Tid til besindighed

Opbakningen til VKO's skattestop er stærkt på retur. Et flertal af danskerne er nu direkte imod det.

Det er yderst bemærkelsesværdigt at vi ser denne udvikling i en krisetid, hvor det ellers ligger lige for at formode, at enhver ville tænke mest på sig selv.

Men ikke i Danmark. Heldigvis.

Her er der mere fokus på velfærd end nogensinde. Samtidig med at ældrebyrdens omfang er ved at gå op for mange, ser vi også en stigende erkendelse af, at mange af os har levet over evne i årene med VKO.

Opmuntret af skattestoppet og en finansminister, som sagde, at vi kunne købe hele verden, et boligmarked, hvor visse ejere oplevede stigninger på 100% eller mere i (fri)værdien på deres ejendom på ganske få år samt nedsættelser af afgifter som ellers kunne have begrænset vores vilde forbrug, gik det over stok og sten. Afdragsfrie lån og boliglån som pludseligt kunne strækkes over 30 år var en andre faktorer som bidrog til gildet. Det gik derudad med 200 km i timen. Kun få manede til besindighed, og dem der gjorde det, blev afvist med en hovedrysten og fraser om "politisk tonedøvhed".

Samtidig forsømte man at investere nogle af de mange penge i infrastruktur som veje eller hurtige jernbaner. Renovering af skoler og andre institutioner blev der heller ikke ofret de store penge på. Alle likvide midler blev i stedet sluset ud til privatforbrug. Aldrig har så mange fået et rasende dyrt køkken, som de ikke havde brug for, som i 00'erne. Aldrig før har så mange kørt rundt i gigantiske benzinslugende terrængående firehjulstrækkere - uden at komme i nærheden af terræn.

Nu står vi med regningen, og den skal betales med renters rente.

Og en ny solidaritetsfølelse trænger sig på. En prås går op for de før så kyniske: Det var jo ikke alle, som fik glæde af opsvinget. Mange blev bevidst og kynisk hægtet af undervejs. Var det nu klogt? Vi har jo brug for alle hænder, hvis vi skal bevare vores velfærd. Måske skal vi alligevel fordele lidt om og tænke lidt på de allersvageste? Det ser jo ikke så godt ud med alle de tiggere i gaderne og alle de hjemløse på parkbænkene. Og når børnefamilier i stigende tal bliver smidt på gaden af boligselskaberne på grund af manglende betaling, er problemet tydeligt for enhver: der er blevet betydeligt større forskel på rig og fattig i Danmark i de senere år, og det er ikke kun fordi de rige er blevet meget rigere. De fattige er samtidig også blevet meget fattigere. Årsagerne hedder starthjælp, kontanthjælpsloft, 300 timers reglen og generelt store nedskæringer i det underste sociale sikkerhedsnet.

Var det det, vi ville? Nej, svarer flere og flere. Så hårdt mente vi det heller ikke.

En ophævelse af skattestoppet er bydende nødvendig, hvis vi skal dække det enorme hul i stats- og kommunekasserne, som vores ufinancierede overforbrug har medført. Vi er nødt til at omfordele - bare en smule - så flere penge kanaliseres ud til samfundets svageste, før de knækkes helt.

Samtidig skal service- og undervisningsdelen af den offentlige sektor stimuleres. Behovet for læger, lærere, social- og sundhedshjælpere stiger eksponentielt i mange dele af landet. Svaret på problemet er ikke afskedigelser, men ansættelser.

Dette er holdninger, som bakkes op af vores Danmarks nationalbankdirektør, som i forgårs holdt pressemøde med det sensationelle formål at undsige Danmarks regerings økonomiske politik.

Nationalbankdirektørens kritik og den stigende forståelse i befolkningen for nødvendigheden af et øget skatteprovenu sparker et af de to ben væk under VKO. Skattestoppet har været det mantra, som har holdt de tre partier ved magten i 10 år. Ironisk nok er det aldrig gået op for Dansk Folkepartis mange lavtlønnede vælgere, at deres eget parti har taget røven på dem ved konsekvent at kanalisere penge ud til V og K's vælgere og tage dem fra "den lille mand", som partiet ellers roser sig af at repræsentere.

Det andet ben, VKO står på, er som bekendt udlændingepolitikken. Fast og fair kalder de den. Men er det fair, at en dansk mand eller kvinde ikke kan tage sin amerikanske eller australske ægtefælle med her til landet og sammen slå sig ned og bidrage til samfundet?

Er det rimeligt, at 13-15 procent af os skal have lov til at stikke en kæp i hjulet for redelige og arbejdsomme menneskers ophold her i landet - blot for at holde de mørke ude?

Er det fair at sende uledsagede, psykisk syge flygtningebørn fra Irak og Afghanistan hjem igen - tilbage til den krig, vi selv var med til at starte i deres hjemlande?

Og er det fair at undergrave torturofres mulighed for at opnå opholdstilladelse i vores land ved hjælp af eksamenskrav, som disse stakler aldrig vil kunne indfri?

Tør man tro på, at der også på udlændingeområdet er ved at indfinde sig en ny besindighed? Er det langt om længe ved at gå op for folkedybet, at disse evindelige udlændingestramninger har gjort mere skade end gavn, og at de tillige blot har været afledningsmanøvrer for inkompetence på andre områder? Forstår lidt flere danskere nu, at de hovedløse debatter om minaretter og burkaer skyldes, at DF og V og K mangler svar på den stigende ledighed; på sundhedssystemets kollaps - ja, på de helt grundlæggende samfundsproblemer, som truer vores velfærd?

Det kan man håbe. Men til at hjælpe forståelsen på vej vil det være gunstigt, hvis oppositionen i fællesskab indøver den sværeste politiske manøvre af dem alle: at nægte at spille med, når VKO spiller udlændingekortet for 117. gang op til næste valg. At sige nej til at tage vores indvandrere og flygtninge som gidsler i endnu en skræmmekampagne, mens vores samfund går op i limningen på grund af elendig krisestyring.

At fokusere på de virkelige problemer, som vi står overfor.

Kan oppositionen det, hedder Danmarks kommende statsminister Thorning.