Greb i egen barm

Jeg føler mig dybt truffet, når jeg læser Informations interview med filosoffen Søren Gosvig Olesen, som har skrevet (endnu) en bog om Hitler.

Nej, jeg føler intet fællesskab med Hitler, tvært i mod, men hør her:

Olesen fabulerer over, hvordan despoter som Hitler kommer til magten, og nævner som én faktor en stigende sammenblanding af religion og politik, sådan som vi også ser det herhjemme i disse år, hvor politikerne er ved at falde over hinanden i kampen om at regulere blandt andet muslimers tro.

Som en anden faktor der fremmer fascistiske tendenser omtaler Søren Gosvig Olesen en stigende fanatisme i forhold til selvdisciplin. Olesen ser det bl.a. i forbindelse med den sundhedsbølge, som skyller hen over os for tiden: "Vi må ikke ryge. Vi må ikke spise fedt. Mænd må ikke drikke mere end tre genstande om dagen. Vi skal dyrke så og så mange timers motion om ugen. Og vi gør det kraftedeme! Folk stiller sig uden for og ryger selv i frostvejr. Man finder sig i det. Der er ingen protester.Vi må ikke ryge. Vi må ikke spise fedt. Mænd må ikke drikke mere end tre genstande om dagen. Vi skal dyrke så og så mange timers motion om ugen. Og vi gør det kraftedeme! Folk stiller sig uden for og ryger selv i frostvejr. Man finder sig i det. Der er ingen protester," siger Olesen - og ret har han jo.

Olesen fortsætter (og her bliver det virkelig interessant for din ærbødige skribent) med at fortælle, at selvdisciplinering altid går hånd i hånd med en voksende intolerance over de grupper i samfundet, der lever anderledes, og at disse mennesker derfor er nødt til at finde måder at indpasse sig på. Det bliver vigtigere end nogen sinde før at være "main stream".

"De, der før var randgrupper i samfundet, hører nu til de mest småborgerlige. Tag bare de homoseksuelle, der jo kunne være eksponenter for, at kernefamilien måske ikke er det rigtige for alle. Nu skal de også have familie og børn", udtaler Søren Gosvig Olesen, som hævder, at den eneste måde minoritetsgrupper i dag kan blive anerkendt på, er at være endnu mere normale end alle os andre.

Wow!

Sjældent har jeg følt mig så ramt.

Hvor er den rebelske bøsse, jeg vist var en gang? Har jeg helt glemt, hvor fedt det også var at være anderledes, da jeg var ung?

Er det af lutter underkastelsestrang og angst, at jeg lever det småborgerlige liv, jeg da vist lever?

Eller er det i virkeligheden så galt?

Jager vi homo'er hellere det borgerlige, det almindelige, frem for at finde glæden i forskellene mellem dem og os?

Er jeg med min småborgerlighed i virkeligheden med til at fremme en halv- eller helfascistisk dagsorden, mens jeg tror, at jeg bekæmper den?

Jeg siger ind i mellem, at der dybt inde i mig bor en punker-lignende type med en stor rød hanekam, som aldrig fik lov til at se dagens lys. Det er lykkedes Olesen at vække den fyr til live for en stund.

Time For Reflection! -Eller som Nyrup sagde det:
"Ka' vi ikke gøre det lidt bedre? - Jeg tror det!"

Jeg vil starte med at skrive et fanbrev til Søren Gosvig Olesen.

Reflekterende over årene der gik,

din trofaste, aldeles ufarlige homo-mand,

Peer+