Tirsdags-bøn

Ærede homser fra nær og fjern og sympatisører:

En koldfront breder sig nedover en del af Danmark. Vi må gøre noget! Her er en situationsrapport:

Birthe Rønn Hornbech er Danmarks kirkeminister, når hun ikke er travlt optaget af at fungere som Dansk Folkepartis udvisnings-minister.

Mandag kom hun med en udmeldning i sin egenskab af Folkekirkens repræsentant på Tinge - den kristne, evangeliske, lutherske kirkes politiske boss. Udmeldningen går på, at hun ikke har noget at melde noget ud. I hvert fald ikke før kirkens biskopper har sagt, hvad de mener om sagen.

Måske skyldes det "sagens" karakter?

En sådan "You show me yours - I'll show you mine" taktik må jo ellers siges at høre til sjældenhederne i dagens Danmark, hvor politikere kappes om at have en mening om selv den mindste ting og at få den ud over rampen før de andre.

Men ikke denne gang. Her er grunden.

"Sagen" er homoseksuelle vielser i kirken. Et emne som i stigende grad optager store dele af befolkningen, medierne, præsterne og DF's Søren Krarup og dennes fætter Jesper Langhalm. ("De ringer - vi tærsker" blandt venner).

Skal vi bøsser og lebber have lov til at blive viet i Den danske Folkekirke? Skal vielsesritualet gøres kønsneutralt? Eller er det i virkeligheden nu, at posen skal rystes og hele lov-komplekset vedrørende ægteskaber og partnerskaber laves om, så alle må en tur på det lokale rådhus for at blive lovformeligt gift, hvorefter de så frit kan søge Herrens eller Buddhas eller Jehovas eller Muhammeds velsignelse over deres forhold hos deres lokale salmehøker?

Birthe Rønn Hornbech siger, at hun ønsker at bevare status quo, indtil kirkens biskopper i samlet trop svinger ind forbi hendes kontor på en ladvogn med regnbueflagene højt hævet, iført bare overkroppe, afspillende Gloria Gaynors "I Will Survive" på et transportabelt stueorgel - eller noget i den stil.

I hvert fald udviser hun en for hende ekstremt sjælden berøringsangst i denne sag.

"Hvorfor?" spørger den borgerlige del af landets bløsbiske befolkning undrende sig selv? - Kan det virkelig passe, at Venstre alligevel ikke går ind for ligestilling af homoseksuelle, selv om det står i partiets program? Blandt landets biskopper er der også udbredt undren, endda langt ind i de kredse, som er inderligt imod homoseksuelle vielser i kirken. Biskopperne lader forstå, at spørgsmålet om homovielser alene er en politisk afgørelse, og at de som embedsmænd er indstillet på at gøre, hvad de får besked på.

Så hvad dælen nøler Horny Britt Rønnbech for?

Svaret skal ikke søges i hverken skriftsteder eller andre steder i Det Høje. Ejheller ligger der et behov for tid til eftertanke og overvejelse bag hendes tøven. Og de politiske kommentatorer kan godt spare sig deres lange analyser og strategiske vurderinger.

Sandheden om Danmarks kirkeministers lammende passivitet er nemlig den enkle, at hendes eget parti er dybt splittet i spørgsmålet. Det samme kan imidlertid ikke siges at være om Rønns nærmeste politiske allierede - den indirekte årsag til at hun overhovedet sidder på sin post. Rønns kollega og kirkeordfører fra Dansk Folkeparti, Jesper Langballe, hader nemlig homoseksuelle kristne som pesten. "Et kirkeligt ægteskab blandt to homoseksuelle, der elsker hinanden er et attentat på det heteroseksuelle ægteskab", som han så poetisk sagde i forrige uge. Hans fætter siger det samme med lidt andre ord: "homoægteskaber er et bevidst anslag mod vores kultur", lød det, da Søren Krarup satte sig til tasterne og udbredte sig om emnet.

Et bevidst anslag! Vi lader billedet af den anslåede Krarup stå et øjeblik. Og hvad mon han mener med "vores" kultur? Intet tyder nemlig på, at Krarups kultur er den samme som flertallet af danskernes. Den er i hvert fald ikke den samme som min. Hvad bilder dette bigotte, antikke parlamentsmedlem sig ind, at skyde os homoer et "anslag" i skoene og udnævne os til agressorer, blot fordi vi ønsker at leve sammen i et anerkendt forhold?

Pia Kjærsgaard har udtalt sig på lignende måde. Hun kaldte LBL - Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske (nu omdøbt til LGBT Danmark) en "militant" organisation, da den sidste stillede krav om ligeret. LBL er så harm- og tandløs som Kattens Værn, hvis nogen skulle være i tvivl.

For de fleste et det mest tankevækkende ved disse bombastiske udmeldinger fra DF vel, at gamle Langballe og ligeså gamle Krarup tilsyneladende er så dårligt forankrede i deres egen heteroseksualitet, at det kun kræver et par forelskede bøsser at blæse dem ud af kurs.

For Birthe Rønn Hornbech er valget mellem at støde de homoseksuelle ti procent af befolkningen fra sig eller at påkalde sig DF's vrede imidlertid et simpelt valg:

Hun gør som generalen i Pinafore: "stå aldrig til søs - lad de andre stå". Glem ligeret, glem de gyldne ord om tolerance og respekt. Ministertaburetten er Gud, så fuck homoerne - og ned på knæ for Langballe og Krarup.

For dog i det mindste at give det påskud af, at der ligger en form for politisk stillingtagen og tankevirksomhed bag hendes passivitet, vælger Hornberg Rønnbirth at smække en trumf på bordet: "homoseksuelle vil i virkeligheden slet ikke ligestilles", siger hun og hævder, at vi homoer i stedet foretrækker at blive respekteret for vores "anderledeshed". Som om det ene udelukker det andet.

Havde den ærede kirkeminister været et fremtrædende medlem af Queer-bevægelsen, havde jeg med glæde købt hendes argumentation. Jeg havde bøjet mig i støvet for hendes aktivistiske holdning og gladeligt kastet en stemme efter hende til næste valg i lutter benovelse over hendes angreb på de etablerede normer om tokønnethed, heteronormativitet og monoseksualitet. Men sådan forholder det sig jo ikke. Hornbech er ikke Dunstbevægelsens bastionsfigur på Christiansborg. Hun er faktisk det stik modsatte: en politisk opportunist, som lagde de smukke idealer på hylden den dag, hun valgte at blive minister. En bagstræverisk, arrogant gammel kone, som har solgt ud og som nu har passeret sidste salgsdato. En levende bekræftelse på mit ad nauseam gentagede mantra:

INTET fremskridt for Danmarks homoseksuelle er nogen sinde sket med et borgerligt partis opbakning. Ever.

Tvært i mod.

Lad os alle bede for, at vores kærlighed inden længe anerkendes som ligeværdig - også i Danmarks statsautoriserede Folkekirke. Giv os troen på det gode i vores folkevalgte tilbage. Op med kærligheden. Ned med køligheden. Ud med Birthe.

Amen.