Fortrængningens år

I Danmarks Radio er man berettiget stolt over - stadigvæk - at besidde journalistisk talent nok til, at endnu en medarbejder modtager en Cavling-pris.

Ingen tvivl: Jesper Tynell er en knagende dygtig journalist, som med fornem research havde held til at finde ind til sandheden af ikke blot en, men flere særdeles spegede sager med den samme gerningsmand i centrum.

Jeg vil lade andre om at hylde Tynell, og overlade det til historikerne at dømme den forbryder, som var genstand for Tynell's reportager, men i stedet dvæle lidt ved den manglende hukommelse, som kendetegner vores samtid.

Sagen er nemlig den, at kun ganske få længere har nogen erindring om, hvad det var for forbrydelser, Tynell afslørede. For havde de det, ville gerningsmanden næppe stadig være på fri fod og beklæde en af landets højeste stillinger.

Det drejer sig om Claus Hjort Frederiksen (V), tidligere beskæftigelsesminister, nuværende finansminister.

I en periode fra juni 2008 og frem til sommeren 2009 afslørede Jesper Tynell en lang række alvorlige lovovertrædelser, fejl, forsømmelser, udeladelser og direkte svindelnumre, begået af ministeren selv og hans embedsmænd.

Listen er lang og chokerende:

- Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget.

- Claus Hjort Frederiksen afskaffede uden om Folketinget kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job.

- Claus Hjort Frederiksen pålagde ulovligt kommunerne at standse udbetalingen af kontanthjælp til mennesker, der ikke var omfattet af den såkaldte 300-timers-regel.

- Claus Hjort Frederiksen iværksatte forsøg med tvangsaktivering af sygemeldte uden først at spørge Folketinget.

- Claus Hjort Frederiksen pålagde sine embedsmænd at udarbejde statistikker, der skulle bevise, at kommunerne var bedre end arbejdsformidlingerne til at få ledige i arbejde (hvilket ikke var tilfældet).

- Claus Hjort Frederiksen bestilte en evaluering af sin egen politik hos Socialforskningsinstituttet, men rettede undervejs i både udkast og konklusioner.

- Claus Hjort Frederiksen fik sine medarbejder til at slette 58 sagsakter fra Arbejdsdirektoratets journaler. Dokumenter, der kunne have bevist, om ministerens folk havde en finger med i spillet, da SFI skrev en misvisende evaluering af regeringens 300-timers-regel.

Disse og andre veldokumenterede eksempler på Claus Hjort Frederiksens enestående magtmisbrug og perverterede form for forvaltning af sit betroede hverv afslørede Tynell i en lang række radioprogrammer på P1.

Intet under at Danmarks Radio er meget lidt populær i regeringskredse.

I snart sagt ethvert andet demokratisk land ville en opførsel som Claus Hjort Frederiksens have ført til tab af embede, rigsretssag og sandsynligvis en fængselsstraf. I Danmark er vi der i mod efterhånden så vant til den slags skandaler på regeringsniveau, at vi fuldkommen lukker øjnene for dem. Vi gider ikke høre om dem, for vi ved jo, at uanset hvor stor forbrydelsen er, bliver den samme tre-trins-raket fyret af hver gang:

Først siger regeringen, at der intet er at komme efter.

Så bevises det, at det er der alligevel.

Derefter løber oppositionen storm mod ministeren, mens Dansk Folkeparti lurepasser for til sidst at holde hånden over ham mod en passende erkendtlighed i form af endnu en stramning af udlændingelovene.

Sådan har det været i dansk politik de sidste ni år, hvor demokratiets basale grundregler ved flere lejligheder er blevet sat ud af kraft til fordel for simpelt afladskøb hos det mest højre-ekstreme parti, dansk politik har kunnet opvise siden nazi-tiden.

I alle de år har oppositionen og en stadig voksende hærskare af dommere, advokater, specialister, fagfolk og ganske almindelige borgere måttet se sig jordet, mens det mindst mulige flertal har tromlet deres politik igennem til stor gavn for sig selv, men til større skade for resten. Intet kan længere chokere. Heller ikke da Claus Hjort Frederiksen fik held med at gennemføre sit lovkrav om at døende kræft-patienter skal møde personligt op på kommunen til en alvorlig samtale om deres langvarige udeblivelse fra arbejdsmarkedet, før de får lov til at dø i fred.

Det er så ondt, så vanvittigt, at man ikke kan rumme det - i hvert fald kun for en tid. Og når det er blevet tid til næste besøg ved valgurnerne er det altsammen glemt. Her i landet er vi nemlig bedre til at opretholde en idé om, at ondskab er mørkhudet og kommer sydfra end at se den ondskab og det fordærv i øjnene, som trives i vores egen regerings private rotterede på Christiansborg.

Vi lever i fortrængningens år. Tak til Jesper Tynell for hans utrættelige forsøg på at bringe os tilbage til virkeligheden.