Pladask

I den forgangne uge så vi tre markante udspil fra statsminister Lars Løkke Rasmussen:

- den mest omfattende regeringsrokade set i mands minde.
- en præsentation af regeringens ti mål for år 2020
- regeringens konvergensprogram - den store redningsplan for dansk økonomi, præsenteret af finansminister Claus Hjort Frederiksen

Hjalp det så? Styrkede denne længe ventede kraftpræstation tilliden til regeringen i befolkningen? Ser danskerne fremtiden trygt i møde med Lars Løkke ved roret?

Svaret er et rungende nej.

Ifølge en helt ny meningsmåling fra Ugebrevet A4 har kun 20% af vælgerne tillid til, at Lars Løkke og VKO kan føre os helskindet gennem krisen. For to år siden, mens tiderne var lysere og Anders Fogh sad ved roret, var det samme tal 55%. Der er tale om tillidsdyk af dimensioner: ingen siddende statsminister har før oplevet så ringe opbakning i befolkningen - end ikke Anker Jørgensen på hans værste dag under den krise, hvor han endte med at måtte opgive ledelsen af landet.

Der kan gives mange forklaringer på Lars Løkke og regeringens styrt fra popularitetens tinder, men måske så vi selve essensen af problemet, da Claus Hjort Frederiksen tonede frem på TV-skærmene for at fortælle os om regeringens kriseplan. Det er - til mange økonomers forbløffelse - en plan som i korthed går ud på intet at foretage sig de næste par år, mens arbejdsløsheden eksploderer.

For der stod han jo - finansministeren i egen høje person, som en af de få ministre som havde overlevet regeringsrokaden og beholdt sin post, skønt han ellers lige var blevet grebet i en lang række af uregelmæssigheder og direkte ulovligheder.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Hjort Frederiksen havde jo selv udtalt pressen et par dage tidligere, at det nærmest er et mirakel, at han er på fri fod.

Svaret ligger i den særlige form for omgang med sandhed og løgne, som er blevet dagligdag under VKO:

I VKO's virkelighed er en forbrydelse nemlig først en forbrydelse, hvis 90 mandater siger det. De grimme historier om Hjort Frederiksen valgte man derfor med Dansk Folkepartis venlige assistance at ignorere.

På samme måde har VK-regeringen tidligere begået grundlovsbrud på grundlovsbrud, sat rigsrevisionen og statsrevisorerne i politisk gabestok og ignoreret internationale konventioner og traktater, mens man tromlede derudad med sit ene mandats flertal. Og derfor sidder Hjorten stadig på sin taburet - og resten af regeringen i Pia Kjærsgaards lomme.

En så perverteret form for demokratiudøvelse kan kun lade sig gøre, indtil flertallet af vælgerne opdager det og stopper det. Og straffer det.

Det er langt om længe ved at ske nu.

Med vores velfærd smuldrende mellem hænderne på os, bliver det dag for dag tydeligere for flere og flere danskere, at de har været ofre for et massivt bedrag gennem de sidste ni år.

Den konservative Poul Schlüter måtte slippe tøjlerne i 1993 efter afsløringen af et væv af løgne i et af de vigtigste ministerier. Lars Løkkes situation minder om Schlüters: flosset i kanten, taget med bukserne nede om hælene - med en løgner som sin nærmeste allierede på en anden regeringstoppost.

Lars Løkke regeringstid vil i historisk perspektiv kun blive en parentes. Han vil blive husket for sin ringe gennemslagskraft og for den aura af upålidelighed som klistrede til ham som fluer om en hundelort.

Løkkes 2020-plan er, som han selv siger det, den plan han håber at vinde næste valg på. I dag dumpede vælgerne både ham og planen. Løkke har spillet sit sidste kort. Ved næste valg tager Thorning stikket hjem.