Søg i denne blog

mandag den 1. februar 2010

Ka De li'cens?

Danmarks pensionister burde belejre DR-byen eller i det mindste gå rundt om den med skilte med opråb som ”Giv os Svend Petersen tilbage!”, ”Hullubulluu, Otto Leisner – hvor er du henne?” og ”Kvit eller Dobbelt NU!”


Sagen er nemlig den, at Danmarks pensionister betaler en uforholdsmæssig stor del af deres pension til en medie-koncern, som knapt regner dem for noget. Samtidig rammes de ældre også på pengepungen på andre fronter:

Hvad nytter ældrechecken, når den måned for måned udhules af stigninger på de ydelser, som plejekrævende gamle er afhængige af: tag over hovedet og mad på bordet?


For mange pensionister kommer det som et chok, når de erfarer, at det kan koste over 6.000 kroner om måneden at få kost og logi på et plejehjem. Står man som gammel med kun en folkepension og en udhulet ældrecheck til dækning af sine udgifter, er der dømt permanent smalhals.


I tilgift er det sådan, at når man som svækket og måske dement rykker på plejehjem, får man en lille stue, hvor plejepersonalet myldrer ind og ud dagen lang. Privatliv er det så som så med. Alligevel betragtes det lille rum som en selvstændig bolig, og af samme grund opkræver Danmarks Radio medielicens fra hver enkelt beboer. På den måde udsendes der snesevis af licensopkrævninger til hvert enkelt plejehjem. Medielicensen udgør som bekendt lidt over 2.200 kroner om året. Lidt mindre, hvis kunden er pensionist og sidder så hårdt i det, at hun eller han har en personlig tillægsprocent på 100.


Hvis man nu ville forbedre disse gamles kår mærkbart, uden at give med den ene hånd og tage med den anden, kunne man passende starte med at fritage dem for licensen. Det ville ikke koste de offentlige kasser alverden (kun momsen af beløbet), og DR’s budget kan bære provenu-tabet: der er omkring 75.000 pleje- og ældreboliger i Danmark. Forudsætter man, at alle plejehjemsbeboere har et farve-tv, og at halvdelen af dem i forvejen betaler den nedsatte licens, taler vi om et beløb på under 150 millioner ud af DR’s samlede licensindtægter på 3.400 millioner kroner. Peanuts for DR, men forskellen på muligheden for at kunne købe julegaver til oldebørnene eller få sig en ekstra cerut (udendørs, naturligvis) for vores gamle medborgere.


Danmarks Radio har i forvejen stort set opgivet de ældre som et seer-segment, man gider forholde sig til. De gamle er overladt til TV2's Charlie-kanal, som har en yderst smalsporet opfattelse af ældres interesser. Kun svært demente kan vel finde fornøjelse i Johnny Reimar og Smølferne for 118. gang, eller hvad?


Men Danmarks Radio er værre end TV2: DR har særlige TV-kanaler for de kulturelle, for de finkulturelle, for nyhedsnarkomanerne og for de forkælede møgunger, men hvem tænker på dem, der byggede nationen? Ikke Darnmarks Radio, København-Kalundborg i hvert fald.


I en tid, hvor Otto Leisner, Voldborg, Svend Petersen og Dr Lieberkind (den festlige lille fætter) er væk og ikke erstattet af andre ældre-ikoner, opleves DR som mere u- end –blu: Statsradiofonien leverer helt enkelt ikke varen.


Intet under altså, hvis pensionisterne ikke kan li’censen og får lyst til at kyle deres hopla-nåle i fjæset på Kenneth Plummer.


Derfor dette simple råd: op på barikaderne, gamlinge! Kræv jeres ret!


Og mangler I en angrebsvinkel, så er her et lille tip: Denne sag ligger lige til højrebenet for venstre-oppositionen! Fat gåsefjeren og skriv til Villy, Helle eller Johanne og bed dem om at tage affære! Jeg er sikker på, at de vil forstå det simple budskab:


Rigtig mange af os borgere bliver oldinge og ender med at ligge, som andre har redt. På plejehjem.


Hvorfor så ikke gøre det så rart som muligt - med gratis color på tossen?


Det manglede da bare andet.




Ingen kommentarer: