I strid med reglerne

Politiken bringer en artikel om endnu en vildført højreradikaliseret stakkel, som stemmer på Stram Kurs, hvilket har medført et hav af kommentarer - blandt andet min, som lød således:

"Stop dog jer selv, Politiken! Denne evindelige fokusering på underfrankerede, højreradikaliserede nut-cases hjælper i den grad med til at legitimere dem som normale mennesker og almindelige vælgere, skønt de kun udgør en ekstremt lille minoritet."

Den kommentar nåede at få et meget stort antal likes, indtil en eller anden anmeldte den som værende i strid med Facebooks retningslinjer. 

Jeg kommenterer nu på den lille sag fra min egen blog, hvor jeg så at sige er urørlig, men er ærlig talt lidt rystet over, at verdens største sociale medie tilsyneladende vægter klager fra bimlende ekstremister ligeså alvorligt som klager over dem. 

Vi er forlængst hinsides det punkt, hvor alle holdninger er lige meget værd. Når visse bidragydere til debatten opfordrer til lovbrud, grundlovsbrud og vold og promoverer åbenlyst fascistiske holdninger, må det være tilladt at påpege det i stærke vendinger, og uden at disse kældermennesker med et klik kan bremse al kritik. Evner Facebooks monitoringskorps ikke at fatte det, er det ikke brugerne, der er noget galt med, men monitoreringen.

Ronan Farrow - #MeToo-bevægelsens beskedne helt

Ronan Farrow har udseendet imod sig. Mange siger, at han er ser alt for køn og uskyldig ud til den karriere, han har valgt.

Han er manden, som bragte Harvey Weinstein og stribevis af magtfulde mænd til fald. Mænd, som misbrugte deres position til at begå voldtægt eller anden form for grov chikane mod de kvinder, der omgav dem.

Farrow er dermed også stærkt medvirkende årsag til, at #MeToo-bevægelsens blev et verdenskendt fænomen.

Ronan Farrow er søn af skuespiller Mia Farrow og instruktøren Woody Allen. Han voksede op med tretten adopterede søskende, hvoraf adskillige har alvorlige fysiske eller psykiske handicap. 

Som barn rejste han ofte til Afrika og andre af klodens brændpunkter med sin mor, der var ambassadør for UNICEF. Farrow har i flere interviews forklaret, hvordan hans opvækst gav ham et tidligt fokus på udsatte menneskers forhold. 

Det viste sig hurtigt, at lille Ronan var et yderst begavet barn. Han sprang adskillige klasser over i skolen og begyndte i gymnasiet allerede som elleveårig, men ingen kan påstå, at hans ekstraordinære evner er steget ham til hovedet. Hans omgivelser beskriver ham som et yderst beskedent menneske, der aldrig sætter sig selv forrest. 

Som femtenårig tog Farrow en B.A. i filosofi fra Bard College, hvorfra han fortsatte til det berømte Yale University. Her blev han i 2009 cand.jur i en alder af 22. 

Ronan Farrows første ansættelse blev som rådgiver for den nytiltrådte Obama-regering. Ansættelsen kom i stand, fordi han allerede som studerende havde forfattet adskillige taler for den yderst ansete diplomat Richard Hoelbrook. 

I 2011 headhuntede daværende udenrigsminister Hillary Clinton Farrow til et job som direktør for særlig taskforce med navnet Office of Global Youth Issues. Da han forlod jobbet to år senere, havde han skabt en robust og effektiv organisation, som fortsatte med at fungere helt frem til det amerikanske systemskifte i 2017. 

Herefter begyndte Ronan Farrow at ernære sig som journalist. Han skrev bøger og lange, dybdegående artikler for The Guardian, The Atlantic, Foreign Policy, Wall Street Journal og Los Angeles Times. Fra 2014 til 2016 blev han et kendt ansigt i hele USA takket være sin medvirken i nyhedsprogrammer på tv-stationerne MSNBC og NBC. På MSNBC fik han sin eget daglige program - Ronan Farrow Daily.

I 2016 fik Farrow færten af en stor historie. En historie så stor, at den krævede måneder af research og samtaler med hundredvis af kilder. 

Centrum for historien var Harvey Weinstein - en ekstremt magtfuld Hollywood-producer, som ifølge Farrows kilder havde misbrugt op utallige kvinder i løbet af sin karriere. 

Det er omstridt, om det var research-arbejdets enorme omfang, der fik NBC til at opsige samarbejdet med Farrow, eller om tv-stationen oplevede et pres fra Weinstein, men fra 2016 fortsatte Farrow arbejdet på egen hånd, men i samarbejde med The New Yorker - et ugemagasin i sværvægtsklassen. 

10. Oktober 2017 lod de bomben springe: Under overskriften “From Aggressive Overtures to Sexual Assault: Harvey Weinstein’s Accusers Tell Their Stories” berettede tretten kvinder med Farrow som talerør, hvordan de var blevet udsat for grove overgreb fra filmmogulens side. 

Få dage senere mistede Weinstein kontrollen over sit eget selskab. Inden oktober var omme havde i alt firs kvinder føjet sig til rækken af anklagende vidner imod Weinstein, og hashtagget #MeToo var blevet verdenskendt fænomen.

Effekten af Farrow’s journalistik blev enorm og spredte sig som en løbeild. Hundreder af kvinder og enkelte mænd med tilknytning til underholdningsindustrien stod frem og rettede anklagende fingre mod fx Matt Lauer, Kevin Spacey, Charlie Rose og Al Franken, hvis karrierer alle stoppede fra den ene dag til den anden. 

Endnu vigtigere var det dog, at #MeToo-bevægelsen fik kvinder og mænd over hele kloden til at fortælle om de seksuelle overgreb, de har været udsat for. Som Farrow ofte har pointeret: Hans fokus har aldrig været på enkeltsager. Hans ærinde er at påvise de systemiske magtovergreb, der finder sted mellem mennesker. Med hans egne ord: “#MeToo handler om at give ofrene en stemme - ikke om at nedkæmpe store Hollywood-moguler”.

Tidligere i år modtog Ronan Farrow pullitzerprisen for sin enestående indsats, men det har ikke stoppet ham. I maj offentliggjorde The New Yorker en ny artikel artikel om magtmisbrug. Denne gang handlede det om statens New York’s stats-advokat Eric Schneiderman og hans overgreb mod fire kvinder. Dagen efter offentliggørelsen trak Schneiderman sig tilbage.

27. juli gjaldt det den øverste chef for tv-selskabet CBS, Leslie Moonves. Også han havde i løbet af sin lange karriere i utallige tilfælde forgrebet sig på kvinder i hans nærhed. Moonves bestred i starten anklagerne, men valgte efter få uger at forlade sin post. 

Senest har Farrow sat spørgsmålstegn ved Brett Kavanaugh's moralske habilitet - også på grund af anklager om seksuelle overgreb. Kavanaugh er manden, som Donald Trump ønsker placeret som ny højesteretsdommer. I disse dage gennemgår han den godkendelsesproces, som forventeligt tildeler ham uhyre stor magt som det udslaggivende medlem af USA’s højesteret, der gør domstolen i stand til at tilbagerulle tidligere trufne afgørelser vedrørende fx fri abort og homoseksuelle ægteskaber. Desværre lider denne sag under den afgørende mangel på et navngivent vidne. Den anklagende kvinde insisterer på at forblive anonym. 

I årenes løb er hæderen regnet ned over Ronan Farrow. I 2012 kårede Forbes Magazine ham til verdens mest indflydelsesrige person under 30. Udover pullitzerprisen er han blevet tildelt adskillige andre priser samt et æresdoktorat ved Dominican University of California. Farrows navn er naturligvis blandt de hundrede mest indflydelsesrige mennesker, der tidligere i år blev kåret af Time Magazine.

Til daglig kan man finde ham i The New Yorker’s kontorer på 38. etage i One World Trade Center på Manhattan. Her tilbringer han op mod atten timer daglig i dyb koncentration om det arbejde, der betyder så meget for ham. Han er en detaljernes mand. Med en slet skjult hilsen til den amerikanske præsident siger han, at ikke ynder at formulere sig i tweets. Han foretrækker at gå i dybden. 

Under sit arbejde med Weinstein-sagen måtte Farrow flytte hjemmefra på grund af flere alvorlige trusler. Han havde ingen formel kontrakt med en arbejdsgiver under det meste af perioden og advokater fra Hollywood stod i kø for at sagsøge ham. Han fortæller, at den eneste støtte i hans liv i den periode var hans partner, Jon Lovett, som han mødte i Washington i den periode, hvor de begge arbejdede for Obama-regeringen. 

Mange har spurgt Ronan Farrow, hvorfra han henter sin evne til at få ofre for overgreb til at betro sig til ham. Kan det mon skyldes, at han er bøsse og derfor lettere opnår kontakt med disse sårbare kvinder? Eller stammer hans store empati fra hans opvækst? 

Det er ikke en diskussion, Farrow ønsker at deltage i som det meget private menneske, han også er. I interview efter interview understreger han gang på gang, at hans historier hverken handler om han selv eller de tyranner, han fælder, men om ofrene. 

Ikke desto mindre fortjener han al den ros, der kan ligge på ham. 

Ronan Farrows mod, intelligens og selvtillid er enestående. Han kunne have levet et tilbagelænet liv og nøjedes med at lukrere på sin opvækst i en kendis-familie. I stedet vil han blive husket for sit uvurderlige bidrag til vores ændrede syn på kvinderettigheder, arbejdstageres rettigheder og forkvaklede, indflydelsesrige mænds magtmisbrug. Blandt meget, meget andet.

På de skrå brædder for en god sag

I teater-miljøet omkring Broadway i New York glemmer man aldrig 1980'erne og 90'erne, hvor aids-krisen hærgede.

Hele verden og ikke mindst USA var i de år på samme tid skræmt fra vid og sans og chokeret over tabet af utallige familiemedlemmer, venner og kærester.

I den knugede stemning opstod der en indbyrdes solidaritet mellem de syge og deres pårørende – en solidaritet som skulle vise sig at blive et af de bærende elementer i kampen mod sygdommen. Med solidariteten fulgte nemlig en aktivisme, som rakte langt ud over almindelig velgørenhed. Der blev lagt massivt pres på myndighederne og medicinalfirmaerne om at øge bevillingerne og fremskynde forskningen; patienter fandt sammen i sorggrupper, og raske tog sig af de syge, som var udstødt af deres familier og som mange hospitaler nægtede at tage imod.

Ud af al omsorgen voksede også to organisationer – Broadway Cares og Broadway Bares – som havde og har til formål at indsamle penge til det gode formål. I starten handlede det mest om økonomisk støtte til Broadways egne skuespillere, forfattere, musikere og scenearbejdere, som var ramt af hiv og aids, men hurtigt og i sand amerikansk stil voksede de to velgørenhedsorganisationer til et omfang, som ingen den gang kunne forudse.

Mon ikke den vigtigste grund til succesen er, at disse kreative mennesker bruger deres kunstneriske evner i processen?

Siden 1987 har vekslende teatre på Broadway lagt skrå brædder til i alt fire velgørenhedsforestillinger hvert år – to for hver organisation. Hvert år efter samme sjove og spektakulære koncept:

Broadway Backwards præsenterer kendte og ukendte stjerner i optrin fra store shows, men med den finte, at kvinderoller spilles og synges af mænd, og de mandlige roller er overtaget af kvinder.

Broadway Bares er en opvisning i dans og komedie med den twist, at de optrædende får lov til at fremvise betydeligt mere hud, end man normalt ser på Broadway uden at det dog på noget tidspunkt bliver plat.

Billetter til forestillingerne er som regel udsolgt flere måneder i forvejen. Prisen bestemmer man selv, sådan at forstå, at der er en minimumspris på alle sæder, men det forventes, at folk spytter mere i kassen, hvis de kan.

Og det kan de!

Tilsammen har de to organisationer siden starten i firserne indsamlet svimlende 2 milliarder kroner. Pengene går ubeskåret til omsorg, medicin, bespisning, psykologhjælp og anden hjælp til folk med hiv og aids, men hvor målgruppen tidligere kun var teaterverdenens egne, får 462 patientorganisationer over hele USA nu også andel i midlerne.

Der har været mange rørende optrin i årenes løb, hvor kendisser er sprunget ud som homoseksuelle eller hiv-smittede, men det mest rørende er nok, hvor universel opbakningen er til disse events og det høje kunstneriske niveau, de afvikles med. 

Her er smagsprøver fra to af forestillingerne. Først den dramatiske kærlighedsballet Uoija fra dette års Broadway Bares: 

Og herunder et klip fra Broadway Backwards fra 2015. hvor seks lækre hunks synger og danser Cell Block Tango fra musicalen Chicago - et nummer der normalt er forbeholdt kvinder, men som her får en ekstra (homo)politisk dimension, når det fremføres af fyre. 

Manden som går i lodret spagat i dette nummer er Ryan Steele - en fremragende danser og skuespiller, som også har ydet en ekstraordinær stor velgørenhedsindsats i andre sammenhænge, som fx da en terrorist myrdede et stort antal gæster i homoklubben Pulse i Orlando.    

Skulle du være interesseret i yderligere oplysninger om Broadway Cares og og Broadway Bares, finder du dem her og her. 

SOMEWHERE OVER THE RAINBOW

Jeg skrev for nogle dage siden en Facebook-nekrolog over Gilbert Baker - skaberen af LGBT-flaget. Jeg er glad for, at den blev læst af en del, og at mange kommenterede, at her fik de fakta, de ikke før havde hørt om.

Blandt kommentarerne var der folk, der undrede sig over, hvordan en hel storby som San Francisco blev en bastion for homo-rettigheder, og hvordan byens LGBT-historie kan trække sine spor så langt tilbage i tiden.

Jeg vil her gøre et beskedent forsøg på at skildre lidt af homo-bevægelsens historie i almindelighed og historien om San Francisco's homo-bevægelse i særdeleshed, men må understrege, at andre, mere kvalificerede og tættere på begivenhederne allerede har gjort et kolossalt arbejde i den henseende i adskillige bøger og på adskillige websites. Betragt derfor blot nedenstående som en form for historisk resume.  Nederst har jeg forsøgt at stykke en liste sammen med forslag til mere læsning, men igen: det er kun et lille uddrag af, hvad der findes om emnet.

De fleste har hørt om den guldfeber, der rasede i Amerika i midten af 1800-tallet. Besatte af tanken om styrtende rigdom drog folk fra hele verden til egnen omkring San Francisco, efter at der var fundet betragtelige mængder af guld.

Guldgravere i bakkerne udenfor San Francisco

Alene i løbet af årene 1848-49 ankom 300.000 mennesker til det nordlige Californien. Mange blev rige i processen; enkelte endda styrtende rige.  Med sin gunstige placering ud til vandet oplevede byen handelsmæssigt og kulturelt en blomstring, som overgik alt, hvad man hidtil havde set.  San Francisco blev kendt som Paris of the West. Kulturpersonligheder som Mark Twain, Rudyard Kipling, Robert Louis Stevenson og Oscar Wilde slog sig ned for kortere eller længere tid og bidrog til at gøre byen til et kulturelt centrum.

Når guldgraverne skulle more sig, blev det hurtigt almindeligt med kostumeballer, hvor nogle af dem klædte sig ud som kvinder. Det blev en mulighed for de homoseksuelle blandt dem (en betegnelse, som slet ikke blev anvendt på den tid), at udleve en seksualitet, som afveg fra det gængse. Samtidig benyttede en del lesbiske blandt byens få kvinder chancen til at iføre sig mandetøj for at undgå chikane fra de brovtende tilrejsende mænd.

Der herskede med andre ord en form for seksuelt anarki i San Francisco, som afveg meget fra den bonerte og snerpede atmosfære, man så i Europa i de samme år, hvor Dronning Victoria herskede over det britiske imperium, og hvor man på kontinentet havde mere travlt med at afskaffe de kongeliges enevælde og føre krig end med et opgør mod den gældende moral.

Guldfeberen varede kun kort. I 1850 var hver en kvadratmeter af det nordlige Californien endevendt. Men tilflytterne blev. Mange slog sig på handel; flere af dem grundlagde ved hjælp af deres guld-indtægter virksomheder som i nutidens målestok var på størrelse med de største verdensomspændende koncerner med Levi Strauss' tøj-firma og Wells Fargo's Bank som typiske eksempler.

Andre arbejdede med at få den nye storbys infrastruktur til at fungere. Nye kvarterer opstod, godt hjulpet på vej af anlæggelsen af San Francisco's enestående netværk af cable cars - små sporvogne som ved hjælp af et underjordisk kædetræk kunne slæbe sig op ad byens stejle bakker.

San Francisco cable car på Nob Hill

Alt kunne lade sig gøre; alt var tilladt. Dette var udlevelsen af Den amerikanske Drøm, men det var også en lovløs tid, hvor man havde svært at få styr på kriminaliteten og følgerne af udbredt korruption.

Enhver reaktion har en modreaktion. Det gjaldt også i San Francisco. Efterhånden som mere ordnede forhold blev indført, så man også krav om mere anstændighed og moral. De prostituerede,  homoerne, transpersonerne og de andre anderledes blev fortrængt fra gadebilledet, men levede videre i skumle barer og skjulte etablissementer i kvarterer, som det pæne borgerskab holdt sig fra.

Det var for resten også  i de år, at et ubehageligt kapitel af byens historie begyndte: Tusinder af kinesiske indvandrere havde vist sig lidt for dygtige til at udkonkurrere de vestlige købmænd. Man valgte at bekæmpe dem ved at indføre et totalt stop for immigration fra Kina. Samtidig fik kinesiske kvinder indrejseforbud i håb om, at man på den måde forhindrede byens kinesiske koloni i at vokse.

Byens bøsser og transpersoner holdt altså lavere profil i en årrække, men de gjorde det primært ved at etablere forlystelsessteder lige uden for bygrænsen, hvor lovens lange arm endnu ikke kunne nå dem. Et helt nyt byområde opstod med tilnavnet The Barbary Coast. I dag er San Francisco vokset så meget, at området regnes som en del af storbyens centrum. Det lå i den trekant som i dag udgøres af Pacific Avenue, Montgomery Street og Stockton Street.

Aftenstemning i Barbary Coast området 1906. Bemærk det
påfaldende fravær af kvinder.

Stribevis af homoseksuelle etablissementer så dagens lys i de årtier, som fulgte. Ofte blev de lukket af politiet. Det gjaldt fx The Dash - en bar, som helt åbenlyst inviterede homoseksuelle til at hygge sig der. Da myndighederne opdagede, at stedets ejer var en af byens ansete dommere, var skandalen enorm.

Så kom 1. Verdenskrig. En periode, hvor den amerikanske flåde indførte en regel om, at homoseksuelle marinere øjeblikkeligt skulle smides ud af hæren og sættes i land i nærmeste havn, hvis de blev opdaget. Mange blev opdaget og mange sat i land - og især i San Francisco. Den praksis fortsatte faktisk helt frem til 1960'erne. Ikke mindst under 2. verdenskrig fandt mange homoseksuelle soldater et nyt hjem i San Francisco blandt de andre udstødte.

Homomiljøet i San Francisco havde sine op- og nedture gennem mange år. Opblomstringer der fulgtes af en særdeles hårdhændet modreaktion fra myndighedernes side med razziaer, fængslinger og masser af politivold.

Men set i historisk perspektiv har tendensen været på homoernes side. I 1950'erne voksede beatnik-generationen frem med forfattere som Allen Ginsberg, der var åben homoseksuel, som en af de ledende figurer.

Beatnik-folkene og de senere grundlæggere af hippie-bevægelsen holdt til i San Francisco's Haight-Ashbury område, hvilket gjorde det oplagt for mange homoseksuelle at slå sig ned i nabokvarteret The Castro, som på det tidspunkt var et nedslidt område for en ret fattig del af befolkningen. Da bøsserne kom til, steg gennemsnitsindtægten i bydelen. Huse blev renoveret i stor stil. Området blev efterhånden anset som en attraktiv del af byen at bo i - og især hvis man ikke havde et problem med fyre, der elskede hinanden. 

San Franciscos første politiske organisationer for homoseksuelle kom til de år. Allerede i 1962 dannedes The Tavern Guild - en sammenslutning for ejere af homo-barer, som ad rettens vej tog kampen op mod de konstante overgreb fra politiets side. Først i 1995 havde nye og mere tolerante tider overflødiggjort dens eksistens.

Harvey Milk

De fleste læsere af dette opslag vil være bekendt med Harvey Milk's historie. Milk var jo den politisk begavede bøsse, som ankom til San Francisco fra New York i 1972 og åbnede en foto-handel i Castro Street, men som mest blev kendt som den første folkevalgte åbne homoseksuelle og som den person, som for alvor fik sat homoseksuelles rettigheder på dagsordenen ikke bare i San Francisco, men i hele USA og i resten af verden. 

Med drabet på Milk i 1978 kom en ny politisk bevidsthed om de homoseksuelles sag. Såvel vores modstandere som vi bøsser, lesbiske og transpersoner indså senest på det tidspunkt, at retten til at leve og elske, som man vil i bund og grund er en politisk kamp.

Den følelse blev tydeligt forstærket, da aids-krisen begyndte i starten af 1980'erne. Den mystiske sygdom, som ingen i begyndelsen kunne finde nogen forklaring på, ramte San Franciscos bøsser med så forfærdende kraft, at lægerne i starten døbte den GRID - Gay Related Immune Deficiency. 20.000 mænd, hvoraf flertallet var unge - over halvdelen af The Castro's homoseksuelle befolkning - udviklede rædselsfulde symptomer og visnede hen og døde. For mange foregik det i en smertefuld proces, som forstærkedes af, at familie og arbejdsgivere slog hånden af dem og læger og plejepersonale nægtede at behandle dem.

Ved indgangen til 1989 valgte San Francisco Sentinel at dedikere hele avisens første sektion til årets ofre for aids. Ikke i form af artikler eller nekrologer, men med små billeder af de døde, man havde opsporet samt deres navn, fødsels- og dødsdato.

Derefter blev det kun værre. I 1992 mistede The Castro 30 indbyggere om ugen til hiv og aids; det lille samfunds fundament blev eroderet, mens livsledsagere, kærester, bollevenner, hjertevenner, kammerater, skatteborgere, læger, lærere, butiksejere, restauratører, politifolk døde visnede hen og døde en hæslig død for øjnene af en rædselsslagen verden.

Hiv-aktivist David Kirby på sit dødsleje omgivet af far, mor og
søster. 1990

Der var lammende lidt opbakning til homoer og aids-syge i USA i krisens første år. Tusinder af amerikanere døde, men præsident Reagan nægtede at tage ordet aids i sin mund af angst for at fremstå homo-venlig. Først da et kendt navn - skuespilleren Rock Hudson - døde af sygdommen, omtalte Reagan den ved navn, men der skulle gå endnu syv år, før han indså, at der måtte afsættes store midler til udviklingen af medicin og pleje af de syge.

Mange befolkningsgrupper ville være bukket under af indre strid under de vilkår, men det modsatte skete i The Castro og for USA's homoseksuelle generelt. De syge og de sørgende søgte sammen. Utallige netværk blev dannet. Småstridigheder blev bilagt, mens vreden mod myndighederne voksede. Mange homoseksuelle uddannede sig til læger og blev aktivister i striden mod regeringen og de offentlige myndigheder, som var alt for langsomme til at godkende de nye typer af medicin, som blev udviklet.

Harvey Milk's unge kampfælle, Cleve Jones, kom på ideen med aids-tæppet. Hans tanke var, at de efterladte til ofrene for aids lavede hver deres lille, meget personlige tæppe til minde om deres afdøde ven. Hvert tæppe skulle være på størrelse med en begravelseskiste. Derefter skulle disse tæpper sys sammen til en gigantisk gobelin - et vidnesbyrd om det store tab, verden led.

Måske er det sandt, at homoer er særligt kreative. I hvert fald mundede Navne-Projektet, som det hurtigt blev døbt ud i 49.000 dybt personlige, dybt rørende tæpper, som da de blev syet sammen vejede ikke mindre end 56 tons. Blandt de anvendte materialer er silke, ruskind, læder, mink, taft, bobleplast, metal, perler, krystaller, pailletter, fjer, uniformsdele, t-shirts, jeans, handsker og rhinsten - masser af rhinsten.

Lagt ud i sin fulde længde og bredde måler aids-tæppet 3.000 x 500 meter, svarende til størrelsen på National Mall i Washington - det store grønne område foran Capitol i USA's hovedstad, hvor festligheder som præsident-indsættelser fejres.

En del af Aids-tæppet på National Mall,
Washington DC. 2012

Tæppet blev sidst fremvist i sin helhed i forbindelse med den internationale aids-konference netop i Washington DC i 2012. Da udstillingen åbnede, begyndte samtidig oplæsningen af navnene på de døde. Den sluttede først to dage senere. Jeg var selv tilstede ved den lejlighed og gik derfra som en flæbende lille dreng, ramt af denne forunderlige tredelte følelse, som vi langtidsoverlevende med hiv deler: den dybe sorg over dem, vi elskede og mistede, glæden over selv at have klaret den - og den irrationelle skyldfølelse som hvisker "hvorfor dig - og ikke ham eller ham?"

Cleve Jones klarede den, ligesom jeg selv. Jeg følger ham på Facebook med en andægtighed og ærefrygt, han selv vil være den første til at grine af, men ingen nulevende homo-helt har som han forstået at give os  homoer en fælles stemme, som har givet genlyd over hele verden.

Cleve Jones

Cleve har været med hele vejen. Han har debatteret, marcheret, været på barrikaderne siden han som teen-ager blev smidt ud af hjemmet i Arizona, fordi han nægtede at underkaste sig den elektro-chok behandling, hans psykolog-far(!) ønskede at udsætte ham for for at kurere hans homoseksualitet. Fra han satte sig på bussen i Phoenix og få dage senere blev en bærende del af Harvey Milk's politiske kampagne, har han haft adresse i Castro Street i The Castro i San Francisco. Hvor ellers?

Så sent som i går talte han ved mindehøjtideligheden for Gilbert Baker under det store regnbueflag på Harvey Milk Plaza for enden af gaden, hvor det hele begyndte.

Homokampen er langtfra overstået, selv om visse politikere og naive heteroer ynder at fremstille det sådan. Vi oplever tilbageslag, som det ses i USA, hvor Trump i disse uger ruller rettigheder tilbage, som for bare et år siden ansås som sikrede. Vi ser systematisk forfølgelse af homoseksuelle i op mod hundrede lande kloden over, og i den såkaldt oplyste vestlige verden oplever vi homoer den lille homofobi stikke sit beskidte fjæs frem mindst ligeså ofte, som kvinder føler sig udsat for mandschauvinisme.

Vinderen af kampen er der til gengæld ingen i tvivl om. Homoseksuelle har oplevet forfølgelse og tålt hån, had, overgreb, vold og drab i århundreder. Vi har gennemlevet en aids-krise, som har slået millioner af os ihjel. Men hvert eneste tab af liv og hver eneste tilbageslag har gjort sammenholdet mellem os stærkere, så vi er vendt styrkede tilbage. Selv i kampen for overlevelse har vi aldrig grebet til våben, og vi har aldrig fremsat krav, som handlede om at indskrænke andre menneskers rettigheder.

Det ville også være i direkte modstrid mod det overordnede budskab, som handler om kærlighed uden grænser. Hvad vores modstandere kæmper for, fortaber sig i religiøs og homofobisk retorik; modsat os har de aldrig været truet på liv og sjæl på grund af kønnet på deres elskede eller fordi det køn, de oplever at tilhøre, ikke er det biologiske køn, de fødtes med.

Så naturligvis vil The Castro og vi homoer overleve den bølge af højrepopulisme og sen-modernistisk moralisme, som skyller ind over verden i denne tid. Kærligheden overvinder alt, selv om man ofte går grueligt meget igennem for at få den.  

Regnbuer kan man ikke slå ihjel.

Bøger og websites til yderligere fordybelse:

Lipsky, William. Gay and Lesbian San Francisco. Arcadia Publishing, 2006

Stryker, Susan and Jim Van Buskirk. Gay by the Bay: A History of Queer Culture in the San Francisco Bay Area. Chronicle Books, March 1, 1996

Boyd, Nan Alamilla (2003). Wide-open town: A history of queer San Francisco to 1965. University of California Press, 2003

Bérubé, Allan. Coming out under fire : the history of gay men and women in World War Two. n.p.: New York : Free Press, c1990

http://www.sfgayhistory.com/

http://www.foundsf.org/index.php?title=The_Castro:_The_Rise_of_a_Gay_Community

http://www.out.com/entertainment/popnography/2013/04/22/12-bars-made-san-francisco-gay-chronological-order

http://www.aidsquilt.org/

Opskrift til week-enden: Hvid Pizza Støjberg - eller Pizza Bianco alla Merda di Cane

Ingredienser:

3 dl svovlsyre

5 g gær

1 sjat olie (Nordsø) (Fås hos Mærsk til overpris)

400 g kridhvidt mel fra Hals Mølle

Lidt sydesalt fra Læsø

Et bæger Buko-ost uden smag

6 kartofler

Mere Læsø-salt

8 skiver Flødehavarti

2 liter varm luft a la Støjberg

Redskaber:

En albino-bager med jysk dialekt 

En svinehund

1 m Randers Reb

Fremgangsmåde: 

Bed din kridhvide pizzabager om at komme i omdrejninger:

Opløs gæret i svovlsyren. Tilsæt olie, mel og salt. Ælt sammen til en dej. Lad hæve natten over. 

Rul dejen ud på et meldrysset bord og bank den sønder og sammen til den er tynd og rektangulær.

Læg den på bagepapir på en bageplade.

Smør smøreosten ud over dejen.

Skær kartoflerne i skiver og fordel dem på pizzabunden.

Drys med groft sydesalt.

Find en optagelse med Inger Støjberg på nettet. Start den. Bag pizzaen ved Støjbergs varme luft i et kvarters tid, til den er let branket.

Fordel flødehavarti i skiver ud over din pizza.

Fortsæt derefter bagningen til du står med en kridhvid, ulækker masse.

Træk dine indre svinehund hen til pizzaen og bed den skide på maden.

Bind det hele sammen med rebet og stram til! Mere! MERE FOR SATAN!!!

Til slut anbringes pizzaen i en teltlejr, hvor den trækker i adskillige måneder i frostvejr. 

Før serveringen pyntes med et dannebrogsflag.

Voila! Så er maden klar. Denne ret er klam, ulækker og dødsensfarlig, men pæredansk fra inderst til yderst, og har du et problem med den, kan du bare skride!

Serveres med 2 liter Cola Light og efterfølgende spanking af pizzabageren henover spisebordet. 

You have to give them hope

 Som så mange andre holder min mand og jeg af at besøge Dragør. Der er nu noget hyggeligt over at gå rundt i de brostensbelagte stræder og nyde en isvaffel fra kiosken på havnen, mens man kigger på de stråtækte bindingsværkshuse.

"Som barn gik jeg til dans på Strandhotellet", forklarer jeg hver gang min mand, og han nikker tålmodigt og lader sødt som om, oplysningen er helt ny for ham. "Og så tog mor mig altid med op til ostehandleren på Torvet, hvor jeg fik en lille firkant ost sat på en tandstik", fortsætter jeg ivrigt, hvorefter jeg beskriver, hvordan ostehandlere dengang havde grædende vinduer, som vandet løb ned over fra morgen til aften. Også det ved han udmærket godt, men det er blevet et af vores ritualer. Noget som bare skal siges.

Men der er mindst en slange i ethvert paradis, så der er noget, jeg aldrig siger. Noget jeg omhyggeligt undlader at omtale der - midt i idyllen. For det er jo også her, at Karen Jespersen og Ralf Pittelkow fra internetbloggen Den Korte Lunte (eller hvad den nu hedder) bor - for slet ikke at tale om DF's Martin Henriksen. Tænk hvis man løb på en af dem! Eller værre: dem alle tre samtidig.

Lynhurtige strøtanker presser sig på: Vi ved, at det koster et vist antal dagbøder at spytte på Pia Kjærsgaard. Men er det billigere, hvis målet er et menigt folketingsmedlem eller et forhenværende? Og hvis ja, betyder det så, at det nærmest er en gratis omgang, hvis man rammer Pittelkow, der aldrig har været valgt til noget som helst? Måske er det i virkeligheden bedre at hvisle et "Fy for fanden", mens man passerer dem? Højt nok til at de hører det, men ikke højt nok til, at andre registrerer det? Eller skulle man vælge bevidst og meget åbenlyst at kaste sig ind mod den nærmeste mur for helt bogstaveligt at lægge afstand til dem på en meget åbenlys måde?

Tanken om at hilse pænt og bare sige goddag strejfer mig ikke.  Ej heller at lade som ingenting som mere besindige folk ville gøre. For de skal dæleme da ikke tro, at man kan sprede så meget had og stadig forvente smil og venlighed fra deres omverden. Det ville jo bare bestyrke dem i deres vantro.

Heldigvis kender jeg ikke adressen på nogen af dem  og vil heller ikke vide det. Enhver vil jo gerne beholde sin idyl-drøm intakt så længe som muligt, ikke sandt?

Men Dragør er kun et af flere steder, hvor jeg rammes af disse blandede følelser. For nyligt er USA blevet endnu et. I store dele af mit voksne liv var jeg forment adgang til landet. Det sørgede Ronald Reagan for, da han med et præsidentielt direktiv besluttede, at folk med hiv ikke skulle have lov til at rejse ind i Guds eget land; ikke en gang som turister. 22 lange år varede det, før Barack Obama kom til og ophævede forbuddet, hvis formål aldrig var at beskytte landet mod en udefrakommende fare. Sandheden var jo, at i den vestlige verden spredtes hiv snarere fra USA end til landet. Nej, det handlede om at fodre visse vælgeres irrationelle angst og om at fremstå handlekraftig, selv om man intet gjorde - også selv om det indebar at misbruge uskyldige ofre som syndebukke for en forbrydelse, de aldrig havde begået.

Det var en bittersød fornemmelse endelig at få lov til at besøge USA. Bitter på grund af alle de oplevelser, jeg var gået glip af. Sød fordi mit første besøg i landet siden mine tyvere skyldtes en invitation til at blive "community representative" i et "community advisory board". I al korthed dækker de fine ord over, at amerikansk lovgivning indeholder et påbud om, at medicinske studier som involverer patienter kun må gennemføres, hvis patienter er repræsenteret i studiets ledelse i form af et rådgivende organ.

USA bruger årligt mange milliarder på at understøtte medicinsk forskning i hele verden. Det sker typisk ved at man kanaliserer penge til ledende amerikanske universiteter, som de så kan bruge på at etablere samarbejder med universiteter i andre lande. Hvert af disse universiteter tager så kontakt til et stort antal sygehuse og klinikker, og vupti har man adgang til blodprøveresultater og andre vigtige medicinske oplysninger om tusinder og atter tusinder af patienter - hvis disse altså har givet tilladelse til det.  På den måde kan man hurtigt indsamle enorme mængder data og med stor statistisk sikkerhed udtale sig om, hvordan det går folk, der får en bestemt type piller i forhold til dem, der indtager et konkurrerende produkt eller dem, der modtager en helt tredje form for behandling.

Sådan bygges fundamentet for medicinske studier i stor skala. På den måde er videnskaben blevet klogere på, hvordan man bedst behandler de store epidemier som blandt andet hiv. Og da jeg er hiv-patient og ved en del om medicin og - vigtigst: har svært ved at holde min kæft, hvis jeg finder noget urimeligt, blev jeg inviteret til at indtræde i sådan et rådgivende organ, hvis næste møde skulle holdes på et hotel i San Francisco.

Jeg var - og er - beæret. Da jeg satte mig ind i flyet, der skulle føre mig over Atlanten, vidste jeg ikke, at jeg var på vej til at knytte nye, nære venskaber med folk fra hele kloden, og at jeg i de kommende år skulle aflægge besøg i en lang række af amerikanske storbyer. I tilgift udvises der også respekt for mine begrænsede kræfter, så jeg har tid til at komme til hægterne undervejs. Bevares, jobbet er ulønnet (man er vel uafhængig og aktivist), men oplevelsen har hver gang været overvældende. Jeg passer pligtskyldigst mine møder, aflægger rapport, giver mit besyv med og holder kontakten med resten af holdet gennem hyppige telefon-konferencer, men oplevelsen af at gå rundt i San Francisco's gader eller at være søvnløs i Seattle på grund af jetlag slår enhver charterrejse. 

Da en nær og kær dansk sjæleven samtidig flyttede til Los Angeles, blev min tilknytning til USA kun endnu tættere. Min elskede måtte med derover! Siden har vi brugt mange ferier på at tage over Dammen, så vores indre Amerika-kort er nu oversået med røde tegnestifter, repræsenterende de mange steder, vi har besøgt. Vi har set ufattelig smuk natur, ført os hjemmevant frem i Washington og New York, svedt tran i Florida og knaldfrosset i Boston - to name but a few. 

Måske har vi været heldige, måske er vi selektive, måske er vi naive, eller også er vi så bøssede, at vi nærmest suger tolerante og frisindede mennesker til os og samtidig ubevidst frastøder folk, der ikke kan lide os. Men bundlinjen er, at det har været nogle dejlige år, hvor vi er blevet kulturelt beriget og har haft utallige uforglemmelige stunder med amerikanske venner og bekendte.

Men nu er der sket noget. Obama-æraen er omme. Videnskabelige fakta er pludselig noget, som drages i tvivl; der dryppes malurt i frisindets og tolerancens bæger; vi hører hadefulde røster, som vi før var i stand til at fortrænge. Lidt som at gå rundt i Dragør og ikke bare møde Martin Henriksen, men at opleve, at han faneme stjæler isvaflen ud af hænderne på en. Eller gør noget meget, meget værre.

Det opleves som et tab; et traume. Man gennemgår de klassiske faser: benægtelse, vrede, bearbejdelse og depression fulgt af en form for accept af situationen, som samtidig indebærer, at man lægger en strategi for, hvordan man kommer videre. Det er ikke faser, som nødvendigvis kommer i forlængelse af hinanden. Måske oplever man flere af dem på samme tid. Det er vist sådan, jeg selv har det. Men samtidig nærer denne ukuelige optimist og regnbuebøsse en tro på, at en dag bliver alting bedre.

Vi homoer har vores egen martyr. Han hedder Harvey Milk. Harvey var en passioneret tilhænger af ikke-vold og en oratorisk begavelse på linje med Martin Luther King. Den 25. juni 1978 stillede han sig på trappen til San Francisco's rådhus foran 240.000 mennesker. Anledningen var Gay Freedom Day. I minutterne som fulgte holdt han sin tale om at bevare håbet for enhver pris - selv når modgangen er størst. 

The Hope Speech satte og sætter stadig tonen for den verdensomspændende homobevægelse. Et af de mest berømte citater lyder:

“On the Statue of Liberty it says: ‘Give me your tired, your poor, your huddled masses yearning to be free…’ In the Declaration of Independence, it is written: ‘All men are created equal and they are endowed with certain inalienable rights…’ And in our National Anthem, it says: ‘Oh, say does that Star-Spangled Banner yet wave over the land of the free.’ For all the bigots out there: that’s what America is. No matter how hard you try, you cannot erase those words from the Declaration of Independence. No matter how hard you try, you cannot chip those words off the base of the Statue of Liberty and no matter how hard you try, you cannot sing the Star-Spangled Banner without those words. That’s what America is. Love it or leave it.”

Som med alle legendariske taler gælder det også for Milk's: den kunne ligeså godt være holdt i dag. Og med ganske få ændringer kunne den holdes i et utal af lande og om en hvilken som helst befolkningsgruppe blandt de mange, hvis rettigheder trædes for fode af folk, der anser sig selv som bedre end alle andre. 

Jeg tænker meget på Harvey Milk i disse dage. På hvor langt vi homoer er kommet, siden han holdt sin store tale. På hvordan han havde reageret med sorg over den behandling og dæmonisering som minoriteter overalt nu igen udsættes for. Men også på den resoluthed, han ville have vist i at adressere problemet og opfordre til fornyet kamp for en bedre verden.

Det kan ofte virke næsten umuligt at tro på det grundlæggende gode i mennesket. Dumheden, afstumpetheden, kynismen kan virke så overvældende, at man knapt tror det muligt. Men uden håb er vi fortabt. Vi må bevare håbet og sammenholdet - alle os, der går sorgfuldt rundt og føler os desillusionerede og modløse i denne mørke tid. Vi må tale vores sag, kæmpe vores kamp, forsøge af al magt at være de forbilleder for det tolerante og åbne samfund, vi ønsker os. Og vi må gøre det med åbne øjne. Vi skal ikke lade os forblænde af populisters bragesnak. Vi skal ikke hoppe på den limpind, som alt for mange spræller hjælpeløst rundt på, mens de bilder sig ind, at deres lykke afhænger af andres undergang.

I næste uge skal jeg tilbage til Seattle. For første gang med blandede følelser og i bevidstheden om, at jeg kommer til et forandret land. Bagefter lægger jeg atter vejen forbi Los Angeles. Sjælevennen er der jo stadig. Og når jeg kommer hjem, vil Allan og jeg for alvor tage tyren ved hornene: Efter mange måneder med sygdom på dagsordenen i vores lille hjem vil vi køre en tur til Dragør for at få os en isvaffel med hele svineriet. Vi vil atter gå rundt i de brostensbelagte gader. Og skulle vi møde en af de tre, du ved, tror jeg, at vi nøjes med at være enige om, at de er nogle stakler. Hvor tragisk at leve et liv, der domineres af den forunderlige blanding af angst og had, som racister, fascister og mange andre -ister er så fastlåst i. De aner ikke, hvad de og folk som dem går glip af. 

Det bør de have at vide! Verden bliver først et bedre sted, den dag det lykkes os andre at at overbevise dem om det: uden håb og kærlighed har ingen af os en fremtid. 

BORGERLIGT ANNONCEMARKED

Bortgives:

Storfamilietelte i flere størrelser i modefarven "Bevidst Lurvet"; udstyr: Intet.

Ønskes:

Mundskyllevæske "Listerine med Cola-smag" (Fjerner den dårlige smag i munden i selv den mest beskidte kæft). 

Haves:

Ensom olding med anti-demokratiske, voldelige tendenser.

Ønskes:

Venner til oldingen med lignende tanker. HA'ere og nynazister opfordres i særlig grad til at respondere. 

Haves: Evigt skræppende papegøje med lille ordforråd. 

Ønskes:

Folketingsformand 

Job søges 1:

Jeg er en mand i min bedste alder med en velassorteret garderobe, egen rygekabine og eget fadølsanlæg, som søger en fast stilling som statsminister.  Indstillet på at mene og gøre hvad som helst for at få jobbet. Har den udvidede manipulator-eksamen med diplom. Er omgængelig og i stand til at omgås selv det værste afskum med et smil. Indstillet på meget rejseaktivitet, så længe der er dobbelt så meget benplads i flyet som mine korte ben kan fylde ud. Lønnen er uden betydning, så længe frynsegoderne er gode, da jeg i forvejen modtager betragtelig støtte fra erhvervslivet.

Job søges 2:

Ung fuldtids-racist med intellektuelt ry søger nye deltids-udfordringer, da jeg på grund af nogle misforståelser om nogle millioner ser ud til at få brug for noget andet at rive i inden længe. Jeg er en festlig fyr, der har min daglige gang på værtshuse på Bakken, men er i topform (især i højre arm). Af private årsager må jobbet gerne være et hjemmearbejde, som fx kan bestrides via en god internet-forbindelse fra Horserød. 

Job tilbydes:

       Internet-blog i rivende fremgang søger 

fiktions-forfattere i paranoia-genren med en livlig fantasi. Du skal kunne formulere dig overbevisende om frit opfundne emner med udgangspunkt i frygten for det ukendte. Henvendelse: Crap-Shit Publications, Dragør. 

Indsamling!

Alle opfordres til at bidrage til Landsindsamlingen for Nødlidende Millionærer. Indbetalinger mærket S.A. kan ske via Mobilepay til Saxo Bank eller direkte til SKAT. Benyttes sidstnævnte løsning garanteres dog ikke for at beløbet når frem. 

Udlejes!

Ser du spøgelser ved højlys dag? Søger du et trygt sted, hvor du kan føle sig sikker for mørke mænd og tilhyllede kvinder? Prøv vores gummiceller! Fås i alle størrelser og leveres diskret på din adresse. 

Henvendelse: Angst & Bange A/S, Bævretoften 666, 7913 Hvidberg.

Zozial klub søger nye medlemmer                                                                    

Vi er en lillebitte indspist flok røvrige politisk interesserede som godt kunne bruge lidt selskab. Vores leder er skabshetero, så vores tolerance fejler ikke noget, men af en eller anden grund gider ingen lege med os. Vi er imod det meste, men på den anden side gode til at mene, hvad andre mener. Eneste krav til dig er, at du har en ejerbolig (lejere er nogle tabere) og ikke er noget, der ender på -ist. Henvendelse til Søren, c/o Cafe Intime.

Ugens tilbud: