Søg i denne blog

torsdag den 4. november 2010

Årsag og virkning


Hate crimes mod homoseksuelle og andre mindretal er i fremgang - i modsætning til stort set resten af samfundet. 

Vi er mange homoseksuelle som enten selv er blevet overfaldet helt umotiveret på gaden eller kender nogen som er blevet det. Et par af mine gode venner oplevede, at tre svenskere(!) gik amok på dem. Det kostede den ene af dem synet på det ene øje og den anden en brækket næse. Politiet ville først optage anmeldelse efter at der var indgivet klage. Ordensmagten mente, at det var den risiko, man løb, når man tillod sig at stå kl 22 en lys sommeraften foran en bøssebar og ryge en smøg.

I starten nægtede justitsminister Mikkelsen overhovedet at anerkende hate crimes, endsige gøre noget ved dem. Til sidst gik han yderst modstræbende med til at registrere sådanne overfald, men stadig uden at foretaget sig noget konkret for at forhindre dem. Talk is cheap, siger man. Ingen kan bebrejde Mikkelsen for at rutte med ressurserne, når det gælder vold mod homoer. 

Vi glemmer dig aldrig for det, Brian. Du og dine som er imod homo-adoptioner, imod homo-vielser, imod kunstig befrugtning til lesbiske. I som har stemt imod ligeret til homoseksuelle ikke mindre end 36 gange de sidste par årtier, kunne ikke en gang nosse jer sammen til at hjælpe os mod grov fysisk vold. Jeres passivitet og modstand er indirekte med til at fodre de homofobes og voldeliges syge hjerner med ideen om, at homoer er mindre værd end andre. Og jeres ønske om at tillade hate speech ved at afskaffe "racismeparagrafen" er blot mere vand på de samme hadefulde menneskers mølle.

For homoseksuelle er Danmark på ligestillingsfronten gledet langt bagud, selv i forhold til lande, som vi aldrig plejede at sammenligne os med. Er du homoseksuel i Spanien kan du blive gift, adoptere børn, også som enlig,  og har i enhver henseende samme rettigheder som heteroer, inklusive som bloddonor. I Danmark er du pr definition persona non grata i en blodbank, hvis du er homo - uanset hvor sundt du lever.

De mange diskriminerende signaler mod homoseksuelle i Danmark er hver for sig måske af mindre betydning, men tilsammen udgør de et uskønt billede. Med små nålestik mindes man som bøsse eller lesbisk dagligt om, at man ikke er helt ligeværdig. På nær selvfølgelig når der skal betales skat.

Homoseksuelle indgår i faste parforhold ligeså tit som  heteroseksuelle. Vi udgør 5-10% af befolkningen, men hvornår så du sidst et homopar holde i hånd på gaden eller give hinanden et lille kys til farvel i døren? Tror du, at grunden er, at vi ikke har lyst? Du tager fejl. Nej, grunden er, at den slags små dagligsdags udtryk for kærlighed kun kan foretages med et årvågent blik for omgivelserne. Går det nu an? Hvad hvis nogen giver sig til at råbe eller ligefrem angribe? Til gengæld får man som bøsse eller lesbisk et vågent øje for, hvor meget heteroseksuelle udtryk for seksualitet i virkeligheden fylder i det offentlige rum og tydeligvis uden at det går op for de tusinder af heteroer, som går hånd i hånd på Strøget eller som tungesnaver på gaden eller i Metroen - uskønt som det er, uanset hvem som gør det. Pointen er bare, at heteroseksuelle kan gøre det uden frygt for repressalier.       

Jeg er fornyligt kommet hjem fra endnu en tur til San Francisco, hvor piben har en anden lyd. For nogle måneder siden skrev en forretningsmand fra Texas til en brevkasse i byens største dagblad The Gate. Han ville gerne have et godt råd i anledning af et forestående forretningsbesøg i byen, hvor han ville tage sin 16-årige søn med. "Hvor skal vi vælge at bo i byen, hvis jeg vil skåne min søn for at se på homoerne?", lød hans spørgsmål.

Bladets redaktør foreslog ham at blive væk, fordi typer som ham ikke er velkomne i byen. Til nød kunne han måske nøjes med at sende sønnen alene til San Francisco, idet man måtte gå ud fra, at der stadig er håb om at han med et lidt andet perspektiv kan undgå at ende med samme homofobe holdninger som faren.

Faren blev rasende over svaret og endte med at skrive til San Franciscos borgmester. Kunne det virkelig passe, at der ikke var et eneste homofrit område i Byen ved Bugten, og hvordan kunne man i øvrigt leve med en så arrogant avis?

San Franciscos (heteroseksuelle) borgmesters svar var som forventet: han fortalte venligt, men bestemt forretningsmanden fra Syden, at han var uønsket i San Francisco, og at han - hvis han alligevel valgte at komme - måtte indstille sig på at leve med synet af en mangfoldig og glad befolkning.

Københavns bystyre er for flertallets vedkommende pro-homo. På landsplan ser det beskæmmende anderledes ud. V og K er direkte imod homoligestilling (selv om de ofte siger noget andet). Og for DF er vi homoseksuelle kun interessante, når vi kan bruges til at anklage muslimer for manglende tolerance. Hvis det derimod er højrenationalister, skin-heads og tilfælde fulde danskere på bytur som overfalder os (hvad det oftest er), så er der larmende tavshed hos Kjærsgaard og co.

Mindretal har hårde tider i Danmark i disse år. Homoseksuelle har i så henseende et skæbnefællesskab med muslimer, jøder, ja alle andre som ikke ligner eller lever som Hr og Fru Jensen. I dag er det dig, i morgen mig.

Hvert år til Gaypride kommer spørgsmålet igen: "hvorfor har I så hårdt brug for at udstille jeres seksualitet?" Mit svar er altid, at resten af året ser jeg dagligt og uden ubehag på heteroseksuelle udfoldelser i bybilledet, i TV, i biografen, i reklamer, i kirken, i bussen, i supermarkedet. Så når nu I, som er det store flertal går til makronerne resten af året, er det så ikke meget forståeligt, at vi andre kan få lyst til at give den hele armen den ene dag, hvor vi er så mange, at vi kan gøre det uden frygt?

Det er svært at finde en entydig forklaring på den mentalitetsændring som er sket i Danmark i de senere år, men et er sikkert: intolerancen vokser og vokser og i al for høj grad mangler der politisk lederskab på topniveau til at sige fra overfor diskrimination og hate crimes. Det er altid dejligt, når radikale, socialdemokrater og resten af venstrefløjen utvetydigt taler vores sag, men opbakningen modsvares desværre af korslagte arme og tomme blikke hos dem som bestemmer - hos V, K og O.

Mange homoseksuelle er borgerlige og fastholder, at deres seksualitet er deres egen sag og ikke et politisk emne. Sådan kan man efter min mening først tillade sig at mene, den dag den sidste bøssebasker er buret inde og fuld ligeret for alle homoer er nået. Den dag da teenage-drengen Jonas fra Skjern og Lisbeth fra Allinge-Sandvig på samme alder kan se deres forældre i øjnene uden frygt og sige: "kære mor, kære far. Jeg er homoseksuel" - og være stensikre på at blive mødt af kærlighed og utvetydig opbakning.

Den dag enhver ung eller gammel homo tør begive sig ud i verden med ranke skuldre og et fast,  fremadskuende blik og en tro på sig selv og det liv, som man er blevet til del.

Den dag hvor kærligheden sejrer. One love.


mandag den 1. november 2010

Landet Jensen


Da sangeren Dino Paul Crocetti for mange årtier siden skulle have sit store gennembrud, var hverken han selv eller pladeselskabet i tvivl om, at et navneskift var påkrævet og Dino Martino blev født. Allerede få år efter stod det imidlertid klart, at endnu en ændring var nødvendig, og at Dean Martin lød endnu bedre i publikums ører, så sådan blev det.

Hundredvis af andre internationale stjerner har valgt at skifte navn, da de stod på tærsklen til berømthed. Farrokh Bulsara blev til Queen’s Freddie Mercury, Maurice Micklewhite til Michael Caine, Reginald Dwight til Elton John, Norma Jeane Baker til Marilyn Monroe og en kendt fader og søn duo af mandlige skuespillere med latino oprindelse hedder i virkeligheden henholdsvis Ramón Estévez og Carlos Irwin Estévez, selv om offentligheden kender dem bedre som Martin og Charlie Sheen. Selv en TV-personlighed som talk-show-værten Jon Stewart har skiftet navn. Han er døbt Jonathan Stuart Leibowitz.

Tendensen fra USA har bredt sig ud over hele kloden og også til Danmark. Sangeren Sebastian er døbt Knud Grabow Christensen, R&B-sangerinden med det eksotiske navn Medina er i virkeligheden fra Århus og døbt Andrea Fuentealba Valbak. Indtil sit gennembrud arbejdede hun i en sandwichbar i Århus M(idtby). Nik og Jay hedder Petersen og Thomsen til efternavn og Birthe Kjær hedder Hansen.

Jo, vejen til glamour er ofte brolagt med kravet om et nyt navn, men interessant nok har navne-ændringerne bredt sig til kredse, hvor man ikke skulle forvente det. Det drejer sig om det danske erhvervsliv, hvor telefonsælgere åbenlyst opfordres af arbejdsgiverne til at ændre navn til Hansen eller Jensen, hvis de har et for arabisk klingende navn. "Danskerne" vil nemlig ikke købe noget af en sælger som hedder Asadi eller Ahmed. Heller ikke selv om sælgeren taler flydende dansk. 

Ingen af Dean Martins fans var nogen sinde i tvivl om hans italienske oprindelse, som han koketterede meget med. Og ingen bebrejder en stjerne, at hun eller han har valgt et mere mundret navn end sit fødenavn, hvis de skal slå igennem. Men når både nydanske borgere, arbejdsgivere og den brede danske offentlighed indgår en uskrevet aftale om, at besiddelse af et udenlandsk-klingende navn er lig med personlig utroværdighed og uvederhæftighed er vi langt ude. Meget langt ude.  

Der er mange herhjemme som kæmper for janteloven og som rynker bryn af ethvert tegn på diversitet, men konsekvensen af sådanne holdninger er på sigt lammende for vores samfund. Hvis vi vælger at lukke os om os selv og kun accepterer personer som er vores alter ego, kan vi snart vinke farvel til både vores velfærdssamfund og til Danmarks placering som et af verdens rigeste lande. Og gør vi det oven i købet med den implicitte foragt og ydmygelse som ligger i at tvinge visse medborgere til at skifte navn, før vi vil omgås dem, er det samfundsundergravende adfærd. Intet mindre. Landet Jensen er måske nok et gråt, grød-agtigt lykkeland for hel og halv-racister og udlændinge med et masochistisk gen, men som nation betragtet chanceløs i en globaliseret verden, hvor samarbejde, åbenhed og tolerance er overlevelsens ubønhørlige krav.









lørdag den 30. oktober 2010

Antidemokraten Kjærsgaard







I weekenden optrappede Pia Kjærsgaard sin værdikamp med et krav om forbud mod paraboler i Odense-bydelen Vollsmose.

Hendes begrundelse er, at parabolerne giver adgang til arabiske kanaler som sender indoktrinerende mellemøstlige budskaber.

Det er et anti-demokratisk forslag, slet og ret, og det viser dobbeltmoralen hos DF: den ene dag kæmper man for ytringsfriheden, når det handler om retten til fri hetz mod muslimer, den næste bekæmper man ytringsfriheden, når det handler om samme gruppes frie ret til information.

Er det nok nu? Eller skal vi virkelige vente til den snarlige dag hvor DF foreslår afbrænding af koraner, før det går op for deres vælgere og deres "støtteregering" at de bakker op om et fascistisk parti?

Pia Kjærsgaard spiller dybt forarget, når hun afbilledes som nazist, men hun opfører sig som en person, der ville tage det som en ære.

tirsdag den 19. oktober 2010

Når mudderet flyver

Udviklingsminister Søren Pind sammenligner SF's gruppeformand Ole Sohn med nazisterne.

Et uhørt ordvalg for en dansk minister.

Måske er det værd at minde om, at der intet nyt er fremkommet om Ole Sohns fortid i mere end ti år.

Så hvorfor dette voldsomme udfald nu?

Fordi nyheden bag historien omhandler dens ophavsmand - ikke dens hovedperson. Søren Pind og hans regeringskolleger er alvorligt trængte og på vej væk fra magtens tinde. I kampen for at blive der, skyr man ingen midler.


Den slags giver altid bagslag og bidrager ikke til at samle sympati om hverken Pind eller regeringen - og det får faktisk Ole Sohn til at virke helt sympatisk.

torsdag den 14. oktober 2010

Find din indre fugl og hvad deraf følger


Der bruges et par milliarder årligt på at aktivere arbejdsløse personer uden at det har nogen effekt. I mange tilfælde gør det faktisk blot deres situation værre. Det viser en ny rapport, som Rigsrevisionen netop har udsendt.

Hvilket chok.

I de senere år har vi kunnet læse den ene avis-artikel efter den anden om uforstående kontanthjælpsmodtagere, som blev sendt på ugelange kurser, hvor de skulle "finde deres indre fugl"; om seniorer som blev kostet på kursus to måneder før de skulle på pension og om kræftsyge som med livet rindende ud mellem hænderne på sig fik besked på at møde op på kursus, hvis de ville sikres kontanthjælp i deres sidste dage.

Altsammen fordi beskæftigelsesminister Støjberg (V) og hendes forgængere i deres dybtfæstede mistænksomhed overfor enhver med hjælpbehov har strikket et system sammen, som belønner de kommuner som forfølger samfundets svageste uden smålig skelnen til deres situation, men som straffer enhver, der viser den mindste forståelse for de medborgere som befinder sig i en særlig situation som kræver særlig hensynstagen.

Støjberg siger, at rapporten, som ikke blot dokumenterer en sjældent set talentløshed i forhold til indsatsen mod arbejdsløsheden, men også et massivt og vedvarende pengespild, ikke får hende til at ryste på hånden. "Det kan godt være, at beretningen har en negativ konklusion, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at ændre det billede", udtaler hun.

Måske burde Støjberg og hendes regeringskolleger benytte lejligheden til at tænke over, at en beskæftigelsesministers fornemste opgave er et kæmpe for de ledige og ikke imod dem?

Siden VKO's sidste stramning af reglerne er der blevet brugt 9,4 milliarder kroner på forfølge alvorligt syge, alkoholikere, narkomaner og personer med psykisk sygdom. Uden effekt overhovedet. At V og K lægger stemmer til den slags kan ikke overraske, men Dansk Folkeparti? Ved partiets vælgere det? Mange af dem befinder sig præcist i gruppen af ofre for disse vanvittige regler.

Hvilken positiv indsats kunne der ikke have været gjort for at hjælpe de samme mennesker i arbejde, hvis blot grundholdningen i VKO havde været en anden og mindre menneskefjendsk?


Måske er det snarere Inger Støjberg og hendes VKO-venner som burde på et kursus for at lære det selvindlysende:


At marginalisering, forfølgelse og nedladende pattebarneaktiviteter aldrig skaber succeshistorier, men kun det modsatte?

torsdag den 7. oktober 2010

Før og efter

I anledning af Pia Kjærsgaards opsigtsvækkende udmelding om, at ghettoerne skal helt væk har Dansk Folkeparti udgivet en visuel guide til partiets vision for Danmark, år 1 efter DF's magtovertagelse.

Her er det ved hjælp af før og efter billeder anskueliggjort, hvad der venter.

Et eksempel:

Nørrebro - før: 














...og efter:













"Så ka' de lære det", udtaler den kække partiejer, som vil flå hjemmet ud af hænderne på den store majoritet af "ghetto"-indbyggere, som er lovlydige borgere, og rive deres boliger ned - blot fordi beboerne har den forkerte race. 

Vi venter stadig på den DF-spindoktor som er i stand til at forklare forskellen på denne handlingsplan og den krystalnat, som nazisterne gennemførte mod jøderne i 1938.