske koloni i at vokse.

Byens bøsser og transpersoner holdt altså lavere profil i en årrække, men de gjorde det primært ved at etablere forlystelsessteder lige uden for bygrænsen, hvor lovens lange arm endnu ikke kunne nå dem. Et helt nyt byområde opstod med tilnavnet The Barbary Coast. I dag er San Francisco vokset så meget, at området regnes som en del af storbyens centrum. Det lå i den trekant som i dag udgøres af Pacific Avenue, Montgomery Street og Stockton Street.

Aftenstemning i Barbary Coast området 1906. Bemærk det
påfaldende fravær af kvinder.

Stribevis af homoseksuelle etablissementer så dagens lys i de årtier, som fulgte. Ofte blev de lukket af politiet. Det gjaldt fx The Dash - en bar, som helt åbenlyst inviterede homoseksuelle til at hygge sig der. Da myndighederne opdagede, at stedets ejer var en af byens ansete dommere, var skandalen enorm.

Så kom 1. Verdenskrig. En periode, hvor den amerikanske flåde indførte en regel om, at homoseksuelle marinere øjeblikkeligt skulle smides ud af hæren og sættes i land i nærmeste havn, hvis de blev opdaget. Mange blev opdaget og mange sat i land - og især i San Francisco. Den praksis fortsatte faktisk helt frem til 1960'erne. Ikke mindst under 2. verdenskrig fandt mange homoseksuelle soldater et nyt hjem i San Francisco blandt de andre udstødte.

Homomiljøet i San Francisco havde sine op- og nedture gennem mange år. Opblomstringer der fulgtes af en særdeles hårdhændet modreaktion fra myndighedernes side med razziaer, fængslinger og masser af politivold.

Men set i historisk perspektiv har tendensen været på homoernes side. I 1950'erne voksede beatnik-generationen frem med forfattere som Allen Ginsberg, der var åben homoseksuel, som en af de ledende figurer.

Beatnik-folkene og de senere grundlæggere af hippie-bevægelsen holdt til i San Francisco's Haight-Ashbury område, hvilket gjorde det oplagt for mange homoseksuelle at slå sig ned i nabokvarteret The Castro, som på det tidspunkt var et nedslidt område for en ret fattig del af befolkningen. Da bøsserne kom til, steg gennemsnitsindtægten i bydelen. Huse blev renoveret i stor stil. Området blev efterhånden anset som en attraktiv del af byen at bo i - og især hvis man ikke havde et problem med fyre, der elskede hinanden. 

San Franciscos første politiske organisationer for homoseksuelle kom til de år. Allerede i 1962 dannedes The Tavern Guild - en sammenslutning for ejere af homo-barer, som ad rettens vej tog kampen op mod de konstante overgreb fra politiets side. Først i 1995 havde nye og mere tolerante tider overflødiggjort dens eksistens.

Harvey Milk

De fleste læsere af dette opslag vil være bekendt med Harvey Milk's historie. Milk var jo den politisk begavede bøsse, som ankom til San Francisco fra New York i 1972 og åbnede en foto-handel i Castro Street, men som mest blev kendt som den første folkevalgte åbne homoseksuelle og som den person, som for alvor fik sat homoseksuelles rettigheder på dagsordenen ikke bare i San Francisco, men i hele USA og i resten af verden. 

Med drabet på Milk i 1978 kom en ny politisk bevidsthed om de homoseksuelles sag. Såvel vores modstandere som vi bøsser, lesbiske og transpersoner indså senest på det tidspunkt, at retten til at leve og elske, som man vil i bund og grund er en politisk kamp.

Den følelse blev tydeligt forstærket, da aids-krisen begyndte i starten af 1980'erne. Den mystiske sygdom, som ingen i begyndelsen kunne finde nogen forklaring på, ramte San Franciscos bøsser med så forfærdende kraft, at lægerne i starten døbte den GRID - Gay Related Immune Deficiency. 20.000 mænd, hvoraf flertallet var unge - over halvdelen af The Castro's homoseksuelle befolkning - udviklede rædselsfulde symptomer og visnede hen og døde. For mange foregik det i en smertefuld proces, som forstærkedes af, at familie og arbejdsgivere slog hånden af dem og læger og plejepersonale nægtede at behandle dem.

Ved indgangen til 1989 valgte San Francisco Sentinel at dedikere hele avisens første sektion til årets ofre for aids. Ikke i form af artikler eller nekrologer, men med små billeder af de døde, man havde opsporet samt deres navn, fødsels- og dødsdato.

Derefter blev det kun værre. I 1992 mistede The Castro 30 indbyggere om ugen til hiv og aids; det lille samfunds fundament blev eroderet, mens livsledsagere, kærester, bollevenner, hjertevenner, kammerater, skatteborgere, læger, lærere, butiksejere, restauratører, politifolk døde visnede hen og døde en hæslig død for øjnene af en rædselsslagen verden.

Hiv-aktivist David Kirby på sit dødsleje omgivet af far, mor og
søster. 1990

Der var lammende lidt opbakning til homoer og aids-syge i USA i krisens første år. Tusinder af amerikanere døde, men præsident Reagan nægtede at tage ordet aids i sin mund af angst for at fremstå homo-venlig. Først da et kendt navn - skuespilleren Rock Hudson - døde af sygdommen, omtalte Reagan den ved navn, men der skulle gå endnu syv år, før han indså, at der måtte afsættes store midler til udviklingen af medicin og pleje af de syge.

Mange befolkningsgrupper ville være bukket under af indre strid under de vilkår, men det modsatte skete i The Castro og for USA's homoseksuelle generelt. De syge og de sørgende søgte sammen. Utallige netværk blev dannet. Småstridigheder blev bilagt, mens vreden mod myndighederne voksede. Mange homoseksuelle uddannede sig til læger og blev aktivister i striden mod regeringen og de offentlige myndigheder, som var alt for langsomme til at godkende de nye typer af medicin, som blev udviklet.

Harvey Milk's unge kampfælle, Cleve Jones, kom på ideen med aids-tæppet. Hans tanke var, at de efterladte til ofrene for aids lavede hver deres lille, meget personlige tæppe til minde om deres afdøde ven. Hvert tæppe skulle være på størrelse med en begravelseskiste. Derefter skulle disse tæpper sys sammen til en gigantisk gobelin - et vidnesbyrd om det store tab, verden led.

Måske er det sandt, at homoer er særligt kreative. I hvert fald mundede Navne-Projektet, som det hurtigt blev døbt ud i 49.000 dybt personlige, dybt rørende tæpper, som da de blev syet sammen vejede ikke mindre end 56 tons. Blandt de anvendte materialer er silke, ruskind, læder, mink, taft, bobleplast, metal, perler, krystaller, pailletter, fjer, uniformsdele, t-shirts, jeans, handsker og rhinsten - masser af rhinsten.

Lagt ud i sin fulde længde og bredde måler aids-tæppet 3.000 x 500 meter, svarende til størrelsen på National Mall i Washington - det store grønne område foran Capitol i USA's hovedstad, hvor festligheder som præsident-indsættelser fejres.

En del af Aids-tæppet på National Mall,
Washington DC. 2012

Tæppet blev sidst fremvist i sin helhed i forbindelse med den internationale aids-konference netop i Washington DC i 2012. Da udstillingen åbnede, begyndte samtidig oplæsningen af navnene på de døde. Den sluttede først to dage senere. Jeg var selv tilstede ved den lejlighed og gik derfra som en flæbende lille dreng, ramt af denne forunderlige tredelte følelse, som vi langtidsoverlevende med hiv deler: den dybe sorg over dem, vi elskede og mistede, glæden over selv at have klaret den - og den irrationelle skyldfølelse som hvisker "hvorfor dig - og ikke ham eller ham?"

Cleve Jones klarede den, ligesom jeg selv. Jeg følger ham på Facebook med en andægtighed og ærefrygt, han selv vil være den første til at grine af, men ingen nulevende homo-helt har som han forstået at give os  homoer en fælles stemme, som har givet genlyd over hele verden.

Cleve Jones

Cleve har været med hele vejen. Han har debatteret, marcheret, været på barrikaderne siden han som teen-ager blev smidt ud af hjemmet i Arizona, fordi han nægtede at underkaste sig den elektro-chok behandling, hans psykolog-far(!) ønskede at udsætte ham for for at kurere hans homoseksualitet. Fra han satte sig på bussen i Phoenix og få dage senere blev en bærende del af Harvey Milk's politiske kampagne, har han haft adresse i Castro Street i The Castro i San Francisco. Hvor ellers?

Så sent som i går talte han ved mindehøjtideligheden for Gilbert Baker under det store regnbueflag på Harvey Milk Plaza for enden af gaden, hvor det hele begyndte.

Homokampen er langtfra overstået, selv om visse politikere og naive heteroer ynder at fremstille det sådan. Vi oplever tilbageslag, som det ses i USA, hvor Trump i disse uger ruller rettigheder tilbage, som for bare et år siden ansås som sikrede. Vi ser systematisk forfølgelse af homoseksuelle i op mod hundrede lande kloden over, og i den såkaldt oplyste vestlige verden oplever vi homoer den lille homofobi stikke sit beskidte fjæs frem mindst ligeså ofte, som kvinder føler sig udsat for mandschauvinisme.

Vinderen af kampen er der til gengæld ingen i tvivl om. Homoseksuelle har oplevet forfølgelse og tålt hån, had, overgreb, vold og drab i århundreder. Vi har gennemlevet en aids-krise, som har slået millioner af os ihjel. Men hvert eneste tab af liv og hver eneste tilbageslag har gjort sammenholdet mellem os stærkere, så vi er vendt styrkede tilbage. Selv i kampen for overlevelse har vi aldrig grebet til våben, og vi har aldrig fremsat krav, som handlede om at indskrænke andre menneskers rettigheder.

Det ville også være i direkte modstrid mod det overordnede budskab, som handler om kærlighed uden grænser. Hvad vores modstandere kæmper for, fortaber sig i religiøs og homofobisk retorik; modsat os har de aldrig været truet på liv og sjæl på grund af kønnet på deres elskede eller fordi det køn, de oplever at tilhøre, ikke er det biologiske køn, de fødtes med.

Så naturligvis vil The Castro og vi homoer overleve den bølge af højrepopulisme og sen-modernistisk moralisme, som skyller ind over verden i denne tid. Kærligheden overvinder alt, selv om man ofte går grueligt meget igennem for at få den.  

Regnbuer kan man ikke slå ihjel.

Bøger og websites til yderligere fordybelse:

Lipsky, William. Gay and Lesbian San Francisco. Arcadia Publishing, 2006

Stryker, Susan and Jim Van Buskirk. Gay by the Bay: A History of Queer Culture in the San Francisco Bay Area. Chronicle Books, March 1, 1996

Boyd, Nan Alamilla (2003). Wide-open town: A history of queer San Francisco to 1965. University of California Press, 2003

Bérubé, Allan. Coming out under fire : the history of gay men and women in World War Two. n.p.: New York : Free Press, c1990

http://www.sfgayhistory.com/

http://www.foundsf.org/index.php?title=The_Castro:_The_Rise_of_a_Gay_Community

http://www.out.com/entertainment/popnography/2013/04/22/12-bars-made-san-francisco-gay-chronological-order

http://www.aidsquilt.org/

Opskrift til week-enden: Hvid Pizza Støjberg - eller Pizza Bianco alla Merda di Cane

Ingredienser:

3 dl svovlsyre

5 g gær

1 sjat olie (Nordsø) (Fås hos Mærsk til overpris)

400 g kridhvidt mel fra Hals Mølle

Lidt sydesalt fra Læsø

Et bæger Buko-ost uden smag

6 kartofler

Mere Læsø-salt

8 skiver Flødehavarti

2 liter varm luft a la Støjberg

Redskaber:

En albino-bager med jysk dialekt 

En svinehund

1 m Randers Reb

Fremgangsmåde: 

Bed din kridhvide pizzabager om at komme i omdrejninger:

Opløs gæret i svovlsyren. Tilsæt olie, mel og salt. Ælt sammen til en dej. Lad hæve natten over. 

Rul dejen ud på et meldrysset bord og bank den sønder og sammen til den er tynd og rektangulær.

Læg den på bagepapir på en bageplade.

Smør smøreosten ud over dejen.

Skær kartoflerne i skiver og fordel dem på pizzabunden.

Drys med groft sydesalt.

Find en optagelse med Inger Støjberg på nettet. Start den. Bag pizzaen ved Støjbergs varme luft i et kvarters tid, til den er let branket.

Fordel flødehavarti i skiver ud over din pizza.

Fortsæt derefter bagningen til du står med en kridhvid, ulækker masse.

Træk dine indre svinehund hen til pizzaen og bed den skide på maden.

Bind det hele sammen med rebet og stram til! Mere! MERE FOR SATAN!!!

Til slut anbringes pizzaen i en teltlejr, hvor den trækker i adskillige måneder i frostvejr. 

Før serveringen pyntes med et dannebrogsflag.

Voila! Så er maden klar. Denne ret er klam, ulækker og dødsensfarlig, men pæredansk fra inderst til yderst, og har du et problem med den, kan du bare skride!

Serveres med 2 liter Cola Light og efterfølgende spanking af pizzabageren henover spisebordet. 

You have to give them hope

 Som så mange andre holder min mand og jeg af at besøge Dragør. Der er nu noget hyggeligt over at gå rundt i de brostensbelagte stræder og nyde en isvaffel fra kiosken på havnen, mens man kigger på de stråtækte bindingsværkshuse.

"Som barn gik jeg til dans på Strandhotellet", forklarer jeg hver gang min mand, og han nikker tålmodigt og lader sødt som om, oplysningen er helt ny for ham. "Og så tog mor mig altid med op til ostehandleren på Torvet, hvor jeg fik en lille firkant ost sat på en tandstik", fortsætter jeg ivrigt, hvorefter jeg beskriver, hvordan ostehandlere dengang havde grædende vinduer, som vandet løb ned over fra morgen til aften. Også det ved han udmærket godt, men det er blevet et af vores ritualer. Noget som bare skal siges.

Men der er mindst en slange i ethvert paradis, så der er noget, jeg aldrig siger. Noget jeg omhyggeligt undlader at omtale der - midt i idyllen. For det er jo også her, at Karen Jespersen og Ralf Pittelkow fra internetbloggen Den Korte Lunte (eller hvad den nu hedder) bor - for slet ikke at tale om DF's Martin Henriksen. Tænk hvis man løb på en af dem! Eller værre: dem alle tre samtidig.

Lynhurtige strøtanker presser sig på: Vi ved, at det koster et vist antal dagbøder at spytte på Pia Kjærsgaard. Men er det billigere, hvis målet er et menigt folketingsmedlem eller et forhenværende? Og hvis ja, betyder det så, at det nærmest er en gratis omgang, hvis man rammer Pittelkow, der aldrig har været valgt til noget som helst? Måske er det i virkeligheden bedre at hvisle et "Fy for fanden", mens man passerer dem? Højt nok til at de hører det, men ikke højt nok til, at andre registrerer det? Eller skulle man vælge bevidst og meget åbenlyst at kaste sig ind mod den nærmeste mur for helt bogstaveligt at lægge afstand til dem på en meget åbenlys måde?

Tanken om at hilse pænt og bare sige goddag strejfer mig ikke.  Ej heller at lade som ingenting som mere besindige folk ville gøre. For de skal dæleme da ikke tro, at man kan sprede så meget had og stadig forvente smil og venlighed fra deres omverden. Det ville jo bare bestyrke dem i deres vantro.

Heldigvis kender jeg ikke adressen på nogen af dem  og vil heller ikke vide det. Enhver vil jo gerne beholde sin idyl-drøm intakt så længe som muligt, ikke sandt?

Men Dragør er kun et af flere steder, hvor jeg rammes af disse blandede følelser. For nyligt er USA blevet endnu et. I store dele af mit voksne liv var jeg forment adgang til landet. Det sørgede Ronald Reagan for, da han med et præsidentielt direktiv besluttede, at folk med hiv ikke skulle have lov til at rejse ind i Guds eget land; ikke en gang som turister. 22 lange år varede det, før Barack Obama kom til og ophævede forbuddet, hvis formål aldrig var at beskytte landet mod en udefrakommende fare. Sandheden var jo, at i den vestlige verden spredtes hiv snarere fra USA end til landet. Nej, det handlede om at fodre visse vælgeres irrationelle angst og om at fremstå handlekraftig, selv om man intet gjorde - også selv om det indebar at misbruge uskyldige ofre som syndebukke for en forbrydelse, de aldrig havde begået.

Det var en bittersød fornemmelse endelig at få lov til at besøge USA. Bitter på grund af alle de oplevelser, jeg var gået glip af. Sød fordi mit første besøg i landet siden mine tyvere skyldtes en invitation til at blive "community representative" i et "community advisory board". I al korthed dækker de fine ord over, at amerikansk lovgivning indeholder et påbud om, at medicinske studier som involverer patienter kun må gennemføres, hvis patienter er repræsenteret i studiets ledelse i form af et rådgivende organ.

USA bruger årligt mange milliarder på at understøtte medicinsk forskning i hele verden. Det sker typisk ved at man kanaliserer penge til ledende amerikanske universiteter, som de så kan bruge på at etablere samarbejder med universiteter i andre lande. Hvert af disse universiteter tager så kontakt til et stort antal sygehuse og klinikker, og vupti har man adgang til blodprøveresultater og andre vigtige medicinske oplysninger om tusinder og atter tusinder af patienter - hvis disse altså har givet tilladelse til det.  På den måde kan man hurtigt indsamle enorme mængder data og med stor statistisk sikkerhed udtale sig om, hvordan det går folk, der får en bestemt type piller i forhold til dem, der indtager et konkurrerende produkt eller dem, der modtager en helt tredje form for behandling.

Sådan bygges fundamentet for medicinske studier i stor skala. På den måde er videnskaben blevet klogere på, hvordan man bedst behandler de store epidemier som blandt andet hiv. Og da jeg er hiv-patient og ved en del om medicin og - vigtigst: har svært ved at holde min kæft, hvis jeg finder noget urimeligt, blev jeg inviteret til at indtræde i sådan et rådgivende organ, hvis næste møde skulle holdes på et hotel i San Francisco.

Jeg var - og er - beæret. Da jeg satte mig ind i flyet, der skulle føre mig over Atlanten, vidste jeg ikke, at jeg var på vej til at knytte nye, nære venskaber med folk fra hele kloden, og at jeg i de kommende år skulle aflægge besøg i en lang række af amerikanske storbyer. I tilgift udvises der også respekt for mine begrænsede kræfter, så jeg har tid til at komme til hægterne undervejs. Bevares, jobbet er ulønnet (man er vel uafhængig og aktivist), men oplevelsen har hver gang været overvældende. Jeg passer pligtskyldigst mine møder, aflægger rapport, giver mit besyv med og holder kontakten med resten af holdet gennem hyppige telefon-konferencer, men oplevelsen af at gå rundt i San Francisco's gader eller at være søvnløs i Seattle på grund af jetlag slår enhver charterrejse. 

Da en nær og kær dansk sjæleven samtidig flyttede til Los Angeles, blev min tilknytning til USA kun endnu tættere. Min elskede måtte med derover! Siden har vi brugt mange ferier på at tage over Dammen, så vores indre Amerika-kort er nu oversået med røde tegnestifter, repræsenterende de mange steder, vi har besøgt. Vi har set ufattelig smuk natur, ført os hjemmevant frem i Washington og New York, svedt tran i Florida og knaldfrosset i Boston - to name but a few. 

Måske har vi været heldige, måske er vi selektive, måske er vi naive, eller også er vi så bøssede, at vi nærmest suger tolerante og frisindede mennesker til os og samtidig ubevidst frastøder folk, der ikke kan lide os. Men bundlinjen er, at det har været nogle dejlige år, hvor vi er blevet kulturelt beriget og har haft utallige uforglemmelige stunder med amerikanske venner og bekendte.

Men nu er der sket noget. Obama-æraen er omme. Videnskabelige fakta er pludselig noget, som drages i tvivl; der dryppes malurt i frisindets og tolerancens bæger; vi hører hadefulde røster, som vi før var i stand til at fortrænge. Lidt som at gå rundt i Dragør og ikke bare møde Martin Henriksen, men at opleve, at han faneme stjæler isvaflen ud af hænderne på en. Eller gør noget meget, meget værre.

Det opleves som et tab; et traume. Man gennemgår de klassiske faser: benægtelse, vrede, bearbejdelse og depression fulgt af en form for accept af situationen, som samtidig indebærer, at man lægger en strategi for, hvordan man kommer videre. Det er ikke faser, som nødvendigvis kommer i forlængelse af hinanden. Måske oplever man flere af dem på samme tid. Det er vist sådan, jeg selv har det. Men samtidig nærer denne ukuelige optimist og regnbuebøsse en tro på, at en dag bliver alting bedre.

Vi homoer har vores egen martyr. Han hedder Harvey Milk. Harvey var en passioneret tilhænger af ikke-vold og en oratorisk begavelse på linje med Martin Luther King. Den 25. juni 1978 stillede han sig på trappen til San Francisco's rådhus foran 240.000 mennesker. Anledningen var Gay Freedom Day. I minutterne som fulgte holdt han sin tale om at bevare håbet for enhver pris - selv når modgangen er størst. 

The Hope Speech satte og sætter stadig tonen for den verdensomspændende homobevægelse. Et af de mest berømte citater lyder:

“On the Statue of Liberty it says: ‘Give me your tired, your poor, your huddled masses yearning to be free…’ In the Declaration of Independence, it is written: ‘All men are created equal and they are endowed with certain inalienable rights…’ And in our National Anthem, it says: ‘Oh, say does that Star-Spangled Banner yet wave over the land of the free.’ For all the bigots out there: that’s what America is. No matter how hard you try, you cannot erase those words from the Declaration of Independence. No matter how hard you try, you cannot chip those words off the base of the Statue of Liberty and no matter how hard you try, you cannot sing the Star-Spangled Banner without those words. That’s what America is. Love it or leave it.”

Som med alle legendariske taler gælder det også for Milk's: den kunne ligeså godt være holdt i dag. Og med ganske få ændringer kunne den holdes i et utal af lande og om en hvilken som helst befolkningsgruppe blandt de mange, hvis rettigheder trædes for fode af folk, der anser sig selv som bedre end alle andre. 

Jeg tænker meget på Harvey Milk i disse dage. På hvor langt vi homoer er kommet, siden han holdt sin store tale. På hvordan han havde reageret med sorg over den behandling og dæmonisering som minoriteter overalt nu igen udsættes for. Men også på den resoluthed, han ville have vist i at adressere problemet og opfordre til fornyet kamp for en bedre verden.

Det kan ofte virke næsten umuligt at tro på det grundlæggende gode i mennesket. Dumheden, afstumpetheden, kynismen kan virke så overvældende, at man knapt tror det muligt. Men uden håb er vi fortabt. Vi må bevare håbet og sammenholdet - alle os, der går sorgfuldt rundt og føler os desillusionerede og modløse i denne mørke tid. Vi må tale vores sag, kæmpe vores kamp, forsøge af al magt at være de forbilleder for det tolerante og åbne samfund, vi ønsker os. Og vi må gøre det med åbne øjne. Vi skal ikke lade os forblænde af populisters bragesnak. Vi skal ikke hoppe på den limpind, som alt for mange spræller hjælpeløst rundt på, mens de bilder sig ind, at deres lykke afhænger af andres undergang.

I næste uge skal jeg tilbage til Seattle. For første gang med blandede følelser og i bevidstheden om, at jeg kommer til et forandret land. Bagefter lægger jeg atter vejen forbi Los Angeles. Sjælevennen er der jo stadig. Og når jeg kommer hjem, vil Allan og jeg for alvor tage tyren ved hornene: Efter mange måneder med sygdom på dagsordenen i vores lille hjem vil vi køre en tur til Dragør for at få os en isvaffel med hele svineriet. Vi vil atter gå rundt i de brostensbelagte gader. Og skulle vi møde en af de tre, du ved, tror jeg, at vi nøjes med at være enige om, at de er nogle stakler. Hvor tragisk at leve et liv, der domineres af den forunderlige blanding af angst og had, som racister, fascister og mange andre -ister er så fastlåst i. De aner ikke, hvad de og folk som dem går glip af. 

Det bør de have at vide! Verden bliver først et bedre sted, den dag det lykkes os andre at at overbevise dem om det: uden håb og kærlighed har ingen af os en fremtid. 

BORGERLIGT ANNONCEMARKED

Bortgives:

Storfamilietelte i flere størrelser i modefarven "Bevidst Lurvet"; udstyr: Intet.

Ønskes:

Mundskyllevæske "Listerine med Cola-smag" (Fjerner den dårlige smag i munden i selv den mest beskidte kæft). 

Haves:

Ensom olding med anti-demokratiske, voldelige tendenser.

Ønskes:

Venner til oldingen med lignende tanker. HA'ere og nynazister opfordres i særlig grad til at respondere. 

Haves: Evigt skræppende papegøje med lille ordforråd. 

Ønskes:

Folketingsformand 

Job søges 1:

Jeg er en mand i min bedste alder med en velassorteret garderobe, egen rygekabine og eget fadølsanlæg, som søger en fast stilling som statsminister.  Indstillet på at mene og gøre hvad som helst for at få jobbet. Har den udvidede manipulator-eksamen med diplom. Er omgængelig og i stand til at omgås selv det værste afskum med et smil. Indstillet på meget rejseaktivitet, så længe der er dobbelt så meget benplads i flyet som mine korte ben kan fylde ud. Lønnen er uden betydning, så længe frynsegoderne er gode, da jeg i forvejen modtager betragtelig støtte fra erhvervslivet.

Job søges 2:

Ung fuldtids-racist med intellektuelt ry søger nye deltids-udfordringer, da jeg på grund af nogle misforståelser om nogle millioner ser ud til at få brug for noget andet at rive i inden længe. Jeg er en festlig fyr, der har min daglige gang på værtshuse på Bakken, men er i topform (især i højre arm). Af private årsager må jobbet gerne være et hjemmearbejde, som fx kan bestrides via en god internet-forbindelse fra Horserød. 

Job tilbydes:

       Internet-blog i rivende fremgang søger 

fiktions-forfattere i paranoia-genren med en livlig fantasi. Du skal kunne formulere dig overbevisende om frit opfundne emner med udgangspunkt i frygten for det ukendte. Henvendelse: Crap-Shit Publications, Dragør. 

Indsamling!

Alle opfordres til at bidrage til Landsindsamlingen for Nødlidende Millionærer. Indbetalinger mærket S.A. kan ske via Mobilepay til Saxo Bank eller direkte til SKAT. Benyttes sidstnævnte løsning garanteres dog ikke for at beløbet når frem. 

Udlejes!

Ser du spøgelser ved højlys dag? Søger du et trygt sted, hvor du kan føle sig sikker for mørke mænd og tilhyllede kvinder? Prøv vores gummiceller! Fås i alle størrelser og leveres diskret på din adresse. 

Henvendelse: Angst & Bange A/S, Bævretoften 666, 7913 Hvidberg.

Zozial klub søger nye medlemmer                                                                    

Vi er en lillebitte indspist flok røvrige politisk interesserede som godt kunne bruge lidt selskab. Vores leder er skabshetero, så vores tolerance fejler ikke noget, men af en eller anden grund gider ingen lege med os. Vi er imod det meste, men på den anden side gode til at mene, hvad andre mener. Eneste krav til dig er, at du har en ejerbolig (lejere er nogle tabere) og ikke er noget, der ender på -ist. Henvendelse til Søren, c/o Cafe Intime.

Ugens tilbud: 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                         

PrEP: Hiv-prævention for ikke-smittede. Nyt fra Durban og en kommentar til situationen i Danmark

På den netop afsluttede AIDS konference i Durban, Sydafrika, præsenterede forskergruppen ATN resultater fra et studie* vedrørende PrEP-behandling blandt unge amerikanske fyre, der har sex med andre fyre.

PrEP er et tilbud til hiv-negative personer i risiko for at få hiv. Det består af en enkelt Truvada-pille, som skal tages hver dag. Truvada er sammensat af de to stoffer Tenofovir og Emtricitabine og er i forvejen en velkendt del af mange hiv-positives behandling.

Også dette studie var overbevisende i forhold til at understrege virksomheden af den PrEP-behandling, som stadig syltes af sundhedsmyndighederne herhjemme, men det afslørede også andre interessante ting.

I USA er der for længst udsendt officielle anbefalinger, der anbefaler brug af PrEP til visse grupper i høj risiko for at pådrage sig hiv.

Studiegruppen bestod udelukkende af 15-17 årige fyre og var sammensat efter de samme kriterier, som anvendes, når amerikanske læger skal vurdere, om en person kan sættes i PrEP-behandling. Kriterier, som man passende også kunne anvende herhjemme i forhold til mænd der har sex med mænd, når vi en gang omsider får myndighedernes godkendelse af PrEP:

Man skulle mindst opfylde et af følgende kriterier :

- Være hiv-negativ

- Efter eget udsagn have oplevet mindst en af følgende hændelser inden for det sidste halve år:

a) Analsex uden brug af af kondom med en kendt hiv-positiv eller en person med ukendt hiv-

status

b) Analt samleje med mindst tre partnere

c) Analt samleje med en mand for penge, gaver, en overnatning eller ulovlige stoffer

d) Samleje med en mand og pådragelse af en kønssygdom

e) Samleje med en hiv-positiv partner, hvor der ikke konsekvent blev anvendt kondom

f) En eller flere episoder hvor kondomet sprang eller gled af.

ATN-forskerne henvendte sig indledningsvis til 2.864 potentielle studiedeltagere. Heraf afslog 527 at

deltage i studiet og hele 2.077 viste sig ikke at opfylde kriterierne. Tilbage var så 260 fyre, hvoraf 152 nu afviste at deltage, en viste sig at være hiv-positiv, 8 fik forbud mod at deltage af deres forældre, 13 måtte udelukkes, da det viste sig, at de kunne få nyre-problemer af at indtage Truvada, og 7 måtte ekskluderes af andre grunde.

Således reduceret til 79 deltagere begyndte studiet for lidt over fire år siden. I perioden er gruppen blevet fulgt nøje med regelmæssige hiv-tests og øvrige blodprøver for at sikre, at de kunne tåle Truvada. Fyrene besøgte studie-klinikken efter fire, otte, tolv, 24, 36 og 48 uger for at fortælle, om de fortsat gjorde brug af PrEP-behandlingen. Samtidig tog man blodprøver for at måle Truvada-koncentrationen i deres blod.

Lægerne kom til den interessante konklusion, at jo længere der gik mellem besøgene på klinikken, jo mere faldt indholdet af Truvada i studiepersonernes blod. Det dokumenterer, at mange havde svært ved at huske at tage deres PrEP-pille hver dag. Som begrundelse afgav de fx, at de ikke havde været hjemme, at de havde haft for travlt, at de simpelthen glemte det, eller at ændrede hverdagsrutiner havde skubbet opmærksomheden på behandlingen i baggrunden.

Tre af studiedeltagerne fik konstateret hiv i forbindelse med uge 48 besøget. Alle tre havde meget lav eller intet indhold i blodet af PrEP-medicinen. For den enes vedkommende havde man faktisk ikke kunnet måle Truvada i blodet på noget tidspunkt i løbet af studiet.

Andre studier har for længst dokumenteret, at PrEP fungerer overvældende godt. Risikoen for at pådrage sig hiv, hvis man er i PrEP-behandling og følger den, er ekstremt lille.

Det interessante ved dette studie er, at vi her ser, at PrEP ikke kun bør bestå i at stikke folk i risiko-grupperne en pille og så håbe på det bedste.

Vi ved allerede, at der først skal foretages en screening af PrEP-kandidaten: er vedkommende overhovedet i risiko for at få hiv og hvis ja, har vedkommende så normalt fungerende organer, som tolerer denne kombi-pille?

Mens PrEP-behandlingen står på, skal PrEP-brugeren desuden jævnligt have taget blodprøver for at sikre, at han ikke er blevet hiv-smittet, og at der fortsat ikke er utilsigtede bivirkninger ved behandlingen som vedkommende måske ikke er opmærksom på. I den forbindelse er det oplagt også at teste for andre kønssygdomme end hiv.

Af dette studie kan vi lære, at det er særdeles vigtigt med opfølgende og motiverende samtaler med PrEP-brugere. En form for moralsk opbakning til at understøtte det valg, man har taget, når nu man i forvejen har det svært med konsekvent at anvende kondomer.

Sammen med den ret høje pris på Truvada-piller gør disse nødvendige tiltag PrEP-behandling til en ret bekostelig affære. Alligevel har man altså valgt at gøre PrEP til en officiel del af landets sundhedspolitik i USA og fx i Frankrig, hvor man endog er særdeles liberal i forhold til tildeling af behandlingen: vil du have den, kan du få den. Gratis.

Det er sket efter både økonomiske og etiske overvejelser. Koldt og kontant: hvad er billigst? Livslang behandling af folk der har fået hiv eller PrEP-behandling i en kortere periode til mange flere? Og er det rimeligt, at samfundet eller sygeforsikringsselskaber skal betale for en forebyggende behandling af raske mennesker?

Flere studier har påvist, at der er økonomiske fordele ved at tilbyde PrEP til hiv-negative. Blandt andet påviste en canadisk forskergruppe sidste år**, at hver person i PrEP-behandling sparer samfundet for mellem 2-300.000 kroner, fordi PrEP behandling ikke skal gives hele livet; fordi PrEP er billigere end en komplet hiv-behandling, og fordi folk på PrEP ikke udvikler de hiv-følgesygdomme, som mange hiv-positive får.

Samtlige hiv-organisationer i hele verden har for længst anbefalet, at PrEP gøres tilgængeligt for personer, der jævnligt er i risiko for at blive smittet. Det samme har organisationer for homoseksuelle gjort i en lang række lande. Desværre gælder det ikke Danmark. LGBT Danmark har nok et sundhedspolitisk udvalg, men deres side på organisationens website er sidst opdateret i 2013, hvor man havde sit hovedfokus på psykisk sundhed blandt lesbiske samt HPV-vaccine til bøsser – en sag, man desværre (også) tabte med et brag.

Faktisk er der ikke en stavelse om PrEP-behandling at finde på LGBT Danmarks hjemmeside – en

organisation, der ellers skal forestille at repræsentere præcis den risikogruppe, behandlingen er rettet

imod.

Det er et kolossalt svigt - et tegn på manglende fokus, politisk inkompetence og impotens – og desværre et tegn på de ”pæne danske homoseksuelles” berøringsangst i forhold til den sygdom, som i de seneste årtier har kostet millioner af os livet. Så hellere overlade det til hiv-lægerne, til Aidsfondet og til de hiv-smittede at kæmpe de hiv-negatives kamp, synes rationalet at være.

Det er ganske enkelt en ussel opførsel, som kun bidrager til at øge stigmaet omkring hiv. Et stigma som mange hiv-positive stadig kæmper imod hver dag, og som er stærkt medvirkende årsag til, at mange stadig ikke lader sig hiv-teste på regelmæssig basis, selv om deres opførsel tilsiger det.

Det er aldrig for sent at indføre PrEP i Danmark. Men det er beskæmmende, at argumenterne i

debatten indtil nu har været fremført af ganske få, og at det blev fordomsfulde politikere, der hellere vil have skattelettelser end en forbedret sundhedstilstand blandt homoseksuelle, som foreløbig har vundet den.

* ATN 113: Daily Oral Tenofovir DF/Emtricitabine Well Tolerated in Adolescent MSM in US-Based PrEP Demonstration

** Cost effectiveness of ‘on demand’ HIV pre-exposure prophylaxis for non-injection drug-using men who have sex with men in Canada: E. Quellet m.fl - Can J Infect Dis Med Microbiol. 2015 Jan-Feb; 26(1): 23–29.

Om gråspurve og kanoner

Da Anders Fogh blev statsminister i 2001 blev han blandt andet valgt på grund af sit opgør med det, han kaldte smagsdommerne. Derfor vakte det en del undren, at han som noget af det første satte Brian Mikkelsen til at få udarbejdet en kulturkanon i samarbejde med en masse eksperter.

Arbejdet stod på i flere år og kostede en formue.

Resultatet var ikke overraskende: Matador, Kim Larsen, Hammerhøi, Eckersberg, PH-lamper og Den allersidste dans fra Mød Mig på Cassiopeia. Hvad kunne man indvende mod det?

Jo, man kunne blandt andet indvende, at det hurtigt blev tydeligt, at regeringen i almindelighed og Brian Mikkelsen i særdeleshed ønskede at bruge Kulturkanonen i deres egen politiske kamp. Som medlem af kanonudvalget, Erik Aksel Nielsen, udtrykker det:

- Brian Mikkelsen misbrugte vores tillid fuldstændig katastrofalt. Han var en konservativ egoist, og han skulle bruge kanonen til at prale med den konservative politik.

Professor Jørn Langsted, Århus, formulerede det endnu skarpere:

- Mikkelsens kulturkanon var et produkt af det nye højrenationalistiske smagsdommerregime.

Brian Mikkelsen var en dundrende fiasko som kulturminister. Han havde intet begreb om sit resort-område og satte sig ingen spor på posten. Det er blandt andet derfor, han aldrig er kommet i betragtning som formand for De Konservative. På Christiansborg taler man åbent om hans manglende intelligens.

Et gammelt dansk mundheld siger, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Ikke desto mindre vælger en ny Venstre-ledet regering nu at genoplive tanken om en slags facit-liste over danskheden. Denne gang under navnet danmarkskanon.dk. Nu ledes projektet af Bertel Haarder. En mand ingen kan beskylde for manglende intelligens, men som til gengæld er kendt som Borgens hysteriker. Prøv bare at forstyrre ham midt i risengrøden i december måned, så opdager du hans sande natur. Personligt har jeg haft den fornøjelse at opleve ham på slap line i San Franciscos lufthavn, hvor han gik amok, da han blev tvunget til at gå gennem sikkerhedskontrollen og tage sine sko af sammen med os andre dødelige på trods af det fine røde diplomatpas, han rådede over som minister. Haarder faldt først ned igen, da hans departementschef gjorde ham opmærksom på, at der var andre danskere tilstede. Måske hjalp det også, at en hårdhudet amerikansk sikkerhedskontrollør bad ham opføre sig ordentligt.

Denne gang er det meningen, at kanon-projektet skal være mere folkeligt. Alle skal have mulighed for at byde ind med forslag, så et flertal i befolkningen kan tryne mindretallet og anklage dem for manglende danskhed, hvis deres smag ikke flugter den brede offentligheds. Hvilket prægtigt projekt for en afdanket, værdiløs politiker, som for længst burde være på pension, men som nu øjner en mulighed for at sætte sit præg på den nationalistiske dagsorden, hans parti er med til at sætte.

Ligesom sidst da Venstre var ved magten, skærer også denne regering brutalt ned på støtten til vores kulturliv. Hvilken fantastisk afledningsmanøvre er det så ikke at sole sig i fortidens triumfer frem for at stå på mål for egne fiaskoer? Og hvis man samtidig kan bukke i neon og skære i pap, at visse borgere her i landet er mere danske end resten, udlever man en fremmedfjendsk, nationalistisk regerings våde drøm. 

Lad dem ikke slippe afsted med det!

Haarders kanon er en politisk dødssejler. I bedste fald er det spild af penge. Så nej, det kan ikke anbefales at deltage i Venstres kanonkonges lille stunt, med mindre du har lyst til at ende som en gråspurv for mundingen af Hysteriske Bertels kanon. 

Ps: Skulle du alligevel falde for fristelsen, er Simon Talbot måske et ganske godt bud på dansk kultur? Han er i hvert fald et betydeligt fornøjeligere bekendtskab end ministeren.

Pest eller kolera?

Det franske højre-ekstreme og racistiske parti Front National oplever i øjeblikket stor tilslutning fra landets homoseksuelle.

I følge en ny undersøgelse vil en fjerdedel af Paris' homoer stemme på partiet, som "kun" har en opbakning på 16% blandt heteroseksuelle i byen.

I byen Bordeaux er homo-scenen skrumpet væsentligt ind i de senere år, og også der er tilslutningen til FN meget stor blandt LGBT'erne. De fleste angiver som grund de fem mord på bøsser, der er sket i de senere år - alle udført af arabiske mænd.

Lederen af Front National, Marine le Pen, er meget begejstret for opbakningen fra bøsserne, præcist som hun er det for sin stemmeandel på 16 procent fra landets jøder. Hendes næstformand i partiet er selv bøsse.

Front National følger samme strategi som Geert Wilders' Frihedsparti i Holland: gør fælles sag med bøsserne og jøderne imod araberne. Så ser ens højreekstreme parti pludselig så tolerant ud.

Jeg forstår ikke den dybt naive tankegang, der ligger bag de franske og hollandske homoseksuelles valg eller for den sags skyld danske homoer, der stemmer DF. For mig at se svarer det til at tilbyde at hjælpe med at åbne for hanen til det gaskammer, man er på vej til at blive gennet ind i.

Frihedsrettigheder er ikke et spørgsmål om at vælge mellem pest eller kolera. Som i så mange andre af livets spørgsmål findes også her en gylden middelvej. Den bør man holde sig til, hvis man har sit liv kært.

Kilder: Spectator, Jyllands-Posten, Spiegel, Daily Telegraph