Ondt værre

For anden måned i træk fører oppositionen i meningsmålingerne. Alt andet ville også have været underligt, de mange "sager", som VKO har stået for på det seneste, taget i betragtning.

Alligevel er det naturligvis interessant at høre, hvad regeringens repræsentanter har at byde ind med som forklaring på de elendige målinger.

Desværre gør forklaringerne kun ondt værre.

Her til aften udtaler Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, således:

- Jeg er overbevist om, at vi får mulighed for at stige i den kommende tid, for vi har fundet gode svar på både madordningen og spørgsmålet om burkaerne, og så er vi i fuld gang med at sætte folkeskolen i fokus. Jeg er optimistisk.

HVAD????

Madpakkeordningen blev hastet igennem som lovmæssigt makværk og blev efterfølgende undsagt af både forældre, børn og sågar et stort antal af V's og K's egne borgmestre i landets kommuner.

Allerede en måned efter dens ikrafttræden måtte indenrigsminister Karen Ellemann kalde forligsparterne sammen igen for at ændre ordningen, som nu blev gjort frivilligt, så alle børn IKKE længere er sikret sund mad i skolerne - i strid med statsministerens løfte i nytårstalen.

Burka-spørgsmålet blev rejst af De Konservatives Naser Khader med brask og bram, men uden at man havde gidet at undersøge, om et forbud var lovmedholdeligt. Det viste det sig ikke at være. En pinlig affære - ikke mindst fordi De Konservative sidder på landets justitsministerpost.

Efterfølgende lovede regeringen - godt presset af DF - at "finde en løsning" på burkaspørgsmålet. Samtidig ønskede man en afdækning af "problemets omfang". En dyr rapport blev i den anledning bestilt hos Københavns Universitet.

Efter måneder ævl og kævl og signalpolitik kom så rapporten, som dokumenterede, at "problemet" er ikke-eksisterende. Derefter fulgte en periode, hvor Naser Khader benægtede fakta, imens Pia Kjærsgaard fastholdt, at DF krævede et forbud. (Hun havde i mellemtiden glemt, at et forbud ville være grundslovsstridigt, men kombinationen af DF-eres lave IQ og partiets ofte demonstrerede foragt for grundloven kan som bekendt føre til formidable fortrængninger).

Til sidst og hårdt presset måtte Lars Løkke skære igennem og meddele, at man havde besluttet sig til...ingenting! Genialt! Måneders ørkesløs debat og mange års hadefuld signalpolitik lagt død på et øjeblik. Hvilket format, Hr. statsminister - hvis altså ikke lige det var fordi, De selv bærer en stor del af ansvaret for al det tidsspilde, al den læggen for had.

Men det stopper ikke der.

Samme Peter Christensen, som nu mener, at regeringen står bag succes på succes, var også manden bag en af den forgangne uges mere spektakulære udtalelser: han ønskede TV2's Kaare R. Skou fyret, fordi Skou havde sagt, at lækken om de danske jægersoldaters mission til Afghanistan stammede fra forsvarsministeriet.

Udtalelsen er spektakulær af to grunde: For det første er det uhørt, at en politiker blander sig i pressens fri ret til at rapportere. Vi bor i et land, som er verdenskendt for at kæmpe for pressens ret til at skrive (og tegne) hvad den vil, og nu kommer så regeringens talsmand og vil kvæle en af dens fremmeste repræsentanter på Borgen. Hvad sker der for Venstre?

For det andet gav Peter Christensens ord bagslap, fordi den naturlige konklusion i de små hjem selvfølgelig måtte blive, at Kaare R. Skou taler sandt, siden regeringen ligefrem forsøger at true ham til tavshed.

Dagen efter måtte statsministeren da også desavouere sin egen politiske ordfører og sige, at regeringen forholder sig neutral i spørgsmålet.

Vælgerne står undrende tilbage: det virker ikke betryggende, at statsministerens egen politiske ordfører ikke taler med statsministeren, før han udtaler sig. Det tyder på manglende overblik og kontrol.

Og kan det være rigtigt, at en liberal regering, som går ind for "det frie valg" spilder millioner af kroner på at tryne en madpakkeordning igennem blandt borgere, som slet ikke ønsker den?

Og er det holdbart, når landets justitsminister går i medierne med et grundlovsstridigt forslag - uden grund?

Januar bød således på tre regerings-forårsagede politiske skandaler. Sager, som kunne have været undgået med rettidig omhu.

De føjer sig til billedet af den statsminister, som under klimakonferencen mistede overblikket og lagde sig ud med den halve verden, og som nu mødes af massiv kritik. En leder, som i denne uge skulle have haft møde med ambassadørerne fra 80 lande. En chance for at rette op på sit blakkede ry i udlandet, men en mulighed som Lars Løkke forpassede. Han valgte at holde "barns første sygedag" på grund af sin datters forstuvede fod.

Det var også i denne måned, at Lars Løkke meddelte, at han ikke længere ville udtale sig om sin egen sygehusskandale. Den, der handler om, at han i sin tid som sundhedsminister kastede en milliard i overbetaling efter en privat sygehussektor, som aldrig havde bedt om den og uden at få noget for pengene. Løkkes forgænger, Anders Fogh, er kendt for at anvende en lignende taktik, når han er presset: man tager den hårde mine på, og siger besværgende, at der intet er at komme efter. Men Fogh gjorde det mere elegant, og han vovede trods aldrig at gøre det, efter at beviserne for fejlen var fremlagt. Løkke står i snavs til halsen i sygehussagen, og vil aldrig kunne lægge låg på sin store andel i den. VKO forsøgte endda at beklikke hæderligheden hos de rigsrevisorer, som påpegede den, og gik så langt som til at manipulere med revisorernes rapport. Det forværrede kun befolkningens indtryk. Sygehussagen er Løkkes og kun hans, og den vil aldrig blive glemt.

Regeringen fjumrer forvirret rundt. Statsministeren har ikke statsmandsformat. Skandalerne står i kø. Borgelige idealer svigtes. Inkompetencen råder i adskillige ministerier.

Og uden for Christiansborgs tykke mure raser finanskrisen, som hver dag sender endnu et tusindtal danskere ud i arbejdsløshed, mens regeringen ser passivt til.

Hvad end regeringen gør, gør det kun ondt værre. V og K magter helt enkelt ikke deres job. De veje, de anviser, er blindgyder og leder og kun ud i noget værre end det, vi kom fra.
















Det kan se lidt trist ud, når oppositionen ind imellem ikke magter at danne samlet front den regering, som de så gerne vil vælte til næste valg, men det er vand mod den inkompetence og uduelighed, som råder hos VKO. Helle og Villy behøver knapt en politik: fortsætter Lars Løkke som han er begyndt, fælder han sig selv helt alene.