Søg i denne blog

lørdag den 9. januar 2010

Racismen Down-Under - og her

Australien er ved at få sig et dårligt ry blandt folk med mørk hud. En massiv racismebølge skyller ind over landet og rammer i flæng muslimer, indere, afrikanere og selv landets oprindelige befolkning - aboriginerne.

For en uge siden blev en indisk studerende dræbt i et blodig kniv-overfald i Melbourne, og i går var den gal igen. Endnu en ung inder blev offer for et racistisk motiveret overfald. Denne gang "nøjedes" gerningsmændene dog med slag med nogle boldbat og derefter at sætte ild til offeret.

Disse to overfald er imidlertid blot toppen af isbjerget af racistisk vold, rettet mod "udlændinge" i Australien. Unge indere har været ofre i over 500 voldssager i Australien det sidste år iflg australsk politi. Et faktum, som har fået den indiske regering til at fraråde rejser til Australien.

BBC
har i de seneste måneder rapporteret udførligt fra kontinentet down-under, og også danske medier er også begyndt at interessere sig for de triste tilstande dernede. I Jyllands-Posten dog tilsat den form for uklædelig udeladelse, som også kun var at forvente af DF's partiblad: avisen beretter nok om de mange overfald på indere i Australien, men den fortæller ikke, at et stort antal muslimer og afrikanere også er blevet ramt. Og den tier omhyggeligt med, at gerningsmændene er såkaldt pæne, kristne mænd fra det ekstreme højremiljø - det selvsamme miljø, som avisen herhjemme direkte og indirekte bakker op om i tide og utide.

På regeringsplan er australierne rasende over beskyldningerne for racisme. Regeringen har indtil for ganske nyligt fastholdt, at der ikke var noget mønster i de mange overfald på udlændinge. Men med den den indiske regerings udmelding er man blevet nødt til at træde i karakter. Nu diskuteres det ømtålelige emne i det mindste både i parlamentet og i medierne, og volds-racismen fordømmes af høj og lav.

Og med tydelig adresse til de lokale bøller og - hvem ved - måske også til lille Danmark i det høje nord kan man i en ny vejledning til børn og unge i de australske skoler læse de kloge ord:

Some people mistakenly believe that the public expression of racist attitudes is a legal and acceptable form of free speech. In Australia, as internationally, the right to freedom of speech carries with it certain responsibilities and restrictions which protect the rights of others against open hostility and discrimination. Australian law expressly prohibits incitement to discrimination, hostility or violence on the basis of race.

"I Australien, som i udlandet, indebærer retten til ytringsfrihed også et vist ansvar og visse begrænsninger, der beskytter andre mod åben fjendtlighed og diskrimination."

I denne ene sætning mejsles det i sten: ytringsfriheden må aldrig blive et skalkeskjul for had og racisme - uanset hvad voldelige ekstremister, alverdens karikaturtegnere, sorte præster og Trykkefrihedsselskaber så måtte sige.

Den slags formuleringer standser hverken racisme eller vold mod mindretal. Men den gennemhuller helt og aldeles det skjold, som de mest ekstreme holder op foran sig, når de bebrejdes deres hadefulde udfald mod andre "af forkert etnisk herkomst".

Kunne man forestille sig en lignende lærebog i de danske skoler? Kunne vores Folketing enes om en tilsvarende erklæring? Næppe, så længe VKO sidder på magten. Her i landet forsvarer et lille snævert flertal nemlig hellere retten til uindskrænket had fremfor retten til at leve i fred og fordragelighed for alle.

Ingen kommentarer: