Ondt værre

For anden måned i træk fører oppositionen i meningsmålingerne. Alt andet ville også have været underligt, de mange "sager", som VKO har stået for på det seneste, taget i betragtning.

Alligevel er det naturligvis interessant at høre, hvad regeringens repræsentanter har at byde ind med som forklaring på de elendige målinger.

Desværre gør forklaringerne kun ondt værre.

Her til aften udtaler Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, således:

- Jeg er overbevist om, at vi får mulighed for at stige i den kommende tid, for vi har fundet gode svar på både madordningen og spørgsmålet om burkaerne, og så er vi i fuld gang med at sætte folkeskolen i fokus. Jeg er optimistisk.

HVAD????

Madpakkeordningen blev hastet igennem som lovmæssigt makværk og blev efterfølgende undsagt af både forældre, børn og sågar et stort antal af V's og K's egne borgmestre i landets kommuner.

Allerede en måned efter dens ikrafttræden måtte indenrigsminister Karen Ellemann kalde forligsparterne sammen igen for at ændre ordningen, som nu blev gjort frivilligt, så alle børn IKKE længere er sikret sund mad i skolerne - i strid med statsministerens løfte i nytårstalen.

Burka-spørgsmålet blev rejst af De Konservatives Naser Khader med brask og bram, men uden at man havde gidet at undersøge, om et forbud var lovmedholdeligt. Det viste det sig ikke at være. En pinlig affære - ikke mindst fordi De Konservative sidder på landets justitsministerpost.

Efterfølgende lovede regeringen - godt presset af DF - at "finde en løsning" på burkaspørgsmålet. Samtidig ønskede man en afdækning af "problemets omfang". En dyr rapport blev i den anledning bestilt hos Københavns Universitet.

Efter måneder ævl og kævl og signalpolitik kom så rapporten, som dokumenterede, at "problemet" er ikke-eksisterende. Derefter fulgte en periode, hvor Naser Khader benægtede fakta, imens Pia Kjærsgaard fastholdt, at DF krævede et forbud. (Hun havde i mellemtiden glemt, at et forbud ville være grundslovsstridigt, men kombinationen af DF-eres lave IQ og partiets ofte demonstrerede foragt for grundloven kan som bekendt føre til formidable fortrængninger).

Til sidst og hårdt presset måtte Lars Løkke skære igennem og meddele, at man havde besluttet sig til...ingenting! Genialt! Måneders ørkesløs debat og mange års hadefuld signalpolitik lagt død på et øjeblik. Hvilket format, Hr. statsminister - hvis altså ikke lige det var fordi, De selv bærer en stor del af ansvaret for al det tidsspilde, al den læggen for had.

Men det stopper ikke der.

Samme Peter Christensen, som nu mener, at regeringen står bag succes på succes, var også manden bag en af den forgangne uges mere spektakulære udtalelser: han ønskede TV2's Kaare R. Skou fyret, fordi Skou havde sagt, at lækken om de danske jægersoldaters mission til Afghanistan stammede fra forsvarsministeriet.

Udtalelsen er spektakulær af to grunde: For det første er det uhørt, at en politiker blander sig i pressens fri ret til at rapportere. Vi bor i et land, som er verdenskendt for at kæmpe for pressens ret til at skrive (og tegne) hvad den vil, og nu kommer så regeringens talsmand og vil kvæle en af dens fremmeste repræsentanter på Borgen. Hvad sker der for Venstre?

For det andet gav Peter Christensens ord bagslap, fordi den naturlige konklusion i de små hjem selvfølgelig måtte blive, at Kaare R. Skou taler sandt, siden regeringen ligefrem forsøger at true ham til tavshed.

Dagen efter måtte statsministeren da også desavouere sin egen politiske ordfører og sige, at regeringen forholder sig neutral i spørgsmålet.

Vælgerne står undrende tilbage: det virker ikke betryggende, at statsministerens egen politiske ordfører ikke taler med statsministeren, før han udtaler sig. Det tyder på manglende overblik og kontrol.

Og kan det være rigtigt, at en liberal regering, som går ind for "det frie valg" spilder millioner af kroner på at tryne en madpakkeordning igennem blandt borgere, som slet ikke ønsker den?

Og er det holdbart, når landets justitsminister går i medierne med et grundlovsstridigt forslag - uden grund?

Januar bød således på tre regerings-forårsagede politiske skandaler. Sager, som kunne have været undgået med rettidig omhu.

De føjer sig til billedet af den statsminister, som under klimakonferencen mistede overblikket og lagde sig ud med den halve verden, og som nu mødes af massiv kritik. En leder, som i denne uge skulle have haft møde med ambassadørerne fra 80 lande. En chance for at rette op på sit blakkede ry i udlandet, men en mulighed som Lars Løkke forpassede. Han valgte at holde "barns første sygedag" på grund af sin datters forstuvede fod.

Det var også i denne måned, at Lars Løkke meddelte, at han ikke længere ville udtale sig om sin egen sygehusskandale. Den, der handler om, at han i sin tid som sundhedsminister kastede en milliard i overbetaling efter en privat sygehussektor, som aldrig havde bedt om den og uden at få noget for pengene. Løkkes forgænger, Anders Fogh, er kendt for at anvende en lignende taktik, når han er presset: man tager den hårde mine på, og siger besværgende, at der intet er at komme efter. Men Fogh gjorde det mere elegant, og han vovede trods aldrig at gøre det, efter at beviserne for fejlen var fremlagt. Løkke står i snavs til halsen i sygehussagen, og vil aldrig kunne lægge låg på sin store andel i den. VKO forsøgte endda at beklikke hæderligheden hos de rigsrevisorer, som påpegede den, og gik så langt som til at manipulere med revisorernes rapport. Det forværrede kun befolkningens indtryk. Sygehussagen er Løkkes og kun hans, og den vil aldrig blive glemt.

Regeringen fjumrer forvirret rundt. Statsministeren har ikke statsmandsformat. Skandalerne står i kø. Borgelige idealer svigtes. Inkompetencen råder i adskillige ministerier.

Og uden for Christiansborgs tykke mure raser finanskrisen, som hver dag sender endnu et tusindtal danskere ud i arbejdsløshed, mens regeringen ser passivt til.

Hvad end regeringen gør, gør det kun ondt værre. V og K magter helt enkelt ikke deres job. De veje, de anviser, er blindgyder og leder og kun ud i noget værre end det, vi kom fra.
















Det kan se lidt trist ud, når oppositionen ind imellem ikke magter at danne samlet front den regering, som de så gerne vil vælte til næste valg, men det er vand mod den inkompetence og uduelighed, som råder hos VKO. Helle og Villy behøver knapt en politik: fortsætter Lars Løkke som han er begyndt, fælder han sig selv helt alene.

Grynt fra svinestien

Den danske VK-regering er afhængig af - mange vil mene - i lommen på Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer. Uden deres opbakning kan den borgelige regering ikke eksistere.

Spørgsmålet er, om den opbakning kan købes for dyrt?

Den tanke må melde sig hos enhver borgerlig vælger, når de læser det seneste grynt fra Dansk Folkepartis MF'er, præsten Jesper Langballe.

"Muslimske fædre slår deres døtre ihjel eller lader onklerne voldtage dem", udtaler Langballe med henvisning til de tragiske æresdrab, som forekommer i visse primitive samfund.

Hvis ikke en så modbydelig, generaliserende bemærkning om en dansk minoritetsgruppe sender Langballe bag tremmer, er der ingen retfærdighed til. Dette er racisme i sin enkleste, mest ækle form.

Man kunne med samme logik og med tanke på Tønder-sagen sige: jyske, kristne mænd som Langballe begår incest og voldboller små børn.

På det seneste har Dansk Folkeparti plæderet for tvangsfodring af danske skolebørn med svinekød. Skal vi ikke gå ud fra, at Langballe selv indtager rigeligt af det og hermed konkludere, at sundhedseksperternes udsagn passer: du bliver, hvad du spiser.

Så hvor længe kan mon V og K og statsministeren og landets vælgere fra de gamle borgerlige partier holde til at "dele værdifællesskab" med racistiske svin som Langballe?

Og hvor længe kan vi andre?

Score-replikker

Automatiske oversættelser på nettet kan bruges til andet end at ryste det danske forsvar i sin grundvold:

På net-portalen boyfriend.dk, som benyttes af mange homo'er til dating, blogging og debatter, har den nydeligste italienske unge mand slået en lille kontakt-annonce op.

Han søger ligeså nydelige danske fyre til at date lidt med, når han kommer her til landet som udvekslingsstuderende om kort tid.

Han er en reel fyr, lader det til, for som han skriver:
"I am person who posseses good qualities , basically I am good, loving, caring, sweet, understanding, and cool."

Og nedenunder kan man læse hans sympatiske forsøg på fuld, dansk integration - med Google Translate's hjælp - endnu før han er ankommet til landet:

"Jeg er person, der følger de gode kvaliteter, grundlæggende er jeg god, elske, bekymre sig, bolche, forståelse, og afkøler."

Too little, too late

DF'eren Christian Hansen forlader DF.

På vej ud ad døren siger han, at han er uenig i Dansk Folkepartis udlændinge- og klimapolitik og ikke mindst partiets holdninger på sundhedsområdet.

I betragtning af, at netop de områder er de eneste, som Dansk Folkeparti profilerer sig på, siger den afskedssalut mere om Hansen end om DF.

Hvor langsom i opfattelsen kan en politiker lade som om han er - og stadig bevare sin troværdighed?

Hansen har i flere omgange været medlem af Dansk Folkeparti's gruppebestyrelse. Han har siddet i Folketinget for DF i over 12 år! Og han har med sin finger på afstemningsknapperne været medansvarlig for det hadske udlændingeklima, som findes her i landet og det økonomiske uføre, VKO har bragt os ud i.

Hvem husker ikke strejke-sommeren 2007, hvor Pia Kjærsgaard insisterede på at begive sig ud blandt strejkende sosu-assistenter og sygeplejersker, som var forsamlet foran Christiansborg for at kræve bedre vilkår? Hendes formål var angiveligt at bakke dem op, men episoden endte med, at Kjærsgaard blev gennet af pladsen, hvorefter hun fornærmet styrtede op i Folketinget og hævdede at være blevet overfaldet (med konfetti) af SF's ungdom. Et mediestunt og en løgn, som fik stor opmærksomhed, ligesom pressen til hver eneste valgkamp velvilligt har holdt mikrofonen, mens Pia Kjærsgaard hævder, at sosu-assistenternes ve og vel ligger hende meget på sinde.

Få dage efter begivenheden på slotspladsen stemte Kjærsgaard sammen med regeringen for et indgreb, der gik direkte imod sosu'ernes krav.

Mange i sundhedssektoren spørger sig selv, hvor Pia Kjærsgaards skingre stemme til forsvar for sundhedssektoren er i disse dage, hvor sygehuse i hele landet afskediger hundredvis af sygeplejersker og sosu-folk. De mister jo deres job som konsekvens af den økonomiske spændetrøje V, K og ikke mindst O har lagt ned over regionerne.

Kjærsgaard tier om de store samfundsproblemer, hun selv har medvirket til at skabe, og prøver i stedet med endnu en udlændinge-relateret afledningsmanøvre. Denne gang i form af et bombardement af udmeldinger om ikke-eksisterende burkaer og bladsmøreren Kurt Westergaards triste skæbne.

Det er en taktik, hun har benyttet i hele sin karriere: hun lover et, men gør noget andet, når kameraerne først er slukket. Det er langtfra nogen nyhed, ligesom hendes udlændingepolitik og DF's opbakning til klimafantasten Bjørn Lomborg heller ikke er det. Er der noget, man kan regne med i dansk politik, er det, at DF hader udlændinge og eksperter, og at de fører en politik som røvrender deres egne vælgere. Folk som desværre kun sjældent magter at gennemskue bedraget.

Også derfor klinger Christian Hansens afskedsord hult. De kommer for sent, og de står - helt ligesom Kjærsgaards løfter - ikke for et nærmere eftersyn. Han lover nemlig, at han fortsat vil bakke op om regeringen og dermed også indirekte om det parti, han nu forlader.

Udmeldelse eller ej: i praksis er Christian H. Hansen ligeså meget DF-mand i morgen, som han var i går.

Pause-musik

Med mellemrum vil jeg smække lidt gay-related musik på min blog. Det behøver jo ikke være alvor altsammen.

Adam Lambert blev nummer to i sidste års American Idol. Hans stemme minder meget om afdøde Freddie Mercury's fra gruppen Queen. Et faktum som allerede har ført til et samarbejde mellem Lambert og de alderstegne, tiloversblevne medlemmer af Queen.

Her er pretty-boy Lambert dog med sin nye US-single. Sangen fra storfilmen 2012: Time for Miracles.

En VKO-special

Senest fra næste år vil en massiv nedskæringsbølge ramme danskerne - eller rettere: nogle af os.

De senere års enorme overforbrug og de enorme skattelettelser, som en del oplever i år, skal betales tilbage.

Hvem skal betale regningen?

Der tegner sig en plan, og den ser ikke rar ud:

Fremtrædende Venstre-folk understøtter nemlig statsministerens trussel om en hestekur til næste år med varsling af betragtelige besparelser. Og fra Dansk Folkeparti nikker Pia Kjærsgaard og siger, at man er "med på at, der skal ske noget". Ingen tvivl altså: nedskæringerne kommer.

Hvor kort hukommelse forventer V, K og O at vælgerne har?

Oppositionen har tordnet mod VKO's vilde overforbrug de sidste par år. Igen i sin nytårstale gentog Helle Thorning, at dette års ufinansierede skattelettelser var en fejlagtig vej at slå ind på. Men oppositionens kritik af regeringens vilde overforbrug er hver gang blevet fejet af banen. Så sent som i sin nytårstale kaldte statsministeren skattelettelserne "fuldt forsvarlige".

Og nu - mindre end en måned efter - står vi så med skægget i postkassen. Regeringens løfter holdt ikke. Korthuset er begyndt at ramle.

Alligevel havde de fleste vælgere nok accepteret de kommende hårde tider, hvis der i det mindste havde været en rimelig sammenhæng mellem, hvem som nød godt af de gode tider med de store skattelettelser, og hvem, som nu får regningen.

Det er imidlertid ikke tilfældet.

Som det er dokumenteret flere gange, vil de højeste indkomster ikke blot få de største skattelettelser i kroner og ører (hvilket måske kunne være rimeligt nok). Nej, de samme mennesker får også en procentvis uforholdsmæssig større fordel af skattelettelserne.

Konkret: Direktør Skaarup fra Danske Bank skal af med 440.000 mindre i skat i 2010 end sidste år. En industri-arbejders skattelettelse vil udgøre 360 kroner om måneden.

Ydermere er det sådan, at skattelettelserne også skævvrider landet: et gennemsnits-ægtepar fra Gentofte, som købte hus i 2005, vil i år opleve at få skatten lettet med 128.000. Havde de i stedet boet på Langeland, ville deres skattelettelse udgøre kun 24.000 kroner.

Når det gælder betalingen for festen, forholder det sig til gengæld stik modsat: regningen vil blive udmøntet i massive nedskæringer i kommunerne til næste år. Nedskæringer, som selv Venstre-borgmestrene indrømmer primært vil ramme ældre-området og ydelserne til de svage grupper samt børneinstitutionerne.

Det er omfordelingspolitik, som er til at tage og føle på. En velkendt strategi, som vi vælgere har lært at kende som en VKO-special eller den omvendte Robin Hood:

Først giver man en masse penge til dem som har i forvejen, og skævvrider derved samfundet til fordel for de velstillede. Derefter fordobler man effekten af sin skævvridning ved at sende regningen til de dårligst stillede, som man snød i første omgang.

Set fra et borgerligt synspunkt kan det være rimeligt nok, at føre en sådan politik. Fanden hytter sine, og da mange af V og K's vælgere netop har en høj indkomst og bor i whisky-bæltet, kan ingen bebrejde de to partier, at de bakker op om deres kernevælgere.

Anderledes ser det ud for Dansk Folkeparti. Partiet som fører sig frem som "den lille mands parti". To tredjedel af partiets vælgere er arbejdere med ingen eller kun kort uddannelse. Partiet får desuden et betragteligt antal stemmer blandt pensionister.

Desværre for DF's kernevælgere tilhører netop de den gruppe, som kommer til at bøde mest for VKO's omfordelingspolitik: Igen til næste år vil de gamle på plejehjemmene opleve forringelser i servicen, dårligere mad, højere priser og hyppigere omsorgssvigt. Blandt de ufaglærte vil ledigheden stige mere end blandt resten af befolkningen. Flere på overførselsindkomst vil ende i Ribers - og på gaden.

Hvorfor stemmer netop de grupper så på DF? Det er svært at give et bud på uden at virke injurierende eller små-fordømmende, men mon ikke svaret ligger lige for: DF taler om alt andet end økonomi. Partiet kører massive kampagner mod burkaklædte kvinder på dommer-bænkene i landets byretter, skønt der ikke findes en eneste burkaklædt kvinde i hele landet. De siger, at den lokale grønthandler givetvis voldtager sin datter, fordi hans religion blåstempler den slags adfærd. De galper op om, at homoer er handicappede, og at bussemanden eller Bin Laden kommer og tager os, hvis ikke vi omkranser landet med maskingevær-reder og sætter et videokamera i hver eneste lygtepæl. Og så bakker de op om flaget, frikadellen, den røde pølse og Richard Ragnwald.

Imens røvrender de deres egne vælgere fra morgen til aften, år ud og år ind.

Denne uhellige alliance; disse tre partier, har nu regeret Danmark i snart ti år. I den periode er antallet af langvarigt fattige medborgere næsten blevet fordoblet. Det samme er antallet af millionærer.

Når Danmark skal til folketingsvalg, senest i november 2011, vil konsekvenserne af VKO's økonomiske skalten og valten være slået fuldt igennem i al sin gru. Da får DF's vælgere igen chancen til at lægge afstand fra det parti, som faldt dem i ryggen. Forhåbentlig vil så kun de mest naive af dem være tilbage.

Trist at det først sker, når de er blevet tvunget helt i knæ af det parti, som sagde, det var deres redning mod alt ondt, men som i stedet viste sig kun at indholde politisk råddenskab af værste skuffe.

Til kamp mod tidrøverne

Vi lever i en tid, hvor straffen for stort set alt strammes år for år, og hvor nye forbrydelser opfindes i takt med, at visse politikere føler behov for at aflede opmærksomheden fra de store samfundsproblemer, fordi de ikke magter at løse dem.

Men oftere og oftere tages de samme politikere med bukserne nede. Stadig hyppigere kan man som vælger tillade sig at hæve stemmen og sige:

Hvorfor stjal I vores tid? Hvordan kunne I finde på igen at bringe et pseudo-problem på banen og piske en hadefuld stemning op imod en hel befolkningsgruppe uden grund?

Jeg foreslår, at vi går til kamp mod denne nye form for bandekriminalitet: tidsrøveriet: Politikere (og samfundsdebatører), som råber "ulven kommer" uden grund, mens de ignorerer alle de problemer, vi betaler dem for at løse.

I tidens ånd bør straffen for tidsrøveri være hård, og den præventive indsats mærkbar og tydelig i gadebilledet.

Vi kunne passende starte med at bure Naser Khader inde for at have stjålet tusinder af timer fra udskyldige danskere, som blev udsat for hans xenofobiske anti-burka-pladder, selv om der ikke findes en eneste burkaklædt kvinde herhjemme. Til al overflod var forslaget også grundlovsstridigt.

Khader må for min skyld gerne dele celle med Pia Kjærsgaard. Hendes parti kørte en hel valgkampagne med et skræmmebillede forestillende en burkaklædt kvinde som dommer i en dansk retssal.

Det talte vi meget om den sommer, men hvorfor? Hvorfor denne sindssyge, ophedede debat om et ikke-eksisterende problem? Hvad skal vi tale om til næste valg, Pia Kjærsgaard? Den kommende invasion fra Mars?

Minaret-diskussionen er et tredje eksempel på tidrøveri. Det er et tårn, for fanden! Ikke et stinger-missil. Desuden har vi ingen af dem og får det næppe heller. Slap dog af!

Godt en tredjedel af alle danskere tror på spøgelser, (hvilket er virkeligt skræmmende), men derfra og så til at gøre spøgelsesjagt til et hovedtidsfordriv, er der et spring - og især når man er politiker.

Der er nok problemer i verden, uden at vi behøver at skabe flere selv. Giv tidsrøverne og deres spøgelser en fuckfinger og et træk på skulderen. Lad os komme videre i teksten. Det er på høje tid.

Hvem ka'?

Bilka averterer både i aviser og på TV med noget, som ligner et slagtilbud: hakket oksekød til kun 8,95 for et halvt kilo. "Chokpris" kalder forretningen det.

For mit vedkommende indfandt chokket sig af en anden grund. I forretningen kan man nemlig konstatere, at 22% af "oksekødet" er rent fedt! Jeg minder om, at det ikke betyder, at de 78% så er kød. Der er jo også bindevæv i oksekød.

Bilka's "oksekøds"-tilbud kan knapt kaldes en fødevare. Det er en blævrende fedtklump. En usund, blodpropsfremkaldende vare, som ingen har godt af at spise. Den burde forsynes med en helbredsadvarsel.

Meget bedre ser det ikke ud i et andet af Dansk Supermarked's etablissementer - Netto-kæden, som i denne uge har slagtilbud på kyllingekød i flere forskellige udskæringer og i både frossen og fersk tilstand. Det hele er "neutralmarineret". Det, som på godt dansk hedder: pumpet op med vand for at veje mere. Til gengæld udvandes kvaliteten af varen tilsvarende.

Jeg hører for mit indre øre Dansk Supermarkeds talsmands sang fra de varme lande om, at man kun leverer det, som kunderne ønsker; at man må følge markedet, og at konkurrencen på pris er nådeløs i Danmark.

Alt det er selvfølgelig sandt, men ingen supermarkedskæde er tvunget til at sælge skodvarer.

Og ingen forbruger ønsker sig varer som bevidst er gjort ringere end udgangspunktet for at tvinge prisen i bund.

Danmark har Europas højeste fødevarepriser. Et faktum som både medier og Forbrugerrådet går meget op i. Samtidig har vi store problemer med fødevaresikkerheden. Hygiejnen er mange steder elendig, kød ompakkes og opbevares forkert for længe. Snart sagt hver anden måned ruller en ny fødevareskandale ind over os stakkels forbrugere.

Grådige landmænd i hundredvis giver fanden i miljøet og forbrugernes sikkerhed og pøser ulovlige pesticider ud over deres jord og afgrøder og forurener dermed både deres egne varer og vi andres grundvand. Hvert år lover landbruget bod og bedring. Hvert år forværres problemet.

Dertil kan føjes hyppige afsløringer af skandaløse forhold, når det gælder dyrevelfærd: svin som transporteres i dagevis under ulovlige forhold, burhøns som lider fra det øjeblik, de kommer til verden, malkekøer med en stor overdødelighed på grund af for ringe forhold.

Og alligevel æder vi danskere maskinudbenet kød. Ja, de fleste ved ikke en gang, hvad begrebet dækker over, og endnu mindre, hvad det medfører for vores fødekvalitet.

Maskinudbenet "kød" er den masse, der dannes, når knoglerne med de sidste kødrester fra et dyr knuses og filtreres gennem en si sammen med brusk og sener. En kyllingpølse kan lovligt bestå af 100% maskinudbenet kød, og forbrugeren har ikke en jordisk chance for at gennemskue, hvornår det er tilfældet. Dét burde forbydes.

Kan de høje priser i Danmark alene forklare, hvorfor det store flertal af danske forbrugere foretrækker æg fra burhøns fremfor økologiske æg fra fritgående høns? Eller er det simpelthen fordi vi efterhånden er blevet så vant til skodmad, at vi ikke længere kan smage forskel på skidt og kanel?

Der er et skrigende misforhold mellem den høje pris vi danskere betaler for fødevarer og de produkter, vi får for vores penge. Og det værste er, at det store flertal lader til at være ligeglad. Man skulle ellers mene, at der var basis for en lille revolution her - et forbrugeroprør mod skodkvalitet - til kamp for bedre og billigere varer.

Sidst, men ikke mindst, skulle man mene, at de triste tilstande på den danske fødevarefront frembyder alle tiders chance for en ambitiøs forbrugerminister til at træde i karakter og gøre noget godt for borgerne. Desværre har ingen af de senere års forbrugerministre vist hverken lyst eller evne til at løfte den opgave. Tvært imod har vi set en magtesløshed og en leflen for landbruget og industrien, som har nærmet sig det kvalmende. Hvor er de politiske ambitioner om "verdensklasse", når det gælder fødevarerne i det gamle landbrugsland Danmark?

Jeg endte med at købe mit hakkede oksekød hos den lokale slagter. Det kostede en mindre formue, men jeg så på, at han udvalgte mit kød og hakkede det, og han kunne fortælle mig, hvor det stammede fra.

Det er ikke mange år siden, at en sådan oplevelse var hverdagskost for de fleste danskere. Nu har de fleste af os erstattet de daglige indkøb hos grønthandleren eller slagteren med en tur omkring en af Dansk Supermarkeds kølediske med de tvivlsomme varer til "chokpriser". Vi ligger som vi har redt, og det er ikke noget at prale af.

En trussel mod menneskeheden

Det er svært at lade være med at grine lidt i skægget, når højtprofilerede personligheder som er kendt for at stå for meget moralske synspunkter, bliver afsløret i at leve et liv i synd og fordærv.

Eksempler på den slags er der masser af: tænk blot på de mange amerikanske politikere fra den religiøse højrefløj, som prædiker om ægteskabets hellighed, men som er blevet grebet i utroskab og måske endda ligefrem skabsbøsseri. Hele ti af slagsen er det blevet til indenfor de sidste par år.

Den republikanske vicepræsident-kandidat fra det sidste amerikanske valg er et andet navn fra samme gruppe af skinhellige: Sarah Palin prædiker om (hetero)familielivets lyksaligheder og kræver jomfruelighed indtil ægteskabet, men forsøgte at skjule, at hendes egen teen-age datter fik et barn udenfor ægteskab.

Det fik mange sig en sund latter over den sommer.

Men grinet hører op, og alvoren melder sig, når det gælder den særligt ækle afart af kirkelig skinhellighed som pædofili-skandalen i den katolske kirke repræsenterer:

Under dække af at ville undervise, opdrage og tage sig kærligt af unge drenges opdragelse, har katolske præster i USA og Irland misbrugt op mod 200.000 børn seksuelt.

I Irland offentliggjorde man sidste år en chokerende rapport om fænomenet.

3000 nu voksne ofre for katolske præster, munke og nonner fortæller deres historie i rapporten, som konkluderer, at det samlede antal katolske incest-ofre siden trediverne overstiger 150.000 børn, alene i Irland.

Den irske rapport er blot en ud af mange. Tidligere undersøgelser har dokumenteret, at katolske præster i USA har stået bag voldtægter af mindreårige drenge i tusindvis af tilfælde.

I 1962 udsendte den katolske kirkes ledelse et internt dekret, som bestemte, at sex-overgreb, begået af kirkens gejstlige skulle skjules for enhver pris. Enhver katolik, som røbede noget om en præsts sexuelle eskapader ville straks blive smidt ud af kirken. Gerningsmændene, derimod, ville man ikke foretage sig noget over for.

Dette carte blanche til voldtægt af mindreårige har tusinder af katolske præster benyttet sig af.

For et par år siden måtte den katolske kirke i USA betale svimlende 3,6 milliarder kroner i erstatning til 570 pædofili-ofre, hvilket bragte de samlede katolske erstatningsudbetalinger, alene i USA op på elleve milliarder.

På en med-bloggers hjemmeside kan man se BBC’s TV’s udsendelse, som dokumenterer, at den nuværende pave dækkede over tusindvis af sex-overgreb i sin tid som højtplaceret kardinal i den katolske kirke.

Det er den samme pave, som er indirekte ansvarlig for millioner af menneskers død af AIDS, fordi den katolske kirke hårdnakket nægter sine kvindelige tilhængere at kræve brug af kondom af deres mænd - også selv om manden er hiv-smittet.

I Rusland, Polen og de baltiske lande står tusinder af hard-core katolikker bag hundredvis af voldelige overgreb på uskyldige homoseksuelle medmennesker - i Guds navn.

Og i disse dage er den så gal igen - og igen i Irland: Landets førsteministers hustru, 61-årige Iris Robinson, har selv været en fremtrædende politiker indtil december 2009, hvor hun trak sig tilbage fra det offentlige liv - angiveligt på grund af psykiske problemer. Indtil da havde Mrs Robinson ført sig frem som en ekstremt religiøs person, der forfægtede familieværdier og hadede homoseksuelle som pesten. Proto-typen på en god kristen med andre ord.

Hendes person og anti-homo-holdninger blev imidlertid genstand for voldsom lokal debat, da hun i et TV-program om børneopdragelse, hvor talen kom ind på misbrug af børn sagde:

"Jeg kan ikke forestille mig noget mere afskyeligt end misbrug af et barn. Det er ligeså slemt som homoseksualitet".

En udtalelse, som er ligeså krænkende som den er lovstridig.

I denne uge kom det så frem, at samme Mrs Robinson indtil for nyligt havde et forhold til en 19-årig mand, og at hun ulovligt har forsynet den unge mand med op imod en halv millioner kroner i iværksætter-støtte til start af en cafe.

Hendes mand har måttet drage konsekvensen af konens handlinger og er nu trådt tilbage som Irlands førsteminister.

Mrs. Robinsons politiske liv er forbi. Hendes ti år lange karriere som ultra-religiøs, dobbeltmoralsk hate speaker er endelig omme. Hun nåede at gøre utallige mennesker ondt med sit onde budskab.

Og igen trænger spørgsmålet sig på: hvor kommer den største religiøse trussel mod vort moderne samfund i virkeligheden fra?

Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen:

Den katolske kirke spreder gru, hvor end den stikker sit hoved frem. Den katolske kirke præges af dobbeltmoral, skinhellighed, magtfuldkommenhed og arrogance og direkte had i forhold til de mennesker, den giver det udtryk af at ville hjælpe.

I dag udtalte paven, at homoseksuelle ægteskaber er "en trussel mod menneskeheden". Hvad er han selv?

Tænk over det: paven har tusinder gange flere menneskeliv på samvittigheden end Osama Bin Laden. Alligevel drøner vores soldater rundt og sætter livet på spil i Afghanistan. Hvorfor?

Hvorfor udråber Trykkefrihedsselskabet i grunden ikke katolicismen til en terror-religion?

Hvornår forlanger Pia Kjærsgaard, at PET overvåger ledende katolske præster?

Jeg synes, vi skulle kalde vores "drenge" hjem fra Helmand og i stedet invadere Vatikanet. Som en præventiv foranstaltning - i kærlighedens navn.

Racismen Down-Under - og her

Australien er ved at få sig et dårligt ry blandt folk med mørk hud. En massiv racismebølge skyller ind over landet og rammer i flæng muslimer, indere, afrikanere og selv landets oprindelige befolkning - aboriginerne.

For en uge siden blev en indisk studerende dræbt i et blodig kniv-overfald i Melbourne, og i går var den gal igen. Endnu en ung inder blev offer for et racistisk motiveret overfald. Denne gang "nøjedes" gerningsmændene dog med slag med nogle boldbat og derefter at sætte ild til offeret.

Disse to overfald er imidlertid blot toppen af isbjerget af racistisk vold, rettet mod "udlændinge" i Australien. Unge indere har været ofre i over 500 voldssager i Australien det sidste år iflg australsk politi. Et faktum, som har fået den indiske regering til at fraråde rejser til Australien.

BBC har i de seneste måneder rapporteret udførligt fra kontinentet down-under, og også danske medier er også begyndt at interessere sig for de triste tilstande dernede. I Jyllands-Posten dog tilsat den form for uklædelig udeladelse, som også kun var at forvente af DF's partiblad: avisen beretter nok om de mange overfald på indere i Australien, men den fortæller ikke, at et stort antal muslimer og afrikanere også er blevet ramt. Og den tier omhyggeligt med, at gerningsmændene er såkaldt pæne, kristne mænd fra det ekstreme højremiljø - det selvsamme miljø, som avisen herhjemme direkte og indirekte bakker op om i tide og utide.

På regeringsplan er australierne rasende over beskyldningerne for racisme. Regeringen har indtil for ganske nyligt fastholdt, at der ikke var noget mønster i de mange overfald på udlændinge. Men med den den indiske regerings udmelding er man blevet nødt til at træde i karakter. Nu diskuteres det ømtålelige emne i det mindste både i parlamentet og i medierne, og volds-racismen fordømmes af høj og lav.

Og med tydelig adresse til de lokale bøller og - hvem ved - måske også til lille Danmark i det høje nord kan man i en ny vejledning til børn og unge i de australske skoler læse de kloge ord:

Some people mistakenly believe that the public expression of racist attitudes is a legal and acceptable form of free speech. In Australia, as internationally, the right to freedom of speech carries with it certain responsibilities and restrictions which protect the rights of others against open hostility and discrimination. Australian law expressly prohibits incitement to discrimination, hostility or violence on the basis of race.

"I Australien, som i udlandet, indebærer retten til ytringsfrihed også et vist ansvar og visse begrænsninger, der beskytter andre mod åben fjendtlighed og diskrimination."

I denne ene sætning mejsles det i sten: ytringsfriheden må aldrig blive et skalkeskjul for had og racisme - uanset hvad voldelige ekstremister, alverdens karikaturtegnere, sorte præster og Trykkefrihedsselskaber så måtte sige.

Den slags formuleringer standser hverken racisme eller vold mod mindretal. Men den gennemhuller helt og aldeles det skjold, som de mest ekstreme holder op foran sig, når de bebrejdes deres hadefulde udfald mod andre "af forkert etnisk herkomst".

Kunne man forestille sig en lignende lærebog i de danske skoler? Kunne vores Folketing enes om en tilsvarende erklæring? Næppe, så længe VKO sidder på magten. Her i landet forsvarer et lille snævert flertal nemlig hellere retten til uindskrænket had fremfor retten til at leve i fred og fordragelighed for alle.

Perverterede præstetanker

Søren Krarup er - i sin egen optik - en stakkels forfulgt uskyldighed. Ligesom Lars Hedegaard, der har udtalt, at muslimske mænd er voldtægtsforbrydere, er det.

Forfølgerne er - i følge Krarup i dagens Politiken - "den kulturradikale mediemafia".

Mon ikke dette tager prisen som den mest perverterede virkelighedsopfattelse, som til dato er væltet ud over danskerne:

To af landets mest hadefulde, racistiske mennesker - med uindskrænket medieadgang, som i årevis har gjort det til deres levevej at hetze mod minoriteter - opkaster sig selv til ofre!

Måtte du kløjes i din ophøjede selvfedhed, Krarup. Du sår som vi andre høster.

Go West!

I dag blev jeg en af Danmarks første åbne hiv-smittede, som kunne svare ærligt på den elektroniske ansøgningsformular, som alle besøgende skal udfylde, hvis de vil rejse til USA.

Indrejseforbuddet for hiv-smittede blev ophævet 4. januar i år, efter over 20 års totalt forbud mod at besøge landet for alle hiv-positive.

Mange har i de år besøgt USA alligevel. Nogle har holdt stærkt helbredsfarlige pille-pauser, for ikke at blive taget med hiv-medicin i bagagen. Andre har sendt deres medicin i forvejen til bekendte og har i visse tilfælde måttet gøre det adskillige gange, fordi den blev beslaglagt i den amerikanske told. De, som endnu ikke har været påbegyndt behandling, har haft det lettere: de kunne "nøjes" med at lyve på den diverse skemaer og formularer, man skal udfylde for at kunne komme ind i USA.

Men de af os, som har været meget åbne om vores status, har ikke haft samme mulighed. Man kan ikke både sidde i Hiv-Danmarks bestyrelse eller slå sine folder i HIV-Europe eller skrive læserbreve og blogs om sin hiv-status og så forvente, at indrejsemyndighederne i USA er uvidende om det.

Derfor har USA været lukket land for mig, siden jeg var en ung og - troede jeg - hiv-negativ fyr, som kun en enkelt gang nåede at se New York i et par dage.

Det har været en blandet oplevelse at høre familie og venner fortælle om USA's lyksagligheder; og ikke mindst for nyligt, da det var en god, god ven, som pludselig fik sig en kæreste på de kanter, som han nu mere eller mindre er flyttet sammen med. Ville man nogen sinde få chancen til at opleve de samme ting og se de samme amerikanske sights som det store, hiv-negative flertal?

Så kom præsident Obama, som havde været meget klar i spyttet om hiv-rejseforbuddet under sin valgkamp: det skulle væk - jo før jo bedre. Obama har forstået det: Hiv ER grænseoverskridende, men stoppes ikke af love og forbud og kriminalisering, men ved oplysning og åbenhed fra alle parter.

Obama holdt ord. Den grimme lov blev ophævet efter behandling i begge kamre i parlamentet og en tur i den administrative vridemaskine, hvorunder vi var mange som holdt vejret, hver gang der viste sig nye sten på vejen: ville det hele falde på jorden?

Da det blev 4. januar Washington tid, sad jeg klar ved computeren derhjemme for at indtaste min ansøgning, men løb lige formularen igennem først. Hiv stod der stadig som en klar udelukkelsesgrund fra det gode amerikanske selskab! Flere timer i træk tjekkede jeg, men nej. De tre bogstaver blev stående der, øverst blandt de uønskede sygdomme - lige over spedalskhed, gonorre og diverse andre dødelige infektioner.

Jeg begyndte at overveje, hvad der skulle være min plan B. Jeg skal til San Francisco i februar - venligst inviteret af et hiv-forsknings-forum, som har ønsket mig som medlem til at tale patienternes sag i etisk-videnskabelige spørgsmål, så hvad nu hvis???

Jeg besluttede mig for at ringe til den amerikanske ambassade for at høre, om Obama var rendt fra sit løfte i sidste øjeblik - stik mod sit løfte og stik mod, hvad mine hiv-aktivist-kontakter i USA havde fortalt mig så skråsikkert - men blev så enig med mig selv om at vente et par dage til.

I går skete så miraklet. Hvis man kan taste på en særlig resigneret måde, så var det det, jeg gjorde, da jeg igen-igen gik ind på ESTA-hjemmesiden for at se, hvilke kriterier, man skal opfylde for at få adgang til USA. Nu var Hiv væk fra listen! Og på ambassadens hjemmeside kunne man læse, at hiv-smittede nu er velkomne i USA. Landet som gav den vestlige verden Hiv og Aids, åbner nu sine døre for de ramte af sygdommen i erkendelse af, at Hiv yderst sjældent spredes af de, som kender deres positive status, men snarere af dem, som tror at de er usårlige og kombinerer skråsikkerheden med usikker sex med flere partnere.

Jeg begyndte indtastningen af min ansøgning: navn, fødselsdato, nationalitet, pasnummer og udløbsdato og en del andre informationer skulle oplyses, og "lider De for resten af pest?" Jeg satte kryds i "nej" og fortsatte til jeg var færdig, tjekkede det hele igennem flere gange og trykkede så "enter".

Nu ventede jeg at få et "ja" eller et "nej", men sådan gik det ikke. "Dit ansøgningsnummer er" stod der på skærmen, efterfulgt af en alenlangt nummer. "Skriv nummeret ned så du kan oplyse det ved henvendelse" fortsatte teksten.

Shit!

Var jeg alligevel uønsket?

I det samme skiftede skærmbilledet. "Din ansøgning er godkendt", stod der nu.

Jeg sad på arbejdet i de nervepirrende sekunder, omgivet af hårdtarbejdende kolleger, som ikke vidste, hvad jeg var i gang med. De kender min hiv-status; de ved jeg skal til USA, men de anede ikke, at mine nerver stod på højkant i netop de øjeblikke.

Jeg kiggede et stykke tid på skærmen og trykkede så et print af skærmbilledet, mens klumpen i min hals bare voksede og voksede. Gamle, sentimentale nar!

Jeg rejste mig og gik på toilettet og fældede en lille glædeståre. Den slags ville lissom ikke passe mig midt i det videnskabelige miljø, syntes jeg, og det var også et meget privat øjeblik, som andre ville have svært ved at sætte sig ind i.

Efter et par minutter vendte jeg tilbage til min plads.

Jeg skal til USA!

Fortrængningens år

I Danmarks Radio er man berettiget stolt over - stadigvæk - at besidde journalistisk talent nok til, at endnu en medarbejder modtager en Cavling-pris.

Ingen tvivl: Jesper Tynell er en knagende dygtig journalist, som med fornem research havde held til at finde ind til sandheden af ikke blot en, men flere særdeles spegede sager med den samme gerningsmand i centrum.

Jeg vil lade andre om at hylde Tynell, og overlade det til historikerne at dømme den forbryder, som var genstand for Tynell's reportager, men i stedet dvæle lidt ved den manglende hukommelse, som kendetegner vores samtid.

Sagen er nemlig den, at kun ganske få længere har nogen erindring om, hvad det var for forbrydelser, Tynell afslørede. For havde de det, ville gerningsmanden næppe stadig være på fri fod og beklæde en af landets højeste stillinger.

Det drejer sig om Claus Hjort Frederiksen (V), tidligere beskæftigelsesminister, nuværende finansminister.

I en periode fra juni 2008 og frem til sommeren 2009 afslørede Jesper Tynell en lang række alvorlige lovovertrædelser, fejl, forsømmelser, udeladelser og direkte svindelnumre, begået af ministeren selv og hans embedsmænd.

Listen er lang og chokerende:

- Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget.

- Claus Hjort Frederiksen afskaffede uden om Folketinget kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job.

- Claus Hjort Frederiksen pålagde ulovligt kommunerne at standse udbetalingen af kontanthjælp til mennesker, der ikke var omfattet af den såkaldte 300-timers-regel.

- Claus Hjort Frederiksen iværksatte forsøg med tvangsaktivering af sygemeldte uden først at spørge Folketinget.

- Claus Hjort Frederiksen pålagde sine embedsmænd at udarbejde statistikker, der skulle bevise, at kommunerne var bedre end arbejdsformidlingerne til at få ledige i arbejde (hvilket ikke var tilfældet).

- Claus Hjort Frederiksen bestilte en evaluering af sin egen politik hos Socialforskningsinstituttet, men rettede undervejs i både udkast og konklusioner.

- Claus Hjort Frederiksen fik sine medarbejder til at slette 58 sagsakter fra Arbejdsdirektoratets journaler. Dokumenter, der kunne have bevist, om ministerens folk havde en finger med i spillet, da SFI skrev en misvisende evaluering af regeringens 300-timers-regel.

Disse og andre veldokumenterede eksempler på Claus Hjort Frederiksens enestående magtmisbrug og perverterede form for forvaltning af sit betroede hverv afslørede Tynell i en lang række radioprogrammer på P1.

Intet under at Danmarks Radio er meget lidt populær i regeringskredse.

I snart sagt ethvert andet demokratisk land ville en opførsel som Claus Hjort Frederiksens have ført til tab af embede, rigsretssag og sandsynligvis en fængselsstraf. I Danmark er vi der i mod efterhånden så vant til den slags skandaler på regeringsniveau, at vi fuldkommen lukker øjnene for dem. Vi gider ikke høre om dem, for vi ved jo, at uanset hvor stor forbrydelsen er, bliver den samme tre-trins-raket fyret af hver gang:

Først siger regeringen, at der intet er at komme efter.

Så bevises det, at det er der alligevel.

Derefter løber oppositionen storm mod ministeren, mens Dansk Folkeparti lurepasser for til sidst at holde hånden over ham mod en passende erkendtlighed i form af endnu en stramning af udlændingelovene.

Sådan har det været i dansk politik de sidste ni år, hvor demokratiets basale grundregler ved flere lejligheder er blevet sat ud af kraft til fordel for simpelt afladskøb hos det mest højre-ekstreme parti, dansk politik har kunnet opvise siden nazi-tiden.

I alle de år har oppositionen og en stadig voksende hærskare af dommere, advokater, specialister, fagfolk og ganske almindelige borgere måttet se sig jordet, mens det mindst mulige flertal har tromlet deres politik igennem til stor gavn for sig selv, men til større skade for resten. Intet kan længere chokere. Heller ikke da Claus Hjort Frederiksen fik held med at gennemføre sit lovkrav om at døende kræft-patienter skal møde personligt op på kommunen til en alvorlig samtale om deres langvarige udeblivelse fra arbejdsmarkedet, før de får lov til at dø i fred.

Det er så ondt, så vanvittigt, at man ikke kan rumme det - i hvert fald kun for en tid. Og når det er blevet tid til næste besøg ved valgurnerne er det altsammen glemt. Her i landet er vi nemlig bedre til at opretholde en idé om, at ondskab er mørkhudet og kommer sydfra end at se den ondskab og det fordærv i øjnene, som trives i vores egen regerings private rotterede på Christiansborg.

Vi lever i fortrængningens år. Tak til Jesper Tynell for hans utrættelige forsøg på at bringe os tilbage til virkeligheden.

Stand-alone blog

Alt tyder på, at jeg på nye blog-hjem vil få betydeligt færre læsere end i tiden på 24dk og - især på Urban.

Til gengæld byder blogspot på noget andet og ligeså vigtigt: fred og frihed.

Jeg håber, at mine gamle læsere efterhånden finder mig her, og at nye læsere kommer til. Enkelte indlæg her vil være ting, som allerede er publiceret, men langt det meste originalt materiale.

Tak fordi du fandt mig. Jeg er glad for dit besøg.