Søg i denne blog

onsdag den 24. marts 2010

To be where little cable cars climb halfway to the stars

Noter fra en USA-tur:

San Franciscos unge borgmester Gavin Newsom er fuld af gode ideer. En af dem bærer ligefrem frugt: for otte måneder siden bad han samtlige byens officielle afdelinger og kontorer – fra vejafdelingen til bryllupskontoret – om at oplyse, hvor meget ledig ubenyttet areal, de rådede over. ALT skulle opgives – fra brede vindueskarme over uudnyttede flade tage til grusarealer og baggårde.

Og næppe var svarskemaerne kommet ind, før Newson udstedte en flad ordre: mindst halvdelen af byens ubenyttede arealer skulle inden for et år være taget i brug – som nyttehaver!

I disse uger kan man se de første af mange hundrede haver skyde op rundt omkring i byen. Beplantet af kommunen, men passet af frivillige borgere, som til gengæld får lov til at få gratis del i de mange dejlige grøntsager og frugter, som kommer til at vokse frem i haverne.

Borgmester Newsom har tidligere gjort sig bemærket med andre opsigtsvækkende tiltag: han startede sin borgmesterkarriere i 2003 med at forbyde wienerbrød og doughnuts til alle møder på rådhuset og erstattede dem med frugt. Året efter fik rådhusets bryllupskontor et kortfattet memo om at udstede vielsesattester til alle homoseksuelle par, som måtte ønske at blive gift der. (En ordre, som han desværre senere måtte tilbagekalde, da en folkeafstemning i Californien ville det anderledes).

Siden Gavin Newsom kom til som borgmester er San Franciscos problem med mange hjemløse blevet betydeligt mindre. Skolerne har fået et kvalitetsløft; der er færre huller i vejene nu, byen er stort set graffiti-fri, og økonomien er blevet styrket. Newson blev sidste gang genvalgt med 72% af stemmerne. Hans to eneste modstandere var en nudist-aktivist og en ejer af swingerklub med et tvivlsomt klientel.

Og nu kommer Newsoms nyttehaver og spreder sundhed og glæde blandt USA’s smukkeste bys trekvart million indbyggere.

Hvor overskudsagtigt; hvor San Francisco. Måske kunne vi danskere lære et eller andet af denne livsstil? Her er ikke plads til en negativ, fremmedhadsk agenda. Udlændinge mødes med et ”nej, hvor spændende”, hvis de fortæller om deres anderledes kultur. Forskellighed er en dyd. Og man fører en offensiv officiel politik som fremmer befolkningens sundhed i dén grad: det vrimler med økologiske supermarkeder; henne om hjørnet har det lokale supermarked som en selvfølgelighed 10 forskellige slags økologisk tandpasta og 12 slags bæredygtigt toiletpapir. Plasticbæreposer er forbudt. Næsten ingen ryger mere. Og den elektroniske, flade nøgle til mit hotelværelse viser sig at være fremstillet af bæredygtigt materiale – majsstivelse - som opløses få dage efter jeg er tjekket ud - uden at skade naturen. Hvor RÅtjekket.

Nævnte jeg de to forskellige undergrundsbaner og de to forskellige elektriske sporvogssystemer? Og de elektriske trolleybusser? En billet til de offentlige transportmidler koster to dollars – elleve kroner - og den kan bruges i halvanden time på et ubegrænset antal forbindelser.

Byens gader lægger asfalt til mange SMART-biler og hybrid-biler, som tøffer rundt på vejene og gør alle fordomme om amerikanerne som nogle miljøsvin til skamme. Og 57% af San Franciscos taxaer er el-biler eller kører på naturgas; tallet er stigende.

Der er højt til loftet og et pragtfuldt klima i enhver forstand i The City by the Bay. Jeg kan varmt anbefale en tur dertil. For tiden kan en returbillet fås helt ned til omkring 3.600 kroner, og da et godt hotelværelse i centrum koster 6-700 kroner, stort set uanset hvor mange mennesker, I er i det, kan en ferie her gøres for det samme beløb som mange bruger på en chartertur til Grækenland.

Det er ved at være nogle uger siden, jeg kom hjem fra Californien. Aldrig før har en udlandsrejse gjort et sådant indtryk som disse få dage – og jeg er endda godt rejsevant. Jeg må der over igen! Livremmen er spændt ind. Nu skal der spares op. Smukke by – på gensyn!

1 kommentar:

vhs sagde ...

San Franciscos cable-cars er fantastiske!

Jeg var i the Bay Area for et års tid siden (næsten præcis et år siden, det var sidste påske). Var bl.a. til koncert med Leonard Cohen, og tog på borgerrettighedskamp-sight-seeing i Oakland hvor the Black Panther Party blev dannet... og slentrede igennem Castro-kvarteret, hvor regnbueflaget er det officielle bydels-flag... og var i China-town og i beatnick-kvarteret i downtown SF... og universitetsbyen Berkley... og naturen (og vin-markerne) på landet lige udenfor SF når man kører over broen...

Fantastisk metropol-område!