Søg i denne blog

tirsdag den 2. februar 2010

Morgenluft



















Så blev burkadebatten lagt død.

Med et svidende nederlag på 95 stemmer mod Dansk Folkepartis 19 forkastede Folketinget tirsdag DF's forslag om et burkaforbud - primært fordi det ville være grundlovsstridigt.

Kun fantaster og ekstremister forestiller sig herefter, at det tørklædeforbud, som partiet drømmer om, har nogen gang på jord.

Forkastelsen af burkaloven kan umuligt komme som en overraskelse for DF. Udmeldingerne fra de andre partier op til afstemningen havde været umisforståelige. Men alligevel kunne partiets pressemedarbejder Kenneth Kristensen Berth ikke undertrykke sin hang til at fremture med flere krav om straf og forbud, da folketingsmedlemmet Kamal Quereshi mødte op til bal hos dronningen i en festdragt fra sit hjemland Pakistan. "Det er en klovnedragt, som ingen steder hører hjemme", fnøs Berth.

Hvorfor har DF'ere denne sygelige trang til at ville bestemme over andre? Og hvem har bildt dem ind, at det er en særlig "dansk" kvalitet at bekæmpe forskellighed?

Det er velkendt, at man i DF hader alt, som adskiller sig alt for voldsomt fra farven grå, men alligevel er det besynderligt at konstatere, at partiet ikke har et eneste positivt budskab på dagsordenen; kun forbud, begrænsninger, stramninger og indskrænkninger, garneret med jævnlige populistiske udmeldinger, som ikke en gang Jyllands-Posten længere gider kolportere. I går hed pressemeddelsen fra DF-hovedkontoret for eksempel "DF beder transportministeren sikre tilstrækkeligt med vejsalt." Som om alle andre partier ønskede et sammenbrud af vejtrafikken.

Dansk Folkepartis eksistensgrundlag handler om frygt. Frygten for en invasion af rotter, frygten for folk med tørklæder, frygten for folk med den forkerte hudfarve, den forkerte religion, den forkerte nationalitet, den forkerte seksualitet eller de forkerte spisevaner. Og frygten giver sig udtryk i et blindt had, som nu i årevis har lagt enhver fornuftig politisk debat i Danmark død, mens vi har spildt tid og kræfter på disse fobi-patienters ondsindede, racistiske dagsorden.

Det er ødelæggende for sammenhængskraften i det danske samfund og afsporer al rationel politisk fremdrift.

Hvor er den visionære politiker som stiller det forslag, som bringer dette vanvid til ophør? Det er jo i virkeligheden så enkelt:

Hvorfor ikke tage afsæt i gårsdagens burkaafstemning og bede Folketingets formand om at sætte samtlige DF's sindssyge forslag til afstemning én gang for alle - så de kunne blive stemt ned en gang for alle?

Der kunne passende sættes en enkelt dag af til formålet i næste måned.

Og når et knusende flertal så har besluttet,

- at tørklæder selvfølgelig er tilladt i det offentlige rum,
- at muslimer godt må dyrke deres gud i moskeer,
- at tvangsfodring med svinekød ikke kommer på tale i forhold til nogen som helst medborgere,
- at vi fastholder vores grundlov og vores tilslutning til FN og menneskerettigheds-konventionerne,
- at vi hverken invaderer Schleswig-Holstein eller Skåne - i år - og
- at det afgjort ikke er OK at lægge noget mindretal i ind- eller udland for had, hverken i skrift, tale eller tegning,

kan vi måske endeligt komme videre.

Det hele behøver som sagt kun tage en enkelt dag.

Tænk, hvilken ro, der så ville sænke sig over lille Danmark.

Og tænk, hvilken udfordring for vores politikere, at de så pludselig bliver tvunget til at forholde sig til realpolitik og Danmark langsigtede problemer fremfor til symbolpolitik og "kriser", som kun eksisterer i syge hjerner på den ekstreme højrefløj.

Hvem end som foreslår en "vi stemmer DF ned, en gang for alle,-dag" i Folketinget har min stemme.

Tænk, hvis det skete. Det kunne blive en national mærkedag. Den dag, hvor man igen kunne kippe med Dannebrog - uden at blive misforstået.



















Ingen kommentarer: