De omskårne piger i Sverige og anden som kom vidt omkring

For en uge siden kunne dagbladene fortælle, at i en svensk skole er 28 ud af 30 piger af somalisk afstamning omskårne, men i dag fortæller aviserne, at nyheden var en and.

I den anledning har jeg postet denne kommentar på min Facebook:

Nå, for fanden! Det vil altså sige, at den nyhed, som er gået "verden rundt" takket være det enestående, altid objektive og talentfulde Ritzaus Bureau var forkert? Og at det amokløb om parallelsamfund og indvandrere som ikke er i stand til at tilpasse sig deres nye omgivelser, som har bragt Jyllands-Posten og alle landets førende racister inklusive Snaphanen, Uriasposten, Ekstrabladets Nazionen og Marie Krarup til nærmest orgasmisk extase af lutter begejstring over at få en ny vinkel på deres fremmedhad - at det var ubegrundet? At det var usandt? Eller skal vi kalde en spade en spade: at det var baseret på den sorteste løgn?

Jamen, nu står verden da ikke længere. Kan en ærlig racist snart ikke få lov til at lufte sine holdninger i fred, uden at en eller anden skide journalist med talent for kildekritik graver i historien og afslører den som et falsum? Personligt tror jeg, at det hele må have været en konspiration udtænkt af en svensk-dansk, islam-apologetisk, rosenkindet, radigal-soclalistisk gruppe med støtte fra Qatar og Anna Mee Allerslev og med udspring i den stormoske i Store Væmmelse, som helt sikkert kommer indenfor et år, hvis ikke vi sætter nogle grænsebomme op omkring landet og placerer nogle maskingevær-reder omkring vores slagtere, før de tvinges til at sælge halal-slagtet flæskesteg, som en ekstremistisk imam, netop hjemvendt fra Syrien, har savlet henover, mens han bad til ham de der stenalder-ghetto-beboeres voldelige gud, der som bekendt voldtager sine døtre med en bombe siddende i sin turban. Og hvad skal der nu blive af den kampagne med tegninger af burka-klædte småpiger, blødende fra skrævet, som Søren Espersens dygtige kone, den sympatiske Fru Yvette, allerede havde sat i produktion i håb om et snarligt valg?

- For det er da helt utænkeligt, at det var slet skjult racisme, som fik en svensk journalist med iboende fremmedfjendsk holdning til at fordreje en ikke-nyhed i en bette nord-svensk las med et mindre oplag end Bagsværd-Søborg lokalavis, ikke sandt? Og hvem kan for alvor tro, at Ritzau - højrefløjens tro væbner - straks og uden skyggen af kildekritik greb ikke-historien og placerede den i deres news-feed, som 90% af alle danske medier abonnerer på og bringer historier fra uden nogen form for journalistisk bearbejdelse? Og hvem kan i sin vildeste fantasi forestille sig, at Pia Kjærsgaard - den kære, lille kvinde - som speed-bloggede om emnet fra sin gratis propaganda-platform hos Berlingske er fuld af løgn, fordi sandheden som bekendt er enhver krigs første offer - også i hendes egen værdi-krig?

Jeg kan.

Den sørgelige sandhed er, at 40% af danskernes nyheder kommer fra den samme kilde: Ritzau. Ubearbejdet sættes historier i omløb. Ordret fortælles den samme nyhed i 90% af de store medier. Ingen stiller spørgsmålstegn ved det sunde i disse monopol-lignende tilstande - og da slet ikke de politikere, som forlængst har afluret, hvordan man fordrejer samfundsdebatten: man udsender sit seneste propaganda-opus som pressemeddelelse lidt efter kl 22, hvor de har store aviser har deadline, og hvor selv døgnbrænderen TV2 News er gået i repeat-mode for natten. Kun to journalister er vågne i begge ordets betydninger på det tidspunkt. Den ene er DR's bagvagt, men han skal kun læse indkomne telegrammer op til det bliver morgen, og de kommer fra den anden vågne journalist, der sidder hos Ritzau. Ritzau-journalisten kigger på pressemeddelelsen, som meget ofte vil komme fra DF, og beslutter sig ALTID til at sende den ud med selskabets news-feed. Hans journalistiske indsats består i at tilføje et "Ifølge den og den" foran pressemeddelelsen. Der sker ingen - absolut ingen - kritisk vurdering af selve indholdet. I det øjeblik han trykker "enter", spredes nyheden automatisk som ringe i et beskidt vand til alle de abonnerende avis-redaktioner, hvor den ligeså automatisk ryger på forsiden som "sidste nyt". Og således kan den nattevågne nyheds-hungrende dansker opleve den samme historie "breaked" på samme tidspunkt af Jyllands-Posten, Politiken, Information, Kristeligt Dagblad og Vendsyssel Tidende med mange flere.

Vores medieverden er for en stor dels vedkommende en sammenspist landsby, befolket af konforme og magelige mennesker, som hellere bruger copy and paste end de selv graver nyheder frem og forholder sig kritisk til kilden. Stammer nyheden fra udlandet, får den tillige en tur gennem Google-translate med groteske stavefejl og fejltolkninger til følge, for "journalisten" foretager sig intet selvstændigt, når han viderebringer den. Handlemåden understøttes af redaktionschefer og ansvarshavende redaktører, som skal producere, producere, producere nyheder for stadigt færre penge, da færre og færre gider betale for nyheder.

Et sådant system er ikke bare udtryk for talentløshed og manglende engagement. I sin yderste konsekvens er det samfundsundergravende. Det kan misbruges så nemt som ingenting af kyniske manipulatorer, spin-doktorer og politikere. Det kan piske en stemning op uden grund. Det kan fratage befolkningen troen på hinanden. Det kan gøre os til mistroiske, vrede individer, som løber med en halv vind i jagten på syndebukke. Det kan æde vores demokrati op i ganske få mundfulde og er i gang med det.

Dementier af de falske historier, lytter kun få til. Erindringen om sensationen fylder mere i folks bevidsthed end dementiet af den - også denne gang. Og hvem kan i øvrigt tage afsløringen af en løgn alvorligt, når afsløringen kommer fra det samme Ritzau, som kolporterede historien i første omgang? Og da slet ikke når den ikke indeholder skyggen af beklagelse, endsige brug af ordet dementi, men blot består af en ny "nyhed", som fortæller, at den første nyhed var en and?

Afstanden fra hyggeligt provinshul til bananrepublik kan være ganske kort.

I dag så vi det igen.

Lov nr L 182 2013-14 - eller "var det også godt for dig, skat?"

For en uge siden vedtog Folketinget en lov, som gør det muligt for transkønnede at få et CPR-nummer, som svarer til det køn, de føler de tilhører.

Hidtil har den proces været forbundet med tvangs-kastrering, en diagnose som psykisk handicappet og et årelangt og ydmygende psykolog-forløb.

Det er ikke nogen spøg at være transkønnet noget sted på kloden, og heller ikke i Danmark, hvor vi så ofte roser os selv for vores store tolerance.

Skulle nogen være i tvivl, behøver man blot at se på debatten i og udenfor Folketinget om denne lov.

Det har regnet nedover denne lille minoritet med nedladende og hånende bemærkninger i et omfang, som stiller alvorligt spørgsmålstegn ved, om lovgiverne overhovedet forstår, hvad de taler om. En hurtig gennemgang viser, at i hvert fald når det gælder størstedelen af det borgerlige Danmark, fatter de ikke en bjælde – hverken af problemets alvor eller af konsekvenserne af deres egne slet skjulte fordomme.

Et par eksempler fra debatten:

Rasmus Jarlov - bredkæbet medlem af De Konservative:

Det giver forvirring i paskontrollen, hvis folk har brede skuldre og en bred kæbe, og der så står i passet, at der er tale om en kvinde. Dette er et værdiskred.

Mai Mercado - sundhedsordfører for De Konservative:

Man er nødt til at være enten det ene eller det andet. Man kan ikke være både og eller midtimellem.

Liselott Blixt - sundhedsordfører for Dansk Folkeparti:

Det vil jo blive sådan, at man kan skifte køn, fordi man for eksempel ønsker at få et arbejde, hvor det er en fordel, at du har et andet køn. Det vil skabe stor forvirring og mange større problemer i dagligdagen.

Sophie Løhde - sundhedsordfører for Venstre:

Hvor mange gange skal man så have lov til at skifte køn efter forgodtbefindende?

Per Ørum - formand for Kristendemokraterne:

Fremsættelsen af dette lovforslag gør De Radikale til Danmarks farligste parti. Det er unaturligt og kunstigt. Dette er galskab.

Christopher Azrouni - Redaktør på Børsen og medlem af Etisk Råd:

En lempelig adgang til at skifte køn juridisk – uden at gøre det biologisk – vil åbne for, at man kan spekulere i juridisk kønsskifte. Det gælder f.eks. i forhold til kønsopdelte fængsler, værnepligt m.m. Men også i forhold til kønsopdelte sportsgrene, omklædningsfaciliteter m.m.

Hvor vover de! Hvordan kan man som folkevalgt eller kendt borgerlig debattør tillade sig at lukke så meget uunderbygget pladder ud uden at have sat sig det mindste ind i stoffet?

Transkønnede kan fortælle om svære psykologiske kriser, årelange forløb i terapi, udstødelse fra familie og venner, selvmordsforsøg, ulykkelige liv, en aldrig ophørende kamp for at finde sig selv, utilsløret had fra folk på gaden og en næsten altomfattende mangel på forståelse fra det velfærdssystem, som også er til for deres skyld.

De kan fortælle om ydmygende oplevelser, som når læreren i aftenskolen højlydt gør opmærksom på, at det da vist ikke kan passe, at Hans har en kvindes cpr-nummer; eller hvordan det er nærmest umuligt at søge sig et nyt job, fordi jobnet insisterer på, at markere dig som kvinde, selv om du lever som en mand. Eller om pinlige episoder i lufthavnen, når man bliver trukket til side til forhør, fordi kønnet i passet ikke passer med den rejsendes fremtoning.

20% af alle transkønnede har forsøgt selvmord før de fylder 20 år. Et internationalt studie viste for få år siden, at 44,1% af transkønnede lider af en klinisk depression, men ikke som følge at deres transkønnethed, men som et resultat af livslang forfølgelse, fejlbehandling og diskrimination.

Og så tillader disse imbecile røvhuller – det borgerlige Danmarks fremmeste repræsentanter – sig at stille sig bedrevidende op og svine de transsexuelle til, mens de forsøger at gøre det hele til en leg. Tror de virkelig, at Lars, der føler sig som Lone, tager sit kvindetøj og make-up på, fordi han er så vild med karneval og fest i gaden, at han gerne lever med omgivelsernes hån?

Tror de i fuldt alvor, at Kirsten, som hellere vil være Klaus, bare er ude på at drive lidt gæk med borgermusikken og finder det sjovt at lade sig ydmyge foran alle andre rejsende i lufthavnen? Mener de i ramme alvor, at transkønnede lever som de gør for provokationens skyld? Eller for at fornærme Gud?

Eller siger de det bare, fordi det nu en gang altid har været sjovt at give den indre svinehund frit løb – og især når det sker uden konsekvenser, fordi de forurettede er så få og spage i mælet, at ingen hører deres fortvivlede protester?

Det er så fortvivlende at lytte til disse heterofile åndsamøber, når de ruller sig ud. Så ynkeligt selvfede er de i deres egen sexualitet, at de har rigeligt med overskud til at håne enhver, der ikke lever som de selv. Så kvælende, omklamrende, tanketomme er de i deres småtskårne, småborgerlige, hetero-normative, brækfremkaldende bedste-borgerlighed, at de helt glemmer deres egne paroler om frihed og tolerance og frie valg.

Så snotdumme er de, at de forestiller sig, at det eneste som ligger en transkønnet person på sinde er at tiltvinge sig adgang til det forkerte omklædningsrum for at få sig en lummer hø-hø oplevelse og et glimt af en borgerlig, bar hetero-røv eller Liselott Blixts slaskende mælkekirtler. Så lille er Rasmus Jarlovs selvtillid, at han frygter, at en pas-kontrollør en dag stiller spørgsmålstegn ved hans køn.

Man spørger sig selv hvem der er den syge i dette spil? Den transkønnede person som forsøger at skabe sig en tålelig tilværelse i en verden fyldt med modgang, eller den forstokkede debattør, som er så usikker på sig selv, at hun ser enhver afvigelse fra sit eget livsmønster som en trussel - ikke bare mod sig selv, men mod samfundet?

Transkønnede kan ikke gøre for, at de føler som de gør. Det samme kan ikke siges om det borgerlige Danmarks koryfæer. De opkaster sig selv som dommere over andre, men undlader omhyggeligt at skaffe sig forudsætningerne for at gøre det. De taler mod bedre vidende. De burde søge professionel hjælp.

Længe leve mangfoldigheden. Pas godt på den.

Fra annonce-avisen Blå & Gratis!

Kan afhentes!

10 jakkesæt - alle med mindre brandhuller

12 par skræddersyede boksershorts i silke (et par til hver måned) - ligeledes med brandhuller

2 sæt spandex-cykeltøj i rødt og hvidt (udvider sig i takt med bærerens øl-indtag)

52 små kollonnebøger til personlig regnskabsføring (aldrig brugt)

24 sæt "amenity kits" med toiletsager til førsteklasses passagerer fra Singapore Airlines, Lufthansa, British Airways, Emirates og Græsted Air (aldrig åbnet, men man skulle jo nødigt gå glip af noget)

12 sæt laksko (trænger alle til hæleforsåling - slidt i højre side)

2 små pakker med visitkort udstedt til "L. Jensen, København"

1 sæt skyklapper (uundværlige såvel under rejser som ved færden på jorden)

2 bøger:

"Leif Panduro: De uanstændige" (bærer præg af stærkt brug - med notater i margenen)                                     

"Christian Winther: Hjortens Flugt" (med en personlig dedikation fra Hjorten selv)

1 æresmedlemskort til "Grand Luxury Hotels of the World"

1 partisekretær

1 støjsender (fremragende ydeevne - ikke til at stoppe)

1 pind (anvendelse ukendt. Kan ikke umiddelbart bruges til noget)

1 diplom (Danske Privathospitalers Festfond)

1 takkekort fra Pia Kjærsgaard (tekst: "Uden dig var vi aldrig blevet til det vi er i dag")

1 firmabil (Kun anvendt til smutture til lufthavnen - trænger dog stærkt til indvendig rens og en ozon-behandling)

1 hængekøje (enkelt brandhuller, en del ølpletter, slidte ophæng)

Effekterne kan afhentes fra onsdag d. 4 juni.

Bemærk: kontoret vil ikke være bemandet. Vi er skredet. Betragt det hele som et stort tag-selv-bord. Det gør vi selv i forvejen. 

Går den så går den

Ekstrabladet fortæller her til morgen, at Lars Løkke indtil sidste uge havde "glemt" at orientere myndighederne om, at han også har en stor firmabil stillet til rådighed af Venstre, men at han fik det bragt i orden i sidste uge. Men det er intet under, hvis nyheden forekommer mange underlig bekendt, for da Løkke blev grillet under GGGI-skandalen i november sidste år, spurgte en vaks journalist, om han havde husket at indberette sin fri bil til skattevæsenet. Det havde han ikke, men det var skam bragt i orden "i sidste uge"- hed det sig.

Problemet er, at Ritzau's telegram om Løkkes firmabil fra i dag er næsten identisk med telegrammet fra i November. Også nu hedder det sig igen, at Løkke har "glemt" at indberette firmabilen, men NU er der rettet op på forglemmelsen.

Det korte af det lange er, at Løkke fik sin fine bil af Venstre i samme sekund, vælgerne lossede ham ud af statsministerkontoret, og at han har snydt i skat af den lige siden og endog fortsatte med det, efter at han i november på landsdækkende TV blev gjort opmærksom på "forglemmelsen" og lovede, at tingene var bragt i orden. 2½ års skattesnyd og ikke ved nogen forglemmelse, men mod bedre vidende.

For ikke længe siden blev fire professorer på Rigshospitalet grebet i et dybt forkasteligt misbrug af forskningsmidler. De havde brugt af de betroede penge til Michelin-middage og kunst og møbler til deres private hjem. Alle blev omgående suspenderet og en tjenstlig undersøgelse sat i gang. Lige siden er Rigets tusindvis af ærlige ansatte blevet pålagt enorme mængder øget administration for at sikre institutionen mod gentagelser.

Behøver jeg at minde om, at de borgerlige politikere hørte til blandt de mest forargede over skandalen på Riget?

Og er det nødvendigt at sige, at der ikke er en døjt forskel på at misbruge offentlige parti-støttemidler og forskningsmidler?

Selv arbejdsgiveren er den samme. på Lars Løkkes og de fire professorers lønsedler står der samme udbetalingskilde: Moderniseringsstyrelsen.

Løkke og de fire professorer har samme karakteristika: høj løn og adgang til, evne til samt en tilsyneladende umættelig trang til at fifle med andres penge for egen personlig vindings skyld, tilsat en underliggende kynisme som får dem til at blæse højt og flot på følgene for deres egen organisation - og i Løkkes tilfælde: følgerne for det land, han sådan brænder efter at regere igen.

Med Venstre ved magten bredte der sig gennem ti år en sygelig kontrol-kultur overfor både offentligt ansatte og de mennesker, som er afhængige af offentlig hjælp. Aldrig har så mange siddet bøjet over enorme excel-ark til selv-rapportering af forbrugt tid som under Venstre. Aldrig har så mange dødsyge måttet slæbe sig afsted til "kontrol-samtaler" på kommunale "service-kontorer", som da Venstre var ved magten. Aldrig har så mange arbejdsløse måttet finde sig i politisk mistænkeliggørelse og ringeagtsytringer, som det er sket i de senere år fra borgerlige politikeres side. Og aldrig har Danmark haft en statsminister-kandidat, som viste sig at være værre end selv det værste skræk-eksempel, de borgerlige kunne finde blandt fiflende bistandsmodtagerne, når deres hetz gik vildest for sig.

Værst af alt er dog manglen på anger i Venstre. Ikke på noget tidspunkt oplever befolkningen bare skyggen af trang til at gribe i egen barm i dette selvfede parti. Tværtimod ser man en Claus Hjort - selv kendt for diverse grelle lovbrud under sin tid på en ministertaburet - som frådende og rasende forsvarer af sin formands flossede moral.

Havde Løkke været en menig offentlig ansat eller en bistandsmodtager, havde ingen i Venstre været i tvivl om, at der kun havde været én vej for en sådan person: ud ad klappen på røv og albuer, og kassen smækket helt i for personen for at undgå gentagelsestilfælde. Men ikke for Lars Løkke. Ham tager de sygelige kontrol-freaks i forsvar.

Hvornår har du sidst hørt om en offentlig ansat som efter måneders hårdt arbejde blev præmieret med en ferierejse til Mallorca for sig selv med familie, Claus Hjort? Og hvornår blev skattesnyd og misbrug af betroede midler forbrydelser, som du sagtens kan se gennem fingre med og oven i købet indædt vil forsvare?

"Venstre ved du, hvor du har", lød partiets slogan i gamle dage. I dag kan man tilføje: ja, det gør vi: i lommen på erhvervslivet, siddende i et fly på første klasse med fuckfingeren højt hævet mod de godtroende fjolser, som stemmer på dem og mod ofrene for deres asociale politik.

Det er tid til et nyt slogan for Danmarks gamle bondeparti. Tør man foreslå "Venstre! Går den, så går den!"?

På dybt vand - eller en dræbersnegls bekendelser

Jeg har gået og tumlet med en trang i de seneste dage. En trang, som jeg skammer mig over - især i betragtning af at jeg kalder mig socialist. Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at give efter for den. Take it or leave it. Men bær helst over med mig. 

(Dyb indåndning)

Here goes:

Jeg føler trang til at formulere en varm tak til Jesper Langballe, nu hvor han har forladt os.

Jesper Langballe og hans holdning til homoseksuelle var nemlig den primære årsag til min sene politiske bevidstliggørelse.

Det startede med, at Langballe skrev et debat-indlæg, hvor han erklærede, at "homoseksualitet er et udtryk for en epidemisk ideologi, som blot udspringer af egen livslede".

Hans ord stod i voldsom kontrast til min egen livsglæde, som altid har været stor, men som i de år kun voksede sig større.

Få år inden Langballes ord faldt, havde jeg kæmpet og vundet en fortærende kamp mod AIDS. Den slags nærdødsoplevelser har det med indpode den overlevende med en dyb og spirituel glæde over at være til. En følelse som kun forstærkedes, da jeg kort tid efter mødte min Allan. Manden i mit liv.

Vi så os selv som to forelskede mænd med en glødende appetit på hinanden og livet. Langballe så os som to selvmordstruede, mentalt syge personer, som levede i en illusion. Hvem ønsker at høre sin dybe kærlighed omtalt på den måde?

Det gjorde mig ikke mindre ked af det, da Langballe ved en anden lejlighed sagde: "Homoseksualitet og andre perverteringer beror på en almindelig modepræget oplevelseshunger, som bestandigt kræver nye pirringer og dermed accelererer epidemisk."

Igen måtte jeg forsøge at forholde mig lav-praktisk til Langballes flyvske vendinger og de tårnhøje lix-tal, han pakkede sine budskaber ind i. 

Var det virkelig blot trang til "nye oplevelser", som havde fået mig til at kigge efter drenge, siden jeg var tolv?

Eller i et større perspektiv:

Er det ren og skær "pirringstrang" som gennem hundreder af år har kostet homoseksuelle tab af social anseelse, fængselsstraf og udstødelse fra deres familier?

Er det bare en underliggende banal hang til fest i gaden, som drev (og driver) verdens homoseksuelle i titusindvis til selvmord eller ud i depression?

Er det kun for sjov, når mørkklædte mænd mødes med andre mørkklædte mænd i mørke parker under overhængende risiko for voldelige overfald?  

Var det virkelig deres hang til bling-bling, som var årsagen til tusinder af bøssers  død i anden verdenskrigs kz-lejre?

Dør bøsser i Uganda i dag, fordi de lider af en "oplevelseshunger", som de bare kan lægge af sig?

Langballes ord syntes at forudsætte, at homoseksuelle selv er skyld i, hvad de end udsættes for af forfølgelse og had (inklusive hans eget), for de kan jo bare lade være med det "modepjat". En falsk præmis, som kan pilles fra hinanden på få sekunder af enhver nutidig sexolog eller psykolog. Eller af enhver som har elsket.

Jesper Langballe talte altid om emnet i et meget svulstigt og docerende sprog, præget af teologisk-videnskabelige vendinger.  Var det mon det, som afholdt så mange fra at tage kampen op med ham?

Da debatten om homoseksuelle vielser begyndte, kom Langballe på banen igen.

"Homoseksuelles krav om kirkelige vielser er en trussel mod det traditionelle ægteskab", udtalte han. Langballes fætter, Søren Krarup, gav den en tand til. Da en kvindelig præst i en tv-debat udtalte, at hun godt syntes, at Folkekirken kunne rumme homoseksuelle vielser, lød hans svar: "Med sådan vammel snak vil man myrde et bærende fundament i Vesterlandets tusindårige kultur og historie". 

Krarup var også ophavsmand til en anden godbid fra de dage: "homoægteskaber vil være en voldtægt af det danske folk", sagde han fra Folketingets talerstol.

Omskrevet til et sprog, så menigmand kan forstå det:  To fyre som gifter sig i en dansk folkekirke, (som Allan og jeg havde gjort det), udgør et attentat. Ikke blot mod Langballes og Krarups ægteskaber, men mod hele den vestlige kultur, intet mindre. Og alle bryllups-gæsterne er en del af det sindrige komplot.

Hvordan forholder man sig rationelt til en person, som mener, at eksistensen af ens parforhold udgør en trussel mod hans eget? En person som argumenterer hinsides al logik, men som insisterer på at blive taget alvorligt - og bliver det af hele medieverdenen, af en stor del af sine kolleger og en skræmmende stor del af befolkningen?

I offentligheden ytrer homofobi sig normalt gennem primitive tilkendegivelser: råb, øjne der vendes, fuckfingre samt - ved festlige lejligheder - et gok i nødden. Langballes homofobi havde et mere sofistikeret udtryk: når han talte, følte denne bøsse det, som befandt jeg mig i bunden af en nedstyrtningsskakt, mens  tusinder af eksemplarer af Salmonsens Leksikon (i hardcover-udgave), Biblen og Tidehverv væltede ned over mig.

Det var denne flom af ord, som gav Langballe den legitimitet, han aldrig fortjente. Ingen civiliserede mennesker mener, at et knytnæve-slag eller et spark mod en bøsse er ok, men når et folketingsmedlem, ja, en præst ligefrem, omtaler homoerne som en "trussel", der "går til angreb" og vil "begå mord" på en hel "kultur" og sammenligner dem med voldtægtsmænd, glider det lissom lettere ned. Imens overses bekvemt, at har du først italesat nogle bestemte mennesker som (krigs)modstandere, har du også indirekte sanktioneret vold mod dem.

Og i den nattemørke gade ser overfaldsmanden sin hate crime mod ham svansen som et berettiget forsvar mod en (samfunds)fjende.   

De to fætres parti- og meningsfæller er mindre elegante i deres formuleringer, men til gengæld mere tydelige i deres dæmonisering. "Hvad bliver det næste - at man skal kunne gifte sig med sin hund?", spurgte DF-ordfører Mette Hjermind Dencker under ægteskabsdebatten. Udtalelsen vakte så stor forargelse, at Søren Espersen gav hende en offentlig irettesættelse.  Selv kaldte hun det "humor".

Espersens irettesættelse lagde dog ikke nogen dæmper på Dencker. "Skal vi kunne gifte os med andre end mennesker - måske også med dyr? Hvad bliver det næste?", lød det fx fra hende et halvt år senere under en debat om homoseksuelles ret til forældreskabet af egne adoptivbørn.

Det var en retorik som nød stor succes i de dage. Kristeligt Dagblads læsere brugte fx adskillige indlæg på at diskutere rimeligheden i at sammenligne homoer og hunde. Det overordnede tema var: måske var det mere rimeligt, hvis man sammenlignede de homoseksuelle med geder?

Det var for resten også i de dage, at Venstres Birthe Rønn Hornbech sagde:  "Bortset fra dræbersnegle og nogle få andre arter består den levende verden af han og hun, og det er derfor, at verden har mulighed for fortsat at bestå."

En italesættelse af mennesker som dyr indeholder en underforstået accept af, at de behandles som sådanne.

Og i den nattemørke gade ser overfaldsmanden sine spark mod den sagesløse bøsse på jorden som en naturlig reaktion på synet af et skadedyr.

I 1986, da AIDS-krisen var begyndt at rase og mine venner begyndte at dø som fluer, skrev en nu adfød indremissionær, at "AIDS er Guds straf for at overtræde Guds bud". Missionæren henviste til, at Biblen i en passage kræver dødsstraf for homoseksualitet, der sidestilles med "ondskab" og "mordlyst"). Det blev Søren Krarups stikord.

"Er det udelukket, ja forbudt, at se AIDS som Guds torn i kødet på en kultur, der har gjort mennesket og dets behov guddommelige og livet til et eksperiment og som derfor finder sin forløsning i seksuel frigørelse og udfoldelse? Nej, det er naturligvis hverken forbudt eller umuligt, men kan tværtimod være sand og evangelisk tale", skrev han i Tidehverv.

Få år senere foreslog han at tvangsregistrere landets homoseksuelle "som et selvfølgeligt selvforsvar fra samfundets side mod den uhyggelige sygdom".

I 1995 satte Krarup sin mest medfølende mine op, da han sagde: "Der skal rigtig nok ikke peges fingre ad homoseksuelle. På grund af deres handicap er de ulykkeligt stillet i livet, og der skal ikke peges fingre ad ulykkelige. Men disse handicappede skal på den anden side heller ikke kræve deres handicap gjort til noget normalt og rigtigt."

Da Dansk Folkeparti i 2010 ønskede at gå med i den københavnske Gay Pride, dannede jeg en Facebook-gruppe for at forhindre det og for at sætte fokus på partiets homohad. Gruppen fik kolossal opbakning. Facebook-siden indeholdt godt nok mest bare DF-citater om homoer, men her var en internet-kanal, hvor homoer og deres venner kunne få afløb for deres vrede.  Flere dagblade omtalte gruppen, og det var i den forbindelse, at Søren Krarup udtalte, at min Facebook-gruppe havde gjort ham "dybt forbitret".  Det er en af de største komplimenter, jeg nogen sinde har fået.

Krarups forbitrelse blev sikkert heller ikke mindre af, at DF få dage før havde været tvunget til at trække sig fra Paraden af interne årsager. Partiets pressechef var kommet til at sende den forkerte besked til den forkerte mail-gruppe. I beskeden beskrev hun, hvordan hun DF håbede, at "homoerne fik tæsk" under paraden. Problemet var, at beskeden ikke kun gik ud til folketingsgruppen, sådan som det var meningen, men til samtlige avis-redaktioner i landet.

Det er vigtigt på dette tidspunkt at slå fast, at Jesper Langballe, Søren Krarup og Mette Dencker ikke er uvorne DF-landsbytosser, som er kommet med solo-udmeldinger. Nej, de tegnede og tegner partiets officielle linje overfor homoseksuelle.

En linje, hvor man enten anser homoer som

1) en trussel mod heteroseksuelle normer og dermed mod hele samfundsordenen eller

2) dyr, som på ingen måde kan gøre sig fortjent til accept og ligestilling eller

3) syge stakler, som kan smitte resten af samfundet med deres sygdom.

Min tak til Jesper Langballe skal ses i lyset af den dæmonisering af homoseksuelle (og andre minoriteter), som DF har stået bag i de senere år.

Man skal være både døv og blind for ikke at kunne se, at partiet anvender samme retoriske kneb overfor muslimer  og homoseksuelle.  Og tilsvarende handicappet (for nu at bruge et Søren Krarup-udtryk) for ikke at indse, at det borgerlige Danmark, repræsenteret ved deres partier på Christiansborg, vælger at lukke øjnene fast i for Dansk Folkepartis horrible retorik og politik overfor minoriteter, når der skal tælles til halvfems mandater.  

Et større vælgerbedrag end de borgerliges overfor landets homoseksuelle er svært at forestille sig.

DF's EU-politik samler stor opbakning i denne tid. Så stor, at partiet i visse målinger er ligeså stort som S og V.

Men er det ensbetydende med, at hver femte person jeg møder på gaden mener, at jeg er en handicappet, samfundsnedbrydende, slimet dræbersnegl,  som bare er ude på at ødelægge hans perfekte hetero-tosomheds-idyl? (Subsidiært en livstræt, hundekneppende, understimuleret pervers stodder med behov for guddommelig accept af min sindssyge).

Naturligvis er det ikke det. Men i politik vejer de fleste fordele og ulemper, når krydset skal sættes. Og hvis det koster lidt homohad at få de grænsebomme og en ældre-check, så går det nok endda. Præcis som den blå regering til enhver tid var friske på at bytte lidt liberalisme med lidt racisme.

Eller ved de det slet ikke?

Gentagne meningsmålinger bekræfter, at danskerne er et særdeles homo-venligt folkefærd, så hvad hvis man spurgte DF's vælgere: er det her prisen værd? Har menneskerettighederne så ringe værdi for dig, at du vil give afkald på dem på vegne af din homoseksuelle søn, datter, nabo, fætter, købmand til gengæld for nogle hule løfter, som DF senere løber fra?

Jeg forestiller mig, at mange tusinde af dem vil blive chokeret, når de erfarer, at der indeni Dansk Folkeparti's Kinder-æg med den lækre skal af social retfærdighed, kolonihave-stemning og national tryghed befinder sig en slimet substans af koncentreret homohad, der har sin oprindelse i den mørke middelalder. 

De mere erfarne DF'ere benægter, at de er anti-homo, præcis som de benægter, at de er racister. Og det i en grad, så man skulle tro, at håndteringen af sådanne anklager er en del af optagelses-ceremonien i partiet: først det harmdirrende, forargede "Jeg er aldeles ikke racist eller homofob- men"....fulgt af endnu en sviner mod minoriteterne. Derfra lynhurtigt over i den offer-rolle, som vi alle kender så godt: "det er en HETZ imod os", "de vil tage vores ytringsfrihed fra os" - og alt det andet apologetiske bræk, DF'ere lukker ud i medierne konstant, og især når de konfronteres med deres egne holdninger.

Hvem tager luften ud af DF's ballon? Det kan kun den politiker eller debattør, som evner at møde partiets vælgere i øjenhøjde og fortælle dem, hvilken farlig vej, de er slået ind på.  

En sådan kvinde eller mand savnes inderligt i dagens politiske Danmark. Måtte hun eller han snart dukke op.

Jeg satte mig for for flere år siden, at denne AIDS-overlever faneme vil overleve både Langballe, Krarup og Kjærsgaard. Det vil der være en symbolik i, som jeg godt kan bruge på det personlige plan, synes jeg. I dag kan jeg mumle "one down, two to go", samtidig med at jeg sender Langballe en venlig tanke: tak fordi du vækkede mig af min søvn, gamle præst. Min mands, min egen og vores homo-venners kærlighed til hinanden pisser ingen på uimodsagt.

Tak fordi du gav mig mæle. 

HIV: den ubærlige fortid, den udfordrende nutid - og håbet for fremtiden

Statens Serum Institut er blevet færdig med sin opgørelse over HIV-tilfælde fra 2012.

Her er nogle nøgletal og kommentarer.

Sidste år fik 144 danske mænd og 54 danske kvinder besked om, at de har fået HIV. Dette er et fald i forhold til året før, hvor total-tallet var 267, men det kan være en enlig svale. Før man kan tale om en signifikant tendens, skal faldet fortsætte og foregå over flere år.

81 er smittet gennem homoseksuelt samvær, mens et flertal på 94 personer oplyser, at de er smittet gennem hetero-sex.

Et andet flertal på 106 personer oplyser, at de blev smittet i udlandet.

Halvdelen af de nykonstaterede med HIV er etniske danskere – den anden halvdel af udenlandsk afstemning.

Homoseksuelle mænd og udlændinge er således to grupper som er uforholdsmæssigt hårdt ramt af HIV set i forhold til disse gruppers andel af befolkningen.

Blandt de nykonstaterede med HIV er tre børn under fire år, som er smittet i forbindelse med deres fødsel som fandt sted i udlandet. Som så mange andre HIV-infektioner kunne også disse være undgået ved at man havde truffet de ret simple forholdsregler som forhindrer mor-til-barn smitte. For velbehandlede hiv-smittede gælder det, at vi sagtens kan få børn ”ved naturmetoden”, uden at barnet smittes, blot moren er på hiv-medicin og tager sine piller.

Blandt 2012’s nysmittede med HIV var seks stofbrugere, som var blevet smittet gennem deling af kanyler. Hermed bekræftes tidligere års fald i smittetilfælde blandt narkomaner. Et fald som kan tilskrives et velfungerende program som sikrer narkomaner rene nye kanyler, de nye fixe-rum i København og ikke mindst det faktum, at det er lykkedes at skærpe opmærksomheden på HIV i fixer-miljøet.

Én kvinde og én trans-person i statistikken beskrives som henholdsvis ”handlet” og ”på illegalt ophold i landet”.

I Danmark er HIV i høj grad et storby-fænomen. 44% af de nysmittede bor i Storkøbenhavn. Det er derfor overraskende, at vi i 2012 finder 10% af de nysmittede i Vestjylland. Derimod bidrager det midtjyske område med Århus kun med to personer til statistikken. Kan det hænge sammen med, at afdeling Q på Skejby Sygehus er nærmest legendarisk kendt i HIV-kredse for sin psyko-sociale indsats – ikke mindst i forhold til unge, nysmittede?

Noget som interesserer både læger og hiv-aktivister, er den tid som går fra smitteoverførslen sker til sygdommen konstateres. En HIV-infektion forløber sådan, at mange, men langtfra alle, indenfor de nærmeste par uger efter smitten udvikler influenza-lignende symptomer – typisk med høj feber. Derefter normaliseres tilstanden, men HIV-virus ligger i dit blod og dine organer og vokser i mængde år for år, samtidig med at dit immunforsvar nedbrydes. Denne udvikling standses og vendes i samme øjeblik, du begynder at tage HIV-medicin.  

Ved at måle på en persons immunforsvar, har man med andre ord et ganske godt fingerpeg om, hvornår smitten fandt sted. En af de mest brugte måleenheder i den sammenhæng hedder CD4 – tit omtalt på amerikansk som T-cells.

Dine CD4-celler er de celler i dit blod, som HIV-virus er i stand til at binde sig til. Denne binding finder sted løbende fra det øjeblik, du smittes. Efter smittetidspunktet vil antallet af raske CD4-celler i i dit blod med andre ord falde, hvorved dit immunsystemet gradvist bliver ude af stand til at fungere. Altså: risikoen for nye infektioner stiger støt, mens antallet af CD4-celler falder.  

Det er efterhånden veldokumenteret, at HIV spredes langt mest af folk som ikke selv aner, at de er syge. Et kvalificeret estimat siger, at en tredjedel af Europas HIV-smittede ikke selv er klar over, at de bærer sygdommen.

Der er altså gode folkesundhedsmæssige grunde til, at vi godt vil ”have fat i” de nysmittede, men mindst ligeså vigtigt er det for de ramte at få sygdommen under kontrol. En sent stillet HIV-diagnose medfører en ringere langtidsprognose (præcist om ved cancer og mange andre sygdomme).

En HIV-negativ persons CD4-tal ligger typisk mellem 800 og 1200, men kan i visse tilfælde være højere. 

Her i landet siger de officielle retningslinjer, at HIV-behandling påbegyndes senest, når CD4-tallet når ned på 350.

Personer som opdages med HIV og et CD4-tal på under 350 kaldes i fagsproget ’late presenters’. Når CD4-tallet er så langt nede, er der ikke lang tid til, at de første symptomer sætter ind som tegn på, at her er noget galt. Det kan være tilfælde af svamp i mundhule og spiserør, anfald af helvedesild eller andre sygdomme fra det katalog af infektioner, som kan ramme immunsvækkede. Hvis personen stadig ikke kommer i behandling, ses udbrud af egentlige AIDS-definerende sygdomme. De vigtigste blandt disse er Cytomegalovirus (CMV) som sætter sig på organerne og som ”æder dem”. CMV på øjnene var tidligere en almindelige AIDS-sygdom som medførte blindhed hos mange. Blandt de andre AIDS-sygdomme er lungebetændelsen Pneumocystis Jiroveci, også kendt som PCP-lungebetændelse. PCP-lungebetændelse klares ikke med penicillin. PCP er en hurtig morder som ofte slår til i en person med AIDS. Jeg husker endnu fyren fra min bekendtskabskreds som i firserne var en smuk mand med et fedt job i banksektoren. Jeg drak kaffe med ham på en cafe en lørdag, hvor han havde det strålende. Han anede ikke, at han fejlede det mindste. Tirsdag fik han lungebetændelse. Torsdag blev han indlagt. Søndag døde Kenneth af det som lægerne først senere diagnosticerede som en PCP-lungebetændelse som følge af AIDS.

I AIDS-kataloget finder vi også kræftformerne Hodgkins Lymfom og Kaposis Sarkom. Sidstnævnte viser sig som store lilla skjolder i huden som vokser og breder sig og tilslut sætter sig på vitale organer. De HIV-patienter blandt mine venner som jeg så dø i firserne og halvfemserne døde for manges vedkommende af lever- og nyresvigt, fremkaldt af Kaposi’s. Tro mig: en æklere død er svær at forestille sig.

Blandt de nykonstaterede med HIV sidste år var 55% ’late presenters’. Det er rimeligt at tro, at langt de fleste af dem først er kommet i kontakt med sundhedssystemet på et tidspunkt, hvor deres symptomer har antaget karakter af noget alvorligt – og for folk med blot en smule indsigt i området – af noget umisforståeligt.

Hvor lang tid går der fra man smittes, til immunforsvaret begynder at kollapse? Det varierer enormt. I enkelte tilfælde kan en person udvikle AIDS på et par år, men typisk går der 8-10 år. Andre igen – nogle ganske få – kan gå rundt med ubehandlet HIV i 15-20 år.   

Hvis man forudsætter, at personen i alle disse år har været uvidende om sin sygdom (eller har fortrængt den af angst for sygdommen eller omgivelsernes reaktion på den), er det ikke svært at forestille sig, hvor mange han eller hun kan have smittet i alle disse år.

En del danske kvinder smittes af deres faste partner eller ægtemand. Forløbet er typisk sådan, at manden smittes uden at vide det under samvær med en anden (mand?) i ind- eller udland, men fortsætter sex-livet med sin kone uden kondom. Tanken om triple-udspringet som bi-sexuel, utro og (måske) HIV-smittet afholder en del fra at blive testet – men det gør kun ondt værre.  

Blandt de ny-konstaterede med HIV sidste år, fik 40 samtidig en AIDS-diagnose. To af dem stod ikke til at redde. De kom for sent i behandling og døde en helt unødvendig AIDS-død. Det samme gjorde 18 andre, som tidligere havde fået en AIDS-diagnose.

For 10-15 år siden så man ofte mennesker i bøssemiljøet, tydeligt mærket af AIDS. Sådan er det heldigvis ikke mere. I dag kan man som HIV-patient have et langt og lykkeligt liv ved simpelthen at tage sin medicin hver dag. For manges vedkommende handler det om en enkelt pille om dagen; andre tager 3-4 piller på en gang alt efter, hvad der passer ham eller hende bedst. Ingen medicin er som bekendt fri for bivirkninger, men bivirkningerne rammer forskelligt fra person til person. Den pille som er genial for den ene patient, gør livet til et helvede for den anden – og omvendt. Et af målene i moderne HIV-behandling er derfor, at stoffet ud over at holde HIV nede og forbedre immunforsvaret også skal være så fri for bivirkninger som muligt.  

Der sker kolossale fremskridt indenfor HIV-forskningen i disse år. Med den utroligt effektive tre-kombinationsbehandling (tre stoffer, ofte i samme pille), er vi nået dertil, at HIV-virus kan undertrykkes i en grad så vi taler om ”umålelige værdier”; (hvilket bare betyder, at der skal dyrere udstyr til for at finde virus – ikke at det er forsvundet). Som ny HIV-patient i den vestlige verden kan man forvente at leve ligeså længe som ens raske familie og venner.

Atripla – en effektiv HIV-behandling. Tages en gang dagligt.

Der er derfor ingen grund til at smyge sig uden om en HIV-test af nervøsitet for resultatet. HIV er ’manegeable’. Følgerne af ikke at lade sig teste kan derimod være nærmest uoverskuelige. Du kan blive testet 35 steder i landet: på en af landets infektionsmedicinske afdelinger eller hos AIDS-fondets tjek-points i Århus og København – samt hos din egen læge.

Blandt bøsserne ser vi en glædelig udvikling i disse år. Man skal ikke langt tilbage i tiden, før fyre med HIV af mange blev ansat som farlige. Sygdommen ramte således dobbelt hårdt: ikke alene stod folk med en dødelig diagnose; mange oplevede samtidig at blive udstødt af vennekredsen, familien eller kæresten. På dating-markedet sank ens værdi med et trylleslag til nul.

Sådan er det ikke mere. Det er der en trist grund og en god grund til. Den triste er selvfølgelig, at antallet af hiv-smittede blandt bøsserne er så stort, at enhver i miljøet kan se, at hiv-smittede ikke er monstre, ikke er dumme svin, ikke er personer uden kontrol over sin egen adfærd. Mennesker er menneskelige. Ingen er ufejlbarlige. Shit happens – bare spørg de tusinder af heteroseksuelle som hvert år diagnosticeres med herpes, gonore og livmoderhalskræft som følge af usikker sex.

Den gode grund til at stigmatiseringen af AIDS-syge er på retur, er medicinens mirakel. Tre elementer er i spil her:

1) Du kan nu leve ligeså længe med HIV som uden.

2) En person med HIV i velfungerende behandling smitter ikke.  

3) Velbehandlede personer med HIV (det overvældende flertal af os) bærer ikke præg af sygdom. Faktisk er mange af os måske endda lidt bedre til at passe på os selv og vores helbred end folk er flest. Det er en stående vits i visse kredse, at jo mere veltrænet en bøsse er, jo større er chancen for, at han har HIV. Der er dog undtagelser fra denne regel. Se blot denne skribents veludviklede korpus.

For mange af denne verdens HIV-aktivister handler deres kamp om adgang til behandling. For andre handler det om retten til et værdigt liv, uden at man bliver frosset ude af fællesskabet på grund af den lille virus med den store virkning.  

Ingen sygdom er mere politisk end HIV. 66 regeringer rundt omkring på kloden opretholder en barnlig og populistisk tro på, at de kan forhindre HIV i at udbredes i deres lande, hvis blot de forhindrer udlændinge med HIV i at besøge deres territorium. Som HIV-positiv er det således umuligt at besøge Singapore, samtlige arabiske lande, Bahamas og mange, mange flere steder. For magthaverne der vil gerne ses om handlekraftige er syndebukke gode at have. At tanken om den HIV-positive der som et trylleslag skifter personlighed og i tilgift til sin HIV-diagnose forvandles fra et empatisk menneske til et uhyre, som kun er ude på at smitte andre, er dybt absurd og strider mod al forskning, generer dem ikke.

At fjerne disse angstens barrierer i såvel vores nærmiljø som på den udenrigspolitiske scene hører til de mange mål, vi HIV-positive har sat os. Det er et mål, vi konstant har fokus på, fordi det handler om livets store temaer: retten til respekt, retten til et værdigt liv, håbet om at elske og blive elsket.   

Det er en særlig glæde at kunne konstatere ved læsningen af statistikken for sidste år, at den allermest udsatte gruppe herhjemme – de unge bøsser – også er dem som oftest bliver tjekket for HIV. Det tegner godt for en fremtid med mindre drama og færre fordomme omkring HIV – og mere kærlighed.

PS: Der er ingen dumme spørgsmål, du kan stille om dette emne. Skriv og spørg gerne. Jeg svarer offentligt eller i dyb fortrolighed. Det er helt op til dig. 

En fyr ved navn Daniel

 Her ser du Daniel Zamudio. En 24-årig fyr fra Chile som levede et sorgløst liv som bøsse i det sydamerikanske lands hovedstad Santiago indtil 3. marts sidste år. Den dag som skulle blive hans sidste. 

Daniel var nyudnævnt førstemand i en tøjforretning og var på vej hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen. Som så tit valgte han at skyde genvej gennem en lille park tæt på sit hjem.

I parken blev han passet op af fire bøller, som spurgte ham, om han var bøsse. Daniel svarede bekræftende. Han var aldrig typen som skammede sig over, hvem han var. 

Herefter startede et voldsorgie uden sidestykke, siden en tilsvarende skæbne overgik unge Matthew Shephard i Wyoming, USA, i 1998.

De fire mænd angreb Daniel Zamudio med knive og køller og brændende cigaretter. Da de holdt op seks timer senere, var der med kniv ridset et stort hagekors henover Daniels bryst. Hans ene ben var brækket efter gentagne slag, han var blevet brændt med cigaretter over 50 gange, og han var i dyb coma med en svær hjerneskade efter utallige kølleslag mod sit hoved. 

Daniel Zamudio vågnede aldrig op. 25 dage efter den tragiske begivenhed besluttede hans kæreste og hans forældre i fællesskab at slukke for respiratoren. 

Det var langt fra første gang, at et minoritetsmedlem blev offer for højreekstremister i Chile, men første gang at det endte med døden.

Daniels Zamudios mordere

En måned efter overfaldet blev gerningsmændene pågrebet. De viste sig at tilhøre en større organisation af nynazister, hvis primære hensigt var fysiske overgreb på folk som ikke lignede dem selv. 

Der blev rejst tiltale mod de fire for overlagt mord, og det blev gjort gældende, at det var en skærpende omstændighed, at ofret var medlem af en minoritetsgruppe. 

I dag faldt dommen: alle blev kendt skyldige. Dommeren udtalte, at de fire havde udvist en utilgivelig og uforståelig, men total mangel på respekt for menneskeliv. Udmålingen af straffen sker 28. oktober. 

Angrebet på Zamudio udløste et ramaskrig af forargelse i Chile. Menneskerettighedsgrupper og grupper af homo-aktivister arrangerede store demonstrationer, og på kort tid lykkedes det endelig gennem folkeligt pres at få vedtaget den anti-diskriminationslov som havde ligget på parlamentets hylder og samlet støv gennem syv år, fordi stærke religiøse kræfter i landet var imod den. De frygtede, at homoerne ad den vej kunne få gennemført ligeret til at indgå ægteskab. 

Selve lovgivningsprocessen medførte voldsom debat i landet: en majoritet i såvel befolkningen som i parlamentet ønskede loven vedtaget, da Chile ligesom adskillige andre lande oplever en kraftig stigning i hate-crimes mod minoriteter. Men flertallet mødtes af voldsom modstand fra en organisation af konservative kræfter med enorm politisk indflydelse: den katolske kirke. 

Havde Daniel Zamudio været en religiøs person, som blev dræbt, fordi han gik rundt med et krucifix om halsen, havde ingen katolik tøvet med at kalde ham martyr. Men Daniel var bare en bøsse. En af de personer, som kirkens folk kalder elsket af Gud, velvidende at deres Guds kærlighed gives kun på én grum betingelse: at man som homo udsletter sit sande jeg. 

Men en helt er han blevet. Vi homosexuelles ufrivillige helt. 

Siden Daniels død er der blevet indført en lang række ligestillingstiltag i forhold til homoseksuelle i Chile og andre steder i Sydamerika: 

Ved sidste års folketælling blev det for første gang lovligt at registrere sig som en familie, hvis man er to af samme køn. 

Reglerne for bloddonation blev ændret, så en status som homoseksuel ikke længere er gyldig grund til at afvise en donor (for resten i modsætning til her i landet, hvor vi stadig diskriminerer på den måde). 

I marts i år omstødte den Inter-Amerikanske Menneskerettigheds-domstol en højesteretsdom, som frakendte en lesbisk mor retten til samkvem med sit barn på grund af hendes sexualitet. 

Men vigtigst af alt: den folkelige opinion er vendt. Mordet på Daniel Zamudio har været årsag til et positivt værdiskred i Sydamerika i almindelighed og Chile i særdeleshed.

Det krævede et brutalt mord med et uskyldigt offer og nogle letkendelige bødler at få flertallet til at forstå, at i samme øjeblik vi viger fra den grundlæggende menneskerettighedstanke, at vi alle er født lige, er vi på galt spor.

Og i Chile som overalt må religiøse mennesker med evne til selvransagelse igen stille sig spørgsmålet: hvordan kan min kirke kalde sig Guds kærlige og barmhjertige repræsentant på jord, når dens endemål i forhold til homosexuelle - om ikke dens midler - er det samme som bøllers, morderes og nazisters? 

Æret være Daniel Zamudios minde.