I dag blev jeg en af Danmarks første åbne hiv-smittede, som kunne svare ærligt på den elektroniske ansøgningsformular, som alle besøgende skal udfylde, hvis de vil rejse til USA.
Indrejseforbuddet for hiv-smittede blev ophævet 4. januar i år, efter over 20 års totalt forbud mod at besøge landet for alle hiv-positive.
Mange har i de år besøgt USA alligevel. Nogle har holdt stærkt helbredsfarlige pille-pauser, for ikke at blive taget med hiv-medicin i bagagen. Andre har sendt deres medicin i forvejen til bekendte og har i visse tilfælde måttet gøre det adskillige gange, fordi den blev beslaglagt i den amerikanske told. De, som endnu ikke har været påbegyndt behandling, har haft det lettere: de kunne "nøjes" med at lyve på den diverse skemaer og formularer, man skal udfylde for at kunne komme ind i USA.
Men de af os, som har været meget åbne om vores status, har ikke haft samme mulighed. Man kan ikke både sidde i Hiv-Danmarks bestyrelse eller slå sine folder i HIV-Europe eller skrive læserbreve og blogs om sin hiv-status og så forvente, at indrejsemyndighederne i USA er uvidende om det.
Derfor har USA været lukket land for mig, siden jeg var en ung og - troede jeg - hiv-negativ fyr, som kun en enkelt gang nåede at se New York i et par dage.
Det har været en blandet oplevelse at høre familie og venner fortælle om USA's lyksagligheder; og ikke mindst for nyligt, da det var en god, god ven, som pludselig fik sig en kæreste på de kanter, som han nu mere eller mindre er flyttet sammen med. Ville man nogen sinde få chancen til at opleve de samme ting og se de samme amerikanske sights som det store, hiv-negative flertal?
Så kom præsident Obama, som havde været meget klar i spyttet om hiv-rejseforbuddet under sin valgkamp: det skulle væk - jo før jo bedre. Obama har forstået det: Hiv ER grænseoverskridende, men stoppes ikke af love og forbud og kriminalisering, men ved oplysning og åbenhed fra alle parter.
Obama holdt ord. Den grimme lov blev ophævet efter behandling i begge kamre i parlamentet og en tur i den administrative vridemaskine, hvorunder vi var mange som holdt vejret, hver gang der viste sig nye sten på vejen: ville det hele falde på jorden?
Da det blev 4. januar Washington tid, sad jeg klar ved computeren derhjemme for at indtaste min ansøgning, men løb lige formularen igennem først. Hiv stod der stadig som en klar udelukkelsesgrund fra det gode amerikanske selskab! Flere timer i træk tjekkede jeg, men nej. De tre bogstaver blev stående der, øverst blandt de uønskede sygdomme - lige over spedalskhed, gonorre og diverse andre dødelige infektioner.
Jeg begyndte at overveje, hvad der skulle være min plan B. Jeg skal til San Francisco i februar - venligst inviteret af et hiv-forsknings-forum, som har ønsket mig som medlem til at tale patienternes sag i etisk-videnskabelige spørgsmål, så hvad nu hvis???
Jeg besluttede mig for at ringe til den amerikanske ambassade for at høre, om Obama var rendt fra sit løfte i sidste øjeblik - stik mod sit løfte og stik mod, hvad mine hiv-aktivist-kontakter i USA havde fortalt mig så skråsikkert - men blev så enig med mig selv om at vente et par dage til.
I går skete så miraklet. Hvis man kan taste på en særlig resigneret måde, så var det det, jeg gjorde, da jeg igen-igen gik ind på ESTA-hjemmesiden for at se, hvilke kriterier, man skal opfylde for at få adgang til USA. Nu var Hiv væk fra listen! Og på ambassadens hjemmeside kunne man læse, at hiv-smittede nu er velkomne i USA. Landet som gav den vestlige verden Hiv og Aids, åbner nu sine døre for de ramte af sygdommen i erkendelse af, at Hiv yderst sjældent spredes af de, som kender deres positive status, men snarere af dem, som tror at de er usårlige og kombinerer skråsikkerheden med usikker sex med flere partnere.
Jeg begyndte indtastningen af min ansøgning: navn, fødselsdato, nationalitet, pasnummer og udløbsdato og en del andre informationer skulle oplyses, og "lider De for resten af pest?" Jeg satte kryds i "nej" og fortsatte til jeg var færdig, tjekkede det hele igennem flere gange og trykkede så "enter".
Nu ventede jeg at få et "ja" eller et "nej", men sådan gik det ikke. "Dit ansøgningsnummer er" stod der på skærmen, efterfulgt af en alenlangt nummer. "Skriv nummeret ned så du kan oplyse det ved henvendelse" fortsatte teksten.
Shit!
Var jeg alligevel uønsket?
I det samme skiftede skærmbilledet. "Din ansøgning er godkendt", stod der nu.
Jeg sad på arbejdet i de nervepirrende sekunder, omgivet af hårdtarbejdende kolleger, som ikke vidste, hvad jeg var i gang med. De kender min hiv-status; de ved jeg skal til USA, men de anede ikke, at mine nerver stod på højkant i netop de øjeblikke.
Jeg kiggede et stykke tid på skærmen og trykkede så et print af skærmbilledet, mens klumpen i min hals bare voksede og voksede. Gamle, sentimentale nar!
Jeg rejste mig og gik på toilettet og fældede en lille glædeståre. Den slags ville lissom ikke passe mig midt i det videnskabelige miljø, syntes jeg, og det var også et meget privat øjeblik, som andre ville have svært ved at sætte sig ind i.
Efter et par minutter vendte jeg tilbage til min plads.
Jeg skal til USA!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar