Stemmer Gud på liste K?

For en homoseksuel person kan et besøg på Kristeligt Dagblads hjemmeside sammenlignes med den berettigede følelse af panik som ville ramme Lars Løkke, hvis han valgte at deltage i Enhedslistens sommerlejr.

Alligevel kan jeg ikke holde mig væk fra de kristeliges avis. Masochisten i mig vender tilbage - næsten på daglig basis. Jeg finder det berigende og udfordrende.

På den måde er jeg blevet bekendt med problemstillinger, som jeg knapt anede eksisterede. Blandt de kristelige er det fx et kæmpe diskussionsemne, at en transseksuel person i England, som skiftede køn fra mand til kvinde, nu har fået den britiske højesterets ord for, at hendes pensionsalder skal svare til en kvindes og ikke til en mands. (Der er nemlig forskel på de to derovre). Jeg ville jo mene, at den slags er ren logik, men nej: det kan man diskutere længe blandt de kristelige, som er nærmest besatte af os, hvis seksualitet afviger fra normen.

Op ad stolper og ned ad vægge diskuterer de: Hvis en oldgammel bøsse stiller træskoene, skal hans partner gennem 50 år så virkelig slippe for den høje arveafgift? Skal den slags fordele ikke være forbeholdt mand og kone? Og kan man lade homo'er adoptere? (Ja, siger Folketinget, og alle undersøgelser viser, at børn af homo'er trives storslået, men har Gud fattet det?).

I disse år diskuterer de kristelige dog allermest, hvad man skal stille op med de kristne homoseksuelle som formaster sig til at indgå i et parforhold. Skal de have lov til at gifte sig og hvis ja, så hvor? I kirken? På rådhuset? På en mark ude i Hampen? Og skal en præst have lov til at nægte at deltage i den slags på samme måde som han (for tro mig: det er altid en han) har lov til at nægte at vie fraskilte og døbe deres ravneunger? Hvor trækker Gud grænsen?

Min yndlings-debat-modstander hedder Bjarne Nederby Jensen. En ivrig net-debatør og Kristendemokraternes folketingskandidat i Hedensted-kredsen. Bjarne hører til den kirkelige højrefløj og er altså typen, som gerne kvæler os homoseksuelle i kristen næstekærlighed - hvis vi dog bare for fanden holder op med at knalde.

I dag diskuterede Bjarne og jeg Menneskerettighedsdomstolens nye dom, som siger, at homoseksuelle ikke har krav på at måtte indgå kirkeligt ægteskab, men at der på den anden side ikke er noget i vejen for, at staten eller kirken giver os lov til det.

Bjarne Nederby er meget begejstret for den dom, men benytter lejligheden til at spinne en forfærdende ende over den: Kristendemokraterne ønsker en Værdikommission, som i stil med kanon-udvalgene skal definere, hvad der er skidt og hvad der er kanel. "En kommission til etisk genopretning" kalder han det.

Jeg bliver så frygtelig skræmt af alt det had, forklædt som kristen næstekærlighed og etiske overvejelser. Og jeg ængstes mere og mere for hver gang jeg hører endnu en kirkens mand med ansigtet lagt i alvorlige folder og med en stemme som Poul Reumert under deklamation af Guldhornene, som fortæller mig, at der findes en Gud i det høje, som elsker ham, fordi han elsker en kvinde, men som hader mig, fordi jeg elsker en mand.

I disse år vinder fundamentalisme indpas i mange lande. Som homoseksuel bemærker man måske mere end andre, fordi man er et omvandrende barometer for tingenes tilstand: der er i princippet ikke den fjerneste forskel på den diskrimination, som homoseksuelle oplever fra islam, den katolske kirke eller BGM-klubben: de Bitre Gamle Mænd af Bjarne Nederbys, Søren Krarups og Jesper Langballes støbning. Ironisk nok er de forskellige religioner godt nok enige om at bekrige hinanden, men endnu mere enige om at bekrige fyre som mig.

I sidste uge hørte vi DF's Søren Krarup udtale fra Folketingets talerstol, at vielse af homoseksuelle ville være en voldtægt af det danske folk. For denne kirkeviede, homoseksuelle mand lød det præcist som om han sagde: "jeg har fuld forståelse for de hundredvis af voldelige overfald, der begås mod homoer hvert år i København og jeg bakker op om dem".

Krarups ord faldt samme dag som det irske parlament vedtog en lokal lov om registreret partnerskab for homoseksuelle. Udenfor parlamentet gik højrekirkelige demonstranter rundt med skilte med budskaber som "homoer skal udryddes - ikke opmuntres". Krarup havde fået jern på, hvis han havde vidst det. Hans horisont når nemlig heller ikke længere end til egen næse. Og heller ikke han forstår, at ligeret til os andre ikke fratager ham så meget som et gram af hans rettigheder - nærmest tværtimod.

Den homoseksuelle kamp for ligeret er ikke militant og ikke ekstremistisk. Den handler ikke om venstre eller højre, og den søger ikke at underminere det heteroseksuelle parforhold. Hvorfor skulle den også det? Heteroseksualitet har bestået i millioner af år. Heteroer kan føle sig trygge - også uden at tage patent på, at deres kærlighed er den eneste rigtige. '

Sidste år holdt vi Outgames i København. Hundredtusindvis deltog i festlighederne. Utallige musikalske, sportslige og kunstneriske events gjorde København til en lidt sjovere og kærligere by i de dage. Den banale hemmelighed bag succesen var, at alle var velkomne. Det har aldrig været en homoseksuel agenda at udelukke heteroseksuelle. Tværtimod. Vi elsker, når I kommer til vores parties, sports-events, de fede koncerter og vilde parties. Og I kan trygt møde op. Den dag, hvor en avisoverskrift skriger "Heteroseksuel mand overfaldet på åben gade af heterofobe bøsser" indtræffer aldrig.

Måske er det derfor, at de debatter på Kristeligt Dagblad forekommer mig så uvirkelige. Måske er det derfor, jeg i de senere år har valgt at lægge afstand til den Folkekirke, jeg voksede op med. Modsat Bjarne Nederby kan jeg nemlig ikke tro, at der findes en Gud foroven, som har noget imod mig, min mand, mine venner - mit liv. Og jeg nægter at anerkende, at jeg er andenrangs, blot fordi jeg tilfældigvis er født med en anden seksualitet end Bjarne fra Hedensted, som tror på, at han er Guds udvalgte repræsentant for Midt- og Østjylland.

Outgames gav for resten et stort overskud. Hvornår har en event, som ikke involverede fodbold sidst gjort det? Pengene bruger vi til et homo-hus i København. Det skal danne rammen om kulturelle begivenheder, musik, undervisning, hygge, information, debatter, kaffedrikning og informationsmøder. Alt er muligt. Alting står åbent. Kun ét er sikkert: vi nedsætter ikke en kommission, som skal presse en bestemt livsstil ned over nogen; vi accepterer ikke diskrimination af heteroer. Selv Bjarne Nederby er velkommen. Men min stemme får han sgu ikke.

Gud Fader bevare os.