Bare en hjemmehjælper

Der er sagt og skrevet mange ord i de senere dage om Dansk Folkepartis deltagelse i årets Gay Pride.

Mest af alt er jeg glad for, at det lykkedes at dokumentere for den brede offentlighed, at partiets minoritetsfjendtlige holdning rækker betydeligt længere end til muslimer. Den omfatter også mennesker, som har den frækhed at forvente ligeret, selv om de født med en anderledes seksualitet. Og den omfatter dobbeltmoral i en klasse for sig:

Mere end fyrre gange har Dansk Folkeparti forsøgte at knægte homo'ers ligestilling ved afstemninger i Folketinget. Ofte har de på eget initiativ forsøgt at begrænse den gennem forslag, som skulle fjerne allerede givne rettigheder. Og i denne uge kunne man høre partiets ligestillingsordfører i TV fastholde de kendte synspunkter, mens hun bakkede op om Søren Krarups ord:

homoseksuelle er handicappede.

Alligevel forventer den samme ligestillingsordfører at blive godt modtaget, når hun løfter DF-fanen og går med i vores parade.

Blandt os homoseksuelle findes der personer som stemmer på DF, eller som bare ikke kan se problemet i at lade DF deltage Pride paraden. Jeg forstår dem ikke. Skygger deres modvilje mod indvandrere for evnen til at gennemskue, at de selv står næst i rækken som ofre for DF's organiserede had? Eller er de - med den fremragende blogger Karen M. Larsens ord - blot selvforagtende homoseksuelle, som ubevidst kryber ind i en offerrolle?

Disse borgerlige bøsser og lesbiske (for borgerlige er de alle), der påberåber sig deres eget frisind og som beder os andre om at opvise en tolerance, som står i skærende kontrast til den intolerance, DF møder os med, har efter min mening misforstået ikke så lidt. Med dialog kommer man ingen vegne med DF. DF ekskluderer dissidenter. Hvornår har man nogen sinde hørt en DF'er sige: jeg tog fejl?

Er det virkelig så svært at gennemskue, hvorfor DF pludselig har denne ubændige trang til at fremstå homo-venlige, selv om de i et og alt arbejder modarbejder os og kalder os frastødende?

Husk at intolerance er selve Dansk Folkepartis eksistensberettigelse. Den siger de ikke farvel til. Tværtimod: som en gøgeunge i reden forsøger de nu at kapre vores parade med et reklame-stunt, som skal overbevise 'danskerne' om, at så slemme er de heller ikke. Kan paradens arrangører og deltagere ikke gennemskue det, har Gay Pride mistet sit sidste skin af politisk manifestation. DF har brug for (nogle af) os - men ikke som venner; højst som personer som kan give partiet det skær af legitimitet, som kræves for at begå sig som støtteparti og blandt den del af borgerskabet, som måske selv har en søn eller en datter, som er 'til den forkerte side'.

Stand-upperen Omar Marzouk sagde i dag i radioen:

Uden indvandrerne og bøsserne var Pia Kjærsgaard bare en sur hjemmehjælper.

Han har ret. Så spørgsmålet er: vil vi være et redskab for DF's minoritetsfjendtlige holdninger, eller er vi i stand til - bare denne ene dag året - at leve op til vores egen parades navn og vise lidt stolthed og nægte at vrikke røven i takt til DF's pibe?