Tanker til Gay Pride

Frederiksberg er en dejlig del af Storkøbenhavn. Frederiksberg er min by.

Min by er dejlig på grund af sine flotte alléer, de imponerende huse, de fede butikker, den lave skatteprocent, de fine gader, som er betydeligt bedre velholdt end i København, teatrene, Frederiksberg Have og talrige andre små haver og parker.

Frederiksberg er konservativ. Faktisk så konservativ, at oppositionen ikke får et ben til jorden. Sådan har det været "altid", lige siden Marius Godskesen blev den lille enklaves første politiske leder, da den fik sin selvstændighed i 1919. Frederiksberg har aldrig kendt andet end konservative borgmestre og hver og en har haft absolut majoritet i byrådet.

Frederiksberg er det også klart den kommune i Danmark som har flest homoseksuelle pr. tusinde indbyggere. Om lørdagen kan man næsten ikke sparke sig frem for nydelige herrepar som er ude og shoppe på Gl. Kongevej med deres schnauzer i kort snor. Indforståede små smil flyver gennem luften som møl om den berømte flamme. Værnedamsvej - den lille gourmet- og cafe-gade på Frederiksberg - er derfor også et udmærket cruisingsted, og det siges, at loppetorvet på byens rådhusplads hver lørdag fungerer på samme måde.

Det siger sig selv, at der er bøsser i byrådet. Op til flere faktisk. Blandt de regerende konservative bør nævnes Karsten Skawbo-Jensen, som ofte forsøger at slå et slag for hiv-aids-indsatsen i Hovedstaden, og så selvfølgelig Stig Elling - vores alle sammens charterven - en af landets førende erhvervsfolk.

Jeg tænker tit på, hvor svært de to må have det.

I denne uge starter den store Pride Parade fra Frederiksberg Rådhus. Hvor ellers? Den skal jo slutte på Københavns Rådhusplads, så det er meget naturligt, at den rige lillesøsterkommune sender de mange glade mennesker afsted. Og byens politiske partier slutter selvfølgelig op. Venstre (som er et lilleputparti her) kommer; SF kommer, Socialdemokraterne kommer; De Radikale kommer.

Dansk Folkeparti kommer dog ikke. Dette er Frederiksberg, og her har DF aldrig fået et ben til jorden. Kanhænde at man er borgerlig, men det er på den gammeldags måde. Man er ved gud ikke fremmedfjendsk eller primitiv her i byen. Derfor har DF heller aldrig fået et eneste mandat i vores kommunalbestyrelse. DF har godt nok én lokalpolitiker som skriver et utal af breve i lokalbladene om den snigende islamisering af Falkoner Alle, men i byrådet kommer hun aldrig. Aldrig. Og ingen forventer at se hende til Priden, og kom hun, ville hun ikke blive genkendt.

Den opmærksomme bemærkede, at jeg ikke nævnte De Konservative fra Frederiksberg blandt Pride-deltagerne ovenfor. Det skyldes, at partiets Frederiksberg-repræsentanter konsekvent har valgt at glimre ved deres fravær til Priden. Årsagen blæser i vinden, men et godt bud er vel, at Frederiksbergs konservative homo-politikere har så travlt med at understrege for resten af landet hvor almindelige de er, at de slet ikke har tid til at leve deres anderledeshed ud - selv ikke på denne store dag. Eller handler det slet og ret om, at De Konservative lokalt blot lever op til deres partifæller på Christiansborg, som har stemt nej til ethvert tiltag til øget homo-ligeret gennem de sidste tredive år, Stig?

Også på Pride-dagen, men især på Pride-dagen, betaler det sig at se gennem alle de pæne ord om respekt og forståelse og ind til det helt konkrete: hvordan stemte de? hvad stemte de imod? var de der, da det gjaldt?

I Danmark med alle vores dygtige, politiske folkeforførere og deres smarte spindoktorer handler gay politics desværre ofte om det der ikke bliver sagt og det som ikke bliver gjort:

De Konservative og Venstre har ikke på noget tidspunkt bidraget officielt til forbedring af homoseksuelles rettigheder i Danmark. Nogen sinde.

De rettigheder, vi har, har vi på trods - ikke på grund af - det borgerlige Danmark.

Det er værd at huske, når de samme partiers repræsentanter på Christiansborg nu falder over hinanden for at slikke os op og ned ad ryggen og prise mangfoldigheden, mens de er velkomne deltagere i vores fest.

God Pride.

En dyd af dumheden

En norsk undersøgelse viser, at nordmændene ikke går særligt meget op i, om der er pesticider i deres pinnekjøt eller kinin i deres kanin i kål. Eller mug på myseosten for den sags skyld.

Interessen for økologisk, giftfri mad i Norge er nemlig omtrent ligeså stor som entusiasmen for hardangerfele-fileri er herhjemme. Nærmest lig nul eller nøll, som man vist siger på de kanter.

Særligt uinteresserede i økologi er norske mænd, lavt uddannede og vælgere, der stemmer på Fremskrittspartiet.



Og i Danmark mener DF's Peter Skaarup, at der ikke er nogen grund til at involvere psykologer i de soldater, som skal i krig. Det uagtet at 281 danske soldater har forsøgt selvmord efter de kom hjem, og hundreder flere lever med store ar på sjælen.

- Soldaterne har det fint. En rask lille krig styrker dem kun, udtaler Skaarup.

Danmarks Radios mikrofonholder lod Skaarup slippe afsted med den bemærkning uden at stille yderligere spørgsmål.

Det ville være så inderligt ligegyldigt, hvad man mener på den fremmedfjendske højrefløj både i Norge og her, hvis det ikke var fordi de samme mennesker insisterer på at fremture i deres dumhed og sætte andre menneskers velfærd over styr i processen. Og både her og der lider store dele af befolkningen under disse folkevalgte narrøves manglende kompetence, empati og intelligens.

Hvor skal vi sove i nat?

Storbritannien skal snart til valg, og også der er det politiske miljø ret betændt.

Senest har en ubehagelig afsløring ramt De Konservative. Og afsløringen har oven i købet sit afsæt i en af de avis-historier, som i forvejen havde bragt britiske sind i kog.

Den handler om bøsseparret Michael Black og John Morgan fra Brampton i Cambridgeshire, som havde reserveret i værelse på en lille Bed & Breakfast pension i Berkshire.

Parret er godt oppe i årene – 56 og 62 år – og må siges at høre til de lidt småkedelige. John er byrådsmedlem for de liberale i deres hjemby. Michael er revisor.

Da de ankom til pensionen, styrtede husets frue ud for at møde dem i indkørslen. Hun meddelte dem, at det først nu var gået op for hende, at det var to mænd, som havde foretaget reservationen, og at hun som kristen ikke under nogen omstændigheder ville have den slags mennesker under sit tag.

Black og Morgan måtte finde et andet sted at overnatte, men valgte at anmelde den ugæstfri gæstgiver. Som de udtalte til The Observer: ”ingen ville være i tvivl om det forkastelige i værtindens opførsel, hvis det var to sorte mennesker, hun havde afvist”.

Nu raser debatten i England så om, hvorvidt forretningsfolk skal have lov til at udelukke kunder, de ikke kan lide. Alle de store partier har imidlertid været enige om, at man naturligvis ikke kan tillade racediskrimination eller diskrimination på grundlag af tro eller seksuel overbevisning. Hvad folk siger og gør som privatpersoner er deres egen sag, men vælger man at drive en forretning, har man pligt til at betjene alle.

Det britiske konservative parti – the Tories – kæmper i disse år med et noget støvet image. Som led i moderniseringen af partiet har man ved utallige lejligheder de senere år understreget hvor homo-venlig, man er. Der var endda en særlig Gay Pride event ved partiets sidste landsmøde, hvor tusinder af medlemmer deltog og mange af partiets homoseksuelle medlemmer benyttede lejligheden til at fortælle omverdenen, hvor gay friendly, De Konservative er blevet. Partiet har adskillige homoseksuelle personer blandt dets mest fremtrædende parlamentsmedlemmer; formanden David Cameron var en meget aktiv deltager i sidste års London Gay Pride March, og i sin første tale efter valgets udskrivelse i sidste uge brugte Cameron hele fem minutter på at tale til Storbritanniens homoseksuelle befolkning og forsikre dem om partiets opbakning. Det blev en svulstig omgang, en næsten pinlig hyldest til homoerne, hvor retorikken fik alt, hvad den kunne trække:

"They start businesses, operate factories, teach our children, clean the streets, grow our food and keep us healthy – keep us safe. They work hard, pay their taxes, obey the law. They're good, decent people – they're the people of Britain and they just want a reason to believe that anything is still possible in our country. This election is about giving them that reason, giving them that hope. That's the Conservatives mission – that's my mission – for the next 30 days and I can't wait to get started."

Ikke et sæde var tørt.

Men for få dage siden revnede ballonen.

En af De Konservatives absolutte topfolk, skyggeindenrigsminister Chris Grayling, var inviteret som taler ved et møde hos Centre for Policy Studies – Storbritanniens svar på vores Cepos, den borgerlige tænketank.

Chris Grayling var næppe klar over, at der var journalister tilstede, og heller ikke, at han blev optaget på bånd, mens han udtalte, at han fandt det helt OK, hvis indehaveren af en Bed & Breakfast afviste homoseksuelle i døren. Direkte forespurgt, om det samme så skulle gælde sorte mennesker svarede han ”nej, det er noget andet”.

Kun få briter forsvarer Graylings holdninger, men David Cameron har foreløbig valgt at lade ham beholde sin post i partiet som Englands kommende indenrigsminister, hvis The Tories vinder valget. Et er dog sikkert: størstedelen af landets homoseksuelle vender nu De Konservative ryggen. Også i England gælder det, at der typisk er mere ordgejl end fakta og politisk handling bag de venlige ord om homo-rettigheder og tolerance, når de ytres af borgerlige politikere.

Brev til Stig Elling

Kære Stig Elling,

Du, den dygtige direktør, den karismatiske konservative, vores alle sammens sent udsprungne bøsse meddeler i dag, at du forlader den katolske kirke til fordel for et medlemskab af Folkekirken.

Der er to årsager, fortæller du. For det første den katolske kirkes rædselsfulde håndtering af de tusindvis af pædofilisager, og så er der jo også lige det der med Paven og bøsserne. Paven kan ikke fordrage folk som dig og din Steen, så da Hans Selvfedhed igen i 2009 udsendte det samme glade julebudskab som tidligere år: "homoer en nogle ækle syndere som aldrig kommer i himlen", blev du selvfølgelig ked af det.

(Paven siger ganske vist den slags på latin og pakket ind i en masse udenomsvrøvl, men for en god katolik som dig er bundlinjen jo lysende klar: skrid af helvede til homosvin!)

"Da gik det pludselig op for mig, at jeg i virkeligheden ikke er rigtig velkommen i den kirke, som jeg altid har været medlem af", siger du.

Jeg har stor respekt for dig, Stig. Du er en fænomenal erhvervssucces og en sympatisk kommunikator; og ofte ser min mand og jeg dig og din mand med jeres ligeså sympatiske gravhund, Louie i vores kvarter. Den inkarnerede venlighed på gåtur. Med hundelorte-opsamlingspose.

Men jeg forstår dig ikke.

Du er 63 og har skrevet en bog om dit sene udspring som bøsse og de sjælekvaler, du led under i den forbindelse. Men du er også en storartet business-strateg og vant til at gennemskue komplekse problemstillinger.

Hvordan dælen kan du så finde på en så tom, symbolsk udmelding som denne... udmelding?

Vil du virkelig bilde mig og resten af landet ind, at det er gået henover hovedet på dig, at store dele af Folkekirken med kirkeministeren i spidsen heller ikke synes, at dit parforhold er værdigt til at blive behandlet på lige fod med de heteroseksuelles?

Og vil du i fuldt alvor bilde mig ind, at du ikke føler dig bare en anelse splittet som fremtrædende konservativ over, at dit eget parti konstant og konsekvent bekæmper ethvert skridt på vejen til ligeret for homoseksuelle?

Det er let at sende en fuckfinger til den katolske kirke i disse år. Faktisk så let, at enhver med et demokratisk samfundssind og omsorg for børn burde gøre det.

Men når du, Stig, gør det, og begrunder handlingen i din egen seksualitet klinger det forfærdeligt hult.

For sandheden er jo den enkle, at hvis du ønsker dig et trosfællesskab, hvor du er helt og aldeles velkommen, uden slinger i valsen og uden homofobe oldinge eller bitre stridskvinder til at disse dig og dit parforhold, ja, så er du nødt til at lægge de etablerede kristne fællesskaber bag dig og samtidig også finde dig et andet politisk ståsted - ik'?

Kære Stig,

Danmark elsker dig. Til lykke med dit farvel til en af verdens mest homofobe religioner, MEN:

Det er aldrig for sent at nå til ny selvindsigt. Det er afgjort ikke noget, man skal skamme sig over. Tvært i mod.

Og somme tider kan selvransagelse få en uventet happy-end.

Så jeg siger det, som alle tænker:

Danmark holder vejret, mens du bliver stadigt klogere:

Så er du rød til næste år, Stig?

De bedste hilsener,

Peer+

Greb i egen barm

Jeg føler mig dybt truffet, når jeg læser Informations interview med filosoffen Søren Gosvig Olesen, som har skrevet (endnu) en bog om Hitler.

Nej, jeg føler intet fællesskab med Hitler, tvært i mod, men hør her:

Olesen fabulerer over, hvordan despoter som Hitler kommer til magten, og nævner som én faktor en stigende sammenblanding af religion og politik, sådan som vi også ser det herhjemme i disse år, hvor politikerne er ved at falde over hinanden i kampen om at regulere blandt andet muslimers tro.

Som en anden faktor der fremmer fascistiske tendenser omtaler Søren Gosvig Olesen en stigende fanatisme i forhold til selvdisciplin. Olesen ser det bl.a. i forbindelse med den sundhedsbølge, som skyller hen over os for tiden: "Vi må ikke ryge. Vi må ikke spise fedt. Mænd må ikke drikke mere end tre genstande om dagen. Vi skal dyrke så og så mange timers motion om ugen. Og vi gør det kraftedeme! Folk stiller sig uden for og ryger selv i frostvejr. Man finder sig i det. Der er ingen protester.Vi må ikke ryge. Vi må ikke spise fedt. Mænd må ikke drikke mere end tre genstande om dagen. Vi skal dyrke så og så mange timers motion om ugen. Og vi gør det kraftedeme! Folk stiller sig uden for og ryger selv i frostvejr. Man finder sig i det. Der er ingen protester," siger Olesen - og ret har han jo.

Olesen fortsætter (og her bliver det virkelig interessant for din ærbødige skribent) med at fortælle, at selvdisciplinering altid går hånd i hånd med en voksende intolerance over de grupper i samfundet, der lever anderledes, og at disse mennesker derfor er nødt til at finde måder at indpasse sig på. Det bliver vigtigere end nogen sinde før at være "main stream".

"De, der før var randgrupper i samfundet, hører nu til de mest småborgerlige. Tag bare de homoseksuelle, der jo kunne være eksponenter for, at kernefamilien måske ikke er det rigtige for alle. Nu skal de også have familie og børn", udtaler Søren Gosvig Olesen, som hævder, at den eneste måde minoritetsgrupper i dag kan blive anerkendt på, er at være endnu mere normale end alle os andre.

Wow!

Sjældent har jeg følt mig så ramt.

Hvor er den rebelske bøsse, jeg vist var en gang? Har jeg helt glemt, hvor fedt det også var at være anderledes, da jeg var ung?

Er det af lutter underkastelsestrang og angst, at jeg lever det småborgerlige liv, jeg da vist lever?

Eller er det i virkeligheden så galt?

Jager vi homo'er hellere det borgerlige, det almindelige, frem for at finde glæden i forskellene mellem dem og os?

Er jeg med min småborgerlighed i virkeligheden med til at fremme en halv- eller helfascistisk dagsorden, mens jeg tror, at jeg bekæmper den?

Jeg siger ind i mellem, at der dybt inde i mig bor en punker-lignende type med en stor rød hanekam, som aldrig fik lov til at se dagens lys. Det er lykkedes Olesen at vække den fyr til live for en stund.

Time For Reflection! -Eller som Nyrup sagde det:
"Ka' vi ikke gøre det lidt bedre? - Jeg tror det!"

Jeg vil starte med at skrive et fanbrev til Søren Gosvig Olesen.

Reflekterende over årene der gik,

din trofaste, aldeles ufarlige homo-mand,

Peer+