Hvad er der egentlig galt i at være hiv+?

Overskriften er taget fra en on-line debat på homo-forummet "Boyfriend".

Her er mit svar på spørgsmålet:

Vi står i dag i den paradoksale situation, at risikoen for smitte fra velbehandlede hiv-patienter er meget lav, så lav at den ikke umiddelbart kan kvantificeres iflg de danske eksperter på området. Det samme fastslås i den efterhånden kendte schweiziske undersøgelse om emnet, som førte til ændringer i lovgivingen dernede.

Situationen er derfor sådan, at mange par, hvor kun den ene part er smittet, har ubeskyttet sex sammen; ja, der kan endda gennemføres graviditeter i sådanne, heteroseksuelle forhold uden at barnet smittes.

Vi oplever også, at den forventede levetid for hiv-patienter i behandling stiger næsten eksponentielt i disse år, fordi hiv-medicin bliver bedre og bedre og med færre bivirkninger. Unge som smittes med hiv i 2010 år har derfor al mulig grund til at tro på, at de kommer til at opleve deres alderdom. Noget, som ville have forekommet utænkeligt for blot ti år siden.

Personer med aids har ikke været synlige i bybilledet længe. Vi bliver færre og færre som kan huske fyrene med de mystiske brun-lilla skjolder i huden, som bare bredte sig og bredte sig; de helt sindssyge vægttab, som ellers tilsyneladende raske mennesker oplevede indenfor bare få uger; dem der fik CMV i øjnene og blev blinde; og alle dem som bare forsvandt på en uge, fordi de ramtes af PCP-lungebetændelse, som ikke kunne kureres. Jeg havde selv tre venner, som døde på den måde: rask, smuk og lækker om mandagen - død ugen efter. Atter andre døde en smertelig død, som strakte sig over uger, mens deres organer et efter et satte ud.

Så ja, i dag er dramaet forsvundet fra hiv - i hvert fald i visse sammenhænge. Imidlertid findes der jo stadig en berøringsangst hos en del. Det ses ikke mindst i et forum som Boyfriend, hvor mange understreger, at de er "clean" (og ikke tænker på, at det rammer en hiv-positiv direkte i hjertet at få at vide, at man betragtes som beskidt); andre vælger meget bevidst hiv-positive fra. Allerbedst ses det stadig bestående stigma omkring hiv vel i, at flertallet af dem, som er det, ikke vedkender sig det i deres profil. Hiv-status betragtes som noget privat. Man skal lige se sin date lidt an, opbygge gensidig tillid, før sløret falder.

Det er ikke det samme som, at nogen forsøger bevidst at smitte andre. Det er et andet veldokumenteret fact, at en meget stor del af dem, som smittes med hiv i dag bliver det af personer som ikke selv var klar over, at de var smittede. Jeg har endnu aldrig i min lange, alt for lange, karriere som smittet og i mit arbejde i hiv-miljøet mødt en person som har smittet en anden uden at det gav varige ar på sjælen. Tro mig: en positiv status er ikke nogen, man som smittet ønsker for nogen.

Kun oplysning og åbenhed fra ALLE parter kan medvirke til afmystificering af hiv og bedre accept af smittede. Ca. en ottendedel af Hovedstadens bøsser er poz, rigtig mange negative har en positiv ven i omkringskredsen. Det nytter altså ikke noget at løbe skrige væk eller at grave sig ned i et hul. Vi skal have de mange hundrede utestede fyre, som dyrker usikker sex med hinanden testet, og de skal mærke opbakning, både til at blive hiv-testet, men også bagefter - uanset testens resultat.

Hiv er noget, alle er nødt til at forholde rationelt til. Hvad hvis drømmeprinsen viser sig at være poz? Skal det have lov til at ødelægge drømmen? Vel skal det ej!

Det lille ord med den store virkning

Politiken undskylder de følelser, avisens trykning af Muhammed-tegningerne har fremkaldt hos store dele af verdens muslimske befolkning.

For min skyld kan folk mene, hvad de vil om den undskyldning, men skal vi ikke til gengæld være enige om, at det sidste ord må være sagt i den sag - og alle de andre, lignende, som vi vælter os rundt i her i landet?

Muslimer er blevet en permanent angst-neurose for mange for danskere i en grad, så det har domineret snart sagt enhver samfundsdebat i næsten ti år.

Selv den værste fobi kan imidlertid kureres med den rette hjælp, så lad os dog for fanden komme videre? Jeg har netop besøgt USA - et samfund, bestående af folk af mange farver og trosretninger og bestemt ikke uden sine problemer. Alligevel er kontrasten voldsom, når man vender hjem til andedammen. Hvor er dog den gammelkendte danske tolerance? Hvor er vores frisind? Hvor er vores sans for proportioner? Borte på blot ni år med maksimal indflydelse til DF.

Det er på tide, at vi borgere her i landet lægger al det fjendskab og bitterhed bag os, giver hinanden hånden og lover at respektere hinanden igen. Heri indgår så også, at vi dropper afviklingen af de løbende mesterskaber i muslimfornærmelser, som er blevet vores dybt uklædelige nationalsport.

I det lys takker jeg Politiken for avisens initiativ. Og undrer mig igen over, hvorfor Helle Thorning så ofte har travlt med at forsøge at overgå DF's udlændinge-retorik og halse efter DF's agenda fremfor at sætte sin egen.

Masterclass i hetz

I Dansk Folkeparti mener de, at Søren Gades farvel til ministertaburetten må skyldes en hetz fra "socialisterne".

Hvor pinligt at høre netop det ord taget i brug om "Gade-gate", som har afsløret Søren Gade som en dybt inkompetent leder. Sympatisk, men uduelig.

Og ekstra pinligt fordi netop det med at hetze danner hele eksistensgrundlaget for Dansk Folkeparti. Gennem hele partiets tilværelse har DF ikke bestilt andet end at piske en ond og hadsk stemning op mod en bestemt befolkningsgruppe med så stor succes, at vores lille elskede Danmark efterhånden er ved at rådne op i fremmedhad og ond stemning.

Vil du have en masterclass i hetz, så kom til DF.

Og vil du have gamle Danmark tilbage, så vælt VKO.

Undsagt af sine egne

Den danske regering undsiges nu sensationelt af sine egne: cheføkonom fra CEPOS, Mads Lundby Hansen, udtaler til Berlingske Tidende, at hvis regeringen havde gennemført den socialdemokratiske økonomiske politik, havde det set rosenrødt ud for Danmark.

VKO har i sin magtfuldkommenhed bragt Danmark ud på et økonomisk sidespor. I årevis har man lukket både øjne og ører for stadig tydeligere budskaber fra vismænd, specialister, nationalbanksdirektøren og andre forstandige mennesker. Alle er blevet fejet af med en vi-alene-vide-attitude, som har været dybt uklædelig. I processen er uafhængige rådgivere blevet beklikket på deres faglige integritet og mistænkeliggjort med anklager for at ville "politisere".

Men nu melder selv regeringens varmeste fortalere - den borgerlige tænketank - fra, og dermed kan regeringens tilhængere, som elsker at male fanden på væggen, når talen kommer ind på en socialistisk regering, godt stikke piben ind: Det er oppositionen, som har den troværdige og fornuftige politik. VKO der i mod, undergraver den nationale økonomi, demonterer vores velfærdssamfund og lader samfundets top score gevinsten.

VKO - de tager røven på dig! Vælt dem.

Fundamentalisme a la Danmark

Det er barokt i en tid, hvor danskere er fuldkommen besatte af muslimer og fremmede, at se, at store dele af "gammeldanskerne" tér sig mere oldnordisk end de "mørkemænd", vi ellers går så højt op i at bekæmpe herhjemme.

Lone Dybkær har begået en intelligent kronik i Berlingske om homoseksuelles ringe vilkår i den danske folkekirke.

Avisen stiller også sine internet-spalter til rådighed for en læserdebat i samme anledning.

Og som sædvanlig melder der sig horder af mere eller mindre anonyme stemmer med holdninger så stenalderagtige og fundamentalistiske, at de får Irans Mahmoud Ahmadinejad til at ligne en progressiv halal-hippie.

Såfremt Berlingskes læserdebat skulle tages for pålydende, er flertallet af danskere inderligt imod enhver form for rettigheder til homoseksuelle, selv om det går igen i mange kommentarer, at vi homoer måske kan accepteres, hvis vi dog for fanden bare holder op med at være så....homoseksuelle.

Skal man adressere de mange vrisne røster (og det skal man, så længe en folkevalgt som Jesper Langballe kan indlede debatten med at sige, at enhver vielse af et homoseksuelt par udgør en trussel mod det heteroseksuelle ægteskab), så kan det gøres kort:

1) Vores samfund er gennemsyret af heteroseksualitet. Fra kysset i den første tv-reklame om morgenen til samlejet i aftengyseren. I ugeblade, i reality shows, i hver eneste fucking kærlighedssang, du kan opdrive, i 99% af alle biograffilm og i skønlitterære bøger. Hvis nogen synes, at homoseksuelle er overdrevent synlige i samfundet, er det dem, der har et problem, eller sandsynligvis flere - ikke homoerne.

2) Læs de ækle, homofobiske kommentarer på enhver debat om homoseksuelle. Eller se de chokerende tal på overfald på homoer her i landet. Så længe sådanne holdninger findes, så længe bøsser overfaldes ad libitum i nattelivet holder hverken denne bøsse eller mine med-homo'er kæft. Der er masser af grund til protest!

3) Der anvendes samme argumenter mod homoseksuelle ægteskaber, som man for få årtier siden brugte mod kvindelige præster. Er det virkelig så svært at erkende, at kirken må flytte sig i takt med det omgivende samfund, hvis den skal bestå?

4) Mange heteroseksofæle tænker tilsyneladende slet ikke over, at når de har så travlt med at reservere folkekirken til sig selv, bærer det tydeligt vidnesbyrd om, at de simpelthen regner andre mennesker for mindreværdige. I sig selv en dybt ukristelig tankegang.

5) Jeg har sagt det før, og der er grund til at gentage det: ingen, absolut ingen fremskridt i ligestillingen af homoseksuelle er nogen sinde kommet fra V, K eller O - uanset hvor langt man går tilbage i historien. Tvært imod har disse tre partier konsekvent stemt imod enhver forbedring, ligesom de nu i praksis går imod homoægteskaber ved at insistere på, at sagen slet ikke er deres bord. Borgerlige danske homo'er burde vågne op og lave en fandens ballade i deres partier. Deres partier er sakket milevidt bagud i forhold til søsterpartierne i Danmarks nabolande.

Til sidst en generel betragtning: det er dog UTROLIGT så indremissionske, som mange pludselig bliver, når sådan et emne kommer på banen. Kommer I i virkelig i kirken? Jeg gætter på, at flertallet af jer højst er skabskristne, som bruger folkekirken som skjold for jeres egne bigotte holdninger.

Et flertal af danske biskopper mener godt, at homo-ægteskaber kan tillades. Hvor paradoksalt, hvor dansk, at så mange har så travlt med at overhale dem højre om.

Kærlighed!

Krig på kniven

Forsvarsminister Gade er rasende på den tyske udenrigsminister Westerwelle, som ønsker sig en fælles EU-hær, der kan agere under fuld parlamentarisk kontrol i kampen mod terror.

"Den slags udtalelser underminerer de danske bestræbelser på at få forsvarsforbeholdet ophævet", siger Gade.

Men næppe havde Gade udtalt sig, før han blev sat på plads af Prof. Ole Wæver fra Københavns Universitet, som - pinligt for Gade - viser sig at have betydeligt bedre forstand på de dele end forsvarsministeren.

"Gades frygt for at danske soldater bliver sat i aktion i en sammenhæng, som Danmark ikke ønsker, er totalt ubegrundet", siger Wæver.

Tilbage står - igen - Søren Gade på sidelinjen, som en sympatisk mand, der lader til fuldstændigt at have mistet kontrollen over sit resortområde.

Værre er det dog, at Ole Wævers afslutningssalut rammer direkte ned i en betydeligt mere påtrængende problemstilling, som burde gøre dybt indtryk på enhver borgerlig sjæl - og på ministeren:

"Desuden undrer Søren Gades forbehold mig. Der var engang, hvor den slags var god borgerlig politik."

Wæver har ret, igen. Søren Gade og resten af regeringen har gennemført en gigantisk fortrængningsmanøvre i kampen for at blive ved magten. På den måde forsøger man at holde EU-skeptikerne i støttepartiet stangen uden at miste opbakningen fra de glødende EU-tilhængere i egne rækker.

Hvis vi skal ophæve forsvarsforbeholdet (hvilket der er flere gode grunde til at sige ja til, end der er til at opretholde det), betyder det naturligvis et mere intensivt samarbejde med de andre EU-landes hære og løbende diskussioner om, hvad EU-styrken skal beskæftige sig med.
Hvad galt er der i det? Med den danske hærs milliardfiaskoer omkring investeringer i fejlbehæftet materiel in mente kan det da kun blive bedre. Og er det virkelig værre at arbejde sammen med vores venner i EU end at befinde sig i lommen på George Bush, hvor Anders Fogh anbragte os?

Vel er det ej.

Det ville klæde regeringen at droppe denne berøringsangst overfor EU og tage afstemningerne om forbeholdene nu, hvor vi alligevel er på røven og hverken har råd til at ryge eller rejse. Den danske regerings samlede indsats taget i betragtning, er EU nemlig vores mindste bekymring. Drop forbeholdene. Kom og frels os fru Merkl.

Overskrifter....

...fra bare tre timer fredag eftermiddag på netaviserne:

- Statsministeren må sætte Birthe Rønn og Karen Jespersen på plads, mener DF.

- DF vil have borgmestre sat på plads

- DF kræver skoleleder fyret

- DF: Løkke skal sætte Lene på plads!

Wow!!! Sikke de kan.

Mange kommentatorer taler om, at det virker som om Lars Løkke er træt og mangler handlekraft.

Men her er måden, vores udbrændte leder kan slå en hel svinesti's fluer med ét smæk:

Mens DF fra deres formørkede parallelsamfund sætter hele verden "på plads", behøver statsministeren behøver nemlig blot at ytre de tre søde små ord, som 85% af landets befolkning sukker efter at høre:










LUK RØVEN, PIA!!!!




Men sker det?

Visse hensyn

Den borgerlige blok på i Folketinget, anført af Karen Jespersen, ønsker at få undersøgt, hvilke religiøse særhensyn der tages rundt omkring i det danske samfund.

Dét bliver spændende. Især hvis undersøgelsen medtager den besynderlige fortrinsstilling, som Folkekirken har, trods nogle mildt sagt arkaiske regler og holdninger:

- Uanset hvor ukristelig man er, skal man som nybagte forældre henvende sig til den lokale folkekirkekordegn for at få registreret sit barn.

- Folkekirken har lov til at lave en infernalsk larm med deres klokker både tidligt og silde. En rettighed ingen andre kirkesamfund har.

- Selv ikke-medlemmer af Folkekirken tvinges til at være med til at betale statsbidraget til Folkekirken over indkomstskatten. Statsbidraget betales nemlig ikke af kirkeskatten. Beløbet dækker primært løn og pension til præsterne (som er statsansatte). Statsbidraget udgjorde sidste år over en milliard kroner. Andre kirker modtager intet bidrag.

- I Folkekirkens navn tvinges også ikke-kristne danskere til at fejre bestemte, kristne helligdage, uanset om deres egen religion fejrer nogle andre dage.

- Folkekirken rummer adskillige præster, som ikke vil have noget med kvindelige kolleger at gøre. Når den slags mænd tilhører alle andre religioner, kalder Pia Kjærsgaard dem "mørkemænd".

- Folkekirken rummer gerne racistiske, hadefulde ekstremister som Jesper Langballe og Søren Krarup, men afviser uden tøven to forelskede fyre som gerne vil gifte sig.

- Folkekirkens gudstjenester transmitteres hver eneste dag i Danmarks Radio. Ikke-kristne religioners kirkelige handlinger transmitteres maksimalt en gang om året.

- Selv som afdød slipper en ateist eller anderledes troende ikke ud af Folkekirkens kløer: dødsfaldet SKAL anmeldes til sognepræsten i det sogn, hvor man boede.

Det ville klæde Karen Jespersen og hendes venner at sige det som det er: bag ønsket om en officiel undersøgelse af religiøse særhensyn, ligger alene trangen til at bære mere ved til det hadets bål, som DF dagligt forsøger at antænde i befolkningen.

En snigende statsstøttet racisme baner sig vej. Den bør knuses i sit opløb.

Den lille forskel

Martin Henriksen, ledende medlem af DF, udtaler, at man i DF har svært ved at skelne mellem islam og islamisme, og at man heller ikke finder, at der er forskel mellem tørklæder og burkaer.

Det passer fint med, at det for befolkningen bliver sværere og sværere at skelne DF fra DNSB.

Bøsseblog...

....men alle må gerne læse med. Nedenstående er fra min dagbog på homo-portalen Boyfriend:

Den første måned af 2010 er gået, og året har allerede set femten ny-konstaterede hiv-smittede i Danmark. Trist, men ikke uventet.

Endnu mere trist er det dog, at der tillige er fundet hele syv personer, som udover hiv-diagnosen fik en aids-diagnose, fordi de var så medtaget af langvarig hiv-sygdom, at deres immunforsvar havde slået helt fra. Vi taler med andre ord om personer, som har gået rundt med hiv i årevis uden at være blevet testet.

De hiv-følgesygdomme, som udløser en aids-diagnose er skrækkelige - hver og en. Vi taler for eksempel om fremskreden svamp i mundhulen og spiserøret, så man næsten ikke kan indtage føde, eller om CMV - en ondartet virus som nedbryder organer som fx øjne eller binyrer, så man risikere at blive blind eller miste sin førlighed.

Der er ingen grund til at blive så syg i 2010. Slet ingen.

Det kan ikke siges tit nok: bliv testet straks, hvis du er det mindste i tvivl om din hiv-status. Det er ikke altid nogen picnic at være hiv-patient, men tro mig: at være en ubehandlet hiv-patient, som ikke kender sin status er mange gange værre.

Det er efterhånden veldokumenteret, at hiv primært spredes fra netop gruppen af folk, som går rundt som smittede uden at være testet. Jeg tror, at mange lever i en form for benægtelse gennem lang tid, hvor de fortrænger episoderne med ubeskyttet sex lige så hurtigt som de finder sted; andre føler sig måske usårlige. Andre igen er så angste, at de helt enkelt ikke kan tage sig sammen til at blive testet, uden at en venlig sjæl tager deres hånd og hjælper dem igennem processen.

Hvad end grunden er, er det vigtigt, at vi får nedbragt antallet af utestede hiv-positive iblandt os. Her føler jeg, at vi, som ER positive, har et stort medansvar: jo bedre vi bliver til at italesætte vores egen sygdom overfor omverdenen, jo mindre tabu om den vil der være.

Jeg kan ikke med god samvittighed påstå, at det altid er omkostningsfrit at stå frem som positiv. Mange kan fortælle om mistede venner, kærester, jobs , nærtstående personer, venner gennem mange år, som efter det indledende chok ovenpå nyheden var empatiske, trøstende og hjælpsomme, men som pludseligt 'sivede' og forsvandt i månederne derefter.

Men så igen: de fleste, som er åbent hiv-positive oplever det som en stor lettelse. Lidt som at springe ud for anden gang. Og er man single og på kærestejagt er det unægteligt også rart, hvis aben er ude af buret, før man får dated for meget med Mr Maybe Right. Om man så skal lede målrettet efter en positiv kæreste eller bare kærligheden råde, er et helt andet spørgsmål. Der er flere par i min bekendtsskabskreds med forskellig hiv-status, som har det fint sammen. De er måske i virkeligheden det allerbedste bevis på, at hiv ikke behøver at fylde mere end man selv ønsker, sålænge der blot er fuld åbenhed om sygdommen.

Der er ikke nogen tjekliste for, hvordan man som hiv-positiv skal håndtere sin hiv. Hver må finde sin vej, men ét er sikkert: jo mere vi selv dukker nakken, jo mere tabuiseret bliver vores sygdom, og jo mere vil den blive spredt. Hvordan kan vi forvente, at en frygtsom, måske-smittet fyr tør lade sig teste, hvis vi selv er med til at omgærde hiv med så megen tavshed?

Det er et udtryk for hiv-aktivisme i allerbedste forstand at tale med en ven om at blive testet og hjælpe ham gennem processen, hvis han giver udtryk for, at det er svært at "tage sig sammen".

Det samme kan siges om at være åben om sin hiv-status, uanset om den er negativ eller poz.

Begge dele er hovedingredienser i indsatsen mod den lille virus med den store virkning, men kan naturligvis ikke stå alene. Andre elementer handler om kondombrug, og om at de hiv-negative OGSÅ har en forbandet pligt til at passe på sig selv og ikke overlade deres fremtidige hiv-status til de partnere, de møder i troen på, at fyren nok siger det, hvis han er positiv. Tænk, hvis gutte er ligeså berøringsangst som dig selv? Hvad så?

I Nykøbing Falster er en hiv-smittet fyr netop blevet idømt halvandet års fængsel for at smitte sin kæreste gennem fem år. De to havde aldrig talt om sikker sex, men havde bollet ubeskyttet fra første dag. Samtidig havde de levet i et åbent forhold med adskillige sidespring. Efter forholdet ophørte, blev de begge konstateret positive, og kun fordi der tilfældigvis lå en gammel blodprøve fra den ene af parterne, fra før forholdet begyndte, kunne det fastslås, hvem af de to, der havde smittet den anden. Da de skiltes i vrede, kunne den blodprøve bruges som udgangspunkt for en straffesag. Er det rimeligt?

Vel er det ej!

Havde bare en af de to evnet at få taget en hiv-test og fået slæbt sin partner med, ville meget sorg og frustration være undgået, men selv efter at den ene af dem havde været indlagt i flere omgange for hiv-relaterede sygdomme, kunne han ikke få ordet sagt. Nu sidder han i spjældet, og ex-kæresten har fået sin "hævn". Men Danmark kunne have været én hiv-smittet person og to knuste skæbner foruden, hvis bare....

Det er letkøbt bare at sige "velkommen i klubben" til årets nye hiv-smittede. Men skulle en af jer læse dette, vil jeg bare sige, at du nu er blevet medlem af en klub med det særkende, at rigtig mange af dens andre medlemmer først bliver synlige, hvis DU gør dig selv synlig. Så skal du til gengæld også se løjer! Der er bogstavelig talt millioner af os.

Du er ikke alene.

Det skal nok gå altsammen.

Morgenluft

Så blev burkadebatten lagt død.

Med et svidende nederlag på 95 stemmer mod Dansk Folkepartis 19 forkastede Folketinget tirsdag DF's forslag om et burkaforbud - primært fordi det ville være grundlovsstridigt.

Kun fantaster og ekstremister forestiller sig herefter, at det tørklædeforbud, som partiet drømmer om, har nogen gang på jord.

Forkastelsen af burkaloven kan umuligt komme som en overraskelse for DF. Udmeldingerne fra de andre partier op til afstemningen havde været umisforståelige. Men alligevel kunne partiets pressemedarbejder Kenneth Kristensen Berth ikke undertrykke sin hang til at fremture med flere krav om straf og forbud, da folketingsmedlemmet Kamal Quereshi mødte op til bal hos dronningen i en festdragt fra sit hjemland Pakistan. "Det er en klovnedragt, som ingen steder hører hjemme", fnøs Berth.

Hvorfor har DF'ere denne sygelige trang til at ville bestemme over andre? Og hvem har bildt dem ind, at det er en særlig "dansk" kvalitet at bekæmpe forskellighed?

Det er velkendt, at man i DF hader alt, som adskiller sig alt for voldsomt fra farven grå, men alligevel er det besynderligt at konstatere, at partiet ikke har et eneste positivt budskab på dagsordenen; kun forbud, begrænsninger, stramninger og indskrænkninger, garneret med jævnlige populistiske udmeldinger, som ikke en gang Jyllands-Posten længere gider kolportere. I går hed pressemeddelsen fra DF-hovedkontoret for eksempel "DF beder transportministeren sikre tilstrækkeligt med vejsalt." Som om alle andre partier ønskede et sammenbrud af vejtrafikken.

Dansk Folkepartis eksistensgrundlag handler om frygt. Frygten for en invasion af rotter, frygten for folk med tørklæder, frygten for folk med den forkerte hudfarve, den forkerte religion, den forkerte nationalitet, den forkerte seksualitet eller de forkerte spisevaner. Og frygten giver sig udtryk i et blindt had, som nu i årevis har lagt enhver fornuftig politisk debat i Danmark død, mens vi har spildt tid og kræfter på disse fobi-patienters ondsindede, racistiske dagsorden.

Det er ødelæggende for sammenhængskraften i det danske samfund og afsporer al rationel politisk fremdrift.

Hvor er den visionære politiker som stiller det forslag, som bringer dette vanvid til ophør? Det er jo i virkeligheden så enkelt:

Hvorfor ikke tage afsæt i gårsdagens burkaafstemning og bede Folketingets formand om at sætte samtlige DF's sindssyge forslag til afstemning én gang for alle - så de kunne blive stemt ned en gang for alle?

Der kunne passende sættes en enkelt dag af til formålet i næste måned.

Og når et knusende flertal så har besluttet,

- at tørklæder selvfølgelig er tilladt i det offentlige rum,
- at muslimer godt må dyrke deres gud i moskeer,
- at tvangsfodring med svinekød ikke kommer på tale i forhold til nogen som helst medborgere,
- at vi fastholder vores grundlov og vores tilslutning til FN og menneskerettigheds-konventionerne,
- at vi hverken invaderer Schleswig-Holstein eller Skåne - i år - og
- at det afgjort ikke er OK at lægge noget mindretal i ind- eller udland for had, hverken i skrift, tale eller tegning,

kan vi måske endeligt komme videre.

Det hele behøver som sagt kun tage en enkelt dag.

Tænk, hvilken ro, der så ville sænke sig over lille Danmark.

Og tænk, hvilken udfordring for vores politikere, at de så pludselig bliver tvunget til at forholde sig til realpolitik og Danmark langsigtede problemer fremfor til symbolpolitik og "kriser", som kun eksisterer i syge hjerner på den ekstreme højrefløj.

Hvem end som foreslår en "vi stemmer DF ned, en gang for alle,-dag" i Folketinget har min stemme.

Tænk, hvis det skete. Det kunne blive en national mærkedag. Den dag, hvor man igen kunne kippe med Dannebrog - uden at blive misforstået.

Nødløsning

Rune Engelbreth foreslår på Politikens blog-sider, at der indføres et ansættelsesforbud i det offentlige, rettet mod Dansk Folkeparti-medlemmer.

Hans begrundelse er, at DF'ere jo anser store dele af befolkningen som "snyltere", "rotter", "mordere" og "voldtægtsmænd". Hvordan kan man så forvente, at de yder disse mindretal den service, de er ansat til?

Blandt læserne diskuteres forslaget indgående, især fordi DF-horderne (som aldrig kunne drømme om at købe Politiken), bliver så vældigt ophidsede (og humorforladte), når de rammes af deres egen retorik.

Den slags debatter har det med at blive meget indædte og tonen temmelig hadsk. Der mangler forløsende ord. Ord, som jeg selv alt for ofte har alt for svært ved at finde.

Personligt har jeg derfor mest respekt for humoren hos den fyr, som foreslår, at offentlig ansættelse gøres betinget af en intelligenstest, fordi, som han skriver:

"og da DF-ere som bekendt har en IQ som en kokosnød løser problemet således sig selv".

Invasion fra syd

Det har afstedkommet en del opstandelse i Storbritannien, at Paven har meldt sin ankomst.

Mange ser frem til besøget, andre nærer mere blandede følelser. Rigtig mange ønsker Paven hen, hvor peberet gror.

Paven har nemlig meddelt, at et af hans formål med besøget, er at få briterne til at indse, at de ”gør vold på naturens orden” gennem deres lovgivning, og at denne må laves om.

Den lov, som Paven er så inderligt imod, handler om, at det er forbudt at diskriminere mod homoseksuelle.

Jeg har ofte svært ved at fatte, at vi har så travlt med at bekæmpe formørkede ekstremister i fjerne ørken-egne, når vi på vores eget dørtrin har personer med lige så ekstremistiske holdninger.

Listen over den katolske kirkes forbrydelser mod menneskeheden er alenlang:

Skiftende paver, inklusive den nuværende, bærer som følge af deres sabotage af hiv-bekæmpelsen i Afrika det direkte ansvar for millioners død.

Paven forsøger – med alt for meget held - ved enhver mulighed aktivt at undergrave menneskerettighederne for en stor del af klodens befolkning.

Katolikker står – med pavens stiltiende velsignelse – bag hundredvis af voldelige overfald og drab på homoseksuelle i Østeuropa.

Når det kommer til stykket, er der ingen forskel på grundholdningerne hos Taliban og hos Paven.

Og nu tager dette omrejsende, usympatiske, hadspredende middelalder-relikt til England for at få fortidens tilstand genoprettet, hvor homoseksuelle blev diskrimineret og forfulgt – samtidig med at den katolske kirkes præster voldtog tusindvis af kordrenge år - ud og år ind.

Hvis briterne har nosser, burer de manden inde ved ankomsten til Heathrow og sætter ham på det næste fly til Menneskerettighedsdomstolen i Haag.

Ka De li'cens?

Danmarks pensionister burde belejre DR-byen eller i det mindste gå rundt om den med skilte med opråb som ”Giv os Svend Petersen tilbage!”, ”Hullubulluu, Otto Leisner – hvor er du henne?” og ”Kvit eller Dobbelt NU!”

Sagen er nemlig den, at Danmarks pensionister betaler en uforholdsmæssig stor del af deres pension til en medie-koncern, som knapt regner dem for noget. Samtidig rammes de ældre også på pengepungen på andre fronter:

Hvad nytter ældrechecken, når den måned for måned udhules af stigninger på de ydelser, som plejekrævende gamle er afhængige af: tag over hovedet og mad på bordet?

For mange pensionister kommer det som et chok, når de erfarer, at det kan koste over 6.000 kroner om måneden at få kost og logi på et plejehjem. Står man som gammel med kun en folkepension og en udhulet ældrecheck til dækning af sine udgifter, er der dømt permanent smalhals.

I tilgift er det sådan, at når man som svækket og måske dement rykker på plejehjem, får man en lille stue, hvor plejepersonalet myldrer ind og ud dagen lang. Privatliv er det så som så med. Alligevel betragtes det lille rum som en selvstændig bolig, og af samme grund opkræver Danmarks Radio medielicens fra hver enkelt beboer. På den måde udsendes der snesevis af licensopkrævninger til hvert enkelt plejehjem. Medielicensen udgør som bekendt lidt over 2.200 kroner om året. Lidt mindre, hvis kunden er pensionist og sidder så hårdt i det, at hun eller han har en personlig tillægsprocent på 100.

Hvis man nu ville forbedre disse gamles kår mærkbart, uden at give med den ene hånd og tage med den anden, kunne man passende starte med at fritage dem for licensen. Det ville ikke koste de offentlige kasser alverden (kun momsen af beløbet), og DR’s budget kan bære provenu-tabet: der er omkring 75.000 pleje- og ældreboliger i Danmark. Forudsætter man, at alle plejehjemsbeboere har et farve-tv, og at halvdelen af dem i forvejen betaler den nedsatte licens, taler vi om et beløb på under 150 millioner ud af DR’s samlede licensindtægter på 3.400 millioner kroner. Peanuts for DR, men forskellen på muligheden for at kunne købe julegaver til oldebørnene eller få sig en ekstra cerut (udendørs, naturligvis) for vores gamle medborgere.

Danmarks Radio har i forvejen stort set opgivet de ældre som et seer-segment, man gider forholde sig til. De gamle er overladt til TV2's Charlie-kanal, som har en yderst smalsporet opfattelse af ældres interesser. Kun svært demente kan vel finde fornøjelse i Johnny Reimar og Smølferne for 118. gang, eller hvad?

Men Danmarks Radio er værre end TV2: DR har særlige TV-kanaler for de kulturelle, for de finkulturelle, for nyhedsnarkomanerne og for de forkælede møgunger, men hvem tænker på dem, der byggede nationen? Ikke Darnmarks Radio, København-Kalundborg i hvert fald.

I en tid, hvor Otto Leisner, Voldborg, Svend Petersen og Dr Lieberkind (den festlige lille fætter) er væk og ikke erstattet af andre ældre-ikoner, opleves DR som mere u- end –blu: Statsradiofonien leverer helt enkelt ikke varen.

Intet under altså, hvis pensionisterne ikke kan li’censen og får lyst til at kyle deres hopla-nåle i fjæset på Kenneth Plummer.

Derfor dette simple råd: op på barikaderne, gamlinge! Kræv jeres ret!

Og mangler I en angrebsvinkel, så er her et lille tip: Denne sag ligger lige til højrebenet for venstre-oppositionen! Fat gåsefjeren og skriv til Villy, Helle eller Johanne og bed dem om at tage affære! Jeg er sikker på, at de vil forstå det simple budskab:

Rigtig mange af os borgere bliver oldinge og ender med at ligge, som andre har redt. På plejehjem.

Hvorfor så ikke gøre det så rart som muligt - med gratis color på tossen?

Det manglede da bare andet.