Søg i denne blog

søndag den 11. juli 2010

Ballon-dans

I DF er man rasende over at have brugt to dage på forgæves at diskutere den unge Venstre-løve Karsten Lauritzens racistiske prøveballon om at arbejdsgivere skal have lov til at aflønne "utilpassede" udlændinge med mindre end halvdelen af minimumslønnen.

Forslaget viste sig hverken at være afstemt med Birthe Rønn Hornbech - Venstres integrationsminister - eller internt i regeringen, endsige med støttepartiet. Dansk Arbejdsgiverforening og LO kunne heller ikke lide det.

DF's Søren Espersens reagerer med et raseri af Egon Olsenske dimensioner. Ord som "uhørt", "amatøragtigt", "rystende" og - hold fast! - "diskriminerende mod udlændinge", vælter ud af ham, blandet med forbandelser om, at "regeringen er uden ledelse", og at Lauritzens forslag er et "blålys".

Blandt alle ederne er der kun et enkelt argument: forslaget er "diskriminerende mod udlændinge".

Det var imidlertid ikke det, som var Dansk Folkepartis hovedbekymring, da Karsten Lauritzen præsenterede forslaget. Tvært imod. Den dag udtalte partiets næstformand, Peter Skaarup:

"Jeg er bekymret for, at danske ledige dermed ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, når det bliver billigere for arbejdsgiverne at ansætte nydanskere. Dermed risikerer vi at tabe danske ledige på gulvet."

Bekymring for at diskriminere udlændinge præger da heller ikke Dansk Folkeparti til daglig. Det er kun knapt to måneder siden, at diskussionen om indvandreres manglende beskæftigelse sidst fyldte aviserne. Da sendte DF en ballon op, hvis indhold gik på, at alle en families medlemmer skal bøde og trækkes i deres offentlige ydelser, hvis blot et enkelt familiemedlem ikke er erhvervsaktivt.

Samme Peter Skaarup, som nu siger, at han ikke vil diskriminere udlændinge, var den gang mere klar i spyttet og sit vante racistiske jeg: DF's forslag skulle kun gælde "borgere af ikke-vestlige efterkommere", hed det.

Der er lande, hvor man ryger bag tremmer for at ytre sig som DF ofte gør. Men her i Danmark mødes DF's utallige lorte-lugtende prøveballoner kun af et skuldertræk. Danskerne er blevet forråede af mange års statsautoriseret fremmedhad fra DF's side, men racisme er det - hvad enten partiets tilhængere vedstår sig det eller ej.

Hvorfor så denne frygt for at stå ved sine holdninger denne gang? Og hvorfor denne pukken på DF's venner i V og K, som vi har set i stigende grad gennem de seneste måneder?

Der er tre grunde:

- DF forsøger at fremtræde som et troværdigt alternativ for de borgerlige vælgere, som er trætte af Venstres og De Konservatives talentløse jokken rundt i spinaten.

- Der er brug for så mange afledningsmanøvrer som muligt fra den krisepakke, som DF netop har lagt stemmer til sammen med V og K. Pakken barberer som bekendt store stykker af den velfærd, som mange af DF's egne vælgere lever af, og den forringer også hjælpen til de pensionister, som Pia Kjærsgaard ellers siger, hun er så ivrig for at hjælpe - mens hun stemmer for den ene nedskæringspakke efter den anden.

- DF har indset, at næste valg allerede er tabt. VKO er snart en saga blot. Skal partiet gøre sig håb om indflydelse fra næste efterår, kan det kun ske gennem den kommende S-SF-regering, som måske/måske-ikke bliver nødt til at samarbejde med borgerlige fløj i de sager, hvor Enhedslisten siger nej til at bakke op.

Det sidste punkt er vigtigst for mesterstrategerne i DF. Man kan derfor også meget vel forestille sig, at det bliver Dansk Folkeparti og ikke statsministeren som udskriver det næste valg. Med det formål at profilere DF yderligere kan Dansk Folkeparti sagtens finde på at vælge at gøre de kommende finanslovsforhandlinger vanskeligere for regeringen, end finansminister Hjorth Frederiksen forestiller sig i sit værste mareridt. Så vanskelige faktisk, at regeringen mister sit flertal på grund af endnu en politisk markering; endnu en DF-ballon, fuld af varm luft.

Trist blot, at DFs vælgere ikke magter at gennemskue det løgnagtige rænkespil, de lægger stemmer til.

Ingen kommentarer: