Limpinden

Foranlediget af en historie i medierne om en voldelig psykisk syg mand, som er meget dyr i pleje, er Dansk Folkeparti nu klar til at lovgive:

Psykisk syge, som ikke kan styre sig, skal spærres inde under fængselslignende omstændigheder. Så ka' de lære det, ka' de!

For disse handicappede skal tiden med andre ord rulles tilbage til Åndsvageforsorgens tid. Tilbage før den noget venligere lovgivning om psykisk syge kom i juni 1959.

Tilbage til den gang, da det stadig var gode tone at holde de psykisk syg på milevid afstand af "normale mennesker".

Tilbage til stenalderen.

Dette forslag er så himmelråbende Dansk Folkeparti-agtigt af alle de sædvanlige grunde:

1) Det er en hurtig, ikke gennemtænkt reaktion på en medie-historie

2) Det lefler for laveste fællesnævner og intelligens

3) Forslaget foregiver at yde borgerne tryghed, men trygheden er falsk og de menneskelige omkostninger enorme

4) Man er stensikker på, at det ikke bliver gennemført, men siger det alligevel - bare for markeringens skyld. Alle dage SKAL nemlig være en DF-dag i medierne, uanset om man har noget fornuftigt at sige eller ej

5) Vigtigst: endnu en gang afsporer DF den vigtige debat med en af disse evindelige, ligegyldige udmeldinger. Eksperter og andre med aktier i behandlingen af psykisk syge vil nu kaste sig ud i lange diskussioner, mens de vigtige spørgsmål - helt efter planen - glider i baggrunden:

DF er medansvarlig for de kommende, dramatiske nedskæringer i ældreplejen i kommunerne. Hvad vil DF gøre for at forhindre det?

DF er medansvarlig for afskedigelserne på vores hospitaler af tusindvis af ansatte, og DF holdt hånden over Lars Løkkes overforbrug på en milliard til privathospitalerne. Hvorfor?

DF har et kæmpe medansvar for vores store sociale problemer. Uden DF's opbakning var V og K aldrig sluppet igennem med deres fattigdomsfremmende socialpolitik. Hvordan forklarer DF sine lav-indkomstvælgere, at de er blevet snydt så vandet driver af både skattestoppet og skattereformen?

Dansk Folkeparti glider af på ethvert kritisk spørgsmål om konsekvenserne af deres egen asociale socialpolitik.

Partiet er lige så langt fra den "lille mand", som de postulerer at repræsentere, som AP Møller er det.

Klart, de har brug for mere og mere vanvittige afledningsmanøvrer - også for at se sig selv i øjnene.

Men behøver resten af landet og de samlede medier partout at hoppe på limpinden hver gang?

Ukristelig fortrængning

Findes der rent faktisk et par procent eller tre af Dansk Folkepartis vælgere, som er knapt så begejstret for mindretalshetz, når den går ud over den hvide del af vælgerkorpset - og nogle af deres egne børn og børnebørn?

Noget kunne tyde på det.

VKO-blokken går markant tilbage i den seneste meningsmåling, hvor oppositionen står til 92 mandater mod 83 til VKO.

Det er tal, som beviser, at vælgerne mangler tillid til regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmusen, som ellers netop har foretaget en stor ministerrokade og præsenteret en omfattende økonomisk kriseplan - begge tiltag, som burde have øget tilslutningen til regeringen - ikke svækket den.

Men den største lussing fra vælgerne får Dansk Folkeparti, som sendes 2,2% tilbage i målingen.

DF's Kristian Thulesen Dahl forklarer til TV2, at partiets voldsomme tilbagegang skyldes, at partiet ikke har været god nok til at forklare sin sygehuspolitik. En besynderlig holdning, som får lov til at stå uimodsagt.

For DF har jo slet ikke udtalt sig om sygehuse i den sidste uge. I stedet har partitoppen haft travlt på hjemmebanen: hadefronten.

Man spørger sig selv: kan det virkelig passe, at man i DF ikke er i stand til at gennemskue, at partiets tilbagegang kunne skyldes, at både partiforkvinden og to ledende folketingsmedlemmer af DF i den forgangne uge har givet udtryk for holdninger på neanderthaler-niveau i forhold til Danmarks bøsser og lesbiske?

Eller er det mon bare en ukristelig fortrængning?

To be where little cable cars climb halfway to the stars

Noter fra en USA-tur:

San Franciscos unge borgmester Gavin Newsom er fuld af gode ideer. En af dem bærer ligefrem frugt: for otte måneder siden bad han samtlige byens officielle afdelinger og kontorer – fra vejafdelingen til bryllupskontoret – om at oplyse, hvor meget ledig ubenyttet areal, de rådede over. ALT skulle opgives – fra brede vindueskarme over uudnyttede flade tage til grusarealer og baggårde.

Og næppe var svarskemaerne kommet ind, før Newson udstedte en flad ordre: mindst halvdelen af byens ubenyttede arealer skulle inden for et år være taget i brug – som nyttehaver!

I disse uger kan man se de første af mange hundrede haver skyde op rundt omkring i byen. Beplantet af kommunen, men passet af frivillige borgere, som til gengæld får lov til at få gratis del i de mange dejlige grøntsager og frugter, som kommer til at vokse frem i haverne.

Borgmester Newsom har tidligere gjort sig bemærket med andre opsigtsvækkende tiltag: han startede sin borgmesterkarriere i 2003 med at forbyde wienerbrød og doughnuts til alle møder på rådhuset og erstattede dem med frugt. Året efter fik rådhusets bryllupskontor et kortfattet memo om at udstede vielsesattester til alle homoseksuelle par, som måtte ønske at blive gift der. (En ordre, som han desværre senere måtte tilbagekalde, da en folkeafstemning i Californien ville det anderledes).

Siden Gavin Newsom kom til som borgmester er San Franciscos problem med mange hjemløse blevet betydeligt mindre. Skolerne har fået et kvalitetsløft; der er færre huller i vejene nu, byen er stort set graffiti-fri, og økonomien er blevet styrket. Newson blev sidste gang genvalgt med 72% af stemmerne. Hans to eneste modstandere var en nudist-aktivist og en ejer af swingerklub med et tvivlsomt klientel.

Og nu kommer Newsoms nyttehaver og spreder sundhed og glæde blandt USA’s smukkeste bys trekvart million indbyggere.

Hvor overskudsagtigt; hvor San Francisco. Måske kunne vi danskere lære et eller andet af denne livsstil? Her er ikke plads til en negativ, fremmedhadsk agenda. Udlændinge mødes med et ”nej, hvor spændende”, hvis de fortæller om deres anderledes kultur. Forskellighed er en dyd. Og man fører en offensiv officiel politik som fremmer befolkningens sundhed i dén grad: det vrimler med økologiske supermarkeder; henne om hjørnet har det lokale supermarked som en selvfølgelighed 10 forskellige slags økologisk tandpasta og 12 slags bæredygtigt toiletpapir. Plasticbæreposer er forbudt. Næsten ingen ryger mere. Og den elektroniske, flade nøgle til mit hotelværelse viser sig at være fremstillet af bæredygtigt materiale – majsstivelse - som opløses få dage efter jeg er tjekket ud - uden at skade naturen. Hvor RÅtjekket.

Nævnte jeg de to forskellige undergrundsbaner og de to forskellige elektriske sporvogssystemer? Og de elektriske trolleybusser? En billet til de offentlige transportmidler koster to dollars – elleve kroner - og den kan bruges i halvanden time på et ubegrænset antal forbindelser.

Byens gader lægger asfalt til mange SMART-biler og hybrid-biler, som tøffer rundt på vejene og gør alle fordomme om amerikanerne som nogle miljøsvin til skamme. Og 57% af San Franciscos taxaer er el-biler eller kører på naturgas; tallet er stigende.

Der er højt til loftet og et pragtfuldt klima i enhver forstand i The City by the Bay. Jeg kan varmt anbefale en tur dertil. For tiden kan en returbillet fås helt ned til omkring 3.600 kroner, og da et godt hotelværelse i centrum koster 6-700 kroner, stort set uanset hvor mange mennesker, I er i det, kan en ferie her gøres for det samme beløb som mange bruger på en chartertur til Grækenland.

Det er ved at være nogle uger siden, jeg kom hjem fra Californien. Aldrig før har en udlandsrejse gjort et sådant indtryk som disse få dage – og jeg er endda godt rejsevant. Jeg må der over igen! Livremmen er spændt ind. Nu skal der spares op. Smukke by – på gensyn!

De næste ofre

Nedenstående er klippet min dagbog på homo-portalen Boyfriend:

Hvis det skulle være undgået nogens opmærksomhed, er Pia Kjærsgaard i denne uge sprunget ud som 110% homohader.

Med Kjærsgaards ekstremt fjendtlige anti-homo-ugebrev til sine fans, og hendes utvetydige opbakning til Søren Krarups holdninger kan der ikke længere være nogen tvivl om, hvor DF står.

Derfor er det nu tid på høje tid at advare. Det skal siges, så det ikke kan misforstås:

Den største trussel mod homoseksuelle i Danmark kommer ikke fra muslimske unge eller voldelige nazister eller rockere med hovedet skruet omvendt på. Den kommer heller ikke fra bøvede heteroer i fodboldklubber, som ikke kan se længere end deres egen pik for fordomme. Nej, den kommer fra et lovligt parlamentarisk parti, som 13-15% af danskerne bakker op om, og som er på vej til at kaste sig over os som deres næste hadegruppe, nu hvor udlændingekortet er ved at være slidt op efter snart tyve år.

Der er en tragisk lighed - både i argumenter og retorik - mellem Dansk Folkeparti og nazisternes propagandaminister Göebbels, når det gælder omtalen af homoseksuelle.

Nazisterne vandt Tyskland og smadrede en halv verden. I processen omkom millioner af mennesker - og tusinder og atter tusinder af homoseksuelle.

Tag ikke fejl: DF's nye kampagne imod os vil føre til endnu flere hate crimes. I forskruede højreekstremistiske hjerner vil Pia Kjærsgaards udfald imod os blive set som et OK til mere vold mod bøsserne.

Hvis DF forbliver en magtfaktor efter næste valg, bliver Danmark et sandt helvede for homoer. Kjærsgaard har allerede været ude og stemple LGBT-Danmark som "militant" og "farlig".

Vi skal på barikaderne og kæmpe for helt basale rettigheder og imod diskrimination igen-igen.

Kig dig over skulderen: Pia K - heksen fra Gentofte; den største, organiserede trussel mod danske homorettigheder nogen sinde - er på banen - og hun vil se blod. Dit!

Brev til Stig Elling

Kære Stig Elling,

Du, den dygtige direktør, den karismatiske konservative, vores alle sammens sent udsprungne bøsse meddeler i dag, at du forlader den katolske kirke til fordel for et medlemskab af Folkekirken.

Der er to årsager, fortæller du. For det første den katolske kirkes rædselsfulde håndtering af de tusindvis af pædofilisager, og så er der jo også lige det der med Paven og bøsserne. Paven kan ikke fordrage folk som dig og din Steen, så da Hans Selvfedhed igen i 2009 udsendte det samme glade julebudskab som tidligere år: "homoer en nogle ækle syndere som aldrig kommer i himlen", blev du selvfølgelig ked af det.

(Paven siger ganske vist den slags på latin og pakket ind i en masse udenomsvrøvl, men for en god katolik som dig er bundlinjen jo lysende klar: skrid af helvede til homosvin!)

"Da gik det pludselig op for mig, at jeg i virkeligheden ikke er rigtig velkommen i den kirke, som jeg altid har været medlem af", siger du.

Jeg har stor respekt for dig, Stig. Du er en fænomenal erhvervssucces og en sympatisk kommunikator; og ofte ser min mand og jeg dig og din mand med jeres ligeså sympatiske gravhund, Louie i vores kvarter. Den inkarnerede venlighed på gåtur. Med hundelorte-opsamlingspose.

Men jeg forstår dig ikke.

Du er 63 og har skrevet en bog om dit sene udspring som bøsse og de sjælekvaler, du led under i den forbindelse. Men du er også en storartet business-strateg og vant til at gennemskue komplekse problemstillinger.

Hvordan dælen kan du så finde på en så tom, symbolsk udmelding som denne... udmelding?

Vil du virkelig bilde mig og resten af landet ind, at det er gået henover hovedet på dig, at store dele af Folkekirken med kirkeministeren i spidsen heller ikke synes, at dit parforhold er værdigt til at blive behandlet på lige fod med de heteroseksuelles?

Og vil du i fuldt alvor bilde mig ind, at du ikke føler dig bare en anelse splittet som fremtrædende konservativ over, at dit eget parti konstant og konsekvent bekæmper ethvert skridt på vejen til ligeret for homoseksuelle?

Det er let at sende en fuckfinger til den katolske kirke i disse år. Faktisk så let, at enhver med et demokratisk samfundssind og omsorg for børn burde gøre det.

Men når du, Stig, gør det, og begrunder handlingen i din egen seksualitet klinger det forfærdeligt hult.

For sandheden er jo den enkle, at hvis du ønsker dig et trosfællesskab, hvor du er helt og aldeles velkommen, uden slinger i valsen og uden homofobe oldinge eller bitre stridskvinder til at disse dig og dit parforhold, ja, så er du nødt til at lægge de etablerede kristne fællesskaber bag dig og samtidig også finde dig et andet politisk ståsted - ik'?

Kære Stig,

Danmark elsker dig. Til lykke med dit farvel til en af verdens mest homofobe religioner, MEN:

Det er aldrig for sent at nå til ny selvindsigt. Det er afgjort ikke noget, man skal skamme sig over. Tvært i mod.

Og somme tider kan selvransagelse få en uventet happy-end.

Så jeg siger det, som alle tænker:

Danmark holder vejret, mens du bliver stadigt klogere:

Så er du rød til næste år, Stig?

De bedste hilsener,

Peer+

DF springer ud

"Mange homoseksuelles seksualitet er udtryk for en epidemisk ideologi, som blot udspringer af deres egen livslede", skriver Dansk Folkepartis kristne orakel Jesper Langballe i en helt ny bog.

Er der herefter nogen homoseksuelle som er i tvivl om, at Danmarks regering er i lommen på Danmarks mest homohadende parti?

Skåret i pap: så længe VKO er ved magten kan vi homoer kigge i vejviseren efter flere rettigheder eller bedre beskyttelse mod hate crimes. Vi vil tvært imod opleve, at homofobe kræfter på den ekstreme højrefløj føler sig opmuntret til yderligere vold mod os.

For mig at se har der aldrig været forskel på DF's holdning til udlændinge og deres attitude mod homoseksuelle. Bøssers og lesbiskes tarv har for partiet højst kunne bruge som et skjold i kampen mod muslimerne.

Det er efterhånden flere år siden, at jeg skrev første gang, at den dag, DF mener, at de ikke kan komme længe med at udbrede fremmedhad i Danmark, vil deres næste punkt på dagsordenen blive forfølgelsen af homoseksuelle og andre seksuelle mindretal.

Nu er dagen kommet.

Tak Jesper Langballe og resten af de Danske Fascister, fordi I langt om længe springer ud af skabet som de homo-hadere, I er.

Nu ved vi, hvor vi har jer. Og vi vil kæmpe mod jer til vores sidste dag, I hadefulde svin.

Tid til besindighed

Opbakningen til VKO's skattestop er stærkt på retur. Et flertal af danskerne er nu direkte imod det.

Det er yderst bemærkelsesværdigt at vi ser denne udvikling i en krisetid, hvor det ellers ligger lige for at formode, at enhver ville tænke mest på sig selv.

Men ikke i Danmark. Heldigvis.

Her er der mere fokus på velfærd end nogensinde. Samtidig med at ældrebyrdens omfang er ved at gå op for mange, ser vi også en stigende erkendelse af, at mange af os har levet over evne i årene med VKO.

Opmuntret af skattestoppet og en finansminister, som sagde, at vi kunne købe hele verden, et boligmarked, hvor visse ejere oplevede stigninger på 100% eller mere i (fri)værdien på deres ejendom på ganske få år samt nedsættelser af afgifter som ellers kunne have begrænset vores vilde forbrug, gik det over stok og sten. Afdragsfrie lån og boliglån som pludseligt kunne strækkes over 30 år var en andre faktorer som bidrog til gildet. Det gik derudad med 200 km i timen. Kun få manede til besindighed, og dem der gjorde det, blev afvist med en hovedrysten og fraser om "politisk tonedøvhed".

Samtidig forsømte man at investere nogle af de mange penge i infrastruktur som veje eller hurtige jernbaner. Renovering af skoler og andre institutioner blev der heller ikke ofret de store penge på. Alle likvide midler blev i stedet sluset ud til privatforbrug. Aldrig har så mange fået et rasende dyrt køkken, som de ikke havde brug for, som i 00'erne. Aldrig før har så mange kørt rundt i gigantiske benzinslugende terrængående firehjulstrækkere - uden at komme i nærheden af terræn.

Nu står vi med regningen, og den skal betales med renters rente.

Og en ny solidaritetsfølelse trænger sig på. En prås går op for de før så kyniske: Det var jo ikke alle, som fik glæde af opsvinget. Mange blev bevidst og kynisk hægtet af undervejs. Var det nu klogt? Vi har jo brug for alle hænder, hvis vi skal bevare vores velfærd. Måske skal vi alligevel fordele lidt om og tænke lidt på de allersvageste? Det ser jo ikke så godt ud med alle de tiggere i gaderne og alle de hjemløse på parkbænkene. Og når børnefamilier i stigende tal bliver smidt på gaden af boligselskaberne på grund af manglende betaling, er problemet tydeligt for enhver: der er blevet betydeligt større forskel på rig og fattig i Danmark i de senere år, og det er ikke kun fordi de rige er blevet meget rigere. De fattige er samtidig også blevet meget fattigere. Årsagerne hedder starthjælp, kontanthjælpsloft, 300 timers reglen og generelt store nedskæringer i det underste sociale sikkerhedsnet.

Var det det, vi ville? Nej, svarer flere og flere. Så hårdt mente vi det heller ikke.

En ophævelse af skattestoppet er bydende nødvendig, hvis vi skal dække det enorme hul i stats- og kommunekasserne, som vores ufinancierede overforbrug har medført. Vi er nødt til at omfordele - bare en smule - så flere penge kanaliseres ud til samfundets svageste, før de knækkes helt.

Samtidig skal service- og undervisningsdelen af den offentlige sektor stimuleres. Behovet for læger, lærere, social- og sundhedshjælpere stiger eksponentielt i mange dele af landet. Svaret på problemet er ikke afskedigelser, men ansættelser.

Dette er holdninger, som bakkes op af vores Danmarks nationalbankdirektør, som i forgårs holdt pressemøde med det sensationelle formål at undsige Danmarks regerings økonomiske politik.

Nationalbankdirektørens kritik og den stigende forståelse i befolkningen for nødvendigheden af et øget skatteprovenu sparker et af de to ben væk under VKO. Skattestoppet har været det mantra, som har holdt de tre partier ved magten i 10 år. Ironisk nok er det aldrig gået op for Dansk Folkepartis mange lavtlønnede vælgere, at deres eget parti har taget røven på dem ved konsekvent at kanalisere penge ud til V og K's vælgere og tage dem fra "den lille mand", som partiet ellers roser sig af at repræsentere.

Det andet ben, VKO står på, er som bekendt udlændingepolitikken. Fast og fair kalder de den. Men er det fair, at en dansk mand eller kvinde ikke kan tage sin amerikanske eller australske ægtefælle med her til landet og sammen slå sig ned og bidrage til samfundet?

Er det rimeligt, at 13-15 procent af os skal have lov til at stikke en kæp i hjulet for redelige og arbejdsomme menneskers ophold her i landet - blot for at holde de mørke ude?

Er det fair at sende uledsagede, psykisk syge flygtningebørn fra Irak og Afghanistan hjem igen - tilbage til den krig, vi selv var med til at starte i deres hjemlande?

Og er det fair at undergrave torturofres mulighed for at opnå opholdstilladelse i vores land ved hjælp af eksamenskrav, som disse stakler aldrig vil kunne indfri?

Tør man tro på, at der også på udlændingeområdet er ved at indfinde sig en ny besindighed? Er det langt om længe ved at gå op for folkedybet, at disse evindelige udlændingestramninger har gjort mere skade end gavn, og at de tillige blot har været afledningsmanøvrer for inkompetence på andre områder? Forstår lidt flere danskere nu, at de hovedløse debatter om minaretter og burkaer skyldes, at DF og V og K mangler svar på den stigende ledighed; på sundhedssystemets kollaps - ja, på de helt grundlæggende samfundsproblemer, som truer vores velfærd?

Det kan man håbe. Men til at hjælpe forståelsen på vej vil det være gunstigt, hvis oppositionen i fællesskab indøver den sværeste politiske manøvre af dem alle: at nægte at spille med, når VKO spiller udlændingekortet for 117. gang op til næste valg. At sige nej til at tage vores indvandrere og flygtninge som gidsler i endnu en skræmmekampagne, mens vores samfund går op i limningen på grund af elendig krisestyring.

At fokusere på de virkelige problemer, som vi står overfor.

Kan oppositionen det, hedder Danmarks kommende statsminister Thorning.

De nye udlændingeregler eller "Historien om Yvette og Den Flyvende Tallerken"

I VKO er man fuldkommen besat af udlændinge, og desværre gælder det samme en stor del af danskerne.

Jeg ville ønske, at flere kunne gennemskue, at det KUN er spin, når regeringen og DF forsøger at rette fokus væk fra de steder, hvor det virkelig brænder på, og hvor man ser de håndgribelige beviser på VKOs inkompentence: en sundhedskrise med daglige massefyringer på hospitalerne, krisen i folkeskolen, hvor lederne nu taler om klasser på op imod 40 elever, og en finanskrise som rammer Danmark hårdere end de fleste. Firmaer der lukker, folk som må gå fra hus og hjem, arbejdsløshed, nedskæringer, tilbageslag.

Men hos VKO ser virkeligheden anderledes ud:

"Det går ad helvede til på ældre-området, vi har ikke styr på noget som helst! Borgerne er oprørte".

"Hvad gør vi?"

"Vi strammer sgu da bare udlændingeloven igen og lukker mere lort ud om de fremmede".

De nye udlændingeregler er et stykke signalpolitik af værste skuffe, som oven i købet fratager visse borgere deres valgret. Et hadefuldt stykke lovarbejde, som bør rulles tilbage, så snart den ny regering træder til. At S og SF hopper på regeringens spin er uforståeligt og utilgiveligt.

Jeg vil foreslå et tankeeksperiment helt i VKO's ånd, men med modsat fortegn: tænk, hvis vi sendte alle DF'ere ud af landet! I forvejen er de dårligere uddannet end nogen anden samfundsgruppe, så vi kan sagtens undvære dem. Og en stor del af dem er i forvejen uden for pædagogisk rækkevidde! I dag fortæller Yvette Espersen fx til B.T. at hun har set en flyvende tallerken! Tyder det måske på et menneske ved sine fulde fem?

Men hun er partiets propagandaminister, dets nye kandidat, Søren kone. DF' store håb.

Hvor fredeligt og roligt ville her ikke være uden DF? For min skyld måtte de gerne tage sig en tur på et par hundrede år i Yvettes UFO. Måske ville resten af os så begynde at tale pænt til og om hinanden igen, mens vi frelste nationen fra krisens hærgen?

Hændervridende håndvask

Den internationale pædofili-forening med hovedsæde i Italien, også kendt som Den Romersk-Katolske Kirke, meddeler, at grunden til sex-misbruget af de tusinder af børn, som kirkens ansatte står bag, ikke skal søges i det faktum, at kirkens præster er pålagt et naturstridigt cølibat.

"Der er overhovedet ikke nogen sammenhæng", siger kirkens fastansatte orakel i den slags anliggender, som udover at kalde sig professor i psykologi også er cand theol. og biskop. Han fortsætter med at forklare, at katolske præster såmænd ikke er værre end alle andre, når det gælder overgreb mod børn.

Man slås med forbløffelse over den enestående arrogance, som Vatikanet lægger for dagen.

At påstå, at disse pædofile svins opførsel slet ikke er relateret til kirken, men "bare" er noget som hundredvis af dens ansatte tilfældigvis finder på i arbejdstiden, og som kirken derfor ikke behøver at påtage sig noget ansvar for, er som at høre andre afsporede sjæle benægte holocaust.

UNICEF, Amnesty, ja, enhver organisation som varetager børns og voksnes tarv burde tage afstand fra denne skinhellige biskop og fra Vatikanet og alle dets gerninger og al dets uvæsen.

Den katolske kirkes har ansvaret for millioners død som følge af aids verden over, fordi kirken står fast på sit forbud mod kondomer - selv for hiv-smittede.

Vatikanet insisterer på sit abort-forbud, selv når det gælder helt unge voldtægtsofre eller piger som bliver ofre for incest.

Katolske østeuropæere står bag hundredvis af voldelige overfald på homoseksuelle i deres hjemlande - i Guds navn og med Pavens stiltiende accept.

Og nu fralægger kirken sig ansvaret for sine ansattes svimlende mange børneovergreb. Alene i Irland skønnes antallet af ofre at nå op imod 150.000 siden 1930'erne. Andre lande, som er ramt af pædofile katolikkers hærgen, er Polen, Tyskland, Storbritannien, Østrig, Frankrig, Canada og ikke mindst USA, hvor kirken har måttet udbetale 11 milliarder kroner i erstatning til ofrene for dens perverterede præsters ugerninger.

Den katolske kirke har et menneskesyn som er dybt skadeligt - for små som for store. Og den tiltrækker pædofile som en lort tiltrækker fluer. Det kan ikke bortforklares og knapt undskyldes. De europæiske mørkemænd har hjemsted i Rom. De fortjener kun vores foragt.

----
Tegning: Matteo Bertelli, toonpool

I bagklogskabens lys

For tiden diskuteres vielser i kirken af homoseksuelle intenst - ikke mindst i kirken.

Debatten er måske lidt mere dæmpet i homo-miljøet, men når man i dag hører DF's socialordfører Martin Henriksen TRYGLE Venstre og Konservative om at sikre, at homo'er ikke får lov til en kirkevielse, kalder det på et tilbageblik.

Siden 1989 har Folketinget skulle forholde sig til 47 forskellige lovforslag vedrørende homoseksuelles rettigheder eller mangel på samme.

Vi taler om et bredt spektrum af emner som insemination af lesbiske, sikring mod diskrimination på arbejdsmarkedet, stedbørnsadoption, almindelig adoption, forældreskab, registrerede partnerskaber, vielser, klageadgang ved diskrimination, indsatsen mod hate-crimes og så videre.

Folk med en smule homo-historisk indsigt vil have svært ved at forstå, hvorfor Martin Henriksens har så hårdt brug for sit usle lille stykke signalpolitik.

De ved nemlig, at Henriksens borgerlige venner i V og K ikke een eneste gang har stemt for noget forslag, der kunne fremme ligestilling af homoseksuelle. Tvært i mod har man ved flere lejligheder aktivt stillet forslag til fremme af diskriminationen.

Hvor Dansk Folkeparti selv og partiets forgængere i Fremskridtpartiet har befundet sig i det samme game er næsten overflødigt at nævne, men lad os for en sikkerheds skyld skære det ud i pap, såfremt en enkelt homo med DF-tilbøjeligheder skulle læse med:

Dansk Folkeparti er ikke kun imod muslimerne. Dansk Folkeparti bekæmper aktivt ethvert mindretal i ord og gerning fra morgen til aften.

Det eneste homoseksuelle kan bruges til i DF-sammenhæng er som skjold for partiets muslimhad: "se selv hvor hadefulde islamisterne er mod jer", siger Pia Kjærsgaard, mens hun ved enhver tænkelig lejlighed bakker op om præcis den samme diskriminerende agenda.

Så hvad går der af danske homoseksuelle? Hvorfor stemmer så mange af os borgerligt - eller ligefrem på DF?

Spørgsmålet er måske snarere, om de pågældende er klar over, hvad de har gang i? Et ofte brugt argument, som homoseksuelle med lyst til en kirkevielse hører i disse dage er: "hvorfor insistere på at være medlem i en forening, som dybest set ikke ønsker dig som medlem?"

Måske var det på tide, at borgerlige homoer i Danmark begyndte at stille sig selv det samme spørgsmål: hvad fanden laver jeg i et selskab, hvor man nok siger, man "tolererer" mig, men hvor man hellere vil se min hæl end min tå?

Under 2. Verdenskrig blev tusinder af bøsser interneret i kz-lejren Ausschwitz. Mange af dem havde støttet nazi-regimet i håb om at vinde accept - trods alt. Senere gravede mange af dem villigt deres egen grav i en naiv tro på det bedste i mennesket og i håb om at tilkæmpe sig deres vogteres gunst. Få timer efter lå de døde i hullet, de selv havde gravet.

I dag kan du finde homoseksuelle som bakker minoritetsfjendtlige partier som DF op, og andre som gang på gang stemmer på V og K - partier, som helt enkelt ikke ønsker dem det bedste.

Hvorfor? Svaret blæser i vinden, som salig Marlene Dietriech sang. Man græmmes.

Die Marlene sang for resten også andre ord, som ligeså godt kunne have stået med flammeskrift over dansk homo-historie ved starten af det 21. århundrede:

When will they ever learn?

Rend mig i tolerancen

Ét ord går igen i debatten om homoseksuelle vielser: tolerance.

Det er - måske overraskende - ikke et ord, der anvendes af os bøsser og lesbiske og heller ikke af de præster og biskopper, der bakker vores sag op.

Nej, ordet tolerance bruges alene af dem, der er imod os: Indre Mission, Luthersk Mission, Pinsemissionen og alle de andre særligt frelste, som opkaster sig til dommere over os og vores kærlighed.

"Vi er skam tolerante", siger de, og fortæller, at både de og Gud godt kan lide os, for Herren elsker alle. Dog blot med den lille tilføjelse, at vi i modsætning til heteroseksuelle skal afholde os fra at "fuldbyrde" vores kærlighed. Og at vi "naturligvis" ikke kan indgå ægteskab.

Tolerance. Tænk over ordet en gang.

At blive "tolereret" er at blive "tålt". At blive accepteret - trods alt. På dispensation.

Ved hjælp af det lille ord formår disse frelste at fremstå som frisindede, men deres "tolerance" er i virkeligheden kun en stor fremturen i egen selvfedhed. Den dækker over det modsatte: en "rummelighed" som er gratis og smækfyldt af alle de fordomme, vi bøsser og lesbiske kæmper imod.

Behold jeres tolerance. Mød os i øjenhøjde. Eller ej.

Tirsdags-bøn

Ærede homser fra nær og fjern og sympatisører:

En koldfront breder sig nedover en del af Danmark. Vi må gøre noget! Her er en situationsrapport:

Birthe Rønn Hornbech er Danmarks kirkeminister, når hun ikke er travlt optaget af at fungere som Dansk Folkepartis udvisnings-minister.

Mandag kom hun med en udmeldning i sin egenskab af Folkekirkens repræsentant på Tinge - den kristne, evangeliske, lutherske kirkes politiske boss. Udmeldningen går på, at hun ikke har noget at melde noget ud. I hvert fald ikke før kirkens biskopper har sagt, hvad de mener om sagen.

Måske skyldes det "sagens" karakter?

En sådan "You show me yours - I'll show you mine" taktik må jo ellers siges at høre til sjældenhederne i dagens Danmark, hvor politikere kappes om at have en mening om selv den mindste ting og at få den ud over rampen før de andre.

Men ikke denne gang. Her er grunden.

"Sagen" er homoseksuelle vielser i kirken. Et emne som i stigende grad optager store dele af befolkningen, medierne, præsterne og DF's Søren Krarup og dennes fætter Jesper Langhalm. ("De ringer - vi tærsker" blandt venner).

Skal vi bøsser og lebber have lov til at blive viet i Den danske Folkekirke? Skal vielsesritualet gøres kønsneutralt? Eller er det i virkeligheden nu, at posen skal rystes og hele lov-komplekset vedrørende ægteskaber og partnerskaber laves om, så alle må en tur på det lokale rådhus for at blive lovformeligt gift, hvorefter de så frit kan søge Herrens eller Buddhas eller Jehovas eller Muhammeds velsignelse over deres forhold hos deres lokale salmehøker?

Birthe Rønn Hornbech siger, at hun ønsker at bevare status quo, indtil kirkens biskopper i samlet trop svinger ind forbi hendes kontor på en ladvogn med regnbueflagene højt hævet, iført bare overkroppe, afspillende Gloria Gaynors "I Will Survive" på et transportabelt stueorgel - eller noget i den stil.

I hvert fald udviser hun en for hende ekstremt sjælden berøringsangst i denne sag.

"Hvorfor?" spørger den borgerlige del af landets bløsbiske befolkning undrende sig selv? - Kan det virkelig passe, at Venstre alligevel ikke går ind for ligestilling af homoseksuelle, selv om det står i partiets program? Blandt landets biskopper er der også udbredt undren, endda langt ind i de kredse, som er inderligt imod homoseksuelle vielser i kirken. Biskopperne lader forstå, at spørgsmålet om homovielser alene er en politisk afgørelse, og at de som embedsmænd er indstillet på at gøre, hvad de får besked på.

Så hvad dælen nøler Horny Britt Rønnbech for?

Svaret skal ikke søges i hverken skriftsteder eller andre steder i Det Høje. Ejheller ligger der et behov for tid til eftertanke og overvejelse bag hendes tøven. Og de politiske kommentatorer kan godt spare sig deres lange analyser og strategiske vurderinger.

Sandheden om Danmarks kirkeministers lammende passivitet er nemlig den enkle, at hendes eget parti er dybt splittet i spørgsmålet. Det samme kan imidlertid ikke siges at være om Rønns nærmeste politiske allierede - den indirekte årsag til at hun overhovedet sidder på sin post. Rønns kollega og kirkeordfører fra Dansk Folkeparti, Jesper Langballe, hader nemlig homoseksuelle kristne som pesten. "Et kirkeligt ægteskab blandt to homoseksuelle, der elsker hinanden er et attentat på det heteroseksuelle ægteskab", som han så poetisk sagde i forrige uge. Hans fætter siger det samme med lidt andre ord: "homoægteskaber er et bevidst anslag mod vores kultur", lød det, da Søren Krarup satte sig til tasterne og udbredte sig om emnet.

Et bevidst anslag! Vi lader billedet af den anslåede Krarup stå et øjeblik. Og hvad mon han mener med "vores" kultur? Intet tyder nemlig på, at Krarups kultur er den samme som flertallet af danskernes. Den er i hvert fald ikke den samme som min. Hvad bilder dette bigotte, antikke parlamentsmedlem sig ind, at skyde os homoer et "anslag" i skoene og udnævne os til agressorer, blot fordi vi ønsker at leve sammen i et anerkendt forhold?

Pia Kjærsgaard har udtalt sig på lignende måde. Hun kaldte LBL - Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske (nu omdøbt til LGBT Danmark) en "militant" organisation, da den sidste stillede krav om ligeret. LBL er så harm- og tandløs som Kattens Værn, hvis nogen skulle være i tvivl.

For de fleste et det mest tankevækkende ved disse bombastiske udmeldinger fra DF vel, at gamle Langballe og ligeså gamle Krarup tilsyneladende er så dårligt forankrede i deres egen heteroseksualitet, at det kun kræver et par forelskede bøsser at blæse dem ud af kurs.

For Birthe Rønn Hornbech er valget mellem at støde de homoseksuelle ti procent af befolkningen fra sig eller at påkalde sig DF's vrede imidlertid et simpelt valg:

Hun gør som generalen i Pinafore: "stå aldrig til søs - lad de andre stå". Glem ligeret, glem de gyldne ord om tolerance og respekt. Ministertaburetten er Gud, så fuck homoerne - og ned på knæ for Langballe og Krarup.

For dog i det mindste at give det påskud af, at der ligger en form for politisk stillingtagen og tankevirksomhed bag hendes passivitet, vælger Hornberg Rønnbirth at smække en trumf på bordet: "homoseksuelle vil i virkeligheden slet ikke ligestilles", siger hun og hævder, at vi homoer i stedet foretrækker at blive respekteret for vores "anderledeshed". Som om det ene udelukker det andet.

Havde den ærede kirkeminister været et fremtrædende medlem af Queer-bevægelsen, havde jeg med glæde købt hendes argumentation. Jeg havde bøjet mig i støvet for hendes aktivistiske holdning og gladeligt kastet en stemme efter hende til næste valg i lutter benovelse over hendes angreb på de etablerede normer om tokønnethed, heteronormativitet og monoseksualitet. Men sådan forholder det sig jo ikke. Hornbech er ikke Dunstbevægelsens bastionsfigur på Christiansborg. Hun er faktisk det stik modsatte: en politisk opportunist, som lagde de smukke idealer på hylden den dag, hun valgte at blive minister. En bagstræverisk, arrogant gammel kone, som har solgt ud og som nu har passeret sidste salgsdato. En levende bekræftelse på mit ad nauseam gentagede mantra:

INTET fremskridt for Danmarks homoseksuelle er nogen sinde sket med et borgerligt partis opbakning. Ever.

Tvært i mod.

Lad os alle bede for, at vores kærlighed inden længe anerkendes som ligeværdig - også i Danmarks statsautoriserede Folkekirke. Giv os troen på det gode i vores folkevalgte tilbage. Op med kærligheden. Ned med køligheden. Ud med Birthe.

Amen.

Pastor Nielsen og mig

I masochistiske øjeblikke kaster jeg mig nogle gange over læsningen af Kristeligt Dagblad.

Her kan man altid finde stof til eftertanke - og vild ophidselse.

I særlig grad bliver mit pis bragt i kog, når de kristelige diskuterer homoseksuelle. Det er helt utroligt, hvad man skal lægge øjne til i de spalter.

Denne gang er jeg blevet vred på pastor Claus Thomas Nielsen, som er voldsomt meget imod tanken om, at homoseksuelle skulle få lov til at gifte sig i hans kirke.

Pastor Nielsen bliver nærmest helt Langballesk i retorikken, mens han himler op:

– Der er i Danmark kun 3200 registrerede partnerskaber, men for denne forsvindende lille gruppe vil man nu relativere det årtusindgamle europæiske ægteskabs- og familiebegreb. Det handler ikke om ligestilling, men om et hysterisk rettighedstyranni ligesom imamernes blasfemikrav, hvor en lille gruppe kræver særrettigheder frem for alle mulige andre mindretal,
udtaler præsten.

Den skal han ikke slippe afsted med. Her er min svada fra Kristelig Dagblads internetsider. I de kommende dage vil jeg mentalt dukke mig, mens jeg venter på, at Guds vrede rammer mig i form af arrige grynt fra den højrekirkelige grisesti i Skjern og Stauning Sogne.


Pastor Claus Thomas Nielsens holdninger kalder på en kommentar. For det første taler han om en "forsvindende lille gruppe" på 3.200 homoseksuelle partnerskaber - underforstået, at så længe gruppen er så lille, er det OK at diskriminere den. Hvilken perverteret holdning. Er kriminalitet også OK, bare den finder sted i det små? Er småløgne bedre end store, pastor Nielsen?

Og gad vide om pastor Nielsen har overvejet, om årsagen til det ringe antal partnerskaber KUNNE findes i, at personer som han selv i årevis har stået i vejen for, at vi homoseksuelle i parforhold har fået den fuldgyldige kirkelige anerkendelse af vores kærlighed, som den og vi fortjener?

Homoseksuelle udgør ca 10% af den voksne befolkning. Hundredtusindvis af mennesker som bigotte gejstlige som Claus Thomas Nielsen på forhånd har afskrevet som mindreværdige kristne. Han hævder givetvis det modsatte, men de facto betragtes vi jo som ikke-jævnbyrdige med heteroseksuelle i hans optik. Havde han indtaget samme holdning, baseret på race, havde han siddet i spjældet for racisme. Nu handler det imidlertid om seksualitet (som man HELLER ikke kan gøre for), og så er det pludselig OK at blive gammeltestamentlig fundamentalist efter forgodtbefindende og gå på korstog IMOD kærligheden. Det hænger ikke sammen med nogen målestok, så hold venligst op med at slå mig i hovedet med bibelcitater med den bagtanke, pastor. Jeg kan finde andre citater, som siger det modsatte.

Claus Thomas Nielsen og hans ligesindede skader Folkekirken. Det er kun få måneder siden, jeg med tungt hjerte meldte mig ud. Jeg KAN ikke leve med at deltage i et fællesskab med personer, som så aktivt modarbejder alt, hvad jeg er og står for. Ligeledes kan jeg heller ikke godtage, at den kærlighed, jeg deler med min mand (ja, det kalder jeg ham, pastor Nielsen, for det er han!) på 12. år skulle være mindre værd i Guds øjne end Claus Thomas Nielsens til hans kone.

Mange tusinde homoseksuelle har gjort som jeg de senere år. Det er ikke godt nok for os at vide, at der findes præster, som godtager os og gerne vil vie os, så længe de højrekirkelige røster uimodsagt får lov til at fortsætte deres skingre tale. Og vi nægter at anerkende Claus Thomas Nielsens og hans meningsfællers ret til at benytte vores parforhold og vores seksualitet som kampplads for et højrekirkeligt oprør med disse slet skjulte anklager om, at vi skulle være årsag til splittelsen i Folkekirken. Nej, pastor Nielsen. Årsagen er personer som dig! Kom ind i det 21. århundrede! Intet står stille. Heller ikke udlægningen af den sande kristne tro. Om hundrede år vil man ryste på hovedet over, at personer som dig fandtes så sent som i det 21. århundrede. Præcis som vi i dag trækker på skulderen af vores forfædre, som mente, at kvinder burde tie i forsamlinger.

Blandt de homoseksuelle, registrerede parforhold er skilsmisseprocenten for resten lavere end i heteroseksuelle ægteskaber. Også det faktum burde vække eftertanke.

Vi er alle syndere for Vorherre, men Gud er kærlighed. Mig forekommer det nærmest ukristeligt og i hvert fald kontraproduktivt, når så mange skinhellige præster bruger så meget tid på at modarbejde den.

Til sidst: jeg håber Folkekirken kommer overens med sig selv, før jeg stiller træskoene. Jeg går nemlig rundt med et stille håb om, at Kirken og jeg en dag mødes i øjenhøjde - uden at jeg behøver at dukke mig for pastor Nielsen og hans venner. I den tro føler jeg mig salig.

Guds fred.

Med had i bagagen og løgnen som våben

Jeg finder det foragteligt, hver gang en politiker lyver.

Men når politikeren bakkes op i løgnen af sit parti, og det gøres alene med det formål at lægge en hel befolkningsgruppe for had, er det racisme af værste skuffe.

I en lang række københavnske lokalaviser har DF-byrådsmedlemmet Finn Rudaizky skrevet læserbreve om, at Københavns Kommune har ført forhandlinger med Muslimernes Fællesråd om kønsopdelte plejehjem i Hovedstaden.

På karakteristisk DF-vis benyttes lejligheden til at gå i selvsving over den selvskabte nyhed: partiets ligestillingsordfører, Pia Adelsteen, (Pia Who?) er endda blevet så våd i trussen ved udsigten til denne mulighed for at sprede lidt mere fremmedhad herhjemme, at hun har kastet sig ud i en pressemeddelelse på DF-brevpapir.

Heri hedder det, at DF tager skarpt afstand fra den "middelalderlige opførsel", som muslimerne udviser - og så går det ellers over stok og sten: alle de kendte, kjærsgaardske floskler formelig vælter ud af ordføreren, som også får sagt "grotesk", "et brud på dansk kultur" og andre af de sædvanlige ukvemsord, DF'ere benytter, hver gang man tager patent på alt dansk, samtidigt med at der skal fyres mere muslimerhad af.

Der er kun et problem med al den forargelse: Finn Rudaizky er fuld af løgn. Der har aldrig været ført forhandlinger om kønsopdelte plejehjem i København - hverken i kommunalt eller privat regi.

I Dansk Folkeparti lever man i et parallelsamfund af had, racisme og angstfyldte, paranoide psykoser. Partiets besættelse med muslimer har efterhånden antaget et sådant omfang, at adskillige medlemmer har vist sig ude af stand til at skelne virkeligheden fra deres egen, afsporede fantasi. Heri ligner DF til forveksling et andet højreekstremistisk parti, som havde alt for stort held med at promovere sit had til en anden religiøs mindretalsgruppe i midten af det forrige århundrede.

Finn Rudaizky er jøde og kom til Danmark som flygtning, da han var barn. At han af alle finder på at udsætte personer fra et andet mindretal for den behandling, som i sin yderste konsekvens var med til at drive hans egen familie på flugt, gør kun hans opførsel endnu mere ussel, ynkelig, usympatisk og foragtelig.

Lad ham ikke slippe afsted med det.

"Dansk" "Folke"parti er ikke Danmark. Tværtimod. DF og personer som Finn Rudaizky skyr ikke noget middel for at puste til det udanske, fremmedhadets bål, som brænder i al for mange hjerter i vores lille land.

De driver os bevidst henad vejen mod al det, mange af vores forældre og bedsteforældre kæmpede så hårdt imod under den sidste store krig.

Med hadet i bagagen og løgnen som våben.

Æret være dit minde...

...Etta.

Tak for alle de smukke sange.

Skalten og valten

En helt ny opgørelse fra finansministeriet afslører den chokerende nyhed, at fra det øjeblik VKO-styret tog over i 2002, har de borgerlige bevidst ført en økonomisk politisk, som man vidste ville føre til varigt underskud og øget gældsætning.

Hvert eneste år siden VKO kom til er sluttet med et minus på omkring 18 milliarder kroner på statsfinanserne. Samtidig har man bestukket den bedst stillede del af befolkningen med et skattestop, der til nu har kostet op imod 80 milliarder.

SR-regeringen, som Anders Fogh afløste, havde i årene op til 2002 et overskud i omegnen af ni milliarder hvert år.

I dag står vi med regningen for VKO's vanrøgt af vores økonomi, og den har intet med den internationale finanskrise at gøre. Det handler om en fejlslagen politik og konsekvent lukkede øjnene for alle advarsler.

Det efterhånden berømte underskud på 24 milliarder skal dækkes ind, hvis vi fortsat skal overholde EUs fælles regler.

Intet under at færre og færre har tiltro til, at Lars Løkke er manden, som man kan betro den opgave. Han har om nogen ansvaret for det morads, vi befinder os i.

Vi har finansieret denne ødelands ideologiske korstog; vi skal betale regningen, men det vil være dybt uansvarligt at lade netop Løkke anvise os vejen til, hvordan vi får den enorme gæld afviklet.

Løkke hytter sine og giver fanden i resten. Danmark har brug for en ny regering.

Greb i egen barm

Jeg føler mig dybt truffet, når jeg læser Informations interview med filosoffen Søren Gosvig Olesen, som har skrevet (endnu) en bog om Hitler.

Nej, jeg føler intet fællesskab med Hitler, tvært i mod, men hør her:

Olesen fabulerer over, hvordan despoter som Hitler kommer til magten, og nævner som én faktor en stigende sammenblanding af religion og politik, sådan som vi også ser det herhjemme i disse år, hvor politikerne er ved at falde over hinanden i kampen om at regulere blandt andet muslimers tro.

Som en anden faktor der fremmer fascistiske tendenser omtaler Søren Gosvig Olesen en stigende fanatisme i forhold til selvdisciplin. Olesen ser det bl.a. i forbindelse med den sundhedsbølge, som skyller hen over os for tiden: "Vi må ikke ryge. Vi må ikke spise fedt. Mænd må ikke drikke mere end tre genstande om dagen. Vi skal dyrke så og så mange timers motion om ugen. Og vi gør det kraftedeme! Folk stiller sig uden for og ryger selv i frostvejr. Man finder sig i det. Der er ingen protester.Vi må ikke ryge. Vi må ikke spise fedt. Mænd må ikke drikke mere end tre genstande om dagen. Vi skal dyrke så og så mange timers motion om ugen. Og vi gør det kraftedeme! Folk stiller sig uden for og ryger selv i frostvejr. Man finder sig i det. Der er ingen protester," siger Olesen - og ret har han jo.

Olesen fortsætter (og her bliver det virkelig interessant for din ærbødige skribent) med at fortælle, at selvdisciplinering altid går hånd i hånd med en voksende intolerance over de grupper i samfundet, der lever anderledes, og at disse mennesker derfor er nødt til at finde måder at indpasse sig på. Det bliver vigtigere end nogen sinde før at være "main stream".

"De, der før var randgrupper i samfundet, hører nu til de mest småborgerlige. Tag bare de homoseksuelle, der jo kunne være eksponenter for, at kernefamilien måske ikke er det rigtige for alle. Nu skal de også have familie og børn", udtaler Søren Gosvig Olesen, som hævder, at den eneste måde minoritetsgrupper i dag kan blive anerkendt på, er at være endnu mere normale end alle os andre.

Wow!

Sjældent har jeg følt mig så ramt.

Hvor er den rebelske bøsse, jeg vist var en gang? Har jeg helt glemt, hvor fedt det også var at være anderledes, da jeg var ung?

Er det af lutter underkastelsestrang og angst, at jeg lever det småborgerlige liv, jeg da vist lever?

Eller er det i virkeligheden så galt?

Jager vi homo'er hellere det borgerlige, det almindelige, frem for at finde glæden i forskellene mellem dem og os?

Er jeg med min småborgerlighed i virkeligheden med til at fremme en halv- eller helfascistisk dagsorden, mens jeg tror, at jeg bekæmper den?

Jeg siger ind i mellem, at der dybt inde i mig bor en punker-lignende type med en stor rød hanekam, som aldrig fik lov til at se dagens lys. Det er lykkedes Olesen at vække den fyr til live for en stund.

Time For Reflection! -Eller som Nyrup sagde det:
"Ka' vi ikke gøre det lidt bedre? - Jeg tror det!"

Jeg vil starte med at skrive et fanbrev til Søren Gosvig Olesen.

Reflekterende over årene der gik,

din trofaste, aldeles ufarlige homo-mand,

Peer+

Pladask

I den forgangne uge så vi tre markante udspil fra statsminister Lars Løkke Rasmussen:

- den mest omfattende regeringsrokade set i mands minde.
- en præsentation af regeringens ti mål for år 2020
- regeringens konvergensprogram - den store redningsplan for dansk økonomi, præsenteret af finansminister Claus Hjort Frederiksen

Hjalp det så? Styrkede denne længe ventede kraftpræstation tilliden til regeringen i befolkningen? Ser danskerne fremtiden trygt i møde med Lars Løkke ved roret?

Svaret er et rungende nej.

Ifølge en helt ny meningsmåling fra Ugebrevet A4 har kun 20% af vælgerne tillid til, at Lars Løkke og VKO kan føre os helskindet gennem krisen. For to år siden, mens tiderne var lysere og Anders Fogh sad ved roret, var det samme tal 55%. Der er tale om tillidsdyk af dimensioner: ingen siddende statsminister har før oplevet så ringe opbakning i befolkningen - end ikke Anker Jørgensen på hans værste dag under den krise, hvor han endte med at måtte opgive ledelsen af landet.

Der kan gives mange forklaringer på Lars Løkke og regeringens styrt fra popularitetens tinder, men måske så vi selve essensen af problemet, da Claus Hjort Frederiksen tonede frem på TV-skærmene for at fortælle os om regeringens kriseplan. Det er - til mange økonomers forbløffelse - en plan som i korthed går ud på intet at foretage sig de næste par år, mens arbejdsløsheden eksploderer.

For der stod han jo - finansministeren i egen høje person, som en af de få ministre som havde overlevet regeringsrokaden og beholdt sin post, skønt han ellers lige var blevet grebet i en lang række af uregelmæssigheder og direkte ulovligheder.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Hjort Frederiksen havde jo selv udtalt pressen et par dage tidligere, at det nærmest er et mirakel, at han er på fri fod.

Svaret ligger i den særlige form for omgang med sandhed og løgne, som er blevet dagligdag under VKO:

I VKO's virkelighed er en forbrydelse nemlig først en forbrydelse, hvis 90 mandater siger det. De grimme historier om Hjort Frederiksen valgte man derfor med Dansk Folkepartis venlige assistance at ignorere.

På samme måde har VK-regeringen tidligere begået grundlovsbrud på grundlovsbrud, sat rigsrevisionen og statsrevisorerne i politisk gabestok og ignoreret internationale konventioner og traktater, mens man tromlede derudad med sit ene mandats flertal. Og derfor sidder Hjorten stadig på sin taburet - og resten af regeringen i Pia Kjærsgaards lomme.

En så perverteret form for demokratiudøvelse kan kun lade sig gøre, indtil flertallet af vælgerne opdager det og stopper det. Og straffer det.

Det er langt om længe ved at ske nu.

Med vores velfærd smuldrende mellem hænderne på os, bliver det dag for dag tydeligere for flere og flere danskere, at de har været ofre for et massivt bedrag gennem de sidste ni år.

Den konservative Poul Schlüter måtte slippe tøjlerne i 1993 efter afsløringen af et væv af løgne i et af de vigtigste ministerier. Lars Løkkes situation minder om Schlüters: flosset i kanten, taget med bukserne nede om hælene - med en løgner som sin nærmeste allierede på en anden regeringstoppost.

Lars Løkke regeringstid vil i historisk perspektiv kun blive en parentes. Han vil blive husket for sin ringe gennemslagskraft og for den aura af upålidelighed som klistrede til ham som fluer om en hundelort.

Løkkes 2020-plan er, som han selv siger det, den plan han håber at vinde næste valg på. I dag dumpede vælgerne både ham og planen. Løkke har spillet sit sidste kort. Ved næste valg tager Thorning stikket hjem.