Hvad er der egentlig galt i at være hiv+?

Overskriften er taget fra en on-line debat på homo-forummet "Boyfriend".

Her er mit svar på spørgsmålet:

Vi står i dag i den paradoksale situation, at risikoen for smitte fra velbehandlede hiv-patienter er meget lav, så lav at den ikke umiddelbart kan kvantificeres iflg de danske eksperter på området. Det samme fastslås i den efterhånden kendte schweiziske undersøgelse om emnet, som førte til ændringer i lovgivingen dernede.

Situationen er derfor sådan, at mange par, hvor kun den ene part er smittet, har ubeskyttet sex sammen; ja, der kan endda gennemføres graviditeter i sådanne, heteroseksuelle forhold uden at barnet smittes.

Vi oplever også, at den forventede levetid for hiv-patienter i behandling stiger næsten eksponentielt i disse år, fordi hiv-medicin bliver bedre og bedre og med færre bivirkninger. Unge som smittes med hiv i 2010 år har derfor al mulig grund til at tro på, at de kommer til at opleve deres alderdom. Noget, som ville have forekommet utænkeligt for blot ti år siden.

Personer med aids har ikke været synlige i bybilledet længe. Vi bliver færre og færre som kan huske fyrene med de mystiske brun-lilla skjolder i huden, som bare bredte sig og bredte sig; de helt sindssyge vægttab, som ellers tilsyneladende raske mennesker oplevede indenfor bare få uger; dem der fik CMV i øjnene og blev blinde; og alle dem som bare forsvandt på en uge, fordi de ramtes af PCP-lungebetændelse, som ikke kunne kureres. Jeg havde selv tre venner, som døde på den måde: rask, smuk og lækker om mandagen - død ugen efter. Atter andre døde en smertelig død, som strakte sig over uger, mens deres organer et efter et satte ud.

Så ja, i dag er dramaet forsvundet fra hiv - i hvert fald i visse sammenhænge. Imidlertid findes der jo stadig en berøringsangst hos en del. Det ses ikke mindst i et forum som Boyfriend, hvor mange understreger, at de er "clean" (og ikke tænker på, at det rammer en hiv-positiv direkte i hjertet at få at vide, at man betragtes som beskidt); andre vælger meget bevidst hiv-positive fra. Allerbedst ses det stadig bestående stigma omkring hiv vel i, at flertallet af dem, som er det, ikke vedkender sig det i deres profil. Hiv-status betragtes som noget privat. Man skal lige se sin date lidt an, opbygge gensidig tillid, før sløret falder.

Det er ikke det samme som, at nogen forsøger bevidst at smitte andre. Det er et andet veldokumenteret fact, at en meget stor del af dem, som smittes med hiv i dag bliver det af personer som ikke selv var klar over, at de var smittede. Jeg har endnu aldrig i min lange, alt for lange, karriere som smittet og i mit arbejde i hiv-miljøet mødt en person som har smittet en anden uden at det gav varige ar på sjælen. Tro mig: en positiv status er ikke nogen, man som smittet ønsker for nogen.

Kun oplysning og åbenhed fra ALLE parter kan medvirke til afmystificering af hiv og bedre accept af smittede. Ca. en ottendedel af Hovedstadens bøsser er poz, rigtig mange negative har en positiv ven i omkringskredsen. Det nytter altså ikke noget at løbe skrige væk eller at grave sig ned i et hul. Vi skal have de mange hundrede utestede fyre, som dyrker usikker sex med hinanden testet, og de skal mærke opbakning, både til at blive hiv-testet, men også bagefter - uanset testens resultat.

Hiv er noget, alle er nødt til at forholde rationelt til. Hvad hvis drømmeprinsen viser sig at være poz? Skal det have lov til at ødelægge drømmen? Vel skal det ej!